Prelsborg

Der var indkaldt til blender-aften i går hos ham den smukke. Og for dem, der (heller) ikke ved hvad en blender-aften er kan jeg hermed berette, at det er en aften hvor én medbringer en blender og resten medbringer forskellige flasker indeholdende hhv. spirituøse drikke og sodavand - værten forventes at ligge inde med isterninger og den slags - og når alle er velankomne blandes diverse flaskers indhold i den medbragte blender og hældes i halsen under stor jubel! Så det gjorde vi.....

Og vi var så samme team af gamle kolleger fra TDC, som var ude og føre sig frem på cocktailbar for en måned siden plus et par af ham den smukkes venner helt derovre fra Jylland.

Og jeg gad bare ikke - gad virkelig, virkelig IKKE i går eftermiddags, da jeg langt om længe landede herhjemme efter en hård uge på kontoret. Tankerne kværnede omkring hvilken latterligt dårlig undskyldning jeg kunne bruge for ikke at dukke op, selvom jeg udemærket vidste at det ville falde i ualmindelig dårlig jord, hvis jeg gjorde det, men uuuuhhh det var fristende var det.....

"Tag mig sammen...."

sagde jeg til mig selv og kom i bad og i tøjet og drog afsted iført en flaske angostura (fordi en af eks-kollegerne er vild med Manhattans!) og en lille æske med festligt pynt til glassene og det var dælme godt jeg gjorde det!!

For vi havde det afsindigt sjovt og de der venner helt derovre fra Jylland, som jo i det selskab var temmeligt udenforstående, faldt bare lige ind i den (igen!) under-bæltestedet pågående samtale rundt om bordet. Det er så sjældent man møder mennesker, man bare falder i hak med lige med det samme, men de to her (og den medbragte hund naturligvis) - de satte sig som om de havde kendt os hele livet og snakkede bare med - måske de hælder noget specielt i vandet derovre i Holstebro og omegn, der skaber folk der bare vader ind i andre mennesker med træsko på?! ;-)

Der blev ævlet videre i morges/formiddags, da vi fik øjne igen og i aften er der aftalt grilning i ham den smukkes lille have - det bliver bare hyggeligt!

Og nu da Frederikke og Ulrik lige har været her for at hente billeder af Gunnar-drengen kan det kun blive endnu hyggeligere, for de afleverede også lige en flaske Amarone til ham den smukke og den smukkeste buket til mig. Amaronen tager jeg med hen til ham senere (og tvinger ham til at åbne den!) - buketten vil jeg glæde mig til at komme hjem og nyde igen i morgen.

Det var godt jeg gad - selvom jeg ikke gad, for den slags mennesker kan man kun møde for mange af.

er jeg blevet "udsat" for i dag.

Jungletrommerne havde lydt at vi i dag ville få besøg af nogle af vores sjællandske kolleger, som til dagligt har til huse langt væk fra vores lille HQ (headquarter, red.) derude vestpå, men intet havde dog advaret om denne store mand med udbredte arme, der kom mig i møde da jeg rejste mig fra min pind for at sige pænt goddag!

Jeg forsvandt ind i denne store krammende favn, mens jeg som en gal spekulerede på hvem han mon måtte være af de to, der nu havde meldt deres ankomst - jeg er altså så irriterende nem at genkende på kønnet alene ;-)

"Du må jo være Pernille!"

brølede han i mit øre, mens jeg hang der temmelig hjælpeløs i hans arme

"Ja da...."

kvækkede jeg

"...og du er lige hvem af de der gutter fra Sjælland?!......"

"NJ - og det her er H....."

præsenterede han og slog ud med armen i retning af den mere afdæmpede kollega - vi håndede stille og roligt og jeg måtte derefter i bar befippelse stige op på 2. sal for at producere noget kaffe til vores "gæster"....

Jeg mener altså - godt nok har vi de sidste 6 år nok talt en hel del i telefonen sammen qua mit tidligere job og nu er vi så kolleger, men lige præcis NJ synes jeg aldrig jeg har haft noget specielt hjerteligt forhold til sådan telefonisk altså, så jeg var dybt, dybt overrasket - ikke ubehageligt, for det var da en vældig rar "modtagelse" - bare overrasket. Måske også fordi vi i dag har haft "besøg" af en af gutterne fra Århus, som jeg virkelig holder meget af at at tale i telefon med - helst dagligt! - og vi håndede bare ganske høfligt (efter vi igen! var færdige med at svine hinanden!) og vi har altså heller aldrig mødt hinanden før sådan face-to-face, så derfor kom dette kæmpekram fra NJ helt bag på mig.

Det gjorde det så ikke, da de følte at nu var tiden inde til at vende snuden mod deres sjællandske destination igen, for der var da lige tid til et enkelt kram mere - denne gang huskede jeg at trække vejret dybt ind først, så jeg ikke blev mast. Der håndedes igen pænt med H. og de drog af ud i regnvejret med et løfte om ikke at ødelægge noget på vej hjem.

Da jeg så vik vendt mig om og fik øje på mine nye kolleger i vores lille "shop" var der en kende vantro at se i den nye gamle (ham der altså var der før vi andre blev ansat - lad os kalde ham T.) - han havde da vist heller aldrig set NJ føre sig frem på krammevis....

