Prelsborg

Så derfor planter jeg mig om et par timer i et tog med kurs mod Nyborg, hvor jeg har takket ja til en invitation til god mad og god rødvin.

Invitationen indeholder vist nok også et uudtalt tilbud om uvidet ske-ligning, men udvidet ske-ligning, hvor hjertet ikke er med (og der mangler jeg vist stadig at få en lille del hjem igen) er og bliver nu engang blot udvidet ske-ligning, så jeg tror gæsteværelset får æren af at huse mig i nat.

Imens jeg er væk er mailboxen naturligvis stadig åben, så I fortsætter bare weekenden igennem med at tilmelde jer Operation Påskeglad, så jeg også har noget at foretage mig søndag aften, ikk'?

P.S. Hvis nogen ser et lille stykke hjerte løbe forvildet rundt, fordi det ikke længere ved hvor det hører hjemme, så peg det venligst i min retning, så jeg kan komme videre med min karriere som kvinde. Tak!

Et par samtaler i løbet af den sidste uge har indeholdt sætningen

"Du kan vel tage imod en kompliment?"

Og svaret er i al sin enkelthed - nej!

Hvor meget pæne ord og ytringer end varmer, så har jeg aldrig med åbent sind kunne tage imod en ærlig og oprigtigt ment kompliment. Der har altid siddet en lille djævel i mit indre og hvisket:

"De mener det alligevel ikke - det er bare noget de siger. De vender sig om og griner af dig, hvis du tror på det - eller også vil de ha' et eller andet af eller fra dig!"

En af samtaleparterne var så lidt modigere og spurgte ind til, hvorfor det er sådan fat med mig, og det satte en længere tankerække i gang, for hvornår har jeg mistet tilliden til at folk virkelig mener hvad de siger - og hvad har fået plantet den mistillid i mig?!

Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg været mistroisk overfor folk, der komplimenterede mig for enten mit udseende eller for min begavelse på det ene eller det andet område. Jeg husker at jeg som ultralang, ultratynd nyslået teenager blev stoppet på gaden i et lille idyllisk sommerhusområde af en gut, der med strålende øjne fortalte at han fremstillede ravsmykker og manglede en model - og det var bare lige MIG, der skulle være baggrund for hans kunst i det katalog han skulle til at udsende. Med udsigt til mit sikkert voldsomt skræmte ansigtsudtryk skyndte han sig at forklare at mine forældre naturligvis skulle involveres og være med under optagelserne, men jeg fik vist bare stammet "N-nej...." og styrtede afsted ned ad gaden, mens jeg i mit indre skreg "VOLDTÆÆÆÆGT - OVERFALD - HJÆÆÆÆLP", for i mit sind kunne der ikke være andre årsager til at han havde udset sig lige mig! Han viste sig rent faktisk at være en lokal smykkekunstner uden skumle bagtanker - bare ikke set fra mit synspunkt.

År senere stod jeg i det lokale pizzeria og ventede på min bestilling, da pizzabageren kiggede indgående på mig og spurgte med et smil

"Sig mig - er du ikke model?"

Og med det samme ringede alle alarmklokkerne igen, for hvad fanden var han ude på?? Kunnde han ikke se at bestillingen lød på TO pizzaer - ergo måtte der være en der ventede på mig og ergo kunne han ikke lokke mig med ud i baglokalet, for det måtte da være det han ville! Han var i realiteten nok bare nysgerrig og han så også temmelig trist ud ved mit barske

"NEJ!!"

hvorefter jeg demonstrativt vendte ryggen til ham resten af ventetiden.

Men hvorfor?? Jeg burde jo være blive stolt og smigret og sige tak med et stort smil, men jeg kan ikke. Det har ikke noget at gøre med falsk beskedenhed og koketteri a la

"Ei det mener du jo ikke......sig det igen.....fniiis!"

Jeg tror virkelig ikke på det. Og som svar på spørgsmålet fra samtalepartneren om hvorfor, måtte jeg grave dybt og længe for at kunne op med noget ærligt og brugbart.

