Prelsborg

I hvert fald er jeg SÅ øm i min venstre side af nakken og ryggen i dag.

Jeg fortalte jo min søde reservemor, at jeg nok var bedst til at bære til venstre arm, hvis det var....og det var det!

Forrest - og stolt af det! - til venstre gik jeg - på den anden side reservemoderen. Det var nok også det Christian selv ville ha' valgt - hans to "små" piger.

Problemet er jo så bare at ingen af os er små - den ene på den ene måde og den anden på den anden. Reservemoderen er nok minimum 30 cm. kortere end mig og da jeg havde støvler på var jeg så lige de der 5 cm. endnu højere end normalt. Reservemoderen er på den anden side nok 30+ cm. bredere end mig nedenom, så der skulle jo gøres plads til hende ovre i hendes side, og med en lillebitte meget smal landsbykirke, så er pladsen jo begrænset, så det var en lidt akavet måde vi bar Min Christian ud af kirken efter en meget fin og bevægende højtidelighed.

Det mærkedes så tydeligt, at præsten kendte ham personligt og talte fra hjertet. Jeg ringede selv til ham for 5-6 år siden til ham, da reservemoderen blev indlagt med bughindebetændelse og vi ikke vidste om hun ville overleve, og bad ham om at gå over gaden og snakke med Christian og holde ham lidt i hånden - for det holdt han så meget af - og det kan man kun gøre i en lillebitte landsby som Sandager.


Han - præsten - talte om Christian og Mies liv sammen - nøjagtigt som han gjorde for 6 år siden, da vi desværre måtte sige farvel til Mie, og han gjorde med en indfølelse og empati, som rørte alle der var til stede, og som allerede mange gange sagt - så er jeg en crybaby - og reservemor og jeg afleverede papirlommetørklæder frem og tilbage flere gange. Der var helt klart vers af diverse salmer, der slet ikke blev sunget - af mig i hvert fald, fordi stemmen helt knækkede, men hvor er det dog dejligt at høre, at når man bare kommer en lille smule vest for København, så synges der altså med på de der salmer OG der mumles også med på Syndsforladelsen og Fader Vor.

Vi deltog naturligvis også i det efterfølgende kaffeslabberas, som på en eller anden måde (hvis det er ældre mennesker, der er blevet begravet!) altid ender i en masse grin og snak og det gjorde det også denne gang, men sidst vi sad der med næsten de samme mennesker, der var det Mie, vi havde begravet og så manglede jeg Christian at læne mig op ad.......og han var der ikke!! HAN VAR DER IKKE!!!

Det gjorde ondt igen i det små, men det er jo så også OK at være lidt ked til at gravøl, så jeg er vist på forhånd undskyldt.

Jeg fik sagt farvel på en smuk måde - og bedre måder findes der vist ikke...

men visse ting forsvinder ikke bare fordi jeg ikke har lyst til at se dem i øjnene.

Om en lille time sættes kursen vestpå.

Det er tid at tage afsked...

...og så ryddeligt og så rent og så tjekket, når nu hun kommer på besøg om lidt.

Men....koncentrationen er fuldstændigt smuldret siden i formiddags og det er kun småting der er blevet ordnet - deriblandt maden heldigvis.

Hvor er jeg dog glad for at det netop er hende, der beærer mig med sit besøg i aften, for der findes vist ingen som hende, der bare "flytter ind" og i øvrigt er fuldstændigt og helt og aldeles ligeglad med hvordan der ser ud, bare hun har det godt - og det vil jeg så gøre mit bedste for at hun synes.

Havde det været næsten enhver anden, så havde jeg nok følt mig nødsaget til at aflyse med trist humør som undskyldning, men med hende her er det OK - med hende her kan jeg godt få lov til bare at være mig - det er guld værd!

Hun er guld værd!!

Et opkald i formiddags endnu før vi rigtigt havde fået øjne. Et blik på displayet viste et nummer, der sammenholdt med tidspunktet for opkaldet kun kunne betyde én ting. Allerede inden jeg svarede telefonen, havde jeg en stor klump i halsen og den voksede sig kun større, da jeg hørte reservemoderens stemme sige

"Du ved jo godt, hvorfor jeg ringer nu, ikk'?"

