Prelsborg

mig, der hoppede rundt med min nye kontrakt i den ene hånd og opsigelsen til arbejdet i den anden....

Men det er det ikke!!

Til gengæld har ham den smukke nu fået nyt job - og jeg kan næsten ikke få armene ned.......

Søvnen havde lidt svært ved at indfinde sig i går aftes og det medførte at jeg gabte lidt mere her til morgen, end jeg normalt gør.

Jeg strakte mig også en hel del mere og det var midt i sådan et stræ-æ-æk med tilhørende

"hniiiiiiii......."-lyd

at knægten spurgte:

"Er du træt her til morgen, mor?"

"Ja! Jeg kunne ikke falde i søvn i går....."

svarede jeg i overensstemmelse med sandheden. Og så satte han det ødelæggende slag ind! Bemærkningen, der resten af dagen skal få mig til at føle mig som et omvandrende fugleskræmsel og undgå alt hvad der hedder spejle og andre blanke overflader!!

"Nå, så er det derfor du har sådan nogle store poser under øjnene!!!"

TAK, MIN SØN!!! Jeg elsker også dig!!

Med at vade rundt her og fise husleje af. Jeg har vist holdt det fri, jeg skal holde i denne friperiode.

Nå ja - jeg har da stadig ikke tænkt mig at møde op på embedet, men der er til gengæld så mange andre ting herhjemme, der kunne trænge til en overhaling - skabe f.eks.! Og det være sig klædeskabe, køkkenskabe eller køleskabe - de kunne alle godt trænge til en kærlig hånd!

Resten af friperioden må derfor dedikeres "Projekt Skabe"!! Og nu hvor det er skrevet her, så bliver jeg jo nødt til at gøre noget ved det, ikk'??

Andre projekter er også skudt i gang, men dem tror jeg lige jeg vil beholde for mig selv lidt endnu.

er vi vendt hjem fra en tur i Parken.

Knægten var så heldig at pakke en bue og 4 pile ud til jul - og det er altså ikke en for-sjov bue - til gengæld er pilene med ganske blød "spids" - nærmest en gummibold, der sidder for enden af dem.

Vi har ventet - og ventet - og ventet på at det skulle blive bare sådan nogenlunde vejr til at afprøve vidunderet, men når knægten har været her, så har vejret vist sig fra nogenlunde sin værste side.

I dag holdt det tørt oppefra og selvom jeg godt nok havde en mistanke om at græsset i Fælledparken ikke havde suget alt vandet til sig, gik vi derover alligevel.....og heldigvis....

Det er virkelig længe siden jeg har moret mig så herligt (og jeg tør også godt at sige det samme for knægten!).

Vi skød efter træer og vi skød efter hinanden, da vi altså havde overstået

"Mor, du vender altså buen forkert!"-stadiet.

Ikke at jeg vendte buen ind mod mig selv, men sådan mere op-og-ned-agtigt, ikk'??



Det var køligt, men ikke koldt og himlen var så høj at jeg er sikker at vores latter har kunnet høres over hele Fælledparken.

Det endte desværre med en buestreng, der meget hårdt kærtegnede en kold drengekind. Det trak tårer, som ingen måtte se, så derfor stoppede vi legen for denne gang.

Men det er i hvert fald ikke sidste gang vi indtager Fælledparken med bue og pile, så pas på derude.....

lød det i Irma tidligere, da knægten og jeg lige hentede en liter mælk efter et drabeligt slag i Fælledparken med bue og pil.

Og jeg studsede over det, fordi ordene ikke kom fra en ældre, men en ganske yngre mand - og det er da sjældent man hører lige det ord - frøken - ikk'?? Og det var ment i pæneste forstand, for selvsamme "frøken" havde glemt nogle varer på kassebåndet

Kasseekspedienten er pænt opdraget, så han kiggede kun kort op med et smil i øjenkrogen, da jeg udbrød:

"Det er da sjældent hørt!!"

