Prelsborg

Efter fin lille tale fra chefchefen og overrækkelse af "det gyldne modem" for storslået indsats i forbindelse med vores internetprodukt til ham den smukke blev der summet lidt rundt. Der blev snakket lidt med daglige kolleger og så dem fra de andre afdelinger, som man ofte taler med, men ikke så ofte ser.

Der kom rigtigt mange for at sige farvel - og naturligvis også yndlingskollegaen, selvom han har en aftale med en "red eye" til Australien i morgen tidlig. Efter et tilpas tidsrum af summen rundt, mente han at det måtte være tid til farvel og efter at jeg storsmilende havde overværet et kram, der vist nok kom lidt bag på ham den smukke, men som er ganske typisk for yndlingskollegaen, hørte jeg det sidste af en aftale om at ses igen de to imellem (det skal naturligvis lige bemærkes at yndlingskollegaen som en af de få er udmærket klar over mit og ham den smukkes forhold):

"....men bare du kommer alene....." sagde yndlingskollegaen netop så højt at han var helt sikker på at jeg hørte det!

"Jeg skal se om jeg kan snige mig væk...." svarede ham den smukke.

Jeg havde allerede åbnet munden for i vanlig stil at svare igen med noget i retning af:

"Og det tror du, du får lov til??" til ham den smukke

eller

"Nå, men så kan mig og XXX (yndlingskollegas kæreste) da få noget fred så længe...." til yndlingskollegaen

da det gik op for mig, at jeg overhovedet ikke kunne "tillade" mig at komme med nogen som helst kommentarer til den samtale fordi det myldrede omkring os med både nære og fjernere kolleger.

Alt hvad jeg kunne var at stirre ondt på yndlingskollegaen og trampe ham ganske (næsten!!) diskret over foden og hvisle i hans øre at han eddermanme bare kunne vente sig, når han kom tilbage fra down-under.

Ikke nok med at han efterlader mig i selskab med en skovtrold på min fødselsdag i stedet for at beære mig med sit eget selskab - han tillader sig også at mobbe mig på det groveste, når han udmærket ved, at jeg ingen chance har for at give igen! FNYS!!

Han kan vente sig kan han - 6 uger går rimeligt hurtigt....ja, de gør!!

Der bliver så småt pakket ned og de allersidste arbejdsopgaver udføres derovre på den anden side af væggen.

Der tælles ned til kl. 14.00, hvor kolleger fra fjern og nær vil ankomme til vores ydmyge lokaler for at sige farvel og tak til ham den smukke for den indsats han har ydet de sidste år. Der har lydt højlydt sukken og stønnen fra kolleger ude i landet, når de er blevet oplyst om hans beslutning om at forlade firmaet og jeg tror at mange af dem vil lægge vejen forbi for personligt at sige tak for samarbejdet.

Det går pludselig op for mig, som jeg står der i min glasboks og kigger hen på ham, at jeg fra i morgen ikke vil have den samme udsigt mere. Der vil fra i morgen være endnu mindre glæde ved en dagvagt, end der hidtil har været, for der vil ikke være flere stjålne kys, ikke flere kærlige blikke og smil på tværs af lokalet og ikke flere meget indforståede smådrillerier i det daglige.

Suk.....her bliver tomt, trist og kedeligt gør her.......

.....når jeg i midt i en arbejdsrelateret overvågning af Eurosport begynder at sprutgrine af at en af deltagerne i en stangspringskonkurrence ved navn "Stars of the Pole" hedder Hingst til efternavn...

når jeg snakker med min bror og hører bitterhed, træthed og tristhed i hans stemme.

Der er ikke lige noget der fungerer for ham i øjeblikket - hverken job, kæreste eller boligsituation - og det høres så tydeligt i hans måde at tale på.

Ikke at han ligeud siger noget om det, der helt klart betyder allermest for ham, men mellem linierne kan jeg høre at han er godt og grundigt ked af det hele.

Må snarest besøge ham i hans nye domicil og se om ikke det er muligt at muntre ham bare lidt op.

Et sted derude i byen sidder ham den smukke sammen med et par kolleger og siger farvel, selvom hans sidste dag jo i realiteten først er på onsdag.

Jeg under ham det - og dem også - men jeg ville jo lyve hvis jeg sagde at jeg ikke var bare en lillebitte smule skuffet over ikke at være inviteret med. Ikke at jeg ville kunne deltage i voldsom grad - jeg har jo knægten at tage vare på i denne uge - men bare at have fået muligheden for at kunne være med ville ha' været godt - han er jo også min kollega, ikk'?? Og også en del andres...

