Prelsborg

Via Appia-ruten

Ja ja, jeg ved godt at Via Appia ikke ligger i Berlin! Grunden til denne overskrift er at vi denne søndag uden at tænke yderligere over det begav os ud på en vandretur, der mindede fantastisk om den vi tog i Rom for 2 år siden. 25 km. sådan ca. vadede vi på vores flade konvolutter og det er for så vidt også OK - så længe man er i form til det. Det var vi dengang i Rom, fordi vi begge to gik til og fra arbejde hver dag - det var vi så ikke denne her gang - det havde vi vist bare glemt!

Planen blev lagt hjemme på hotellet - der var noget med den sidste rest af muren, en kirkegård, et loppemarked, Alexander Platz og Karl Marx Strasse - det lød jo ikke af noget særligt, så vi gik, gik lidt mere og så lige lidt mere.

Uden de helt store problemer fandt vi den der sidste rest af muren - og helt ærligt - jeg blev lidt skuffet. I mine tanker burde denne her mur være mindst 10 meter høj, 2 meter tyk og være toppet med pigtråd - ved nærmere eftertanke fortæller min sunde fornuft mig naturligvis at det ville være uladesiggørligt, når man tænker på den fart den blev bygget i.





Som det ses har folk og røvere været der og hugget stykker ud af muren - sikkert de dele der har været udsmykket med original graffiti. Den graffiti, der nu pryder den sidste rest af mure er klart fra nyere tid, så vi gik ikke i gang med neglefil eller nøgler eller noget som helst andet - vis nøjedes med at skyde et par billeder som minde, mens vi undrede os over en gut, der kom gående forbi med en orange bold på hovedet.

Derefter gik turen til en kirkegård, hvis navn jeg ikke lige husker. Grunden til at vi skulle forbi var at der skulle stå et par store statuer af engle, hvori minder fra 2. verdenskrig skulle være synlige i form af skudhuller. Denne gang var det sa ham den smukkes tur til at blive skuffet, for det viste sig at hullerne i tidens løb var blevet restaureret og fyldt med gips. Man kunne da godt se, hvor de havde været, men hele det billede ham den smukke havde inden i hovedet faldt helt til jorden. Inde på selve kirkegården var der dog flere gravmonumenter, der bar tydelige spor af kugleregn, men nu var det altså englene han ville ha' billeder af og de levede ikke op til forventningerne, så vi gik lige så stille igen.

Så var der et loppemarked, der skulle aflægges besøg og også det fandt vi uden problemer (hvis nogen har problemer med at finde vej rundt i Berlin, så ringer I bare, ikk? ;-) - og der kom han så valsende igen - ham gutten med den orange bold på hovedet - underlig hobby at ha'!
Umiddelbart mindede loppemarkedet mest om et omrejsende tivoli (altså indtil vi fandt ud af at loppemarkedet lå bagved hegnet og ikke sammen med alle madboderne) med alskens underholdning - bl.a. synkronsvømning uden vand!



Disse to kvindemennesker opførte en hel historie i synkronsvømning på afsindig underholdende vis og det fik mig straks til at tænke på en gammel kollega fra TDC, med hvem jeg havde vilde planer og at gå til mixed synkronsvømning - vores eneste problem var bare at ingen af os svømmer særligt godt, så her var jo den enkle løsning på det - ved bare ikke lige hvad han vil sige til at skulle ha' sådan en badedragt på ;-)

Selve loppemarkedet var en skøn blanding af vaskeægte skrammel, hjemmelavet "kunsthåndværk" og ganske fabriksnye varer i én pærevælling. Vi lod os ikke friste af noget som helst andet end en frokostkyllingeting med guacamole og frisk salat - smagte rigtigt godt på det tidspunkt.

Alexander Platz kaldte sådan lige rundt om et af de der enorme hjørner de har i Berlin. Der var temmeligt langt og vi var så småt begyndt at kunne mærke vores ben på en knap så behagelig måde, men vi vandrede tappert videre. Der var heller ikke så meget andet at gøre, for vi skulle jo også hjem til hotellet på en eller anden måde.

Ifølge "Turen går til Berlin" (jeg anbefaler den IKKE!!) skulle der på Alexander Platz være Berlins grimmeste springvand, men jeg må sige at jeg så sandelig har set springvand, der er en hel del grimmere end dette - også i Berlin.



Og de små pippere var i hvert fald også ganske tilfredse



Desuden var der plads til at ligge ned på kanten af springvandet og det udnyttede vi under dække af at skulle tage billeder - det var godt for ryg og ben!

