Prelsborg

havde jeg til mig selv sidste år på denne tid og efter lige at være steget af landminen (læs: vægten) i badeværelset, kan jeg konstatere, at jeg har indfriet det. Jeg vejer ikke det samme som sidste år - og det går det heldigvis den rigtige vej for en gangs skyld.

2005 har været et rimeligt roligt år her i den lille familie - ikke de store udsving til nogen sider.

Vi havde en rigtig dejlig ferie i Sverige - en uge i husbondens kollegas ødegård og så et par dage i Göteborg. Aftalen er nemlig at ferien i år skulle være knap så dyr, så der kan blive råd til en ferie en del længere væk i 2006. Indonesien er på tale (selvom vi voksne sukker lidt efter Grønland) og i januar skal der kigges kataloger og planlægges i stor stil.

Som sagt har det forgangne år været meget roligt. Af sorger har der heldigvis kun været få og de har ikke været alvorlige. Vi fik killinger og vi mistede dem igen - det var et par hektiske døgn, men det var jo altså kun killinger og vi havde dem kun hos os så kort tid. Naturligvis måtte jeg fælde et par tårer på den konto, men så var det heller ikke værre.
Min kære moder har opført sig ganske beynderligt, men da jeg ikke har den store opbakning fra resten af min familie, så har jeg svært ved at gøre ret meget ved det - jeg må nøjes med at observere og tænke mit.

Glæder har der til gengæld været en hel del af. Jeg har haft mulighed for at genopfriske bekendtskabet med hende her - ganske kort var det, men ikke desto mindre vældigt hyggeligt.
Vi har fået lov at deltage i reservebedstefaderens 90-års fødselsdag og set en glædeståre glimte i hans øjenkrog, bare fordi vi kom.
Og bedst af alt, så har jeg mødt mit livs nye kærlighed på et hospital i Herlev. Han bliver kysset og krammet og nusset hver eneste gang vi ses. Husbonden må desværre se sig slået med flere meter i det spil. Jeg er så uendelig glad på Frederikke og Ulriks vegne.....

Så jo - et kærlighedens år har 2005 været. Kærligheden til knægten og husbonden, til familien på trods af vores evige skærmydsler, til venner som altid er der, når der er allermest brug for dem, til kollegaer som gør det lidt nemmere at komme igennem arbejdsdagen, til livet og tilværelsen i al almindelighed....

Må I alle have en fantastisk aften og passe på jer selv og alle dem, I holder af. Vi ses på den anden side.

Hvem er lige så latterlig, at hun tror, at det er helt OK og meget sikkert at stille sig op på en stol (kun for at hænge køkkenuret op igen - det faldt jo lige ned, ikk'?) for derefter at placere højre fod på køkkenbordet for liiiige at nå det der sidste hjørne med kluden......

....og samtidig glemme at husbonden langt om længe HAR fået sat de der filt-dimser under stolebenene, så de ikke skraber gulvet....

Resultat = en halv spagat med efterfølgende *crunch* i højre baglår. Det er jo ikke så meget lyden, for den er der så godt som ikke - det er følelsen......AUUUCCHHH!!

Så nu vabler jeg rundt her og forsøger at finde en eller anden stilling, der ikke gør ondt, men det er ikke sådan lige til, når smerten strækker sig fra dér hvor benet holder op med at være ben og så helt ned i læggen, der ellers er blevet mishandlet så rigeligt i dag.

Samtidig har jeg været så intelligent at invitere to gæster mere til i morgen, for nu kan jeg da bare overskue det hele.....her fra min stol i køkkenet, mens jeg dirigerer rundt med husbonden.....

i lår og lægge, jeg ikke havde den fjerneste idé om at jeg havde. Det har turen herind til arbejdet vist her til morgen.

I tillæg har jeg nu også et knæ, som jeg helt sikkert vil få stor glæde af senere. På det eneste sted på turen, hvor fortovet var ryddet for sne, mente jeg det sikkert at stampe sne og sjap af støvlerne. Det var det så ikke!! Det viste sig nemlig at fortovet var ryddet men ikke saltet, så jeg knaldede venstre knæ i flisen til stor morskab for en forbipasserende buschauffør......

Men så er hans dag da i hvert fald reddet.......

