Prelsborg

Efter en week-end i la-la-land (ogå kendt som arbejdsplads) har ting, der skal gøres det med at hobe sig op her i hytten.

Der er:

- cykel, der skal checkes for klarhed til tur til Rødovre i morgen
- tøj, der skal vaskes (1. maskine snurrer lystigt allerede)
- tøj, der skal lægges sammen
- kød, der skal udtages af fryser til aftensmad
- vinduer i stuen, der skal have en overhaling
- døre og karme, der trænger til afvaskning
- plader, der skal sættes på plads
- planter, der skal vandes
- planter, der skal afgå ved skraldeposedøden
- støv, der skal tørres af
- gulve, der skal støvsuges
- gulve, der skal vaskes
- tilbehør til kød til aftensmad, der skal købes ind
- vejrguder, der skal be's til om godt vejr i morgen
- soveværelse, der burde ryddes og omrokeres
- papirbunker, der skal sorteres
- køleskabe, der skal tømmes og vaskes

Og jeg er allerede nået til kaffen og diverse overspringshandlinger, såsom at sidde her og skrive lister ;-)

Folketingen vedtog i sidste uge at fjerne forbuddet mod behandling af lesbiske par og enlige kvinder med kunstig befrugtning og det er for så vidt i orden med mig. Jeg er af den overbevisning at homoseksuelle - det være sig mand/mand eller kvinde/kvinde - kan være akkurat lige så gode forældre som et heteroseksuelt par og at mængden af børn, der vokser op med en enlig forælder vel allerede har påvist, at det sagtens kan lade sig gøre at få velfungerende mennesker ud af en sådan opvækst.

Der er dog alligevel et par ting, der støder mit øje i gennemlæsningen af lovforslaget samt de oplysninger, jeg har kunnet grave frem her.

Der tales i lovforslaget om "ufrivillig barnløshed" og for mig at se kan den "diagnose" først stilles, når pågældende kvinde har gjort alt, hvad der er hende menneskeligt muligt for selv at undfange et barn. Vi snakker her - for heteroseksuelle kvinder i fast parforhold - om gennemgribende undersøgelser hos læger og gynækologer. Om at smække stængerne i bøjlerne, lade sit indre fylde med kontrastvæske for at få undersøgt passagen fra æggestokke til livmoder. Om at pisse (pardon my French!) på plasticpinde i måneder - måske år - kun for at flå manden/kæresten hjem fra arbejde, herreaftener eller kanindræberkurser, når de magiske 2 streger, der betyder ægløsning endelig viser sig.

Vel hjemme skal denne fuldstændigt uforberedte mand så gennemføre noget, der nærmest kommer til at minde om en mekanisk parringsakt, hvorefter begge krydser fingre (og ben!). Men inden dette ritual har samme mand stået med røde ører og noget varmt i lommen på et udvalgt hospital og spurgt efter afdeling Q (eller hvad den nu hedder) med lav stemme, for de færreste er vel specielt interesserede i at indvie resten af venteværelset i hvad de lavede under bruseren 1 times tid tidligere. Hvis analysen af prøven er OK, starter så ovenstående "pissepinds"-periode med de mekaniske obligatoriske øvelser, håb og månedlige knuste drømme.

Efter et stykke tid på den måde kan lægen så enten henvise til statsbetalt kunstig befrugtning eller opfrpdre parret til selv at opsøge en fertilitetsklinik med egenbetaling. Og dette er så oven i købet kun for par, hvor der tilsyneladende intet fysisk er i vejen for en graviditet - det sker bare ikke. Andre par får påvist forskellige vanskeligheder, der kræver forskellige andre behandlinger og ender muligvis til sidst i det statsbetalte program for at få opfyldt deres brændende ønske. Jeg har dog svært ved at tro at en situation hvor et heteroseksuelt par entrer lægens konsultation med indstillingen "vi vil gerne ha' et barn, men vi gider ikke at have sex" ender ud i en henvisning til statsbetalt kunstig befrugtning.

