søndag, juni 29, 2008
Med en islænder på skulderen...
Ham spadekollegaen fik ikke lov at spolere resten af min dag i går!
Efter en tiltrængt morfar til mig, kørte vi afsted mod Holbæk og omegn - mest omegn! - og endte langt, langt ude på landet, hvor min tidligere kollega har købt et nedlagt landbrug med frygtelig meget plads og frygtelig meget jord til.
Det er nu lidt over at år siden jeg så ham med jævne mellemrum på den gamle arbejdsplads, men det var altså ikke til at mærke - vi var tilbage hvor vi slap i løbet af no time med store grin og ofte tilbagevendende krampelatter.
Hans dejlige hustru er heldigvis af samme støbning, så selvom jeg kun har mødt hende et par enkelte gange før, så var der ingen problemer med kommunikationen dér - snarere tværtimod. Der blev snakket og grinet - snakket mere og grinet endnu mere - det er lige før jeg ikke tør smile i dag af angst for at det skal gøre ondt i kinderne.
Og når man har så meget plads og så meget jord, så har man naturligvis også tillagt sig ting, som vi byboere jo kun kan drømme om - dyr f.eks. 2 heste, 2 kaniner, 2 katte og en pragtfuld blandingshund (og det hedder det, når det er to rene racer, der har blandet sig - har vi nu lært! ;-) ved navn Chili kunne der nusses på og det er unægteligt et større udvalg end jeg kan præstere herhjemme ;-)
Efter et lettere kikset forsøg på at kalde hestene til mig (hvordan kalder man på en hest?? "HEST!" virkede i hvert fald ikke!!), lykkedes det at komme tæt på dem, da Tina (kollegaens hustru) lagde an til aftenfodring. Jeg havde på forhånd fået lov til med fingerspidserne at røre ganske lidt ved den ene - uden at ramme det strømførende hegn, der adskilte os - men det var jo noget helt andet at få dem helt tæt på.
Lad mig sige med det samme, at jeg aldrig har været en udpræget hestepige! Da alle mine klassekammerater gik til ridning dengang tilbage i de sorte 30'ere, der tænkte jeg "Nå!" og gik en tur med hunden i stedet. Jeg har aldrig prøvet at ride på sådan et dyr og det tætteste jeg har været er vist at klappe en af dem på Dyrehavsbakken, så da de pludselig kom meget, meget tæt på gik det op for mig, hvor store og stærke de egentlig er.
Jeg havde på forhånd fået at vide at den ene (og skyd mig bare, men jeg kan altså ikke huske dens navn - noget farligt langt noget på islandsk!) var et meget sky eksemplar af racen, så jeg ville nok ikke kunne nærme mig, men det skulle jo ikke afholde mig fra at prøve og pludselig stod jeg der med et hestehovede begravet ved venstre skulder, mens jeg nussede og klappede det bedste jeg havde lært. Min forståelse for folk, der har heste som hovedhobby, steg adskillige grader på det tidspunkt, for de er dælme da søde og bløde og har søde øjne og bløde muler og......og.....og......men så blev der hældt mad op og så var jeg ikke interessant mere ;-)
I mellemtiden var sønnen stukket af på en ATV, som Dennis (eks-kollegaen) lige fandt frem i laden og som det naturligste i verden spurgte knægten om ikke han havde lyst til at prøve. Jeg klappede mor-genet en på hovedet og sagde at det var da i orden, når bare han huskede styrhjelmen OG mobiltelefonen. Mens knægten ræsede ud over markerne, blev vi andre vist rundt på de 300 kvadratmeter beboelse ejendommen råder over og så ringede ham den smukkes telefon naturligvis - knægten var gået i stå! Dennis forklarede og fortalte - indtil knægten løb tøt for taletid derude i det grønne! - og der kom liv i ATV'en igen.
Et stykke tid kunne vi høre ham ræse rundt derude, men så blev der stille - meget stille i alt for lang tid. Heldigvis kan man jo tilringe en telefon, der er i minus-taletid-mode, så et opkald til knægten verificerede at han igen var gået i stå, men det var vist ikke det hele! Da Dennis ville forsøge at forklare ham, hvordan man bruger reservetanken, fik han lokket ud af knægten at han da vist nok sad fast i et hul.........................og et hegn - et strømførende et af slagsen!
Operation Redningsaktion blev sat i gang af Dennis og ham den smukke og knægten blev nogenlunde hurtigt lokaliseret - og så skulle de jo bare ha' ATV'en fri af hegnet - ikke nemt når det giver stød hvert 20. sekund - hvilket Dennis måtte lægge hænder og arme til. Det lykkedes dog at trække ATV'en fri af hegnet ved hjælp af hundens læderhalsbånd og de vendte alle 3 sikkert hjem igen.
I dag kan jeg så på knægtens venstre lår se tydelige spor af gårsdagens besøg i Holbæk og omegn - mest omegn! Et 15 cm. langt blåt mærke ilagt hudafskrabninger vidner om hans tur henover! hegnet ind til højlandskvæget og fårene, men han er SÅ frisk på at besøge Tina og Dennis en anden gang - både på grund af ATV'en, men vist nok også på grund af underholdningsværdien i vores samtaler - han hyggede sig helt fantastisk i deres selskab - og det gjorde vi dælme også!
Jeg håber ikke det er sidste gang vi tilbringer en dag/aften derude på landet.
Efter en tiltrængt morfar til mig, kørte vi afsted mod Holbæk og omegn - mest omegn! - og endte langt, langt ude på landet, hvor min tidligere kollega har købt et nedlagt landbrug med frygtelig meget plads og frygtelig meget jord til.
Det er nu lidt over at år siden jeg så ham med jævne mellemrum på den gamle arbejdsplads, men det var altså ikke til at mærke - vi var tilbage hvor vi slap i løbet af no time med store grin og ofte tilbagevendende krampelatter.
Hans dejlige hustru er heldigvis af samme støbning, så selvom jeg kun har mødt hende et par enkelte gange før, så var der ingen problemer med kommunikationen dér - snarere tværtimod. Der blev snakket og grinet - snakket mere og grinet endnu mere - det er lige før jeg ikke tør smile i dag af angst for at det skal gøre ondt i kinderne.
