Prelsborg

Både jernhesten og så den mere private hingst ;-)

Begge dele forløb overordentligt tilfredstillende!

....så er det dælme svært at overtale sig selv til at gå ind og sove en times tid, fordi man bare ved, at når de små grumsede åbnes igen, så er håret fladt og kedeligt....

Der må varmes op til i aften, så derfor er samtlige Runrig-albums fundet frem og kører nu et efter et på vældigt høj volume her i hytten.

Det er den første af "hvor er det bare SÅ synd for mig"-koncerter, der skal opleves i aften og jo mere jeg hører - jo mere glæder jeg mig.

Om et par uger er det Whitesnake, der leverer den anden koncert i ovenstående kategori og den glæder jeg om muligt endnu mere til.

Det er godt at ha' kolleger, der er forstående og selvfølgelig godt gider at enten sidde alene på vagt eller overtage en vagt, når jeg nu har besluttet at den endelige helingsproces efter operationen kun kan foregå med god og høj musik i mine ører.

Kigges efter i sømmene

Vejes og findes enten for let eller for tung

Nærstuderes

Vurderes

Beregnes

SKAT siger du??

Nej, jeg skal såmænd bare til møde med min bankrådgiver med det formål at få et løst overslag på hvor meget han eventuelt kunne tænke sig at låne mig i forbindelse med køb af fast ejendom.

Godt, lønnen er gået ind her til morgen - det ser altid lidt pænere ud :-)

Så lykkedes det endelig chefen at overtale sin kone til at spytte endnu en arving ud.

Tillykke med sønnen, chef - meget passende født på kronprinsens fødselsdag (og sin egen naturligvis!), for det er vel også en lille kronprins til familien, I dér har tillagt jer :-)

Kollegaen, som jeg startede i firmaet samtidig med sidste år, har sagt op med udgangen af denne måned og han havde i dag inviteret til en lille farvelsammenkomst på sin sejlbåd i Lystbådehavnen i Jyllinge.

At det så også lige skulle være den dag, hvor himlen valgte at lade sine sluser stå åbne hele den udslagne dag - ja, det kan han jo sådan set ikke gøre for, men for dælen det var en kold tur!

Når man er sejlsportentusiast som ham, så kan man jo ikke bare ligge derinde i havnen og traktere kollegerne med øl og mad - næh nej, man skal jo også lige vise hvad båden kan derude på bølgerne.

Så ud af havnen og ud på vandet gik det i blæst og regn og alle os landkrabber var jo på ingen måde påklædt til den slags udfoldelser, så vi blev våde og vi blev kolde og vi stuvede os sammen som sild i den lillebitte kahyt, når der altså ikke lige var brug for en hjælpende hånd derude.

Straks vi lagde til havn igen, stoppede regnen og solen brød frem et kort øjeblik, men aldrig længe nok til at tørre gennemvædede cowboybukser eller andre beklædningsgenstande, så kulden kom aldrig ud af knoglerne igen.

Jeg er lige landet herhjemme - har kastet alt det småfugtige tøj af mig og sidder her og ryster som en lille hund (eller en kat med brækket pote!) og det varer vist ikke ret længe før jeg befinder mig under dynen, for dér MÅ det da være muligt at få bare lidt af varmen igen.

Men lækkert var det nu - både at se kollegaen en sidste gang og få en tur i hans meget omtalte sejlbåd - hvis nu bare vejret havde været lidt mere med os, så havde det været den perfekte afslutning.

Det lille bepelsede møgkræ kom i vejen for min lille nydelige størrelse 39 i sidste uge og i dag har vi været hos dyrlægen og få hende højre forpote tjekket.

Der er sandsynligvis en brækket knogle et sted, men så længe hun er indekat og ikke har voldsomt brug for at forsvare sig, så kan hun godt hele den selv uden yderligere tiltag.

Det kostede så lige 350,- gode danske kroner at få fred i sjælen - min altså ;-)

Eller rettere jeg steger én unghane, men en ung hane er vel også en slags kylling?!

Og årsagen til at jeg står her på en dejlig varm søndag eftermiddag og steger hanekylling er såmænd intet mindre end at jeg får fint besøg til middag og sådan et dyr skal jo have i hvert fald 5 kvarter i gryden inden kødet falder fra benene. Når der så samtidig skal tages højde for Gunnar-barnets sengetid, så må det nødvendigvis blive til tidlig middag.

Jeg glæder mig gør jeg - vi har mange ting, der skal vendes, mens Gustav går på opdagelse i knægtens nyopryddede værelse.

For et par timer siden kom en af de beskeder, man bare helst vil undvære.