Frygtløst kastede jeg mig ud i vejret her til morgen. Klokken havde vel knap passeret 06.00, da jeg åbnede døren ud til snevejret og endnu engang overvejede om ikke jeg alligevel skulle flå husbonden ud af sin søde søvn, så han kunne fragte mig til arbejde.

Men jeg er jo sej (NOT!!) så jeg besluttede at gøre forsøget selv.

Det lykkedes - ikke i elegant stil, men det lykkedes dog. Nu kan jeg så godt mærke i lægmusklerne, at det ikke var en helt almindelig spadseretur herind denne morgen. Gentagne gange var jeg meget tæt på at stifte nærmere bekendtskab med de snedækkede fortove og fik kun med almindelig tåbelig flagren med arme og ben genvundet balancen. Mange var de smil, der blev udvekslet mellem de få morgenvandrere, når vi i pingvinstil passerede hinanden.

Smukt ser det ud, når sneen dækker veje og fortove, men det er en forræderisk skønhed, når man pludselig ikke kan se hvor vejen ender og fortovet begynder. Håber at der er blevet ryddet bare en lille smule, når turen går hjemover igen.

Der er bestilt billetter til Narnia kl. 18.00 og bord på Jensens til klokken 21.00.

Gider ikke at bruge mere tid på at spekulere på latterlig familie - ikke lige nu i hvert fald!! De kan rende mig noget så grusomt!!

Nu er det "mig-tid" og "os-tid" der gælder - intet andet!

Efter endnu en gang at have fået totalsmadret min tro på, at min "kære" familie er ganske normal, må jeg nu igen kaste håndklædet i ringen.

1 stk. totalt uberegnelig storebror er hermed til salg - ganske billigt!! Og du får oven i købet moderen med til samme pris.

Så hvis du lige står og mangler lidt instant family så er det bare om at slå til med det samme!!

Anyone??

*suk* - lortejul!!!! Glæder mig til næste år, hvor jeg skal arbejde......

Endelig er dagen oprundet - d. 24. december - dagen som de fleste af os pr. tradition tilbringer sammen med de mennesker vi holder allermest af.

For mig er dagen i dag endnu mere speciel, fordi jeg kun har mulighed for at tilbringe hveranden juleaften med min søn og det er lige netop sådan en af slagsen i år.

Endnu er her stille - husbonden sover faktisk stadig og der er en time til knægten melder sin ankomst.

Så skal de sidste kalendergaver pakkes op og vi skal pakkes sammen og afsted - ud og fejre julen med min familie for første gang i jeg ved ikke hvor mange år. Hele vores gren samles i aften hos min ene storebror og det skal nok blive sjovt. Der skal spises, drikkes, udveksles julegaver (dog mest til børnene) og spilles pakkeleg. Klokken ca. død engang i aften vil turen atter gå tilbage mod Østerbro, hvor der må hviles et par timer inden turen i morgen går nordpå til husbondens storebror.

Og så er der selvfølgelig alle dem, jeg ikke skal være sammen med i aften, men som jeg også holder meget af - den sidste del af familien, vennerne og de stakkels kolleger, som må holde skansen mens vi andre fester. De vil i løbet af dagen og aftenen blive tilsendt kærlige tanker med håbet om at de, hvor de nu befinder sig, har det godt og er sammen med mennesker, de holder af.

Og så er der jo alle jer andre......

Så blev det lige pludselig en hel masse mere jul i det lille hjem.

Skulle jo lige skrabe dagens felt på skrabejulekalenderen og voilá



Så sent som i dag, da jeg var inde og kaste nogle penge efter et par lottekupon'er, tænkte jeg på hvorfor jeg egentlig gjorde det. Hvis det gamle mundheld om held i kærlighed er lig med uheld i spil, så har jeg vist ikke meget at komme efter på den konto.

Husbonden sidder nu og ryster lidt og bliver ved med at gentage:

"Det er kun 1000,- kr.....det er KUN 1000,- kr.....det ER kun 1000,- kr......."

mens han skæver bekymret til mig ;-)

kan jeg også holde juleferie/fri/afspadsering.

Det har været en lang og ikke særligt juleagtig uge, når man har vagt hver aften til 23.30 og har svært ved at gå lige i seng, når man kommer hjem.

Normalt er det slet ikke noget problem, men lige i denne uge skulle der nåes diverse indkøb og et dejligt besøg hos Frederikke og den lille Gunnardreng og hans storesøster. Indkøbene kunne jeg sagtens have undværet, men ikke besøget ;-)

Nu skal der soves en lille smule længe i morgen inden knægten ankommer og så går turen til Vestegnen til familiehygge. Det kan kun blive godt......