Det er nok kun os tøzlinger, der i NJ's bog kan gøre os fortjent til at blive krammet - og da der kun er mig, så tager jeg naturligvis imod med åbne arme (og fyldte lunger!) og jeg er sikker på at vores telefonsamtaler fremover bliver meget mere hjertelige end de tidligere har været.

At tænke sig....mit første kollegakram fra helt uventet side - hvad kan det dog ikke ende med ;-)

lød beskeden fra ham den smukke, da han ringede i formiddags efter veloverstået køreprøve :-)

Og bilen er han ved at hente i skrivende stund - kan næsten ikke vente med at se den stolte kørekort- og bilejer senere.....

....og tænker at det er da egentlig meget fedt at vågne før mobilen kimer godmorgen.

Den følelse varer så lige præcis 5 sekunder - eller i hvert fald kun til jeg får kigget på dyret og opdager at det så sandelig HAR kimet godmorgen på et tidligere tidspunkt, men at jeg åbenbart i bevidstløs tilstand har ment at det så sandelig da ikke kunne ha' sin rigtighed!

Vores afgang til sydhavsøen bliver en time forsinket - ham den smukke er underrettet - han griner endnu og jeg sidder bare her med nyopstået morgenstirren og er ikke helt klar over, hvad der skete....

.....but a small one though....

Jeg må IKKE sige - endsige antyde! - at jeg keder mig på det nye embede - IKKE.....IKKE.....IKKE!!!

Det har chefen gjort klart for mig i dag efter at jeg en eftermiddag i sidste uge var ved at gå op i limningen over at sidde og sidde.

Jeg er jo godt klar over at et job som mit er at sammenligne med en brandstation - vi har mest travlt hvis der er fejl ude i landet og allerbedst går det jo for firmaet hvis der ingen fejl er! Så langt - så godt.....jeg VED det og det er jo for så vidt samme jobtype, jeg kom fra, men......

Til samtalen dengang (både første, anden, tredje og fjerde!) diskuterede vi netop dette med at de lange perioder, hvor der ingen fejl er (heldigvis da!) skulle udfyldes med noget andet mere eller mindre meningsfuldt arbejde - naturligvis helst meningsfuldt! Arbejde som kan afbrydes i det tilfælde at en fejl skulle opstå, for det vil naturligvis altid have førsteprioritet, men dog noget arbejde - nogle opgaver som evt. kunne løfte byrden af skuldrene for andre kolleger, som har svært ved at få tiden til at slå til.

I sidste uge skete det så, at der intet.....INTET.....var at lave i flere timer og da jeg havde læst ca. 400 procedurer og "Hvem har flyttet min ost?" 4 gange og der stadig var 2 timer til fyraften kunne jeg bare ikke holde det ud og udtalte de forbudte ord:

"Jeg keder mig!"

Ikke at jeg ikke sagtens kan finde noget på nettet at underholde mig med, men det føles bare SÅ forkert at sidde og spille eller surfe, når resten af firmaet fiser rundt som små skoldede skidder i en æske for at nå det, de nu skal nå i løbet af en dag.

Men nogen har altså talt med nogen, der igen har talt med nogen og den sidste nogen i den kæde var så åbenbart chefen, så i dag har jeg fået besked på at IKKE ALDRIG mere sige noget i den retning, så det vil jeg lade være med - på ære! Ikke højt i hvert fald...

Men igen - hvis de formastelige ord var årsagen til at jeg i går fik lov at deltage i et projekt med opdatering af diverse udstyr rundt omkring, så har jeg nu nok alligevel fået det ud af det, jeg gerne ville ;-)

Omkring klokken 14.30 tikkede der en SMS ind på mobilen:

Mor - jeg vil bare lige sige at jeg har slået mit bag hoved rigtigt hårdt og jeg har haft mulighed for en hjerne rystelse :-(

var hvad der stod - afsenderen var naturligvis knægten.

Mit hjerte fløj op i halsen og jeg skyndte mig at gribe knoglen og ringe til ham.

"Hvor er du??"

var mit første spørgsmål og stor var min forbløffelse, da han svarede

"Derhjemme..."

"ALENE?????"

næsten brølede jeg ind i røret, for jeg kunne da i min vildeste fantasi ikke forestille mig at en pædagog, lærer, skolesekretær......whatever....ved sine fulde fem først ville konstatere at her var der nok risiko for en hjernerystelse for derefter at sende ungen hjem til en tom lejlighed?! Men det var altså, hvad der var sket her.

Knægten fik besked på at lægge sig, men IKKE sove og ringe i samme øjeblik han evt. begyndte at føle sig dårlig, mens jeg med lynets hast fik pakket mine ting og hastede ud af døren på embedet med en halv forklaring til de forbløffede kolleger.

Hele vejen hjem - i toget - blev der SMS'et frem og tilbage. På den måde var jeg da sikker på at han ikke var faldet i søvn. Han forsikrede mig om at han var nogenlunde OK, bortset fra bulen og en megaforskrækkelse og det kunne jeg da også ved selvsyn konstatere, da jeg endelig landede herhjemme.