Jeg stejler overfor det lovforslag, der står for at blive vedtaget, for jeg kan ikke for min død se, hvor for staten skal betale for at en sund og rask kvinde kan blive kunstigt befrugtet, fordi hun ikke vil forsøge sig på den naturlige måde på grund af sin seksuelle overbevisning eller sit valg af social status.

Og nej - jeg mener ikke at den enlige kvinde - ej heller de lesbiske - skal gå ned på nærmeste værtshus og kaste sig i grams blandt for dem ukendte mænd, men der findes jo andre muligheder. Kunstig befrugtning med egenbetaling på en anerkendt fertitlitetsklinik er en af dem - bl.a. har Jørgen Grinsted, Fertilitetsklinikken Trianglen gentagne gange udtalt sig positivt om insemination af lesbiske og enlige kvinder. En helt anden mulighed er hjemmeinsemination, hvor det lesbiske par eller den enlige kvinde laver en aftale med en mandlig ven om at donere den mandlige del af det, der gerne skulle resultere i et barn.

Jeg anfægter på ingen måde lesbiske og enlige kvinders ret til at få børn. At få børn er enhver kvindes ret - nogle vil endda sige pligt - at nogle kvinder behøver så lidt starthjælp er en helt anden sag. Men at staten skal betale for noget, der muligvis kunne lade sig gøre med en kalkunpipette (eller hvad sådan en dims hedder), det kan jeg simpelthen ikke forstå. At kvinder, der i årevis har kæmpet for at opnå en graviditet med alt hvad det indebærer af følelsesmæssige nederlag skal dele køplads med kvinder, der på grund af forskellige orienteringer og valg ikke ønsker at prøve selv går over min forstand. Naturligvis skal der være plads til både lesbiske og enlige kvinder i det statsbetalte program, men kun i det omfang at disse kvinder har været hele møllen igennem på lige fod med de heteroseksuelle kvinder i fast parforhold, der er nået lige så langt. Alt andet virker på mig som at "springe over hvor gærdet er lavest".

Og er det næste der skal tages op blandt vores folkevalgte så, at bøsser og enlige mænd skal tilbydes gratis (statsbetalt!) adoption, fordi de ikke selv har mulighed for at frembringe et barn, mens heteroseksuelle barnløse par betaler formuer for det samme??

Nej, vel?? Altså kvinder - uanset hvilken seksuel orientering og social status I nu besidder - lad jer endelig kunstigt befrugte, men betal selv! Lad det statsbetalte program behandle de kvinder, der vitterligt ikke selv kan blive gravide - de har så sandelig haft skuffelser nok, inden de nåede så vidt!

Og jeg er med vilje slet ikke kommet ind på spørgsmålet om det "etisk korrekte" i at producere et barn "uden far", for det er en helt, helt anden diskussion! Mine anfægtelser her går udelukkende på statsbetalt eller ikke statsbetalt kunstig befrugtning.

Ja, det drejer sig altså ikke om netværk og routere og den slags, men ganske simpelt om at den allersidste tråd i dag ganske frivilligt har forladt mit maveskind - nå ja langt nede på maven så eller måske hedder det slet ikke mave dernede men noget andet - skind er det i hvert fald!

Jeg kan altså ikke længere tage fejl af buksetråde og "migtråde" og risikerer ikke flere ubehagelige overraskelser ved et hive i en tråd i nærheden af bemeldte område.

"Der er ingen bånd, der binder mig......."

at jeg er så nem at forarge, men når en kronraget ungersvend fuldstændigt umotiveret knalder højre arm i luften og flænger stilheden på en ellers smuk lørdag morgen med sine latterlige "Sieg Heil"-råb, så kan jeg sgu ikke lade være med at hvisle

"Klamme svin......"


Og dette skulle naturligvis have været postet i morges da jeg kom hjem, men der synes verden ikke at ville kommunikere med mig - sikkert ham idiotens skyld......eller noget......