Mine forældre blev skilt, da jeg var omkring 2 år gammel og da min far med det samme stiftede ny familie, valgte han i flere omgange at afskære kontakten med mine brødre og jeg. Altså stod der en ganske lille pige, der gentagne gange følte sig fravalgt og ikke god nok. Når han så endelig var nærværende og tilstede, så var det ikke just komplimenter det regnede med - nærmest tværtimod! Så var det tøjet, så var det håret, så var det huden eller sproget eller noget helt 17., der var noget galt med.

Jeg tror for så vidt ikke at han alt i alt var utilfreds med sit afkom af andet ægteskab, han glemte vist bare, at når man ikke har en dagligdag sammen, så er kritik ikke det første man skal komme med ved de sjældne lejligheder, man ser hinanden. Som den lille tøs jeg var, så jeg jo op til min far og mente at alt, hvad der kom fra hans mund var den evige sandhed, så hvis han mente at jeg var totalt kikset, så skulle andre i hvert fald ikke komme og sige det modsatte.

Senere i min karriere som min fars datter fandt jeg naturligvis ud af at hans ord ikke nødvendigvis var den endegyldige sandhed, men da var det for sent - frøet var sået, planten spiret og træet nu vokset så stort at kun meget, meget få mennesker kunne få lov at kigge ind mellem grenene.

At jeg så senere valgte at dele en betragtelig del af mit liv med en mand, der i høj grad mindede om min far, hjalp kun til med at cementere at jeg gjorde ret i at antage at komplimenter rettet mod mig og min person kun kunne være høfligheder og aldrig seriøst ment, hjalp naturligvis heller ikke på sagerne.

Nu, som ganske voksen kvinde, ved jeg jo egentlig godt at det er fuldstændigt forkert sådan at dække sig bag panser og plade og ikke lukke mennesker og deres gode ord ind i mit liv, men det sidder simpelthen så dybt i mig, at så snart jeg hører noget der bare måtte minde om en kompliment, så ryger paraderne op med det samme og mistroen spreder sin gift i mit sind.

Jeg er blevet bedre til at lukke op og nogle mennesker har fået lov at komme helt ind og skære deres initialer i stammens bark - det har til tider gjort forbandet ondt, men har også givet mig nogle af de dejligste oplevelser i mit liv, som jeg ikke ville være foruden, lige meget hvor meget mit hjerte har blødt og hvor mange tårer der siden hen er grædt.

Jeg vil bare gerne blive endnu bedre, så det ikke kun er the few, the brave, the chosen, der kan få mit hjerte til at synge. Jeg ville gerne kunne smile til en fremmed og sige "Tak" for en kompliment uden at bruge resten af dagen på at spekulere over eventuelle skjulte hensigter, men der findes vel ikke kurser i den slags på aftenskole?!

Lige om lidt har jeg en teenager rendende rundt her i hytten og i den anledning er hele den pukkelryggede naturligvis inviteret for at ønske ham velkommen i teen-rækkerne ellers får han jo heller ingen gaver, vel?

De skal naturligvis bespises på en eller anden måde - udover de obligatoriske boller og lagkagen, men jeg synes jeg er gået lidt flad på idéer i år. Da festivitasen skal holdes i vores fælleslokale er der ikke de store køkkenremedier til stede, så alt skal helst kunne tilbredes på forhånd - meget gerne dagen før.

Jeg forestiller mig noget buffet-agtigt - det har været en succes før - og så er det jo jeg spørger:

Er der nogen derude, der har fabelagtigt gode idéer til den slags - udover frikadellerne som er et must ifølge den unge mand?! Jeg vil jo gerne forsøge at forny mig lidt, men min fantasi er taget på ferie et ikke nærmere specificeret sted og er ikke sådan lige til at få fat i.

Har du opskriften på en fantastisk salat, en fiskeret, en kødret, en et-eller-andet-ret, du gerne vil dele med mig, så vil jeg være dig inderligt taknemmelig.

Efter mange og lange overvejelser skyder jeg hermed endnu en omgang Operation Påskeglad i gang.

Reglerne er de samme som sidste år. Du sender en mail til mig - jeg parrer dig med en anden påskehare - du modtager mail fra mig med påskeharens navn og adresse - du sender påskepakke afsted og VOILA - alle er glade.