Og når man har så meget plads og så meget jord, så har man naturligvis også tillagt sig ting, som vi byboere jo kun kan drømme om - dyr f.eks. 2 heste, 2 kaniner, 2 katte og en pragtfuld blandingshund (og det hedder det, når det er to rene racer, der har blandet sig - har vi nu lært! ;-) ved navn Chili kunne der nusses på og det er unægteligt et større udvalg end jeg kan præstere herhjemme ;-)
Efter et lettere kikset forsøg på at kalde hestene til mig (hvordan kalder man på en hest?? "HEST!" virkede i hvert fald ikke!!), lykkedes det at komme tæt på dem, da Tina (kollegaens hustru) lagde an til aftenfodring. Jeg havde på forhånd fået lov til med fingerspidserne at røre ganske lidt ved den ene - uden at ramme det strømførende hegn, der adskilte os - men det var jo noget helt andet at få dem helt tæt på.
Lad mig sige med det samme, at jeg aldrig har været en udpræget hestepige! Da alle mine klassekammerater gik til ridning dengang tilbage i de sorte 30'ere, der tænkte jeg "Nå!" og gik en tur med hunden i stedet. Jeg har aldrig prøvet at ride på sådan et dyr og det tætteste jeg har været er vist at klappe en af dem på Dyrehavsbakken, så da de pludselig kom meget, meget tæt på gik det op for mig, hvor store og stærke de egentlig er.
Jeg havde på forhånd fået at vide at den ene (og skyd mig bare, men jeg kan altså ikke huske dens navn - noget farligt langt noget på islandsk!) var et meget sky eksemplar af racen, så jeg ville nok ikke kunne nærme mig, men det skulle jo ikke afholde mig fra at prøve og pludselig stod jeg der med et hestehovede begravet ved venstre skulder, mens jeg nussede og klappede det bedste jeg havde lært. Min forståelse for folk, der har heste som hovedhobby, steg adskillige grader på det tidspunkt, for de er dælme da søde og bløde og har søde øjne og bløde muler og......og.....og......men så blev der hældt mad op og så var jeg ikke interessant mere ;-)
I mellemtiden var sønnen stukket af på en ATV, som Dennis (eks-kollegaen) lige fandt frem i laden og som det naturligste i verden spurgte knægten om ikke han havde lyst til at prøve. Jeg klappede mor-genet en på hovedet og sagde at det var da i orden, når bare han huskede styrhjelmen OG mobiltelefonen. Mens knægten ræsede ud over markerne, blev vi andre vist rundt på de 300 kvadratmeter beboelse ejendommen råder over og så ringede ham den smukkes telefon naturligvis - knægten var gået i stå! Dennis forklarede og fortalte - indtil knægten løb tøt for taletid derude i det grønne! - og der kom liv i ATV'en igen.
Et stykke tid kunne vi høre ham ræse rundt derude, men så blev der stille - meget stille i alt for lang tid. Heldigvis kan man jo tilringe en telefon, der er i minus-taletid-mode, så et opkald til knægten verificerede at han igen var gået i stå, men det var vist ikke det hele! Da Dennis ville forsøge at forklare ham, hvordan man bruger reservetanken, fik han lokket ud af knægten at han da vist nok sad fast i et hul.........................og et hegn - et strømførende et af slagsen!
Operation Redningsaktion blev sat i gang af Dennis og ham den smukke og knægten blev nogenlunde hurtigt lokaliseret - og så skulle de jo bare ha' ATV'en fri af hegnet - ikke nemt når det giver stød hvert 20. sekund - hvilket Dennis måtte lægge hænder og arme til. Det lykkedes dog at trække ATV'en fri af hegnet ved hjælp af hundens læderhalsbånd og de vendte alle 3 sikkert hjem igen.
I dag kan jeg så på knægtens venstre lår se tydelige spor af gårsdagens besøg i Holbæk og omegn - mest omegn! Et 15 cm. langt blåt mærke ilagt hudafskrabninger vidner om hans tur henover! hegnet ind til højlandskvæget og fårene, men han er SÅ frisk på at besøge Tina og Dennis en anden gang - både på grund af ATV'en, men vist nok også på grund af underholdningsværdien i vores samtaler - han hyggede sig helt fantastisk i deres selskab - og det gjorde vi dælme også!
Jeg håber ikke det er sidste gang vi tilbringer en dag/aften derude på landet.
lørdag, juni 28, 2008
Sådan kan en weekend også starte!
Klokken 07.20 ringede først den ene og så den anden mobiltelefon og så vidste jeg jo egentlig godt, hvem der hang i den anden ende.
Nemlig min nattevagtskollega, der skulle ha' været afløst klokken 7, så han kunne komme hjem og få sin velfortjente søvn, men som nu sad der og sad fordi vores spade af en kollega "havde glemt" at møde på sin dagvagt. At han så ydermere også "glemte" at svare sin telefon er intet mindre end utilgiveligt!!
Ham den smukke stillede heldigvis op med bilen og ræsede mig ud vestpå, så jeg kunne få sendt den meget, meget trætte nattevagt mod det svenske, hvor han residerer og selv overtage pinden iført et afmægtigt raseri, der bare sydede og boblede indvendigt.
Lidt i 9 ringede den formastelige så uden anger eller undskyldning i stemmen. Han var da virkelig, virkelig ikke klar over at han skulle møde i dag, men jo han vidste da egentlig godt at han havde rådighedsvagt og at vi er en kollega i undertal, hvorfor vi pinedød er nødt til at dække de vagter, han skulle ha' haft.
Han dukkede op en time senere iført to unger på hhv. 2½ og 4 år og så er det jo svært at skælde ud og svine til - det er jo ikke de stakkels børns skyld, så det møgfald må han ha' til gode til en anden dag.
I mellemtiden var chefen blevet kontaktet, for nu er det dælme bare nok!!! Den selvsamme kollega har nemlig en gang tidligere undladt at dukke op på en vagt, så nu er grænsen altså nået!
Kollegaen kan se frem til et besøg af chefen senere på dagen, for jeg tror mit iskolde raseri skinnede alvorligt igennem, da jeg forelagde ham morgenens historie. Kollegaen tog det fuldstændigt roligt, hvilket igen beviser overfor mig at han i bund og grund er fuldstændigt ligeglad med sit arbejde og sine kolleger.
Nu må der nappes en morfar, for den start på dagen har gjort mig tæsketræt og vi har en aftale senere med en kær gammel kollega, og så gider jeg jo ikke at sidde der og nikke med hovedet af træthed. Måske jeg også kan sove den sidste rest arrigskab ud af kroppen?!
Nemlig min nattevagtskollega, der skulle ha' været afløst klokken 7, så han kunne komme hjem og få sin velfortjente søvn, men som nu sad der og sad fordi vores spade af en kollega "havde glemt" at møde på sin dagvagt. At han så ydermere også "glemte" at svare sin telefon er intet mindre end utilgiveligt!!
