Prelsborg

Hun gjorde højlydt opmærksom på sig selv, så højt at ingen udover ham den smukke, der var travlt optaget af at forevige elefanter kunne undgå at høre det

"Jeg er her!! Jeg er ude af vandet!! Jeg sidder lige her og er for lækker!!"



Og dette billede var bare starten!! Da først hun fik øje på kameraet (eller var det ham den smukke??) vendte hun rundt og poserede, som var hun Skandinaviens Næste Søløvetopmodel



Læg mærke til øjenkontakten - er hun ikke lige et nummer for nuttet...

er jeg bare for hurtig!!

Vi har for nyligt fået udvidet afdelingens bestand af hunkøn med 100%, så vi nu er to. Vores nye hunkøn er chefchefens sekretær og tekniske assistent og hvad han nu kan finde på at kalde hende. Hun er en sød pige, men frygtelig genert og da vi i hverdagen ikke har de store forkromede arbejdsmæssige ting at snakke om (og så lige det faktum at mine arbejdstider jo ikke altid just passer med hendes!), så er det ikke meget vi har fået talt sammen.

Jeg er vant til at arbejde sammen med mænd, og derfor er tonen gennem årene måske blevet en smule grovere end man kunne forvente af sådan en bly viol som mig (som om!). Det fyger med kærlig mobning og one-liners gennem lokalet og jeg er vist nok kendt for at turbo-snakke, så den nye pige har mere end én gang kigget lidt skræmt på mig.

Jeg har forsøgt - det har jeg altså, men enten skal jeg have igen af samme skuffe eller også skal jeg have masser af tid uden forstyrrelser for at komme ind på livet af folk. Det er svært, når vi aldrig har mere end max. 2 minutter før en eller anden alarm lyder eller telefonen ringer og i dag rakte hun så (vist nok?!) hånden ud og jeg undlod at tage den - stupide mig!!!

"Hvornår slutter din vagt??"

spurgte hun, mens jeg lige var på vej ud for at risle af inden hjemturen.

"Den sluttede for nøjagtigt 2 minutter og 25 sekunder siden...."

sagde jeg med et stort smil og ræsede videre for at få overstået det nødvendige.

Jeg nåede lige at høre hendes spæde

"Nå......"

inden jeg lukkede døren til toilettet, men tænkte ikke nærmere over det, før jeg stod og pakkede mine ting og hørte hende mumle, at så ville hun da gå ud og finde en blomst (vi får ny medarbejder/chef i morgen, red.) og så slog det mig - BOINK!!!

Jeg skulle da ha' spugt hende hvorfor hun ville vide, hvornår jeg havde fri!!!

Ville hun mon ha' mig med ud og købe blomst til ham den nye og så kunne vi eventuelt lige tage en kop kaffe et eller andet sted og snakke i fred og ro?? Og ville hun ikke be' mig om at gå med, fordi jeg havde fri og hun dermed ville "stjæle" af min fritid??

Damn altså!! Hvornår lærer jeg at slå turboen fra og høre det, der ikke bliver sagt?? Eller i hvert fald nå at reagere inden det er for sent?? Når jeg nu ved, at hun er genert og det er et stort problem for hende??!!

Har ringet og lagt besked på hendes telefonsvarer om at jeg er en spade, og så kan hun da altid grine af det, hvis det egentlig bare var et venligt spørgsmål, der ikke havde nogen dybere mening.....

har vist aldrig rigtigt været noget stort hit. Der skal holdes og foldes og bindes knuder for at forhindre at vinden pludselig blæser skørterne op over hovedet på én. Nå ja, der findes vel dem derude (hankøn især?!), der synes at det er et mægtigt morsomt syn, men det er nu knap så sjovt for den, der bliver udsat for det.

At køre på herrecykel iført nederdel har derudover endnu en ulempe. Når der standses for rødt og det ene ben placeres sikkert på vejen for ligesom at holde balancen, mens der ventes på grønt lys skabes der mulighed for en ganske anderledes oplevelse.

