Prelsborg

"Men kun en lille en - det var godt du kom så tidligt!"

Jeg har for første gang i min lægegående karriere fået ros for at komme tidligt i et forløb - normalt kan jeg trække sådan et besøg i det uendelige, hvis det ikke lige er noget livstruende (ifølge egne beregninger altså!).

Men de her smerter, der strækker sig fra lige over albuen på "bagsiden" af armen og så ned til midt på underarmen ved den mindste forkerte bevægelse - dem kunne jeg altså bare ikke holde ud, så nu er jeg vel hjemkommen med 17 forskellige slags øvelser, der skal udføres, en kæk lille albuerem, ("Den skal bare strammes til dine fingre bliver blå og kolde!" Åh mand - en læge med humor - I like it!!!) besked om ikke at spise flere end 9 Iprener om dagen og så i øvrigt lige en henstilling om at fortælle chefen at han ikke ser mig de første 14 dage!

Jeg skal nok lave øvelser og stramme albueremmen til mine fingre falder af og ikke spise mere end en enkelt pakke Iprener om dagen, men den der med chefen........det holder altså ikke i øjeblikket - det GØR det bare ikke!!

Vil forsøgsvist sætte musetempoet ned og overlade musetunge opgaver til kollegaen, men blive hjemme i TO uger, når jeg kun lige har rundet de TO måneders ansættelse - nope - nix - NEJ!!

Allerførst vil jeg nu forsøge at kæmpe mig igennem opvasken, som jo indeholder en hel masse af alle de forkerte bevægelser, men dø skal den altså.

Derefter vil jeg trøste mig selv (og fejre lidt at det kun er en lillebitte tennisalbue!) med en god bøf med hvidløgssmør og små nye kartofler - dertil et glas rødvin....mmmm...

..

..

..

..

.....øøøhhh er der lige en behjertet sjæl derude, der kommer og skærer min bøf ud for mig?? ;-)

Lige nu kaster knægten sig sikkert begejstret rundt i de blå bølger ud for Kretas kyst et sted - eller måske står han under bruseren og skyller sand og vand ud af håret for at gøre sig klar til en aften med souvlaki og andre lækkerier.

Heldig er han i hvert fald, for han satte i morges kurs mod den græske ø sammen med sin far - og hvor har de dog fortjent det begge to. Efter tabet af far/farfar for en måned siden er jeg sikker på at en uge under den græske sol vil være som balsam for deres sjæle. Der vil være tid til at snakke, bade, spille kort og i det hele taget bare være sammen som far og søn - jeg under dem det af hele mit hjerte!

Og næste ferie med sønnen skal altså for mit vedkommende også indeholde sol, strand og vand - vi elsker det begge to, så det må snart være på tide igen!

God ferie, smukke sønne - vi ses om en uges tid....

sagde min nye ven Jacob om vaskemaskinen, mens han med et forelsket blik i øjnene nussede Xenia-katten, der jo aldeles ikke kunne holde sig væk.

Så nu må jeg i morgen ringe til min anden nye ven, Peter, og sygemelde min spritnye vaskemaskine for derefter højst sandsynligt at få leveret en helt anden og endnu mere spritny af slagsen.

Hmmm - hvis jeg nu kan lokke Peter til at booke Jacob til at levere den nye maskine, så kan jeg vel godt nå at pakke Xenia-katten sammen til afgang i mellemtiden?!

Hun kan nok godt lige være i tromlen sammen med lidt mad og kattegrus, hvis jeg maser lidt, og så opdager han det garanteret ikke før han er nået langt, langt væk ;-)

...de her aftale-tidspunkter, der hedder "mellem 14.00 og 19.00" eller noget i den retning.

Mellem 14.00 og 19.00 er tidspunktet jeg har fået i dag til at vente på en vaskemaskinekyndig person, der skal komme og finde ud af hvorfra min spritnye vaskemaskine lækker bare en lillebitte smule.

Klokken nærmer sig nu med meget hastige skridt 18.00 og han har ikke været her endnu og jeg ærgrer mig jo gul og grøn over de herlige flextimer jeg har spildt på den konto, for jeg spænede jo ud fra firmaet kl. 13.00 for at være hjemme til kl. 14.00 - hvis nu jeg var først på listen.