Ham den smukke stillede heldigvis op med bilen og ræsede mig ud vestpå, så jeg kunne få sendt den meget, meget trætte nattevagt mod det svenske, hvor han residerer og selv overtage pinden iført et afmægtigt raseri, der bare sydede og boblede indvendigt.
Lidt i 9 ringede den formastelige så uden anger eller undskyldning i stemmen. Han var da virkelig, virkelig ikke klar over at han skulle møde i dag, men jo han vidste da egentlig godt at han havde rådighedsvagt og at vi er en kollega i undertal, hvorfor vi pinedød er nødt til at dække de vagter, han skulle ha' haft.
Han dukkede op en time senere iført to unger på hhv. 2½ og 4 år og så er det jo svært at skælde ud og svine til - det er jo ikke de stakkels børns skyld, så det møgfald må han ha' til gode til en anden dag.
I mellemtiden var chefen blevet kontaktet, for nu er det dælme bare nok!!! Den selvsamme kollega har nemlig en gang tidligere undladt at dukke op på en vagt, så nu er grænsen altså nået!
Kollegaen kan se frem til et besøg af chefen senere på dagen, for jeg tror mit iskolde raseri skinnede alvorligt igennem, da jeg forelagde ham morgenens historie. Kollegaen tog det fuldstændigt roligt, hvilket igen beviser overfor mig at han i bund og grund er fuldstændigt ligeglad med sit arbejde og sine kolleger.
Nu må der nappes en morfar, for den start på dagen har gjort mig tæsketræt og vi har en aftale senere med en kær gammel kollega, og så gider jeg jo ikke at sidde der og nikke med hovedet af træthed. Måske jeg også kan sove den sidste rest arrigskab ud af kroppen?!
tirsdag, juni 24, 2008
Hvad sker der i den vaskemaskine???
Man fodrer vaskemaskinen med 2 dynebetræk, 2 pudebetræk, 1 lagen, 3 viskestykker, 2 par grydelapper og en gulvklud - naturligvis et stykke ad gangen!
Man påfylder vaskemiddel, indstiller maskinen til det rette program og trykker på knappen.
Man foretager sig andre nyttige ting, mens maskinen vasker.
Man åbner maskinen, når klik-klik-lyden indikerer at nu er det sikkert at åbne lugen uden at lave syndflod på hele badeværelset.
Og nu står man så med et dynebetræk, der ligner julemandens sæk juleaften - stoppet til randen med resten af maskinens indhold!
Hvad sker der derinde, mens tromlen snurrer rundt?? Holder de forskellige stykker tekstil afstemning ved hjørneoprækning om hvem der skal sluge de andre denne gang?? Eller er mit ene dynebetræk bare pr. definition en predator, der så snart maskinen er sat i gang kaster sig rallende over de andre stakler og nedsvælger dem en efter en??
Måske jeg bare skulle sætte mig foran maskinen næste gang, der skal vaskes sengetøj og holde øje med at alle opfører sig pænt og anstændigt!
Man påfylder vaskemiddel, indstiller maskinen til det rette program og trykker på knappen.
Man foretager sig andre nyttige ting, mens maskinen vasker.
Man åbner maskinen, når klik-klik-lyden indikerer at nu er det sikkert at åbne lugen uden at lave syndflod på hele badeværelset.
Og nu står man så med et dynebetræk, der ligner julemandens sæk juleaften - stoppet til randen med resten af maskinens indhold!
Hvad sker der derinde, mens tromlen snurrer rundt?? Holder de forskellige stykker tekstil afstemning ved hjørneoprækning om hvem der skal sluge de andre denne gang?? Eller er mit ene dynebetræk bare pr. definition en predator, der så snart maskinen er sat i gang kaster sig rallende over de andre stakler og nedsvælger dem en efter en??
Måske jeg bare skulle sætte mig foran maskinen næste gang, der skal vaskes sengetøj og holde øje med at alle opfører sig pænt og anstændigt!
Næh se! Et stillads!!
Jeg troede ikke lige mine egne øjne, da jeg kom hjem fra arbejde her til eftermiddag.
I løbet af dagen er der vokset et stillads op ad huset - og det er for så vidt OK, da vi har fået en seddel udleveret med oplysning om at vi skal ha' malet vinduer udvendig. Problemet er bare at der på sedlen stod at stilladset ville blive opstillet d. 21. juli!!
Planen var vist at man ville starte i den anden ende af bygningen, hvor stilladset ganske rigtigt skulle stilles op i dag og når man så var færdig med de to opgange, så skulle stilladset opsættes ved de to næste - deriblandt min.
Nu gruer jeg lidt for at man i stedet har valgt at sætte stillads op hele vejen hen med det samme, men alligevel følge den oprindelige malerplan, for det vil så betyde at det skal stå derude de næste 2 måneder.
Nu er det jo sådan at jeg som 4.-sals beboer uden umiddelbare genboer er vant til at færdes og opføre mig i min lejlighed helt nøjagtigt som det passer mig! Det indebærer også omkringvandring iført ganske INGENTING - og det skal såmænd nok lykkes mig at glemme alt om stillads og malere indtil rigtigt mange gange de næste 8 uger.
Jeg forudser at traumecentret på Riget går en travl tid i møde!
....og pssst....er det ikke normalt sådan at man laver "hul" i stilladset ved hoveddørene, så man ikke skal kravle henover diverse rør?? Jeg håber ikke at der er nogen her i opgangen, der har bestilt store møbler til levering i den nærmeste tid, for det bliver vist en meget svær opgave!
I løbet af dagen er der vokset et stillads op ad huset - og det er for så vidt OK, da vi har fået en seddel udleveret med oplysning om at vi skal ha' malet vinduer udvendig. Problemet er bare at der på sedlen stod at stilladset ville blive opstillet d. 21. juli!!
Planen var vist at man ville starte i den anden ende af bygningen, hvor stilladset ganske rigtigt skulle stilles op i dag og når man så var færdig med de to opgange, så skulle stilladset opsættes ved de to næste - deriblandt min.
Nu gruer jeg lidt for at man i stedet har valgt at sætte stillads op hele vejen hen med det samme, men alligevel følge den oprindelige malerplan, for det vil så betyde at det skal stå derude de næste 2 måneder.
Nu er det jo sådan at jeg som 4.-sals beboer uden umiddelbare genboer er vant til at færdes og opføre mig i min lejlighed helt nøjagtigt som det passer mig! Det indebærer også omkringvandring iført ganske INGENTING - og det skal såmænd nok lykkes mig at glemme alt om stillads og malere indtil rigtigt mange gange de næste 8 uger.
Jeg forudser at traumecentret på Riget går en travl tid i møde!
