Prelsborg

Natten til i dag blev uendelig lang og fyldt med alt for meget kaffe, alt for mange cigaretter og alt for mange tårer.

Tankerne gik igen og igen til Liselotte, Kenneth og Oline og der var masser af tid til at tænke.

Der var masser af tid til at reflektere over, hvor tåbeligt og dumt det er at to voksne mænd bekriger hinanden pr. mail på grund af noget så ubetydeligt som et nyt vagtskema, når der sker ting, der betyder så uendeligt meget mere end det.

Tårerne fik igen frit løb, da den ene af de to kamphaner mødte i morges og startede diskussionen op endnu engang. Jeg er ikke stolt af at vande høns foran en kollega, men det fik ham dog til respektfuldt at afslutte det hadske udfald mod vores anden kollega, og så var det da i det mindste godt for noget.

Jeg tror, jeg havde godt af den nattevagt. Jeg tror, jeg havde godt af de tvangsvågne timer i mit eget selskab, hvor jeg kunne lade følelserne få frit løb uden at skulle tage hensyn til andre.

Nogen vil måske mene, at jeg overreagerer - jeg har jo dog kun haft det privilegie at møde Alexander en enkelt gang og kan dermed ikke påstå at vi var tætte. Liselottes beretninger på bloggen har dog for mig, som for så mange andre, gjort at jeg synes, jeg kendte ham godt.

Sorgen som sådan er måske ikke min, men empatien og medfølelsen er og den er der i overflod. Denne overflod giver sig så til udtryk i tårer, der kommer på de mest ubelejlige tidspunkter, men sådan er jeg nu bare og det er vist for sent at lave om på nu.

Der er en nattevagt tilbage, men i nat er jeg ikke alene. Han den smukke er tilsagt til noget natarbejde i egen afdeling, men mon ikke der også bliver tid til en lille smule "os" - synes jeg trænger til at blive holdt lidt om.

.....en stjerne tændt

De 2x10 blev i går morges udsat på grund af afsindige smerter i det underlige liv og her til morgen dryppede det så småt, da jeg gik hjem fra arbejde.

Jeg kan levende forestille mig himlens sluser åbne sig, når jeg er nået ca. 5 kilometer hjemmefra og det gider jeg ærligt talt ikke, så endnu en udsættelse af turen bliver det altså til.

Hmm....måske en flink kollega kunne hjælpe mig i stedet?? Det må undersøges nærmere, når jeg får øjne igen engang i eftermiddag.

Pas lige på verden derude mens jeg sover, ikk'??

hvor fedt det egentlig er at gå turen til og fra arbejde med musik i ørerne og 1000-meter blikket på.

Genoptog "arbejdsvandringen" i går aftes og glæder mig nu rent faktisk til turen hjem her ved 7-tiden.

Derudover har jeg denne morgen vilde planer om en 2x10 km. cykeltur, men lad os nu se, hvor cykelbegejstret jeg er, når jeg først er nået hjem og op på 4. sal.

Når man nu alligevel skal sende en mail til ham, der godt kunne gå hen og blive ens nye chef, i embeds medfør, så kan man da godt tillade sig at slutte af med:

P.S. Og så må du altså godt snart ringe

....ikk'??

Der sad vi i hvert sit hjørne af sofaen - knægten og jeg - og hyggede med lørdagsfjernsyn, da der pludselig lød en stemme:

"Nu kommer Nova!"

Vi kiggede på hinanden og kiggede så begge to hen mod døren med rædslen malet i ansigterne. Hver øjeblik forventede vi at se HunKatten fra Helvedes tidligere bofælle snige sit plettede ansigt rundt om hjørnet.

Vi så for os, hvordan hun havde tvunget døren op ude på Amager og modigt trasket gennem byen med sin lille bylt på nakken for til sidst at flå og flænse vores hoveddør fra hinanden i sit hysteriske forsøg på at vende "hjem".

Der kom ingen Nova-kat ind ad døren - det var heldigvis bare en reklame for at nyt dameblad, men lige et kort øjeblik havde vi nerve - bare en lillebitte en ;-)

Så i går på døren til opgangen en post-itseddel fra en af naboerne med den venlige besked, at han da var hjemme i dag i forbindelse med måleraflæsningerne, så man kunne bare droppe en nøgle i hans postkasse, hvis man ikke selv havde mulighed for at være hjemme.

