Prelsborg

Mig: "Nej kat, jeg sidder altså lige her og tisser! Så du hopper ikke op nu, vel?"

Xenia-katten: "Mieuw!" - og HOP!

Mig: "Altså!! Jeg hopper jo ikke op på dig, når DU sidder og tisser, vel!!!!"

Xenia-katten: "Mieuuuwww...."

Og blev nogen af os klogere af det.....nææææhhh egentlig ikke, men hun blev nusset!

Endelig langt om længe spiller Michael roligt og stabilt på CD-afspilleren :-)

At Bilka så har den underligste bytteservice, jeg længe har været ude for er jo ikke hans skyld, vel?!

Nu sidder jeg så og spekulerer lidt på om han mon eventuelt kan blive slæbt i retten af sig selv for plagiat??

I hvert fald har han genbrugt "Syng nu, Chicago" fra "Lykkelig Undervejs i "King Baby" fra den nye, men hvad f...... - bare det er Michael, så kan jeg da godt tåle lidt genbrug hist og pist :-)

og et helt halvt liv står nu pakket i kasser og poser.

Billeder er taget ned fra vægge og CD-samlingen er skrumpet betydeligt.

Kasserne står her stadig - det er jo begrænset hvad den lille grønne kan rumme - og det er en underlig fornemmelse at gå rundt i et halvt hjem, samtidig med at jeg smider kattene ned fra kasserne og selv forsøger at kante mig udenom....

er oftest gode at få, men ind imellem kunne jeg også ønske at jeg var dem foruden.

Jeg har i dag fået informationer om en tidligere kollega, som jeg slet, slet ikke ved hvad jeg skal gøre med. De gjorde mig mundlam (ja - det kan godt lade sig gøre!) i op til mange minutter og gav mig en umiddelbar kvalme, som ikke sådan ville gå væk igen.

Problemet er at jeg egentlig vældigt godt kan lide denne tidligere kollega og at jeg stadig taler med ham ind imellem, men nu er mit billede af ham fuldstændigt krakeleret og jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne gennemføre en samtale med ham, uden at smide disse for mig nye oplysninger i hovedet på ham.

Og det er altså ikke oplysninger, man sådan bare slynger ud. Ville ønske at jeg aldrig havde hørt dem!

der virkelig kan tage røveren på alt og alle!!

Katten, der kan spille drægtig i op til flere på hinanden følgende uger, fake en næsten-fødsel og derefter bare lade som om ingenting er sket ;-( Der er absolut INGEN killinger i vente fra hendes side!!!

Her er hun på sin yndlingsplads ovenpå min PC - ikke noget at sige til at den brokker sig ind imellem - den er smækfyldt med kattehår!!



Og tag jer endelig ikke af ledningsspaghettien i baggrunden - jeg lever med det og det gør hun også ;-)

lyd(e) i hytten.

Først var det serenader under bruseren og derefter lyden af diverse ringetoner på mobilen. Og her snakker vi Star Wars, James Bond og "Der er et yndigt land" udsat for Parken!

Og jeg nyder det - virkelig! - for en gangs skyld (nå ja - nyder nu altid serenaderne fra badeværelset ;-), fordi jeg ved at lige om lidt bliver her så stille.

Så drager knægten nemlig hjem til sin fader og overlader det til mig selv at lave lyde. Og når Michael nu ikke gider at samarbejde på den ene CD, så må jeg jo tage den anden i brug.

Det bliver vist lydene her hos mig i aften, mens jeg fortæller mig selv at 14 dage ikke er ret lang tid - de går hurtigt...det gør de.....nemlig!!

Der står sommertid på kalenderen - altså den dag hvor vi pustende og svedende hiver havemøblerne ud af deres gemmer og ser frem til lange lyse aftener med grillen tændt og kølig hvidvin i glassene.

Den dag hvor vi begynder at pakke vintertøjet væk og fremtryller alle de lyse og lette gevandter, der skal holde os bare nogenlunde kølige i de varme sommerdage.