Fik endnu engang en forklaring fra ham om hvad der var sket. Han var faldet, havde knaldet baghovedet ned i asfalten for fuld hammer, var gået op på skolens kontor, hvor han havde fået beskeden om hjernerystelses-risikoen og var så gået ned i klassen og havde fuldført skoledagen. Derefter var han gået hjem.

Igen måtte der gribes knogle - denne gang for at få fat i hans klasselærer - hvis uskyld knægten i øvrigt bedyrede gentagne gange for "hun havde ikke fået noget at vide!".

Hun ringede tilbage et stykke tid senere og var lige så ked af hele historien, som knægten og jeg. Man havde nok fra skolens kontor regnet med at knægten selv ville henvende sig til sin klasselærer og fortælle hvad der var sket og hvad han havde fået at vide. Det ville jeg nu ikke sætte min lid til, når vi taler om 11-årige drenge.

Klasselæreren vil i morgen gå på kontoret og høre deres udlægning af historien - jeg vil bare gerne ha' en forklaring på, hvordan man som et voksent og ansvarligt menneske kan have mistanke om en hjernerystelse og så ikke følge op på historien - evt. ved at følge drengen til klasseværelset og give beskeden videre til læreren, så denne er klar over at der skal holdes ekstra øje med barnet. Eller alternativt - og det ville jeg nok have foretrukket! - ringe til en forælder med det samme ved den slags mistanker, men det blev altså hans egen opgave - min lille, store 11-årige - at fortælle mig hvad der var sket.

Han har det fint nok nu - der er ingen tegn på hverken det ene eller det andet, bortset fra at hans tillid til personalet på skolens kontor nok har lidt et knæk. Han har desuden fået besked på - både af mig og klasselæreren - at han altid, altid, altid skal komme til hende, hvis der sker noget i den retning igen! Også selvom han HAR sagt det til 14 andre voksne først!!

Stakkels barn altså.....

"Nu har vi prøvet alle stillinger og det fungerer stadig ikke!!!"

Der er altså ting, jeg ikke ønsker at vide om mine nye kolleger - det her er en af dem ;-)

har plaget mig i dag.

Jeg blev nemlig nødt til efterlade en halvslatten knægt herhjemme i morges, da jeg tog på arbejde.

Han kunne godt forstå at det måske ikke lige var det smarteste at tage en "barn syg"-dag allerede, men det hjalp jo ikke stort på moderens samvittighed over at efterlade ham helt alene.

Dagen igennem har vi SMS'et og jeg fik da også lov at stikke af derudefra en halv times tid før fyraften, så jeg kunne komme hjem til patienten.

Han har det nu udmærket nu ser det ud til, så jeg har fået ro i sjælen igen. Håber bare han er frisk til skolen igen i morgen...

...og i dag var så den første dag hvor jeg cyklede både til og fra arbejde.

Det var nok ikke den mest intelligente dag at vælge, når man ser på vejret, men i går blev planen kuldsejlet af et regnvejr fra morgenstunden, så i dag måtte det bare være.

Det kunne jeg så fortryde en lille bitte smule, da turen gik hjemover, for 400 pelikaner havde tilsyneladende valgt at holde møde på Roskildevej og de blæste allesammen i den forkerte retning!

Men hjem kom jeg altså med cykel OG nye trusser og det hele :-) Og i øvrigt er der faktisk slet slet ikke noget slibrigt eller odiøst i historien om de manglende trusser i morges - der drejer sig såmænd bare om at når man kører i cykelbukser med vaskeskindsindlæg, så kører man altså UDEN undertøj for at elastikkerne fra de unævnelige ikke skal lave slidsår (og tro mig - jeg kørte MED et par gange i sidste uge og det gjorde dælme nas!!). Nu er det jo bare sådan at jeg ikke lige helt har vænnet mig til at pakke tøj til senere skift på arbejdet og lige i dag havde jeg så glemt de der underpermissioner - i øvrigt til stor morskab for resten af kontoret.

Nu er jeg bare helt mast - grus i øjnene - ben, der lever deres helt eget liv og fingre der ikke helt kan rettes ud efter det krampagtige greb om cykelstyret, men det er sundt er det! Det siger jeg i hvert fald til mig selv hele tiden :-)

For der findes vist automater rundt omkring, hvor man kan trække et par fine, nye trusser.

....når man nu har glemt sine egne derhjemme......

Frederikke er afskåret fra netverdenen et par dage fremover, da der har været en mindre brand i ejendommen, hvor hun og familien bor.

Ingen er kommet til skade udover netkablerne og deres udbyder mener tilsyneladende at de sagtens kan leve op til 10 (ti!!) dage uden netforbindelse.

Denne notits blot for at folket (TM) ikke skal blive bekymrede på Frederikkes og familiens vegne - de har de alle fint, skulle jeg hilse og sige :-)

Det var hvad weekenden bød på.

Ham den smukkes forældre lagde hus til en helt igennem hyggelig weekend med en tur til Holten Strand for at få en is - ærgeligt nok havde ishuset lukket, men vi havde heldigvis kaffen med hjemmefra, oksesteg på grillen lørdag aften (plus alt det andet Fru Smukke lige tryllede frem, for vi skulle jo nødig dø af sult!), og en helt uforglemmelig frokost på Marielyst søndag.