Og fornemmelsen af kold, våd tværstang mod bart inderlår er aldeles ikke nogen fest klokken kvart i kvalme en mandag morgen.....

Da knægten ganske pludseligt fandt ud af, at han bare måtte hjem til sin far allerede kl 13.00, måtte vi andre tage alene i Zoo.

Der var et nyindkøbt kamera, der skulle læres at kende (nej, det er ikke mig, der er så heldig at have nyt isenkram!) og hvor findes der ellers så utroligt mange gode motiver som lige der midt på Valby Bakke?!

Og Valby Bakke (som for fremtiden hedder Alpe d'Huez i min ordbog) blev rent faktisk besejret uden at jeg måtte stå af cyklen og det er vist første gang i mange, mange år jeg kan prale af det. Til gengæld var det på rystende ben, jeg entrede haven med de mange sjove, spændende og flotte dyr.

Og kameraet blev vist anvendt på alle tænkelige og utænkelige måder. Der var flere "Det fatter jeg altså ikke....." og "Hvorfor gør det nu sådan????" som hen ad vejen blev afløst af "Nåå.....okay, det er sådan det er...."

Jeg er bare glad for at det ikke var mig, der skulle kaste mig ud den jungle af knapper og dimser og lysmålere og jeg-skal-komme-efter-dig-skal-jeg!! Jeg er kun til point and shoot - har slet, slet ikke tålmodighed til alt det andet, men jeg må helt klart indrømme at gider man bruge tid på at sætte sig ind i alle de ting, så kommer der altså også formidable billeder ud af det - og måske får jeg også lov at "låne" et par stykker fra dagen i dag?!

I hvert fald blev ham den smukkes kendskab til det nye kamera udvidet og jeg tør vist også godt at sige at vores kendskab til hinanden blev udvidet. Det er sjovt at en lille ting som et besøg i Zoo kan være med til at bekræfte at det er altså noget godt og rigtigt det her. Når man stadig - som vi - er i lære-hinanden-at-kende-stadiet, så kan det at tilbringe en hel dag sammen i uvante omgivelser give et rigtigt godt indblik i den anden. Og jeg så - og det jeg så var godt!

En afsluttende fælles overforædelse i kinesisk buffet gjorde ikke dagen mindre vellykket. Det har været en virkelig pragtfuld dag og jeg ser frem til mange flere af dem.

Nu er min "jeg har jo ikke en klud at tage på i morgen"-panikvask endelig slut, så det er tid at nærstudere dyner - der venter en af de latterligt tidlige dagvagter i morgen, så det må vel siges at være på tide....

Det gik jo godt i torsdags - selvfølgelig gjorde det det ;-) Faktisk fik det så godt, at vi gentog succésen i går aftes (OK - det var måske en aftale på forhånd, men alligevel...) under mere hjemlige former.

Ikke mine hjemlige former, for det var ham den smukke, der stod for opvartningen og bestillingen fra forældrene lød på pizza. Et rigtigt godt valg, for han laver pizza, så det er umuligt at holde op med at spise, før man næsten får åndenød.

I går blev der komponeret en af "de sædvanlige" og så en improviseret, så knægten også kunne være med. "Den sædvanlige" har fyld af kødsovs med en overdådighed af hvidløg og grønne oliven og den improviserede blev overlæsset med skinkestrimler, pepperoni og bacon, og selvom jeg ville sværge at "den sædvanlige" ikke kan matches endsige overgåes, så var det altså svært at vælge hvilken der var bedst i går.

Et kuriosum ved denne pizza er, at ham den smukke har skrevet under på at den kun må tilberedes af mænd. Er jeg ked af det?? Overhovedet ikke!! ;-)

Og jeg er endnu mindre ked af, at der står 4 stykker i køleskabet og venter på at gøre det ud for aftensmad for knægten og mig senere :-)

Vi er blevet inviteret ud at spise - knægten og jeg. Med kniv og gaffel - tror vi i hvert fald nok ;-)

Det er jo i sig selv ganske lækkert, for hvor tit sker det egentlig at man ligefrem bliver inviteret på middag ude i byen?! Ikke så ofte for os, så vi sagde glad og fro ja tak til invitationen.

