Prelsborg

Yndlingsniecens kat stod for tur til en sterilisering i dag, og da det er meget billigere hernede hos "min" dyrlæge end hjemme ved hende selv, tog hun turen herind med kræet i morges.

Hun benyttede så samtidig lige lejligheden til at smutte i lufthavnen for at sige farvel til et par veninder, der rejser østpå i et par måneder, så jeg fik æren af passe "patienten" et par timer.



Man kan ikke just sige at det var kærlighed ved første øjekast for Xenia-katten og gæsten her på billedet - Athena hedder hun - så gæsten har været under knægtens kærlige overvågning bag lukket dør, mens jeg har skændtes videre med hjemmekatten imens - hun er godt nok meget træt af den lukkede dør ind til drengeværelset ;-)

Med fare for liv og lemmer tog vi turen til øen i går (og tilbage igen!) for at besigtige det lille nye vidunder.

En tur omkring Hr. og Fru Smukke gav et lidt mere detaljeret billede af fødselen (lidt for detaljeret for knægten tror jeg!) og et forhåndsbillede af lille.....nå nej - det har jeg lovet ikke at røbe!

Derefter gik turen til sygehuset, hvor søster Smukke lå i al sin kvide - og hvor havde hun dog smerter, det gjorde helt ondt at se på! - og svoger Smukke stolt fremviste sin søn.

Man skulle næsten tro, at mine arme var indsmurt i lim, for da først den lille ny var sikkert anbragt i min favn var jeg godt nok ikke meget for at slippe ham igen. Han er bare så nuttet og sød og smuk og rolig.....og lille altså!! Havde jo helt glemt, hvor små de er! Og med knægten siddende ved siden af med sin størrelse 38½ stikkende ud over hele gulvet, så fatter jeg simpelthen ikke at han har været SÅ lille - og oven i købet endnu mindre.

De nybagte forældre var trætte, men ved godt mod - trods de forfærdelige smerter der plagede Søster Smukke - og bød på champagne og chokolade (hvilken kan være svært at tage imod, når man har favnen fuld af vidunderligt spædbarn!).

Junior Smukke sov gennem hele besøget til min store fortrydelse og det på trods af jeg brugte alle kneb for at få ham til at vågne bare et kort øjeblik - jeg kildede - jeg prikkede forsigtigt - jeg flyttede rundt på ham - jeg pakkede ham ud af dynen - og lige lidt hjalp det.

Først da ham blev overladt til ham den smukke var der lettere tegn på liv, men vågnede rigtigt gjorde han aldrig.

På trods af det er jeg simpelthen skrupforelsket - han er simpelthen SÅ dejlig altså!!

Billeder siger I?? Nej nej da - kameraer havde vi masser af ingen af med og billederne fra de stolte forældre kommer nok til vente lidt, men jeg ved at der er et med mig og min nyeste kærlighed :-)

....nogen der lige har brug for et lille tæppe - ganske fortrinligt til barnevognstæppe f.eks. - i overvejende lyserødt og hvidt?? Hæklet i fine bølger a la Liselotte med kærlig hånd og alting...


*suk*....mig og mine "stensikre" forudanelser......

Har lige fået besked fra han den smukke!

Det er overstået og det blev endnu en Hr. Nielsen :-)

Alt er tilsyneladende gået helt fint, men længde og vægt lader vente på sig, da Fru Smukke først nu er på vej til hospitalet for at se sit første barnebarn.

Her fejrer knægten og jeg det med chokoladekage og slik - det må også kunne gøre det i mangel af cigarer og champagne.

