Prelsborg

Håret er sat (det er dælme løgn!), make-up'en er lagt (det er dælme også løgn!!) og jeg er klar til caféfrokost!

Jeg er SÅ overbevist om at jeg sagtens kan sidde på en stol i hvert fald i en time - og kan det ikke lade sig gøre, så må vi få maden to-go og så tage en tur rundt om søen ;-)

I'm outta here.....

Gik med meget afstemte og ikke særligt lange skridt en tur i Matas, mens jeg på vejen misundede de forbikørende cyklister. Jeg savner min cykel - jeg savner at vide at jeg bare kan svinge mig op på den og køre hvorhen jeg vil.

Men jeg fik købt min hårfarve og solcreme i både den ene og den anden faktor til den kommende Kreta-tur med knægten.

Gik også en tur i Netto på vejen hjem - ikke at jeg manglede det store, men det var bare på en eller anden måde godt at komme længere hjemmefra end Irma, som ligger 100 meter nede af gaden.

Kom hjem og fandt en kuvert fra Troldekugler i min postkasse og besluttede mig straks for at indvielsen af det skulle foregå i gården - det er jo et fantastisk vejr herovre i København i dag (også i dag!).

Sad - jeps SAD! omend lettere henslængt - en vederkvægende halv time i den livgivende sol, alt imens jeg beundrede min gave til mig selv.

Jeg er SÅ klar til den frokost med chefen i morgen på Den Franske Café - jeg tror på at det kan lade sig gøre og det ser jo ud til at den kan foregå udendørs.

Jeg er så kry at jeg næsten føler trang til at gøre noget ved den Baby Alpaca, der også ankom i dag, men man skal vel heller ikke udfordre skæbnen, vel?! ;-)

Er der noget at sige til at jeg blev nødt til at trøsteshoppe i lørdags??

Jeg har faktisk i dag haft perioder, hvor det slet ikke har gjort ondt - og det endda (næsten) helt uden cocktails!!

I går var jeg ellers lige ved at grave mig ned i et "det bliver bare aldrig bedre - jeg skal leve med det her resten af mine dage"-hul, fordi det lige meget om jeg lå, stod, gik eller sad føltes som om kirurgen havde glemt ca. 500 nåle i det lille område!

De smertefri perioder i dag har givet mig mod på at vaske to maskiner, lave lidt let aftensmad og oven i købet gå en tur i Irma, for at supplere beholdningen af bind, der meget hurtigt forsvandt ved indfindelsen af menstruation, hvor de sædvanlige O.B'er denne gang er et absolut NO-GO!!

I morgen har jeg vilde planer om en tur i Matas for at hente længe tiltrængt hårfarve og endelig få brugt nogle af de penge på det gavekort, jeg fik til jul.

Og endelig har jeg onsdag vovet at sige ja tak til frokost på Den Franske Café med chefen, der ved selvsyn vil sikre sig at jeg har det nogenlunde godt.

Ham den smukke var lige forbi her i eftermiddags med en smuk, smuk buket fra Hr. og Fru Smukke. Oprindeligt var det planen at de (ligesom min familie i øvrigt) slet ikke skulle have haft noget at vide, men med mit afbud til Nevø Smukkes barnedåb i går var det svært at skjule at der var noget seriøst galt, og i stedet for at forsøge at snige udenom med halve historier og hvide løgne fik både Fru og Søster Smukke den brutale sandhed. Det var rørende at høre bekymringen (og den lette bebrejdelse om hvorfor de ikke havde fået noget at vide før!) i Fru Smukkes stemme - også på det område har jeg vist været mere end heldig.

Det sammenholdt med dejlige kommentarer og mails gør at humøret er for opadgående i dag. Jeg skal ikke kunne afvise at der måske ligger en enkelt ned/tudetur og venter derinde (der er jo stadig en kontrol på Riget, der skal overståes), men det ser lysere ud nu end det har gjort længe.

Fordi det bare er SÅ synd for mig at jeg bare ligger herhjemme og ligger og altså ikke kommer til barnedåb på Lolland i morgen, har jeg købt gaver til mig selv.

Garn og pinde herfra og et armbånd med lås og en enkelt kugle herfra og så tror jeg vist heller ikke, der skal foretages flere selvmedlidenhedsindkøb sådan lige foreløbig.

...at jeg bliver nødt til at korrigere mig selv!

I et tidligere indlæg (og denne her blog er elendig til deeplinks, så jeg gider ikke engang at forsøge!) skrev jeg at det var min ydre skamlæbe, operationen ville gå ud over!

Det var det så ikke, det var den indre - hvad I så end kan bruge det til ;-)

Nu, hvor jeg tror at jeg kan holde ud at sidde ned bare lidt længere end 5 minutter, vil jeg forsøge at nedfælde det indlæg, som flere kommentarer i mit "jeg har så pisseondt af mig selv"-indlæg affødte. Det skal ikke være nogen hemmelighed at der senere også kom en kommentar til mit indlæg fra i dag, som vil gøre det her indlæg endnu længere end først tilsigtet.

Men tilbage til overskriften!

Selvom mange dejlige kommentatorer (og heriblandt en vaskeægte sygeplejerske) fortæller mig at det er OK og tilmed måske godt og sundt for mig at være lidt (meget!) selvmedlidende, så har jeg jo inderst inde en lille dårlig samvittighed, der skriger til mig at "det kan du IKKE tillade dig!"