Det var jeg så ikke!! Og nu sidder jeg her med denne her nagende tvivl om de nu har "glemt" mig eller måske er blevet møgforsinkede derude i verden hvor andre hårde hvidevare-ejere har brug for deres assistance.

Og jeg ville jo gerne i Irma, men det skulle da lige passe, at jeg står der og glor i kassekøen, mens de ringer på og kører igen. Og så i øvrigt lige sender en regning på 400,- for at være kørt forgæves.

Iiiih altså hvor jeg hader de der "mellem noget og noget"-tider - især når der er 5 timer mellem det første og det andet noget......

I morges, da jeg lige var oppe i køkkenet for at smide en spand kaffe over til mig og chefen, løb jeg ind i ham, der meget vel kan blive min nye Onkel Kollega - altså samme slags som den Onkel Kollega, jeg efterlod i TDC. Ham i hvis øjne jeg nok aldrig kunne gøre noget forkert og som ville forsvare mig med næb og kløer (hvor beskidte de end måtte være!) i enhver diskussion.

Bedst som jeg stod der og sloges med kaffe, filter og kaffemaskine kom han snigende:

"Du sagde i går morges, da jeg bemærkede at du så lidt trist og opgivende ud, at det ikke var noget arbejdsmæssigt. Har du problemer derhjemme?"

Sådan helt forsigtigt og medfølende.

Jeg måtte lige tænke efter en ekstra gang for at komme i tanke om hvorfor jeg mon måtte ha' set trist og opgivende ud - og nå ja!! Det var jo fordi jeg sad og rodede med at finde den billigst mulige måde at bestille noget lakpleje til bilen fra en dum tysk netbutik med en hjemmeside så rodet at selv mit klædeskab ligner en Bo Bedre opstilling i forhold til.

Ham den smukke og jeg havde aftenen før kæmpet os igennem latterlige tyske gloser og tåbelige bankgebyrer og så tænkte jeg at med friske, forkølelsesbefængte øjne kunne jeg nok bedre gennemskue det om morgenen - og det var så det Ny Onkel Kollega havde set og spurgt til. Mit svar, som jeg jo egentlig bare gav for at berolige ham om at verden udenfor ikke var faldet sammen om ørerne på firmaet, havde han så tænkt langt og længe over og mente så at i tosomheden der i køkkenet var det på sin plads at spørge ind til det.

Og jeg kan jo ikke ha' det!!

Når mennesker, fra hvem jeg mindst venter det, siger eller gør noget pænt til eller for mig, så bliver jeg helt rørstrømsk og får blanke øjne og alting - jeg er jo en crybaby - har jeg vist sagt før ;-)

Så mens jeg stirrede stift ned i kaffemaskinen - for med blanke øjne ville jeg jo ALDRIG kunne overbevise ham om, at der intet var om problemer i hjemmet - forklarede jeg sagens rette sammenhæng og først da jeg var sikker på, at ingen blanke øjne ville vise hvor rørt jeg var over hans interesse turde jeg se på ham og stikke ham det største smil.

Derefter brugte vi så et par minutter på at give og modtage gode råd i forbindelse med overførsler til udenlandske konti og den slags almindeligheder og jeg glemte vist at sige tak!

Både for de gode råd, men så sandelig også for hans interesse for min personlige velbefindenhed.

Må huske det i morgen, når jeg støder ind i ham ved kaffemaskinen igen....min nye Onkel Kollega.

På trods af at jeg nu ikke har været ansat i TDC i næsten 2 måneder, har de alligevel sendt mig en lønseddel for juli måned.

Og det er et beløb, som jeg enten må gemme til dårligere tider eller leve helt vildt fedt af i næste måned!

De har nemlig aflønnet mig med: 42 kroner og 18 øre!

Nogen, der vil med i byen?? ;-)

Den forkølelse var lige hvad jeg gik og savnede!

Det er dejligt at komme tilbage til sin pind efter ferie og så oven i købet få gaver.