Og jo, jeg vidste det! Hele den bevidste del af mig vidste det, mens mit hjerte bristede og tårerne løb.

Min reservebedstefar - min elskede eneste tilbageværende "bedsteforælder" - min Christian er ikke mere!

Min Christian, der sammen med sin dejlige lille kone Mie tog mig til sig som fuldblods barnebarn dengang reservemoderen "pålagde" mig en ekstra mor.

Min Christian, som har stillet op for mig mod sin egen familie og deres hviskerier om hvorvidt jeg mon alligevel ikke var reservemoderens hengemte "uheld" fra way back.

Min Christian, som mest af alt elskede at drille mig med min kjøwenhawnske uvidenhed om at til aspargessuppe, der hører altså kødboller.

Min Christian ud af hvis øjne stoltheden over "oldebarnets" ankomst lyste og hvis kærlighed til selvsamme unge overgik alt i denne verden.

Min Christian i hvis arme jeg græd mit hjerte ud, da dejlige Mie forlod os for år tilbage, og selvom hans eget hjerte lå i ruiner havde overskud til også at rumme mig og min sorg.

Min Christian.....min bedstefar....

Han var gammel, han var syg og han var træt. Han savnede sin Mie så forfærdeligt, så det er OK - det fortæller min hjerne mig hele tiden og den har ret. Det var ikke længere værdigt for ham at blive her hos os, men det gør ikke min sorg og mit savn mindre.

På torsdag vil jeg vise ham den allersidste ære og kærlighed på denne jord og gøre det allersidste for ham, jeg kan. Jeg vil bære ham fra den kirke, som han boede ved siden af det meste af sit liv og tjente som graver i mange år og ud til rustvognen, der vil køre ham det allersidste stykke vej mod gensynet med hans elskede hustru. Hans urne vil blive nedsat ved siden af hendes, så de igen kan være sammen - det eneste han ønskede sig i livet, får han nu i døden og det under jeg ham af hele mit hjerte.

Farvel Christian og tak for alt. Jeg håber og tror at du ved, hvad du har betydet for mig gennem årene, min elskede reservebedste.

Dit barnebarn

Var lige et smut inde i byen for at deltage i en livsvigtig undersøgelse om danskernes tyggegummiforbrug - meget, meget vigtigt!!

Men inden da nåede jeg lige at "hilse" på en taxi-chauffør, der burde ha' sine øjne undersøgt og sin teoriprøve inddraget!!!

Når jeg skal herfra og ind til byen, skal jeg krydse Blegdamsvej for at komme over på den rette cykelsti, således at jeg ikke kører mod færdselsretningen, for det er jo nemlig ulovligt! - og med denne tanke i hovedet rullede jeg stille og roligt ad Helgesensgade - stoppede for at checke den kombinerede cykelsti/parkeringszone for fri bane og lod en cyklist passere inden jeg rullede videre ud mod de striber, der markerer "FULDT STOP!" (ubetinget vigepligt?!) ved selve Blegdamsvej. Her stoppede jeg naturligvis i fuld overensstemmelse med alle færdselsregler og checkede for trafik kommende fra venstre - der kom en bil, som jeg ventede på at lade passere og SÅ.........

KNALD!! sagde det og så hang jeg 1 meter længere ude på Blegdamsvej med en taxi hængede på baghjulet.

I almindeligt raseri og chok vendte jeg mig og råbte

"Hvad fanden i hede hule helvede tænker du på, mand??!!"

og belavede mig egentlig på at køre videre, da jeg ser en bil bakke på Blegdamsvej hen imod mig. Når lige at tænke

"....og hvad fanden tænker DU på, kammerat??"

da de ruller vinduet ned og siger

"Vi så det og vi vil gerne vidne for dig, hvis der bliver noget problem!!"

Først dér går det egentlig op for mig hvor potentiel farlig en situation, jeg lige har befundet mig i. Havde taxi-chaufføren kørt lidt stærkere og havde jeg ikke haft min lille hånd fast knyttet om forbremsen, så havde han skubbet mig direkte ud foran denne bil og så havde jeg jo højest sandsynligt ikke siddet her.