Der går man så glad og fro henad fortovet på vej hjem, da "noget" - som i trusseelastikken - får sat sig helt, helt forkert....

Og da jeg jo ikke er italiener og ej heller mand, så stiller jeg mig jo ikke op i al offentlighed og begynder at rode og rage på unævnelige steder for at få styr på tingene igen.

Næ - jeg fortsætter naturligvis ufortrødent, dog nu med små mærkelige spjæt med det ene ben i tide og utide - det kunne jo være man kunne sparke det på plads igen, ikk'??

Som en anden vingeskudt måge nåede jeg hjem og kunne til husbondens store morskab få rettet op på miséren.....oh fryd ;-)

På vej hjem fra arbejde her til aften fik jeg den underligste kompliment, jeg længe har fået.

Ved et lyskryds spurgte en for mig ganske ukendt gut om ikke jeg kunne undvære en cigaret (og NEJ denne gang undskyldte jeg ikke, at jeg kun havde én slags!). Han fik sin cigaret og han fik også lidt ild - derefter udbrød han:

"You are the most beautiful I have seen........in two months!"

Skal man så takke - eller begynde at overveje om han har tilbragt de sidste 2 måneder i isolation?!

"Han får for lidt......"

sagde den ene kollega om den anden en tidlig morgen i sidste uge. Smilet begyndte langsomt at brede sig på mit ansigt, mens jeg tænkte at han nok lige om lidt ville overveje det netop sagte, men nej. Han fortsatte:

"...jeg benytter enhver lejlighed til at fortælle chefen, at han får for lidt. Nu må han sgu snart gøre noget ved det!"

Der dannedes billeder for mit indre blik og jeg skreg af grin til kollegaens store overraskelse. Kun langsomt gik det op for ham, hvad det egentlig var han havde fået sagt. Chefen er da en ganske flink mand og han vil da sikkert gøre meget for at have tilfredse medarbejdere, men lige dér tror jeg altså nok at hans grænse går. At kollegaen så burde have lønforhøjelse, det kan vi ikke være mere enige om!!

Husbonden kunne, da jeg fortalte ham historien, tilføje en af sine egne fortalelser

"Du har fed på......."

sagt til chefchefen mens denne sad og redigerede et dokument.........

....men vi har altså lige klaret 85% af vores julegaveindkøb i Bilka i dag.

Jep - Bilka af alle steder. Ved godt det lyder lidt sølle, men CD'er, DVD'er og den slags er og bliver vel de samme uanset om de er købt i Fona eller Bilka?!

Der står en kurv med noget nær 5 kilo (no kiddin'!) slik i på et bord midt i lokalet.

En "tak for godt samarbejde i 2005"-gave til vores driftsgutter fra en samarbejdspartner.

Meeen - de har jo ikke taget den men hjem, vel?? Næ næ - den har fået lov at stå dér, så den kan RÅWE af mig hele natten.....

Jeg er fuldstændig alene - ingen kan stoppe mig - og det er sgu da unfair!!

Men er der ikke også noget om, at ting der spises, når ingen andre ser det, ikke feder....ret meget???

Jeg opgiver!!!

De gadelamper er og bliver bare nogle.....nogle.....nogle ubehøvlede svin!!

Blegdamsvej havde her til aften rottet sig sammen med Nørrebrogade og havde på forhånd slukket samtlige gadelamper allerede inden jeg drejede om hjørnet.

Det er jo nok alligevel på tide at spare sammen til den ansigtsløftning eller måske et par klemmer i nakken kan gøre det?!

Jeg må godt nok være morgengrim ud over det sædvanlige - nærmest grænsende til det uanstændige - her til morgen.

Ikke mindre end 4 af gadelygterne på Nørrebrogade gik ud, mens jeg gik forbi dem. Jeg går ud fra at det må være for at skåne mine medtrafikanter - bløde som hårde - fra det rædselsvækkende syn af mig på vej hjem fra nattevagt.

Husbonden er af sin chef og chefchef blevet slæbt til Tyskland her til morgen. Det var noget med et veloverstået projekt, så i aften skal de allesammen klappe hinanden lidt på skulderen og lade som om de rigtig hygger og har det godt sammen. At dømme efter hans ansigtsudtryk, da han tog afsted, ville et par rodbehandlinger have været at foretrække.

