Prelsborg

mens jernet er varmt, så hvorfor ikke lige tage sengetøjet, mens du er i gang?"

brægede den lille husmoderstemme (tænk at jeg har sådan en?!), så det gjorde jeg og det ligger nu fint sammenfoldet på bordet.

Men nu skal det jo ikke handle om strygning det hele, for det er da nok noget af det kedeligste i verden. Grunden til denne morgenaktivitet er jo naturligvis, at om ganske kort tid sætter vi kursen sydpå og indtager Lalandia.

Det er altså ikke fordi jeg har været bortrejst, at der har været så stille her på siden. Der er tænkt tanker om bloggens fortsatte eksistensberettigelse, når hensyn til andre mennesker gør at jeg ikke kan skrive som jeg har lyst. Naturligvis vil der altid være grænser for, hvad jeg vil skrive her, men specielt én ting har fyldt så vældigt meget i mit univers på det seneste og lige præcis den ene ting har jeg ikke følt, jeg kunne "få lov" at komme ud med. Nu er der imidlertid "givet grønt lys" om jeg så må sige, så tillad mig ganske kort at præsentere ham her



som deler navn med han den smukke, der har indtaget mit hjerte og som fylder mine tanker 24 timer i døgnet. Ham som jeg nu skal undvære de næste 5 dage, mens jeg valser rundt nede på hans fødeø.

Nu fik jeg lov - det lettede....

Klokken er død om morgenen og her står jeg og stryger. Der er altså noget galt med det billede!!

Et par enkelte uoverlagte og uigennemtænkte bemærkninger fra en ven var nok til at få hele maskineriet til at gå i stå og alle dæmninger til at bryde sammen.

Smertende, røde øjne er hvad jeg sidder tilbage med nu, men jeg så småt begynder at glæde mig - rigtigt glæde mig - til 5 dage i Lalandia med to 10-årige knægte - langt væk fra alt det, der kan gøre ondt.

Helt dernede langt væk fra internet, mail og bloggen her, der ikke længere er det tilflugtsted, den tidligere har været. Der er for mange ting, der ikke kan skrives om og de fylder efterhånden så meget mere end de til tider lettere ligegyldige brokker, jeg får postet her med ganske ujævne mellemrum.

Træt, trist og ked dukker denne velkendte talemåde op igen og igen

"With friends like that - who needs enemies?!"

Gad vide om jeg kan bruge en hel time på at vaske op nu?? Så er det nemlig knægtens sengetid og så kan jeg endelig få lov til at hvile mit trætte og forgrædte ansigt på puden og forhåbentlig synke ind i den altforløsende søvn......

Men nu har hun også fået papir på (eller får det i hvertfald på fredag!) at der også er noget mellem ørerne på hende.

TILLYKKE til den dejligste niece fra den stolte FASTER :-)

På trods af at klokken hastigt nærmede sig midnat inden jeg fik taget mig sammen til se dyner i går, så mente mit indre vækkeur at 04.30 måtte være tidspunktet hvor jeg igen fik øjne. Prøvede at blive liggende med sammenknebne øjne og messe "sov - sov - sov" men vi ved jo godt allesammen, at det virker bare ikke.

Jeg ved ikke hvorfor det lige skulle være sådan i dag. Er det mareridtet fra i går om veninden, der så mindeligt bad om hjælp og når jeg tilbød min hjælp fik jeg bare stukket en folder "Når mennesker bliver psykisk syge" i hånden?? Er det den hjælpeløshed, jeg dér følte der holder mig vågen - eller rettere vækker mig længe før vækkeuret? Jeg har talt med hende i går - hun er OK - så OK som hun nu kan være i øjeblikket - igen store kriser under opsejling.

Eller er det bare alle de tanker jeg tænker i øjeblikket af hvilke ingen af dem er egnede til skrift - ikke her i hvert fald?? Ville ind imellem ønske at mennesket havde en knap, der hed "Tøm hjernen for tanker midlertidigt" - det kunne da give en vidunderlig fred.

Nå, men op kom jeg - ingen grund til at ligge der og rode rundt og blive irriteret over ikke at kunne finde hvile. Dagen i dag byder på et besøg i Roskilde, hvor ældsteniecen (og yndlings, men sig det ikke til nogen!) kl. ca. 10.40 gerne skulle komme ud fra den allersidste eksamen og få trykket studenterhuen på hovedet.

Jeg skal være der og udbryde med en lille tåre i øjenkrogen

"Åh altså - jeg kan huske da jeg skiftede din ble.....tænk at du er blevet så stor nu!"

på allerværste pinlig-faster facon foran alle hendes klassekammerater. Det vil hun helt sikkert elske mig for - eller også vil hun bare udbryde

"Det er hende, jeg har fortalt jer om!"