Det gør den af den simple årsag at afdeling 5031, som jeg forlod i går formiddags slet, slet ikke er for børn - eller mænd for den sags skyld - den er kun for kvinder og hvilke kvinder!! De skæbner og de kvinder, jeg mødte og (ganske lidt) lærte at kende derovre gjorde at jeg næsten følte mig som en påtrængende ikke-værdig patient, der intet overhovedet havde at gøre dér!

Min stuekammerat f.eks. lå der for at få fjernet hele underlivet og diverse lymfeknuder på grund af "mistænkeligheder" - jeg kender godt mistænkeligheder - tak! Ud over det, så have hun for nogle år siden haft en blodprop i hjernen med efterfølgende lammelse af hele højre side. Under indlæggelsen med blodproppen fik hun så også lige konstateret diabetes af den insulinkrævende slags - vær's'go!

Hende, jeg spiste aftensmad overfor i forgårs, da jeg sad og krabbede rundt på stolen for at finde en nogenlunde udholdelig måde at sidde på, fortalte at hun stod for operation dagen efter til fjernelse af underliv og milt og at hun i øvrigt for et par år siden var blevet opereret for brystkræft.

Jeg var mundlam og krabbede ind i min seng igen og blev enig med mig selv om at lige meget hvad, så VILLE jeg ikke knække på grund af min "ubetydelige lille latterlige" operation - i hvert fald ikke mens jeg var omringet af disse meget hårdere ramte kvinder. I stedet påtog jeg mig at passe godt på min stuekammerat, som på grund drop, kateter og en epidural-blokade ikke kunne forlade sin seng. Hun fik al min opmærksomhed, når jeg altså var på stuen, for jeg var fyldt med rastløs energi og skulle jo også ryge ind imellem (ja, jeg VED det - jeg er en IDIOT!!!).

På trods af hendes tilstand var hun ovenud lykkelig for bare at være smertefri for første gang i en måned - HURRA for epiduraler! - og havde oven i købet overskud til at have ondt af mig, fordi jeg peb en smule hver gang jeg havde besøgt det lille hus. Det gjorde nemlig (gør det stadig) ondt ad Hel.... til fordi såret hver gang sprang op og blødte - det er ikke smart når man så tilsætter urin skulle jeg hilse og sige.

Så jeg sagde ikke noget - ingenting overhovedet! Spillede kæk og sagde, som sandt jo er og var - at det jeg havde været igennem var ingenting i forhold til hendes. Selv når sygeplejerske Clara stod ved min seng og jeg kunne se at hun nærmest krympede sig, når hun spurgte om det var lykkedes for mig at komme på toilettet, svarede jeg bare ja, for sidekammerat Lone havde jo i forvejen rigeligt at spekulere på og skulle i hvert fald ikke bekymre sig yderligere om mig.

Derfor fik jeg også lov til kækt at tage hjem tidligt i går formiddags og det ville jeg jo også helst, Herhjemme kan jeg nemlig knække hvorsomhelst og nårsomhelst jeg ønsker det - den eneste der glor mærkeligt er katten - og hun har vist set det før.

Jeg knækkede så i går aftes - og kan godt mærke at jeg er tæt på at gøre det igen her til aften, men det ligger slet ikke så tæt på overfladen nu, som det gjorde i går, så det går da helt sikkert den rigtige vej - alt andet ville jo også være katastrofalt!

Nå ja, og så til kommentaren, der gør det indlæg en hel del længere end beregnet.

Jeg vil gerne starte med at sige, at hvis jeg kunne gøre noget som helst - anything at all! - for at forhindre at disse overgreb nogensinde finder sted igen, så vil jeg gøre det uden betænkning, men....

De overgreb, der finder sted på hovedsagligt (tror jeg i hvert fald!) somaliske piger og kvinder, hvor de tvinges til omskæring på den mest barbariske måde - jeg forestiller mig små piger, der tvinges ind i en lerklædt hytte og holdes nede med magt, mens en "medicinmand" med en sten- eller benkniv fjerner deres kønslæber og klitoris og derefter syr deres skedeindgang sammen - er forkastelige og burde med dødsstraf forbydes! Jeg har frygtelig, frygtelig ondt at de kvinder, det er overgået og kan slet, slet ikke udtrykke min afsky overfor gerningsmændene nok! Det er frygteligt, det er afskyvækkende, det er sygeligt.

Med det sagt, så har jeg samtidig meget, meget svært ved at sidestille min nuværende situation med deres - og jeg ved godt, Tina, at det ikke var det du mente, men at min "mangel" selvfølgelig henleder tankerne på ovenstående. Det er bare ikke første gang i denne her proces, at nogen har udtrykt deres tanker i den henseende og ikke alle forstår at gøre det så hensigtsmæssigt, som du, hvis du forstår hvad jeg mener?! :-)

Jeg har tidligere modtaget en mail, som jeg opfattede som (og det er altså min opfattelse, for vedkommende svarede aldrig tilbage!), en lettere nedgørende irettesættelse i stil a la:

"Årh hva' - skal vi ha' oprettet en forening for kvinder med kun én skamlæbe? Hvad så med de somaliske kvinder, det INTET har?? Du er ikke død endnu!!"