Dejlige, dejlige Fru Jensen er ikke mere (og da denne blog ikke er til deeplinks, kan jeg fortælle at jeg tidligere har skrevet om Fru Jensen bl.a. d. 24. september 2006 efter mit allerførste møde med hende).

Fru Jensen var et helt fantastisk pragtfuldt menneske og vil blive meget savnet - mest af alle af ham den smukke, for hun var jo hans og han var hendes!

Æret være hendes minde

Nogen MÅ jo ha' den, så host venligst op med det samme!!!

Ja, jeg taler om den der kondition, som jeg på et eller andet tidspunkt i mit liv må ha' haft, men som på forunderlig vis har sneget sig væk.

Jeg investerede jo i en løbepakke allerede inden Riget inviterede på overnatning, men har ikke lige haft overskuddet til at forsøge mig før i dag.

Og Fyffer Pyffer hvor jeg stinker til at løbe (og øhhh *snif snif* af at løbe!)! Har en plan om at føle I forms træningsprogram: Løb 5 km og målet er at spurte storsmilende igennem DHL'en senere på sommeren.

Lige nu ser delmålene sådan her ud:

Spurte - NOPE

Storsmile - ALDRIG

DHL - HA!!!

Men det er selvfølgelig også første dag, så det skal helt klart nok blive bedre.........tror jeg.......

Eftersom hvad-det-nu-var vi var løbet ind i i går forlod os rimeligt hurtigt, har vi været ret aktive i dag.

Jeg vandrede til den anden ende af byen for at afhente nogle bøger, jeg havde bestilt og knægten blev hældt i skole.

Efter samlet hjemkomst gik vi i krig på hans værelse - eller rettere på den halvdel af hans værelse vi bare ikke orkede forleden, da jeg (endnu engang!) fik et hysterisk tilfælde over rodet og gik i gang med sort sæk og store udsmidningsevner.

Nu er vi næsten færdige - der er enkelte ting, der mangler at blive båret i containeren, men jeg vil ikke sende ham ned fra 4. for syvende gang i dag - der kommer jo også en dag i morgen ;-)

Mit store dilemma er nu alle hans videofilm! Der står for en mindre formue i Disney- og Pokemon-film for ikke at tale om alle de andre. Han ser dem aldrig, for den ene videomaskine huset råder over står inde i stuen (hvor den i øvrigt heller ikke bliver brugt!), men det skærer mig i hjertet at skulle hælde dem allesammen i en sort sæk og bære dem ned til affald - det er jo gode film, som ikke fejler det fjerneste. Tiden har bare overhalet dem og nu står de på rad og række inde på hans hylder og venter på at jeg får taget en beslutning om, hvad der skal ske med dem - det er altså ikke nemt!

Dynen er helt ufatteligt dejlig, mens kvalme og hovedpine slås om at få førstepladsen som modbydelighed.

Knægten ligger under egen dyne, men jeg har nu en formodning om at det vist bare er medlidenhedssygdom, han lider af ;-)

Uff - det er da ikke influenzatid nu - er det?

Jeg dyppede mit ærme i saucen og hældte rødvin på min hvide nederdel!

Alligevel var der flere der påstod at de havde savnet mig under mit fravær.

Det er højest sandsynligt udelukkende underholdningsværdien, der har været savnet ;-)

Eller i hvert fald kollegerne igen - det er lige hvad jeg er ved at gøre mig klar til.

Der er indkaldt til seminar på Hindsgavl Slot, så nu får jeg endelig muligheden for også at møde alle de kolleger, der er spredt ud over det ganske danske land. Vi er måske et lille firma, men til gengæld så er vi så vidt spredt ud over Danmark, som det næsten kan lade sig gøre - 4 afdelinger i Jylland, 1 på Fyn, 3 på Sjælland og 1 på Bornholm.

Om ikke så længe kommer min "lillebitte" kollega og henter mig i blærerøvsbilen (svensk indregistreret Audi A3!) og jeg har allerede øvet mig i at holde fast, for jeg har en fornemmelse af at han kører vildt!!

Batteriet til kameraet er opladet, så mon ikke der falder et billede eller to af fra den skønne fynske natur - det tror jeg.

I'm off - der skal jo også lige børstes tænder og så'n........

Jeg skrev jo her i tirsdags at jeg havde fundet et billede, som jeg helt og fuldstændigt havde forelsket mig i og overgivet mig til.

Og nu er det vel ikke så meget et billede, men rent faktisk et fotografi - nemlig et portræt af ham den smukke. Et foto han lagde op på sin ganske nye profil på facebook og som jeg så (selvfølgelig!) faldt over hin tirsdag morgen.