Opdager derefter at min bagskærm er smadret og skurrer mod baghjulet (det brandnye baghjul!!) og trækker derefter tilbage mod taxi-chaufføren, der står og glor lidt måbende på mig.

Han begynder at ævler et eller andet om at han jo troede at jeg var på vej over Blegdamsvej, da han jo havde set, at jeg satte igang igen efter at have holdt tilbage for cyklisten på cykelstien. Jeg peger arrigt ned på jorden på de hvide striber og spørger om han ikke kender betydningen af den slags.

Så er det han kigger på min pegende hånd, hvor der mellem to fingre sidder en Grøn Look Menthol Silver og så kommer dagens udtalelse:

"Nå, du skulle måske lige ha' ild på smøgen? Var det derfor, du stoppede??"

Jeg må indrømme, at dér knækkede min film fuldstændigt!!! Ikke nok med at manden fuldstændigt har ignoreret alverdens helt almindelige færdselsregler og blæst lige op i røven på mig - nu forsøger han dælme at skyde skylden på MIG!!! (det skal tilføjes at den formastelige cigaret blev tændt nede i gården inden jeg overhovedet satte mig op på cyklen og altså ikke havde noget som helst med noget at gøre.)

"NEJ!!"

skreg jeg ind i hovedet på ham

"Jeg stoppede sgu da for at orientere mig om trafikken - tilsyneladende i modsætning til dig, din......"

og så kom der en masse ord, som jeg er glad for at knægten ikke var tilstede og hørte.

Han begyndte at fjumre rundt med bagskærmen, formåede at knække den helt af og bemærkede at der jo ikke var sket stor materiel skade og at han da naturligvis nok skulle betale - ja, det kan han bande på at han kommer til.

Derefter forsøgte han at tage mig i hånden - sikkert for at undskylde - men jeg flåede den til mig som om jeg havde brændt mig og bad han bare om at udlevere vognnummer, telefonnummer, flæskekortnummer, navn og adresse og så i øvrigt lade mig være.

Jeg fik en seddel med samtlige oplysninger og kørte videre til mit livsvigtige interview rystende over hele kroppen.

Nu - vel hjemme igen - har jeg lige haft en lille efterreaktion og et par tårer har sneget sig ned ad kinderne, mens jeg hele tiden hører hans

"Nå ja - jeg så dig ikke....."

Nej, min ven - du SÅ mig ikke, skønt jeg holdt lige foran dig og i øvrigt havde kørt foran dig de sidste 100 meter! Sjovt nok havde du set mig, første gang jeg stoppede for cyklisten, men 5 meter længere henne var jeg pludselig blevet usynlig?!

TAK, fordi du smadrede min dag (og min bagskærm!)

TAK, fordi du prøvede at give MIG skylden for uheldet, fordi du ikke kunne finde på noget bedre

TAK, fordi du bagatelliserede hele episoden til en lille materiel skade og ikke på nogen måde spurgte ind til mig som person

TAK, fordi du nu har fået mig til at tvivle på om det er sundt for mig at cykle på arbejde senere

Af hjertet TAK!

Jamen, så har man jo været i bad og er frisk og nyvasket og klar til at smutte i tøjet, men.....

I tørrerumbleren ruller cykeltøjet rundt, som skal påmonteres om en times tid og lidt, og jeg vægrer mig jo lidt ved at skulle "svine" et helt sæt tøj til bare for den time, så what's a girl to do??

Heldigvis er man da helt alene hjemme, så det kan ikke genere nogen at den næste time tilbringes ganske uden en trævl på kroppen - udover tæppet i sofaen og den fikse lille albuerem.

Det kan meget vel gå hen og blive næste års (u)mode, det er jeg sikker på....

- at turen herud ikke bliver hverken kortere eller mere interessant af at det er bælgmørkt, når jeg kører hjemmefra.

- at cykellygter købt i Irma af et eller andet obskurt mærke ikke holder mere end ca. 5 minutter før et eller andet knækker af (stol kun på NEFA!)