Jeg vil nyde den rigtigt, rigtigt meget her de kommende uger!

Endnu en gang tak.........tror jeg......

Weekenden er blevet tilbragt nede på sydhavsøen hos svigerne og vejret har da heldigvis stort set været med os.

Ham den smukkes nye bil skulle vises frem og gennemgås i alle detaljer af svigerfar, der har ejet og handlet et utal af biler i tidens løb, så jeg var da egentlig godt lidt klar over at det store samtaleemne ville være - biler!!

Dog øjnede jeg chancen for et helt andet samtaleemne, da vi ankom og så at ham den smukkes søster og hendes kæreste havde sluttet sig til selskabet - hun er nemlig nygravid og så var det jo jeg tænkte at her var der i hvert fald noget, jeg kunne tale med om!!

Men næ nej!! De gik nemlig også i overvejelser om køb af ny bil, så der gik biler i den igen - der var dog enkelte minutter, hvor samtalen kunne drejes over på ankomsten af den lille ny, men vi vendte hurtigt tilbage til emnet - biler!

Og det er jo ikke småting, der kan diskuteres omkring det emne: hvordan man bedst passer på lakken, hvilke mekanikere (om nogen!) der gør et godt og ærligt stykke arbejde, hvilke indbyggere i hvilke landsdele, der passer bedst på deres biler, hvordan gearkassen fungerer i det og det mærke, hvordan man sørger for at de nyindkøbte alufælge ikke tager skade og.....og....og......

På et tidspunkt løb mine tanker bare deres helt egen vej og jeg fik vist svaret temmeligt fraværende på en del spørgsmål - det interesserer mig bare IKKE!! Måske fordi jeg ikke har kørekort og derfor aldrig har ført et sådant automobil endsige handlet og købt et sådant - i hvert fald stod jeg af midtvejs - jeg kan jo alligevel ikke komme med noget konstruktivt til samtalen, da jeg bare ikke aner en bjælde om emnet.

Heldigvis havde vi i går SÅ godt vejr at der var basis for en tur til Holten Strand, hvor jeg for første gang i år fik dyppet luksuslegemet i dansk havvand - endda TO gange, selvom det var rigeligt koldt i første omgang. Derude i bølgen blev der ikke talt om biler, men det var måske mest fordi de hakkende tænder gjorde enhver form for samtale umulig.

Nu er jeg hjemme helt for mig selv - knægten er draget videre i sin ferie hen til sin fader og ham den smukke er hos sig selv og studerer sikkert noget om.....biler ;-)

Og hvis jeg hører bare ét ord mere om biler i denne weekend, så tror jeg nok at jeg skriger højt, gennemtrængende og inderligt........

Den brandnye vaskemaskine, som under eder og forbandelser er blevet slæbt op ad trappen og installeret står nu derude i badeværelset og vasker på livet løs.

Jeg er tæt på lykkelig :-)

Og det er sjovt nok ikke af hende, nogen måske måtte tro det var, men overraskende nok af en helt anden, der ønsker at være ganske anonym.

Følgende tekst er fra vedkommendes hånd!

Den vigtigste beslutning.

I går var der en mand der indirekte kaldte mig en ?find-fem-fejl?-type. Og et sted har han ret, men jeg går ikke og gemmer på mine fejl, og jeg har vel begået lige så mange fejl som alle andre. Store og små, bevidste og ubevidste. Og lige så mange beslutninger, hvis ikke flere. Det vil vi jo gerne tro, ikke? Uanset, så gik det op for mig forleden, at den største fejl jeg har begået, er den beslutning der har betydet allermest for mit liv.

Den vigtigste beslutning jeg har taget i mit liv, var at gifte mig med den mand jeg giftede mig med, og at jeg fik mine børn med ham. Og det er den største fejl.

Jeg elsker mine børn. Hudløst, håbløst, helhjertet og fuldblods. De er det vigtigste i mit liv. De er de vigtigste i mit liv. De er fantastiske, kompetente, begavede og fortryllende og jeg vil aldrig, aldrig ønske dem anderledes end de er og jeg vil aldrig være dem foruden. Men at jeg giftede mig med den mand og fik mine børn med ham; dét er den vigtigste beslutning og største fejl jeg nogensinde har begået.