For lige at komme nogle af de eventuelle spørgsmål i forkøbet:

- du behøver ikke at have en blog for at deltage

- du behøver ikke at bo i Danmark for at deltage

- du behøver ikke at være kreativ og dygtig med dine hænder for at deltage - butikkerne vil snart bugne af søde påsketing

- du behøver faktisk slet ikke at sende påsketing - det kan være alt muligt, som du mener måtte glæde din modtager

- du skal MEGET TYDELIGT angive i din mail, hvis du IKKE ønsker at sende til udlandet (deltagere som ikke selv bor i lille Dannevang har dog IKKE denne mulighed!)

- du binder dig til afsendelse af pakken, hvis du har tilmeldt dig og ikke frameldt dig igen inden fristens udløb - det er så trist senere at høre at nogle ikke har modtaget pakker

- du kan IKKE udbede dig en speciel påskehare - alle bliver parret tilfældigt (dog med hensyntagen til udlandsforsendelser)

Operation Påskeglad opstod hos Liselotte, som igen i år har designet det flotte logo, i 2005 (tror jeg det var?!) og da Liselotte af forskellige årsager ikke ønskede at videreføre traditionen i 2007 overtog jeg tjansen - og det er ikke nogen nem tjans. Det tager tid - oceaner af tid, men jeg gør det gerne, for jeg ved at der er mange derude der synes at det er en sød og hyggelig tradition, dog vil jeg gerne skynde mig at påpege at...

- jeg får hverken tak (jo, fra mange af jer selvfølgelig!) eller løn for det udførte arbejde

- jeg - og kun jeg - parrer påskeharerne med hinanden og det foregår efter alle tilfældigheders princip - der er ikke tale om aftalt spil på nogen måder

- jeg er ikke ansvarlig for hvad der er i pakkerne

- jeg er ikke ansvarlig for om pakkerne når frem til modtagerne - hjælper gerne med en lille "rykker" i det omfang det kan lade sig gøre, men opsøger altså ikke afsenderen med et tæskehold

Det var vist ordene - nu er det op til dig om du vil være med i årets påskeleg. Klik her for at læse resten af reglerne eller klik på det lille logo ude i venstre side. Stjæl også meget gerne logoet (højreklik - gem som - og alt det der...) og læg det på din egen blog for at sprede budskabet. Lægger du logoet på din blog, så husk at linke til påskereglerne samtidig.

Sidste år nåede vi op på over 140 deltagere - flest fra Danmark naturligvis, men vi var også så langt rundt omkring i verden som USA, Kenya og Australien med adskillige mellemlandinger rundt omkring i Europa - det kan vi da gøre bedre i år, ikk'? ;-)

Fat tasterne - spred budskabet - spred påskeglæde!

Nu hvor det igen er muligt at løfte begge arme op over hovedet (forsigtigt dog) uden samtidig at bryde ud i ukvemsord, der slet ikke er passende for denne uskyldige blog, har jeg fået hængt mit nye badeforhæng op.

Det er sort og der bliver godt nok mørkt derinde bagved, når det er trukket for. Faktisk er det meget svært at se en hånd for sig, men hvem behøver også det i brusebadet? Jeg ved sandelig godt, hvordan jeg ser ud, når jeg er iført Evakostume!

Nu mangler jeg bare den der røde pære udenfor forhænget, så ingen uforvarende kommer til at hive forhænget fra, mens mørkekammeret er i brug.

Nej nej, der er ikke familieforøgelse på vej! De meget trofaste læsere af denne blog vil også vide, at hvis det var tilfældet, så ville der fluks være et sagsanlæg på vej mod Frederiksberg Hospital.

Men lugten af McDonalds-burgere blandet med duften af mange slags sød parfume klokken 06.30 om morgenen i indelukket togkupé er rigeligt til at få mine i øjeblikket yderst sensitive kvalmereflekser til at røre på sig.

Havde der været optræk til indtagelse af morgenmad i dag, så er det nu udsat på ubestemt tid.

Jeg kommer tilsyneladende hjem til et køleskab fyldt med mælk, 1 røget sild (frisk fra fiskehandleren i går) og et blomkålshovede.