- at 7/11 ikke fører cykellygter overhovedet

- at forlygter til cykler næsten ikke er til at opdrive på tankstationer på Roskildevej

- at der findes en helt usandsynligt venlig medarbejder på en Statoil-tank på Roskildevej. Han påmonterede med et smil den ene baglygte han havde tilbage, mens han bød på koldt vand, fordi han vist nok var bekymret over min vejrtrækning

- at det ikke er alle NEFA-lignende forlygter, der passer til den "NEFA-krog", jeg har monteret på cyklen. Et sted i et kryds i Glostrup ligger der nu for 43,- kr. totalsmadret NEFA-lignende forlygte (stol KUN på NEFA!!)

- at min natteblindhed ikke er blevet bedre med årene og at den slet ikke bliver bedre af manglende forlygte

- at man godt kan glæde sig til sådan en lillebitte ting som at der ikke er lygtepåbud, når jeg skal hjem i morgen tidlig

Første gang jeg fuldstændigt åbent og ærligt har sagt "tak, men nej tak!" til en invitation fra ældstebroderen.

Første gang jeg, uden at opfinde dårlige undskyldninger, har sagt fra, fordi jeg ikke synes jeg kan overskue det.

Første gang, jeg har afvist en invitation uden i øvrigt at spørge de andre involverede/inviterede først.

Første gang jeg ikke er løbet rundt i små cirkler for at få alt og alle til at gå op i en højere enhed, for at kunne nå at besvare hans invitation med et "Ja tak".

Første gang jeg har tænkt på mig selv og mit velbefindende og stressniveau først, frem for den åh-så berømmede familiefølelse.

Jeg må indrømme at det nye job, der har budt på lutter dagvagter siden starten kører mig fuldstændigt flad i løbet af ugen. Jeg er vant til skiftende arbejdstider - min krop er vant til skiftende arbejdstider og det tærer altså på kræfterne at skulle vågne ved vækkeur hver morgen, når man er vant til at kunne sove til man vågner af sig selv (for det meste!).

Jeg har det OK med at have sagt "tak, men nej tak", selvom det nager mig lidt at min broder mener at det er helt i orden at forvente et "JA TAK", når han inviterer til middag fredag aften sådan ca. 24 timer før denne middag skulle løbe af stabelen. Jeg hørte både skuffelse og afstandstagen i hans stemme, men sådan må det så bare være - jeg vælger lige nu at prioritere mig selv, mit helbred og humør og min knægt højere - sorry brormand!

Da chefchefen tillod sig at bemærke at jeg havde stribede strømper på i dag.

For det i lyset af den seneste dom der er faldet i en sag om sexchikane, så skal der tilsyneladende ikke ret meget til at få tilkendt erstatning og når chefchefen nu kunne bemærke at jeg havde stribede strømper på, så måtte han allermindst have gloet på mine ankler!!

For strømperne i sig selv kan under ingen omstændigheder og overhovedet ikke være det, der har fanget hans blik




.....vel?? ;-)

Jeg bliver nødt til at indrømme det på en eller anden måde.

Det er jo nærmest flovt grænsende til det pinlige, så det skal helst ske i et lukket forum et sted.

Gad vide om der findes foreninger??

"Hej - jeg hedder Pernille - og jeg kan altså godt li' Nik & Jay....."

"Hej Pernille - velkommen! Men vi kan altså næsten ikke høre hvad du siger....."

"Hrmm...hrr....HRRRMMM.....Hej - jeg hedder Pernille og jeg kan altså godt li' Nik & Jay....."

"Ja - Pernille - det var bedre denne gang, men det første skridt i retning af helbredelse er jo altså erkendelse - kan du prøve igen??"

"AHEMMMM....HEJ JEG HEDDER PERNILLE - OG JEG KAN ALTSÅ GODT LI' NIK & JAY.....men kun sådan lidt skabsagtigt, ikk'? Og kun derhjemme - næsten altså....på en måde........"

"Det var bedre Pernille, nu har vi noget at arbejde med. Kan I allesammen sige hej til Pernille?!"

Koret: "Hej Pernille!"

*SUK* altså hvor gammel er det lige jeg er??

"Og UPS, så blev du vist Nik & Jay-fan alligevel...." Citat: Nik & Jay....endnu mere *suk*

...om de vil tage det meget fortrydeligt op, mine to nyeste mandlige kolleger, hvis jeg investerer i et øjenvippebukkejern og slæber det med ud på jobbet og tvangsindlægger dem til en behandling??