Underforstået: Tag dig dog sammen, kvinde og lad være med at jamre!

Mit svar til vedkommende var at jeg i det her tilfælde vil ha' lov til at være lige så forpulet (pardon my French) egoistisk som jeg overhovedet kan få mig selv til, selvom det så ikke lige er så nemt, når jeg har oplevet kvinderne på afdeling 5031.

Kvinderne i Somalia har selvfølgelig også min store medfølelse, men min sfære er lige nu ikke stor nok til rumme andre end mig selv og så dem, der er lige rundt om mig.

Det kan godt være at det for omverdenen kun er et lillebitte indgreb, men for mig er det STORT! Meget, meget større end det lille stykke væv, der i realiteten er blevet fjernet, for det er jo ikke kun en fysisk oplevelse, men i meget højere grad en psykisk.

Ditte-sygeplejersken, som indlage mig i mandags sagde også:

"Det er jo kun en lille operation....."

og jeg måtte svare

"Ja, i jeres øjne måske! For mig er der ikke noget i den afdeling der er småt!"

Hun tænkte et kort øjeblik over det og svarede så

"Ved du hvad - det har du sgu ret i - det vil jeg ikke sige mere!"

Det elskede jeg hende for i det øjeblik!

I hvert fald hvad smerter angår!

Alting er foregået i ganske små etaper.

Jeg har i små etaper læst alle de dejlige kommentarer fra i går og i dag - de varmer mere end I overhovedet kan forestille jer! De gav lyst til at forfatte et længere indlæg, men jeg kan simpelthen ikke holde ud at sidde her på stolen så længe :-(

Jeg har også i små etaper forsøgt at samle mod til at gå i bad - det er ikke lykkedes endnu. Jeg ved jo fra i går at det er latterligt smertefuldt, men samtidig skal det holdes rent, så derfor......om nogle flere små etaper, så er jeg nok klar.

Heldigvis nåede jeg i en lille etape at svare dørtelefonen, da det tidligere i dag ringede på, og således kan jeg nu nyde to smukke buketter, der pryder henholdsvis mit køkken og min stue. De er begge fra firmaet - en fra min egen lille afdeling og en fra firmaet som helhed. Jeg har vist sagt det før, men det kan aldrig skade at gentage det - jeg har dælme været heldig med det firma og de kolleger!!

Lige nu er jeg i gang med - i små etaper - at kreere noget aftensmad, for et eller andet sted så tror jeg på at almindelig indtagelse af føde hjælper på helingen af både sjæl og krop. Det er nok færdigt om en times tid ;-)

I små etaper......

Var lige i gang med at skrive et megalangt indlæg om de sidste par dage i mit liv og kom så til at tænke på, hvem dælen der overhovedet er interesseret i at læse om det, så jeg droppede det.

Og jeg har ondt i halsen efter den der lede slange, de stopper i halsen på én under en operation.

Og jeg har ondt i det der ikke længere er der.

Og jeg "kom til" at kigge og er ikke ret begejstret.

Og jeg er træt som ind i Hel.... fordi min stuekammerat i nat skulle ha' checket sit blodsukker og - tryk hver anden time og det kunne tilsyneladende kun foregå under højlydt samtale med sygeplejersken.

Og jeg vil tør ikke gå i seng endnu af frygt for at vågne klokken død i morgen.

Og der er udelukkende skrammel i mit TV.

Og i øvrigt har jeg vist bare pisseondt af mig selv lige nu......

Udmattet fysisk og psykisk og med ganske anderledes smerter (OG et hjemmeapotek!)!

Har hverken turdet at kigge eller føle og kommer nok heller ikke til det de første par dage.

Alt gik efter planen, sagde kirurgen, men det er jo stadig hans plan og ikke min.

Har lige taget en "cocktail", så sofaen må være der jeg kan findes de næste par timer, indtil jeg får taget mig sammen til at forsøge med et bad - jeg gruer for det!

Tak for alle gode ønsker og tanker - er helt sikker på jeg kunne mærke dem i går :-)

vil jeg da lige så stille begynde at gå derover.

Måske jeg kan være heldig at falde i søvn indtil de kommer og henter mig, men ellers har jeg garderet mig med bog, strikketøj og iPod og da ingen af de ting er spiselige, må jeg vel godt ha' dem ;-)

Vi ses på den anden side!

Kattebakken renset - orkidéerne vandet - vasketøjet hængt op og neglelakken fra tåneglene fjernet.

Jeg kan snart ikke finde på mere, så mon ikke jeg bare skulle indhalere den der indslumringspille og få natten overstået?

Jeg tror bare ikke de lagde mærke til det derovre på Riget :-(

Jeg er ikke sat på før til middag, men skal alligevel være derovre ganske fastende kl. 07.30 - det bliver nogle lange timer....

Og efter samtaler med modtagelsen, narkoselægen og en sygeplejerske fik jeg lov at gå hjem igen for at sove herhjemme i nat.

Sygdom og strejke gav uendeligt lange ventetider hos både modtagelsen og narkoselægen, så Hjemmet, FamilieJournalen og Se og Hør fra forrige århundrede måtte stå for skud.

