fredag, februar 29, 2008

IIIEEEEEW...... 

På vej hjem fra arbejde måtte jeg lige lægge vejen forbi Glostrup Storcenter for at indkøbe gave til min fru moder, og da jeg nu alligevel var der, så var der jo både et bogudsalg og et ophørsudsalg i en garnforretning, der måtte nærstuderes.

Efter endt gerning slæbte jeg alle mine nyerhvervede skatte ind i et S-tog med kurs hjemad og der fordybede jeg mig så i læsning om halve stangmasker, kantmasker og jegskalkommeefterdigmasker og var således fuldstændigt tabt for omverdenen.

I hvert fald indtil jeg havde skimmet både "Hækl - på den fede måde" og "Strik - på den fede måde" (Årh hvad - de kostede kun 39,95 stykket!!) og vendte mig halvt om for at proppe bøgerne tilbage i rygsækken.

Midt i denne bevægelse fik jeg øje på ham! Ungersvenden i arbejdstøj, der med røde kinder og stjerner i øjnene sad og smilede næsten bevæget til sit nye kæledyr. Det ville for så vidt have været OK, hvis det havde drejet sig om en sød lille sibirisk dværghamster eller en ørkenrotte eller en hundehvalp.....eller bare hvad som helst andet end en FUGLEEDDERKOP!!!

Jeg gik fuldstændigt i stå og bare stirrede på plastikboksen med dens mere end ækle indhold og forestillede mig alverdens ulykker

- låget kunne springe af
- han kunne tabe den på gulvet
- den lille satan kunne med sine modbydelige kløer skrabe sig ud af boksen kun og udelukkende for at overfalde MIG!!!

Mens jeg stirrede, sendte ungersvenden et sidste kærligt blik til sin nye kælekop og lagde den tilbage i den plastikpose, han havde taget den op af og først dér kunne jeg få lagt bøgerne ned, hvor de hørte til og vende mig om i normal stilling.

Gutten, der sad over for mig sendte mig et forstående blik, da han så mit skræmte udtryk og nikkede da jeg lavede det meget berømte internationale tegn for "edderkop" (vrikken med fingrene på uskøn måde!) - den var god nok - vi delte kupé med et 8-benet monster fra Helvede!!

Resten af turen foregik med ét øje på plastikposen med udyret i og ét øje på udgangsdøren.

......og de små hår i nakken har endnu ikke lagt sig!

torsdag, februar 28, 2008

Forvirringen var total! 

Og for en gangs skyld har det ikke noget med mig, min person eller mit helbred at gøre ;-)

Det hele drejer sig om at min kære moder i næste uge fylder halvrundt (75) og i den anledning har jeg tidligere adspurgt hende om hun havde tænkt sig at holde denne dag om lørdagen d. 8. marts, da jeg ellers havde tænkt mig at fejre knægtens 12-års fødselsdag den dag.

Svaret var

"Neeej - jeg holder først noget til sommer, så du kan bare....."

så alt var jo i skønneste orden, indtil hun ringede og meddelte at hun så i stedet gerne så alle os børn med påhæng på selve dagen (som altså er en dødssyg onsdag) til middag et eller andet sted på et ikke nærmere angivet tidspunkt.

Jeg forsøgte virkelig at snige mig udenom - er ikke vild med udgang til fest på hverdage og slet, slet ikke når jeg skal møde klokken 07.00 dagen efter - men irettesættende blikke fra ham den smukke fik mig på andre tanker, så vi sagde alligevel ja tak.

I dag var så dagen, hvor jeg skulle forsøge at organisere en slags gave og det medførte en frygtelig masse telefonopkald og en frygtelig masse modstridende oplysninger.

Opkald nr. 1 til ældste broder mundede ud i at de da sandelig var inviteret til X sted med ankomst mellem 16 og 17! Det passede så bare overhovedet ikke med, hvad moderen min sagde i lørdags, da vi var derude.

Opkald nr. 2 til yngste broder resulterede i et næsten raserianfald fra hans side, for han havde sagt at han ikke kunne være nogen steder før kl 18.30!!! - hvilket passede helt udmærket med hvad Fru Moder havde sagt i lørdags.