Deres øjenvipper ser ud som om de er kastet på dem med en skovl - en lillebitte skovl naturligvis, men ikke desto mindre en skovl! Det må da også være voldsomt irriterende for deres udsyn at deres øjenvipper stritter i alle retninger og filtrer sammen - eller hvad??

Eneste problem er så bare, at jeg ikke aner hvordan man betjener sådan et jern - følger der mon en brugsanvisning med??

Ja, det var jo så i går vi skulle til Skovlunde Koncert og vi tog det natuligvis stille og roligt og kom ikke afsted fra Østerbro før ved 14-tiden, for vi havde egentlig ingen interesse i "det lokale band" og heller ikke i B-Boys, men Nik & Jay ville vi nu gerne høre efter det meget positive indtryk de gav sidst til Ringsted Festivalen.

Vi vandrede mod Østerport station i fint vejr - ikke strålende solskin, men dog behageligt varmt og det holdt også hele vejen til Skovlunde og vel ind i Nik & Jays knap så veloplagte koncert. Jeg nåede at få gåsehud over deres "Når ét lys slukkes....", som jeg synes er uovertruffen, men så....

Først var det bare et par dråber og vi var helt enige om, at det bare var en byge. Folk omkring os begyndte at slå paraplyer op og pakke deres tæpper sammen, men vi var stadig enige om, at det bare var en byge!

Nu er jeg så ikke helt sikker på hvad definitionen af "bare en byge" egentlig er, men det der ramte Skovlunde i går eftermiddags var vist nærmere en monsun. I løbet af 5 minutter var vi våde! Da der var gået 10 minutter var vi gennemblødt til skindet - og det er uden overdrivelse! Min hvide nederdel var temmeligt meget gennemsigtig og MEGET afslørende og den top, der oprindeligt var pink havde skiftet farve til mørkerød!

Vi opgav at være ærgelige over det, besluttede at tage hjem (vi var aldrig blevet tørre derude alligevel!) selvom det betød at jeg IKKE fik set OneTwo, som egentlig var hovedårsagen til at tage derud, og benyttede så chancen til at hoppe i vandpytter hele vejen til Skovlunde Station. Vi var så våde i forvejen at det ingen forskel kunne gøre, så vi morede os kongeligt sammen med en anden familie, der også havde opgivet at opleve mere levende musik den dag.

I toget tilbage mod Østerport prøvede jeg at vride så meget vand ud af nederdelen, at den ikke ved et uheld ville smutte af mig på vej hjem til 4.-salen - den var temmelig tung af alt det vand, den havde suget til sig. Vi regnede (HA HA!) jo med at når vi landede på Østerport ville der ligge en 1½ kilometers vandretur i silende regn foran os, så hellere komme af med bare noget af det vand, vi allerede havde samlet op.

Stor var overraskelsen da også, da vi drivvåde stod foran Østerport station og kiggede på knastørre veje og fortove - ikke en dråbe var der faldet herinde, så vi var genstand for ufatteligt meget opmærksomhed, da vi dryppende gik ad Dag Hammerskjölds Alle med kurs mod hjemmet.

Det var ikke meget musik, vi fik hørt - og 75,- for 3 kvarter med Nik & Jay er - selvom det var billigt - tak Morfar! - alligevel i den dyre ende ;-)

Men vi fik så en masse andre oplevelser, som vi ikke havde betalt for, og at hoppe i vandpytter, når man alligevel er drivende gennemblødt er nu altså skægt - også selvom man er blevet lidt mere end 7 år gammel ;-)

Og for dem, der stadig tror at jeg overdriver det der regnvejr - kig lige her og her - der var vi i går - derude vestpå uden paraply ;-)

Der er i løbet af dagen ikke blevet mælet ét ord om den mail, jeg sendte i går, men til gengæld virkede både brik og nøgle i morges og opgaverne der er væltet i retning af mig i løbet af dagen ville næsten ingen ende tage. Og da nogle af dem er dateret langt ud i fremtiden må jeg gå ud fra at det ikke lige er chefens intention at løse mig fra kontrakten sådan lige med det samme.