Det var i hvert fald hvad SMS'en fra min til tiden temmeligt forvirrede underunderbo fortalte her for lidt siden.

De står i lufthavnen og er på vej på skiferie og så syntes hun da lige at hun ville tømme deres køleskab over i mit - selvom jeg ikke var hjemme.

Nu er jeg ikke den store blomkålsspiser - faktisk er kogt blomkål en af de få ting, jeg slet, slet ikke spiser - og med mit forhold til mad lige i øjeblikket, så er jeg ikke helt sikker på at en røget sild er det første jeg kaster mig over, når jeg kommer hjem.

Det er vældigt sødt af hende og hun kan jo heller ikke vide at jeg er en kende madudfordret i øjeblikket, så jeg vil helt sikkert forsøge at få brugt noget af mælken, men de andre ting......hmmmm jeg har da heldigvis en hel uge til at bortskaffe beviserne, inden de vender hjem igen.

Efter 3 dage, hvor alt hvad der bare minder om mad har forladt min krop lige så hurtigt, som jeg har forsøgt at det stoppe det i den er jeg tilbage på pinden i det lille firma ude vestpå.

Madlyst er der stadig ingen af, selvom køleskabet herude er stopfyldt med alverdens fristelser, men der er vel også en lillbitte smule næring i koldt vand, automatkaffe og poletter?!

Om det var en maveinfluenza eller en reaktion på de sidste ugers begivenheder, der sendte mig i knæ natten til onsdag ved jeg ikke - eller jo, hvis jeg giver mig selv lov til at mærke efter dybt nede, så ved jeg det faktisk godt, men det er så patetisk at jeg aldrig indrømmer det!

Jobbet er genindtaget - og heyyy - der er jo allerede gået hele to timer af vagten - så er der kun 10½ tilbage.....

Man tror man kender mennesker, og så gør man det pludselig ikke alligevel.

Et menneske, jeg har elsket og stolet mere på end de fleste, viser sig pludselig at fortrække at benytte fortielser og små hvide løgne, fremfor at fortælle mig sandheden - en sandhed som jeg, som den store voksne kvinde, jeg nu engang er, sagtens kunne have håndteret.

Fortielserne og de små hvide løgne har nu i stedet givet mig rig mulighed for at blamere mig og gøre mig selv fuldstændigt til grin uden at vide det - det er det, der gør mest ondt - at vedkommende ville udsætte mig for det.

Mit menneskekundskabsgen er åbenbart ikke så veludviklet, som jeg troede og det ærgrer jeg mig godt nok lidt over nu.

Men what the f... - jeg fik mit liv tilbage i går og så skal den bid af min tillid til andre mennesker der nu er forsvundet og det lille skår der er slået af min stolthed af denne oplevelse da ikke forhindre mig i stadig at se frem mod det kommende forår med ukuelig optimisme.

En forstørret lymfekirtel uden noget som helst farligt eller unormalt indhold!

Sådan lød dommen! Derefter et enkelt lille niv i såret, da han pillede tråden ud og 5 minutter senere stod jeg uden for opgang 3 og mærkede et brus af mangeartede følelser stige op helt nede fra tæerne.

Størst af alt var dog lettelsen og mens jeg snakkede med chefen og tiltuskede mig afspadsering resten af dagen, snørede halsen sig sammen og tårerne begyndte at løbe (og det er så ikke lige det smarteste sted at vande høns dér lige uden for Riget!).

Selvom jeg har levet højt på Lo Lo-sygeplejerskens ord, så har den altså ligget dybt derinde - angsten, tvivlen og frygten - og lige nu er jeg sådan lidt følelsesløs, men dog stadig med gråden siddende i halsen, som om alle de frygtens tårer jeg ikke har villet græde nu står i kø for at komme ud - bare af en helt anden årsag.

Jeg tror jeg giver mig selv lov lige om lidt - til at tude af lettelse og taknemmelighed over at det er overstået. At jeg nu kan se frem mod forår og sommer uden at have denne sorte sky hængende over hovedet.

Tak til alle jer, der var med mig - det har varmet og hjulpet mig igennem de sorteste tider - I er sgu guld værd!

Om ikke så længe sætter jeg endnu engang kursen henover Blegdamsvej for at indtage min efterhånden faste plads på Riget.