Det tyder på at det er den samme læge, der forestod forundersøgelsen, der også skal operere i morgen - det er jeg meget tryg ved, for han virkede virkelig kompetent.

For en sikkerheds skyld har jeg fået en indslumringspille med hjem, hvis nu min syge fantasi begynder at galoppere afsted i aften, når jeg går i seng - tror faktisk ikke engang jeg vil give fantasien den mulighed - jeg indhalerer bare pillen under alle omstændigheder.

Senere i dag kan jeg så ringe over på afdelingen og få at vide hvilket nummer jeg er i operationskøen og dermed få sat et tidspunkt på hvornår jeg skal møde (fastende!) derovre i morgen. Jeg krydser lidt fingre for at jeg er nummer et, for så skal jeg da ikke ligge så længe og vente i fastende tilstand OG så er der faktisk mulighed for at jeg kan komme hjem allerede i morgen igen - det ville bare være godt!!!

Dagen i går bød på udstillingen Bodies i det gamle Tussauds Vokskabinet i H.C. Andersen Slottet ved siden af Tivoli.

Det er en helt fantastisk udstilling - specielt hvis man husker ind imellem at minde sig selv om at det rent faktisk ER rigtige menneskekroppe der er udstillet, dog efter en meget speciel konservering. Det kan nemlig meget hurtigt gå i glemmebogen, når man går igennem de forskellige sale, fordi de forskellige udstillede dele ligner plastic til forveksling.

Der er hele mennesker, dele af mennesker, skiver af mennesker og......fostre i forskellige stadier. Udstillingen er dog så venlig at sætte en advarsel på fosterdelen af udstillingen og tilbyde en anden vej rundt - der er helt sikkert mennesker der IKKE ønsker at se den afdeling, hvor fascinerende den end er!

Vi snakkede lidt om undervejs, at disse udstillede mennesker i sin tid frivilligt har testamenteret deres krop til videnskaben, men har de mon også givet tilladelse til at deres afsjælede legeme nu rejser jorden rundt og bliver overbegloet af millioner af mennesker?! Jeg håber det - det gør jeg virkelig!

Man må desværre ikke fotografere derinde, så selvom der var medbragt kameraer for adskillige tusinde kroner, så må I nøjes med billederne på hjemmesiden eller eventuelt gå ind og se udstillingen selv - vær dog forberedt på at det koster 150,- i entré - garderoben er dog gratis. Det er pengene værd, men det ville være rart at kunne komme hjem med lidt fotomateriale derfra - dog fik jeg de mest fantastiske knæstrømper (tak - Smukke!) med hjem med aftegninger af hele underbenets og fodens knogler på oversiden og akupunkturpunkter på fodsålen - de er SÅ tjekkede!!

Og så fik vi i øvrigt også billeder af dele af den mandlige anatomi med hjem på nethinden, som jeg ikke er helt sikker på at jeg ønsker at have - de er svære at udvidske ;-)

Senere så vi flere døde mennesker - denne gang på film. Vi rundede byturen - som også omfattede en rigtig god kyllingeburger på KFC og indkøb af ufattelige mængder af slik i den "lillebitte" slikforretning i Købmagergade - af i Imperial og så "Flammen og Citronen". Den kan anbefales - den kan anbefales - den kan KUN anbefales!! Mesterligt skuespil, gribende historie og imponerende udførte kulisser med alle tilhørende rekvisitter. Der skal helt sikkert nok være nogle kiksere ind imellem, men i hvert fald ikke noget der støder øjet eller ødelægger oplevelsen.

Så hvis der ikke lige er andet på tapetet i morgen, så tag til København og kig på nogle døde mennesker - enten på den ene eller den anden måde.

I erkendelsen af at dagene efter operationen nok ikke er til trappegang op og ned fra 4. sal iført indkøbsposer har jeg nu hamstret fødevarer og andre uundværlige ting i et par dage.

I løbet af ugen har jeg hamstret tun i vand og makrel i tomat, slik og chokolade (var så ikke nødvendigt med det monsterindkøb vi foretog i går!) og andre ikke let fordærvelige ting.

I dag har jeg hamstret juice og Coca Cola Zero og en løbepakke!

I morgen vil jeg hamstre en rengøring og mandag, når jeg er blevet indlagt og har fået udgangstilladelse igen, står de letfordærvelige ting som mælk, æg og brød for tur.

Godt det snart er overstået, for ellers skulle jeg vist til at se mig om efter en større lejlighed!

Jeg mærkede det godt nok komme snigende i toget på vej hjem fra arbejde der sent i aftes - eller i går aftes er det vel?!

Den der lede fornemmelse af at ligemeget hvor meget og hvor voldsomt jeg trækker vejret, så kommer der bare aldrig ilt nok ned i lungerne.

Mærkede det faktisk allerede da jeg gik ud af døren fra jobbet efter endnu et bjørnekram fra nattevagtskollegaen at NU er det NU!! Jeg skal ikke mere på arbejde før det er overstået - jeg kan ikke længere kaste min energi og mine tanker efter arbejdet, for at aflede dem fra det jeg helst ikke vil tænke på.....det er bare sådan lige om lidt og igen kan jeg bare ikke ha' det!!