Opkald nr. 3 til Fru Moder gav oplysninger om at der overhovedet ikke var bestilt bord nogen steder, så hun vidste ikke lige hvor broder nr. 1's oplysninger kom fra, men at hun da i øvrigt vidste at papsøstrene ville dukke op - dog uden ledsager til den ene, da han var kaldt på arbejde.

Opkald nr. 4 til yngste papsøster (vedr. gaven altså!) informerede så om at de skam alle 4 have tænkt sig at dukke op, så hun måtte vist hellere lige ringe......

Og SÅ gik jeg i Irma!!

Hjemme igen ventede besked om at foretage opkald nr. 5 til moderen, som så kunne oplyse at nu var Hr. Stedfar blevet træt af at ingenting var på plads, så han havde ringet og bestilt bord til os alle på en kinesisk resaturant i Rødovre kl. 18.00 på onsdag.

Tak - tusind tak Papfar - det var dog dejligt at DU kunne tage en beslutning, når nu hun ikke kan, hende moderen.

Og gave kom vi også overens om - de fleste af os i hvert fald - jeg afventer stadig tilbagemelding fra papsøstrene, men tror nu at de finder ud af noget selv....

Dejligt at få noget andet at spekulere over ;-)

tirsdag, februar 26, 2008

Prøven er udtaget 

Det var smertefuldt - det var blodigt - og det kostede to ganske uforudsete sting mere på min stakkels stramajbroderede krop.

Jeg ville ikke ønske det for min værste fjende!!!

Svar foreligger i næste uge - jeg venter videre, mens jeg håber at stingene holder...

mandag, februar 25, 2008

En knækket film - en slatten karklud..... 

Efter en højest forvirrende weekend og en lang og ikke særligt frugtbar arbejdsdag, kommer jeg hjem og finder ud af at PC-skærmen tilsyneladende har besluttet sig for at stå af.

Under hysteriske forsøg på i stedet at tilslutte knægtens gamle skærm, for dog at kunne konstatere at det ikke var skærmkortet, der var i udu, får jeg øje på endnu en katastrofe på gulvet!

Projekt Gunnar-barn i korssting har i dagens løb været udsat for kattekløer og -tænder og mens jeg kravlede rundt der for at redde stumperne blev det hele bare alt, alt for meget og jeg fandt mig selv på køkkengulvet i forsterstilling storvrælende over alt det uretfærdige, livet nu har at byde på i øjeblikket.

Det har helt sikkert ikke været kønt, men det lettede.

Livet er ganske vist ikke helt færdigt med at være dumt på mig, men nu har jeg i hvert fald råbt af det - det har jeg det godt med!

P.S. Skærmen kom til live igen!
P.P.S. Katten er stadig ikke i kridthuset, men Gunnar-barnet overlevede!

søndag, februar 24, 2008

Spark da bare! 

Jeg ligger jo alligevel ned i forvejen, så spark da bare igennem!!



Skal jeg eventuelt vende mig, så det er nemmere at ramme??

fredag, februar 22, 2008

Skæbnens stille ironi 

På vej hjem i toget her til aften indtog jeg en plads i stillekupéen - mest fordi der ikke var plads andre steder.

Lovlydig borger som jeg jo er satte jeg begge mobiler på lydløs og greb min bog, for man må nemlig stadig godt vende blade i stillekupéen.

Da vi nærmer os Hovedbanen begynder et par mænd til højre for mig en ganske lavmælt samtale om dagen der gået og dagen der kommer i morgen. Det udløser øjeblikkeligt et

"Schyyyy...."

fra en dame bag dem, der, som om hun udelukkende har ventet på denne chance, ryger op som en trold af en æske og kigger vredt på dem.

De hører det tilsyneladende ikke og snakker - stadig ganske lavmælt - videre. Det resulterer naturligvis i en klage til togføreren, der kommer hen og henstiller til

"...största möjligan tystnad....."

med henvisning til at det jo altså ER en stillekupé, vi befinder os i.

Mændene klapper omgående i og pakker deres ting sammen i al stilhed.....og så sker det...

Stilheden brydes af

"Næste station - Københavns Hovedbanegård....bla bla bla bla......"