Denne gang er det dog "kun" for at få prøvesvaret og så for at blive gjort trådløs igen.

Jeg har de sidste 10 dage levet højt på Lo Lo-sygeplejerskens udsagn om det "højest sandsynligt bare er et lipom", men er jo godt klar over at det nok ikke er noget, selv en dygtig og erfaren kirurg kan se med det blotte øje, så derfor har jeg som Randi så klogt skrev også holdt en dør på klem til muligheden for at få en helt anden og knap så morsom besked derovre i dag.

Arret er stadig meget tykt og hævet, så jeg håber sandelig at de kan øje på de tråde, der nu skal fjernes - den ene af dem kan jeg nemlig mærke - den stikker noget så modbydeligt! Derudover kan jeg med al (u)ønskelig tydelighed mærke samtlige muskler og sener, skalpellen har været i berøring med! Det føles som om jeg har fået bank med et baseballbat både på inder- og ydersiden af overarmen og så har jeg opdaget en spændende muskel, der løber på oversiden af venstre bryst - man bliver sgu så klog af at ryge i kløerne på en kirurg ;-)

Opfølgning følger....

Jeg har været hjemme et par timer nu, men det føles på en eller anden måde som om de der ål svømmer endnu.

Det skyldes jo nok at vi gjorde vores allerbedste for at drukne dem i øl og brændevin i går og derefter lod som om at 4 timers søvn nok skulle kunne kurere de værste tømmermænd.

Det kunne de så ikke! 2 timers vandring i snevejr med hunde så små som rotter (som måtte løftes op i armene, så snart noget større end dem kom for tæt på) og en iskold øl indtaget med udsigt over blikstille vand hjalp heller ikke helt på det.

Der findes kun én ting, som jeg med sikkerhed ved kunne få de sidste håndværkere jaget ud af mit hovede, men den er så absolut ikke inden for rækkevidde, så måske jeg bare skulle hælde min dyne ud af den sorte sæk, den har boet i de sidste par timer og så prøve at indhente noget af det søvn jeg ikke fik i nat.

Jeg tror det næsten...

Så er der kun en lille time til veninden kommer og henter mig, så vi kan sætte kursen mod Stillinge Strand for at indtage stegt ål ad libitum.

Invitationen kommer fra en af vores gamle kunder - og her begynder historien at lyde lidt kinky, ikk'?

Det er den nu slet ikke!

Venindens og mit venskab går 10-11 år tilbage - vi mødtes i TDC Erhverv, hvos vi begge var servicekonsulenter på telefonanlæg for storkunder. Jeg var blevet opkøbt fra andet firma og derfra medbragte jeg denne kunde, som i firmastørrelse egentlig ikke hørte til hos storkunderne, men hvis telefonanlæg var af så vital betydning - ikke kun for firmaet, men også for menneskeliv ude omkring i verden - at han fik lov til at blive serviceret som storkunde.

Denne kunde var en klog mand (det er han for så vidt stadig altså), for han vidste nemlig godt, at hvis man behandlede sine leverandører godt, så ville det blive belønnet med ekstra opmærksomhed i krisesituationer fra leverandørens side. Han inviterede således hvert år de nærmeste kontaktepersoner fra leverandøren på frokost med efterfølgende tur i Nyhavn og som en af de eneste af disse storkunder, så huskede han ALLE kontaktpersonerne og ikke kun dem, der havde en fisefornem titel. Altså blev både servicekonsulent og teknikere inviteret med ud på de vilde vover - og de VAR vilde!

Da jeg så besluttede mig for at forlade servicekonsulentstillingen til fordel for en teknikerstilling, måtte jeg naturligvis sørge for at lige præcis denne kunde blev afleveret til en ny konsulent, som jeg kunne have tillid til ville gøre sit yderste. Valget faldt på veninden - kunden var glad - veninden var glad og så var jeg jo også glad. Det eneste, der kunne slå et lillebitte skår i den glæde var at jeg nu var udelukket fra de årlige frokoster og var henvist til kun at høre referater af samme fra veninden.