Den dag hvor uret stilles en time frem, så vi kan nyde dagslyset en time længere om aftenen.

Altså SOMMERtid, ikk'??

Hvorfor f....... sner det så???

Mig og Michael.....

Efter aftale med knægten gik turen i dag til Fields - bare ham og mig. En osetur, hvor der på forhånd var store forventninger om at der nok skulle falde lidt af både til den ene og den anden ;-)

Og det gjorde der da så sandelig også - en PS2-spil til knægten og den nye Michael Falch til moderen, men fanme om ikke den latterlige CD er i udu. Den spiller kun ca. hvert andet nummer og ved nærmere eftersyn kan jeg da godt se, at der er ridser i den hist og pist.

*suk suk og atter suk* det skal bare ikke være muligt for mig at købe en CD med den mand uden at skulle bytte den minimum én gang, men så ved jeg da hvad jeg skal bruge min ene fridag til i næste uge - Fields ligger jo ikke lige rundt om hjørnet....

Det blev ikke til nogen fin sølvtand, jeg kunne gå og flashe her i week-end'en - den ville ikke sidde fast :-(

I stedet har jeg nu bare minustand, der lige er blevet cementeret til med det der afskyelige stads, der smager af tandlæge.

Overvejer at bede Liselotte om at kreere en mobile til at hænge i den store krog i loftet henne hos tandlægen. Kunne ellers godt forestille mig, at flere smerteplagede patienters tanker bliver ledt hen på Randers Reb og den slags uhyrligheder, når de ligger og glor op på den i timevis.....

Har lige pr. mail modtaget invitation til TV-optagelse af et nyt underholdningsprogram - også benævnt som "festen din ven eller veninde ville slå ihjel for at komme med til...."

Der loves gratis cocktails både før og under optagelserne, der varer 2½ time - ikke dårligt!

Optagelserne starter kl. 08.15.....øøøhhh.....PARTYYYY!!!

Lige hjemkommet fra tandlægen forsøger jeg ganske langsomt at vænne mig til tanken....

Der er ikke noget at gøre - ingen plastickapper vil nogensinde blive siddende på den latterlige undskyldning af en kindtand. I øvrigt var den eksisterende plastickappe ikke tætsluttende, så der er megahul inde under plasticen.

Så i morgen har jeg og min nye bedste veninde igen en hot date i tandlægestolen, hvor hun vil forære mig en fin midlertidig sølvtand. I dag forærede hun mig et fint stykke papir i afskedsgave med en frygtelig masse meget store tal på - hun er nu vældigt flink.

I det mindste gjorde det ikke ondt......

Men det havde sq været billigere at give Frederikke den kop kaffe hun ringede om lige inden jeg gik ud af døren....

På anden dag er knægten hjemme fra skole. Årsagen er efter sigende kvalme og ondt i maven.

Jeg ved der er meget af det i omløb, men alligevel er jeg ikke helt sikker og det nager mig lidt.

Han virker ikke specielt syg, men holder sig dog pænt inde i sengen og kræver ikke konstant underholdning.

Gad vide om der er et eller andet galt?? På diverse spørgsmål er svaret nej, men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at spekulere over det, for han har for ganske nylig aflyst børnefødselsdagsarrangementet, der ellers skulle holdes sammen med to andre drenge fra klassen - også uden egentlig årsag.

Har en mistanke om at han evt. er røget uklar med en af de knægte, der skulle have været holdt fest sammen med, men det burde ikke være nok til at han ikke vil i skole - han har masser af andre venner, der har deres næsten daglige gang her i huset.

Nå, måske er han virkelig dårlig - måske har han en 10-års krise - måske burde jeg ringe til hans klasselærer??

Ser tiden an til i morgen - måske er han blevet rask og skoleklar igen.

Og VUPTI var hun oppe at stå igen.