Har her til morgen fået mail om at jeg har vundet et gavekort til paintball i Kongelunden værdi 1245,- kr., så nu skal jeg bare samle en 5-10 mennesker, der synes det er helt afsindigt morsomt at tilbringe 2 timer i fuld kampuniform og komme hjem med adskillige blå mærker.

Og NEJ! ANIMAL - du får ikke lov at komme med, med mindre du er på mit hold altså ;-)

Supervind er den glade udlodder af præmien...

Efter af have tilbragt to dage på arbejde sammen med en kollega, der er af den overbevisning, at hvis bare man ignorerer irriterende lyde, så holder de nok op af sig selv, er jeg simpelthen ved at blive skingrende vanvittig.

I mit job har vi utallige ure og alarmer og telefoner, der gerne bimler og bipper hele dagen - meningen er så at vi skal reagere på enten den ene eller den anden måde, men i to dage har jeg kunnet betragte en kollega, der godt nok kigger op, når den ene eller den anden lyd begynder, men derefter forsøger af al sin magt at ignorere hyleriet. Jeg har sågar i dag observeret ham sidde ved siden af en ringende telefon (7 ringninger!!) indtil vedkommende i den anden ende opgave sit forehavende!!

Jamen, hvad dælen regner han da med?? At jeg kaster mig rallende gennem lokalet for at tage telefonen på hans skrivebord???

ARRRGGGHHHH - godt jeg snart har fri......

så vi da også Melodi Grand Prix her i huset i går.

Til lejligheden havde jeg kreeret dette lille "mesterværk"



og eneste regel var vel egentlig, at det IKKE var tilladt at kaste kage efter fjernsynet, når man syntes musikken var dårlig. Det var en rigtig god regel, for der kunne da være landet rigtigt meget kage på den skærm i går aftes.

Derudover så synes jeg nu, at det var den helt korrekte vinder, når nu pointafgiveren fra Makedonien (den der tidligere jugoslaviske republik altså!) ikke kunne vinde med sin nydelige udgave af "Maria me ta kitrina...."

Stod lige og spændte bæltet, da jeg fik øje på en tråd, der stak ud.

"Det må være en løs tråd i bukserne...."

tænkte jeg og hev i den, for den skulle da i hvert fald ikke sidde dér!

For sent - alt for sent - opdagede jeg at naturligvis sad tråden da fast i den anden ende - bare ikke i bukserne!!

Den sad fast i MIG!!!!!!

AV for *indsæt selv grimme ord her*........

Han kan stadig - han kan endnu - også selvom han har set i øjnene at det ikke er pænt når mænd over halvtreds smider overtøjet ;-) Han gjorde det nu alligevel - og det gjorde slet, slet ikke noget....

Vi blev ført helt tilbage til det allerførste spæde Malurt med "Kold Krig" og helt frem til det allernyeste med flere af de gode numre numre fra hans nyeste "Falder du..." og ikke et eneste øjeblik faldt han igennem.

"Tak for jeres måde at være Pumpehus på....."

sagde han, og selvom det måske ikke er den største kompliment at blive kaldt et pumpehus, så føltes det alligevel godt og rigtigt og jeg kan kun svare

"Tak for din måde at være Michael Falch på!"

og paranoiaen er afblæst - det lettede en hel masse!!

Og i aften venter Michael på mig i Pumpehuset....

.....barely......

Som sædavnligt når tingene dømmes ukomplicerede, viser de sig ved nærmere eftersyn at være noget værre rod - således også mit indre tilsyneladende.

Den operation, der skulle være overstået på 10-15 minutter endte ud i at blive en 2-timers seance på grund af ufatteligt meget arvæv i livmoder/æggestokregionen hos undertegnede. Alt dette arvæv stammer naturligvis fra det akutte kejsersnit for 10 år siden, men ingen havde vist drømt om det skulle være så voldsomt.