...og derefter måtte forklare for knægten, hvad jeg mente.

Men helt ærligt, hvornår har du hørt det sidst - frøken??

Og så lige sat sammen med et "hey..."

Og hvornår går man Frøken til Frue i fremmede menneskers forstand??

Ja, for det var jo naturligvis ikke mig, der blev råbt efter.....

med 1 ½ times strømafbrydelse, hvor følgende tanker strøg gennem hovedet:

- madpakkesmøring i starinlysskær - og kan jeg overhovedet set, hvad der er i køleskabet?
- og *GYYYS* NesCafé rørt op i koldt vand......
- sende knægt afsted i skole med kolde og våde bukser, fordi tørretumbleren jo stoppede midt i programmet
- og da allerallerværst!!!!! ;-) Vågne uden at kunne tænde PC'en og hænge der og læse sidste nyt fra natten der gik.....

Det går da virkelig ikke!! Og sådan skal det heldigvis heller ikke være - vi er med i verden igen! Strømmen er tilbage - lamperne lyser - tørretumbleren spinner og jeg er nu SÅ klar til at gå i seng - det har nemlig været en dag.......og en aften.......


Og sådan P.S.-agtigt inden nogen får ondt i noget - det ville naturligvis være det værste at skulle sende barnet afsted i vådt tøj, men der ER altså tørt tøj til ham i morgen - bare sådan inden jeg bliver anmeldt for børnemishandling - man ved jo aldrig!!!

Det startede jo rigtigt godt ud med langsom opvågnen med ham den smukke og derefter afsked *kys-kys* til den ene og derefter til den anden *kram-kram*, der skulle hhv. på arbejde og i skole.

Derefter en lille bitte smule vegeteren foran PC'en - det må man nemlig godt, når man har fri!

Men der var jo varslet venindebesøg - af en dejlig, kær veninde som jeg bare ikke har set i alt, alt for lang tid (ligesom hende vi besøgte i går, men det er jo en anden historie), så derfor måtte de værste nullermænd skræmmes væk fra køkkenet og indkøb til vores frokost foretages i den nærliggende Irma.

Omkring klokken 11 havde hun sagt - og jeg er vældigt tålmodig, når det kommer til den slags aftaler, så først omkring kl. 11.35 begyndte jeg at bekymre mig. Ikke over den indkøbte frokost, for det er bare mad, men for venindens helbred. Ikke så meget at hun skulle være kommet ud for en ulykke på vejen - men også det naturligvis - men hun er en lille bitte smule skrøbelig i øjeblikket, og så bliver jeg altså nervøs, når hun ikke dukker op som aftalt - hun har så vidt jeg husker ALDRIG gjort det før.

Sendte en SMS - hun kunne jo være blevet opholdt af trafikken - vi bor altså ikke lige ved siden af hinanden - 10 minutter holdt jeg ud og så MÅTTE jeg ringe!!

Hun var tilgivet i samme øjeblik hun tog telefonen - alverdens lettelse skyllede ind over mig og det var da ikke noget problem, at hun på daværende befandt sig i det allernordiske af Jylland, så længe hun bare var OK - og det var hun!! Hun havde altså bare glemt det "in the heat of the moment" da hende og kæresten var draget mod nord dagen før. Det kommer til at koste hende bøffer og rødvin, men tilgivet - det ER hun helt sikkert!

Og så var dagen jo min til at spise den frokost, som var planlagt, og som - da knægten meldte forfald til middag, fordi han lige skulle med hjem til bedsteste bedstevennen (BBV) - nu også om lidt gør det ud for aftensmad.

Men knægten blev aftalt, at han lige skulle ringe, når han vidste om han skulle spise med hos BBV eller ej - det gjorde han naturligvis ikke, så der måtte på bedste forældremanér spørges ind til tingene omkring kl. 17.20.