Men vi må så nøjes med den officielle afskedsreception, der afholdes på onsdag under ganske anderledes forhold og så - he he - hvad de andre ikke ved er jo at jeg også må "nøjes" med hans selskab på så mange andre tidspunkter.

Åh jo - vi er stadig hemmelige nemlig hvad angår arbejdet, så jeg nøjes med at løfte min knap så festlige Harboe-dåseøl herhjemme og med et lille smil hviske:

"Skål, min egen - og endnu engang tillykke med det nye job! Du har SÅ meget fortjent det, for dine evner er fuldstændigt spildt på det her verdensfirma!"

Vaklende og temmelig desorienteret, men hjemme og særdeles meget i live.

2 tænder og 1 livmoder måtte hun bløde (og så taler vi slet, slet ikke om hvad JEG måtte bløde for det!!!), men hun har det efter omstædighederne helt fint.

Og lidt lettet er man jo så.....

Ynkeligt hylende i sin transportkasse er Xenia-katten afleveret til slagt dyrlægen.

Udsultet og dehydreret efter en hel nat uden mad og vand - stakkels lille kræ.

Afhentning er aftalt til mellem 14.00 og 16.00, med mindre uforudsete ting indtræffer, men det har jeg besluttet, at det gør der IKKE, for der er frost i jorden og jeg har ikke plads til hende i fryseren. Derfor har hun fået besked på at komme hjem i levende tilstand.

Det kunne godt gå hen og blive en lang dag......

Hr. Smukke fylder rundt og vi er om ganske lidt på vej mod øen for at fejre ham.

Det er ikke nemt at finde på gaver til en mand i hans alder, som "har det hele", og Fru Smukke har da også fået lov at stå for en stor del af de indkøb, men én ting er sikkert - han skal ha' en bog!!!

Hr. Smukke er nemlig logebror - Frimurer om en hals - og i samme øjeblik jeg havde slugt de sidste linier af Dan Browns "Engle og Dæmoner" var der ingen tvivl i mit sind. Om jeg så skal stoppe den ned i halsen på ham, så skal han ha' den bog.

Hr. Smukke er nemlig ikke den store boglæser - et ikke-gen han helt klart har givet videre til sin søn, hvorfra følgende citat stammer:

"Jeg har rent faktisk engang læst en bog......."

Det siger vist det hele :-)

Nå, der må bades og pakkes færdigt - de der lange røde på skinner venter jo ikke ligefrem på en...

deroppe i Aalborg.

Hørt i TV-Avisen i et indslag om orangutanger i Aalborg Zoo:

"Han vil jo gerne ha' at hun kommer ned og tager fat i den kæp - når han sådan jawer den ind!"


Det var vist ganske uskyldigt, men jeg vil nu bare lade den udtalelse stå for sig selv ;-)

med en lille cellofan- og sølvpapirpakke indeholdende P-piller har jeg nu jagtet den skrigende kat rundt i køkkenet og med almindelig tvang stoppet to af dem i halsen på hende.

2 i dag (og det nåede jeg lige!) og 2 i morgen burde ifølge dyrlægen tage det infernalske skrigeri, hun udsætter mig for i øjeblikket.

På tirsdag bliver der sat en endelig stopper for skrigeri af den slags i al fremtid. Nu skal hun endelig steriliseres og så må hun meget gerne falde til ro og blive en fed og doven pelsklump, der kun hyler når madskålen er tom.

...og P-pillerne er naturligvis af katteslagsen - jeg har ikke fundet en gammel pakning af mine egne frem til hende - sådan er jeg altså heller ikke!

stiller hun sig foran spejlet og så siger skriger hun til sig selv:

"Xenia - du er for lækker! Lækker - lækker - lækker....."

Kat i løbetid......*suk*....hvor er dyrlægens nummer nu henne??!!

Kom sent hjem fra arbejde i går - naturligt nok når man har sent fri - og brugte vel lige en lille time på at kigge blogs og andet interessant på nettet.

Derefter ind og kaste hovedet på puden, tygge et par sider eller 20 af den gode gamle King-roman "Det Onde" og mærkede trætheden snige sig ind over mig. Slukkede lyset, sukkede velbehageligt og lagde mig godt til rette under dynen med katten på plads i fodenden af ham den smukkes dyne.