....og pssst....er det ikke normalt sådan at man laver "hul" i stilladset ved hoveddørene, så man ikke skal kravle henover diverse rør?? Jeg håber ikke at der er nogen her i opgangen, der har bestilt store møbler til levering i den nærmeste tid, for det bliver vist en meget svær opgave!
lørdag, juni 21, 2008
Stålbajer og regnpels
Ovenstående er et par ord, vi opfandt på turen til og rundt i Randers i torsdags.
Ikke fordi vi selv væltede os i stålbajere (dåseøl, red.) - det var vist mest en kombination af udpræget mumlen fra min side og selektiv hørelse fra ham den smukkes side på en rasteplads sådan lige på den jyske side af vandet. Regnpelsen var såmænd bare et andet ord for vores medbragte engangsregnfrakker, som vi heldigvis ikke fik den helt store brug for.
Amatører, båtnakker, spader og tumber er blot et par af de ord vi genopfandt efterhånden som det gik op for os hvor latterligt elendigt logistikken fungerede onkring Bon Jovi-koncerten i Gl. Estrup.
Vi havde som så mange andre (vi hørte rygter om 13.000!!) købt billetter til shuttle-busserne, der skulle fragte os fra Elro Arena (tidligere kendt som Randershallen) til koncertpladsen i Gl. Estrup - en tur på ca. 22 kilometer iflg. min randrusianske kollega. På billetterne stod der at busserne ville køre non-stop og at den sidste bus ville afgå fra Elro Arena kl. 19.00 med estimeret ankomsttidspunkt kl. ca. 19.45 - altså i rigeligt god tid til at snige sig igennem tælleapparaterne, undgå at høre kedeligt opvarmningsband og være på plads til Jon og de andre skulle indtage scenen.
Nå men, klokken 20.00 stod vi stadig ved Elro Arena, hvor vi havde stået de sidste 2 stive klokketimer og set 5 (FEM!) busser ankomme og køre igen (halvtomme oven i købet!) - og så selvfølgelig de to handicaptransporter med plads til ca. 12 passagerer, som man i et feberhedt redningsforsøg kastede ind i kampen på et tidspunkt!
Vi kom med en bus (som vi sørgede for at få tætpakket!) ganske kort tid efter kl. 20.00 og så sneglede vi os ellers derudaf i den fuldstændigt vanvittige trafik - 2 meter frem og stop - 2 meter frem og stop! Det var en meget lang tur og det eneste der hjalp bare en lille smule på det var, at nogle stedkendte medpassagerer kunne fortælle, at når vi nåede rundkørslen i Auning, så ville bilerne blive sorteret fra og busserne sendt direkte igennem til koncertpladsen - så ville de sidste 3-4 kilometer da foregå i nogenlunde normalt tempo.
Det kom de så sandelig også til! Det normale tempo var så altså bare til fods, for man havde åbenbart ikke kunnet styre den der deling af biler og busser og havde derfor valgt at lukke helt af for motoriserede køretøjer. Der blev godt nok trampet igennem, men med to timers kø-venten og 1 times opretstående buskørsel i benene, så var det ligesom om det ikke var så skidemorsomt mere. Endnu mindre morsomt blev det da meldingen om at Bon Jovi VAR gået på scenen spredte sig som en løbeild blandt de gående. Da var klokken 20.50 og vi manglede stadig i hvert fald 1½ kilometer i skarpt trav, inden vi nåede indgangen.
Kl. 21.20 kunne jeg skrive til den randrusianske kollega, at NU var vi nået frem - ½ time og 5 numre inde i koncerten - hans lakoniske svar var:
"Det var da ikke for tidligt!"
Pladsen var nok kun halvt fyldt da vi ankom, men vi havde jo selvfølgelig også efterladt en frygtelig masse mennesker foran Elro Arena - enten med eller uden busbillet, men i hvert fald uden busser!! Og så var der jo lige den der uendelige bilkø, vi så på vejen derud - der var mange biler i den kø, rigtigt rigtigt mange - og i en af dem sad min søster og hendes kæreste!!!
Men vi var jo alligevel blandt de heldige, for vi nåede frem - ikke i tide, men dog tidsnok til at få det meste af koncerten med - og den var helt igennem fantastisk!! Gl. Estrup er perfekt til koncerter, når man altså lige ser bort fra umuligheden i at komme derud! Der er masser af plads og lyden er overraskende god og når ud i alle hjørner og kroge.
Jon og hans legekammerater var i sprudlende hopla og leverede det ene yndlingsnummer efter det andet (det absolutte yndlingsnummer blev hele tiden rykket ;-) Dog ville jeg jo gerne ha' været der til tiden, så vi også havde fået "You give love a bad name" med, men sådan skulle det jo ikke lige være - HRMPF!
Richie Sambora imponerede mig med en fantastisk udgave af "I'll be there for you" - han er jo ikke just kendt som forsanger, men han gjorde det virkeligt godt og der måtte skråles med helt oppe fra toppen af lungerne.
Vi enedes dog om henad vejen at den absolutte yndling måtte være "Always" leveret af Bon Jovi med et kor på små 30.000 begejstrede koncertgængere - der blev sunget med helt nede bagerst i rækkerne også og det ses altså ikke så ofte.
Ekstranumrene strakte bandet til hele 5 styks af slagsen, så vi følte næsten at vi havde fået en hel koncert ud af det, da de endelig gik af og overlod højttalerne til Frankie-boys "New York, New York", som folket utroligt nok også sang med på, mens de sneg sig ned mod udgangene.
Vi trampede glad og fro de 3-4 kilometer tilbage til busserne og har åbenbart været usandsynligt heldige, for vi kunne vælte lige ind i en bus mod Randers, hvor der - ÅH LYKKE!!! - var siddepladser, så vi kunne hvile vores meget, meget trætte og ømme rygge, ben og fødder. På det tidspunkt havde vi stået, gået og igen stået i 6 stive klokketimer i træk - vi var helt færdige!
Jeg mistede SMS-kontakten med søsteren kort efter vi var ankommet til pladsen - enten fordi dækningen ikke var i top derude eller fordi 20.000 mennesker forsøgte at SMS'e med deres endnu ikke ankomne venner samtidig - og havde altså ingen anelse om hvordan det var gået for dem. Da vi nu sad i bussen var der åbenbart hul igennem og den ene desperate besked efter den anden begyndte at dukke op på mobilen. Den sidste, temmeligt nedslåede besked fra hende var at nu var de faktisk næsten nået frem, men havde besluttet sig for at vende om og køre hjem igen. Efter tidspunktet for afsendelsen af beskeden at dømme var det nok meget klogt af dem - de ville allerhøjest ha' nået at høre Bon Jovi takke af, og så kan det da vist nok være helt ligemeget!!