Det har bestemt alt for hvem jeg er idag, og hvorfor jeg er lige her, lige nu. På godt og ondt.



Og udfordring nr 12:

Fortæl om en oplevelse eller et møde der har været et vendepunkt for dig.

Skulle jo naturligvis også lige komme med en ny udfordring til den, der måtte have lyst til at samle den op, so here goes....

Udfordring # 11

Fortæl om den vigtigeste beslutning, du har taget i dit liv hidtil.

Hvem vil??

Åh jo - jeg husker også tydeligt TV-serien "Den hvide sten", hvor Hampus og Mia hele tiden udfordrede hinanden til de mest mæskelige ting, for (igen!) at overtage Den Hvide Sten.

Her i Blogland er udfordringerne dog ikke så slemme, at der skal males ansigt på kirkeuret eller noget i den retning, men de kan dog være svære nok!

Denne udfordring # 10 som jeg har opsnappet hos Tina er dog ikke så svær - ikke for mig i hvert fald.

Den giver mig nemlig mulighed for at fortælle om et menneske, som jeg første for ganske nyligt blev klar over har været syg i længere tid og nu er gået bort. Det handler om knægtens farfar.

Af indlysende grunde har Farfar og jeg ikke haft daglig/ugentlig/månedlig kontakt de sidste mange år, men det gjorde alligevel helt forfærdeligt ondt, da knægtens far ringede samme formiddag, som vi skulle afsted til Sverige og fortalte at Farfar var død ugen før - bare for lige at tage eventuelle reaktioner i opløbet.

Det gjorde ondt for knægten, der elskede sin Farfar og også for mig, der altid i Farfar har kunnet se en person, der virkelig var der for mig og forstod mig, når resten af "sviger"familien ikke gjorde.

Farfar har måske ikke altid været den far, som knægtens far og hans søskende kunne ønske, men til gengæld gjorde han alt, hvad der stod i hans magt for at være den Farfar, som de fleste børn kun kan drømme om. Legede, hyggede, nussede, sang og legede hest med dem, da de var ganske små. Tog dem med i biffen (gerne 2 film, hvis de virkelig, virkelig gerne ville - og DET ville de!!) og på Den Gyldne Måge så ofte som muligt, da de blev store nok til det - og det blev de hurtigt i hans opfattelse!! Jeg takker alle guderne for at det IKKE var mig, der sad med 3 hylende 3-årige i en stoppet biografsal, fordi den ene ville se film, den anden tisse og den tredje noget helt fjerde.

Det skal her lige indskydes at knægten og hans fætter og kusine er født indenfor en periode på 6 måneder af hver sin moder - elegant timet, ikk'??

Farfar var også den, der dengang det hele blev alt, alt for svært for mig i forhold til knægtens far, der ringede og sagde:

"Jeg forstår dig så godt, for jeg har selv været sådan - sådan er vi mænd åbenbart bare i denne her familie! Skal jeg snakke med ham om det? Og hvis ikke, så skal du vide at jeg altid vil støtte DIG! - lige meget hvad du vælger at gøre!"

Jeg valgte "Tak, men nej tak!" dengang, men har siden været evigt taknemmelig for de ord. Det er meget, meget stort af en mand af hans format at sige sådan om sin egen søn, men han gjorde det og han mente det!

Jeg har siden bruddet med knægtens far været glad for at kunne tage telefonen og høre hans sædvanlige

"Hej Pernille - det er Farfar - jeg holder hernede - sender du lige ham knægten ned til mig?!"

for han blev aldrig for fremmed til at ringe - enten på døren eller på telefonen - og sluttede altid af med

"Pas på dig selv, ikk'?? Jeg skal nok bringe ham pænt hjem igen!"

Knægten skrev for ikke så længe siden en stil om hvilke fag i skolen han synes bedst om - og hvilke han så absolut ikke bryder sig om! Et af de fag, han er gladest for er sløjd og begrundelsen var at hans far og farfar havde bygget en lille værktøjsbænk til ham, hvor han kunne stå og hamre og save alt det han havde lyst til. Jeg er på den ene side ked af ikke at kunne tilbyde ham den slags, men på den anden side glad for at han har oplevet at have en Farfar, der ville og kunne gøre den slags ting for ham - og gøre det med glæde.