Vældigt flinkt af ham, men.....

Jeg har nu ikke set nogen "advarsler" fra Brunata om at de ville komme og læse målere af i dag og er nu i syv sind.

Er det mon en gammel post-itseddel, som en eller anden har fundet og derfor hængt op??

Er "advarslen" fra Brunata faldet ned og blevet smidt ud, inden jeg har nået at se den??

Kommer der målermand i dag?? Og i så fald hvornår??

Har forsøgt at ringe til den flinke nabo, der jo skulle være hjemme, men får bare en telefonsvarer.

Føler mig en kende stavnsbundet og ved ikke rigtigt om jeg kan gå nogen steder hen, for hvis det er aflæsningsdag i dag og jeg misser den, så foreslår de helt klart en dag i næste uge i stedet og der har jeg nattevagt og aldeles ikke lyst til at lukke møgfrisk målermand ind kl. 12.00.

Hmmm...what to do??

UPDATE: Nåede da vist lige at poste dette indlæg, så ringede det på døren og ind væltede det med målermænd!! De er åbenbart begyndt at gå to og to - gad vide om de er bange for frustrerede hjemmegående husmødre?! ;-)

en lille julegave eller evt. en kalendergave eller adventsgave til et barn i alderen fra 6 til 8-9 år, så skulle du tage at kigge her:

af en eller anden årsag føler trang til at fortælle mig med rene ord hvad du mener om mig og min person - og det måske ikke lige er sprogets pæneste gloser, du har i tankerne at bruge - så er nu et godt tidspunkt!

Længerevarende forkølelse har nu sneget sig op til ørerne og nedsat min hørelse til et absolut minimum.

Så hvis du bare holder dit ansigt i neutrale og/eller venlige folder, mens du afleverer din svada, så vil jeg formentlig bare smile pænt til dig og takke dig for din venlige henvendelse, men henvise til "øreforkølelse" og mangel på evne til at mundaflæse.

Der er frit slag.....

Xenia-katten har i hvert fald i nat taget en pause fra sin hysteriske opførsel.

Kun lettere forknytte "piv" i ganske kort tid og ingen kradsen på døren overhovedet. Hun fik derfor lov til at tilbringe natten i køkkenet og ikke som planlagt i badeværelset.

Jeg tør endnu ikke løfte armene i triumf - hun har før taget r.... på mig, men jeg håber, ja jeg gør.

....og sådan nåede jeg endnu engang at deltage i udfordringen fra Acq.

Xenia-katten og mig!! Slet ikke på nogen som helst måde noget der bare minder om det - ikke engang venner tror jeg!

Efter killingeaflevering har hun - naturligvis - kaldt på dem og ledt efter dem i større eller mindre grad, men det burde altså være overstået nu, og hun burde vende tilbage til sin almindelige tåbelige katteadfærd.

Det er hun så ikke helt - eller rettere hun er vendt tilbage som HunKattenfraHelvede (HKfH).

Allerede før killingerne har døren til soveværelset været lukket, da jeg ofte fandt "små visitkort" i og under sengen. Det var jeg i det lange løb blevet en kende træt af, og da jeg på daværende tidspunkt havde to katte spænende rundt herhjemme (Nova-katten og så HKfH) blev de begge udelukket fra at benytte soveværelset - jeg kunne jo ikke lige sætte fingeren på hvem af dem, der var synderen.

Det resulterede dengang i , at HKfH startede natten med at kradse på døren og hyle sønderknust, når vi var gået i seng. Dette fortog sig dog efter en halv times tid og gentagne kast af dertil indkøbte sanddyr mod døren - derefter var der fred resten af natten.

Men nu - efter killingeaflevering - har hun udvidet sin kradsen og hylen til at vare hele natten og i sidste uge blev håndklædet så kastet og døren til det allerhelligste åbnet. Velsignet fred hele natten og ingen visitkort nogen steder, hvilket blot betyrkede min mistro til Nova-katten som visitkortafleverer - og da hun jo ikke bor her mere, mente jeg at den hellige grav måtte være velforvaret.

Indtil i går aftes.......lige indtil i går aftes, hvor ADRK, YDRK og Fyffer Pyffer - 1 stk. visitkort fremkommet fra samme ende, hvor HKfHs hale er monteret hilste mig velkommen, da jeg trådte ind i soveværelset. Lige der - midt på min dyne lå den og skinnede som.......nå ja det den nu er eller rettere var.