Og vi glæder os gør vi nemlig, men alligevel ligger der lige den der lillebitte nerve og gemmer sig i baggrunden, for det er nemlig ham den smukkes forældre, der står bag invitationen og forældre er altid en svær ting de første par gange.

Nu er det ikke sådan at jeg ikke har mødt dem før, men det har været sådan nogle hovsa-tilfælde. Første gang var ham den smukke oven i købet slet ikke blevet til ham den smukke endnu og der fik jeg da virkelig også skruet op for charmen overfor både forældrene og hans søster med almindelig grovkornet mobning af ham, fordi jeg ikke lige havde set, at han også havde hele den pukkelryggede med. Det havde de heldigvis glemt til næste hovsa-møde, men jeg måtte naturligvis blamere mig ved at minde dem om det - lær mig lige at holde min kæft lukket i, ikk'??

I aften er det så pludselig ganske meget mere officielt og planlagt og det bliver i øvrigt også knægtens første møde med dem, og pludselig er jeg blevet vildt nervøs og tonser rundt og kan ikke finde ud af, hvad jeg skal tage på og kan jeg ikke lige nå 4 ansigtsbehandlinger og en hårkur inden kl. 19.00??

Næ - det kan jeg nok ikke og sådan helt realistisk, så er de nok også fuldstændigt ligeglade bare jeg ikke ligner noget katten har slæbt med ind og ikke spiser med fingrene og pudser næse i dugen - hvis der er en dug!!

Nyt mantra:

"De er flinke og rare mennesker - du har mødt dem før - de har selv inviteret - de er selv ude om det......"

"De er flinke og rare mennesker - du har mødt dem før - de har selv inviteret - de er selv ude om det......"

Hvis nu jeg gentager det 500 gange inden vi skal afsted, så er jeg ikke nervøs mere, vel.....vel.....vel??? *nu med panik i øjnene*

Nu havde vi jo lige glædet os og sat uret til at vække, så vi kunne komme op i ordentlig tid og afsted mod Hillerød til godt selskab og lækker mad, og så skal Tina absolut rage en eller anden virus-ting til sig :-(

Rigtig god bedring, Tina - og lad nu være med at smitte alle drengene, ikk'??

selvom "blogland" jo tørster efter den slags i øjeblikket.....eller noget! Men havevandring på 4. sal er noget nær en umulighed, så derfor kan der herfra kun bydes på vandring i Danmarks Akvarie og en tur på stranden - men naturligvis med tilhørende billeder - sådan er jeg jo heller ikke!


Helt selv taget af knægten himself - gennem glasrude og alting - jeg er behørigt imponeret!


Helt selv taget af mig - er slet ikke imponeret, men læg lige mærke til strandløven til venstre, der tror det er ham, jeg tager billeder af :-)

Vi har haft en rigtig herlig dag med cykeltur, fisk og vand og hvis man kigger på morgendagens menu herovre, så var dagens motion vist nok på forhånd tiltrængt :-)

Jeg husker tydeligt første gang jeg så historien om King Kong i Albertslund Bio. Det må nødvendigvis have været denne udgave, der dengang rullede over lærredet og at dømme efter årstallet har jeg helt klart ikke været gammel nok til at se den. Alligevel fik jeg plaget og plattet mine ældre brødre til at tage mig med - eller også var det bare en direkte ordre fra min mor :-) - og det fortrød de bitterligt, da de efter endt filmforevisning kunne slæbe en stortudende lillesøster ud fra biografen.

"Han....var.....så.....sød......."

hikstede jeg, mens ældstebroderen meget pinligt berørt slæbte af med mig

"...hvorfor.....var......de.....så.....onde.....ved.....ham??"

Mit lille pigehjerte var jo fuldstændig knust over menneskets grusomhed mod en stakkels lille abe, der jo ikke ville nogen noget ondt, men bare ville være sammen med den smukke lyshårede pige. Jeg græd som pisket hele vejen hjem og det varede MEGET længe før jeg igen fik lov at se en "forbudt for børn"-film i biografen.