Nu var det ikke sådan at maden var helt overvældende fantastisk der på Strandkroen i Marielyst - ikke at der var noget galt med den overhovedet! - men........så var der jo lige

1. skiltningen med priserne
2. sammenholdt med en overordenligt provokerende (med?)indehaver af kønnet kvinde!!

Strandkroen har tilsyneladende igennem længere tid (årevis tror jeg) tilbudt en søndagsbuffet til den imponerende lave pris af 49,- kr. og det var netop denne buffet vi begav os afsted for at indtage. Bordet var bestilt i forvejen, for med den pris måtte stedet jo være velbesøgt. Det var så ikke lige tilfældet denne søndag, men ikke desto mindre kunne ovennævnte kvindemenneske ikke finde Fru Smukkes reservation - jeg stod godt nok og glanede på et reserveret-skilt med Fru Smukkes navn og et antal svarende til 4 personer, men OK kan man ikke læse, hvad man selv skriver, så kan man vel ikke det!!

Godt nok, for det reserverede bord var indendørs og vi ville nu så meget hellere sidde ude, så vi blev pænt fulgt til bords og fik præsenteret et bredt udbud af drikkevarer, som vi valgte ud fra og fik derefter besked på at vi bare kunne gå ombord i buffeten.

Som sagt - så gjort! Og som tidligere nævnt fejlede maden intet overhovedet - der var dog lidt længe mellem opfyldningen af fadene - specielt til sidst i seancen. Der var hvad der hører til en søndagsfrokost på kro: 3 slags sild, fiskefileter, roastbeef, tarteletter med høns i asparges, flæskesteg, frikadeller, lun leverpostej (men hvor fanden var rødbederne???) og naturligvis lidt ost og frugt til dessert, så vi spiste hvad vi nu følte for og drak vores dertil bestilte øl og vand - og en enkelt snaps til Hr. Smukke ;-)

Betjeningen kunne have været hurtigere og de kunne nok ha' tjent en enkelt skilling mere, hvis de nu havde holdt øje med tømte glas på bordene og evt. selv have henvendt sig for at høre om folket ønskede yderligere drikkevarer. Det gjorde de så IKKE!! Det lykkedes dog Hr. Smukke at liste en enkelt fadøl mere ud af tjeneren, inden Fru Smukke gik ind for at betale - og det fik hun lov til!

Prisen for buffeten stod nu pludselig til 59,- kr. (ikke at det er dyrt overhovedet!) og det ville Fru Smukke ikke finde sig i. Og det var så faktisk ganske naturligt, for i lige linie fra hvor vi sad, stod et stort sandwichskilt, der proklamerede at prisen var 49,- kr. Herregud - 40 kroner er da ingen herregård, men det er jo princippet i at skilte med én pris og så tage en anden, når regningen præsenteres. Tjeneren trak de 40,- kr. fra regningen og vi troede så også at det var det.

Det var det bare ikke! For lidt senere tog fanden ved førnævnte kvindemenneske, der kom marcherende hen til vores bord og i temmelig provokerende tone "bad om" de "manglende" 40 kroner, for "det kostede jo altså 59,- kr. og det vidste vi udmærket godt" og i øvrigt "var tjeneren blevet ked af det!"

Jeg forsøgte at henlede hendes opmærksomhed til skiltet med prisen 49,- kr., men fik den besked at "det jo var bagsiden af et skilt, så det talte ikke!!". Øøøøhhh - bagsiden af et sandwichskilt??? Jeg ærgrer mig nu over at jeg ikke rejste mig op og vendte det om - så havde prisen jo været på forsiden ifølge hendes tankegang.

Nå ja - det blev jo hverken værre eller bedre end at hun fik svar på påtale og vi rejste os naturligvis for at gå - inden da havde jeg da fisket de famøse 40,- kroner op af pungen, for hun var dælme da hysterisk nok til at tilkalde ordensmagten såfremt hun ikke fik sine mønter (Fru Smukke havde ellers smidt Dankortet på bordet inden da, men så havde det pludselig ingen interesse!).

På vej ud så vi så Hr. Indehaver fise rundt og checke skilte for forkerte priser og - jamen er det ikke morsomt!! - dér ud til vejen hang et stort fint skilt med prisen 49,- kr. næsten side om side med et andet og sikkert MEGET nyt skilt med prisen 59,- kr. påtrykt. Præsenteret for dette skilt med den forkerte pris og bemærkningen fra Hr. Smukke om det da vist var lidt pinligt for dem fik vi afskedssalutten

"...det er da vist mest pinligt for jer!!"

Og det har han da i og for sig ret i!! For gu er det da pinligt at blive råbt efter tværs gennem en restaurant som om vi havde forsøgt at enten snyde med regningen eller løbe fra den, hvilket vi jo aldrig kunne drømme om! Men jeg synes nu stadig at det er en voldsomt pinlig ting som beværtningsindehaver ikke at have styr på sin prisskiltning og derefter hænge betalende gæster ud for at være snydere og bedragere!!

Blot det at kaste et blik på deres hjemmeside viser jo på en eller anden måde at de ikke helt har styr på tingene! Eller hvad ville DU tro at deres søndagsbuffet kostede, hvis du havde fundet dem på internettet??

Som sagt er det jo ikke de sk... 40,- kr. det drejer sig om - det er der ingen der kan hverken leve eller dø af, men princippet i at skilte med noget og så kræve noget andet, når regningen skal betales.