Det er ikke alle mennesker, der er indrettet til at være gode bedsteforældre - ikke af den slags Farfar var i hvert fald. Min store beundring for Farfar bunder sikkert også i, at min egen mor har vist sig ikke at være af bedsteforældrestøbning overhovedet!! (Og min biologiske far taler vi bare SLET, SLET ikke om i den retning!!). Min papfar har genet, men er desværre nok for gammel til virkelig at kunne kaste sig ud i den slags aktiviteter (86!) - han ville vist ellers gerne :-) Knægtens farmor har heller ikke lige det der meget elskelige, der skal til for at være den perfekte bedsteforælder, så den eneste knægten har haft af den slags er desværre.....Farfar - og ham har han nu ikke længere.

Farfar er ikke længere - et menneske, som jeg kun har kendt for alt det bedste og som altid har støttet og bakket mig op - også selvom det egentlig gik han "egne interesser" i mod. Jeg sørger på mine og på knægtens vegne. Han har mistet sin elskede Farfar - jeg har "bare" mistet et godt menneske.

Tak for alt, Bent - æret være dit minde!

So you better watch out!!

smuk og dejlig




....ham den lille, som ikke er så lille mere....

Så derfor er vi hjemme en hel dag før tid - som så oven i købet er endnu en hel dag før tid, da der vist gik lidt kage i aftalerne med husejeren deroppe i Sverige - han mente det var skiftedag fredag - jeg mente nu lørdag! - men det kan heldigvis være helt ligegyldigt nu!

Regnen har stået ned i lårtykke stråler næsten hver eneste dag - bortset fra tirsdag, hvor vi egentlig havde lovet at vente på skorstensfejeren mellem 11 og 13, men dag solen endelig viste sig fra sin milde side var det bare om at komme op og ud - målet var High Chaparral og billeder har jeg en hel masse af ingenting af - håber at ham den smukke senere kan supplere :-)

Lige nu er knægten og jeg maste og flade som havde vi rejst den halve verden rundt, så vi er fortrukket til hvert sit husalter - han til TV'et og jeg til PC'en. Vasketøjet snurrer i vaskemaskinen - og jeg krydser fingre for at den godt gider bare lidt endnu! - og katten render rundt og snuser til poser og tasker og er bare glad for at vi er hjemme igen.

Næste gang vil vi godt ha' lidt mere sol - tak!!

Efter den sidste dag "på landevejen" med ansat-samtidig-som-mig kollegaen har jeg nu ferie - ferie - ferie :-D

Denne sidste dag i landsforvisning fra kontoret ude vestpå har budt på en fantastisk spændende rundvisning i den nye DR-by. Den bliver helt vildt flot, når den engang står helt færdig, men hvor er det dog trist at tænke på at al denne pragt har kostet SÅ mange mennesker deres jobs!

Flere gange rundt i huset hørtes det, når kollegaen hilste på gamle kolleger (for han er netop derude fra!) at de holder op om så og så mange måneder, fordi de har fået det berømte "prik". Der blev krammet til højre og venstre - ja ikke af mig naturligvis, for jeg kender jo ikke et øje derude og fik først et kram til allersidst, da kollegaen nydeligt afleverede mig og cyklen lige udenfor gadedøren. Vi skal ikke ses de næste 6 uger og det er faktisk en kende trist, for denne uge med lange, lange ture sammen i bilen har givet os det "lidt ekstra" der skal til for at blive rigtigt gode kolleger.

Men nu står den på FERIE!! Det sidste vasketøj ruller rundt ude i tørretumbleren og venter bare på at blive pakket ned - knægten har lovet at ankomme senest kl. 11.00 i morgen formiddag og så sættes kursen ellers mod Sverige i ham den smukkes nye, fine bil. Vi glæder os, gør vi - og alle har lovet mig at vejret bliver SÅ meget bedre i næste uge, så der skal grilles og og laves snobrød og.....og......og.....

