Prelsborg

Rigtigt meget inspireret af Suzy Q er jeg da også nødt til dele mine hjernerystelser eller forsøg på samme med jer andre:

1) Pernille, 6 år, falder ned fra rutchebane i to meters højde og vælger i stedet for rullefald at tage den direkte vej og lande på panden. Største storebror bliver tilkaldt til skolens kontor og må ledsage lillesøster på skadestuen.

2) Pernille, 7 år, har set cykelløb i fjernsynet og vil prøve det selv med det der "fra side til side" på cyklen - overser en rist og vælter på hovedet ud over styret (det var før cykelhjelmen!) - mor kommer ræsende ud af huset og kører datter på skadestuen.

3) Pernille, 8 år, mener ikke at have kunnet huske at være vokset så meget som én cm. det sidste år og kan dermed sagten svinge sig i knæhaserne i den såkaldte "raket" på legepladsen uden at ramme den nederste stålstang - det kan hun ikke! Bliver kørt på skadestuen af sin mor med stor blødende hul i baghovedet.

4) Pernille, 10 år, er på besøg hos sin allerbedste veninde der lige er flyttet fra "lige inde ved siden af". De leger vild slåskamp i sengen og Pernille kaster sig mod veninden, der naturligvis flytter sig! Lige bag ved hende forefindes en af gamle radiatorer med de der "spidser" på - Pernille rammer en af disse "spidser" for fuld hammer og går ud som et lys. Der pålægges en kold ske på bulen(?), men den kan faktisk stadig ses i det rigtige - eller forkerte - lys.

5) Pernille, 13 år, mener at have styr på det der med knallerter. Har både lært hvordan man starter og hvordan man gasser op og får overtalt yngste storebrors kæreste til at måtte låne hendes til en kort prøvetur. Pernille finder ud af, på vej ned mod enden af parkeringspladsen, at hun aldrig har lært hvordan man bremser! Styrer elegant udenom parkerede biler og "tæppebankerstænger" og direkte ind i en kantsten, som sender hende ud over styret og med hovedet ind i et skur. Pernille ligger helt, helt stille mens bekymrede naboer skændes om hvorvidt man må tage hjelmen (ja - selvfølgelig havde jeg da hjelm på!!) af hende og lægge hende i aflåst sideleje, mens man venter på ambulancen. Pernille spenderer de efterfølgende 4 dage på et bræt på Glostrup Hospital på grund af maste ryghvirvler, mens hendes spejderkammerater er på landslejr og tror hun er død!

Derefter har hun så forsøgt at lade være med at lave yderligere skader på sit hovede, for det var da vist rigeligt med de forestående, men skaldet har aldrig været en yndlingsfrisure med alle de ar, der ligger og gemmer sig deroppe under håret ;-)

Tak Suzy Q, for et ualmindeligt underholdende inlæg, der bragte alle disse pragtfulde minder tilbage :-)

Jeg har ikke haft en bedsteveninde siden gymnasiet - du ved hende, som man lover at lige meget hvad livet vil byde os, så skal vi stadig altid, altid holde sammen og så stopper skolen og det virkelige liv begynder......og så - nå ja - jeg har faktisk ikke set hende siden.

Så var der lige én der på arbejdet engang, hvor jeg troede at nu var det lykkedes, indtil hun med rene ord fortalte mig at sådan hang virkeligheden i hvert fald ikke sammen - NÅ! Hvorefter hun blev skuffet over ikke at være "brudepige" til mit bryllup - tror altså ikke at jeg forstår kvinder ;-)

De sidste par år tror jeg altså nok alligevel at jeg tillagt mig en slagsen - en af de der stædige, der bare holder ved ;-)

Lad mig være den første til at indrømme, at jeg ikke er særligt god til at holde kontakt med andre mennesker - altså sådan med at ringe og foreslå aftaler og den slags, hvis ikke det er nogen, jeg ser til hverdag.

Alligevel har jeg nu et par veninder - og specielt en enkelt, der bare insiterer på at holde af og holde ved.

Sådan en, der flytter ind i mit hjem, når hun er på besøg og som hverken ser edderkopper i loftet eller nullermænd i hjørnet.

Sådan en, der lytter til mig og kommer med råd, som det så er helt op til mig at vælge at følge eller lade være.