Sådan skulle det nu alligevel ikke være, for kunden fik på en eller anden måde snørklet en historie sammen om at døgncenterteknikere så sandelig også var vigtige for hans firma, så invitationen faldt prompte igen året efter. Senere rykkede jeg videre til en helt anden afdeling i TDC og så var det ikke længere muligt at deltage - ærgeligt nok.

Dette er jo efterhånden en del år siden og kontakten til kunden har da også været sporadisk - til veninden også, men det har helt andre årsager. Vi har en gang i de mellemliggende år været til stegt ål i Stillinge Strand, og da vi alle tre mødtes for første gang i flere år sidste år i november (tror jeg det var?!) blev vi enige om at succesen måtte gentages. Sidste gang måtte vi spæne for at nå toget hjem fra Slagelse - denne gang medbringer vi dyner og bliver til i morgen - veninden skal jo også have lov til at drukne en ål eller to.

Nogle vil måske nok mene at vi er en besynderlig konstellation - to gamle krager på 29 (altid 29!) og en nydelig tidligere værtshusindehaver på omtrent samme alder, ført sammen af noget arbejdsmæssigt, som kun den ene af os beskæftiger sig med i dag, men som i dag mødes i al almindelig venskabelighed og ordner verdenssituationen, mens vi smider med åleben til alle verdenshjørner - og ja, det er vi sgu nok også - besynderlige altså, men vi kan li' det!

Det lykkedes endelig at tage mig sammen til at gå ud og købe nye vinterstøvler i dag, fandt lige præcis dem jeg gerne ville have og så oven i købet på udsalg - jeg er glad og mine fødder bliver glade i morgen tidlig, når jeg tramper op til stationen.

Ja ja, jeg ved godt at der sikker sidder en shoe-a-holic eller to derude nu og ryster på hovedet over at det er en ting, jeg skal "tage mig sammen til", men jeg er bare ikke god til den slags indkøb - jeg gider det simpelthen ikke - hverken at købe sko eller tøj (og nej - kære 2 mandlige læsere - jeg giver IKKE timer i det!).

Med de dystre vejrudsigter var det dog efterhånden en nødvendighed med de støvler, da de gamle simpelthen ikke kan hænge sammen længere - de er direkte pinlige at vise sig offentligt i, så nu er jeg bare glad.

Glad for at jeg fik det overstået
Glad for at jeg fik de støvler, jeg gerne ville ha'
Glad for at en god kollega har fået en forfremmelse han i den grad fortjener
Glad for at jeg nu kan løfte venstre arm næsten over skulderhøjde uden at krympe mig af smerte
Glad - rigtigt meget glad - for de to troldekugler, Frederikke i går havde med som en gave fra Gunnar-barnet (han har en god smag, den dreng!)
Glad for at denne arbejdsuge er mere end halvvejs overstået
Glad for at have en hyggelig aftale om stegt ål m. det hele på lørdag

....og i morgen tidlig bliver mine fødder også glade - det er jo næsten ikke til at rumme!

det der baderi.

Der er ting, der ikke må blive våde og arme der ikke kan løftes så højt som de plejer.

Fakstisk opgav jeg det helt i går og tillod mig selv at sidde og sumpe hen i hjørnet af min sofa, men i dag kunne jeg simpelthen ikke holde mig selv ud mere.

Af med forbindingen - AV for hel..... hvor sådan noget plaster sidder godt fast. Et kig i spejlet, for lidt nysgerrig er jeg jo, men jeg kan rent faktisk ikke umiddebart se hvad der er tuschstreger og hvad der er ar - hvilket jo i hvert fald fortæller mig, at han har lavet en flot sammensyning ham der Preben-kirurgen.

Ind under bruseren og fortage akavet afvaskning og hårvask med foretrukken brug af højre hånd - det har været et ømt syn, men nu er jeg renskuret over det meste af kroppen igen - der er dog lige et enkelt område, der fik lov at være i fred.

Det kan stadig godt mærkes - naturligt nok - at der har været nogen inde og rode godt rundt derinde, men jeg har stadig 3 hestepiller tilbage i den lille plasticpose Lo Lo-sygeplejersken gav mig med hjem i torsdags, så jeg overlever helt sikkert.