Operationen lykkedes - sterilisationen er fuldført!! Det kostede mig dog højre æggeleder, da kirurgen og den tilkaldte chefkirurg opgav at sætte en klemme på den og besluttede i stedet at fjerne den helt - det er helt OK med mig.

Helt OK er det ikke at den lange tid i fuld narkose har gjort mig så forfærdelig dårlig, at jeg efter hjemkomsten har måttet tale med store ord i den store hvide gulvmikrofon ikke mindre end 3 gange - det huer mig aldeles ikke, men sådan skal det åbenbart være denne gang.

Nu er jeg bare træt helt ind til marven og kan da sagtens mærke at bedøvelsen er ved at slippe sig tag i min krop - det niver og jager, men heldigvis har jeg da fået et halvt apotek med hjem, så jeg skulle kunne få en smertefri nat.

Hvis jeg tidligere skulle have øffet lidt irritation over at skulle helt til Frederiksberg Hospital i stedet for Riget, som jo ligger lige overfor bopælen, så æder jeg alle mine ord i mig igen. Sødere, sjovere og venligere personale findes vist ingen steder - alle lige fra portører til kirurger var helt igennem behagelige at have med at gøre, så hvis ikke det gjorde så hesteondt og fik mig til at blive så afskyeligt dårligt, så tog jeg gerne en tur igen i morgen - med de samme mennesker :-)

Sofaen kalder.....og den kalder HØJT!!!!

Neglelakken er fjernet og smykkerne taget af.

Knægten er instrueret om morgendagens forløb og hvad hans rolle kommer til at være - ikke meget andet end selv at gå i skole, huske nøglerne og så ellers være sød ;-)

En enkelt "worst case scenario"-mail er skrevet - bare fordi det skal der være styr på just in case - og den kan heldigvis nemt slettes igen, når det hele er overstået.

Tilbage er kun en lille opvask, som jeg vist ligeså godt kan tage i aften, for i morgen er der sikkert ikke det store overskud til den slags, og så en dyne der kalder.

Egentlig burde jeg nok hænge store sedler op i køkkenet med påskriften "NEJ - INGEN KAFFE" og "NEJ - INGEN CIGARETTER", for jeg skal da sikkert nok af ren rutine sætte elkogeren i gang, når jeg står op i morgen tidlig, men nix - der er lukket land!!

Gad vide om jeg kan time det så nøjagtigt, at jeg kun lige kan nå at bade og vække knægten inden jeg skal ud af døren for at møde fastende på Frederiksberg Hospital kl. 07.30?? ;-)

Knægten og jeg snakkede om morgendagens operation, lidt om hvorfor og om hvad den indebærer. Det tog ham ikke lang tid at finde et sammenligningsgrundlag:

"Nå - ligesom Nova-katten?? Så er hun jo også gammel!"

Jeg kiggede forstilt indigneret på ham over den slet skjulte hentydning til min fremskredne alder, hvorefter han prøvede at redde den med:

"Nå ja, altså hun er jo ikke SÅ gammel......." (underforstået som dig!)

Derefter opgav han - vist mest fordi han ikke kunne sige noget for bar latter........HRMPF!!

Og snart er det også søndag eftermiddag og så er 7 lange arbejdsdage endelig overstået.

Med mandefald blandt kollegerne har de sidste par uger kun budt på 2 (to!) fridage - nemlig dem jeg brugte i dejligt selskab i Holstebro. De 7 dage før besøget var arbejdsdage ligesom de 7 dage efter har været det, så nu glæder jeg mig til at holde fri - bare lidt.

Ugen der kommer byder rent faktisk kun på en enkelt "rigtig" fridag - nemlig mandag, som skal bruges primært på at få købt de tunge ting ind til næste uge, for jeg er ikke sikker på at det er smart at forslæbe sig efter tirsdagens operation. Onsdag byder muligvis på et kursus, men det kommer helt an på, hvordan jeg reagerer på narkosen og hvor højt smerteniveauet er - den tid, den sorg eller glæde. Torsdag og fredag er arbejdsdage, men igen er det helt afhængigt af min almentilstand - dog er det et must at komme til Michael Falch-koncert torsdag aften!