Og var jeg ikke fuldstændigt ovenud forelsket i ham i forvejen, så blev jeg det i hvert fald igen og igen den dag - hver gang jeg lige måtte klikke ind og se det foto bare én gang til.

Nu har jeg det så hængende på væggen i mit soveværelse, sådan at det bliver det første jeg ser, når jeg vågner og det sidste jeg ser, inden jeg slukker lyset for at sove.

Vi bor ikke sammen og ses heller ikke hver dag, men nu har jeg endelig mulighed for at kysse ham godnat hver eneste dag - og han kan ikke engang protestere ;-)

Vi er hjemme efter to tætpakkede familiedage.

Og hvor meget jeg end har nydt samværet med familien Smukke og min egen familie, så er det dog dejligt bare at sidde her helt for sig selv.

Knægten har allerede forskanset sig bag lukket dør, hvor ingen spørger om hvad, hvordan, hvornår og hvorfor - også han trænger til fred og ro.

Det har indtil nu været den bedste Pinse jeg længe kan huske - et babybarn, der ind imellem var i strålende humør, i mine arme om dagen, ham den smukke i mine arme om natten - så kan hverken dage eller nætter være meget bedre.

Nu er vi trætte og brugte og sidder hver for sig og hører lidt musik og fordøjer weekendens oplevelser og indtryk - det føles helt rigtigt.....

Om ganske kort tid går turen sydpå til Hr og Fru Smukke, for nu er jeg da endelig nået så langt at jeg kan holde ud at sidde i bilen hele vejen derned. Søster og svoger Smukke og lille baby Smukke har også meldt deres ankomst, så det trækker jo lidt ekstra.

I morgen tager vi lige omkring mine forældre på vejen hjem og der skulle vist også være udsigt til selskab af broder, svigerinde og niecer (der må Nhøh'es!) og så har vi da vist også set familie nok i denne Pinse.

Mandag holder vi fri herhjemme - det skal der også være plads til.

Rigtig god Pinse til jer alle derude :-)

Og de gode nyheder er:

Ingen kræftceller i det udtagne!
Sundt væv i yderkanten af det udtagne, hvilket fortæller at de fik det hele med!
Næste kontrol om et halvt år!
Jeg er lettet!

De mindre gode nyheder er:

Det kan tage op til 1½ måned før det er helet fuldstændigt og da der kun er gået lige over 14 dage nu, kan jeg se frem til en måned mere, før jeg er fit for fight.

Jeg har klappet cyklen og fortalt den at jeg ikke har glemt den - den får bare en tidlig sommerferie og ham den smukke har fået besked på at reservere minimum en uge til akrobatiske øvelser, når denne prøvelse endelig er overstået!

Indtil da skal I slet, slet ikke undre jer hvis I på Østerbro møder et hunkønsvæsen, der går rundt og hyler og som ved mindste opmærksomhed smider sig på jorden med rø... i vejret - det er noget jeg engang har lært af min kat ;-)

For egenkontrol er vist i det her tilfælde ikke nok.

Derfor vil jeg klokken 10.00 indfinde mig på afdeling 5031 til en opfølgende undersøgelse og samtale med lægen, der førte kniven - eller hvad det nu var han brugte.

Jeg kan så samtidig få betalt min gæld til sygeplejerskerne på afdelingen. Der er vist en eller anden regel med at når man gentagne gange har lagt sig på den der tilkaldeknap, for blot at se ganske uforstående ud, når der så kommer en sygeplejerske farende, så koster det flødeboller. De står her på bordet bag mig og er klar til aflevering, selvom jeg jo helt klart tror at det var hospitalsnissen, der blev ved med at trykke på den knap.

20 minutters besøg på et af disse højteknologiske (ja ja - det er nok mere end 20 år siden jeg sidst har været sådan et sted!) biblioteker var alt der skulle til for at finde en bog, blive oprettet som låner og så smutte ud af døren med skatten.

Vi fandt også lidt frokostsalat fra Crazy Chicken og en plads i solen på græsset i gården, hvor vi sad med hver vores bog.

Senere fandt vi en is på Trianglen og lidt mere sol i lidt mere græs i Fælledparken.

Og jeg kan nu se i spejlet at solen også fandt mit ansigt, der nu gløder efter en dejlig dag.

Jeg fandt også i morges et billede, som jeg har forelsket mig helt og fuldt i - så meget at jeg har lyst til kysse min skærm godnat :-) Og han den smukke har (i hvert fald næsten) lovet at det snart kan komme til at pryde en af mine vægge herhjemme også.

På sådanne dage finder jeg livet svært fantastisk.