Tillykke Zoé & Benny og lille Hr. Nielsen :-)

1. Hvor er din mobil? - Bordet
2. Din kæreste? Uimodståelig
3. Dit hår? Stormblæst
4. Din Mor? Anderledes
5. Din Far? Død
6. Din favoritting? Computeren
7. Hvad drømte du om i nat? Hmm...
8. Hvad drikker du helst? Vand
9. Drømmebilen? Chaufførbefængt
10. Hvilket rum er du i nu? Køkkenet
11. Din eks? Betænksom
12. Din største skræk? Sygdom
13. Hvad vil du være om ti år? Ældre
14. Hvem var du sammen med i går aftes? Knægten
15. Hvad er du ikke? Ufølsom
16. Det sidste du gjorde? Indkøb
17. Hvad har du på? Chloé
18. Din favoritbog? Jonathan Livingston Seagull
19. Det sidste du spiste? Polet
20. Dit liv? Dejligt
21. Dit humør? Anspændt
22. Dine bedste venner? Dejlige
23. Hvad tænker du på lige nu? Svigerinden
24. Din bil? Herrecykel
25. Hvad gør du lige nu? Blogger
26. Din sommer? Regn
27. Civilstatus? Kæreste
28. Hvad er der på dit TV lige nu? Støv
29. Hvornår lo du sidst? I går
30. Hvornår græd du sidst? I søndags
31. Skole? Jep!

Ovenstående er fundet adskillige steder rundt omkring i Bloglandet - og jeg er som sædvanligt nok den sidste....*suk*

Folket skriver om weekendplaner og vi havde da også indtil i morges en slags plan om at der ikke skulle ske det store her i weekenden.

Min største udfordring var vist at finde ud af, hvad vi skulle spise i morgen aften og derefter skulle den vist mest stå på Wii-spil og film.

Nu står vi lidt i et vadested, fordi Søster Smukke jo truer ganske alvorligt med at nedkomme med en lille ny Nielsen her om ikke så længe (og vi venter stadig spændt!).

Jeg ved godt at det normalt tager længere tid når det er en førstegangsfødende OG når fødselen så oven i købet skal sættes i gang, men der er altså snart ikke flere negle tilbage og ham den smukke har endnu ikke hørt en lyd dernede fra. Jeg veksler mellem at håbe at svigerinden ikke har smerter overhovedet og at hun ligger og skiftevis gisper og skriger ad forloveden at

"...han fanme skal holde op med at være så skide klog på hvordan hun skal trække vejret, for det er fanme hendes vejr der skal trækkes! Og hvis der er mere med ham, så kan han fanme selv klare det næste gang!!"

Hvor længe mon der går endnu?? I hvert fald er vi klar til at sætte kursen sydpå i morgen, så snart vi ved at familien er blevet udvidet.....og ellers må jeg jo lynhurtigt improvisere et eller andet aftensmad, for det har jeg indtil videre opgivet.

Søster Smukke er blevet indlagt i morges for at blive sat i gang.

Nu venter vi bare - og krydser fingre!

Det er ikke den voldsomt store aktivitet, der har præget weekenden her - altså sådan fysisk set.

I går tilbragte vi dagen i selskab med Mormor Smukke (aka ham den smukkes mormor) og hun er altså....jamen det ER hun altså! Jeg ved slet, slet ikke, hvordan jeg skal få sat ord på hende - hun er bare pragtfuld!

Jeg har tidligere skrevet om hende, men hun bliver altså ikke mindre fantastisk af nærmere bekendtskab. Hun er så kærlig og så underholdende - og så frygteligt irriterende :-)

Og irritende udelukkende af den grund at hun - fordi hun føler at det jo er ganske, ganske forfærdeligt at vi kommer med ting såsom blomster og kage til kaffen, når hun ikke kan varte os op - og det ER altså svært, når man mangler det ene ben!! Først fik hun lige sneget en 50'er i hånden på knægten og efter mange forgæves forsøg på at betale ham den smukke for den medbragte kage gik det ud over mig. Og jeg indrømmer lige med det samme at jeg er en kylling - jeg kan ikke stå for damer i en alder på 80+ med tårer i øjnene....

"....jeg bliver ked af det, hvis du ikke tager imod dem...."

og

"....det er jo ikke betaling for noget - det er bare fordi jeg synes du er så sød......"

og til sidst

"....køb nu noget godt til dig selv......"

og da ham den smukke samtidig ikke så ud til ville komme mig til hjælp, så gjorde jeg det altså - tog imod den seddel hun rakte mig. Skal jeg være pinlig nu? Nå ja, lige meget hvad så er jeg det faktisk.....pinlig altså, for ham den smukke viste sig at kunne modstå Mormor Smukkes forsøg på betaling af den kage, vi havde medbragt, så jeg må vist øve mig lidt mere i det er "tak, men nej tak" :-(