Faldt i snak med en ungersvend på Høje Taastrup station om det ufede i at klippekortautomaten klipper for meget af det næstsidste klip i kortet og derfor ikke vil acceptere at der rent faktisk er et klip tilbage og et det derfor eventuelt kan koste en bøde på 600,- kroner hvis kontrolløren er i dårligt humør. Det hjalp med at lede tankerne på andre spor indtil han så modigt gik kontrolløren i møde for at forklare situationen.

Så var jeg alene med mine tanker igen og så var det altså at iltmanglen satte ind.

Ikke at jeg tror at DSB mangler ilt i deres kupéer - alle andre så ud til trække vejret ganske normalt - det var bare mig.......bare mig.....

Det hjalp utroligt, da en ung pige, der steg af på Nørreport, kiggede ind ad vinduet og sagde

"Hun ser bare SÅ sød ud, altså......"

hvortil hendes kammerat/kæreste svarede

"Så vink da til hende!"

Og hun vinkede.....og det var mig hun vinkede til!

Det løftede humøret en anelse, men ikke nok til at jeg kunne slippe det hele og sove, da jeg endelig nåede hjem.

Jeg ville ellers gerne og er faktisk træt både fysisk og psykisk, men hver gang jeg lægger hovedet på puden (-erne) så vrimler tankerne rundt i mit hovede og jeg finder ingen fred overhovedet. Står op og render rundt om mig selv, for der er jo grænser for hvad man kan tillade sig at foretage sig klokken død om natten i en etageejendom.

Jeg prøver igen om lidt - ikke det der med at rende rundt, men at sove altså - for der er også en dag i morgen, hvor der er aftalt besøg på udstilling og en tur i biografen og det vil jeg jo gerne være vågen til.

Efter heller ikke at have hørt noget fra Riget hele dagen i dag, så tror jeg nu på at det hele kommer til at forløbe som planlagt trods strejken.

De flinke læger derovre har åbenbart vurderet at jeg er vigtig nok til få operationen overstået hurtigst muligt og det kan jeg kun være ganske tilfreds med.

Er det ikke??

Har i hvert fald ikke hørt noget fra Riget endnu og de aflyser vel ikke uden at fortælle det??

Har lige lagt røret efter en samtale med visitationen på Riget - og jeg blev desværre ikke meget klogere på min situation.

Der strejkes jo blandt sygeplejerskerne i stor stil fra i morgen og pressen bugner med informationer om aflyste planlagte operationer, så jeg ville jo lige høre hvordan situationen ser ud på "min" afdeling.

De aflyser tilsynealdende kun fra dag til dag, for ikke at risikere at genoptage arbejdet og så stå helt uden patienter at tage sig af og det er i hvert tilfælde lægerne, der tager beslutningen ud fra patientens journal og sygdommens karakter, så i morgen hører jeg måske noget.

I øvrigt sagde hun tak for hjælpen at jeg ringede og viste interesse?! Er folk da ikke generelt interesserede i at få planlagte operationer overstået så hurtigt som overhovedet muligt?

Nå men, jeg venter videre - er efterhånden blevet lidt for vant til det....

Som om der ikke var ventetid nok i mit liv i øjeblikket, så sidder jeg nu her med øjne der hænger omtrent nede på knæene og venter på at posthuset skal åbne, så jeg kan få hentet min anmeldte pakke.

Pakkeposten har åbenbart svært ved at kende forskel på A og B, for her har han i hvert fald ikke ringet på forleden.

Men så kan jeg selvfølgelig også lige få købt ind til i morgen på vejen - intet er jo så galt at det ikke er godt for noget.....eller noget.....*GAAAB*

Så lykkedes det endelig at få udfyldt de to overdragelseserklæringer og få dem fax'et til hhv. DK-Hostmaster og Wannafind og lige om lidt er prelsborg.dk så mit.

Ikke at det ikke på en måde har været det hele tiden - jeg har bare først nu fået taget mig sammen til at få sendt ovenstående papirer afsted og overtage det sådan rent juridisk.

Det er jo heller ikke fordi det ikke har været i gode hænder, der hvor det hidtil har "boet", men nu var det ligesom på tide at få det flyttet.

Så velkommen hjem, lille domæne - hvor skal vi ha' det sjovt sammen ;-)

...jeg der har ladet mig ansætte i - eller det er i hvert fald en stak fantastisk søde kolleger (inkl. chefen) jeg har fået anskaffet mig!

I samråd med chefen sendte jeg i går nat en mail rundt om mit kommende fravær og årsagen dertil til mine nærmeste 7 kolleger, nemlig dem jeg går i vagthjul med og som bliver berørt af at jeg ikke møder op, fordi de jo skal ind og dække mine vagter.

Idet de alle er af hankøn havde jeg egentlig ikke regnet med den helt store reaktion, men jeg er så sandelig blevet overrasket.

Kollega 1 modtog mig i aftes med et bjørneknus.
Kollega 2 blev hængende længe efter han havde fri for at snakke.
Kollega 3 sendte midt i nat en mail så sød at jeg spontant vandede en enkelt høne.
Kollega 4 mødte ind i morges med alvorlig mine på og besked til mig om, at det kunne jeg godt lige få overstået, for det behagede ham bestemt ikke at høre!