Han blev og spiste meddelte han og ville være hjemme med bussen omkring kl 18.30. I disse meget mørke tider er jeg ikke begjstret for at lade ham gå hjem fra Trianglen selv, så vi blev enige om at jeg hentede ham der på det aftalte tidspunkt.

Kl. 18.30 stod jeg naturligvis på aftalte mødeplads og sendte besked om at han snart var på vej og fik svaret: "Sidder lige og spiser" - og her bliver jeg nødt til at takke alverdens mobilselskaber for opfindelsen af SMS, for det er ikke lige SÅ nemt at gå mor-amok i en SMS, som det er i en alminelig samtale - og ringe op ville jeg da naturligvis ikke, når han lige sad med BBV og hans familie og spiste. Han fik besked på i meget korte vendinger, at MOR!! altså stod på Trianglen og ventede, så øøøøhhhh.....NU ikk'??

Og han kom da også snigende med bussen meget kort efter (og jeg reddede ham oven i købet fra en middag med muslinger - he no like!!).

På vejen hjem snakkede vi lidt om regler og aftaler og har nu lavet en ny aftale. Der aftales simpelthen ingen tid - han ringer lige inden han går fra BBV, så passer det nogenlunde med afhentning på Trianglen - og så har han dælme også bare at overholde den!!

Nå men, vel hjemme og i godt humør og gode venner og det hele, ringer telefonen. Det er da såmænd bare knægtens klasselærer, der spørger om jeg lige har tid 5 minutter og kan tale uden at knægten hører det - ADRK!!

Knægten forvises til værelse og jeg forbereder mig på det værste!! Overfald - verbale overfald - slagsmål med lede metoder og det der er værre, men det var da "heldigvis" ikke værre end noget med noget om at drenge skifter lugt, når de går fra små børn til lidt større børn. Og dén har vi så taget på min allermest pædagogiske måde - som er lig ca. minus - men vi har dog fundet frem til nogle nye regler, hvad personlig hygiejne angår.

Og nu er jeg sjovt nok en kende brugt for i dag - venter på at resten af min og venindens frokost varmes op i ovnen og gad vide om ikke et enkelt afsnit af "Skadestuen" kan overbevise mig om, at nogen har haft en værre dag end min....det MÅ da kunne lade sig gøre........


Nå ja - og forresten så er der vist gået noget betændelse i det der lede sår, jeg fik lavet med glasset i søndags, så når jeg er færdig med at spise, så foregår resten af aftenen med højre hånd i brun sæbe - *suk*

inden jeg ville høre denne sætning fra knægtens mund:

"Det er da bedre end sex......"

Ikke desto mindre har han lige udtalt netop disse ord på vej ned ad trappen for at gå i skole.

At det så var i betydningen at 5 timer i skole da var bedre end seks, kunne ikke gøre mit smørrede smil mindre.

som at være med i et dameblad, når man bliver udstillet med både navn og adresse.

Men at komme på bagsiden af et dameblad kræver vist efterhånden en Lilly-model eller noget - og det kan jeg nok ikke lige klare :-)

Men til gengæld kan jeg nok lige klare denne uges udfordring;-)

Mindre kunne åbenbart ikke gøre det for det stakkels plagede gratisavisbud, der leverer 24 timer her på Østerbro. 14 stykker havde han fået proppet ind i min stakkels postkasse og dem han ikke lige kunne få plads til, hvad han så lagt ovenpå.

Sjovt nok modtog jeg, før jeg fik monteret det grønne "NEJ TAK!"-mærkat, kun en enkelt af slagsen, men nu er han åbenbart sur og har taget det som en personlig fornærmelse at jeg ikke gider at modtage flere af hans aviser.

Der er naturligvis sendt mail afsted til distributionen hos 24 timer - spændende bliver det om de gider at ulejlige sig med at svare.

til projekt ultragrimt halstørklæde.