Vores bustur tilbage til Randers gik hurtigt og gnidningsløst og så var der kun et par kilometers vandretur til kollegaens bopæl tilbage. Den blev tilbagelagt i en nattestille by, hvor vi kun mødte en ældre herre på natteluftetur med sine "meget farlige" hunde - min kat er større end de var!
Vi fandt huset og vi fandt sengen og aldrig har noget føltes blødere og mere tillokkende end madras, pude og dyne - det var lige før at det der tandbørstningspjat kunne rende os noget så grusomt, men det lykkedes alligevel at kaste tandbørsten rundt i munden inden øjnene faldt helt ned på knæene.
Alt i alt var det hele en oplevelse! Noget var en bedre oplevelse end andet, men koncerten var der helt sikkert ikke en finger at sætte på (og så er jeg altså kyssekold over hvad ham Thomas Treo fra EB har at sige - manden er jo dybt debil!). At jeg så har fået ham den smukke til at love at tæve mig halvt fordærvet hvis jeg nogensinde begynder at ævle om at tage til koncert i Gl. Estrup igen - det er en helt, helt anden historie ;-)
Ikke fordi vi selv væltede os i stålbajere (dåseøl, red.) - det var vist mest en kombination af udpræget mumlen fra min side og selektiv hørelse fra ham den smukkes side på en rasteplads sådan lige på den jyske side af vandet. Regnpelsen var såmænd bare et andet ord for vores medbragte engangsregnfrakker, som vi heldigvis ikke fik den helt store brug for.
Amatører, båtnakker, spader og tumber er blot et par af de ord vi genopfandt efterhånden som det gik op for os hvor latterligt elendigt logistikken fungerede onkring Bon Jovi-koncerten i Gl. Estrup.
Vi havde som så mange andre (vi hørte rygter om 13.000!!) købt billetter til shuttle-busserne, der skulle fragte os fra Elro Arena (tidligere kendt som Randershallen) til koncertpladsen i Gl. Estrup - en tur på ca. 22 kilometer iflg. min randrusianske kollega. På billetterne stod der at busserne ville køre non-stop og at den sidste bus ville afgå fra Elro Arena kl. 19.00 med estimeret ankomsttidspunkt kl. ca. 19.45 - altså i rigeligt god tid til at snige sig igennem tælleapparaterne, undgå at høre kedeligt opvarmningsband og være på plads til Jon og de andre skulle indtage scenen.
Nå men, klokken 20.00 stod vi stadig ved Elro Arena, hvor vi havde stået de sidste 2 stive klokketimer og set 5 (FEM!) busser ankomme og køre igen (halvtomme oven i købet!) - og så selvfølgelig de to handicaptransporter med plads til ca. 12 passagerer, som man i et feberhedt redningsforsøg kastede ind i kampen på et tidspunkt!
Vi kom med en bus (som vi sørgede for at få tætpakket!) ganske kort tid efter kl. 20.00 og så sneglede vi os ellers derudaf i den fuldstændigt vanvittige trafik - 2 meter frem og stop - 2 meter frem og stop! Det var en meget lang tur og det eneste der hjalp bare en lille smule på det var, at nogle stedkendte medpassagerer kunne fortælle, at når vi nåede rundkørslen i Auning, så ville bilerne blive sorteret fra og busserne sendt direkte igennem til koncertpladsen - så ville de sidste 3-4 kilometer da foregå i nogenlunde normalt tempo.
Det kom de så sandelig også til! Det normale tempo var så altså bare til fods, for man havde åbenbart ikke kunnet styre den der deling af biler og busser og havde derfor valgt at lukke helt af for motoriserede køretøjer. Der blev godt nok trampet igennem, men med to timers kø-venten og 1 times opretstående buskørsel i benene, så var det ligesom om det ikke var så skidemorsomt mere. Endnu mindre morsomt blev det da meldingen om at Bon Jovi VAR gået på scenen spredte sig som en løbeild blandt de gående. Da var klokken 20.50 og vi manglede stadig i hvert fald 1½ kilometer i skarpt trav, inden vi nåede indgangen.
Kl. 21.20 kunne jeg skrive til den randrusianske kollega, at NU var vi nået frem - ½ time og 5 numre inde i koncerten - hans lakoniske svar var:
"Det var da ikke for tidligt!"
Pladsen var nok kun halvt fyldt da vi ankom, men vi havde jo selvfølgelig også efterladt en frygtelig masse mennesker foran Elro Arena - enten med eller uden busbillet, men i hvert fald uden busser!! Og så var der jo lige den der uendelige bilkø, vi så på vejen derud - der var mange biler i den kø, rigtigt rigtigt mange - og i en af dem sad min søster og hendes kæreste!!!
Men vi var jo alligevel blandt de heldige, for vi nåede frem - ikke i tide, men dog tidsnok til at få det meste af koncerten med - og den var helt igennem fantastisk!! Gl. Estrup er perfekt til koncerter, når man altså lige ser bort fra umuligheden i at komme derud! Der er masser af plads og lyden er overraskende god og når ud i alle hjørner og kroge.
Jon og hans legekammerater var i sprudlende hopla og leverede det ene yndlingsnummer efter det andet (det absolutte yndlingsnummer blev hele tiden rykket ;-) Dog ville jeg jo gerne ha' været der til tiden, så vi også havde fået "You give love a bad name" med, men sådan skulle det jo ikke lige være - HRMPF!
Richie Sambora imponerede mig med en fantastisk udgave af "I'll be there for you" - han er jo ikke just kendt som forsanger, men han gjorde det virkeligt godt og der måtte skråles med helt oppe fra toppen af lungerne.
Vi enedes dog om henad vejen at den absolutte yndling måtte være "Always" leveret af Bon Jovi med et kor på små 30.000 begejstrede koncertgængere - der blev sunget med helt nede bagerst i rækkerne også og det ses altså ikke så ofte.
Ekstranumrene strakte bandet til hele 5 styks af slagsen, så vi følte næsten at vi havde fået en hel koncert ud af det, da de endelig gik af og overlod højttalerne til Frankie-boys "New York, New York", som folket utroligt nok også sang med på, mens de sneg sig ned mod udgangene.
Vi trampede glad og fro de 3-4 kilometer tilbage til busserne og har åbenbart været usandsynligt heldige, for vi kunne vælte lige ind i en bus mod Randers, hvor der - ÅH LYKKE!!! - var siddepladser, så vi kunne hvile vores meget, meget trætte og ømme rygge, ben og fødder. På det tidspunkt havde vi stået, gået og igen stået i 6 stive klokketimer i træk - vi var helt færdige!