Jeg undrer mig lidt over den fuldstændige mangel på reaktion, men hvad ved jeg om nymodens chefuddannelse - måske får de at vide at den slags modtager man bare og kommenterer så i øvrigt aldrig på det.

Ja, hvad ved jeg - indtil videre må jeg vel bare arbejde ud fra at han har læst den og er ikke blevet tilstrækkeligt muggen til hverken at hive mig ind til samtale og/eller bede mig om at pakke mine sydfrugter og hoppe i havet.

Jeg tager det én dag ad gangen.....det er vist den nemmeste måde....og i morgen er det fredag og derefter velsignet weekend.

Morfar har sørge for underholdningen lørdag ved vældigt generøst at sælge mig 3 billetter til Skovlunde Koncert for den formidable pris af 75,- kr. stykket. At han så i første omgang slet, slet ikke ville ha' pengene, men hellere ha' dem overført til en anden værdigt trængende - det er jo en helt anden historie ;-)

Håber på et godt og nostalgisk genhør med OneTwo, at knægten vil nyde et genhør med Nik & Jay (som faktisk er helt OK live!) og så ellers bare drive rundt på pladsen......og drive....og ikke tænke på chefer og arbejde......med knægten og ham den smukke ved min side.

Det er hvad jeg ønsker mig - så kære Vorherre eller Frue - lad lige solen skinne på lørdag også, ikk'??

Nej, det er ikke et "Kære chef og chefchef"-indlæg, for mailen er sendt direkte til chefen efter endnu et lillebitte sammenstød i dag.

Ja ja - knægten sagde det også "det var du ikke længe om denne gang!" og det kan han (og I som sidder derude og tænker det samme!) helt sikkert have ret i.

Måske er det skuffede forventninger - måske er det noget andet....

Måske er jeg uden arbejde i morgen......og så må det bare være sådan!

Med sol på næsen, smil i blikket, forbrændte skuldre og en udpræget trang til at røre (når man er 11 krammer man ikke så meget mere - man sniger sig bare i nærheden og "rører" lidt!).

Med oplevelser i bagagen, vi nok skal få tygget os igennem de nærmeste dage og nye korttricks, der ikke helt lykkes, men næsten er også godt nok.

Min lille, store dejlige unge er landet igen - og vi har savnet - det mærkes så tydeligt nu :-)

Var det ikke det jeg sagde der for lidt over 2 måneder siden, da jeg afleverede nøgler og kort til byningen med tårnet?!

Hvad i alverden laver jeg så lige herinde på den "gamle" pind klokken død om natten??

Jeg er såmænd blevet "udlånt" til en enkelt nattevagt, så de gamle kolleger kan komme ud og lege sammen i morgen.

Og her er lige så dødkedeligt, som jeg næsten helt havde glemt der var......

"Voldsom brand var i nat årsag til, at en gammel Hells Angels rockerborg i Randers udbrændte."
Klippet direkte fra ed.dk's forside.

Og således oplyst om årsagen til at ting udbrænder, vil jeg sætte kursen vestpå for at spise and(!) i sommervarmen sammen med de gamle.

Har netop i DR1 set et indslag om organdonation - et af mange, som nok har til hensigt at ruske op i folket og få flere til at udfylde et organdonorkort - og naturligvis helst positivt set med sygehusvæsenets og personerne på ventelisternes øjne.

Jeg kan sagtens udfylde sådan et kort, men mit kryds vil helt sikkert ende i feltet "min fulde tilladelse forudsætter mine pårørendes tilladelse", for jeg vil ikke udsætte mine pårørende for at ikke selv at kunne bestemme, hvornår de synes jeg er "død".

Min sunde fornuft fortæller mig naturligvis, at når alle hjernefunktioner hos et menneske er stået af, så er vedkommende helt sikkert død og vågner aldrig igen, men skulle det ske (og Gud forbyde det!!) at jeg stod ved min søns seng på hospitalet og kiggede på en monitor, der fortalte mig at al hjerneaktivitet var ophørt, så ville ingen under nogen omstændigheder få lov at køre ham væk til en operationsstue og udtage organer, før jeg havde sikret mig, at hans hjerte var ophørt med at slå - og så kan det vist, så vidt jeg er orienteret være fuldstændigt ligegyldigt.