1000 tak, Randi - med den start er der virkelig basis for at noget grimt kan ske ;-)

Og hvis der lige er andre der er kommet i tanker om at der ligger garnrester rundt omkring, så aftager jeg stadig gerne. Adressen kan I finde her, så jeg behøver ikke længere at sende en evt. mail.

og jeg bor på 4. sal på Østerbro.

Bare hvis nogen skulle være i tvivl!

for at slippe for en opvask!!

Her til formiddag, da der skulle vaskes op efter brunchen, stillede jeg mig glad og fro klar ved opvaskebaljen og gik i gang i den reglementerede rækkefølge: glas først, så bestik osv. osv.

Jeg nåede dog ikke længere end til det første glas - et aflangt, smalt et af slagsen - nydeligt ottekantet og ganske fortrinligt til long-drinks. Der havde nu blot været cola i dette her, men det skulle da ikke forhindre det følgende. Svamp ned i glasset (vasker aldrig op med børste - kun med svamp!!) - hånd ned i glasset - fat i svampen og dreje rundt. Min hjerne opfattede vist egentlig godt det lille *knæk* der lød dernede i vandet, men signalet nåede aldrig ned til hånden, der fortsatte sin drejen rundt med uformindsket styrke! Det var først, da den første melding om "SMERTE!!!!" nåede op på øverste etage at hånden stoppede sin videre færd rundt i glasset, men da var skaden naturligvis sket.

Resultatet var en stor fin flænge i hånden lige der hvor lillefingeren holder op med at være finger. Hånden op af vandet - kigge på skadens omfang - ADRK!! - hånden ned i vandet igen, for når jeg ikke kan se det, så er der nok ikke sket noget alligevel! Den vedvarende rødfarvning af opvaskevandet fortalte dog en anden historie og med en af ham den smukke hjemmekomponeret forbinding bestående af køkkenrulle og tape om hånden, måtte jeg trække mig fra al ydeligere vandpjasken.

Jeg slap for opvasken, men det gør altså satans ondt i hånden, så hvis der er nogen der vil bytte, så tager jeg gerne en 12-personers opvask i stedet...

Jeg strikkede for et par år siden et halstørklæde til yndlingskollegaen (ja, det kan jeg: 2 ret og 2 vrang, men så er mine strikkefærdigheder også opbrugt!!). Det var multifarvet og med striber i uens størrelse lavet af alle mulige og umulige former for garn. Jeg har desværre ikke nogen billeddokumentation, men tro mig - det var GRIMT!!!

Det var ment som en hadegave og jeg sneg det da også bare ned i hans skuffe inden jeg forlod embedet en dag. Sendte ham derefter en SMS : "Din julegave ligger i din skuffe!" og overvejede så at slukke mobilen for ikke at modtage hans iskoldt høflige "Næh - 1000 tak!!!"-SMS eller - endnu værre - blive ringet op og overfuset for at aflevere noget så grimt som julegave.

Sådan gik det naturligvis heller ikke, for jeg har bare IKKE held med mine hadegaver!! Jeg fik derimod utallige overstrømmende SMS'er om hvor begejstret han var for rædslen og at han bare aldrig havde set noget lignende (nej - DET tror jeg på!!) og den dag i dag slæber han stadig rundt på det forbistrede halstørklæde og fortæller til højre og venstre at det bare er det bedste, han nogensinde har ejet.

Nu nævnte han så i dag, mens han begejstret viklede uldtotten af halsen, at ham og kæresten står og slås om det hver morgen, når enten han eller hun forlader hjemmet, og så skal hun da ikke ha' lov at dø i synden, vel??

Så ligger du inde med en rest garn - et halvt eller et kvart nøgle af hvilken som helst farve og afart, som du ikke lige ved, hvad du skal bruge til, men som du alligevel ikke har smidt ud, for man ved jo aldrig, så vil jeg altså meget, meget gerne aftage det.