Indtil videre skal resten af denne søndag - når jeg bliver løsladt herfra på et tidspunkt - nydes i fulde drag med ribben og flødekartofler og i det selskab jeg trænger allermest til lige nu.

OK - jeg er ikke altid lige hurtig, så det er først i dag jeg har set her at Dyreinternatet i Rødovre er i fare for at lukke på grund af manglende finanser.

Dyreinternaterne rundt om i landet udfører et vigtigt stykke arbejde med formidling af husdyr, der på en eller anden måde er kommet i klemme, fordi deres familier splittes op eller flytter til steder hvor det ikke er tilladt at holde husdyr. Disse dyr ville, hvis ikke internaterne kunne tage dem ind og videreformidle dem til andre familier, højst sandsynligt blive aflivet eller - for bl.a. kattenes vedkommende - blive sat ud i det fri, hvor en indekat ikke ville overleve ret længe.

Jeg tager hatten af for de mennesker, der vier deres liv til at hjælpe disse ganske uskyldige dyr til en ny og bedre tilværelse hos en kærlig ejer, så jeg har naturligvis allerede sendt et bidrag til Dyreværnets Internat i Rødovre på konto 5470-2059170 (alternativt giro 500-2869) og opfordrer hermed alle andre dyreelskere, der har bare en smule tilovers til at gøre det samme.

I løbet af sådan en helligdagsvagt eller weekend-vagt taler jeg med "mine" vagthavende teknikere rigtigt mange gange. De ringer ind for at melde af, når de har løst en opgave, for at høre om der er kommet yderligere arbejde til dem eller bare for at få flere oplysninger om de opgaver, de er ude på.

De mange samtaler gør naturligvis at jeg gennem tiden har opbygget venskabelige forhold med langt de fleste af dem - også selvom jeg aldrig har set mange af dem i levende live. Min Københavner vagt i dag er dog en af dem, jeg har været så heldig at møde og vi taler ofte om alt muligt andet end lige arbejdet, når han ringer ind, derfor var det også med smil i stemmen jeg besvarede et opkald fra ham for en times tid siden. Smilet stivnede dog hurtigt, da jeg hørte hvad han havde at sige:

"Hej det XXX - du skal ikke regne med mig mere i dag. Jeg har været indblandet i et trafikuheld og bilen er totalsmadret. Føreren af den anden bil er fastklemt og der er tre ambulancer på vej. Du må få en anden til at køre resten af mine sager - jeg ringer igen senere!"

Og så sidder man jo dér og føler sig fuldstændigt hjælpeløs. Ville jo gerne være der og ved selvsyn sikre sig at han er helt OK, at han har nogen at tale med og ikke mindst at han har nogen, der kan fragte ham sikkert hjem, når han er færdig på skadestuen og politiet har talt med ham.

Men det eneste jeg lige nu kan gøre er at sørge for at få den totalskadede bil fragtet herind, så den ikke bliver lænset for værdifuldt udstyr og så bare vente på at han ringer, når de har checket ham igennem, for det har han lovet og hvis han ikke gør det, så skal jeg så sandelig sørge for at han trænger til en tur på skadestuen......

at være på arbejde på sådan en herlig St. Bededag.

Turen herind bød på synet af glade mennesker på caféer med brunch indenfor rækkevidde - nogle var endda allerede nået til fadøllen.

Og så skal jeg bare sidde her!

Jeg vil også sidde på café eller ligge på tæppe på en græsplæne!!

Men jeg slipper ikke herfra før allertidligst kl. 20.00 og så er solen jo ligesom på retur og brunchen ryddet af bordene.