Jeg ved så udmærket at det hjerteslag, jeg ville kunne mærke på det tidspunkt, ville være genereret af en maskine og ikke af en hjerne, der fortalte at den gerne ville leve videre, men alligevel...det ville slå, det hjerte....og jeg ville ikke kunne lade det gå.

Jeg ved godt at det er en tåbelig og og egoistisk holdning, men når nu jeg bare VED at det ville være sådan for mig, hvis det var mit barn (og endnu engang GUD forbyde det!), hvordan skulle jeg så kunne udsætte andre (min mor f.eks.) for at skulle lade mig køre afsted til organdonation ved min eventuelle hjernedød (mere end den er nu altså!), hvis jeg udfyldte et donorkort med fuld tilladelse uanset hvad mine nærmeste så måtte sige.

Den dag de kloge læger kan finde ud af at udtage organer efter både hjerne OG hjertedød, således at de pårørende kan få lov at sige farvel ved det sidste åndedrag og hjerteslag, og genbruge dem til syge og organ-trængende mennesker, går der kun ca. 4 sekunder før jeg har udfyldt mit organ donorkort med fuld tilladelse - indtil da ligger det stadig i bero og det betyder så vidt jeg ved, at de pårørende stadig bliver spurgt og inden da skal jeg nok nå at fortælle dem, hvordan mine ønsker er i den henseende.

Grunden til at jeg ikke bare udfylder kortet nu og sætter X i "min fulde tilladelse forudsætter........" er at jeg har hørt historier om at hvis nærmeste pårørende ikke lige har været at træffe, så har man bare rettet sig efter ".....fulde tilladelse...." og det vil jeg som sagt ikke udsætte mine pårørende for.

Og mens jeg stadig er levende er jeg naturligvis både blod- og knoglemarvsdonor - og skulle nogen i min familie - eller andre - komme til at mangle en nyre og jeg er et match, så stiller jeg selvfølgelig også op......sådan er jeg jo heller ikke, vel?! ;-)

Nej nej - ikke albuen - den arter sig, når jeg bare laver diverse øvelser og ellers spæner rundt med den kække albuerem.

Næ nej - jeg kan jo åbenbart ikke nøjes med én skade, så i går aftes måtte jeg lige i karambolage med dugen på sofabordet på en måde der endte ud i en blå og meget, meget øm venstre storetå!

Opskriften er som følger:

Du skal lige nå at hente en kop kaffe ude i køkkenet, mens TV3 viser en af deres mange reklamer midt i "Forsvundet sporløst" (ja ja - jeg ser TV3 - masser af det - det er udemærket underholdning, som ikke kræver den store tankevirksomhed!). Du lægger naturligvis ikke mærke til at din venstre storetå er viklet ind i den alt for lange dug på sofabordet, så derfor placerer du højre fod lige foran den PÅ dugen og forsøger samtidig at løfte venstre fod for at gå.

Du opdager MEGET hurtigt at det IKKE kan lade sig gøre og i almindelig angst for at falde, laver du besynderlige bevægelser med kroppen inkl. ben og fødder og det resulterer i.........TA DAAAAA....noget der minder om en brækket storetå :-(

Tror nu ikke den er brækket - bare en kende voldsomt forstuvet, men for ind i h...... og så videre hvor gør sådan noget bare ondt.

Og i morgen venter kollegerne i spænding på, hvilket stunt jeg har udført her til aften og hvilke kvæstelser der så har mundet ud i.......de er dumme er de.......

over yndlingskollegaen fra TDC's indstilling til sit nye job derude vestpå.

Én ting er at han, i den måned han har været ansat vist nok sammenlagt har været på arbejde i 6 dage i alt - der var en Roskildefestival, noget sygdom og noget ferie, der skulle overståes før han vendte tilbage i mandags og straks begyndte at spørge om mere fri til et bryllup engang i næste måned. Det er for så vidt OK med mig - det er noget chefen må tage stilling til om det er hensigtsmæssigt overfor firmaet (og de andre nye medarbejdere!) at en ny medarbejder holder SÅ meget fri i en indlæringsperiode - jeg skal ikke have blandet mig i dén diskussion, men bare nøjes med at tænke mit.