Og så sker det!! Nope - ikke at søvnen blidt overmander mig, men at tankerne begynder at vandre ad sine helt egne forvirrede veje.

Det er død, ødelæggelse og ulykker, der præger mine tanker i disse sene nattetimer. Jeg forestiller mig pludselig de værste scenarier, der absolut intet har med noget som helst at gøre. Det er ikke ting, jeg har oplevet tidligere i mit liv, men nærmere forestillinger om hvad der kunne ske.

Jeg forsøger af al magt at tænke på sommerfugle, kælelam, kattekillinger - alt hvad der er sødt og blødt og dejligt, men lige lidt hjælper det! Forsøger jeg at tvinge tankerne over på knægten eller ham den smukke, breder der sig billeder i mit sind om alle de frygtelige ulykker, der kunne tilstøde dem og ofte trækker disse billeder oven i købet tårer.

Der er ikke andet at gøre end at opgive, så klokken 03.30 sad jeg i mit køkken, rystende af kulde både ind- og udvendigt, mens jeg prøvede at lukke af for alt, hvad der hedder tankegang og omkring klokken 04.00, da jeg endnu engang lagde mig, må det være lykkedes for mig, for lidt søvn har jeg da fået.

Kim Larsen synger så frejdigt "i de barmhjertige timer fra 2 til 5.....". Jeg synes aldeles ikke de er barmhjertige - de er direkte ondskabsfulde!!

En lille smule hængt kat præger vist mit udseende i dag, men jeg har da fået gjort noget ved de lyse striber (som ham den smukke så venligt kalder dem!) i håret. De er nu dækket for de næste par uger, men det og så en aftenvagt bliver vist også alt, hvad jeg får foretaget mig i dag.

I aften og nat ønsker jeg mig barmhjertighed......please?!

Blog Tjek 07 hedder den nye store undersøgelse om blogs og deres læsere.

Og jeg vil da også frygtelig gerne vide, hvem der bevæger sig herind med jævne mellemrum, så hvis du lige kunne afse et par minutter af din tid til at besvare spørgeskemaet, så ville jeg blive voldsomt glad.

På forhånd tak :-)

Gå til spørgeskema

Det snevejr der lige nu sætter sit hvide skær på København lå simpelthen bare og ventede på at Onkel Kollega skulle sende mig hjem.

På vej ned ad Jagtvej begyndte meget små, men til gengæld meget skarpe, ispartikler at stikke i kinder og øjne. Usynlige var de, så jeg bemærkede dem først, når de allerede havde forvildet sig helt ind i mine forsvarsløse øjne - det er svært at beskytte sig mod noget man ikke kan se!

Længere fremme på turen blev snefnuggene ganske synlige og brostenene ved samtlige udkørsler tilsvarende glatte, og når jeg nu kigger ud af vinduet kan jeg se et fint lille hvidt lag over det hele og endnu flere fnug der hvirvler rundt i gadelampernes skær.

Måske holder det denne gang også til i morgen?? Lige nu er jeg bare glad for at det ikke er mig, der tumler rundt derude mere, for selvom termometeret på EKJ-bygningen siger at det kun er -1 derude, så føles det SÅ meget koldere på grund af blæsten.

I mit næste liv vil jeg være kat!!

Tænk at kunne ligge og ligge hele dagen - finde en solstråle i en vindueskarm og så bare flytte sig efterhånden som dagen skrider frem.

Tænk at kunne gå til fyldt mad- og vandskål når som helst det passer én - og skulle uheldet være ude og hende der Fru Ejer har glemt opfyldningen, så skal der jo bare et par velplacerede kløer til for at fange hendes opmærksomhed - det samme gælder i øvrigt kattebakken.

Tænk at kunne gå ned ad 4 etager trapper i bælgravende mørke uden at skulle føle sig frem med fødderne for ikke at misse et trin og dermed risikere brækkede arme og ben og det der er værre.

Det er naturligvis den sidste katteegenskab der virker voldsomt tiltalende på mig i øjeblikket, hvor lyset i opgangen for anden gang på en uge glimrer ved sit fravær. Jeg er natteblind og kan ikke se en bjælde i mørke - ingen konturer - ingen skygger - ingenting!!, og min favoritbeskæftigelse er så absolut ikke at gå ned ad trapper, jeg ikke kan se!

Jeg var 5 minutter om at nå fra fjerde sal til fortovet i morges, så nu må Hr. Varmemester gerne snart få fingeren ud!!