I går var det så tid til 2005-udgaven og selvom jeg synes, den er dræbende lang og alt for fokuseret på special effects, så synes jeg altså stadig at det er synd for den stakkels lille abe, der jo ikke vil nogen......osv. osv. og det krævede da nogen selvbeherskelse ikke at lade en enkelt forræderisk tåre løbe, men jeg indrømmer det aldrig, hvis nogen skulle finde på at spørge!!

Det er hvad aftenen byder på, når jeg engang bliver løsladt her fra pinden.

Det er dog ikke Anjas skildpaddeis, der skal indtages, men derimod en færdigkøbt, men vi er jo ikke blege for at kaste os ud i en hjemmelavet en af slagsen, hvis det viser sig at være den nye yndlingsis.

I morgen står der brunch på programmet, inden jeg endnu engang skal lande her på jobbet, men så byder næste uge heldigvis også på 3 fridage - jeg synes efterhånden de er tiltrængte.

...at jeg gerne måtte få ham med hjem



Men der var sovetider, der skulle overholdes og bade der skulle tages, så hun tog ham med hjem alligevel :-(

Og det var så enden på en dejlig frokost i det grønne



1000 tak for et par dejlige timer, Frederikke!

Og jo, jeg har skam indhentet behørig tilladelse til at vise ovenstående......

at jeg egentlig var i god tid, men nej!!

Frederikke har ringet - hende og Gunnar-drengen er på vej. Der er dømt frokost i det grønne...

Har travlt.....damn...skal huske at hælde nye helt vildt friske batterier i kameraet.......

I'm outta here.....

når kursen om et par timer sættes hjemover.

Det er nemlig lykkedes mig at producere vabler sådan ca. over det hele på fødder og tæer ved hjælp af ikke mindre end 3 par forskellige sandaler.

Godt gået, Pernille - tag og klap dig selv på skulderen ;-)

Det er hvad jeg indtil videre har hældt i små plasticposer i Blodbanken.

Men de mangler altså stadig i stor stil, så jeg vil endnu engang opfordre alle, der er sunde og raske til at melde sig som donorer.

Det lyder måske frygteligt, men man ved altså aldrig om det er en selv, der kommer til at stå og mangle en dag.

Så kom nu, ikk'?? Det er vældigt dygtige og søde sygeplejersker, der udfører tapningen, så der er slet ikke noget at være bange for :-)

Selvom jeg igen igen glemte at købe batterier, da jeg var i Irma for et par timer siden, så skal I alligevel ikke snydes for et billede:



Og da jeg jo tilsyneladende har tillagt mig min helt egen mesterfotograf, så skal I da også ha' lov til at nyde det sidste nye billede af Xenia-katten - hun er sådan en tålmodig model...



Som sagt er det jo ikke lige mig selv, der står bag disse billeder, men hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne den slags.....

at få en smule farve i dag.

I hvert fald ser bæverhalerne (tak til ham den smukkes kammerat for det udtryk) betydeligt blegere ud end resten af overkroppen på grund af korrekt montage af bæverhaleholder (= BH alternativt bikinioverdel - igen tak!) under soldyrkning.

Da der i går på stranden var rigeligt! udsyn til diverse bæverhaler i fri dressur - eller som det senere blev udtrykt:

"Der blev da luftet bæverhaler, så det VILLE noget!!"

er jeg blevet enig med mig selv om, at luftning af bæverhaler ikke længere foregår på offentligt tilgængeligt område - jeg har vist nået en alder hvor det er bedst for mig selv og ikke mindst tæt-på-siddende soldyrkere, at jeg pakker bæverhalerne behørigt ind ;-)

....i dag parken.

Bare et par timer eller 3 med en bog og et par sandwiches, for det MÅ altså kunne lade sig gøre at hive lidt kulør ud af den sol - selv for mig!! Så jo i går hvor hurtigt ham den smukke forvandlede sig fra almindeligt småbleg til smukt dannebrogsfarvet, mens jeg - ja jeg så lige ens ud før og efter - bleg og mærkelig.