For hvad har jeg dog at hyle over?? Jeg mangler hverken mad eller tøj og jeg har et godt sted at bo. Jeg fik det største fødselsdagskram af knægten i morges, hele den pukkelryggede har ringet fordi de jo holder af mig, der var gave (Converse All Stars) under måtten fra husbonden og så naturligvis hans fødselsdagsindlæg her på bloggen, hvor en masse dejlige mennesker har lagt hilsener og gode ønsker. Jeg har ikke at hyle over - BASTA!!!

Selv onkel Skat har i år tænkt sig at give mig en fødselsdagsgave, så nu skal jeg bare beslutte mig for hvad den skal bruges til. Skulle jeg lade Susanne gå i gang med målebånd og skind og nål?? Eller skulle jeg starte sådan en her op - der er allerede en kugle, jeg er brændt varm på. Eller måske skulle jeg bare nøjes med denne her. Alle disse beslutninger altså.....

I hvert fald har jeg besluttet at lade nogle andre lave mad og vaske op for mig i aften, så middagen indtages ude i byen med mennesker, jeg holder af og Susannes chokoladekage får lov at afslutte dagen på den mest fedende vis. Men hvis ikke jeg må i dag - hvornår så??

...er det di-in fødselsdag.....(OK ...lige om lidt.....)

Men med mindre man trækker i'erne i "din" rigtig langt så går det ikke at synge på....så sangen lader vi lige ligge......

Men et flag skal du sq ha'....




Og et stort til lykke med føs'daen også...;-)

(Pst....Gaven ligge under måtten)

Kender jo efterhånden mig selv godt nok til at vide, hvornår jeg er på vej til at dykke ned i det sorteste sorte, hvor jeg i et ganske kort øjeblik tror, at der ingen vej er tilbage fra.

Kender symptomer, årsager og heldigvis også kur.

Symptomerne kendetegnes ved at latter meget hurtigt ville kunne vendes til krampegråd - there's a thin line! Ved at tårerne konstant ligger på lur og bare venter på at få lov til at løbe - og måske skulle de bare have lov? Ved at jeg kan se det håbløse i så godt som alting - det være sig en minimal opvask, der endnu ikke er taget eller et gulv, der virkelig trænger til en støvsuger - og det virker uoverskueligt.

Årsagerne er mange, men som faste læsere her vil vide, så er der naturligvis en altoverskyggende årsag i øjeblikket. Et lille hvidt brev på spisebordet indeholder afslutningen på mit liv og ægteskab med ham, jeg for år tilbage troede skulle være den eneste ene, og selvom jeg inderst inde ved, at det er det rigtige, så er det alligevel hårdt. Ingen bryder sig om at se deres drømme og håb smuldre, men der er ingen vej udenom nu.

En helt anden årsag til mit manglende gode humør i dag også den snarligt tilstundende morgendag. Dagen som vist nok i min mors kalender er indrammet med små røde hjerter (og jo hun HAR allerede sendt et kort!), men som i min kalender helst måtte mangle - i hvert fald bare i år. Det har ikke noget med tallet at gøre - det er jo bare et tal (og NEJ! det er ikke rundt....endnu!)- men jeg husker begejstringen i husbondens stemme, da han for måneder tilbage snakkede begejstret om alle de planer han havde lagt i forbindelse med denne dag - og jeg skarpt skød dem ned med at jeg ikke ønskede at blive fejret på nogen måde!! Nok fordi jeg vidste helt derinde i mit inderste at tingene ville gå, som de nu er gået og så kunne det jo være ligemeget...

Og ting er sket og ting er sagt og nu er dagen så lige rundt om hjørnet. Dagen som jeg allerhelst i år ville have lov til at glemme alt om (bare rolig - skal nok smide et flag på i morgen alligevel ;-), men som min "kære" familie i hvert fald nok nok skal minde mig om specielt nu "hvor det bare er SÅ synd for mig"...