Fadøl er der sikkert stadig nok af, men alene?? Næh - jeg går nok bare hjem og har ondt af mig selv og går tidligt i seng, så jeg kan komme op og møde på arbejdet igen i morgen!

Er der ikke en eller anden der gider at stille tiden frem til søndag eftermiddag??

Jeg synes ikke at en gynækologisk undersøgelse er ydmygende (som der vist blev sagt i går i genudsendelse nr. 463 af Sex & The City), men nogen festforestilling er det altså heller ikke.

Alene positionen gør at man føler sig en kende udsat - man kan ikke engang sparke, hvis man skulle få lyst til det. Og så alle de konstante påmindelser om bare at "slappe helt af" - hvis jeg havde slappet mere af, så var jeg altså faldet i søvn.

Jeg har ingen problemer med den slags undersøgelser. Slapper fuldstændigt af - ofte mere end lægerne - fordi jeg ved at så går det altså nemmere og er hurtigere overstået, men samtidig er det rart at føle sig i så professionelle hænder, som jeg gjorde hos Dr. Manuel i dag. Den mand har altså styr på understel og kan samtidig få patienten (i det her tilfælde mig) til at glemme alt om den ubehagelige position.

Men som sagt - nogen joyride er det altså ikke at ligge der og føle sig udstillet og jeg fatter simpelthen ikke, at der derude i samfundet fiser mænd rundt, der vitterligt tror at vi kvinder nyder det. Jeg kunne unde dem en hæmoride-undersøgelse og så kunne vi jo se, hvor meget de ville nyde det!

I øvrigt er der ikke langt fra tale til handling derude på Frederiksberg Hospital! Efter at være blevet erklæret ukompliceret blev operationsdatoen sat til 16. maj - og det er jo.........på tirsdag!!!!!

mens jeg udfylder det alenlange spørgeskema, der skal medbringes i morgen.

Beslutningen er taget for længe, længe siden, men først for nylig fik jeg taget mig sammen til at få en aftale hos min læge og i morgen er det så tid for forundersøgelsen og aftale om operationsdato.

Og jo - jeg er blevet konfronteret med "hvorfor"-spørgsmålet ca. 100 gange (dog ikke hos lægen - TAK læge!) og selv om jeg godt ved, at man ikke kan svare på et spørgsmål med et nyt spørgsmål, så tillader jeg mig alligevel at svare "hvorfor ikke?".

Jeg fyldte jo ligesom ikke 29 år sidste gang - heller ikke sidste gang ;-) Næ - der skal såmænd lægges et helt årti til for at komme frem til min egentlige alder og så er grænsen nået for mig. Jeg har fået det antal børn (barn!) naturen har tiltænkt mig og jeg vil ikke risikere om et år eller to at stå i det forfærdelige dilemma at Moder Natur alligevel har ombestemt sig og synes at nu skal det altså være.

Jeg ved udmærket godt at der findes adskillige andre alternativer end det jeg nu har valgt, men der er ikke rigtigt nogen af dem der tiltaler mig. P-piller giver mig humørsvingninger i en grad, så jeg ikke engang selv kan holde mig ud. Spiral har en historie her afskrækket mig fuldstændigt fra, og jeg bryder mig i realiteten ikke om tanken om at rende rundt med et fremmedlegeme indeni. Pessar er også forkastet, da det ifølge det jeg har læst mig til rundt omkring kvæler enhver form for spontanitet.

At ingen af ovenstående beskytter mod diverse sygdomme er naturligvis børnelærdom, men beslutningen er også udelukkende truffet for at sætte en definitiv stopper for risikoen for at skulle træffe en anden og meget værre beslutning senere hen, for vi ved vel alle, at kondomer er lavet af gummi og gummi kan gå i stykker, ikk'??

Jeg er 100% afklaret og jeg er 100% klar, så Frederiksberg Hospital får en ny patient i morgen (eller rettere i dag) kl. 10.50.

ufatteligt dejlige mennesker til i denne verden og jeg har været så heldig at tilbringe tid sammen med et par pragteksemplarer af homo sapiens de sidste par dage.