Smid en kommentar med mailadresse eller send mig en mail på pernille[@]prelsborg[.]dk (fjern klammerne), så sender jeg fluks en adresse retur.

Hvis det lykkes mig at få rigtigt mange forskellige farver og typer, så vil det måske også endelig lykkes for mig at producere en hadegave, som modtageren virkelig hader, så please.......

Sidder jeg højest sandsynligt her på omtrent samme tidspunkt og mærker efter. Mærker efter om der er nogen forskel og om det gør ondt nogen steder.

De fleste, jeg kender, der har prøvet det lover mig at det ikke kommer til at gøre ondt og at man ikke mærker noget som helst hverken under eller efter.

Alligevel synes jeg det er lidt skræmmende at bevæge sig hen imod at fylde 29 igen igen igen igen igen igen igen igen igen igen igen...

Og det med de 10 uger har noget at gøre med et vagtskema der ruller over netop 10 uger, så jeg ved at jeg den dag har samme slags vagt som i dag. Jeg troede så også jeg vidste, hvem jeg skulle tilbringe den aftenvagt med - nemlig yndlingskollegaen - men han har da heldigvis meddelt at han smutter 5-6 uger til Australien, så jeg kan i stedet se frem til selskab af en skovtrold - ØV altså!!!

Af at sidde her på embedet og ikke lave noget som helst.

Ja, det lyder måske mærkeligt at jeg kan blive stresset af bare at sidde på en stol og glo og vente på at der evt. sker et eller andet, men sådan er det ikke desto mindre.

Det føles ofte som spild af god tid, hvor jeg kunne nå en hel masse andet - og så går tiden i øvrigt uendeligt langsomt, når der ikke er noget at lave.

Jeg ville meget hellere have rivende travlt og gå hjem med følelsen af at have udrettet "noget", men det er desværre (eller heldigvis for andre!) meget sjældent det sker og de fleste af mine kolleger lever da også fint med at bare sidde og sidde, men jeg får altså snart fnidder.

Og skulle jeg så kaste mig ud i at gå i gang med et eller andet, der kræver bare et minimum af koncentration, så er det da 100% sikkert at helvede bryder løs og telefonerne kimer i ét væk - og så det jo også galt ;-)

Gad vide om brandmænd og falckreddere har det på samme måde??

Minusenergi og minuspenge er to af de ting, der sædvanligvis kendetegner januar måned og denne er ingen undtagelse.

Til gengæld har jeg nyt tøj, fordi et postordrefirma ganske unfair udsendte udsalgsmail, mens jeg sad og havde så frygtelig ondt af mig selv på nattevagterne i julen.

Træt og fattig, men til gengældt velklædt. Februar må vist udnævnes til "køb-absolut-INGENTING"-måneden i år.

Som en vis Miranda i en vis TV-serie på et tidspunkt udtaler, så har en hver kvinde i sit skab et par bukser, som hun håber engang med tiden at kunne krybe i igen.

Sådan er jeg naturligvis ikke!!

Jeg har 4 par bukser i skabet, som jeg har nægtet at smide ud, fordi jeg var helt sikker på at jeg en dag skulle promenere dem igen. Ofte har de været lige på vippen til at ryge til genbrug, for det er jo ikke fordi de er voldsomt slidte - de har bare ikke sådan lige kunnet lukkes (hvis de overhovedet kunne nå så langt op ad benene!).

I dag tog jeg et par af dem ud - sukkede dybt og kastede først det ene og derefter det andet ben i dem. Det var ikke fordi de lige smuttede på som en handske på en hånd (i rette størrelse naturligvis!) men de er på!!!

Det kan godt være jeg ligner en vanskabning, når jeg skal bukke mig ned og det kan da også godt være at en lettere uformelig delle sniger sig ud over linningen, men de er lukkede, de er på og jeg trækker stadig vejret :-)

Når jeg nu siger at det ikke virker her i mit nærmiljø på 1. sal, så hjælper det altså ikke noget at I i kor siger:

"Jamen - det virker her på 5.!"