Kuren er helt klart søvn og masser af det! Søvn er glemsel og så ganske befriende. Og jeg burde få mulighed for det her den kommende uge, hvor jeg har fri. Bortset fra naturligvis at jeg skal op hver morgen for at sende knægten (der forhåbentlig i morgen er kommet sig over sin mavepine!) i skole, men derefter er dagene mine til at gøre det, der lige falder mig for.

Kuren er også at få lov til at lege med knægten i mørket i hans værelse, fordi han stadig synes det er afsindigt morsomt, at jeg er natteblind og dermed ikke kan se en bjælde derinde, når han slukker lyset. Han er 10 år og han gider stadig godt at lege med sin mor - det gør mig glad!

Det er også en slags kur at kunne lege "Store farlige tiger bag badeforhænget" med Xenia-katten, når jeg sidder på toilettet og træder af på naturens vegne. Hun er godt nok 5 år, men hun har stadig ikke fattet at i katteverdenen burde hun altså være voksen nu!

De 2 af kurene har jeg allerede prøvet her til aften, så måske jeg skulle prøve det der med søvnen også......det plejer at hjælpe.

Lige præcis den dag, hvor diverse papirer og kopier er klar til at blive pakket i kuvert og sendt afsted for at sætte det foreløbige punktum for mit ægteskab, knækker min "bryllupstand".

Den tand der dengang sendte det vordende brudepar fra Østerbro til Espergærde næsten hver dag i 3 uger op til brylluppet og så igen 2-3 gange om ugen derefter.

Den tand, der kostede mig så uendeligt mange smerter og mistet nattesøvn, da jeg havde allermest brug for den.

Den tand, der tvang mig til at sidde oppe om natten og brodere bordkort i en salig rus af smertestillende midler.

Den tand, der til allerallersidst blev fyldt med Lidokain og midlertidigt lukket med noget ganske afskyeligt smagende plasticagtigt noget og som endelig, endelig faldt til ro, så selve dagen ikke blev spoleret af smerter og tårer. Til gengæld smagte alt af tandlæge ;-(

Den tand knækkede (igen!) her til aften.....ganske symbolsk egentlig.....

Faderen forbarmede sig over den glemsomme moder og sendte et par billeder fra den store teateraften.





Og det er jo naturligvis knægten i den røde skjorte......

Fordi Frederikke ramte plet med nattevagten.

4 jobs jeg har haft
1. Servicepige i Føtex (sucked BIG time!)
2. Chokoladepakker på et lager (OK job - ikke megen fremtid)
3. Servicekoordinator i Telenor (jordens bedste job!)
4. Hvad-som-helst og hvor-som-helst i TDC (ja ja - jeg er her jo endnu!)

4 film jeg kunne se igen og igen
1. Big Blue
2. Kramer vs. KramerCasablanca
3. The Deer Hunter
4. Jonathan Livingston Havmåge

4 steder jeg har boet
1. Albertslund (trådte barnesko)
2. Tåstrup (hjalp bror ud af økonomisk misére)
3. Amager (kedede mig ihjel)
4. Østerbro (just lovin' it...)

4 TV-shows jeg godt kan lide at se
1. Skadestuen (George Clooney OG Noah Wyle.....YES!!)
2. Dr. Phil (han er lun)
3. Everybody loves Raymond (ren underholdning)
4. The Simpsons (endnu mere underholdning)

4 steder jeg har været på ferie
1. Pythagorion, Samos, Grækenland (igen og igen og igen og........)
2. Thailand & Filippinerne (gerne igen men UDEN søster!)
3. Cypern (igen? muligvis)
4. London (rigtig meget gerne igen!)

4 websites jeg besøger/bruger dagligt
1. Blogbot
2. Google
3. EkstraBladet
4. BigFishGames
(hmmmm...det ser da vist ikke særligt seriøst ud?!)