Derfor så man i går aftes en overmæt (efter lækker mad ude i byen) og temmelig hysterisk kvinde samle visitkort op med slet skjult væmmelse, hive sengetøj af dyne, hvæse ad HKfH og samtidig smække dør i til soveværelse.

Senere på natten så man en endnu mere hysterisk kvinde indfange HKfH og smide hende samt mad- og vandskål og kurv ud i badeværelset, så hun kunne tilbringe resten af natten dér. Og resten af natten betød så i dette tilfælde tidsrummet fra 04.47 til vækkeuret kimede 06.30. Indtil da var der ikke blevet lukket mange kvinde- eller katteøjne, da HKfH satte i med hylekoncert og kradsen allerede 10 minutter efter døren var blevet lukket.

Jeg er nu træt - rigtigt meget træt endda og temmeligt opgivende. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre ved hende. Ved bare at det ikke kan fortsætte på denne her måde, for nattesøvn er altså en rimeligt vigtig ting for mig. HKfH er heldigvis ligeglad, for hun kan jo bare sove hele dagen væk - hver dag!

Nu vil jeg kaste knægten i skole og så ellers gå i gang med at vaske sengetøj og dyne. Det var ikke just planen for i dag, men sådan er det vel bare at ha' husdyr - eller hva'??

...og forresten - tak for lån af dyne i nat, min smukke....

Men jeg kan altså ikke lide biksemad, hvis ikke det er lavet med oksekød!

Af samme årsag har jeg i dag tøet en pose med påskriften "Bøf Kaos" op og stegt disse besynderligt udseende stykker kød som ingrediens til aftensmaden - og det på trods af at der står et fint stykke kold flæskesteg i mit køleskab.

Biksemad smager bare ikke godt, hvis der ikke er oksekød i, men så smager det til gengæld også himmelsk - og alle de tiloversblevne kartofler skulle jo bruges til noget, ikk'??

Den kolde flæskesteg?? Den kan så udmærket bruges på et stykke rugbrød med et drys salt på.

er det ham den smukkes fødselsdag


HURRA HURRA HURRA....



Der er blevet spist morgenmad i bedste amerikanske stil, sovet til formiddag og nu venter der film og almindelig daseri.

Og det bedste er at vi nu officielt er lige gamle ;-)

af verdens mest kærlige hest, selvom jeg brokkede mig over at jeg altså ikke er til heste - overhovedet!!

- jeg så monsterstore alligatorer flå levende dyr (hunde?) af fiskestænger

- jeg kørte i tog med ham den smukke, der prøvede at berolige mig med at selv monsterstore alligatorer jo skal ha' mad

- jeg prøvede rollercoasters (må det nødvendigvis være, for den størrelse findes vist ikke i Danmark!), som burde få det til at vende sig i mig

Og det er vist bare et udpluk af hvad der foregik i mine drømme, da vi lige sneg os til en ekstra time under dynen efter knægten var sendt i skole her til morgen.

Nu håber jeg så, at de der lede alligatorer vil holde sig langt væk i nat, men hesten må altså godt komme tilbage - den var nu temmelig nuttet.

Jeg har igen fået rodet mig ud i en rollespilsseance med knægten og bedsteste bedstevennen. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg bliver ved, for jeg er vildt dårlig til det og det ender som regel i skuffelse og kaos, men moderhjertet løb vel af med mig, da de to knægte stod her med de store himmelblå og PLAGEDE!!!

Nå men i den anledning tænkte jeg, at så kunne jeg jo lige bage en ovnfuld boller, så vi havde lidt at tygge i mens vi udkæmper drabelige kampe. En nærmere inspektion viste at jeg var udgået for bagepapir, men det er jo ikke noget problem, når man har børn i madpakkealderen. Så bruger man da bare madpakkepair i stedet, for det er jo næsten det samme.

Det er det så ikke, kan jeg nu berette. Så hvis du skulle komme forbi og lade dig friste af en nybagt bolle, så husk lige at tjekke efter i bunden om der ikke sidder et fint lille stykke madpakkepapir, der ikke så nemt lader sig fjerne...

og jeg synes jo helt personligt at resultatet er fantastisk.

Har bestilt mit helt eget eksemplar til ophæng i køkkenet.