For jeg kan ikke overbevise kunderne om at de nok er ligeså tåbeligt åndssvage og visuelt udfordrede som jeg og dermed nok ikke kan finde ud af at trykke på de rigtige knapper, så de kan se de kanaler, de betaler i dyre domme for.

Det betaler sig med andre ord ind imellem at høre efter hvad jeg siger i stedet for bare at ræse derudaf med 140 i timen, men selvfølgelig hvis I hellere vil tilbringe hele jeres lørdag herinde sammen med os andre, så river jeg da gerne rør af og siger:

"Det er Pernille - nej, det virker stadig ikke - undtagen på 5. sal....."

Nu lige om lidt vil jeg forlade kamppladsen, for NU virker det meste også her på 1. sal og jeg vil gerne ud herfra inden I får ødelagt mere. Jeg skal jo være frisk til i morgen, så jeg også kan tilbringe min søndag herinde.

Og nej!!! I skal ikke så meget som tænke på at ringe efter ham den smukke igen - han har nemlig travlt med at lave mad.........til mig!!!

der trykkede "stop" på min mobil i morges og derefter undlod at stå op!!!

Derfor var der også nogen, der 20 minutter efter mødetid sad forvirret i mit køkken og ringede til embedet for at undskylde.

Og en undskyldning af de helt store måtte det blive til, for det viste sig jo selvfølgelig at nogens dagvagtkollega havde meldt sig syg, så det var nattevagten, der besvarede opkaldet.

Nogen kom pustende ind ad døren til embedet over en time for sent.

Nogen burde ha' nogen tæsk!!!

Nu tror jeg det må være på tide med det der store forkromede tilbageblik på året, der gik uden at jeg eller andre havde nogen som helst indflydelse på det. Der blev vist demonstreret i Paris mod det nye års komme, men det lod det sig naturligvis ikke skræmme af.

2007 er over os og jeg har endda skrevet det årstal flere gange på jobbet i dag uden at ryste på min lille hånd (OG uden at skrive forkert!) og så er det jo også tid til at kigge lidt tilbage - i hvert fald hvis jeg skal følge i mine egne fodspor her på bloggen - og det skal jeg jo.

2006 bød på sorger og glæder som så mange år før det.

Jeg startede året med at være ganske gift og sluttede det med at være næsten-skilt (der mangler lige et par underskrifter og 500,- til Statsamtet). Det var ingen let beslutning og jeg har fuldstændigt valgt at overhøre "kloge menneskers" udtalelser om "at det have de sandelig set næsten fra starten af", for da vi stod der i sommeren 2001 og henholdsvis sagde og kvækkede "JA" - der mente vi det sgu - begge to!! At det så ikke skulle gå, som præsten præddikede - det var der INGEN der kunne vide eller forudse på det tidspunkt og derfor har jeg nægtet at høre på bagkloge udtalelser i den retning. Ægteskabet holdt ikke, men det gjorde venskabet heldigvis - og 1000 tak for det!!

Jeg kan prise mig lykkelig for i 2006 ikke at have mistet nogen af mine nære og kære. Set i lyset af ovenstående er der af naturlige årsager mennesker, hvis liv jeg ikke længere har noget dagligt indblik i og der var da også enkelte venner der undervejs faldt fra, men i det mindste ved jeg at alle har det godt og er i live og sparkende. Ikke alle var lige så heldige som jeg og mit hjerte græd alle sine modige tårer om kap med mine øjne, da Liselotte, Kenneth og Oline måtte sige farvel til Alexander den sorte onsdag i november. Længe havde jeg håbet sammen med alle de andre bloggere og ikke-bloggere rundt omkring ved PC-skærmene, men heller ikke det håb og alle de gode ønsker kunne forhindre det uafvendelige i at ske. Æret være dit minde, Alexander.