Sådan en, der har givet mig den allerstørste kompliment og den allerstørste tillid af alle ved at opføre mig i sit (deres naturligvis - for hendes mand er jo ligesom også med i det) børnetestamente som nummer 3 lige efter deres egne forældre. Jeg har så svært ved at forstå, at hendes tillid til mig virkelig er SÅ stor at hun vil betro mig at opdrage sin søn, hvis det værste skulle være ude. Ind imellem tager jeg min kopi af testamentet frem og læser det igen - bare for at se om det virkelig er rigtigt. Det ér det - dér står jeg som nummer 3 - det er uvirkeligt for mig, men sandt.

I dag har hun været her - indtaget mit køkken, smækket benene op på stolen og forlangt kaffe - hun kunne ha' forlangt at jeg hoppede på tungen til Ækvatorial Guinea og jeg havde gjort.

I morgen skal jeg til hendes datters fødselsdag og jeg glæder mig allerede til at se hende igen :-)

Jeg elsker den tøs - store og svulstige ord for nogen måske, men det er altså den rene og skære sandhed!

De, der læser med herinde, har sikkert allerede gættet, hvem der er tale om her, men for at ingen skal stå tilbage og føle tvivl, så....

Hey Frederikke, du er den bedste - elsker dig sgu :-)

Jeg har en rigtig dårlig vane med at stikke pindene i munden, når jeg strikker efter en (for mig altså!) svært opskrift og jeg lige igen igen skal tjekke mønstret.

Det er en rigtigt, rigtigt dårlig idé, når man strikker med metalpinde og samtidig lider af nikkelallergi - skulle jeg hilse at sige fra min underlæbe!

Måske jeg kan lære at lade være nu?

Jeg har stadig en kæreste og en aftale om en tur til Berlin om godt en uge.

Og jeg har også et tilbagevendende heldbre, for åbenbart mener min at krop at hvis psyken ikke er helt i orden, så kan fysikken også lige så godt bryde sammen. I går formåede jeg at holde en HEL bagel i mig som det første i flere dage - i dag vil vi prøve med noget rigtigt mad.

Tak for jeres hilsener - vidste jo ikke I sad derud og holdt øje med mig ;-)

Som helt ind knoglerne og langt ind i sjælen.

Aner ikke noget om noget og ved ikke hvordan fremtiden ser ud - hverken den nære eller den fjerne.

Knægten er strøget afsted til en kammerat, så det giver mig da heldigvis muligheden for at sove trætheden ud - om ikke andet, så da af kroppen....

....kan jeg jo bare smække min bagdel i sofaen og nyde en weekend uden aftaler!

En samtale, der ender med at røret bliver smækket på i den anden ende er vel sådan lidt endegyldig - eller hvad?

Vejret har jo ligesom ikke ændret sig til det bedre og lige om lidt står vi med den samlede svigerfamilie, der kommer helt dernede fra øen, og kan i hvert fald ikke gennemføre planen om frokosten i Dyrehaven og turen på Bakken.

Men hvad gør vi så??

Vi bliver 5 voksne og to drenge - en på 12 år og en på 8 måneder - så hvis I er lige ved at flyde over med idéer om hvor vi kan tage hen hen, så er I meget velkomne til at byde ind NU!!

Please.....

Er bare vågnet alt, alt for tidligt og kan næsten blive deprimeret over den regn, der bre sile ned udenfor og truer med at drukne alle vores planer for lørdagen.

Hr. og Fru Smukke har meldt deres ankomst til hovedstaden i den overbevisning at vi skulle indtage vores hjemmelavede frokost i Dyrehaven og derefter invadere Bakken - det ser desværre ud som om at de planer kan vi pakke ned sammen med minderne om resten af sommeren.

Men man kan vel for dælen da også holde skovtur på at tæppe på stuegulvet - det er prøvet før!

Foreløbig vil jeg vist bare gå ind og sove et par timer mere og så håbe på at regnen stopper på et tidspunkt....

Ja, altså ikke dem, der gør arbejdstiden stram for mig i øjeblikket, for jeg har da heldigvis så mange andre fantastiske kolleger at glæde mig over.

Første kollega, der blev glædet i morges, da hun mødte, er en kvinde, som gennem min sygdomsperiode i foråret var der på den helt rigtige måde - ikke for meget og ikke for lidt - hun var der bare på den der måde, hvor det føles rigtigt. Og det er ikke fordi vi er mægtigt nære kolleger, men hun har en oplevelse i bagagen som gør at hun kunne sætte sig ind i situationen uden alt for mange forklaringer. Da hun mødte i morges og stak hovedet ind for at sige "Godmorgen" hev jeg hende ind og bad hende om lige at vende ryggen til et øjeblik, hvorefter jeg smøg det Shetland Triangle, jeg havde produceret til hende, om hendes skuldre. Glæden i hendes øjne var al tak nok og det at se sjalet sidde klistret til hendes ryg resten af dagen, overbeviste mig om at hun virkelig, virkelig var glad for det - og for min gestus.