Chefen gav mig i mandags besked på at jeg slet, slet ikke skulle spekulere på andet end at blive rask og at han ikke ville se mig igen derude (efter operationen altså!) før jeg var helt sikker på at jeg var OK! Og at han i øvrigt ville komme ind og give brunch i ugen efter for ved selvsyn at sikre sig at jeg havde det godt.

Hold da helt op, hvor kan man dog blive overrasket - på den dejlige positive måde :-)

Med kun en enkelt lille afbrydelse, da Olivers ringede på for at aflevere 5 kg. kattemad til Fimpedyret, har jeg sovet lige til nu!!

Jeg havde ellers planer om at skulle i Netto og indkøbe noget spiseligt - nu må jeg improvisere og så ellers snart gøre mig klar til at tage afsted på arbejde igen.

Sikke noget rod, men det har åbenbart været tiltrængt.

kan jeg bare aldrig få nok af og helst i sprælske farver og mønstre!

Så min begejstring ville slet ingen ende tage i går aftes da jeg tømte postkassen på vej til arbejde.

Deri lå nemlig en gul kuvert, der havde taget hele den lange vej fra Wien til Østerbro med sit jubelvækkende indhold: Et par sorte knæstrømper med rappe V-striber i pink og bordeaux!

Mange tusind tak, Kirsten! Det var så utroligt sødt af dig at tænke på mig, da du faldt over dem - jeg kan slet ikke vente med at få dem på :-)

Jeg har 14 dage til at sige pænt farvel.

Det var hvad der mødte mig, da jeg trådte ud fra Østerport Station her til morgen efter veloverstået nattevagt.

Midt på Dag Hammerskjölds Allé spankulerede en svane med en politibil i sneglefart lige efter sig.

Den havde IKKE travlt - slet ikke - det så nærmest ud som om den nød sin lille søndagsmorgentur.

Betjentene i patruljevognen forsøgte alle kneb for at få den til at flytte sig fra vejen. De prøvede sirenen - de prøvede højttaleren - de prøvede tilråb - de prøvede hornet, men lige lidt hjalp det - svanen var iskold og fortsatte sin adstadige spadseretur.

Hvor var det dog dejligt at kunne stå der sammen med en anden morgenduelig cyklist og grine højt og befriende af betjentenes forgæves forsøg på at få Danmarks nationalfugl til at lette sin fjerede bagdel.

Gad vide om de er nået ind til Kgs. Nytorv på nuværende tidspunkt? ;-)

Mange, mange tak for alle de varme hilsener, tanker og kram, der er strømmet ind som reaktion på mit sidste indlæg. Det varmer, gør det!

Der er nogle der synes jeg er sej at jeg sådan tør dele situationen med hele det forkromede internet - andre sidder sikkert derude og synes de har fået en hel del mere information end de lige havde brug for. Jeg tror ikke jeg tænkte ret meget over det at dele, da jeg skrev det - det var bare en reaktion på det hele og da bloggen her jo er min ventil, så måtte det nødvendigvis være dér historien landede.

Jeg har ikke vænnet mig til tanken endnu - jeg tror der kommer til at gå lang tid (om nogensinde!) før det kommer til at ske, men med dette indlæg vil jeg bare berolige jer med at jeg hverken har hængt, skudt eller druknet mig selv.

Jeg vil gerne lige ha' lov at tilføje at knægten skam er klar over situationen - bare ikke i så grafiske detaljer, som I andre nu er. Spørgsmålet i indlægget gik egentlig mest på om jeg kunne holde masken og lade være med at bebyrde ham yderligere. Han er godt klar over at jeg skal indlægges og også hvorfor, så den del af historien har han fået.

Endnu engang tak for I tænker på mig.

ADVARSEL: Dette indlæg kan indeholde grafiske detaljer, informationer, tanker og følelser som du måske slet, slet ikke ønsker at vide noget om - mand som kvinde!! Derudover er det LANGT!! ;-)

Jeg har længe kravlet udenom, omskrevet og kun delvist beskrevet årsagen til mit besøg på Riget i dag. Jeg har udleveret små hints - og nogle ved det meste af hvad det er der foregår, men langtfra alle og for at de bekymrede ikke skal sidde derude og gætte sig til, hvad der sker, så følger her hele historien.

For (alt!) for lang tid siden mærkede jeg "noget" ved indgangen til skeden i højre side. Jeg slog det hen som værende evt. tilstoppede porer - en almindelig "bums" - eller hvad ved jeg - slog det hen som værende noget ikke vigtigt gjorde jeg i hvert fald!

Da jeg så for noget tid siden syntes at nu havde det altså varet længe nok bestilte jeg en tid hos min læge. Fik en tid hos en af de andre læger i huset, men da jeg jo stadig mente at det var "ingenting" var det helt OK med mig (og hun har altså været mægtigt dygtig til andre ting før, hende jeg fik tid hos!). Gik derop og hun kiggede - og hun spurgte - og hun podede for jeg ved ikke hvor mange forskellige ting og jeg fik en tid en uge efter for at få svar.

Ugen gik og jeg vandrede til lægen igen og det viste sig at jeg havde fået tid hos en reservelæge, som ikke liiige helt vidste, hvad det var jeg kom for at få svar på. De svar hun havde på skærmen var negative, men "problemet" var der jo stadig - så en tur i bøjlerne måtte jeg. Jeg synes ikke det er fedt, men jeg gør det gerne alligevel, fordi jeg tidligere har fået foretaget et keglesnit (fjernelse af det nederste af livmodermunden) på grund af celleforandringer.