4 favoritretter
1. Svinekam med det hele
2. Stegt flæsk og persillesovs
3. Culotte, Roastbeef - RØDT KØD!!!
4. Kylling i alle afskygninger

4 steder jeg godt gad at være lige nu
1. I en hængekøje på en øde ø
2. I et fly på vej til en fjern destination
3. Under en varm dyne
4. Alle andre steder end her på jobbet!!!

4 bloggere jeg tagger (fordi jeg kan!)
1. Anja
2. Charlotte
3. Susanne
4. Ella

Da jeg på vej til arbejde i går aftes nåede til Nørrebros Runddel blev jeg vidne til et ganske imponerende "næsten-styrt" udført af en ung pige shinet op til en aften i byen og med stilletterne fast forankret på fødderne.

Hun kom fra min højre side i et pænt tempo og lystigt kvidrende med en eller anden i mobiltelefonen. Hendes opmærksomhed var ligeligt delt mellem samtalen og de skiftende lys ved fodgængerovergangene og i hvert fald ikke rettet mod jorden og de lede brosten, som er spredt med gavmild hånd over det meste af Nørrebro.

"Smut" sagde det da den ene af stilethælene kilede sig fast mellem to af brostenene og så gik det nærmest i slowmotion derfra. Først røg hun ned på venstre knæ - stadig talende og grinende - derefter måtte hun støtte med venstre albue for ikke at knalde ansigtet i fortovet - og ikke ét sekund afbrød hun samtalen med et "Ups..." eller noget i det retning. Det skal så også lige tilføjes at hun holdt mobilen i den samme venstre hånd, som hun næsten var nede at ligge på.

Som om intet var sket krabbede hun sig op i stående stilling igen og gik videre. Tilbage stod vi 4 mennesker, der var stoppet op - enten af bekymring for pigebarnet eller af skræk for at blive rullet ned af hende - og kiggede på hinanden med et lille skævt smil.

Det må godt nok ha' været den vigtigste samtale i mands minde.....

Der har her til aften været gallapremiere på det længe ventede teaterstykke "Poul Verner Jensen - en krønike".

Og sjældent har man set mere veloplagte skuespillere, musikere og instruktører - det skyldes nok at alle er tilknyttet 3.klasserne på Sortedamskolen og at hver en time de sidste 2 uger er blevet brugt på at øve, øve og atter øve.

Og det var så forrygende at visse forældre (hvorfor tror I dog, at jeg var iblandt dem?!) måtte overgive sig og tænde lightere under det sidste store afslutningsnummer for derefter at rejse sig og klappe taktfast i 10 minutter.

Med knægten som indehaver af titelrollen - nå ja de var mange om den, men alligevel ;-) - burde der så her komme en hel stribe billeder af hans præstation, men jeg havde naturligvis og ganske som jeg plejer glemt kameraet derhjemme. Jeg håber at faderen forbarmer sig over mig og sender at par stykker på et tidspunkt.

...det ved jeg virkelig, virkelig godt, men alligevel.....

Kære mor,

Vil du ikke nok give os tid og fred til at finde vores ben igen??

Ja, vi skal dele - naturligvis skal vi dele, vi har jo boet sammen i en årrække og har dermed en del fælles ting - men vi har ikke delt endnu og dermed er der ikke lige nogen der har overblik over, hvad der eventuelt måtte komme til at mangle. Derudover så er jeg ikke helt sikker på at nogen af os ønsker at overtage noget som helst, der måtte være tilovers i jeres 80-årige vens lejlighed - undskyld, men sådan er virkeligheden vist.

Og nej mor, jeg har virkelig, virkelig ikke lyst til at komme til fødselsdag på søndag efter min 12-timers nattevagt med udsigt til endnu en af slagsen blot 12 timer derefter. Det mener jeg helt klart, at vi har snakket om tidligere (flere gange oven i købet!), så der er virkelig, virkelig ingen grund til at ringe og spørge igen. Svaret er stadig tak, men nej tak!

Og kunne jeg så få bare to dages fred, please?! Jeg ved godt du mener det kærligt og at du er bekymret for din lille pige, men heyyyy.....pssst....hun er altså i mellemtiden gået hen og blevet voksen og kan godt passe på sig selv.