Jeg tror faktisk mest på det sidste...

Kl. 14.33 ringede telefonen. Det var min håbefulde arving, der lige ville fortælle at han altså ankom senere end normalt i dag, for han skulle med sin fader ud og købe møbler - ny seng og stole til værelset. Jeg undrede mig godt nok lidt over at den slags indkøb var blevet lagt en "afleveringsdag", men der kunne jo være så mange årsager, som jeg ikke var vidende om.

Kl. 15.13 ringer den håbefulde igen og fortæller at møbelkøbet er aflyst og må han i stedet tage hjem til bedsteste bedstevennen?! Selvfølgelig må han det og vi aftaler bare at ses senere på aftenen ved 20-tiden.

Kl. 20.30 ankommer far og søn - sønnen smutter hurtigt ind i sin hule (læs værelse) og faderen og jeg drikker en kop kaffe og snakker om fritidsklub og andre søn-relaterede emner - og så kommer det:

"Du kan ellers tro, han har fået nogle checkede nye stole til sit værelse....."

siger faderen, mens jeg får kaffen galt i halsen.

"Nye stole?!"

kvækker jeg halvkvalt og glor på ham med store øjne

"....jamen blev det ikke aflyst??"

Nu er det hans tur til at se forbløffet ud, mens han fortæller at møbelindkøbet er foretaget sidste tirsdag og at der under ingen omstændigheder har været planer om indkøb af nogen som helst art i dag.

Jeg fortæller min version af dagens hændelser og langsomt går den forfærdelige sandhed op for os. Knægten har sammentømret en solid løgnehistorie i det håb at han aldrig ville blive afsløret. Spørgsmålet er nu bare - hvorfor??

Var det fordi han gerne ville hjem til bedstevennen og var bange for et nej fra min side?? Jeg har vist nok aldrig sagt nej til noget i den retning, med mindre vi havde andre planer. Fandt han på historien fordi han udmærket ved at jeg aldrig ville protestere mod den slags planer - kun undre mig?! Og hvor mange andre af hans historier er slet og ret kun historier - og er han nu også de steder, han siger han er?!

Spørgsmålene er mange og svarene ganske få. Jeg har konfronteret ham med hans løgn i dag - det var rimeligt nemt. Jeg skulle jo bare spørge om han var glad for sin nye seng og stole, så havde han jo allerede glemt det lille spil for galleriet, han havde kørt tidligere. Han blev ked af det, men blev han ked af at blive afsløret eller blev han ked af det, fordi jeg var ked af det?! Jeg skældte ham ikke ud, men prøvede at forklare, at hvis jeg/vi ikke kan stole på det han siger, så bliver vi nødt til at kontrollere alle hans historier og beskeder i ét væk - ringe til kammeraternes forældre for at sikre os at han er der, hvor han siger han er og dobbeltchecke med fritidshjemmet at han virkelig er der, når vi tror han er der.

Han er kun 10 år og jeg havde da egentlig håbet at der ville gå flere år (og helst aldrig nogensinde!!) før jeg skulle bekymre mig om den slags ting, men nu har tilliden fået et lillebitte hak. Han er min søn og jeg ønsker at stole 100% på ham, men jeg vil ikke lade mig behandle som en tåbe, blot fordi hans far og jeg ikke deler adresse og han tilsyneladende tror, at vi ikke taler sammen "bag hans ryg".

Jeg håber inderligt at vores samtale i dag har fået ham til at indse, at der ikke er noget sjovt i at ens forældre ikke tror på det man siger. At det ikke er skægt at fortælle, hvad man har oplevet hvis alt mødes med et hævet øjenbryn og et skeptisk blik. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at lægge dagens oplevelse bag mig og starte på en frisk, men vil den ikke altid sidde i baghovedet??

Suk altså knægt- hvorfor??!!

stik mod alle forventninger skulle savne mig resten af dagen i dag, så er jeg at finde i Fælledparken på stribet tæppe iført bøger, mp3-afspiller, sandwiches og kølige drikkevarer.

Jeg vil læse om Roms rioni og sne i tyrkiske landsbyer. Jeg vil lade mig forføre at Rod Stewarts hæse stemme, når han spørger om han sådan for nyligt har fortalt mig at han elsker mig (det har han IKKE!!). Jeg vil lukke øjnene bag de medbragte solbriller og bare nyde at dagen er min. Jeg vil glemme alt om tid og bare blive liggende, til jeg ikke gider at ligge mere.

Jeg vil eventuelt også smøre mig ind i lidt solcreme, men jeg er ikke kendt for at være god til den slags. Resultatet bliver sikkert hummer-agtigt senere i aften.....