Reservelægen kiggede - så kiggede hun én gang til og så sagde hun:

"Gør det noget at jeg lige henter Annelise (min "egen" læge - i hvert fald på sygesikringskortet, men hun har så sjældent tid! red.), for det her er jeg altså ikke sikker på......"

Og som sagt - så gjort!

Annelise kom til - og hun kiggede i ca. 10 sekunder og så lød dommen på biopsi hos en speciallæge = gynækolog.

Deraf fulgte indlæggene om lang ventetid på grund af ferie og senere om et smertefuldt og blodigt besøg.

Det foregik nemlig sådan at jeg naturligvis blev undersøgt og fik foretaget (den helt smertefrie!) smear-prøve hos gynækologen, men derefter skulle der jo tages en celleprøve at det mistænkte væv ved skedeindgangen. Jeg fik besked på at komme tilbage en uge efter og forinden have smurt mig med bedøvende creme, men mine nerver var allerede så tyndslidte at jeg så mindeligt bad om at få taget prøven med det samme - bedøvelse eller ej! En uge mere ville jeg bare ikke vente!

Efter at have forsikret sig om at jeg virkelig, virkelig mente det alvorligt sprøjtede hun nogen lettere bedøvende (det virker bare IKKE!!!) på mine meget private dele, hvorefter hun sagde:

"Er du klar??"

Jeg husker ikke om jeg svarede, eller om jeg bare gloede på billedet oppe i loftet (det har min tandlæge sjovt nok også?!) og bed tænderne sammen - og så klippede hun!!! Lige der hvor ingen andre end jeg og så ham den smukke ellers har adgang. DET GJORDE EDDERSPARKME ONDT!!! Og som om det ikke var nok, så gjorde hun det dælme én gang til!!

Derefter fik jeg hældt noget gazebind og et trusseindlæg på og så var det ellers ud til sekretæren og få bestilt en ny tid - troede både hun og jeg.

Mens jeg stod derude og bestilte tid, kunne jeg mærke at jeg blødte - virkelig BLØDTE!! En tur på toilettet viste at jeg havde fuldstændigt ret, så jeg måtte tilbage til sekretæren og bede om at komme ind igen, så snart Lotte-gynækologen var færdig med næste patient.

Op på briksen røg jeg igen og fik to sting (denne gang med bedøvelse først?) over de huller hun havde klippet i mig.

Ugen efter var det tid til dommen - og den kender I jo (nogen af jer i hvert fald). Meget forandringsvillige celler og en henvisning til Rigshospitalet, som er eksperter i den slags. Med henvisningen fulgte forsikringer om at det jo "kun" var celleforandringer og det var meget lidt, så der var intet at være bekymret over! En lille laseroperation og så skulle det være overstået.

Den forsikring har jeg levet på indtil i i dag! For selv om jeg har læst horrible historier på nettet, så har jeg haget mig fast i det, jeg nu vidste og intil i dag har jeg ikke vidst andet end at en lillebitte laseroperation kunne klare det problem og at jeg ville være (så godt som!) god som ny bagefter.

I dag har jeg så været på Riget og haft en date med en meget kompetent (sådan virkede han i hvert fald!) læge/kirurg, som kunne fortælle mig at den laseroperation kunne jeg skyde en meget hvid pil efter - det kan ikke gøre det!

Mens jeg lå der med benene i bøjlerne og han sad med sit specielle mikroskop og prikkede forskellige steder faldt mit mod med ca. 130%.

"Dér....."

sagde han

"...og dér...."

"...og så lidt dér...."

Og jeg var skræmt fra vid og sans!! Selvfølgelig er min gynækolog ikke ekspert på området og hun tager kun prøver der, hvor hun får besked, så derfor kunne hun kun sige, hvad hun kunne - dette er INGEN kritik af hverken hende eller min læge - tværtimod!

Min tilstand kræver indlæggelse i 2-3 dage (heldigvis ikke mere!) og en lidt større operation end som så. Ifølge hans tegning (som var imponerende, men han har vel selvfølgelig set en del!), så fjerner de det meste af min højre ydre skamlæbe, selvom jeg havde håbet på de der 2 cm., som Lotte-gynækologen snakkede om.

Og jeg HADER det!! Bare HADER det!! Det er en del af min kvindelighed, de fjerner - og selvom jeg ved det er godt og det ikke kan undgåes, så bliver jeg aldrig, aldrig MIG igen og det kan jeg ikke bare sådan acceptere. Jeg får dog - forhåbentlig! - lov til at beholde det allermest intime, private - bare jeg kan få det overstået hurtigst muligt!

Jeg har desværre måttet annullere en aftale med Frederikke og Gunnar-barnet i dag - de skulle have været her nu - fordi jeg ikke føler at jeg endnu kan stole på mig selv og mine følelser - og jeg vil IKKE tude på Gunnar-barnet - det vil jeg bare IKKE!! Frederikke vil jeg til enhver tid tude på og det kommer jeg sikkert også til!!