Også kattedyret glæder sig, for der er potentiale for overnusning i løbet af ugen, når ham her kommer og kattesitter - lige nu ligger hun bare og varmer mave oven på PC'en....

Nå - det var det pakkeri jeg kom fra....sådan noget tøj pakker jo ikke sig selv, vel?!

i kølervæske til senderen var lige præcis hvad dagen i dag bød på.

Det var dog ikke i Gladsaxe, men i Hove at denne indretning



valgte at sende en led stråle direkte i ansigtet på mig :-(

Den røde tingest bagerst er en pumpe, der sørger for at man kan pumpe kølervæsken fra en slange til en anden, som derefter kan sammenkobles med endnu en slange der fører ned i væskebeholderen i selve senderen, og den ene af de to slanger valgte så på et temmeligt uheldigt tidspunkt (nemlig da den var fyldt med væske!!) at springe op af dunken og sende sin ladning lige i retning af mig, der stod der med både øjne og mund vidt åbne.

Jeg sprang naturligvis som en anden kakerlak i retning af nærmeste håndvask og skyllede øjne, ansigt og hals alt det bedste jeg nogensinde har lært, for hvad dælen kan der ikke være i sådan en led lyserød blanding. Det var ikke fordi det sved eller gjorde ondt på nogen måde, men skylles skulle der dælme!!

Min stakkels startende-samtidig-med-mig-kollega, som jeg har ræset Sjælland tynd med i denne uge, var blevet sat til at trække kabler i et andet lokale og var nær ved at skvatte ned at stigen og brække både arme og ben, da han så først mig med hænderne klasket for ansigtet komme spænende gennem lokalet, mens jeg vrælede:

"Jeg fik det i øjnene!!!"

...og derefter vores stakkels ganske unge tekniker-kollega, som stod for rundvisningen på stationen og instruktionen i påhældning af kølervæske på sender, komme tumlende efter mig med skrækken malet i alle træk.

Jeg kunne efter endt skylning og skylning igen berolige folket med at der ikke var noget der gjorde ondt nogen steder og at jeg nu gerne bare ville udenfor for at berolige nerverne med en enkelt cigaret - om ikke andet så for at få en anden smag i munden end kølervæske, for FY FOR FANDEN da hvor det smager grimt!!

Der er stadig ingen efterveeer, så jeg går ud fra at både syn og den smule forstand der måtte have været tilbage stadig er i fineste orden, men damn......jeg var godt nok ræd der et kort øjeblik....

Dagens udflugtsmål var som sagt Gladsaxe - og kameraet glemte jeg i voldsom morgenforvirring over at vågne alt, alt for sent - i morgen husker jeg det!!

Men vi nåede derud og fik morgenkaffe med tilhørende brød og onsdagssnegle - fyffer pyffer det er en voldsom sag at forsøge at spise sig igennem! Resten ligger faktisk stadig i køleskabet derude og det er vist nok halvdelen af de indkøbte.

Der blev fremvist og berettet om en frygtelig masse ting med måleapparater, som jeg bare ikke fattede en hylende fis af! Han mener det godt - ham der kollegaen derude - men damn han er højpandet at høre på og alle ved vel at med sådan en start på dagen, så skal der altså en hel del til før tingene sådan rigtigt siver ind, så jeg nikkede pænt og sagde "ja" på (vistnok) de rigtige tidspunkter og tænkte vist mest på hvornår vi skulle hjem igen, lige indtil Hr. Højpandede kollega stillede SPØRGSMÅLET!!! Det ultimative....

"Er der nogen af jer, der ved hvad en LSA-tang er??"

Oh YES!!! (og her kan man næsten se mig danse rundt på gulvet i en lille glædesdans!). Jeg ved nemlig godt hvad en LSA-tang er, men i min lille hjemmestrikkede ordbog hedder det nu bare en "dok-dok", for det er nemlig lyden den afgiver, når man klipper en en tråd fra et kabel over efter at den er møjsommeligt placeret i en LSA-række - dok-dok dok-dok dok-dok.....