Nu er der lige straks NFL-kamp - og det er vist nok nogen mod nogen, så det bliver helt vildt spændende - ikke mindst fordi knægtens mødetid er rykket fra kl. 08.00 til kl. 10.00 i morgen, så han har masser af tid til at se kampen og jeg....ja. jeg følger jo bare med som det tynde øl og forsøger endnu engang at finde ud af hvordan reglerne lige er i det spil

Det er lige oppe over - sådan meget snart - i starten af februar-agtigt at ham den smukke bliver onkel - eller morbror hedder det vel, men hvem bruger den betegnelse i dag??

Søsteren hans er voldsomt gravid og har i sagens natur været det et stykke tid nu og jeg glæder mig på hendes og hendes kærestes vegne, for det er vist en meget uventet graviditet, som specielt hun har længtes efter i mange år.

Men...men...og hvor forfærdeligt det end må lyde, så har jeg et men det her, fordi hvor glad jeg end er på deres vegne og hvor meget jeg end glæder mig til at se den lille ny, så sidder der en følelse af angst inderst inde. Ikke angst for at der skal ske noget frygteligt med mor eller barn - Gud forbyde det!! - men en frygt for om forplantningsgenet måske vågner hos ham den smukke, når nu han ser og dufter (åh altså - duften af helt ny baby - suk!) denne lille ny.

Som de få og trofaste måtte vide, så valgte jeg for ca. 1½ år siden at sætte en effektiv stopper for evt. reproduktion - med andre ord, jeg blev steriliseret. Jeg er blevet for gammel magelig til det pjat med minussøvn og barsel og jeg skal komme efter dig, for ikke at snakke om et stakkels barn, der skulle ha' en "gammel" mor, når det nåede gymnasiealderen - nej tak - ikke her!

Som de førnævnte få og trofaste også vil vide, så er ham den smukke en del år yngre end mig og rent faktisk i en meget passende alder for mænd at producere afkom, så egentlig havde jeg det meget godt med at få at vide - engang for længe siden - at hans forældre fuldstændigt havde opgivet tanken om børnebørn og så kunne jeg komme ind handy og aflevere en fuldt afrettet knægt, der ikke ødelagde meget andet end deres blomster på terassen, når han lige foldede sig ud med en gang vandballoner.

Og nej - det er slet, slet ikke fordi jeg er trist over at der kommer et rigtigt barnebarn, som naturligvis overtager alt, hvad knægten nu måtte stå for. Det er jo slet ikke ham den smukkes forældre, der er årsagen til alle mine bekymringer.

Det er jo ham den smukke altså! For tænk hvis nu.....ja, han siger godt nok at han aldrig nogensinde skal ha' børn, men tænk nu bare, når han står der med den lillebitte nye baby, der dufter så underskønt og som griber om nærmeste finger, mens den kigger én dybt, dybt ind i øjnene, så kan det jo være at noget dybt i ham vågner og så er jeg.......basicly fucked!!

For jeg kan ikke levere! Jeg ønsker ikke at levere! Men jeg ønsker dælme at beholde ham den smukke og lige nu har jeg voldsomt svært ved at udvise den store begejstring for familieforøgelsen.

Jeg er en bitch - jeg ved det - I må godt slå mig nu....

På utallige opfordringer (én!) kommer her dokumentation på det mangefarvede tørklæde



Og jeg ved IKKE hvad den stakkels kvinde har gjort for at fortjene denne rædsel, men det er altså bestilt sådan!

Og nu må jeg så i gang med et mere til katten....

Tak til Randi, Frederikke & Tina for at gøre det muligt for mig at gøre mig vanvittigt upopulær hos en kvinde jeg end ikke har mødt endnu ;-)

Så ser man lige mig stå der i køkkenet og diskutere højlydt med den meget indignerede kat om hvorvidt hun må få det multifarvede halstørklæde, der endelig er blevet færdigt (har ALDRIG sagt jeg var hurtig, vel??).

Det må hun naturligvis ikke, for det er lovet bort til anden side, med ved Gud om man ikke også hører mig love hende (hun er en KAT - og ikke engang den klogeste af slagsen - hun fatter NADA!!) at jeg nok skal lave et andet til hende.