Jeg mistede SMS-kontakten med søsteren kort efter vi var ankommet til pladsen - enten fordi dækningen ikke var i top derude eller fordi 20.000 mennesker forsøgte at SMS'e med deres endnu ikke ankomne venner samtidig - og havde altså ingen anelse om hvordan det var gået for dem. Da vi nu sad i bussen var der åbenbart hul igennem og den ene desperate besked efter den anden begyndte at dukke op på mobilen. Den sidste, temmeligt nedslåede besked fra hende var at nu var de faktisk næsten nået frem, men havde besluttet sig for at vende om og køre hjem igen. Efter tidspunktet for afsendelsen af beskeden at dømme var det nok meget klogt af dem - de ville allerhøjest ha' nået at høre Bon Jovi takke af, og så kan det da vist nok være helt ligemeget!!
Vores bustur tilbage til Randers gik hurtigt og gnidningsløst og så var der kun et par kilometers vandretur til kollegaens bopæl tilbage. Den blev tilbagelagt i en nattestille by, hvor vi kun mødte en ældre herre på natteluftetur med sine "meget farlige" hunde - min kat er større end de var!
Vi fandt huset og vi fandt sengen og aldrig har noget føltes blødere og mere tillokkende end madras, pude og dyne - det var lige før at det der tandbørstningspjat kunne rende os noget så grusomt, men det lykkedes alligevel at kaste tandbørsten rundt i munden inden øjnene faldt helt ned på knæene.
Alt i alt var det hele en oplevelse! Noget var en bedre oplevelse end andet, men koncerten var der helt sikkert ikke en finger at sætte på (og så er jeg altså kyssekold over hvad ham Thomas Treo fra EB har at sige - manden er jo dybt debil!). At jeg så har fået ham den smukke til at love at tæve mig halvt fordærvet hvis jeg nogensinde begynder at ævle om at tage til koncert i Gl. Estrup igen - det er en helt, helt anden historie ;-)
onsdag, juni 18, 2008
Gummistøvler og regnslag
er allerede pakket.
Kylling og bacon er stegt og parat til at blive omdannet til frokostsandwiches, der kan indtages på vejen fra hovedstaden til Djursland.
Jep - vi rejser over broen i morgen gør vi! Vi har en aftale med et par gutter fra New Jersey på en græsmark i noget de derovre kalder Gl. Estrup.
Det skulle efter sigende ligge ikke så langt fra Randers, så derfor har jeg tidligere nærstuderet mine østjyske kollegers bopæl og fundet frem til et værdigt offer, der i morgen eftermiddag slår døren op til sit havehus og lader os overnatte der.
Han skulle faktisk næsten ikke presses ret meget, før han gav efter ;-) Et enkelt telefonopkald til de århusianske kolleger med følgende ordlyd:
"Hej - det er Pernille - jeg skal bare lige høre hvem af jer det er, der bor i Randers?!"
.....mellemlang tavshed.....
"...øøøhhh.....det er mig!"
og HAPS - så sad han sjovt nok i fælden, min kære randrusianske kollega.
Han vil helt sikkert til sin død påstå at han tilbød overnatningsmuligheden helt frivilligt, men jeg har set hans trækninger ved mund og øjne på vores seminar på Fyn i sidste måned, så lad jer ikke narre - han er tvunget ;-)
Vi vil nyde hans og familiens gæstfrihed til fredag formiddag, for Randers Regnskov kalder også inden vi bliver nødt til at vende hjem igen - nogen skal desværre møde på arbejde lørdag morgen kl. 7, så der er grænser for morskaben, men det skal nok blive godt - både musikken, kollegasamværet og regnskoven - jeg glæder mig i hvert fald til det hele!
The lost highway leads to.......Gl. Estrup!!
Kylling og bacon er stegt og parat til at blive omdannet til frokostsandwiches, der kan indtages på vejen fra hovedstaden til Djursland.
Jep - vi rejser over broen i morgen gør vi! Vi har en aftale med et par gutter fra New Jersey på en græsmark i noget de derovre kalder Gl. Estrup.
Det skulle efter sigende ligge ikke så langt fra Randers, så derfor har jeg tidligere nærstuderet mine østjyske kollegers bopæl og fundet frem til et værdigt offer, der i morgen eftermiddag slår døren op til sit havehus og lader os overnatte der.
Han skulle faktisk næsten ikke presses ret meget, før han gav efter ;-) Et enkelt telefonopkald til de århusianske kolleger med følgende ordlyd:
"Hej - det er Pernille - jeg skal bare lige høre hvem af jer det er, der bor i Randers?!"
.....mellemlang tavshed.....
"...øøøhhh.....det er mig!"
og HAPS - så sad han sjovt nok i fælden, min kære randrusianske kollega.
Han vil helt sikkert til sin død påstå at han tilbød overnatningsmuligheden helt frivilligt, men jeg har set hans trækninger ved mund og øjne på vores seminar på Fyn i sidste måned, så lad jer ikke narre - han er tvunget ;-)
Vi vil nyde hans og familiens gæstfrihed til fredag formiddag, for Randers Regnskov kalder også inden vi bliver nødt til at vende hjem igen - nogen skal desværre møde på arbejde lørdag morgen kl. 7, så der er grænser for morskaben, men det skal nok blive godt - både musikken, kollegasamværet og regnskoven - jeg glæder mig i hvert fald til det hele!
The lost highway leads to.......Gl. Estrup!!
tirsdag, juni 17, 2008
AHA!!!
Nå, så man læser et strikkediagram på arabisk - altså fra højre mod venstre!!
Så er der straks ting, jeg bedre forstår - dog ikke hvorfor jeg nu har brugt garnet til noget andet ;-)
Tak, Frederikke :-)
Så er der straks ting, jeg bedre forstår - dog ikke hvorfor jeg nu har brugt garnet til noget andet ;-)
Tak, Frederikke :-)
fredag, juni 13, 2008
Dødsmetal eller Puddelrock?
DØDSMETAL!!!
ville en af mine mere musikalsk udfordrede kolleger straks skrige!
PUDDELROCK
proklamerede Urban i går!
WHITESNAKE
kalder jeg dem og vil da gerne tilføje
COVERDALE
for nu at præcisere hvem det egentlig er, der styrer det band!
I dag er dagen for den anden og sidste koncert i kategorien "hvor er det bare synd for mig" og jeg glæder mig til at (gen)opleve den ultimativt mest selvglade bedstefar i mands minde.
