Prelsborg

Det er hvad man bliver, når man cykler hjem fra det lille firma ude vestpå iført fuld spandex og knæbind!

Håber solen også er på himlen i næste uge, så forsiden kan få samme farve.

De sidder dernede i træerne i gården og råber og skriger til langt ud på natten, for så at tage fat igen klokken kvalme om morgenen.

Gad vide om det er de samme fugle eller om de ligefrem arbejder i holddrift bare for at genere os, der tror vi skal ha' mere end 4 timers søvn?

Jeg tør næsten at tro på det nu!

Brevet fra boligforeningen lå i postkassen i går, og nu skulle det altså være næsten helt sikkert at der bliver sat altaner op her i bebyggelsen til august.

Det har så også kun taget 3 år at få byggetilladelserne i hus og mange lovninger om sommeraftener på altanen har været sendt ud i løbet af de år, men nu skulle det altså være helt sikkert!

Så indtil videre en ganske lille bitte forsigtig jubeldans rundt i køkkenet

....kun forkert påklædning - er det ikke sådan talemåden lyder?!

Men når man - som jeg - har præsteret at sidde helt, helt stille i hjørnet af sin sofa og kvæstet sin venstre fod (ja, jeg ved heller ikke hvordan det lykkedes mig, men ondt gør det saftsuseme!), så er der ikke meget ved at bevæge sig ud i de lejligheds voldsomme byger, når al gang foregår i hump - langsomme og med smerte forbundne hump.

Så i stedet humper jeg rundt herhjemme og højglanspolerer køkkenet lidt, mens jeg spekulerer over hvorfor "det er ikke dig - det er mig"-gutten bliver ved med at vende tilbage og kredse om mig, når han nu ikke vil noget - frustrerende sgu! Og heldigvis på vej over i det irriterende, og så er jeg da vist kommet et stykke videre.

Og alt imens jeg højglanspolerer og spekulerer, synger jeg højt og ikke kønt duetter med Westlife, som jeg pludselig er blevet frygtelig forfalden til - eller pludselig er måske så meget sagt, for da ham her var så venlig at hjælpe mig med at splatte hvid maling ud over hele køkkenet og hørte min "skønsang" mens jeg kravlede op og ned af trappestigen, udbrød han - med det jeg til min dødsdag vil insistere på var et kærligt smil og ikke et indestængt grin:

"Det er sgu så typisk dig!" (og han må jo på en eller anden måde vide det!)

hvormed han mente store, svulstige arrangementer af kærlighedssange med tekster af den slags, hvor hjerte rimer på smerte (hvis det altså havde været på dansk).

Og han har egentlig nok lidt ret. For selvom jeg også kan spille en eminent luftspade til AC/DC, så vender jeg altid tilbage til det blide og bløde.

Jeg er nok bare lidt mærkelig sådan i al almindelighed, men hey - det er der jo nogen af os der skal være, så I andre har noget at grine af, ikk'?

Men jeg bor altså på 4. sal og er ikke vant til at folk kan kigge ind ad mine vinduer.

Og jeg havde altså ikke lagt mærke til at I var begyndt at bygge et stillads op på huset overfor.

Ellers var jeg jo aldrig vadet ind i stuen for at aftørre mit luksuslegeme efter badet.

Så virkelig meget undskyld, ikk'? Og jeg håber ikke det gjorde alt for ondt, da du knaldede hovedet ind i den jernstang - jeg er bare glad for at du ikke faldt ned!

Og dit firma dækker forhåbentlig den krisehjælp, du nu skal ha' efter det syn ;-)

Med udmattet sjæl og Dankort - netop hjemkommet fra Field's efter indkøb af diverse tilbudsvarer og så de der ting, der ikke kan undværes på en tur sydpå - sigtende efter nærmeste Matas for at malke Dankortet endnu engang med køb af diverse solcremer, så jeg ham....


Min dyredoktor - helt sikkert ham, der årligt får lov at rense Prinsessekattens tænder og give hende det der skud vaccine hun egentlig ikke har brug for som indekat.