Når gutten foran en i køen i 7/11 kl. 07.35 med ru stemme beder om 10 kodimagnyler og samtidig kigger begærligt på den dåsecola, han lige har stillet på disken, så kan man næsten mærke hans tømmermænd.

men når jeg om en times tid og lidt pakker sammen og begiver mig hjemad, så har jeg FERIE i 3 uger :-)

Måske er det fordi jeg allerede har lovet én kollega at møde op herinde en gang i næste uge, hvis det passer ham bedst der og at jeg forsøger at samle en stak andre kolleger til et paintball-arrangement om en uges tid. Det lugter alt sammen af arbejde og ikke så meget af ferie.

Men der er jo også udsigt til 5 dage i Lalandia med to 10-årige knægte. Mig og så to 10-årige knægte - hvad HAR jeg dog gjort?! Jeg må vist hellere ud og raide en boghandel eller noget i løbet af den næste uge, for et eller andet skal jeg jo foretage mig, når de to gør alt hvad de kan for at forvandle sig til rosiner i vandlandet.

Nå - en time endnu and I'm outta here.......i hvert fald et par dage.....

Kan et lår sove ligesom en fod eller en hånd??

Det er ikke fordi det nægter at samarbejde eller at det prikker og stikker, som det nomalt gør i sovende legemsdele - det er bare sådan følelsesløst, nøjagtigt som hvis det var blevet bedøvet.

Det har det dog ikke budt mig før!!

Afsted på nattevagt - nu med sovende lår og Kan Jang i blodet...

Det var 30 grader i skyggen ude i landet i går og ca. det dobbelte hjemme i lejligheden. Oven i købet tilbragte jeg det meste af dagen under en dyne, så hvordan i alverden kan det lade sig gøre at blive forkølet???

Må hjem og kaste en håndfuld Kan Jang i hovedet og forsøge at sove det væk - hader at være forkølet!!

Jeg burde ikke sidde her og spise coleslaw direkte af plasticbøtten og skimme botten for nye indlæg, som jeg alligevel ikke læser med den opmærksomhed de fortjener.

Jeg burde ligge trygt under dynen og indhente den søvn, som natarbejde griber så voldsomt forstyrrende ind i det. Jeg ved jo at det er ris til egen røv, hvis jeg ikke får de timers søvn jeg har behov for inden næste nattevagt i aften.

Jeg giver vejret - varmen - skylden. Det er derfor jeg ikke kan sove - helt klart - dumme vejr!!

Men det passer ikke helt - det er en urolig og rastløs krop, der gør at jeg ikke kan blive liggende. Den vil ting, der ikke kan lade sig gøre - ikke lige nu i hvert fald!! Den vil ligge i parken på et tæppe og drikke solens stråler. Den vil cykle ad Strandvejen med madkurven pakket og udsigt til en lang dejlig dag i godt selskab. Og - nå ja - så er der så mange andre ting, den også gerne vil - dumme krop!!

Men den burde sove - jeg burde sove - er der ikke lige en, der kommer forbi med en lægtehammer??

at jeg har cyklet efter mørkets frembrud, når jeg et øjeblik helt seriøst står og overvejer om den hvide lygte skal sidde forrest eller bagerst.

Efter toiletbesøg med efterfølgende håndvask kastede jeg et blik i spejlet og kunne konstatere at den hvide top, jeg i dag er iført er ganske meget mere gennemsigtig end jeg først havde antaget.

Resten af arbejdsdagen forsøges nu gennemført med korslagte arme!!

For 3. weekend i træk sidder jeg her på pinden og glor ud på vejret!!

Utroligt som det arbejde har det med at gribe forstyrrende ind i min fritid :-(

..at blogger.com ikke har fungeret hele aftenen, når jeg lige havde 4.000 ord, jeg gerne ville ha' skrevet - typisk!!

Vil skynde mig at skrive de to ord, der er vigtigst:

Tak, Frederikke!!

Og nej det har intet med gårsdagens udbrud at gøre, selvom harmen så langt fra har lagt sig!

Nix - det handler simpelthen om at Frederikke parkerer Gunnar-drengen hos sine forældre og Ulrik et eller andet andet sted og sætter kursen mod Østerbro.

Da Ulrik er en underlig, mærkelig mand bryder han sig ikke om at spise svinekød, så naturligvis skal det udnyttes at det kun er os to tøser, der skal spise sammen. Svinekam med rødkål, kartofler, sovs og hele svineriet - og så lige et enkelt glas rødvin til.

Det bliver godt - dejlig mad og dejligt selskab.

Til den ene:

OPBLÆSTE NAR!!
NEDLADENDE STODDER!!
RESPEKTLØSE IDIOT!!

Og til den anden:

SVAGPISSER!!
RØVSLIKKER!!
VENDEKÅBE!!