Højt og rungende lyder den elektroniske stemme ud i den åh så stille kupé med oplysninger om dette og hint - på dansk og engelsk - engelsk og dansk.

3 minutter tror jeg denne kundeinformation varer og i al den tid bliver jeg simpelthen nødt til at lade som om "Den Romerske Familie - bind III" er den mest morsomme bog, jeg nogensinde har læst, for jeg kan næsten mærke hvor indigneret den schyssende dame bliver og jeg kan tydeligt se skuldrene på de to herrer ryste af grin, mens de indeklemt hvisker "Schyyy..." op mod højttalerne.

Og jo - jeg ved da godt at en stillekupé er og bliver en stillekupé og hvis man vælger at sætte sig der, så skal man pinedød også være stille, men det var altså 5 minutter før endestationen, så det forekom mig en kende krakilsk at gøre så stort et nummer ud af så lavmælt en samtale.

torsdag, februar 21, 2008

"Du får et kejser blåt mærke dér...." 

sagde Michael-kirurgen, mens Birthe-sygeplejersken næsten sad oppe på mig for at få den genstridige fedtknude frem i lyset.

Men frem kom den og ud kom den og nu mens jeg stadig er dejligt bedøvet i maveregionen, kan jeg sagtens nyde den veloverståede operation, men jeg ved bare at hævnen kommer senere...

mandag, februar 18, 2008

Et skridt videre.... 

Har fået tid hos speciallægen engang i næste uge - der må ventes videre.

Jeg hader at vente.....

onsdag, februar 13, 2008

Jeg hader.... 

Jeg hader ordet "biopsi" - det burde med øjeblikkelig virkning og ved lov fjernes fra det danske sprog.

Jeg hader når ordet følges op af spørgsmålet "Har du eventuelt haft et modermærke dér før?"

Jeg hader når speciallæger holder vinterferie.

Jeg hader når det ellers så vidunderlige internet pludselig pludselig laver sig om til en uudtømmelig flod af informationer, jeg i realiteten ikke kan bruge til noget som helst nu, men som jeg alligevel begærligt labber i mig.

Jeg hader når nattevagter er lange og uvirksomme og giver tid og plads til endeløse spekulationer.

"Det er nok ingenting!"

tænker jeg og klapper mig selv beroligende på armen.

Jeg hader, når jeg klapper mig selv beroligende på armen.

...og nu vil jeg sove nattevagten ud af kroppen igen, for når man sover, så spekulerer man ikke - drømmer højest - drømme er gode.....

mandag, februar 11, 2008

Så er vi snart 100 

Vi nærmer os med hastige skridt 100 tilmeldte til dette års Operation Påskeglad og vi kommer langt omkring denne gang.

Glasset er proppet med små sedler med deltagernes navne, men der er snildt plads til et par stykker mere, hvis jeg maser lidt, så du kan altså stadig nå det.

1000 tak for alle de hilsener I sender med i jeres tilmeldingsmails - jeg kan ikke lige overkomme at svare på alle, så hermed bare TAK :-)

...og så vil jeg liste ind i sofaen med min nye bedste ven - køkkenrullen - under armen og forsøge at undgå at pudse hjernen helt ud....

fredag, februar 08, 2008

Selvforkælelse 

Når man nu kommer til at melde sig til halvsocialt arbejdsmæssigt arrangement på en dag, hvor man egentlig afspadserer, så er lidt selvforkælelse ikke af vejen, vel?

På vej ind til det gamle arbejde slog jeg lige et smut indenom garnpusheren og flåede ned af hylderne, så nu skal der strikkes kogler, bare fordi jeg har fundet ud af at jeg godt kan!

Menuen i aften står på ovnstegt kylling med flûte og en enkelt pose mundgodt faldt da også ned i kurven, da jeg var i Netto på vej hjem.

Så med nyindkøbt garn, lækker mad og kaffe på thermoen vil jeg lade sofaen krybe op på ryggen af mig og nyde resten af dagen i mit eget fortræffelige selskab - den slags selvforkælelse er ikke det værste man kan udsætte sig selv for.

Tilbage til TDC 

Men kun for en ganske kort bemærkning.