Men stædig er jeg jo - også som ind i H....... - så parken bliver indtaget om lidt og om jeg så skal lænke mig selv til græsplænen eller nærmeste træ (hmmm - dårlig idé - under træer er der jo skygge!), så bliver jeg liggende nogle timer.

Jeg vil altså også se ud som om solen har skinnet på mig.....

Husets pengebeholdning er lige steget med 300,- kr., som en flink ung mand har betalt for min gode, gamle forstærker. Han så glad ud og jeg er glad for at komme af med den - nu mangler jeg så bare en aftager til radioen. Anyone?? Den er en fin matgrå en af slagsen af mærket NAD - bare sig til og det er din for samme latterlige sum som forstærkeren.

Der står bacon på komfuret og køler af - omlidt skal det sammen med andre lækre ting udgøre indmaden i en stak sandwiches, som skal med på stranden med mig og ham den smukke. Har ikke været på stranden i umindelige tider - ikke her i landet i hvert fald, så det bliver bare godt.

Sent i aften står den på "Pirates of the Caribbean" i Imperial - og så kan der vist ikke vrides meget mere ud af den lørdag, men det er også alt rigeligt.

Ha' en god en af slagsen derude......

Ikke kun fordi det er min nærmeste dagligvarebutik - jeg skulle nok vade 400 meter længere for at komme i Netto - men fordi der er en særlig stemning - i hvert fald i min lille lokale Irma.

Der er ikke den store udskiftning i medarbejderstaben, så det er velkendte ansigter, der hilser med et venligt "Hej", når jeg lægger mine varer op på båndet. Det er veluddannede medarbejdere, der ikke går i panik, hvis kasserullen driller eller varerne er mærket forkert op.

Den slags smitter af på kunderne, der sagtens kan udvise tålmodighed og ikke begynder at råbe og skrige så snart der står mere end to kunder i kø og som også sagtens kan lade ham, der kun har én vare komme foran den propfyldte indkøbsvogn.

Det kan godt være at Irma generelt er lidt dyrere med deres varer, men til gengæld er det kvalitet - og skulle det mod forventning ikke være det, så har jeg aldrig oplevet sure miner eller modvillighed, når jeg kom ned med varen igen.

Jeg kan endnu bedre li' Irma, når de som i dag har 10 flotte roser til kun 10,- kr. Og vi snakker langstilkede, holdbare roser her - tykke stilke med masser af saft og kraft. 20 af slagsen i en flot mørkrosa farve pryder mit spisebord lige nu, men på grund af instant lack of batteries i kameraet kan I desværre ikke få lov at nyde synet. Måske i morgen, hvis jeg igen lægger vejen forbi min Irma-butik.......

på den allerallernederste del af min ryg, at det er meget længe siden jeg har dyrket et seriøst forhold til min cykel ;-)

i hovedet må man ha' i benene!!

Nova-katten, som jo har skiftet adresse, er alene hjemme i disse dage, fordi René at taget på et par dages ferie med gutterne. Da han var så venlig at tage sig af kattene, mens vi boltrede os i Lalandia er det jo ganske naturligt, at jeg kigger efter Nova-katten, når han ikke er hjemme.

Og jeg havde styr på det hele i går aftes. Tog cyklen på arbejde i stedet for at gå - der er nu alligevel for langt at vade hele vejen derud og hjem igen. Fandt rutebeskrivelse på Krak, så der også var en mulighed for at jeg rent faktisk ville kunne finde adressen.

Så langt - så godt....lige indtil for et øjeblik siden, da det gik op for mig, at jeg #€%&# ikke har taget nøglerne til lejligheden med!! De ligger og griner af mig hjemme i køkkenskuffen, så nu bliver jeg nødt til at køre hjem og hente dem først, inden jeg kan komme ud og klappe Nova-katten. Det er jo lige det, jeg har allermest lyst til efter en nattevagt......*suk*

efter ferien sidder jeg undrer mig over hvordan et stykke papir, hvorpå der skal sættes pindelignende streger for dette og hint IKKE er en pindestatistik??

Man går glip af meget, når man tillader sig at holde fri.....