Langt de fleste synes at det er det kedeligste arbejde i verden at skille de snoede trådpar og placere dem i rækken efter en nøje planlagt "opskrift", men jeg æææælsker det og har gjort det siden jeg for laaang tid siden fik lov at bygge mit eget lille telefonanlæg og "sy kort ud" for derefter at dok-dok'e alle de små tråde - ja jeg er syg - jeg ved det!!!

De kære Hr. Kollegaer lavde da også samme dok-dok lyd, da de så min ukontrollerbare begejstring, men den dok-dok lyd var vist mest da deres underkæber ramte gulvet (tak du Smukke for den formulering!). Ingen af dem havde vist regnet med at jeg - denne udefinerbare OG kvindelige kollega - havde styr på den slags, men det har jeg altså - se bare her



Den grå tingest, jeg holder i hånden er min elskede nyfundne LSA-tang - my preciousssss......

Jeg har faktisk fået lovning på min helt egen af slagsen, hvis jeg altså lige kommer til Gladsaxe en anden gang og hjælper dem med at dok-dok'e hele deres krydsfelt - jeg kan bare næsten ikke vente...

Dagen er reddet - min karriere er reddet - alt er reddet - jeg har dok-dok'et - jeg er lykkelig!!

først lige et kig op ad den første stige


så et kig efter opstigning af stige og indkravlen i midten af "dyret"


...og så et kig nedefra - den ER da imponerende i al sin pragt, ikk'??

Jeg kunne desværre ikke komme så langt væk fra den at jeg kunne få den med i hele sin længde - ikke uden at forcere diverse hegn i hvert fald, så I må tænke jer til resten - den er i alt 200 meter høj og har bopæl i Næstved.

Som skrevet så blev første stige forceret for at kunne komme ind og stå inde i selve senderen og tage billedet opad - jeg havde fået lov at lokalkollegaen, som samtidig er sikkerhedrepræsentant, så det var OK. Vel nedsteget igen var jeg indenfor i "bunkeren" for at kigge på billederne - de har jo både kortlæser og al den slags nymodens tant og fjas dernede ;-) - og en af de andre lokalkolleger, som i øvrigt var MEGET imponeret over den umiddelbare opkravling brokkede sig lidt over at jeg ikke havde taget billeder af hans hjemby nu jeg alligevel var deroppe.

Sådan noget siger man jo ikke bare til mig, så jeg tilbød straks at kravle op igen og tage de famøse billeder - og som sagt, så gjort. I selskab af ansat-samtidig-som-mig kollegaen forcerede jeg endnu engang stigen og stod så der og gloede, for jeg kunne dælme da ikke se nogen by nogen steder. Vi ringede derfor ind i bunkeren til lokalkollegaen og forespurgte i hvilken retning han sådan lige mente at bo og indenfor ganske kort tid så vi ham komme ud med telefonen klistret på øret og blikket rettet opad.......MEGET opad.

"Jeg ved ikke om I kan se mig deroppe fra?!"

gjaldede han i telefonen dernede, mens han stadig spejdede opad....opad....opad.....

"Ih jo....."

svarede jeg uden overhovedet at skulle bruge en telefon

"...vi står jo lige heroppe!!"

For den første lille stige fører altså ikke meget mere end 4 meter op og vi kunne derfor sagtens både høre og se ham, man da han troede at vi med dødsforagt var kravlet noget nær 100 meter op i masten (ses på billede 3 som noget der ligner en storkerede) var han jo overbevist om at vi havde fint udsyn til hans hjemby - derfra hvor vi stod kunne vi kun se træer!

Det måtte vi så grine en lillebitte smule af, da vi var kommet sikkert ned igen. Og det skal altså her tilføjes at selvom stigen kun er de her små 4 meter og selve fundamentet til masten kun er omkring de 2, så føles det altså som om man er vanvittigt højt oppe og der holdes helt afsindigt godt fast, når man kravler op og ned, men OK tror nu altså nok at hvis han havde lokket lidt mere og der havde været lidt bedre tid, så havde jeg måske - kun måske - forsøgt mig med den "storkerede", for der er nu et eller andet dragende ved at stå inde i masten og kigge op. Det må blive en anden gang.