Undskyld men jeg kan altså ikke tage mere lige nu.

Husk, at jeg elsker dig alligevel!

Din datter

Der er gallapremiere på skolens årlige teaterstykke på fredag. Knægten skal spille titelrollen i en enkelt scene (der skal jo være lidt til dem alle!) og har fået besked med hjem om at stille i rød skjorte og mørke bukser - ikke cowboy-bukser (altså det var vist kun lige indtil i dag).

En rød skjorte i børnestørrelse er altså bare ikke sådan lige at opdrive! Troede helt sikkert på i går, at den kunne jeg uden problemer finde på Nørrebrogade i en af de mange etniske tøjforretninger, men nej!! Ejerne kiggede bare håbløst på mig og rystede på deres velmenende hoveder og sagde "Måske i Tøj og Sko?!", men de måtte også melde hus forbi.

I dag gik turen så ind til byen, for H&M måtte da helt klart ligge inde med sådan et stykke tøj, men nej! Videre til Illum og Magasin og Kaufmann (ja - jeg blev desperat!!) for igen at ende i H&M på jagt efter en almindelig hvid bomuldsskjorte, der kunne farves rød, da telefonen ringede.

Det var det håbefulde barns fader, der da lige ville meddele, at knægten netop nu havde fortalt, at den der røde skjorte - den havde han da styr på! Han kunne bare låne af en af de andre, der skulle spille samme rolle.

ARRGGHHHHH - 1½ time i bidende kulde til lige præcis ingen verdens nytte!! Og så havde jeg ikke engang brugt tid til evt. at kigge efter noget til mig selv!! Næ nej - jeg var jo i byen efter en rød skjorte, ikk'??

Er helt klart med igen i år - og vil gerne have den samme påskehare som sidste år - denne gang vil jeg bare gerne have katte på pind ;-)

Har smækket logoet på igen og så må vi se om jeg er lige så hurtig (3 måneder??) om at pille det af igen, som jeg var med julestafetten ;-)

Der var mad nok

kold skinke, kold culotte, tunmousse, pastasalat og kartoffelsalat.

Chokoladekagen, som blev efter opskrift herfra, er bagt i to omgange, da jeg ikke ejer en form der er stor nok til at klare den i første hug. De to runde kager er lagt sammen om lidt flødeskum med hindbær og der sluttes af med at forklæde det hele i en ordentlig omgang almindelig flødeskum - der kommer billeder - åh jo der gør ;-)

Hvis ikke det er mad nok til den sultende horde, der om en time indtager vores fælleslokale (HURRA!!!!) så må de dælme gå på kinagrillen ved siden af - JEG laver i hvert fald IKKE mere mad de næste par dage ;-)

Kan jeg da virkelig ikke finde ud af at holde en 10-års fødselsdag for min søn med besøg af hele min pukkelryggede??

Jeg tror ikke, de tror det!! I hvert fald har telefonen ikke stået stille her til aften. Hvis ikke det har været svigerinden, så har det været moderen, der liiiige skulle høre hvordan det gik og om jeg manglede noget og om der ikke lige var noget de kunne gøre eller tage med til på lørdag.

Altså!!!!!

Men håbløs føler jeg mig dog nu, hvor klokken med hastige skridt nærmer sig 21.00 og knægten og jeg endnu ikke har fået aftensmad og der stadig er i hvert fald 3 plader cookies, der ikke er bagt........*suk*

Men jeg støtter stadig Joachim......så helt håbløs kan jeg vel ikke være?!

UPDATE: Åh jo - da jeg nu lige har smækket en bageplade op ad venstre overarm og lavet et voldsomt brændmærke, så er jeg vel lettere håbløs......må vist hellere pakke sammen og gå i seng!

OK - hvem ligger inde med den ultimative opskrift på chokoladekage??