Ja, nu er det selvfølgelig ikke knægten, der går i nederdel, men mig naturligvis - for første gang i årevis i øvrigt!

Langt om længe har jeg investeret i diverse nederdele i diverse udformninger og farver (på trods af knægtens "Du KAN bare IKKE gå i nederdel, mor!"-udtalelse i Bilka for ikke så længe siden!) og har oveni købet vovet at tage nogle af dem på helt ud i samfundet og alting, men det er ikke uden bemærkninger fra ham den lillemøgunges side!

Først forsøgte jeg mig med en sort midt-på-læggen-lang sag. Den fik ham til at udbryde:

"Du ligner Ria!!"

For de uindviede skal det siges, at Ria er min reserve-ekstra-mor og vejer i omegnen af 120 kilo fordelt på ikke så forfærdeligt mange centimeter i højden, så det var ikke lige det, jeg havde håbet på at høre!

Dernæst investerede jeg i en fin stribet sag - røde og lyserøde striber på hvid bund - som jeg selv syntes var helt vildt sommerlig at se på. Dommen var:

"Du ligner en slikkepind!"

Og ikke nok med det! Nu kan han stemmeaktivere sin mobiltelefon til at ringe til min ved at sige:

"Ring slikkepinden op....."

Den næste var en koralrød sag i samme stil som den sorte. Den fandt næsten nåde for purkens øjne, men han syntes nu stadig, den var

"...for meget - ikke helt som slikkepinden, men......."

I dag har jeg så forsøgt neddæmpning i form af sandfarvet, knælang ting, så nu er den

"...for kedelig......"

What's a Mom to do?? ;-)

Køkkenet er ryddet og lejligheden skinner.....næsten.

Lasagnen var vellykket og desserten ikke mindst.

Katten ser vældigt gravid ud og vi krydser fingre.

Robbie spiller i Parken og det må han gerne for min skyld.

Knægten og ham den smukke sidder på knægtens værelse og spiller - der kommer umiskendelige lyde at et eller andet "slåssespil" ud derinde fra.

Fjernsynet viser Godzilla om lidt - den skal vi se sammen.

I morgen venter lækker hjemmelavet brunch med masser af gode ting - ikke mindst en masse frisk frugt.

Jeg mærker efter helt nede i maven.....og det føles rigtigt, rigtigt godt......

før jeg taster?!

Ville lige checke mit BMI-tal - bare sådan for sjov, men var da lige ved at få en slurk vand galt i halsen, da resultatet fremkom:

Hende Nova-katten - i hvert fald her i huset.

Der er lavet aftale om, at hun bliver afhentet i morgen eftermiddag og så skal hun for fremtiden henslæbe sine dage som Amager-kat.



René henter hende i morgen omkring kl. 13.00 ifølge en gammel aftale om kattesplitning os imellem.

Nogle vil måske synes det er synd at skille dem ad - Nova- og Xenia-katten - men jeg tror på at det er den bedste løsning for alle parter.

Jeg må indrømme, at Nova-katten driver mig til vanvid med sin drejen-rundt-om-sig-selv på gulvet og med sine evindelige hårboller, der altid lander et sted, hvor de bare ikke burde være. Hun får mine små nakkehår til at rejse sig ved sin evige hvæssen kløer lige dér hvor hun IKKE skal hvæsse kløer og jeg synes ikke det er hverken nuttet eller morsomt at hale hende ud under sofaen hver halve time (og derfor er døren til stuen nu hermetisk lukket!!), fordi hun har moset sig derind og ikke kan komme ud igen, hvilket hun så gør opmærksom på ved at lægge sig på ryggen og gøre sit bedste for at flå den (næsten nye) sofa op med kløerne.

Jeg ved godt at det for så vidt er en fallit-erklæring at give op over for en kat, men jeg kan altså ikke ha' hende meget længere!! Hun får alt for meget skæld ud her hos mig og jeg VED bare at hun får det SÅ meget bedre hos René - han har en engels tålmodighed med hende (og så mange andre individer!), som jeg slet ikke er i besiddelse af.