Og derefter er min mund så lukket med 7 segl!!!!

Mens jeg render rundt herhjemme på min ene Pinsefridag og rydder lidt op hist og pist er nogle klædningsstykker røget af og andre på hen ad vejen - udelukkende med det formål at give mest muligt bevægelsesfrihed og komfort.

Når jeg nu kigger ned af mig selv, så er jeg egentlig ret glad for at jeg ikke kan forvente at dørklokken ringer og enten postbudet eller andre lige kigger forbi.

Picture this: Knælange lyserøde sokker, lysegule "hjemmebukser" i piratlængde og rustfarvet top med spaghettistropper!!

Jeg tror ikke just jeg ville vinde prisen for årets bedst klædte kvinde, men det er vældigt behageligt.

når man bliver smidt ud!

"Drik nu din kaffe, mor....."

"Skal du ikke snart gå, mor...."

"Savner din kollega dig ikke, mor...."

er hvad jeg har måttet høre på hele morgenen, så nu er jeg gået på arbejde og har efterladt knægten og den tilkaldte René til en gennemført drengerøvsdag. Er spændt på at høre hvad de finder på...

Xenia-katten er igen igen gået hen og blevet rigtig, rigtig lækker (= løbetid!), men denne gang er det heldigvis lykkedes for mig at lave aftaler med både Fru Opdrætter og Hr. Fragtmand (= René), så om ikke så længe bliver hun hældt i transportkassen og fragtet så langt væk, at jeg i hvert fald ikke skal høre på hendes hylen mere.



Egentlig ser det jo ud som om hun bare ligger og venter på at blive flyttet fra kurv til transportkasse - ivrig efter at komme afsted, men jeg kender hende!! Så snart transportkassen bliver åbnet og hun bliver klar over, at det er hende der skal ind i den, så forvandler den ellers blide lille kat sig til en sand furie kun bestående af skarpe tænder og kløer.

Men ind kommer hun nu alligevel og denne gang skal det altså bare lykkes - det skal det!!!

Firmaet, der ynder at kalde sig for min arbejdsgiver har en sponsoraftale med Børns Vilkår, der udover diverse tilskud til dette og hint også indeholder den mulighed at hver medarbejder i firmaet hvert år kan bytte 8 arbejdstimer ud med 8 timers arbejde for Børns Vilkår. Der er mange forskellige opgaver, der skal udføres i løbet af sådan et år - det spænder lige fra pakning af materialer vedr. Børnetelefonen til bygning af legepladser for fritidshjem.

I går stod "menuen" så på Børnefestival i Rødovre og jeg var en af de 5 medarbejdere, der havde fået lov at hjælpe til og aldrig har jeg lavet så mange snobrød på så kort tid



og hevet så mange snobrødpinde ud af ilden på rekordtid for ikke at futte hele Rødovre Rådhus af.

Pladsen - som er græsplænen bag Rødovre Rådhus - var spækket med børn i vuggestue/børnehavealderen med tilhørende pædagoger og så var der jo lige os 5, der spænede rundt i vores "En at tale med..."-fleece trøjer og som ganske tydeligt ikke var vant til børn i større mængder i længere tid ad gangen.



2 timers bål/snobrødsvagt og 1 times hoppeborgsvagt behørigt udstyret med dommerfløjte sætter sine tydelige præg på stemmen, der mere end én gang måtte hæves, for at få - ikke børnene - men deres tilhørende pædagoger til at forstå, at det altså har noget med børnenes sikkerhed at gøre, at der kun må være så og så mange børn i hoppeborgen ad gangen.

"Ja, jeg ved I har travlt og der er mange ting, I skal nå at se, men det går altså stadig hurtigere, hvis I ikke også skal en tur omkring samaritter-teltet med et flækket øjenbryn!!"

Ungerne var dejlige



...og modige og et eller andet sted har jeg fuldstændigt fortrængt, hvor tillidsfulde disse små størrelser er. Er du voksen (og står med dommerfløjten om halsen ;-)) så er du en tryg base at søge hen til og lægge dine små arme om dér hvor du lige kan nå - altså i lårhøjde. Da min egen knægt jo er fyldt 10 år, så er det et par år siden jeg har oplevet et par små buttede barnearme omkring mit ene lår, og jeg fik da også en mindre overraskelse første gang det skete. Men sådan gør man altså bare, når man er barn og synes at hende der den lange, der står og puster hysterisk i sin fløjte - hun ser da meget tilforladelig ud ;-)

Det var en rigtig sjov dag - det var en rigtig lang dag - og hvor er jeg dog ikke vant til at være udenfor en hel dag. De 10 kilometer på cykel hver vej gjorde nok også sit til at madras og dyne var yderst behageligt selskab i går aftes.