Desværre blev vores tur til Vordingborg aflyst af et hastemøde, der inkluderede ham, der skulle have været vores guide, så i stedet henlagde vi eftermiddagen til Biltema i Næstved Megacenter - og det ER mega!! - for at fouragere. Det var nu mest ansat-samtidig-som-mig kollegaen der skulle på jagt efter ting til båden, men ham den smukkes lille ny skulle da også forkæles med en advarselstrekant og en forbindings"kasse" (det er nu en pude, but who's counting?!).

Derefter fulgte vi et vældigt godt råd fra en af lokalkollegerne - nemlig at tage en tur til Karresbækminde - og jeg kan lige så godt indrømme det - jeg er forelsket! Jeg vil tilbage dertil - jeg vil holde ferie dernede - jeg flytter derned!!


Udsigten fra vores frokostbænk...

Nå ja - jeg flytter nok ikke derned, men de første to er en done deal og jeg har allerede fået ham den smukkes accept på at en fremtidig ferietur går dertil.



Kollegaen (ja, ham der jeg startede sammen med!) gav en Latte - min første i øvrigt nogensinde! - og her var udsigten sådan...

Der er vel ikke noget at sige til at man gerne vil tilbage, vel?!

I morgen går turen til Gladsaxe - og gad vide hvad der venter der.......

Startende-samtidig-med-mig-kollegaen og jeg er i ugens anledning (ja, jeg aner heller ikke hvilken!) blevet udstyret med en firmabil og blevet bedt om at besøge kollegerne rundt omkring på Sjælland, for ligesom at få et lille indtryk af, hvad det er vi sender dem rundt til på daglig basis.

Vi startede ud fra Herlev station i morges iført franskbrød og og en god portion optimisme med hensyn til at finde frem til vores bestemmelsessted i Næstved. Faktisk var det ikke så svært, men vi har altså også ganske glimrende pejlepunkter at køre efter - meget høje - meget synlige, men alt det kommer vi nok til imorgen, hvor jeg forhåbentlig husker kameraet, for man må vist godt....tror jeg i hvert fald....tage billeder. Det finder jeg ud af i morgen ;-)

Vel fremme ved vores bestemmelsessted og godt taget i mod med nylavet kaffe og endnu mere morgenbrød blev dagens plan lagt - vi skulle til Nakskov skulle vi - og så kommer man vist ikke meget længere væk! I hvert fald så vi på vejen et skilt med "Kragemose" og det MÅ være der kragerne vender med eller uden madpakke.

I Nakskov gjorde vi det, vi nu var kommet for at gøre - eller rettere de der andre kolleger gjorde, men vi andre så beundrende til. Derefter kiggede og gloede vi, så det var en lyst inden vi indtog de medbragte madpakker og snakkede om os og om dem og om alle de andre. Vældigt søde og rare mennesker, men det vidste jeg jo allerede på forhånd - har jo stadig snakket med dem i telefonen i flere år.

Og så blev vi sendt hjem - for hjem fra Naksov kan alle finde - mente de - men kørte dog alligevel pænt foran os i et langt stykke af vejen. Vi vinkede farvel ved "deres" afkørsel og fortsatte videre mod hovedstaden og så var det jo lige at himlen åbnede sine sluser og sendte ca. 4 tons vand i vores retning.

"HA!!"

tænkte jeg!

"Jeg er heldigvis stadig ca. en milliard kilometer fra København, så når jeg når derind er det holdt op med at regne!"

Det var det så IKKE!!

Stående ved Østerport Station overvejede jeg længe om det var det værd med tanke på den bærbare (hvorfor hedder de bærbare, når de vejer et ton??) og de to mobiltelefoner i rygsækken, der uværgeligt ville blive udsat for vejrgudernes vrede, men jeg gjorde det.....kastede mig på cyklen og ræsede hjemad.

Nu ligger mit tøj i tørretumbleren - mobiler og andet slæbbart ligger på bordet og jeg håber bare at det hele overlever!

Og i morgen ræser vi derned igen - vi har fået lovning på Vordingborg og vi glæder os.....