Og så naturligvis måden at henvende sig til sine gæster på i sådan en situation - kvindemennesket der kunne såmænd lære en hel del af Neanderthalmanden, hvis hun havde haft mulighed for at møde ham.

Heyy....psssst....og navnet var STRANDKROEN.......don't do it!!!! ;-)

Naaahh - det er jo løgn - eller ikke helt.

Hårdt er det vel altid at starte på noget nyt, men det er jo ikke fordi det er fysisk hårdt arbejde, vi bliver sat på - det er vist mere de små grå, der er kommet på overarbejde.

Og det er jo noget svært noget, det her nye arbejde - der er ca. tusind nye systemer at lære (med tilhørende tusind nye logins og passwords!) foruden de ca. tusind nye kolleger, der bliver ved med at komme vrimlende og sige dav og hej og præsentere sig. Det er jo ikke nok med de kolleger, der rent faktisk har base derude vestpå, hvor også min base er - næ nej - de kommer jo spænende til møder fra hele landet og så er der bare endnu flere at forsøge at huske.

Jeg har dog den fordel i forhold til min medstartende nye kollega, at jeg har talt i telefon med alle de her mennesker de sidste 6 år og derfor kender deres navne og stemmer og har et godt næsten-kollegialt forhold til dem, så jeg mangler kun ansigtet. Den nye medstartende kollega er helt på bar bund og kender ingen og intet - jeg føler mig i den grad priviligeret!

Og de roser mig gør de! For at være pågående og initiativrig - det er da helt vildt! Hvis jeg for en måned siden havde været pågående og initiativrig, så havde jeg allerhøjest fået et sideblik og en bemærkning om ikke at føre mig frem - nu påskønnes det! Jeg er på et højere plan forvirret - og vældigt, vældigt glad!

Om det så bare er den afskyeligt smagende maskinkaffe, så har jeg formået at bringe den på dagsordenen til næste fællesmøde - jeg må nok snart til at holde min store mund lukket i inden jeg får involveret mig i alt for meget, men damn altså...det er jo svært at lade være, når jeg endelig føler at nogen lytter til mig og påskønner mine inputs.

Jeg dunker ofte mig selv oven i hovedet og forsøger at minde mig om at det hele jo er så nyt og det varer jo nok ikke ved, men de er jo simpelthen så søde og imødekommende allesammen, så jeg har svært ved at lade være med at være overvældende positiv.

Mind mig lige om det her indlæg, hvis jeg en dag laver et af de der "Kære chef og chefchef...."-indlæg, hvilket jeg selvfølgelig håber ikke bliver nødvendigt.

En oplevelse som Heaven & Hell i KB-Hallen forleden fortjener faktisk mere end blot to linier, og selvom anmelderne i hhv. EkstraBladet og B.T har sagt det meste, så vil jeg nu alligevel hælde et par ord mere efter den.

Efter en pæn ventetid - der stod kl. 20.00 på billetten og klokken var vel over 21.00 - skete det, som de fleste af de tilstedeværende har ventet på i mange, lange år. De 4 gutter, der dengang var kendt som Black Sabbath (det må de ikke kalde sig mere, siger Ozzy - gad vide hvorfor de godt måtte dengang?!) indtog scenen og lagde hårdt ud med "The Mob Rules". Der var ikke et øje tørt - trusserne på de få tilstedeværende kvinder var sikkert knastørre - de dage er vist forbi ;-)

Stemningen var fra første sekund helt i top - publikum var vel over deres første ungdom (heldigvis - havde frygtet en hel masse 15-16 årige, der liiige havde opdaget dette fænomen!), men efterhånden som numrene skred frem kunne man næsten mærke hvordan årene ligefrem smeltede af. Halvvejs i koncerten var vi vel alle omkring de 20 og mente bestemt at vi havde energi og lunger som dengang.

Der blev sunget, råbt og skreget, piftet og jublet og klappet så det var en sand fornøjelse og selvom vi havde placeret os helt nede bag mixer-pulten lige indenfor døren, så var der ingen (eller i hvert fald ikke ret mange) der kunne stå stille. Måske var vi en lille smule mere forsigtige udi headbanging end vi var dengang, men det var også alt.

De fire medlemmer udgav dengang kun 3 albums sammen, så der var grundlag for genkendelse og deraf følgende jubel, hver gang Tony Iommi satte gang i et nyt nummer - undtagen lige da de serverede et enkelt brandnyt nummer og gad vide om det betyder at vi rent faktisk kan vente et nyt album fra d'herrers hænder??

Da verdens grimmeste, lillebitte, storsyngende og frygteligt selvglade heavyrock-sanger - Ronnie James Dio - præsenterede den længe ventede "Heaven and Hell" løftede taget sig næsten på hallen og det lykkedes os vist mere end en gang at overdøve ham - og der skal altså noget til!! 67 år fylder han vist næste gang, men det kunne man dælme hverken se eller høre! 15+ minutter fik de nummeret til at vare og vi kunne vist sagtens ha' taget 15 minutter mere - det var ren ekstase.