Hele denne flytning af kat er naturligvis aftalt og afstemt med knægten, der siger (og jeg citerer): "Så bliver der også meget mere ro herhjemme, når du ikke råber så meget af dem..." og det er vel det endegyldige bevis på at jeg simpelthen ikke magter Nova i det lange løb. Jeg mener - man råber da ikke af en kat - eller hva'?? Hun er jo for fa'en ikke klogere (og specielt hende her!!) end ham den langskæggede nu har gjort hende til...

Så vi bliver for fremtiden et en-kats-hjem lige indtil.......og igen tør jeg jo næsten ikke at sige det højt, for det kiksede jo så fælt sidste gang....Xenia leverer en stak sunde og levedygtige killinger.

Hun er godt nok ikke så stor som hende her



men jeg synes nu alligevel at hun er blevet lidt bred om rø... her på det sidste



så nu håber jeg endnu engang, at det endelig er lykkedes for den lille skravlede hankat at gøre hende drægtig.

Men lad nu Nova-katten få det sidste ord i det her nok sidste indlæg om hendes færden her i huset.....

og godt mør!

Sådan følte jeg mig, da jeg rejste mig fra tæppet og satte kursen mod 4. sal. Jeg tænkte, at nu havde jeg da nok gjort mit til at få sommerkuløren på plads og var godt tilfreds med min indsats.

Indtil jeg kiggede mig i spejlet - der så jeg lige så bleg og mærkelig ud som sædvanligt - det synes jeg er fejt!!!!

på en fridag, der oven i købet også er børnefri, så er det imponerende hvad man kan nå i de tidlige morgentimer.

Første vask tørrer - andet hold er i maskinen. Der er betalt regninger og vasket op. Der er drukket kaffe og hørt musik. Kattebakken er tømt og vasket af, så Xenia-katten muligvis kan lære at ramme den igen!!

Nu er tiden vist inde til ansigtsmaske (tiltrængt efter 5 dage i klor!!), et bad og så en tur på posthuset for at hente sommertøj, der gerne skulle se helt fantastisk ud på mig i Rom engang i August. Netto skal vist også lige besøges - der er noget med at jeg mangler æg ;-)

Knægten kommer ikke hjem før sent i aften, så resten af dagen bliver nok tilbragt henslængt i solen i gården.....

Jeg kan på en eller anden måde godt li' fridage.....

Så er knægten afhentet til fætter/kusine-træf og ankommer ikke her i hytten før i morgen aften igen.

Aftensmaden er tilberedt og skal nu bare en tur i ovnen senere, så hvad afholder mig egentlig fra at kaste mig ned i gården med tæppe og bog??

Intet!! I'm off.......

Var de ord der satte punktum for min badekarriere i Lalandia i denne omgang.

Jeg var jo bare lige gået ned for at hente penge til vores frokost tidligere i dag, da en gut, der samtidig forsøgte at få sin uregerlige unge til at makke ret, kiggede ned på gulvet og op på mig og udtalte ovenstående.

Jeg kiggede ned - og ganske rigtigt - der stod jeg og soppede rundt i mit eget blod. En 2 cm. flænge i højre storetå var årsagen til miséren, som jeg end ikke havde opdaget.

En servicemedarbejder hjalp med plaster og oprydning og kunne grinende fortælle at han kunne følge mit spor helt oppe fra vandlandet af. Dér på trappen og dér på gulvet og dér allevegne havde jeg sat mine blodige spor.

Det gør endnu ikke ondt, så jeg overlever nok også det - ligesom jeg har overlevet 5 dage med to 10-årige knægte, der godt lige kunne trænge til et hukommelseskursus og et par dages "hvordan er det lige vi gør, når vi hjælpes ad"-kursus.

Nu er vi hjemme og trætte - måske mest mig, men jeg tror nu også at knægten har brug for lidt tid for sig selv. I hvert fald har han allerede muret sig inde på værelset. Jeg tror jeg vil mure mig inde i stuen - i sofaen - foran fjernsynet - og glemme alt om udpakning og den slags til i morgen.