I morgen skal der nok tales en del højere til mig end normalt, for der bliver helt sikkert spillet højt i aften i Vega, men det lever jeg med - det lever jeg faktisk helt fint med!
It's good to be bad - bad to the bone.....
ville en af mine mere musikalsk udfordrede kolleger straks skrige!
PUDDELROCK
proklamerede Urban i går!
WHITESNAKE
kalder jeg dem og vil da gerne tilføje
COVERDALE
for nu at præcisere hvem det egentlig er, der styrer det band!
I dag er dagen for den anden og sidste koncert i kategorien "hvor er det bare synd for mig" og jeg glæder mig til at (gen)opleve den ultimativt mest selvglade bedstefar i mands minde.
I morgen skal der nok tales en del højere til mig end normalt, for der bliver helt sikkert spillet højt i aften i Vega, men det lever jeg med - det lever jeg faktisk helt fint med!
It's good to be bad - bad to the bone.....
mandag, juni 09, 2008
Jeg gør det bare hver gang!!
Køber fine nye diodecykellygter i Irma og påmonterer dem glad og fro cyklen. De er gode, fordi de ikke fylder ret meget, når jeg skal slæbe rundt på dem i rygsækken, mens cyklen hygger sig på Østerport Station.
Når jeg så vender hjem igen, finder jeg et rigtigt smart sted at lægge dem, så jeg er helt, helt sikker på at jeg kan finde dem næste gang.....tror jeg!
For når jeg så er på vej ud af døren og bare liiiige skal ha' de famøse lygter med mig, så er de sjovt nok pist borte!
Jeg ved ikke om det er katten, der samler til bunke et eller andet sted i lejligheden eller om diodelygter simpelthen opløses efter et vist stykke tid?!
Og hvis ikke det er nogen af ovenstående muligheder, så ligger der adskillige sæt diodelygter på rigtigt smarte steder og griner ad mig, når jeg farer rundt for at finde dem.
Nu har jeg investeret i et nyt sæt og når jeg kommer hjem vil jeg lægge dem et rigtigt, RIGTIGT smart sted, så jeg er helt, helt sikker på at jeg kan finde dem, når jeg skal ud af døren i morgen eftermiddag - nemlig!
Når jeg så vender hjem igen, finder jeg et rigtigt smart sted at lægge dem, så jeg er helt, helt sikker på at jeg kan finde dem næste gang.....tror jeg!
For når jeg så er på vej ud af døren og bare liiiige skal ha' de famøse lygter med mig, så er de sjovt nok pist borte!
Jeg ved ikke om det er katten, der samler til bunke et eller andet sted i lejligheden eller om diodelygter simpelthen opløses efter et vist stykke tid?!
Og hvis ikke det er nogen af ovenstående muligheder, så ligger der adskillige sæt diodelygter på rigtigt smarte steder og griner ad mig, når jeg farer rundt for at finde dem.
Nu har jeg investeret i et nyt sæt og når jeg kommer hjem vil jeg lægge dem et rigtigt, RIGTIGT smart sted, så jeg er helt, helt sikker på at jeg kan finde dem, når jeg skal ud af døren i morgen eftermiddag - nemlig!
søndag, juni 08, 2008
Liv i gården
Det har der været det meste af natten!! Under-under-under-underbo mente åbenbart at det var helt fint at holde megaparty den halve nat med høj musik og råben og skrigen i GÅRDEN!!!
Jeg tror bestemt ikke at det er del af ejendommens regler at man må holde private fester i den størrelsesorden uden forudgående tilladelse - og en lille seddel i opgangen (opsat ca. 10 minutter før gæsterne ankom!) er altså ikke nok!!
Ydermere lukkede de alle ungerne ud i gården ved 7.30-tiden i morges (det må også ha' været slemt at have dem indendørs, hvis man samtidig er undersovet og har tømmermænd!) så alle vi andre også kunne få glæde af dem.
Det eneste positive er at de dog har ryddet op i nattens mulm og mørke, så der ikke ligner en ulykke nu, hvor jeg har tænkt mig at give mit bidrag til livet dernede. Eller liv og liv - jeg har nu bare tænkt mig at ligge på et tæppe med god musik i ørerne og en bog i hånden, for i dag har jeg FRI og i morgen er der ikke mødetid før langt ud på eftermiddagen, så der skulle være tid nok til alt det andet, der trænger til at gøres - nu gælder det bare mig!
Jeg tror bestemt ikke at det er del af ejendommens regler at man må holde private fester i den størrelsesorden uden forudgående tilladelse - og en lille seddel i opgangen (opsat ca. 10 minutter før gæsterne ankom!) er altså ikke nok!!
Ydermere lukkede de alle ungerne ud i gården ved 7.30-tiden i morges (det må også ha' været slemt at have dem indendørs, hvis man samtidig er undersovet og har tømmermænd!) så alle vi andre også kunne få glæde af dem.
Det eneste positive er at de dog har ryddet op i nattens mulm og mørke, så der ikke ligner en ulykke nu, hvor jeg har tænkt mig at give mit bidrag til livet dernede. Eller liv og liv - jeg har nu bare tænkt mig at ligge på et tæppe med god musik i ørerne og en bog i hånden, for i dag har jeg FRI og i morgen er der ikke mødetid før langt ud på eftermiddagen, så der skulle være tid nok til alt det andet, der trænger til at gøres - nu gælder det bare mig!
lørdag, juni 07, 2008
Det eneste jeg ønsker mig til jul
er en hysterektomi!
Med henblik på den meget snart kommende badeferie i det græske henvendte jeg mig til lægen for at få en æske P-piller. Ikke at jeg har brug for dem i deres gængse funktion, men de er jo vældigt gode til at udskyde en menstruation, hvis den ikke lige falder belejligt og de fleste ved jo hvor usmart det ser ud ved poolen/stranden med et Libresse med vinger klistret fast i bikinitrussen ;-)
Disse piller ser dog ud til at have den dimentralt modsatte effekt, så nu ærgrer jeg mig lidt over at jeg ikke fik overlægekirurgen til at fjerne min livmoder også, mens jeg alligevel lå der i bedøvet tilstand med stængerne i vejret. Ikke at han havde gjort det, lige meget hvor meget jeg havde plaget, men han ser da ud til at ha' rimeligt styr på det, så næste gang jeg skal til kontrol kan jeg jo lige smide en føler ud.
Jeg har ingen som helst brug for den mere - har jo oven i købet fået sat en effektiv stopper for den oprindeligt tiltænkte brug af den tidligere, så hvorfor egentlig plages måned efter måned??