En af dem, der lige kan klaskes sammen og hældes i springform og som kommer ud af ovnen dejlig luftig og svampet og lige til at flække og hælde nougatcreme i og pynte med flødeskum.

Der findes oceaner af opskrifter derude på det store net, men de ender altid ud i nogle små bastante sataner og jeg er helt sikker på at der blandt jer 4 læsere sidder en skabsbager, der bare lige har den opskrift, der virker!!

Kom så.....det er tilladt at maile pernille[at]prelsborg[.]dk.....jeg venter.......

samtaler er overstået - nemlig den med knægtens far.

Ikke at det var så svært at fortælle om bruddet mellem husbonden og jeg - omend han naturligvis da skulle komme med et par gode råd og ditto tanker - HA! gode råd fra ham!

Næ - det var det økonomiske spørgsmål, der trak tænder ud. Jeg har siden vi flyttede fra hinanden for over 7 år siden betalt børnebidrag til knægten. Årsagen var dengang at faderen simpelthen ikke ville have råd til at blive siddende i sin lejlighed hvis ikke han fik de penge, og da jeg ikke havde de store månedlige udgifter dengang var det helt naturligt at jeg spædede til med børnebidrag og halvdelen af institutionsprisen. Nu er situationen dog ganske anderledes, da jeg fremover kommer til at sidde alene med en husleje, der nok er dobbelt så stor som faderens, så jeg måtte jo til det....

Jeg ved ikke hvorfor jeg alle dage har haft så ufatteligt svært ved at tale økonomi med den mand - undtagen lige da det hele skulle deles, men der var det også sådan en dejlig praktisk ting at tale om i forhold til så meget andet.

Hvorom alting er, så tog jeg mig i dag sammen og fik udtalt spørgsmålet om det rimelige i min fortsatte betaling til knægten. Han er lige meget hvert sted, så i realiteten har det aldrig været rigtig fair, at jeg betalte, men nu var det jo engang sådan og det var nemmere bare at lade det fortsætte. Til min store overraskelse var der ingen problemer overhovedet. Mit forslag gik på ophør af betaling af børnebidrag men fortsat betaling af halvdelen af fritidshjemmet og den gik rent hjem. Faderen foreslog oven i købet at jeg........nej, det er da vist ikke smart at skrive her i al offentlighed.....men han foreslog i hvert fald noget, som kan komme til at kræve noget aktivt af ham selv og som helt klart ville kunne hjælpe mig en del.

Endnu en hurdle ud af sikkert ca. en milliard er overstået - jeg skal bare ændre beløbet til overførsel til faderen hver måned.....

Den velkendte gokkende høne med efterfølgende barnelatter (ja - det er altså min ringetone!) lød fra mobilen her tidligere på dagen. Displayet viste et nummer, som jeg helt sikkert aldrig har set før, så det var med forventningen om et fejlopkald at jeg svarede den.

"Det er Pernille...."

"Ja dav, det er Aggi Jensen fra XXX (en by som jeg lige i farten har glemt alt om). Jeg ringer fordi....."

Og længere nåede hun ikke, før jeg afbrød og meget intelligent sagde:

"Jamen - er det dig?????"

Rigtig meget intelligent - for selvfølgelig er hun da hende, når hun siger det og i øvrigt kender vi slet, slet ikke hinanden sådan rigtigt ude i det pulveriserende liv - og heller ikke....nå ja vi kender ikke hinanden!

Men jeg har engang anmeldt hendes helt fantastiske erindringstrilogi og det var lige præcis den anmeldelse, Aggi lige var faldet over under en surftur på nettet og nu ville hun da lige ringe og sige tak.

Hold da op - jeg kunne næsten ikke få vejret! Ikke fordi Aggi Jensen er en stor og berømt stjerne og forfatter, men fordi hendes bøger dengang satte så dybe spor i mig, at jeg ved endt læsning næsten syntes jeg kendte hende. Og så ringer hun bare sådan lige ud af det blå (HURRA for De Gule Sider!).