En helt anden ting er så at indstillingen til selve de opgaver der ligger i arbejdet ikke lige er så heldig.

Jeg er nu - efter to måneders ansættelse (inkl. 2 ugers ferie - tvunget af chefen! - jeg var ellers indstillet på at sommerferie blev der ikke noget af i år) at betragte som gammel i gårde og skal i denne og næste uge være med til at oplære vores helt spritnye kollega, som startede i dag. Jeg føler mig under ingen omstændigheder parat til det, men har da lovet at gøre mit bedste for at hjælpe, da vores "oplæringskollega" jo også har krav på sommerferie og dermed ikke er til rådighed i øjeblikket.

I dag har vi så budt velkommen og præsenteret ham den spritnye for de kolleger, der nu er til stede her i ferieperioden. Vi har snakket lidt skema og jeg har på bedste måde forsøgt at skåne min stakkels arm for alt for meget musearbejde.

Fortalte chefen i morges, hvad lægen sagde i går og vi var da rørende enige om at han hellere vil se mig derude i "skånestilling" end slet ikke at se mig og at de tunge museopgaver dermed måtte påhvile yndlingskollegaen i de nærmeste dage. Alle var enige om det fornuftige i det - alle var glade, men så.....

Der findes en opgave som påhviler vores afdeling at udføre, når "de andre" har rodet i netværket. Det er en kedelig - rigtig træls faktisk - opgave, der tager en halv times tid og som kræver en afsindigt masse museklik og ind og udlogninger af diverse udstyr rundt omkring. Og naturligvis skulle der rodes med netværket i formiddags på grund af noget fejlretning og derfor stod det jo klart at den lede opgave skulle udføres senere på dagen.

Jeg var jo helt sikker på at have mit på det tørre med hensyn til opgaven, som jeg jo gerne udfører, selvom den er kedelig, men bare ikke i dag eller i morgen eller....og det havde vi jo aftalt i morges, ikk'??

Flere gange mere end antydede jeg overfor "yndlingskollegaen" at nu måtte han da hellere se at komme i gang, så vi kunne være sikre på at alt var OK og flere gange fik jeg bare dybe suk som svar, og i eftermiddags - sådan ca. 3 kvarter før gå-hjem-tid kom den så:

"Det her gider jeg altså ikke nu - det må vente til i morgen!"

Jeg prøvede at ymte lidt om at "gider" i denne proces slet ikke holder, for vi SKAL, mens jeg samtidig viftede lidt med min kække, lille albuerem og prøvede at se lidt ynkelig ud. Det bed aldeles ikke på herren!! Vores spritnye kollega kiggede på og så ud som om han da vældigt gerne ville hjælpe, men jo ikke havde nogen som helst forudsætninger for at vide hvad vi talte om.

Chefen var stukket af for at skrive under på slutsedlen på sit nye hus - fair nok, for han bliver ellers gerne siddende, hvis det brænder på og havde såmænd nok også taget denne opgave, såfremt det kun havde været os to, der var på arbejde, men nu måtte den "gamle garvede" - det vil sige mig - altså selv tage affære.

Da jeg jo ikke kan tvinge "yndlingskollegaen" til noget som helst, da jeg jo ikke er hans chef på nogen måde, prøvede jeg i stedet af fremskaffe et login til den spritnye kollega til de systemer der skal bruges til opgaven - det er noget svært noget, for IT-afdelingen er naturligvis også underbemandet i feriesæsonen - og fik endelig skaffet de fornødne oplysninger. Derefter "tvang" jeg alligevel lidt og fik delt opgaven imellem os, således at "yndlingskollegaen" tog halvdelen og jeg og spritny-kollegaen tog den anden halvdel, men jeg prøvede at forklare staklen, hvad i alverden det var vi foretog os. Det krævede så 50-75 museklik til mig og min aldeles ikke-musebejstrede højrearm.

Jeg er IKKE imponeret - overhovedet ikke!! Tværtimod er jeg dybt, dybt skuffet. Både over "yndlingskollegaens" manglende hensyntagen til mig og samtidig over hans indstilling til arbejdsopgaverne, som vi jo altså er fælles om.

Og gad vide om han havde turdet sige at "han ikke gad!", hvis chefen stadig havde været til stede?!