Først var der jo lige en tur til Holstebro, hvor jeg fik lov at lære disse to at kende



Ja, jeg fik altså også lov at hilse på Anitas datter, men hun nåede at stikke af inden jeg fik fumlet kameraet frem ;-) Men tak for lån af sengen, Simone ;-)

I dag gik turen så ud til disse to



Og det var egentlig ikke nødvendigt at se barnefaderen, for han sidder lige der i klapvognen i miniudgave. Hvis ikke jeg vidste, hvordan Gunnardrengen er blevet til, så ville jeg nok mistænke Frederikke for at have sovet under selve akten.

Og hun har altså ret! Ham Gunnardrengen er en linselus og intet tør ham op hurtigere end synet af et kamera



...og så får man også lov at pille-rode-rage lidt bagefter. Han er dælme altså dejlig :-)

Ikke nok med at jeg helt frivilligt og uden en pistol for tindingen har booket 4 overnatninger i Lalandia i juni måned - jeg har også ringet til bedsteste bedstevennens forældre og spurgt om jeg måtte låne selvsamme ven i de 5 dage og 4 nætter - og de sagde JA!

Der må være noget i vandet herinde, jeg ikke kan tåle....

Først hjemmefra og ud til Frederikke - 5,5 km. iflg. Krak.

Derefter en tur rundt om søen med Gunnar-drengen i klapvogn - 3 km. iflg. Frederikke.

Så fra Frederikke til arbejdet - 3,9 km. iflg. Krak

Nu mangler så bare den sidste tur fra arbejdet og hjem senere på aftenen - 3,3 km. iflg. Krak - og så er der vist også et par fødder, der har fortjent et herligt fodbad!

På vej til arbejde her i eftermiddags var jeg lige i Fakta (og det der med de 5 minutter må de altså længere ud på landet med!!!) for at købe ind til lidt aftensmad de næste par dage med aftenvagter.

Ved kassen står også en mor og hendes søn på vel 6-7 år og snakker lidt om hvorvidt det er smart at spille med den næsten nyindkøbte basketball inde i forretningen. De får begge et smil med på vejen bare fordi jeg kan og har overskuddet.

Drengen kigger undersøgende på mig og spørger så:

"Er du en dreng eller en pige?"

"Øøøøhh - sidst jeg kiggede efter var jeg da vist en pige...."

svarer jeg og tænker, at NU må jeg altså gøre et eller andet voldsomt udi kjoler og nederdele og make-up eller noget.

"Nå ja, men drenge går altså også med hestehaler....."

siger ungen så lettere fornærmet, som om jeg med vilje har bragt uorden i hans verdensbillede ved at samle håret i nakken med en elastik.

I morgen står den så på fuld krigsmaling, nederdel og løsthængende hår.......måske.....eller......sikkert ikke ;-)

En kvindelig kunde beroligede mig i øvrigt med at hun nu syntes jeg lignede en pige, så det er måske ikke SÅ slemt alligevel??

Butiksejere, der henter stole udenfor, så de kan nyde solen, når der ikke lige er kunder i butikken.

De 12-16 årige tøslinger, der promenerer deres sidste nye lavtaljede bukser og stumpetoppe (det virker på en eller anden måde mere OK, når solen skinner!) på vanlig tøsemanér arm i arm i arm i arm, så der ingen mulighed er for at komme udenom dem på fortovet - og de går L A N G S O M T, for de forårskåde drenge skulle jo helst kigge så længe som muligt.

Den temmeligt berusede ungersvend, der iført cowboy-shorts og ikke ret meget andet skælder den nærmeste lygtepæl huden fuld, mens han svinger med sin sidste håndbajer, så forbipasserende springer for livet.

Dér gad jeg godt at bo - i hvert fald om sommeren.....

lille åndehul et sted derude i landet.