Et enkelt ekstranummer spiste de os af med, men OK de ER ikke nogen årsunger mere og kan vel ikke blive ved, så de er hermed tilgivet. Mest fordi det næsten var magisk at gå ud i en lun sommeraften og lytte til andre begejstrede koncertgængere og stadig høre den tunge basgang i ørerne.

Tusind tak til Ronnie, Tony, Geezer og Vinnie og endnu mere tusind, tusind tak til ham her for billetten - det er den bedste "tillykke med det nye job"-gave jeg nogensinde har fået :-)

...mere kan jeg vist ikke nå at sige lige nu, for ørerne hyler og sengen kalder - der er et embede, der skal passes i morgen tidlig.

Men jeg sover godt - det er jeg ret sikker på :-)

22 stive kilometer trampede jeg på min cykel ud til embedet i morges og straks vokser ønskesedlen med ting som: lange cykelbukser, Deuter rygsæk (med luft til ryggen!), cykelcomputer og flaskeholder incl. sportsflaske og den slags relaterede ting og sager.

Der var ikke ligefrem stående applaus, da jeg nåede frem til hoveddøren derude (ca. 5 meter før mine lunger!), men der faldt dog en del anerkendende ord af i dagens løb, selvom jeg rettede mig efter et godt råd fra ham den smukke om ikke at overdrive i starten og derfor lod det lilla lyn overnatte derude - så kan jeg cykle hjem i morgen eftermiddag i stedet.

Nu gælder det så lige et smut i KB-hallen, hvor Dio og gutterne (også i sin tid kendt som Black Sabbath!) spiller op til en gang Heaven and Hell, der ikke er hørt siden.....nå ja siden sidst de spillede sammen, så jeg nyder de sidste par timer hvor jeg rent faktisk kan høre andet end *duuuuuuuuuuuuuuut*

Kollegerne er advaret om at tale højt og tydeligt i morgen, hvis de vil have et brugbart svar ud af mig og gør de ikke det, så er det bare deres eget problem - jeg skal i hvert fald høre musik!!

at jeg ville sætte mig ned i gården og nyde det herlige vejr med kaffe på den nye thermokande og en bog eller en hæklenål og et par nøgler garn, men så kom jeg jo lige i tanke om den brandnye iPod, der bare har stået der på bordet og grinet af mig at par dage, hvor der ikke har været tid eller energi til at sætte sig ind i dyrets funktionalitet.

NU! har jeg, men der har været flere gange undervejs, hvor jeg var ved at pakke den sammen og vade ned til butikken (selvom der jo er lukket i dag!) og lægge den på bordet med bemærkningen:

"Jeg er da vist for dum til at eje denne her!!!"

For naiv (og doven - gider IKKE læse manualer!!) som jeg er, smækkede jeg jo bare dyret i USB-stikket og overførte glad og fro de mp3-filer, jeg godt lige gad at ha' i øret et stykke tid, men næ nej.....

Hver gang jeg tændte for den "morsede" den lige det signal, der i følge minivejledningen betyder at der ikke er nogen filer på. Fat i stifinder - checke og dobbeltchecke - åh jo masser af filer, men dælme om den ville!!

Så måtte jeg jo igang med at læse manual og der står det så.......*suk*....."installér iTunes for at kunne købe og overføre filer". Man skulle dælme tro det var Microsoft-produkt og ikke et Apple, men de er måske ikke et hak bedre, når det kommer til stykket??

iTunes er nu installeret og jeg har fået dyret til at fungere og kan nu sidde her og nyde de filer, som jeg absolut ikke har købt hos iTunes, men selv møjsommeligt rippet fra CD'er rundt omkring i huset - det må man nemlig godt :-)

Så nu er jeg klar til den første etape af Tour de Embede, som er planlagt til at skulle finde sted i morgen tidlig - naturligvis kun med den ene øreprop i, der skal jo være et øre frit til at lytte efter trafikken!

Og nu har jeg skrevet det her ganske offentligt, så nu bliver jeg nok nødt til at overholde den plan, men de 22,5 km. klarer jeg da også som en mis i morgen tidlig......tror jeg nok. Må vist hellere gå ind og finde min sexede lille cykelbuks frem, hvis jeg også skal kunne sidde ned, når jeg når derud ;-)

....ja, jeg ved ikke engang hvad jeg bliver, men noget bliver jeg i hvert fald, når jeg oplever noget som det her:

Mobilen ringer - nummeret er ukendt, men der er dog et nummer, så jeg svarer. Det viser sig at være ham den smukkes kollega og også ham der var med til at skaffe ham det nye job, han nu bestrider.

He he - hyggeligt nok, for det var et af de der opkald der pludselig opstår når venner eller veninder står sammen til et eller andet arrangement (landskamp i det her tilfælde) og den ene synes at den anden SMS'er for meget til kæresten derhjemme, så plejer den at komme:

"Stik mig hans/hendes nummer, så skal jeg dælme ringe og sige at du ikke kommer hjem foreløbig!!"

Det var vist egentlig også meningen med det her opkald, selvom det faktisk slet ikke er nøvendigt - ham den smukke kommer hjem, når ham den smukke mener han skal - det vil jeg slet ikke blande mig i efter landskamp og diverse betalt af leverandør!