På Alexander Platz står også et verdensur, så man aldrig skal være i tvivl om hvad klokken er rundt omkring på kloden



Så nu ved jeg at vi her i Danmark deler tidszone med bl.a. Zaïre



hvad jeg så end kan bruge den viden til.

Vores næste og sidste udflugtsmål på denne dag skabte en kende problemer bl.a. på grund af en frygteligt masse vejarbejde og frygteligt få vejskilte. Det vi gik efter var endnu en gang en beskrivelse fra "Turen går til Berlin" (køb den IKKE!!), som ikke just stemte overens med virkeligheden. Dog knipsede jeg et billede af pladsen for enden af Karl Marx Strasse



mest fordi den var så larmende tom for trafik at det næsten mindede om bilfri søndag - hvilket det vist nok ikke var, der var da i hvert fald biler alle andre steder i byen.

Så gik det endelig, endelig hjemover - der var overhovedet ikke mere saft og kraft tilbage i hverken ben eller fødder og tempoet var da heller ikke så højt, som det havde været om formiddagen. Igen havde vi bare SÅ meget styr på det kort, men vi stoppede alligevel på et gadehjørne for lige at orientere os om, hvor langt vi egentlig havde igen, før vi var hjemme og straks stod en meget, meget venlig og lettere overrislet tysk herre ved vores side og tilbød sin hjælp.

Vi prøvede at forklare, at vi havde fuldstændigt styr på hvor vi var, men den sev vist ikke helt ind. Vi tænkte "Nå ja, så lad ham da..." og sagde at vi skulle til Potsdamer Platz og det takker vi så vores skaber for i dag. Udover sin lettere berusede tilstand viste det sig at den venlige tyske herre også havde en lettere talefejl - nej det er løgn han havde en meget tydelig talefejl, der gjorde at hver gang han skulle udtale S eller Z, så stod mundvandet omkring ham og da han talte med en iver, jeg sjældent har set, fik vi næsten et helt gratis brusebad.

Vi takkede pænt for vejvisningen og gik derefter 100 meter videre henad fortovet uden at kigge på hinanden overhovedet. Først da vi kom til en park og fandt en bænk havde jeg mod til at kigge på ham den smukke og sige:

"Potschdamer Platzsch...."
(I skal her forestille jer Daffy the Duck udtale Potsdamer Platz, så er I meget tæt på vores nye tyske ven)

hvorefter vi brød hulkende sammen af grin! Jeg VED det godt - man må ikke grine ad den slags, men vi undskylder os med at vi var meget trætte - udmattede faktisk - og vi kunne slet, slet ikke holde op. Faktisk grinede vi hele resten af vejen hjem, hver gang vi kom i tanke om det og da vi nåede hjem til Potsdamer Strasse og prøvede at omsætte det til samme "sprog" græd vi af grin. Den plads kommer aldrig, aldrig til at hedde andet nu.

Med vabler over det hele og mælkesyre helt op i lårene var det helt fantastisk at låse værelsesdøren op og blive mødt af dette syn



Vingummibamser i stedet for chokolade - helt fantastisk idé og vi var da også ved at dø af skuffelse den ene dag, hvor stuepigen havde glemt at lægge de to små poser til os.

Vi faldt vist i søvn en times tid og måtte næsten slæbe os ud for at spise aftensmad ved 21-tiden, før vi kravlede hjem i seng igen.

Om mandagen var første udflugtsmål apoteket - der måtte indkøbes vabelplaster!

Klo og Kurfürstenstrasses overraskelser

Ham den smukke havde fra en kammerat hørt om Klo og var meget stålsat på at dér skulle vi hen, så vi bevæbnede os igen med kort og dødsforagt og kastede os ud af hotellet. Da kortet i bogen var ganske uden målestoksforhold, havde vi ingen idé om hvor langt ude af Kurfürtstenstrasse Klo egentlig lå, så vi vadede bare og vadede og vadede og vadede (og lagde grunden til de 100 km. Berlin, det skulle blive til i løbet af ugen), men for dælen da - det var det hele værd!

Man får straks en fornemmelse af at stedet er fuldstændigt skrupskørt, når man får en meget varm velkomst af ham her


Nok se, men ikke røre :-(

og bliver bænket ved siden af denne her



der var ganske levende og under hele vores besøg kæmpede med at fortære sin aftensmad - en græshopppe!

Så snart man får kravlet op på barstolene, der er temmeligt høje for at passe til bordene, finder man ud af at bartenderen ikke alene har magten over udskænkningen, men også stolene. Bedst som man sidder der og nærstuderer krybet i terrariet siger det "pssssss" og man sidder pludselig i gulvhøjde og stirrer ind i et bordben - sekundet efter er man på vej op i højderne igen og bartenderen er flad af grin. Til sidst stiger man ned af barstolen for at drikke af sin tissekolbe



som øllet bliver serveret i, for ikke at have øl ud over det hele, når Hr. bartender får lyst til at lege med knapperne bag baren. Parret, der sad overfor os og imponerende nok gennem kitsch-musikken kunne høre at vi (også!) var danskere, var blevet gennemblødt første gang, de var blevet "sænket".