...man kan selvfølgelig godt blive træt af at spise det samme til aftensmad 5 dage i træk, så måske er det min underbevidsthed der har fået mig til at glemme at sætte kyllinge/pasta-gryderetten tilbage i køleskabet i går.

Jeg lavede i mandags en ordentlig skudefuld af ovenstående, fordi jeg ved at jeg, når jeg har nattevagt, ikke rigtig gider at stå og kokkerere det helt store om aftenen. Derfor er det dejligt nemt (og en hel del sundere end det jeg ellers kunne finde på i almindelig nattevagtsugidelighed!) at have sådan en ret stående, der lige kan smides på en tallerken og kyles i microovnen.

Men 4 dage var altså nok!

Gad vide hvad jeg så skal ha' i aften?? ;-)

Ganske få forvildede snefnug faldt fra himlen på min vej hjem. Ikke nok til at kunne kaldes en byge - ikke engang en spredt en af slagsen - men alligvel.....de var der da med et par minutters mellemrum.

Nu, mens jeg sidder og mærker den prikkende varme i kinderne, tænker jeg på hvordan verden mon ser ud, når jeg vågner igen engang i eftermiddag.

Er der en ny og fin hvid verden derude eller er den bare almindeligt kedelig grå, som den plejer at være på denne tid af året?!

Nuvel - det finder jeg jo ikke ud af med mindre jeg kravler under dynen og får lukket øjnene, så det tror jeg, jeg vil gøre.

Ha' en god kold dag derude.

Ham den smukke drog i formiddags hjem til sig selv for der at ordne nogle af de ting, der nu skal ordnes, hvis man gerne vil ha' rent tøj på kroppen og i øvrigt kunne entre sin bolig uden at skulle sparke sig frem.

Knægten forlod mig sent eftermiddag til fordel for faderen, der pænt troppede op for at slæbe den lille fikse bærbare (det' LØGN!! Den er megatung!!), så nu sidder jeg her helt alene og forladt......næsten.....

For hende den lille gråpelsede semistribede var der jo ingen af dem, der tog med hjem og hun er om noget overkælen og kan ikke forstå at der findes andre ting i verden, jeg kunne foretage mig end at nusse hende.....hele tiden!!!

Der var f.eks. heller ingen af dem der tog de 47 kilo vasketøj med hjem, som jeg nu forsøger at kæmpe mig igennem!!

Så mig, pelsklumpen og de 47 kilo tøj holder hinanden med selskab, mens vi hviler ørerne lidt efter 3 ugers hvisjegikketalersåeksistererjegikke-selskab af knægten. Åh jo - han er nået dertil, hvor han kun er rigtigt i live, hvis hans mund ikke står stille ét sekund. Det er så helt fuldstændigt ligegyldigt, hvad der kommer ud af den - bare det er lyde!!

Oh salige fred - kan kun høre pelsdyret og vaskemaskine/tørretumbler.........

Om ganske lidt vil jeg så savne

"Og hvad skal vi så ha' til aften??"
"Og så sagde Jeppe også henne i skolen......."
"Og ham der krigeren, jeg har i level 61, ikk'??....."
"Nå men så smutter jeg lige ind til mig selv lidt......."

...men først om lidt......

uden netadgang - og uden PC-adgang i det hele taget - men til gengæld med frustrationerne voksende ud fra hver en kant de nu måtte føle for - fik ham den smukke i går aftes endelig dyret til at køre igen.

En defekt RAM-blok!! Nå ja - nok lige det allersidste jeg nogensinde ville have overvejet, så godt man jeg har eksperter til den slags!

Efter i morges igen at have konstateret at JO!! dyret startede op og ville gerne tale med skærmen igen, så var meningen jo at nu skulle jeg da skrive om de sidste dages genvordigheder indeholdende bl.a. et personalemøde, der virkelig var ad H.... til, et instruktionsmøde med deltagelse af bl.a. min forhåbentlig kommende chef der lover godt, og en hel masse andet, men.....


....og her må jeg rette en dirrende og meget anklagende pegefinger mod Ella, for det var hende der lokkede mig herind og satte mig i gang med at spille!!! Ikke at jeg er fremmed overfor den slags i forvejen, men når de siger 1 (EN!!) times prøvetid, så nytter det ikke at de "glemmer" at stoppe spillet efter den ene time.

Jeg er stadig i gang med at bygge Rom op fra grunden - og det er Ellas skyld det hele......