Men det var da vældigt hyggeligt at tale med ham den smukkes kollega/bedste kammerat efter at have hørt så meget om ham, så jeg kender hans "kælenavn" OG hans kones navn, men......men....men....så lød det jo i baggrunden:

"Ha ha ha - er det ikke hende der er over 40?"

Jeg svarede ind i røret, at "jo, jeg er sgu over 40 - helt op til mange dage!!"

men det skal da siges til kammerat/kollegaens ære at han overhovedet ikke spildte ét ord på den sag, men et eller andet sted så gør det jo alligevel ondt.

Ikke at jeg er over 40, for det er jeg jo, selvom jeg ofte svarer 29, hvis folk spørger (jeg tilføjer dog at jeg har prøvet at fylde 29 mange gange). Det er tanken om at ham den smukke faktisk bliver grinet af fordi han har en kæreste, der er 40 år gammel og han rent faktisk selv kun er de 29, jeg påstår at være - det gør mig forfærdeligt ondt.

Et eller andet sted har jeg nok vidst det - at det ville ske - at der ville komme de her bemærkninger og kommentarer, men da vores familier synes at have godtaget og accepteret os for hvem vi er og hvad vi er sammen, frem for hvor gamle vi er hver især, så troede jeg jo egentlig at vi var "home safe", men der er nok mange ting og episoder, jeg ikke har taget med i mine overvejelser - og som jeg finder ud af at jeg ikke hører om overhovedet, fordi det kun rammer ham den smukkes ører.

Jeg hørte det i dag - sikkert sagt i en 8-fadøls-brandert og jeg ved heldigvis ikke fra hvem - og det var bare ikke sjovt, hverken for mig, ham den smukke eller hans kammerat.

at det lille Gunnar-barn sover i et værelse ud mod Ryesgade og ikke ud mod Blegdamsvej (gennem gården altså - SÅ stor er lejligheden jo heller ikke ;-), for ellers var han da vågnet 14 gange nu med alle de politibiler og ambulancer, der drøner op og ned ad gaden efter den underlige slutning på landskampen i Parken....

Nå - det fik jeg så lige skrevet 4 minutter for tidligt :-(

Han vågnede naturligvis ved vedvarende udrykningsalarmer, men det tyder på at han nu er faldet til ro igen....var lige inde og putte med lidt vand at drikke og lidt nus på hovedet...

Hvorfor skulle det også lige være i dag der blev spillet landskamp i Parken???

Hold da op hvor er det bare længe siden jeg har (forsøgt) at synge et barn i søvn med "Solen er så rød, mor".

Besynderligt nok så han ud til at kunne li' det - han Gunnar-drengen - han bad oven i købet om mere :-) Og er der et ord han kan, så er det "Mer'!"

Det har været en sjov dag med den dejlige lille unge. Der var lettere optræk til tårer, da far og mor efter en længere kamp med en genstridig weekendseng vinkede og gik ned ad trappen, men ikke så snart døren var lukket var tårerne pist bort (han håber I fik rigtig dårlig samvittighed, Frederikke og Ulrik - det var vist det han var ude på) og der var ting der skulle opdages og genopdages.

Katten var så absolut IKKE interessant omend hun var MEGET interesseret i ham! Men man lærer meget hurtigt som lige der omkring 1½ årig at verfe sådan et irriterende pelsdyr væk - senere på dagen blev det så omvendt.

Så gik vi en tur ud til ham den smukke, hvor der rigget an til fotografering. Der skulle lige tøes op igen - det stakkels barn var jo lige vågnet, men det lykkedes da at få flere gode skud af ham ved hjælp af tåbelige ringetoner på min mobil og en fin lille grøn frø, der kunne pive, når man trykkede på den - frøen sidder nu på hans klapvogn :-) Den største tillidserklæring fra Gustav er dog, når han udleverer sit elskede tæppe og den opnåede ham den smukke også lige, så helt slemt kan det ikke ha' været. Glæder mig nu meget til at se resultaterne af vores anstrengelser i dag.

Så en tur i Irma på vejen hjem og så var det pludselig at det gik op for mig, hvad Frederikke mener, når hun skriver at Gunnar-drengen godt kan lide at "snacke" :-) En lille hånd i vejret og et meget bydende "MER'" resulterede i 5 jordbær, 2 kvarte rugbrød med smør, 5 skiver agurk og 2 Digestive-kiks på hjemturen - og der er altså ikke mere end godt 2 km.!!

Da vi så endelig nåede hjem med kuglerund mave (hos den ene af os i hvert fald!) SÅ blev der tøet op i en grad, jeg ikke har oplevet før. Men selvfølgelig - når mor og far ikke er der, så må man finde en anden der har førsteprioritet og når der så ikke er andre end mig, så bliver det meget naturligt til......mig!!

Jeg er blevet tævet med en plakat indtil den rent faktisk gik i stykker, vi har flyttet oceaner af mønter fra det ene sted til det andet, vi har kastet JoJo's rundt i hele køkkenet OG samlet dem op igen (de fleste i hvert fald) og vi har spist frikadeller og skildpaddeis (nu ikke noget med at sladre til Frederikke og Ulrik, vel?!), kigget fjernsyn og her til allersidst fik jeg lov at sidde med en varm og træt lige deromkring 1½-årig dreng i armene og synge ganske stille, mens jeg kunne se hans øjne glide i.