Hvordan er det lige - har Riget en psykiatrisk skadestue?? Og kan jeg forvente at blive transporteret i helikopter derover, når knægten nu lige om lidt ringer 112 for at bede om hjælp til mærkelig mor??

Tænk, jeg synes helt bestemt jeg har prøvet det her før!

At sidde stille og roligt og spise aftensmad sammen med knægten og så høre et henkastet

"....kage.....i morgen......"

"Hmmm......"

svarede jeg indtil den skrækkelige sandhed gik op for mig! At det var ham - som i MIN søn - der skulle ha' kage med i morgen - TIL HELE KLASSEN!!

Lynbesøg i Irma og så klaske chokoladekage sammen, der nu står i ovnen og griner af mig.

Jeg synes helt bestemt han lavede det samme stunt sidste gang han skulle ha' kage med - godt han snart skal ha' hjemmekundskab i skolen, så kan han selv bage sine kager fremover!

Når han kommer springende inde fra værelset og direkte ind i sofaen i stuen, hvor jeg sidder bare for at kramme

"...fordi det fik jeg lige lyst til!"

så må man godt smelte over sin 11-årige, ikk'??

Jeg gjorde i hvert fald!

Hvorfor i alverden dog smide en lille million til et fitness-center hver måned, når knægten hjembringer en Wii fra sidste års julegavehøst?!

Det er simpelthen så afsindigt hårdt at spille de forskellige OL '08-spil, at alverdens vægttræning slet ikke kan hamle op med det.

Nu mangler jeg bare en lille 10 kilometers tur på kondicyklen, så er hele kroppen vist blevet motioneret for i dag.

....og fordelen ved Wii fremfor fitness-centeret er at lattermusklerne også bliver rørt i den grad :-)

Her lidt over 7 måneder "gammel" i mit nye job går jeg og gør mig alvorlige overvejelser.

Ikke om det var rigtigt at skifte, for det var det helt sikkert!

Heller ikke om jobbet er noget for mig, for det er det helt sikkert også. Jeg elsker jobbet og alle de udfordringer det giver - jeg lærer en frygtelig masse mere om ting, jeg vidste en brøkdel om i forvejen og endnu mere om ting, jeg ikke anede det fjerneste om , før jeg troppede op derude vestpå allerførste gang 1. juni sidste år.

Næh - overvejelserne går på om mine forventninger måske har været for høje. Igen ikke forventningerne til jobbet, for de lever som sagt fuldt ud op til alt, hvad jeg kunne ønske, men forventningerne til mine nye kolleger. Ikke til dem, der var der i forvejen, for de er stadig ganske imponerende fantastiske - hverken mere eller mindre!

Jeg forventede bare, at når man startede et nyt sted og var med til at bygge noget helt nyt op fra grunden, så ville entusiasmen og interessen være helt i top. Man ville knokle som en vanvittig for at tingene var i orden og at ingen overhovedet kunne sætte én finger på det arbejde, man udførte. Man ville sørge for at det nye firma i løbet af ingen tid ville overveje, hvordan de nogensinde havde kunne eksistere uden denne brandnye afdeling, der bare havde styr på det hele vedrørende den daglige drift.

Sådan har de fleste "man"er - som i kolleger der har været med til at starte det her nye op - det bare tilsyneladende ikke.....desværre....

Og det får mig så til at overveje om jeg overhovedet mere er i stand til at arbejde i et døgnbemandet overvågningscenter, hvor jeg pine død bliver nødt til at overlade ansvaret for opgaver til de kolleger, der nu kommer og afløser, når jeg nu selv har gjort hele fodarbejdet og allermest har lyst til at blive siddende og sørge for at det hele nu også kommer til at spille - også selvom det er flere dage ud i fremtiden....

Om jeg kan lære ikke at blive frustreret og voldsomt irriteret over at opgaver, der er startet op dagen før og som burde være afsluttet længe inden jeg møder på pinden igen, stadig står og griner af mig, når jeg møder ind 24 timer senere....