Næste glade kollega var ham fra min egen afdeling, der skulle hjælpe mig igennem min første stramme dag i denne uge. Han rundede de 40 i sidste uge og selvfølgelig skal sådan noget da lige markeres af de nærmeste kolleger, så vi havde samlet lidt ind. Han startede med at undskylde at han kom for sent, men han havde været med det offentlige, fordi han skulle hente sin spritnye cykel efter arbejde. Og så var det jo en stor, stor fornøjelse at se ham pakke gaverne ud - et par cykelbukser og et par cykelhandsker - vi kan sgu' det pis der med at købe gaver. Nu glæder vi os bare til at se ham i det nye udstyr ;-)

Og jeg glæder mig over at ha' den slags kolleger også - DE er nemlig guld værd!

.....en pladespiller og min gode gamle AC/DC-LP, så ville jeg stå inde i stuen og headbange, til mit hovede gjorde så ondt at jeg ikke kunne tænke på andet

.....ham den smukke her ved min side, så ville jeg slæbe ham ind i soveværelset og gøre unævnelige ting ved ham igen og igen, til jeg var så udmattet at jeg slet ikke kunne tænke klart

.....en boksebold, så ville jeg tæve den sønder og sammen, til mine hænder gjorde så ondt at jeg ville blive nødt til at stoppe for at tage på skadestuen for at få dem tjekket

Men nu har jeg ikke sådan lige nogen af tingene lige her, så i stedet må jeg nøjes med at banke mit hovede ned i marmorpladen, hvorpå PC'en står og gentage mit ganske nyopfundne mantra igen og igen

"Der er kun 4 stramme dage tilbage......der er kun 4 stramme dage tilbage.....der er kun 4 stramme dage tilbage......"

Måske får jeg alligevel så ondt i hovedet at jeg alligevel ikke kan tænke på andet.....

Sejlsport altså!

Bevares det ser da pænt ud, når sejlbådene ræser rundt derude på vandet, men hvor spændende er det lige at kigge på??

Svaret er: SPÆNDENDE!!!

For hold da lige maule, hvor kunne jeg næsten ikke trække vejret for lidt siden, da der blev sejlet medaljeræs i 49'eren i Kina.

Den første melding lød på at den danske 49'er slet ikke kunne stille til start, da de have knækket masten på vej ud til startpunktet. De lå ellers til guld, men nu kunne man bare håbe på (og det er jo ikke pænt, vel?) at nogle af de andre blev diskvalificeret, så vores 2 sejlere muligvis kunne få en bronzemedalje.

Et pænt stykke tid efter at de andre både er sejlet afsted lyder meldingen så at den kroatiske båd nu er på vej mod startpunktet - og da Kroatien slet ikke skulle deltage i ræset, så kunne det jo kun være danskerne, der havde fået lov at låne en anden båd. Respekt til dem for at forsøge, selvom det så håbløst ud!

Men dramaet var slet ikke overstået dér, for det var et rigtigt lortvejr at sejle 49'er i, så samtlige både var nede og vende op til flere gange, og nogle var længere tid om at få bådene på ret køl end andre. Der spekuleres i øjeblikket i at USA blev liggende i vandet meget længere tid end nødvendigt for at give danskerne plads til at komme foran dem. USA kunne alligevel ikke blande sig i toppen, så måske deres gode hjerte løb af med dem??

Da Brasilien og Østrig heller ikke havde det store held i sprøjten kom danskerne i lånte kroatiske fjer (som de oven i købet måtte dyppe lige før mållinien!) ind som nummer 7 og sikrede sig alligevel guldet!!

Det var helt vildt at følge den næsten håbløse kamp og jeg kunne ikke andet end at juble sammen med Joe og Kirke, da resultatet endelig blev officielt - tillykke gutter!!

Og - nå ja, så havde guldfireren i roning da også lige hevet guld i land, men det var knap så dramatisk.

Nogen gange er det altså OK at være på job i weekenden ;-)

UPDATE: Suk altså! Så er der nedlagt adskillige protester mod både det ene og det andet, så vores gutter kan ikke få deres medaljer sdåan lige med det samme :-(

Har lige set første del af "Talent 2008" på DR1 og både lille Maya og store Nikolaj fik mig til at vande en enkelt høne eller to.