- uret ringer alt, alt for tidligt på en søndag.

- morgenmaden kommer til at bestå af en chokolademuffin, fordi alt hvad der ellers kunne minde om morgenmad er pakket ned i knægtens madpakke.

- knægten for en gangs skyld klapper øjnene op med det samme og næsten inden man når at sige "Godmorgen".

- der pludselig står en drabelig ridder (eller hvad han nu er!) i køkkenet iført kappe, sværd og skjold.

- man glæder sig helt ustyrligt til bedsteste bedstevennens far kommer og henter ham, så man kan få indhentet bare en time af den søvn, som vækkeuret fratog en tidligere.

Det varer heldigvis ikke så længe endnu inden der er dømt afgang og jeg kan allerede høre dynen kalde.

I mit barndomshjem var det sådan at telefontiden - altså tiden hvor man kunne "tillade" sig at ringe op til andre mennesker - sluttede kl. ca. 21.00. Derefter ringede telefonen ikke, med mindre det var meget, meget vigtigt og vi ringede heller ikke til andre efter det tidspunkt.

Den regel har jeg nok taget med mig hjemmefra og brugt i vidt omfang, med mindre der har været tale om aftalte opkald til udvalgte mennesker. Jeg ringer ALDRIG for at hyggesludre efter kl. 21.00 og jeg HADER hvis min telefon ringer efter det tidspunkt, fordi ULYKKE og DØD er ord, der i min verden er påklistret opkald sent om aftenen.

En enkelt gang om året - på min fødselsdag - tilgiver jeg dog min ældste broder (BBfH) fordi han åbenbart aldrig har taget denne gyldne regel til sig og altid ringer klokken død i 23.00 for at sige tillykke. Der er han lige kommet i tanke om det, og det skal i hvert fald ikke hedde sig, at han glemmer min fødselsdag ;-)

Men derudover frabeder jeg mig 100% ikke-aftalte opkald senere end førnævnte tidspunkt. I denne nye, fagre verden er SMS'er tilladt, fordi de for det første ikke larmer hele huset ned og for det andet ikke nødvendigvis kræver et umiddelbart svar.

Grunden til at jeg nu her en højhellig lørdag aften grunder over om det kun er mig, der har det sådan med telefonopkald, er naturligvis at jeg for en halv time siden hørte knægtens sprøde stemme inde fra værelset og da jeg ikke regner med at han er begyndt at tale med sig selv, måtte jeg nødvendigvis konkludere at der var tale om en telefonsamtale.

Og jo da - der blev samtalet med faderen omkring det vigtigeste i verden - deres verden i hvert fald - WoW!!

Og tro mig!! Jeg lever med deres altopslugende interesse for dette spil - jeg lever også med at slæbe knægtens bærbare frem og tilbage (i går var det dog ham den smukke der måtte lægge skulder og ryg til) for at de til stadighed kan spille med og mod hinanden, men jeg er ikke helt sikker på at jeg fortsat lever med halvnatlige samtaler om hvordan og hvorfor ting skal angribes eller bygges op.

Jeg kan forstå at knægten med sine 10 år kan opsluges totalt af denne 3D-verden, men at hans fader, der immervæk er født i det herrens år 1959 ikke kan sætte grænser - om ikke for ham selv så i hvert fald for hans søn - det vil være mig en evig gåde!!

ovenpå en i øvrigt særdeles vellykket andestegsnedsvælgen i går.

BBfH havde tilsyneladende fået at vide hjemmefra, at det ville være på sin plads at opføre sig civiliseret, så han viste sig fra sin allerbedste side og prøvede vist kun et par gange at lokke ham den smukke med til disc-golf turnering i morgen i Helsingør.

Moderen min overgav sig fuldstændigt fra første sekund og var overstrømmende kærlig og her vil jeg så godt ha' lov til lige at indskyde:

HOLD SÅ FINGRENE FRA MIN KÆRESTE, MOR!! OG LAD VÆRE MED AT KALDE HAM BRIAN!! HAN HED-DER IK-KE BRI-AN!!!

Men udover det var hun nu helt OK og det med navnet tilgiver jeg hende nok en eller anden dag ;-)

Det skal så lige indskydes at jeg ALDRIG i min karriere har haft en kæreste, der hed Brian! Mine to niecer har haft en hver af slagsen, men hun burde da kunne kende forskel på børn og børnebørn eller hva'??