Om det kan være rigtigt at nogle af vores systemfolk vælger at kontakte mig direkte pr. telefon eller mail i stedet for at bruge vores fællesnummer og - mail, når det er alvorligere sager det drejer sig om - og som sukker dybt, når jeg fortæller dem at jeg altså ikke er der den og den dag, de nu skal lave et eller andet, der kræver "udvidet overvågning"...

Om jeg bare skal lade være med at bekymre mig om at visse ting bare falder ned mellem to stole, fordi visse "man"er ikke gider at læse de informationer og instruktioner som "nogen" i deres ansigts fodsved har forfattet til dem...

Jeg frustreres....jeg bekymres....jeg undskylder på andres vegne.....jeg undskylder på egne vegne....og jeg stresses.....

Jeg overvejer seriøst at spørge disse systemfolk om ikke de har brug for en projektkoordinator/assistent (eller bare en til forefaldent arbejde ;-), så jeg kunne få mit eget lille arbejdsområde, hvor jeg bare vidste, at det jeg ikke laver i dag, det laver jeg så i morgen!!

......men så kommer friperioden......den velsignede lange friperiode med tid til alt det, der ellers ikke er tid til - 3 uger, hvor tiden er min og hvor jeg kan slippe (for det lærer jeg en eller anden dag!!) alle tanker om hvad der foregår ude i det lille firma derude vestpå.

Når jeg så vender tilbage, så tager det jo lige et stykke tid at sætte sig ind i, hvad der er foregået i mellemtiden og når jeg så når kogepunktet igen, så er det tid til friperiode....og sådan kommer det nok til at blive ved.

Gad vide om det i grunden er sundt?

Så blev det endelig dagen, hvor jeg kunne få lov at afsløre den store hemmelighed for knægten.

Han var tilsagt til at være hjemme fra klub kl. 16.00 senest, fordi

"vi skal over til ham den smukke og hente noget, som jeg ikke kan slæbe hjem alene!"

Det var i hvert fald hvad jeg bildte ham ind i går aftes.

Og det var da rigtigt nok - vi skulle over til ham den smukke, men det der skulle hentes kunne jeg nu nok ha' klaret at få med hjem alene. Jeg synes jo bare ikke at ham den smukke skulle snydes for udtrykket i knægtens ansigt, når han fik øje på denne her



Og det var faktisk meget godt at jeg ikke hentede den hjem alene, for den fede lås vi var henne og købe til den har vist sig at være alt for stor til at kunne monteres på cyklen, så den får endnu en overnatning i ham den smukkes stue.

I morgen må vi hen og bytte låsen til en mindre udgave, for det føles jo ikke helt som hans cykel, før han har fået den helt hjem til sig selv - det heldige lille asen!

I dag er det Xenias fødselsdag

Jeg stod op længe før vækkeuret ringede, satte kaffe over og smed et par stykker toastbrød i risteren til min morgenmad.

Jeg satte en vask over og nød en kop kaffe til mit ristede brød med hindbærsyltetøj, mens jeg læste blogopdateringer.

Jeg smurte en lækker madpakke og vaskede derefter de småting op, der blev brugt dertil sammen med de få efterladenskaber fra i aftes.

Jeg gik i bad, sørgede for at kattedyret havde både mad og vand og hængte derefter det færdige vasketøj op - bortset fra det der røg i tumbleren.

Jeg gjorde mig klar til arbejde i god tid og havde endda stadig et par minutter tilovers til at skrive dette indlæg.

Hmmmm....

Jeg er ikke altid lige god til det - det der med at være forudseende. Bare spørg knægten om hvor mange gange han er blevet sendt i Irma klokken kvart i lukketid for liiige at hente det der uundværlige, som moderen ikke lige fik med i første omgang.

Men i forgårs var jeg forudseende - også i den grad. Da jeg alligevel skulle lave mad, arrangerede jeg en ekstra tallerken med henblik på nyopstået morgenstirren og minus-energi netop i dag,

Og det betyder at jeg lige om lidt kan mæske mig i en lækkert krydret hakkebøf med råstegte kartofler og bearnaise. Det er vel fair nok, når de fleste andre væltede sig i lækker mad i går aftes, men jeg måtte "nøjes" med smørrebrød, ikk'??