Stadig med armbåndet med navn og CPR-nummer (man skulle jo nødig glemme hvem man er), en lettere blodig håndryg på højre hånd efter et lille uheld med droppet og med et kæmpeplaster under venstre arm.

Ventetiden i formiddags var lang, men operationen tog til gengæld kun ca. ½ time og da jeg var så ufatteligt vågen og MEGET, MEGET sulten lige efter, besluttede narkoselægen at droppe det der opvågningspjat og hælde mig direkte op på stuen.

Aldrig har en rugbrødsmad smagt så godt - for slet ikke at tale om de små snack-gulerødder!

Og så måtte jeg jo op og ud for at tale med folket - sønnen, chefen, den nærmeste pårørende og alle de andre - og der skulle jo også ryges, ikk'??

Vel tilbage på afdelingen fedtede jeg voldsomt for Lo Lo-syplejersken om at få taget droppet ud og i øvrigt blive sendt hjem, men hun var nu ikke lige så nem at overtale sådan lige med det samme - der skulle ventes på aftenstuegang, som ingen i øvrigt vidste hvornår ville finde sted.

Der gik dog kun en time, så stod hun ved min seng med et opgivende udtryk i ansigtet og fortalte at de læger, der havde vagten denne aften ikke havde spor travlt med at få gået den stuegang, så hun syntes faktisk at jeg bare skulle hoppe i tøjet og se at komme hjemover...

"...for som der står i operationsjournalen, så er der højest sandsynligt bare tale om et lipom - altså en fedtknude - og så er der jo ingen fare på færde!"

Jeg gloede på hende med store fortinnede øjne, hvilket fik hende til at udbryde

"Jamen har du ikke fået det at vide??"

Nej, det havde jeg ikke! Men jeg kunne ha' kysset hende i netop det øjeblik - smæksmaskkysset hende lige i gulvet!

Der kommer et endeligt svar om 10 dage, hvor jeg også skal have fjernet stingene - hvor mange der er ved vist kun kirurgen, men jeg er også fuldstændigt og helt ligeglad!

Det eneste jeg hører for mit indre øre lige nu er

"....højest sandsynligt bare et lipom......højest sandsynligt bare et lipom......"

Sådan føler jeg mig nu, hvor alle troldekugler - både armbånd og halskæde - ligger på spisebordet.

Hr. Rulletrold må blive hjemme i dag - han må alligevel ikke komme med ned og kigge op i de skarpe lamper, så han ligger bedre her på mit bord, hvor han kan byde mig velkommen hjem, når jeg igen åbner min hoveddør.

Jeg vil slæbe knægten ud af sengen (og lade være med at kigge sultent på hans halvspiste morgenmad!) og så er vi vist på vej ud af døren.

Tak for alle gode tanker - jeg tager dem med mig derover gør jeg.

Vi ses på den anden side

Ligesom sidste år, har jeg naturligvis også denne gang indkøbt "hvor-er-det-bare-synd-for-mig"-gaver.

Udover 400 km. Kauni-garn er det også denne gang blevet til et par troldekugler til det armbånd, jeg startede op ved mit sidste besøg på Riget.

Et par glaskugler i grønne nuancer og så en Rulletrold.

Om Rulletrolden står der på Troldekugler.dk:


Rulletrolden er en rigtig lille spasmager der elsker sjov og ballade, men tag ikke fejl, han bærer også på stor visdom. Hvis du ser ham rulle forbi dig en sen aften, så er det måske fordi han prøver at fortælle dig; at du bare skal gi´ slip og rulle med strømmen, alting hænger sammen fra top til tå? Det skal nok gå!

og derfor passede han så godt til lige netop denne lejlighed.

Lige om lidt vil min Rulletrold og jeg kravle ind under dynen og forsøge at finde fred til at sove. Jeg har "fået lov" til at sende knægten i skole, inden jeg møder op derovre, så jeg kan simpelthen ligge og gasse mig lige til klokken 7 i morgen - det er slet ikke så ringe endda.

Så lykkedes det endelig at blive indlagt - ting tager tid derovre på Riget!