Den første på grund af sin reaktion i en af værternes arme efter sin optræden og den anden på grund af sin fantastiske humor, gåpåmod og sin "fræk som en slagterhund"-attitude på trods af sit handicap.

Fantastisk synes jeg at det var!

Jeg er vist ved at blive gammel og alt for sat i min sofa, siden jeg i den grad kan henfalde til tårer over et TV-program!

Jeg må hellere gå i seng og forberede mig til en lang weekend på arbejde, så jeg kan få lidt realitetssans banket ind i hovedet - det er det jeg må!


....men han var dælme altså dejlig, ham der Nikolaj.....for fanden altså.....

med mennesker der ikke behersker selvironi og evnen til at grine af sig selv!

Jeg har endog MEGET stramt med mennesker, der ikke behersker ovenstående, men samtidig mener at de mesterligt behersker at udøve ironi mod og lave sjov med andre mennesker.

Når ironien og latteren aldrig, aldrig vendes mod personen selv, så fremstår de ironiske bemærkninger ikke som hverken kække eller morsomme, men allermest som nedladende og latterliggørende.

Jeg har det afsindigt stramt med at skulle undervise og indøve et sådant menneske til at blive en af mine nærmeste kolleger. En som jeg skal stole 100% på og være tryg ved at overlade ansvaret til.

Jeg har haft en stram, stram dag.....

....som jeg helt klart ikke har brugt længe!



Det er "er der nogen der vil hoppe-loppe"-musklen!!



Vi har tilbragt weekend'en nede på sydhavsøerne, hvor ham den Smukke og hans far var tilsagt til at flytte Søster Smukkes møbler fra "et par residenser" til en anden og Fru Smukke og jeg havde fået den "lette" tjans at passe nevø Smukke i mellemtiden.



Jeg hørte dog godt Fru Smukkes forgæves forsøg på at komme med i flyttegruppen lørdag formiddag, for hun havde da vist lige prøvet nevø Smukkes temperament ugen før! Det lykkedes hende ikke - hun blev efterladt med mig og den 7-måneder gamle nevø, mens de andre drog afsted.



Og han var da så nem altså!



Sov, da mor, onkel og morfar tog afsted for at begynde flytningen, sov, da Fru Smukke og jeg gik en tur op igennem byen og tilbage igen og grinede og smilede i stor stil men han så Teletubbies (jeg HADER!!! Teletubbies!!!), fik skiftet ble og blev "pruttet" på maven, fik flaske og banan/brød-grød (?) og da han endelig lagde an til



"...nu bliver jeg bare så hysterisk, som du kun har hørt om!!!"



pakkede jeg ham i klapvognen og gik en lang tur ud i - for mig - ukendt område og kiggede på muh'er og mæh'er og folk med store bolde, som de sparkede til med fødderne og små bolde, som de slog til med køller og en masse træer som nok til sammen udgjorde en skov, som vi aldrig havde set før.




Ved forespørgsel af den 7-måneder gamle nevø viste det sig at han heller ikke vidste, hvor vi var til sidst, men vi troede helt klart på vores indbyggede instinkt nok skulle føre sikkert hjem igen (og ellers lå mobilen altså sikkert i lommen!).



Vi fandt hjem - selvfølgelig - og kunne konstatere at vi dog havde været en smule savnede, men så heller ikke mere.



Søster Smukke var på vej med aftensmad og da hun ankom - nå ja - så er der jo bare ikke ret meget andet der er godt nok :-´(

I går aftes, da jeg landede på Østerport efter endt arbejde, lå min kære cykel i en enorm bunke sammenfiltrede artsfæller - det blæste jo en kende i går, hvis det skulle ha' undgået nogens opmærksomhed.

Jeg filtrede ud, satte lygter på, låste op og svingede mig sadlen som sædvanligt. Der var umiddelbart ingen skader at bemærke, før jeg nåede det første røde lys og ville bremse.

Og der flagrede fingrene på min højre hånd så ud i det bare intet!

I kampens hede var min håndbremse tilsyneladende brækket af og det tog da lige et par sekunder inden jeg huskede at mit lilla transportmiddel heldigvis også er udstyret med fodbremse, men pyha - det var nogle lange paniske sekunder!

Heldigvis var det sent på aftenen, så trafikken på Dag Hammerskjölds Alle var minimal, men derfor bryder jeg mig nu alligevel ikke om at ræse over for blankt rødt.