Resten af stedet er lige så fyldt med tingel-tangel



og man ved aldrig hvad der sker, hvis man trykker på noget eller bare kigger på et eller andet. Vi måtte næsten hugge om hvem der turde gå på toilettet først af skræk for hvad der mon ville ske derude - det var nu ganske fredeligt. De ansatte er bindegale hele flokken og tager dybt pis på samtlige gæster, men det væltede hele tiden ind med mennesker - der var oven i købet bordbestilling - på et værtshus!! - så populariteten var ikke til at tage fejl af. Vi skreg af grin i samtlige de 2½-3 timer vi tilbragte dér og vi var meget tæt på at gå tilbage i løbet af ugen - hvis vi altså havde haft ben og fødder til det.

På vej hjem mod hotellet fik jeg for første gang set hvad Kurfürstenstrasse bruges til om aftenen efter mørket er faldet på. Der handles kødelige tjenester pakket ind i de mest afsindige kostumer, jeg kun har set på film. Der var lårlange lakstøvler og korsetter, der var strammet, så jeg ikke fatter at pigerne kunne få vejret. Alt var strammet op og ind og alt var i lak, læder og latex - jeg kunne næsten ikke få øjnene fra dem. Jeg havde frygtelig lyst til at spørge en af dem om jeg måtte fotografere, men kunne alligevel ikke få mig selv til det, så I må nøjes med billederne for jeres indre blik - og jeg tror ikke engang at I når til kanten af lakstøvlerne på nogle af de piger. Det var så også meget tydeligt at se, at jo længere vi nåede op mod Potsdamer Strasse jo mindre blev udstyrsstykkerne og jo billigere var priserne sikkert også - vi spurgte altså ikke!

I stedet hentede vi to Döner Kebab - nationalspisen i Berlin - hos den nærmeste kebab-pusher og tog dem med op på værelset. Når først man vænnede sig til den uvante smag af rødkål og kebab blandet sammen, så var de ganske udmærkede.

Derefter måtte der soves 7 kvarter i timen - det var godt nok en lang dag.

At ankomme

Efter at have rumlet lettere rastløse rundt i godt 7 timer i toget fra København til Berlin kastede vi os med dødsforagt i sind og kort i hånd ud i den pulveriserende storby. Hvor svært kunne det da også lige være at finde vej til hotellet, når nu man var i besiddelse af "Turen går til Berlin" (kan IKKE anbefales!!), der også indeholder kort?!

Lidt svært skulle det vise sig.

Først var det lidt svært fordi vi valgte at gå den fuldstændigt forkerte vej, fordi Tiergarten er umådelig kæmpestor. Vi så et skilt mod Tiergarten og tænkte "Yes - der er den" - det var så bare ikke lige den del af Tiergarten vi skulle igennem. Efter at have vandret rundt om en enorm afspærret bygning, som vi vist aldrig rigtigt fandt ud af hvad var, slog vi os ned i en Biergarten for at nærstudere kortet.

Ham den smukke gik op efter et par øl, for det var temmeligt lummert og vi svedte som små heste. I tankerne så jeg for mig et svingende krus gylden øl med skum på toppen og kondensvandet drivende ned ad glassets yderside, så stor var min overraskelse, da han kom tilbage med dette:



Som der står på glasset, så er det en Berliner Weisse og når man bestiller sådan en, så falder spørgsmålet

"Rot oder grün?"

prompte. Den smagte ganske udmærket - lidt mere af drink end af øl, men alt i alt ganske udmærket. Vi prøvede den røde senere på ugen - den var lala, så det var den grønne der kom med hjem (sammen med glassene i øvrigt, men sig det endelig ikke til den der Biergarten ;-)

Efter at have studeret kortet nærmere og tømt glassene begav vi os i den rigtige retning mod hotellet. Nu havde vi bare SÅ meget styr på det kort at ingenting kunne gå galt! Det var så lige til vi kom til noget, der på kortet var et kryds, men i den forkromede virkelighed var et T-kryds - der manglede simpelthen en vej! Jeg nåede lige at øffe lidt om at i København havde vi ikke fået lov at stå ret længe og se dumme ud med et kort i hånden, for nogen havde tilbudt deres assistance, da en kvindelig cyklist standsede og venligt spurgte om vi havde brug for hjælp.