Og selvfølgelig skal jeg da lige derover en gang mere i aften for at få en blodfortyndende indsprøjtning, fordi de inden for det seneste år har lavet om på reglerne for den slags. Sidste år fik jeg den om morgenen på operationsdagen, men den går altså ikke længere.

Jeg har snart slidt min helt egen lille gangsti herfra og til opgang 3 - overvejer at lave en luftbro i stedet ;-)

Efter timers ventetid på afdelingen og forbløffende hurtig ekspedition i blodprøvetagningen og hos anæstæsilægen blev jeg sat på en stol og fik besked på at vente på at blive modtaget.

Efter et kvarters tid hørte jeg sekretæren fortælle en anden patient, at sygeplejerskerne holdt personalemøde, så der ville ikke blive mulighed for at tale med nogen af dem før kl. 16.00, så nu sidder jeg herhjemme! Gider simpelthen ikke at sidde og glo på en hospitalsgang i 1½ time, så jeg fik udgangstilladelse mod at love at vende tilbage kl. 16.00 og blive taget imod.

Jeg har dog i løbet af de mange timer fået talt med en læge, der kunne fortælle at der ikke vil foreligge noget svar umiddelbart efter operationen, så der bliver altså ærgeligt nok noget ventetid også efter i morgen, fordi det udtagne først skal "hærdes" og derefter skæres i skiver for at blive undersøgt til bunds. Jeg havde ellers næsten ladet mig overbevise om at de ville sende det til mikroskopi under operationen, men sådan bliver det altså ikke.

Nu har jeg så en lille times tid, hvor jeg kan tulle rundt herhjemme inden jeg vader derover igen - mon ikke jeg skulle tage den der opvask, der står og råber af mig - så går tiden da med noget.

ligger de på spring - følelserne.

Angsten - tvivlen - frygten og håbet.

Og jeg kunne mærke i dag, da en kollega lagde hånden på min skulder og ønskede mig held og lykke, at huden bliver tyndere og tyndere i disse dage.

Og nå ja - 2 poser hvidt kattegrus fra Irma nænsomt leveret ved døren til mit kælderrum var da også ved at sætte gang i vandværket.

Nu er kattegruset slæbt op på fjerde og så er jeg vel egentlig klar?!

Som om.....

Dér stod jeg midt i stor, lang, fin forklaring om et eller andet frygteligt teknisk til mine to nye kolleger, da mobilen ringede.

Stadig forklarende fiskede jeg dyret op af tasken og kiggede på displayet

"3545XXXX"

stod der som afsendernummer - Riget!!

En venlig kvindestemme præsenterede sig med et navn, jeg aldeles ikke kan huske nu, og fortsatte med at konstatere at vi jo var enige om at den knude bare skulle ud og det kunne kun gå for langsomt

"Så hvad siger du til at komme herover på onsdag og blive indlagt og så opererer vi torsdag?!"

"Torsdag som i nu på torsdag??"

spurgte jeg vantro og lyttede derefter til hendes bekræftelse.

"Den må jeg vist lige vende med chefen - kan jeg ringe tilbage?"

Det kunne jeg så sandelig, så jeg greb fat i chefen og flåede ham ind i nærmeste mødelokale. Jeg ved ikke lige hvad han troede der skulle ske, men han havde i hvert fald ikke ventet dette.

5 minutter senere gik han en kende rystet ud af lokalet, mens jeg ringede tilbage til den venlige kvindestemme, der igen præsenterede sig og som jeg igen ikke hørte hvad sagde.

På torsdag!! Det har vist ikke helt bundfældet sig endnu, selvom mit hamstergen kører i højeste gear. Tunge ting skal indkøbes, for jeg tror ikke venstre arm er til ret meget slæberi efter indgrebet.

Rent faktisk var min første tanke, efter jeg havde lagt røret på

"Kattegrus!!"

Kattegrus! Helt ærligt!

"Du bliver indlagt i overmorgen og opereret dagen efter"

"Jeps - så skal jeg dælme ud og ha' købt mig noget kattegrus - det er da det jeg skal!"

Nå men torsdag bliver det. Er jeg klar? Nix, for Irma havde ikke noget hvidt kattegrus og før kattegruset er i hus, kan der ikke opereres - det må de da kunne forstå derovre på Riget, ikk'??