Og bliv mig fra livet med alle de idealistiske "Jamen det er da zåååå dejligt at vide at kroppen fungerer, zom den zkal....." og "Jeg føler mig zååå kvindelig på den tid af måneden..."
Det er BULLSHIT!! Der er ikke noget hverken dejligt eller kvindeligt over det!! Det er irriterende, det er generende, det er unødvendigt, det er besværligt og det er dyrt!! (Og det er naturligvis bare min opfattelse af dette fænomen, ikk'??)
Så det eneste jeg ønsker mig til jul........
Med henblik på den meget snart kommende badeferie i det græske henvendte jeg mig til lægen for at få en æske P-piller. Ikke at jeg har brug for dem i deres gængse funktion, men de er jo vældigt gode til at udskyde en menstruation, hvis den ikke lige falder belejligt og de fleste ved jo hvor usmart det ser ud ved poolen/stranden med et Libresse med vinger klistret fast i bikinitrussen ;-)
Disse piller ser dog ud til at have den dimentralt modsatte effekt, så nu ærgrer jeg mig lidt over at jeg ikke fik overlægekirurgen til at fjerne min livmoder også, mens jeg alligevel lå der i bedøvet tilstand med stængerne i vejret. Ikke at han havde gjort det, lige meget hvor meget jeg havde plaget, men han ser da ud til at ha' rimeligt styr på det, så næste gang jeg skal til kontrol kan jeg jo lige smide en føler ud.
Jeg har ingen som helst brug for den mere - har jo oven i købet fået sat en effektiv stopper for den oprindeligt tiltænkte brug af den tidligere, så hvorfor egentlig plages måned efter måned??
Og bliv mig fra livet med alle de idealistiske "Jamen det er da zåååå dejligt at vide at kroppen fungerer, zom den zkal....." og "Jeg føler mig zååå kvindelig på den tid af måneden..."
Det er BULLSHIT!! Der er ikke noget hverken dejligt eller kvindeligt over det!! Det er irriterende, det er generende, det er unødvendigt, det er besværligt og det er dyrt!! (Og det er naturligvis bare min opfattelse af dette fænomen, ikk'??)
Så det eneste jeg ønsker mig til jul........
onsdag, juni 04, 2008
"....og tak for varm mælk!"
Var kollegaens retursvar på min SMS om at jeg havde nået det planlagte tog hjem fra arbejde.
Varm mælk??
Jeg var jo i ordentlig tid vandret op i køkkenet, frembragt thermokande, trykket på "Multibryg" og derefter på "Café au lait", som jeg ved er kollegaens yndlingsdrik og mens kaffemaskinen gjorde sit hældte jeg brugt service i opvaskemaskinen og gloede lidt ud af vinduet. Da maskinen bippede at nu var den færdig nedsteg jeg igen til vores lille hule medbringende kaffekrus og thermokande, så det kunne være klar til han kom halsende ind ad døren.
Ikke aldrig nogensinde tænkte jeg på at tjekke at der virkelig også KOM Café au lait ned i thermokanden og ikke kun "au lait".
En skuffet kollega vandrer nu hvileløst rundt derude vestpå og forsøger at greje, hvordan sådan en monsterkaffemaskine egentlig virker......stakkels mand ;-)
Men han har bare at få den fikset til i morgen tidlig, for jeg overlever ikke en kursusdag ovenpå minussøvn uden kaffe!!!
Varm mælk??
Jeg var jo i ordentlig tid vandret op i køkkenet, frembragt thermokande, trykket på "Multibryg" og derefter på "Café au lait", som jeg ved er kollegaens yndlingsdrik og mens kaffemaskinen gjorde sit hældte jeg brugt service i opvaskemaskinen og gloede lidt ud af vinduet. Da maskinen bippede at nu var den færdig nedsteg jeg igen til vores lille hule medbringende kaffekrus og thermokande, så det kunne være klar til han kom halsende ind ad døren.
Ikke aldrig nogensinde tænkte jeg på at tjekke at der virkelig også KOM Café au lait ned i thermokanden og ikke kun "au lait".
En skuffet kollega vandrer nu hvileløst rundt derude vestpå og forsøger at greje, hvordan sådan en monsterkaffemaskine egentlig virker......stakkels mand ;-)
Men han har bare at få den fikset til i morgen tidlig, for jeg overlever ikke en kursusdag ovenpå minussøvn uden kaffe!!!
tirsdag, juni 03, 2008
Underbemanding
Da en af kollegerne jo har sagt op og forladt firmaet pr. 1. juni er vi en kende underbemandede i vores lille team.
Når der så yderligere er 5 af os (ud af 7) der i øjeblikket er på kursus og vi samtidig skal sørge for døgnbemanding af vores lille afdeling, så bliver det uværgeligt nogle lange dage ind imellem.
Som i dag f.eks.. Startede ud med kursus fra 9 til 16 og sidder nu her og leger aftenvagt indtil nattevagten møder 23.30.
I morgen møder jeg så glad og fro op til kursus igen kl. 9 og har så udsigt til lige at nå hjem og få et par timers "på forskud"-søvn inden det er min tur til at passe nattetjansen.
Stillingen er slået op og det forlyder da også at der er kommet ansøgninger ind, men med chefen på barsel og store og vigtige kontraktforhandlinger i nærmeste fremtid, så kommer der nok til at gå et stykke tid inden vi får en ny kollega eller to. Derefter kommer der så et pænt stykke tid inden vedkommende kan indgå i teamet og vagtskemaet som "fuldgyldigt" medlem af teamet.
Jeg forudser en lang og varm sommer......
Når der så yderligere er 5 af os (ud af 7) der i øjeblikket er på kursus og vi samtidig skal sørge for døgnbemanding af vores lille afdeling, så bliver det uværgeligt nogle lange dage ind imellem.
Som i dag f.eks.. Startede ud med kursus fra 9 til 16 og sidder nu her og leger aftenvagt indtil nattevagten møder 23.30.
I morgen møder jeg så glad og fro op til kursus igen kl. 9 og har så udsigt til lige at nå hjem og få et par timers "på forskud"-søvn inden det er min tur til at passe nattetjansen.
Stillingen er slået op og det forlyder da også at der er kommet ansøgninger ind, men med chefen på barsel og store og vigtige kontraktforhandlinger i nærmeste fremtid, så kommer der nok til at gå et stykke tid inden vi får en ny kollega eller to. Derefter kommer der så et pænt stykke tid inden vedkommende kan indgå i teamet og vagtskemaet som "fuldgyldigt" medlem af teamet.
Jeg forudser en lang og varm sommer......