Her var det så at jeg et kort øjeblik glemte at jeg faktisk ikke kan tale tysk - eller det er jo lidt løgn, for jeg har jo lært det dengang i skolen, men der lærte jeg nu mest at gradbøje, såvidt jeg husker det og det satte for evigt en megaskræk i livet på mig for nogensinde at åbne munden på det sprog. Nu gjorde jeg det bare til stor overraskelse for både mig selv og ham den smukke tror jeg.

Vi fik spurgt efter den vej, vi ikke kunne finde og så fik vi en lang og historisk forklaring om at vejen var blevet sløjfet efter murens fald og nu var en del af Tiergarten på den anden side af vejen. Vi kunne enten gå igennem parken eller alternativt vade op til Brandenburger Tor, men det ville være en stor omvej, så vi takkede det bedste vi havde lært og satte kursen gennem parken. Derfra havde vi ingen problemer med at finde Potsdamer Platz og da hotellet, Altberlin, skulle ligge ved/i nærheden af denne, så måtte det jo være lige rundt om hjørnet. De har meget, meget lange hjørner i Berlin kan jeg nu berette!!!

Vi var yderst begejstrede, da hotellet endelig dukkede op i det fjerne langt ude af Potsdamer Strasse og vi endelig kunne få checket ind, hvilet fødderne lidt, raidet det nærmeste supermarked og skifte minibarens indhold ud med vores egne indkøb.

Derefter havde vi en ganske enkelt plan for aftenen - vi skulle på Klo...

Selvom det måske kan være en kende pinligt at indrømme, så er min fredag aften altså gået i selskab med ham her i Musik Teatret i Albertslund.

Jeg er flasket op med ham fra min mor smuttede mig ud - er faktisk næsten sikker på at underlægningsmusikken til min fødsel blev leveret af ham - og så er det svært ikke at lære at holde af ham.

Han er efterhånden blevet 72 og det ses og høres da også. Der er ikke så meget luft til sang, som der var i "de gode gamle dage", men fløjte kan han dælme stadig. Det ser så legende let ud, når han står der og spidser munden og så vælter det bare ud med fantastiske triller - men det er vist ikke helt så nemt som det ser ud til - resten af salen skulle i hvert fald ikke nyde noget, da han opfordrede til både afrikansk og ganske almindeligt fløjteri. Nå ja - nogen mente selvfølgelig at være verdensmestre udi kunsten - de skulle så nok bare have klappet gællerne i - ganske ligesom de to ihærdige fans på rækken bagved, der nok burde investere deres sparepenge i et par sangtimer før de synger med på samtlige numre!!

Billetten var en fødselsdagsgave (ja, hun ved godt jeg har fødselsdag i marts!) fra min moder, der stornød gensynet med den aldrende, storsmilende entertainer og vist nok også nød at have datteren sin for sig selv i et par timer.

Og det skal da også siges til Rogers ros, at da han nåede til de gamle numre - dem vi alle var kommet for at høre - der var det svært at høre at alderen har sneget sig ind på ham. "If I were a rich man" blev leveret med samme saft og kraft som allerførste gang jeg hørte den (der på fødestuen i Sokkelund Herred).

Han kan stadig - han skal bare lige i gang først.

Berlin siger I?? Ja ja - det skal nok komme - skal bare lige....

Vi har haft det mest fantastiske vejr - perfekt til 100 kilometers vandring i den fantastiske by, som Berlin er.

Vi er hjemme og nu skal alle indtrykkene lige fordøjes, før de kommer ud i ord og billeder.

Tøjet er lagt frem og venter kun på at ham den smukke ankommer med "fælleskufferten".

Jeg glæder mig for vildt til at komme VÆK fra de sidste ugers dårlige oplevelser og besværligheder og bare tænke på alt muligt andet.

Hvis der er nogen derude der mener at kende til oplevelser vi absolut ikke må snyde os selv for dernede i det tyske, så må I meget gerne byde ind nu. I kan godt lige nå det inden vi tager afsted i morgen tidlig ;-)

Jeg går i seng, skjuler mig under dynerne og sover "tingene" væk.

De sidste par dage har været helt utroligt anstrengende psykisk (dem, der skal vide hvad det drejer sig om, ved det allerede!) - og som før omtalt, så har det også en effekt på min fysik - min krop reagerer voldsomt, når jeg er følelsesmæssigt stresset, så det har bare været ØV det hele.

Nu krabber jeg ind under min dyne og håber at det er OK med knægten at vi får mad udefra i aften - jeg kan simpelthen ikke overskue at skulle købe ind og lave mad :-(

Men - damn - hvem kommer lige med en æske cigaretter?? ;-)