Alle burde have deres eget sted, hvor det er tilladt bare at ankomme og "flytte ind" som det naturligste i verden.

Alle burde have en person, der tager imod med kæmpeknus og som åbner hjem og hjerte uden at kræve leje for hverken det ene eller det andet.

Kort sagt - alle burde have deres helt egen Anita!!

Tusind tak for en pragtfuld week-end :-)

Tasken er pakket med tøj og ting, underholdning til turen og andre fuldstændigt uundværlige effekter.

Der skal nok lige diskuteres en kende med DSB om hvorfor den bestilte pladsbillet ikke blev afhentet i går, men der kom vigtige ting i vejen og om ikke andet, så må jeg stå op hele vejen til Holstebro senere - pladsbilletten til i morgen burde dog være sikret ;-)

Jeg er helt sikker på at denne week-end kommer til at stå i "snævrens" tegn - ja det påstår Anita altså at de siger derovre på den anden side af vandet ;-) For alle de år hvor vi aldrig har kendt til hinandens tilstedeværelse skal vist nok vendes og vi har kun 24 timer.......turbosnak!!!

Vi ses lige om lidt, Anita :-)

Velegnede øvelser til at blive en smertende lænd kvit.

Da øvelser skal foregå på arbejdet kan der ikke anvendes nogen (ret mange i hvert fald) rekvisitter.

Kom så med alle de gode idéer og forslag - jeg er ved at blive vanvittig!!!

eller muggent eller noget et eller andet sted i lejligheden, for pludselig er bananfluerne flyttet ind og de er ikke sådan at få ud igen.

Tidligere har synderen været kartofler eller gulerødder, der lige havde ligget en dag eller 8 for længe i trådkurvene ved siden af vasken, men den slags er nu henvist til køleskabet, så det kan ikke være dem, der er årsagen.

Alt frugt, grønt og sødt er fjernet fra køkkenbordet og nærliggende omgivelser, microovnen har været hevet ud for at se om der skjulte sig lidt hengemt guf for bananfluer bag den, men nix - heller ikke dér var der noget at se.

Det eneste jeg ikke har haft ude i dag er komfuret og det er garanteret her de små sataner finder deres foderbræt. Der ligger da helt sikker en kvart ottendedel af et jordbær fra marmeladeproduktionen og henslæber de sidste dage af sit kummerlige liv i grøn og bepelset udformning, men på grund af en vanvittigt smertende lænd, måtte komfurflytning udsættes.

Til sidst opgav jeg - kastede håndklædet helt derind i midten af ringen, hvor de små irriterende bevingede væsener ikke kunne undgå at se det og begav mig på arbejde. Så kan de ha' det så godt kan de og feste natten lang på deres jordbærgnalling, men jeg forventer så sandelig også at de i morgen tidlig flyver i formation og danner ordene VELKOMMEN HJEM, når jeg træder ind af døren.

Suk - jeg hader bananfluer........

Og nej - jeg skal ikke i Parken og se Robbie - ej heller til Horsens og se Madonna.

Næ nej - jeg skal nemlig til Holstebro og se Anita og det bliver i hvert fald lige så godt - hvis ikke bedre :-)

Hvis der er noget jeg er træt af i øjeblikket, så er det papkasser!!

Synes simpelthen hele mit liv de sidste par måneder har bestået af papkasser på den ene eller den anden måde. Først flyttekasser, så møbler fra IKEA i kasser og nu står der guddødemig 3 nye papkasser og griner af mig på køkkengulvet.

Denne gang er de dog ikke så store og de indeholder PC'en fra arbejdet, der rundhåndet har sponseret en hjemmearbejdsplads med tilhørende ADSL.

ADSL'en fungerer upåklageligt, så nu skal PC'en bare pakkes ud og installeres....en dag.....på et tidspunkt.....nærmere jul - eller når jeg for alvor bliver træt af at kigge på papkasserne.