Her til aften vidste jeg det heldigvis, så der var ingen panisk opbremsninger, men jeg savner nu den håndbremse - den er så rar at hvile fingrene på under kørslen og så reddede den mig jo rent faktisk også fra at blive kørt ned, dengang ham spaden af en taxichauffør glemte at se sig for på Blegdamsvej.

Ergo må cyklen ned til Palle cykelsmed - jeg kan bare ikke se hvilke 3 dage, jeg helst vil undvære den i de kommende uger. Måske jeg kan blive nødt til at leve med fodbremse alene indtil næste friperiode - *suk* - håndbremse KOM HJEM!!! :´(

Ham den smukke og så jeg!

Ja, altså ikke fordi vi har været sådan tophemmelige indtil nu, men i dag har vi for første gang indtaget IKEA sammen og indkøbt et par møbler.

Så bliver man dælme ikke mere officiel - set med mine øjne altså.


....at det så var mig, der samlede og at nyindkøbene står i mit soveværelse, det er historien helt uvedkommende ;-)

Den planlagte kæresteaften sidste fredag blev jo grundigt spoleret af en pludseligt opstået nattevagt, så i aften tager vi revanche!!

Oksemørbraden er godt nok fortæret, men champagnen kunne godt lige holde sig i køleskabet og sådan nogle bobler egner sig jo fortrinligt til sushi.

Der er bestilt et ordentligt fad fuld til kl. 18.00 - ham den smukke har lovet at hente det med på vejen herover - og jeg går og nusser lidt rundt og dækker op.

Arbejdsmobilen bliver SLUKKET! Jeg har IKKE rådighedsvagt ergo er jeg IKKE til rådighed for firmaet ude vestpå.

Jeg ER til gengæld til rådighed for sushi og bobler, ham den smukke og kæresterier på sofaen.....

Uuuhhh - det bliver godt....

Der stod jeg så - lettere træt efter at ha' afsluttet den sidste nattevagt i en række af 8 i denne omgang. Havde sagt pænt godmorgen til dagvagtkollegaen og inhaleret et rundstykke sammen med med ham, inden jeg satte kursen mod toget.

Høretelefonerne var placeret der, hvor sådan nogle nu engang gør bedst nytte - nemlig i ørerne - og David Coverdale var i gang med at trygle mig om at give ham al min kærlighed i aften (det får han nu ikke - den er reserveret til en anden!). Blikket var indstillet på 1000 meter og i tankerne var jeg allerede hjemme, havde sovet og ventede bare på ham den smukke og sushien, som står på menuen i dag.

Alligevel var der noget, der generede mit blik. En bevægelse, som jeg efter mange års overvågning af diverse TV-kanaler - også dem der absolut ikke er egnet for børn!! - burde genkende med det samme hvorsomhelst og nårsomhelst!!

Jeg tilskriver min efterhånden tiltagende træthed årsagen til at jeg lod øjnene dvæle ved denne bevægelse i helt op til 20 sekunder, før det gik op for mig, hvad det var der foregik derovre på den anden side af sporet!!

En nydelig mand på en 40-50 i khaki-shorts og lysegul T-shirt stod med sin cykel i den ene hånd og sin "slange" i den anden - og det var altså ikke en cykelslange! - og filede lystigt løs, mens han affotograferede perronen for mulige tilskuere.

Jeg kunne mærke dem komme helt nede fra tæerne - latterboblerne der til sidst eksploderede ud af munden på mig, da det endelig sev ind på lystavlen at den tilskuer, han stod dér og gjorde sig til for var........MIG!!

Jeg ved godt, at jeg burde ha' flået mobilen frem og foreviget ham i al hans pragt og herlighed for derefter at sende billedet til politiet - næste gang kan det jo være et barn, det går ud over! - men da jeg endelig fik grinet af og vovede at kigge derover igen var han forsvundet. Det var måske ikke lige et latteranfald han havde regnet med at få som reaktion?!

Til gengæld fik jeg tilkastet mange hovedrystende blikke fra mine medpassagerer, for jeg måtte da som minimum være temmeligt overrislet, når jeg kunne stå der helt alene og så pludselig bryde ud i højlydt latter - og det endda helt uden at ha' en mobiltelefon klistret til øret.

Jeg lod dem blive i troen - jeg havde fået min morgenunderholdning, så hvis jeg kunne være deres, så fred være med det.

Nu sidder jeg så bare lidt og overvejer om det er noget, jeg burde melde til politiet derude?! Bliver sådan en anmeldelse taget alvorligt eller bliver den bare arkiveret lodret??

UPDATE: Jeg anmeldte det! Det skal helst ikke gå ud over et barn næste gang! Politiet tog det seriøst!