I dag er knægten så krøbet i huleskjul og har vist ikke tænkt sig at komme ud derfra mere i dag, ham den smukke er taget hjem for at fotografere sine kugler (jamen, det sagde han altså!!) og jeg sidder vist mest og bare sidder.

Har været en tur i Netto for at hente et par ingredienser til den kødsovs, knægten har bestilt til aften, men det bliver vist også højdepunktet af aktivitet fra min side i dag.

Det er nu også rart med en dag, hvor vi ingenting skal nå og kan gøre nøjagtigt hvad vi har lyst til hver især.

Traditionen tro har min moder inviteret til andesteg i aften. Knap så traditionsrigt er det, at jeg rent faktisk har mulighed for at deltage i dette orgie af andestegsnedsvælgen - de sidste par år har den stået på arbejde, så hun blev ovenud begejstret, da jeg sagde "ja tak".

Endnu mere begejstret blev hun, da jeg kunne meddele at vi stiller med det stærkeste hold, vi kan præstere: mig selv sagde hunden, knægten OG ham den smukke. Og først derefter hviskede hun forsigtigt i telefonen:

"Dine brødre er altså også inviteret - og jeg tror nok de begge to kommer...."

Hmm - tilbage til ham den smukke, der nu nok mente at det var et baghold, men alligevel var frisk på at tage med. Det skal jo også ske på et eller andet tidspunkt, at han bliver udsat for min familie. Og med begge brødre til stede ville det unægteligt også blive lidt nemmere idet den ene af dem er rigtig nem at komme ud af det med, hvorimod den anden........nå ja - han vinder ved nærmere bekendtskab ;-)

Misforstå mig nu ret - jeg elsker dem begge over alt på jorden, men den ene er altså nemmere at have med at gøre end den anden!

Moderen min ringede så i går for at meddele, at den ene bror havde meldt afbud på grund af arbejde. Desværre er det ikke BigBrother from Hell (BBfH), der har meldt afbud, men den anden og han ringede faktisk i går aftes og næsten undskyldte afbudet, men han har lovet chefen at passe sit arbejde indtil alt falder på plads på arbejdet og han endelig kan blive fyret(helt helt anden historie!!).

Så vi bliver ikke SÅ mange i aften og der er da "kun" 6 nye mennesker ham den smukke skal forholde sig til - desværre er de allesammen en del af min tætteste familie, så jeg må hellere mande mig op og stand by my man - specielt hvis BBfH ruller sig ud.

Hun piver og hyler og leder og kigger, men de er og bliver væk de små.

Hun er blevet forkælet en lille smule her til aften, fordi jeg synes hun fortjener det.



Til os andre er der "kun"



...men det er heller ikke så ringe endda, for vi savner jo også lidt, selvom vi helst ikke vil være ved det.

Lige et sidste par billeder og så drog de små varyler ud i den store verden.




hun ser næsten ud som om hun græder...



det gør hun til gengæld ikke :-)

Bare ikke helt af samme slags, som de sidste par indlæg har handlet om.

Denne gang var det en skole/hjem samtale, der var tale om og den var om muligt endnu mere positiv end den uforpligtende jobsamtale i går.

Knægten er jo superintelligent! Nå ja, det har jeg jo så aldrig været i tvivl om, men at høre det fra hans lærere også er bare så dejligt bekræftende. At hans sociale færdigheder også ligger i top er næsten endnu bedre at få at vide.

Som forælder er det vældigt rart at sidde der og bare høre på den ene lovsang efter den anden, men som barn - og den der er i fokus - er det slet ikke så nemt. Og han sagde jo - ham knægten der altså - at han var tvunget til at tage med af sin klasselærer, selvom der egentlig stod på sedlen at "eleverne var velkomne" og hun også udbrød "Hvor er det godt, du er kommet med....", da hun så os alle tre i døren. Knægtens opfattelse var i hvert fald helt klart, at der ingen vej var uden om og det tror jeg på, for ellers var han aldrig taget med.

Han kan nemlig ikke lide at være i fokus - ikke med fuldt overlæg i hvert fald. Han har aldrig været typen, der kunne lide at optræde med dette og hint for forældre eller bedsteforældre, som visse af hans kammerater sætter stor pris på. Ikke at han er indesluttet og skræmt, men nærmere en smule reserveret og så bryder han sig ikke om at udstille sine evner, som han jo tilsyneladende har i overflod. Eller ikke tilsyneladende, for jeg ved det jo udmærket godt og jeg er rasende stolt af ham.