Nå ja, SÅ nemt gik det jo heller ikke, for når store virtuoser fører sig frem, så kræver publikum jo dacapo ;-) Eller også er man bare så snu som omtrent 1½-årig at man ved at én sang mere fører til at man får lov at være vågen et stykke tid endnu. Lige nu er der meget stille derinde bag døren til knægtens værelse, hvor Gunnar-drengen ligger i sin weekendseng, så jeg tror nok det er lykkedes at få ham til at sove nu.....schyyyy....

Jeg har i dag:

- lært at mit kørekort til klapvogn udløb samtidig med at knægtens klapvogn gik på pension
- genopdaget at den mest fantastisk lyd i verden er et lille barns overgivne latter
- fundet ud af hvor længe siden det er at knægten var så lille
- fundet ud af at kommunikere uden ret mange ord
- syntes at det var OK, at jeg gik at snakkede med mig selv - eller sådan føltes det i hvert fald, når reaktionen fra Gunnar-drengen udeblev
- lært Gunnar-drengen at hente min mobiltelefon, når jeg får en SMS - han kan ret godt li' min SMS-"tone"
- lært at katte ikke er udelt begejstrede for at blive aet med en plasticfigur
- genfundet den fantastiske fornemmelse det er, når et lille barn er fuldstændigt trygt og læner sig op ad en bare fordi det kan
- fundet ud af at en gåtur med klapvogn og storspisende barn høster mange flere smil og hilsener end hvis det bare er mig selv, der kommer vadende i færd med at tygge på et eller andet
- lært at min tålmodighed - med børn i hvert fald - er meget større end jeg egentlig troede
- igen fundet ud af at den unge bare er for lækker og at han til hver en tid er velkommen til at komme her og blive passet

Jeg må beklage at billeder er det ikke blevet til fra min hånd, for jeg har i dag også igen fundet ud af, at en lige omkring 1½-årig dreng er noget af en udfordring, som kræver et øje på hver finger og tå, så det er kun blevet til et par MMS'er til de "nervøse" forældre.

Nu vil jeg liste mig ind på værelset og se om jeg kan snige mig til et mobilskud af den sovende skønhed, så Frederikke kan få ro i sindet derovre på Fyn.....

Det var lige hvad jeg havde i går :-)

Først en varm velkomst ude hos det nye firma, hvor alt bare var planlagt og forberedt. Morgenmad med 20-30 nye mennesker med 20-30 nye navne, der lige skal lagres på den mentale harddisk. Nogle af dem sidder allerede fast, mens andre må komme hen ad vejen. Vældigt vældigt flink og rar ny nærmeste kollega, der også startede i går - vi har allerede kravlet rundt under bordet sammen ;-)

Mobiltelefoner og bærbare var pakket til os i fine rygsække - lige til at gå til! Og blomster kom der væltende ind ad døren - opdagede MEGET sent, at de rent faktisk ikke var fra firmaet men fra rekrutteringsgutten, så han måtte lige ha' et opkald med et tusind tak for indsatsen og naturligvis for blomsterne.

Efter en helt fin dag med mange spørgsmål, mange rare samtaler og igen mange, mange nye smilende ansigter og et enkelt telefonopkald, som jeg uden at tænke videre over bare besvarede (og jo - jeg huskede at sige det nye firmanavn!) - jeg mener, telefonen ringede jo og det kan jo ikke gå værre end galt, vel? Heldigvis var det en jeg kendte fra mit tidligere job og heldigvis var det noget jeg vidste i hvert fald en lille smule om, så ingen problemer dér, men "thumbs up" fra den nye chef over min koldblodighed. Det var en rigtig god start :-)

Eftermiddagen og aftenen bød på fadøl, caféburgere og cocktails i besynderlige farver med en lille udvalgt skare af de gamle kolleger (lidt ærgeligt dog at der blev linet op til en kold øl ude i det nye firma, men jeg blev nødt til at gå! Der var dog forståelse over hele linien for at det var nødvendigt at sige ordentligt farvel til det gamle).

Den yderst intelligente konversation fra i går aftes, hvor vi virkelig ihærdigt forsøgte at hæve os op over bæltestedet (det lykkedes vist aldrig!!) kan sammenfattes i den sætning, der oftest blev sagt

"Den slags er vi meget åbne omkring derude i Hvalsø"

eller evt.

"Det må da blive ensomt at sidde der og spille alene en hel aften!"

Yderligere forklaring gives ikke!! Os der var der, ved udmærket hvad der ligger bag disse sætninger.

Vi sneg os hjem gennem byen - ham den smukke og jeg - ved 22-tiden - kastede et blik over mod Tivoli hvor der stod en kødrand af mennesker i kø for at komme ind og høre Pet Shop Boys - godt at den idé allerede på forhånd var opgivet - og så var jeg godt nok også temmelig brugt.

Det var en helt igennem fantastisk dejlig og positiv dag og jeg glæder mig faktisk til at møde derude i firmaet igen på mandag - jeg kan ikke huske hvornår det sidst er sket!

Men nu gælder det weekenden, for lige om lidt ringer det på døren og så ankommer Gunnar-drengen til overnatning og selvom jeg ganske pludseligt er blevet fodbold-enke i aften, så skal vi nok få det hyggeligt, det er jeg sikker på.