Nå ja, det var jo egentlig ikke meningen at den film skulle ses i dag - hverken af mig eller nogen andre her i huset, men med månedsopgaver i skolen, der handler om 2. verdenskrig (dog ikke knægtens, der handler om verdensrummet!), så er det svært at sige nej til ham, når han står der med sine store himmelblå (grumsede?) og beder så mindeligt om at få lov at se den, fordi

"lærer Eva har anbefalet at vi ser den!"

Han fik et OK på betingelse af at vi så den sammen, for der er mange scener, der ikke er pæne og der er sikkert også mange scener, der udløser spørgsmål, som helst skal have et hurtigt svar, så jeg ville ikke lade ham se den alene.

Han så og jeg genså alle disse forfærdelige ting, der skete i de allersidste dage af Hitlers regime, og jeg holdt om ham, nussede ham og knugede hans arm for hver gang et af de stakkels uskyldige børn blev slået ihjel på grund af en mors fanatiske tro - og jeg lovede ham at det aldrig, aldrig vil ske igen, selvom jeg udmærket ved, at lige præcis det kan jeg aldrig love ham!

Han ligger nu under dynen og sover så sødt som kun en 12-årig dreng nu kan og jeg mangler bare lige at børste tænder, så er jeg også klar til en dyne, for han skal jo op "lige om lidt" og i skole og vi har en aftale om e tur på biblioteket i morgen for at finde en letlæselig bog om verdensrummet - nogen idéer derude??

Nu vil jeg lige nyde endnu en omgang fantastiske billeder og musik fra Søren (kommentar fra forrige indlæg) inden jeg kravler ind i seng....

....indtil man pludselig har en ny!

Og således også i dag.

Indtil i går aftes var det planen at jeg skulle springe ud af sengen her til morgen, vandre fornøjet til stationen og tage toget til embedet for at deltage i et kursus.

Den plan døde allerede i morges, da springet ud af sengen blev ændret til almindelig krabben sidelæns ud af dynerne. SMS blev sendt til chef, der jo på forhånd godt var klar over at den kursustilmelding hang i en tynd tråd fra starten, så der kom også bare en

"Det er helt OK!"-SMS tilbage.

Det har nevet en del i såret i dag, men jeg tror nu egentlig også at det afbud er affødt af tanken om at knægten jo skulle komme tilbage til mine moderlige arme i dag og at jeg også gerne ville have energi og overskud til ham, når han nu endelig dukkede op igen.

Og måske ligger der også en snert af at jeg måske ikke sådan rent psykisk er klar til at "møde verden" før efter på torsdag, når jeg har været til første kontrol efter operationen.....jeg ved det ikke.....måske man underbevidst kan fremprovokere smerter for ikke at udsætte sig selv for noget, man egentlig ikke har lyst til?!

I hvert fald laves der nu lektier på stolen lige bag mig. Vi har indtaget vores aftensmad bestående af spaghetti og kødboller, som jo er en af knægtens yndlingsretter, og når lektierne er overstået venter der nybagte zebra-muffins og kaffe.

Det er godt at have ham hjemme igen.....

Min yndlingsniece var forbi forleden aften for at aflevere nogle bøger, hun havde lånt.

Hun spurgte lidt ind til hvorfor i alverden jeg dog var hjemme alene en helligdagsaften og med sit skarpe næsten-sygeplejerskeblik så hun smerten i mit ansigt, da jeg satte mig ned.

Hun fik historien, men med en løftet pegefinger om ikke at viderebringe den til sine forældre!

Til den belæring stillede hun sit sædvanlige "hvor er du latterlig, faster"-ansigt op og svarede

"Nhøh! Og hvorfor i alverden skulle jeg dog det?"

I dag ringede telefonen så og jeg så med det samme at det var broderen min - altså niecens fader - i den anden ende. Og godt nok glemte jeg da vist at ringe til ham i går for at ønske ham tillykke med fødselsdagen, men det plejer vi nu ikke efterfølgende at ringe hinanden op for at skælde ud over og så var der egentlig ikke så mange andre årsager til at han lige skulle ringe nu.

Niecens "Nhøh!" holdt altså i ca. 3 dage - jeg må huske at "Nhøh!"-e hende, næste gang jeg ser hende!

Det der med at tage på café og føre sig frem.

Hvor hyggeligt det end var - bortset fra nyheden om at en af kollegerne har sagt sin stilling op - så har det bragt smerterne tilbage for fuld styrke.

Så i stedet for at være på besøg hos Mormor Smukke, så ligger jeg endnu engang i sofaen og har lidt ondt af mig selv.

Nu må det altså meget gerne snart være overstået!!