At han kan kombinere sine evner udi det faglige med store sociale kompetencer får mit lille moderhjerte til at svulme af glæde og stolthed. At han kan hjælpe sine kammerater uden at få dem til at føle sig dumme eller mindreværdige er for mig at se hans allerstørste talent.

Jeg elsker den knægt, og han gør mig så stolt og glad, at jeg ikke helt tror at han fatter omfanget af det.

Åh jo - flere samtaler af den slags, tak!

kan man vel godt sige at vi indgik i går - mig og så Hr. Driftschef, men jeg glæder mig nu alligevel til jeg står med en papirudgave af samme i hånden.

Først dér er det virkeligt, virkeligt rigtigt at det job er mit!

Og således nåede jeg også denne gang at være med i udfordringen.

For det gik jo helt forrygende derude hos ham der Hr. Driftschef. Rigtig, rigtig flink mand, der helt klart synes at jeg ville kunne tilføre firmaet en hel masse.

Nu mangler vi så "bare" at de lige får lagt de sidste procent af deres fremtidsplaner og officielt slår stillingerne op, så ringer han til mig, for den ene er MIN....MIN....MIN!!!!!

Der er kun en enkelt detalje, der kan skille os ad nu og det er lønnen, men det lød nu ikke til at være noget problem. Nu er det jo heller ikke fordi verdensfirmaet er kendt for at lønne voldsomt godt, så det er jo ikke just millioner de skal kaste efter mig derude på Vestegnen.

Og nu må I ha' mig undskyldt - jag skal danse rundt på gulvet med armene højt hævet over hovedet :-)

Det er dagen før dagen, hvor min første seriøse jobsamtale i mere end 10 år skal finde sted.

Og så er det bare en ganske uforpligtende en af slagsen, fordi firmaet jeg skal "samtale" med endnu ikke helt ved, hvad og hvordan de vil gøre med deres opgaver i fremtiden. Om de selv vil overtage en opgave, som de i øjeblikket udliciterer eller om de vil lade den blive hvor den er.

Det er den slags ting Hr. Driftschef og jeg skal snakke om i morgen. Og bare det at han stadig synes jeg skal komme derud og snakke lidt, selvom han måske ikke er helt sikker på at han har det job, han sikkert kunne se mig i, på nuværende tidspunkt tager jeg som en kompliment.

Han lød vældigt interesseret i telefonen og jeg glæder mig faktisk til at møde ham ansigt til ansigt i morgen. Sådan har jeg vist aldrig haft det med en jobsamtale (eller det der ligner) før. Altså sådan virkelig glædet mig til at møde mennesket bag enten brevet eller stemmen, men det lød som om vi kunne komme på bølgelængde (he he!) sådan rimeligt hurtigt.

Så er der jo bare det ene spørgsmål tilbage: Hvad tager man på til sådan en samtale??

Da jeg sjældent går i nederdel (undtagen om sommeren, når det er rigtigt varmt!) ville jeg nok føle mig temmeligt meget forkert i den påklædning. Og da det er en "tekniker-stilling" jeg har søgt (eller i hvert fald antydet i min uopfordrede ansøgning) så er det måske heller ikke det smarteste antræk at møde op i?! Ikke at jeg mener, at kvinder, der klæder sig i kjole/nederdel til hverdag ikke kan være teknikere eller teknisk anlagte - overhovedet ikke! - men da jeg ikke selv klæder mig sådan til hverdag ville det måske nok være tåbeligt at gøre det til en samtale.

Nej - et par pæne cowboy-bukser - nystrøgne! - en top og en cardigan af en eller anden afart - det må kunne gøre det - jeg skal jo også være mig, ikk'?? Og kun ganske let antydning af at jeg har været i nærheden af make-up'en...ikke mere, for det er heller ikke mig....og så er der håret....hmmmm håret???

Var der nogen der sagde nervøs?? Det kan ikke passe - det er nemlig heller ikke mig ;-)


Eller......

Det er som at vælge mellem pest eller kolera her i hytten i øjeblikket.

Enten åbner jeg vinduet på badeværelset og så er der hvinende koldt i både badeværelse og køkken, for kattene skal jo kunne komme til både mad, vand og toilet.