Til gengæld har jeg tudet på så mange andre i dag (deriblandt chefen, som jo måtte ha' en opdatering på hvordan arbejdsstyrken ser ud i nærmeste fremtid!), så jeg håber at tårernes udløbstid er overstået, når knægten kommer hjem og spørger

"Hvordan gik det, mor?"

For hvad skal jeg sige til ham?? At det gik godt, men at jeg stadig er ved at bryde helt sammen oversituationen - og ikke rigtigt kan forklare ham hvorfor? Eller at det bare gik "fint - fint" og så prøve at holde masken?

Sandheden er jo er jeg er ved at gå til over spekulationer. Ikke så meget over operationen i sig selv - den overlever jeg såmænd nok, men bagefter altså! Jeg er jo ikke MIG mere - jeg er jo helt anderledes at se og føle på! Og jo jo, jeg ved da godt at det ikke er ret mange, der skal se og føle på mig lige dér, men tænk hvis den ene som jeg gerne vil ha' til at se og føle på mig der kommer til at afsky, hvad han ser og føler på?? Tænk hvis det bliver så anderledes og mærkeligt, så jeg ikke engang selv kan overkomme at se og/eller føle?? De fjerner jo helt enkelt et stykke af mig, som jeg er så vant til bare SKAL være der - jeg kan IKKE ha' det!!!

Og jo jo - jeg ved godt at det ikke er noget synligt, som f.eks. at få fjernet et bryst, som hele omverdenen kan se, men det er noget meget privat og intimt, som nu snart bliver taget fra mig og jeg har SÅ svært ved at vænne mig til tanken. Specielt fordi det netop ikke er noget hele omverdenen kan se, men som jeg må bære skjult - det er jo nok ikke det første, jeg vil sige til folk, jeg bliver præsenteret for

"Hej, jeg hedder Pernille jeg har fået fjernet den ene skamlæbe - og hvordan har du det?"

Hmmm - må vist hellere tage mig lidt sammen - knægten er hjemme om ikke så længe....undskyld hvis jeg optaget din tid.......



.....og hvis du er nået SÅ langt her og føler trang til at kaste op - enten over de grafiske detaljer eller andet - så kom ikke og sig at jeg ikke advarede dig!!

Det gik så ikke lige som forventet!

Svarene på mine 4 spørgsmål var:

Hvornår?

Ring til koordinatoren på mandag, så du kan få en tid, der passer dig. (Alternativet var - "du hører fra os inden en måned!")

Hvor meget?

Meget - alt for meget mere end forventet!

Hvor længe?

2-3 dage på Riget + i hvert fald en uges"rekreation".

Og hvad så?

Det kan godt risikere at komme igen - vær opmærksom - MEGET opmærksom og gå til kontrol!!

We are NOT amused - not at all!!!

Knægten er vækket og sendt i skole, ovnen er renset og skabet under køkkenvasken gjort rent.

Og klokken blev 9!

Jeg har for 17. gang checket aftaletidspunktet på Riget, men det ændrer sig altså ikke selvom jeg kigger strengt på det - der er stadig knap 3 timer til.

Jeg ville bare ønske at det var NU!! Det skal overståes - jeg vil ha' oplysninger, informationer og svar på de tusinde spørgsmål, der kværner rundt i mit hovede.

Eller faktisk bare svar på de 4 spørgsmål, det hele egentlig kan koges ned til:

Hvornår?

Hvor meget?

Hvor længe?

Og hvad så?

Og så blev klokken 9.08 - der er stadig knap 3 timer til min aftale.....

Vandet i ejendommen var slukket her i formiddags grundet rensning af vandtanken.

Da trykket kom tilbage resulterede det i at perlatoren på badeværelset eksploderede i (ca.) 1000 stumper - eller rettere sagt al indmaden kom væltende ud af den i uigenkendelige afdelinger - resten sad naturligvis uhjælpeligt fast!!

Mens jeg bandede lidt over det og gjorde et hjælpeløst forsøg på at få resten af ved hjælp af en svensknøgle, der bare IKKE var stor nok, undrede jeg mig samtidig over at vandtrykket i køkkenet og badeværelset ikke var ens - så vidt jeg ved er der kun én fremføring.

Det viste sig naturligvis at min ellers meget fine perlator i køkkenet (med brus og det hele - JEP!) skreg på eddike!

Så nu ligger den i eddikebad, der sidder en fin ny perlator i badeværelset og jeg er den lykkelige indhaver af et papegøjenæb.

Gad vide om jeg snart skulle ønske mig en værktøjskasse i stedet for den lasede Netto-pose mine (enkelte - indrømmet!) stykker værktøj ligger i?!

Sådan føler jeg mig lidt i øjeblikket.

Veldresseret og nem at kommandere rundt med.

"Læg dig dér!"

"Svar på dit!"

"Fortæl mig dat!"

"Åben munden!"

"Stræk armen!"

"Læg benene herop i!"

"Spænd mavemusklerne!"

"Skriv under her!"

Det gør det jo selvfølgelig heller ikke nemmere at den sidste måneds tid eller 1½ udover de sk... celleforandringer har budt på fjernelse af fedtknude, tapning i blodbanken og en tur til tandlægen.

Nu må det alt sammen meget gerne snart være overstået - synes Det Danske Sundhedsvæsen og jeg har haft lige lidt rigeligt med dates her på det sidste.