Hun vil gerne have det der knus, jeg lovede hende i anmeldelsen, så nu må jeg til at holde øje med lokalpressen om ikke hun kommer og giver foredrag på Østerbro på et tidspunkt.

jeg skal se knægten for første gang siden han rundede de 10 år - gad vide om han er meget forandret?? Nok ikke ;-)

Og der er naturligvis gaver og kort til ham når han ankommer, og mon ikke dette syn kan tage pusten fra ham



Det tog i hvert fald pusten fra hans moder at kreere det......

Fødslen er stoppet og Xenia opfører sig lige så tåbeligt som hun plejer.

Fru Opdrætter er blevet konsulteret, da jeg slet, slet ikke bryder mig om at Xenia blødte en smule i går aftes mens vi ventede på at "noget" skulle ske.

Hun er nu under skarp observation - sker der den mindste ændring i hendes adfærd - sløvhed eller noget i den retning, så bliver dyrlægen tilkaldt med det samme.

Jeg har måttet se mig nødt til at tage "kats første sygedag", men det er heldigvis også en kæledyrsejer, jeg skulle have haft vagt med i dag, så der var rigeligt med forståelse at hente.

Xenia-katten vasker sig og vasker sig og piver så snart jeg bevæger mig mere end 10 cm. væk fra hende, så derfor har jeg besluttet at rigge en feltseng til ved siden af hende her i køkkenet, så hun kan føle dig tryg når og hvis der endelig sker noget.

Det passer ad helvede til (undskyld sproget) med min afsindigt smertende venstre overarm, der siden tirsdag ikke har været til at løfte bare i nærheden af skulderhøjde. Jeg nægter at tro, at jeg virkelig ikke kan tumle et barn på 7 kilo, så jeg må nok nærmere tilskrive skaden mit lettere voldsomme møde med et par sneglatte brosten senere samme dag. En nat på køkkengulvet skal nok gøre det hele meget bedre......NOT!!

Vil forsøge med en Panodil/Ipren-cocktail at tage de værste smerter og så håbe, at Xenia-katten snart tager sig sammen til at aflevere de killinger, som jeg desværre ikke har meget håb om at se i live :-(

Og på forhånd undskyld Grith, men katten kommer altså i første række ;-)

....og det er i hvert fald 10 dage for tidligt - det går aldrig godt!!

Sa... og He....... og stakkels Xenia-kat :-(

Forudsigeligt og ganske forventeligt, men alligevel en -10 oplevelse på en skala fra 1 til 10.

Følelsesmæssigt udbrændt og bombet tilbage til stenalderen - ualmindeligt træt i sjæl og krop.

HURRA for arbejde og et par deadlines på boganmeldelser, der kan aflede mine tanker fra alt det andet rod.

I anledning af knægtens runde dag i går er det jo nærmest obligatorisk at invitere den pukkelryggede familie på et eller andet at spise og drikke, så han ikke bliver "snydt" for sien fødselsdagsgaver ;-)

Rundringningen startede i dag og det er da imponerende at folk med så kort varsel (det bliver d. 11. marts - fik først i går at vide, at jeg kunne låne vores fælleslokale!) ikke er optaget en lørdag eftermiddag/aften. Næ nej - de vil da hjertens gerne komme og æde og drikke mig ud af huset - man skulle tro de bare sad hele året og ventede på denne ene opringning ;-)

Nå - det skal da nok blive meget hyggeligt og rundringningen kunne jo så samtidig bruges til at overbringe de knap så morsomme nyheder om ændringen i husbondens boligforhold. Så har de en uge til at tygge lidt på det og så slipper jeg forhåbentlig for en mase spørgsmål på næste lørdag.

der har fødselsdag i morgen!

Der er nogen der runder det allerførste skarpe hjørne i morgen!

Der er nogen, der har talt dagene ned den sidste måned!

Gad vide hvem det kan være?! ;-)