Eller også lukker jeg vinduet i badeværelset og så lugter der af kattepis (pardon my French!) i løbet af 15 minutter. De små latterlige kyllinger har jo benyttet pladsen bag vaskemaskinen som toilet en overgang og det er løbet ind under vaskemaskine/tørretumbler og ligger derinde og udsender duftsignaler :-(

Jeg gider simpelthen ikke at begynde at flytte på hele inventaret derude før de er sikkert afleveret til Fru Opdrætter på torsdag, men så skal det altså også være!!

Jeg glæder mig til på torsdag......

DR2 er pludselig ikke så hemmelig mere her i huset.

Jeg må indrømme, at det ikke er særligt ofte, jeg lige får trykket på det hemmelige 2-tal på fjernbetjeningen - faktisk har DR2 mest betydet arbejde for mig i den tid, den har eksisteret - indtil lige her i aften.

Da bød de nemlig på en times gedigen underholdning med Iron Maiden - fortællingen om dengang i '82 da de indspillede deres megasuccesalbum "The Number of the Beast". Et heavy metal-album der solgte til platin - ganske uhørt i de dage!!

Et album, der bringer mig en tur ned ad memory lane til den allerførste gang, jeg blev introduceret for den slags musik, som jeg elskede fra day one, men som min mor (og selv mine brødre!!) korsede sig over. Fra mine allerførste heavy metal-koncerter, hvor en af dem var med selveste Iron Maiden hvor jeg meget mod min vilje blev "beskyttet" af hærdebrede bodyguards, men det er en helt anden historie!

Og samtidig et album, der altid får mit blod til at rulle raskere i årerne og bringer et smil frem på mine læber. Måske lidt underligt at skrive om den slags musik, men Iron Maiden har altid formået at forene det tunge med det melodiske (især efter Bruce Dickinson meldte sig under fanerne), så derfor virker musikken glad og energisk på mig.

Dejligt er det så også at se og høre disse ganske almindelige englændere fortælle, hvordan albummet har haft indflydelse på deres liv og karriere og samtidig mærke, hvordan de stadig er ganske almindelige mennesker inde bagved. Ved f.eks. fra en af mine engelske brødre at Bruce Dickinson ofte indtager en pint på den lokale pub ganske stilfærdigt og uden falbelader - han er bare "one of the guys" med sin øl og et spil dart.

Måtte tage tælling sidste gang, jeg overværede en af deres koncerter, og indrømme at jeg sgu nok er blevet for gammel og magelig til den slags, men det skal ikke forhindre mig i at sætte "The Number of the Beast" på herhjemme og te mig lige så åndssvagt som jeg gjorde dengang, jeg var iført bodyguards i KB-hallen.

"I am not a number......
I am a free man!!!"

når jeg i mit stille sind godter mig lidt over at sekretæren ligner en bleg sæk kartofler, der er stoppet forkert, når hun dukker frem fra toilettøjskifte i en turkis, ærmeløs kjole.

Mest fordi jeg er en kende træt af at hun klæber til ham den smukke som en burre.

For hun kan jo ikke gøre for det - ingen af delene. Og hun har ganske sikkert ikke brug for at blive målt og vejet af mig.

Jeg skammer mig!!!

Iført T-shirt, sweatshirtog fleece-trøje sidder jeg her på pinden og fryser som en lille hund.

Der reguleres aircondition og jeg ved ikke helt, hvad de indregulerer den efter. Pingviner?? Isbjørne??

I hvert fald er her tæskekoldt herinde og både kollegaen og jeg ligner efterhånden Michelin-mænd med alt det kluns vi har taget på.

Det hjælper selvfølgelig heller ikke stort at jeg i forvejen hoster og snotter og føler mig feberramt selvom termometeret siger at det bare er indbildning.

Jeg vil bare gerne hjem under dynen - og helst ved et knips med fingrene, for turen hjem gennem kulden rider mig allerede som en mare.

Kan Jang og dyne må der til - skal bare være frisk til weekendens Rome-marathon med ham den smukke!!

Danser en ganske lille dans rundt på køkkengulvet - bare en lillebitte en.

Telefonen ringede nemlig i formiddags og det var det der nummer med de første 4 cifre, jeg kender så godt.

Der er aftalt samtale på tirsdag formiddag.

Danser lige lidt videre........