Så jeg hilste helt sikkert på ham med både nik og smil - ikke noget hej, for det er jo som bekendt svært at justere sin stemmes volumen, når man vader rundt med musik i ørerne! Og han hilste helt sikkert igen - dog med et noget mindre smil og med et lettere irriteret udtryk i ansigtet (er det virkelig SÅ længe siden jeg har lagt penge i hans dyreklinik?!)

Og så - 50 meter længere henne - gik det op for mig at det ikke var min dyredoktor - som i overhovedet IKKE min dyredoktor, der sad der i eftermiddagssolen og nød en cafe latte med et eller andet kvindemennneske - det var sgu da Reimer Bo Chistensen....

Og endnu engang har jeg hilst på en verdenskendt (i hvert fald i Danmark!) uden overhovedet at kende personen - sidst var det vist Billy Cross, det gik ud over...

Undskyld Reimer, men du ligner altså lidt min dyredoktor sådan på afstand......

sådan at stå tidligt op en lørdag, hvor jeg ikke er tvunget til det på grund af arbejde, men i morges gjorde jeg det nu ganske frivilligt alligevel.

I går aftes kom der nemlig et opkald fra en god gammel kollegaveninde, der kunne fortælle at en anden god gammel kollegaveninde var i landet og havde afsat et par timer til at grine ad gamle minder.

Og når nu folket har rejst hele den lange vej fra solskinsstaten helt derovre i USA, så skulle man da være et skarn at prioritere sin dyne højere end et dejligt gensyn.

Timerne var dog for korte, for jeg måtte hjem og købe ind til fætterovernatning her senere. Ham fætterfyren, som jeg på det skammeligste har lokket med på ferie i næste måned, kommer og skal "passes" natten over og det passer mig helt fint, for han er fætter på faderens side og jeg har faktisk ikke set ham i rigtigt mange år og så kunne det da være rart lige at sætte ansigt på ham inden vi skal tilbringe 7 døgn sammen på en græsk ø ;-)

Troldekugler monteret

Moders gamle læsebriller monteret for at kunne se teksten på skriftrullen

Chips og slik indkøbt

Vin hældt op i glas

Bold snart på skærmen

Jeg er træt og mit køkken lugter af mariehøns....

Der kommer en længere dag i morgen, ikk'?

Så er der langt om længe taget hul på den sidste lange nattevagt i denne omgang. Det kan efterhånden mærkes at vagterne har været mange og lange i de sidste 14 dage, så jeg glæder mig ustyrligt til at få fri i morgen tidlig og kunne nyde ikke at skulle springe ud af sengen i morgen eftermiddag for at gøre klar til endnu en vagt.

Troldekuglerne lader for en gangs skyld vente på sig, men det er nok fordi jeg denne gang - udover delfinkuglen - har bestilt en lille skriftrulle og bedt om at få indgraveret Kierkegaards udødelige ord:

"At vove er at miste fodfæstet for en stund; ikke at vove er at miste livet"

....og det er helt sikkert værd at vente på.

Nu vil jeg bare vente på at tiden og natten går sin gang, så jeg kan komme hjem og holde bare en lille bitte smule fri.

Sådan at blive droppet, samlet op og så droppet igen....

Og det er da også lidt synd for mig at blive tvangsindlagt til en arbejdsuge på 80+ timer, bare fordi der er et par helligdage og et firmaseminar krammet sammen i denne uge, ikk'?

Spørgsmålet er så bare om det er synd nok til at udløse et par troldekugler til mit "hvor er det synd for mig"-armbånd?!

...og det er så her I skal sige "Ja da!" i kor - tak!

Ja, han vendte jo tilbage, ham med "det er ikke dig - det er mig"-mailen og jeg sprang lige i med begge ben igen. Tænkte jo, at når nu han havde haft tid til at tænke over det og besluttede sig for at vende tilbage, så var der jo nok noget alligevel.

Og det har der været - og det har været godt - lige til i eftermiddags, hvor jeg med nyopstået morgenstirren kunne læse endnu en "det er ikke dig......"-mail.

Skal jeg ikke bare blive enig med mig selv om at det sgu nok alligevel er mig - og at han i øvrigt ikke har nogen som helst idé om hvad han vil?

Det tror jeg.....