Vi skal i dag ind og sige farvel og tak for godt samarbejde til mine gamle kolleger. Vi har overtaget det allersidste af det arbejde de (vi) i en lang årrække har udført for mit "nye" firma.

For et stykke tid siden spurgte jeg chefen om ikke vi skulle ind og takke pænt af, når vi overtog det sidste, men NEJ! dét skulle vi i hvert fald ikke!! Der var ikke noget at takke for - de skulle bare være glade for at vi i årevis havde betalt dem guld for at passe vores ting!!!

14 dage efter lå der en indkaldelse til farvel-og-tak party i mailen.

Sjovt som man har et standpunkt indtil man finder et nyt, ikk'??

onsdag, februar 06, 2008

Under kniven igen 

For ca. 2½ år siden lå jeg der og oplevede den besynderlige fornemmelse at et andet menneske skar i min hud og flåede mærkelige ting ud af mig - om ca. 14 dage ligger jeg der igen.

Samme tåbelige fedtknude har atter meldt sin ankomst og et ganske kort besøg hos lægen resulterede i endnu en henvisning til "den dygtige kirurg", som lægen "altid anvender i den slags sager".

Jeg er nu blevet en "sag"!

Gad vide om man på ca. 14 dage kan nå at træne den der mavemuskel op, som han helt sikkert beder mig om at spænde på et tidspunkt, så jeg ikke lige som sidst skal svare

"Hvaffor en en mavemuskel??"

mandag, februar 04, 2008

Mørkemad 

Pæren over komfuret besluttede sig endegyldigt for at stå af i går og da dagen i dag har budt på førstehjælpskursus med efterfølgende peronalemøde har der ikke lige været tid til at finde en ny.

Heldigvis havde jeg besluttet mig for kartoffelmos med millionbøf til aften - det behøver man ikke så frygtelig meget lys for at lave.

Ordet mørkemad minder mig i øvrigt om min for længst afdøde farmor. Hun proklamerede en dag, jeg var på ferie ovre ved hende, at i aften skulle vi have mørkemad!! Jeg gik hele dagen og var meget spændt på om det betød at vi skulle sidde i bælgravende mørke og rode rundt med tallerkener og bestik, så stor var skuffelsen da det viste sig bare at være marinerede sild med tilbehør af persilledryssede kartofler.

Og grunden til at lige den ret hed mørkemad?? Det havde hun såmænd fået engang i Mørke (altså byen Mørke og ikke med lyset slukket!) ;-)

Og så blev jeg så meget klogere.

søndag, februar 03, 2008

Operation Påskeglad 2008 

Det er lige straks Påske igen - i hvert fald i næste måned engang!

En forespørgsel helt oppe fra det høje nord fik mig til at kaste mig over Liselotte for at høre hvorvidt hun var klar til at tilbageerobre æren af at få lov til at parre påskevenner.

Vi enedes dog om at gøre som sidste år - Liselotte leverer grafikken og jeg parrer.

Som sagt/skrevet - så gjort!



Liselotte har i år kreeret ovenstående (+ den lille udgave ude til venstre! Stjæl den!! Stjæl den!!), så nu mangler vi bare jer derude :-)

Reglerne er de samme som sidste år, men I kender dem vel efterhånden?! Da det igen i år er MIG - MIG - MIG, der bestemmer går vi endnu engang outlandish, således at også bloggere/deltagere (man behøver ikke nødvendigvis at have en blog for at deltage) der befinder sig uden for vores lille dronningeriges grænser kan få lov at være med. Det gælder så for danske deltagere med bopæl i Danmark at give klart besked i tilmeldingsmailen, hvis de IKKE ønsker at sende til udlandet!!

Og til slut en lille bøn!! Når I tilmelder jer, så være søde at leve op til det også - det er IKKE sjovt at modtage ked-af-det mails i ugerne efter Påske, fordi nogen ikke har modtaget en hilsen fra påskeharen!

Og mens I nu fatter tastatur og mailprogram vil jeg løfte Påskeglasset ned fra hylden og glæde mig til at modtage tilmeldinger i en lind strøm.

P.S. Reglerne kan også findes ved at klikke på det lille logo i sidebaren.

This page is powered by Blogger. Isn't yours?

Weblog Commenting by HaloScan.com