Men også glæderne havde sit indtog i mit liv i løbet af året der gik. Jeg løb ind i en frø, som ved nærmere efterkysning viste sig at indeholde den smukkeste prins. En prins, som nu dagligt beriger mit liv med de smukkeste ord og de kærligste blikke. Ham er jeg altså ret vild med - hvis det skulle ha' forbigået nogens opmærksomhed ;-) 8 fantastiske dage i Rom står for årets bedste minde - vi må tilbage en eller anden dag - det MÅ vi altså!!

Jeg fik også lov i løbet af året at hilse på et tøzebarn, som jeg virkelig, virkelig længe havde ønsket mig at sidde face to face med. En aften på MSN blev det bare "for meget med al den afstand" og så blev billetten til Holstebro bestilt og en weekend i tøsesladderens tegn aftalt - det var bare SÅ herligt - selvom der dælme er langt derover i en ikke-ryger kupé ;-) Kontakten er der stadig og jeg håber på at 2007 vil byde på et gensyn med denne humørbombe enten her eller der.

Jobmæssigt blev der også taget en beslutning om at søge nye græsgange og slippe væk fra det kaos, der præger min nuværende arbejdsplads. Beslutningen blev temmeligt hurtigt taget, men resultatet lader vente på sig lidt endnu. Med uvurderlig hjælp fra Acq blev en ansøgning sendt afsted og jeg håber meget, at 2007 bliver året hvor jeg for altid forlader TDC (og ikke bliver opkøbt igen indenfor 2 år!) til fordel for et udfordrende og spændende job andetsteds - og tænk hvis man oven i købet kunne føle sig værdsat - det ville være nyt!

Også med hensyn til børn blev der i 2006 sat det endelige punktum for udvidelse af bestanden for mit vedkommende. En længerevarende og temmelig smertefuld omgang på Frederiksberg Hospital satte en endelig stopper for reproduktionen. Var jeg blevet spurgt 2 dage efter operationen, havde jeg nok valgt at føde 4 børn på stribe, men i dag er jeg glad for at jeg gjorde det. Jeg mener ikke at børn er tjent med "gamle forældre" og havde uheldet været ude, så ville jeg nok ikke kunne få mig selv til at få svangerskabet afbrudt. Nu er jeg ude over den slags problemer (ja, jeg ved godt at det kan undgåes på så mange andre måder!!) og jeg har det godt med det. 3 næsten usynlige ar er de eneste minder om den oplevelse - resten har jeg næsten fortrængt.

Se, det var jo en temmelig kort gennemgang af et helt år, der gik, men det indeholder nu alligevel det bedste og det værste fra året, jeg netop har sagt farvel til. Der er naturligvis sket mange andre ting, som jeg ikke her har berørt, men det skal jo heller ikke være en roman, vel'?? Den gemmer jeg til den dag, hvor jeg virkelig mener, jeg har udtænkt et plot som ingen andre har set før - og I behøver altså ikke at holde vejret imens ;-)

Endnu engang rigtigt godt Nytår til Jer alle - det har som altid været spændende at være med i en verden, som på trods af nogle menneskers tilsyneladende ufølsomhed og mangel på empati - stadig byder på rigtigt mange dejlige oplevelser og bekendtskaber - nemlig Blogverdenen!

Indtil videre er det ikke effektiviteten, der præger det nye år.

Dagen i går blev brugt på burgere og fritter, film i flere afskygninger og sofaflydning og derefter tidligt i seng og ligge i ske.

Faktisk kunne jeg jo godt bruge en hel masse flere af den slags dage, men verdensfirmaet mente sjovt nok at det gerne ville se os begge i dag, så der var ikke rigtigt noget at gøre, da mobilen sørgede for morgenvækning.

Nu er vi her og på et eller andet tidspunkt er tiden vel gået, så vi kan komme hjem og dovne videre - eller er det måske i dag at året for alvor burde gå i gang?!