Til gengæld får han lov at stå rigtig dejligt tidligt op i morgen - hjemturen er sat til start kl. 05.30! Sikke dog en fest han skal ha' i aften ;-)

Egentlig var det så meningen at jeg skulle holde mig vågen i længere tid her til formiddag og ordne de sidste par ting til hans fødselsdag på søndag, men nu i skrivende stund kan jeg godt mærke at minussøvnen fra i går og en lang nattevagt er ved at indhente mig.

Forhåbentlig når jeg at vågne igen inden alle butikkerne har lukket......

var han her til aften - ham den lille :-)



...og det er altså ham den meget koncentrerede med lukkede øjne, der er min - den sødeste lille Lucia-terne (sig ikke til ham, at jeg har sagt det!)

Og så har husbonden simpelthen ført sig frem udi fremstilling af juledepressioner. Han har fra kælderen fremdraget vores rod fra sidste år og beklædt den med ler, lys og gran:



Han er selv vældig stolt af den - jeg synes nu mest den ligner morgenhår med lys og pynt......

Normalt er breve fra banken ikke særligt spændende. Jeg mener, vihar netbank og kan selv orientere os om bevægelserne på diverse konti, så normalt bliver de (brevene) bare smidt hen i en bunke til senere åbning.

Men ikke i dag (eller rettere de kom da vist nok med posten i går - vi glemte bare at tømme postkassen!). Der var to breve - kun med mit navn på og det gør det altid en smule mere spændende, for så er det ikke kontoudtog fra hverken den almindelige eller betalingkontoen.

Det ene var fra vores normale pengeinstitut og det startede med:

"Tillykke De har vundet......."

...desværre var det kun 200,- kr., men det er vel også en slags penge ;-)

Det andet kunne lige så godt have startet med de samme ord

"Tillykke De har vundet.......retten til at sælge Deres aktier eller lade os gøre det for Dem!"

Jeg er jo ganske udmærket vidende om, at mit firma står til salg (eller fald?), så det var ikke den store overraskelse, at der højest sandsynligt vil blive tale om en alt, alt for tidlig udbetaling af medarbejderaktier i løbet af det kommende år. Men efter genlæsning af brev og megabrev modtaget for et par dage siden, så er jeg dog liiidt knust over at de mange penge, jeg troede mine medarbejderaktier skulle blive til om et par år eller 3, nu bliver reduceret til knapt så mange penge på grund af salget :-(

Nå pyt - der tabes i hvert fald ikke nogen penge - højest et par drømme.....

i denne omgang.

Til gengæld lavede vi rigtigt mange Liselotter ;-)

Det kan godt være, at her ikke er så voldsomt pyntet op endnu, men nu hvor peberkagedejen er færdig og bare venter på at blive helt kold, så den kan ryge i køleskabet, så dufter her faktisk en lillesmule af jul.

Det skulle gerne blive til en hel masse mere i morgen, hvor vi holder store bagedag, når knægten vender hjem fra fritten.

Der er lagt op til peberkager, finskbrød og jødekager (må de overhovedet hedde det mere?) og klejnerne er under overvejelse.

Det skal blive sjovt at se om vi kan overgå kreativiteten fra sidste år - der var vist noget med en ko, et kors og en økse så vidt jeg husker?!

Efter nu at have brugt ca. en kvart milliard kroner på et sæt Dungeons & Dragons bøger og 2 sæt terninger har jeg virkelig brug for hjælp!

Da det gik op for mig i butikken, men jeg kiggede på to engleagtige fjæs, at man "ikke bare køber en eventyrbog og nogle terninger og så kører vi ellers....." fik jeg mit første hjerteanfald - det næste fulgte, da jeg så prisen på bøgerne!

Næ - det er en større videnskab det her og i reglen burde jeg sætte mig ned og nærstudere de 3x300 sider, som bøgerne omfatter for at være helt, helt sikker på, at jeg virkelig fatter, hvad det går ud på.

Vi har prøvet - jo vi har så. Mig som DungeonMaster og de to små varyler som tapre barbarer på vej gennem en (af min hjerne udtænkt!) skrækkelig farlig verden. Jeg kan lynhurtigt mærke, at får jeg ikke meget hurtigt mere styr på regler og pointtildeling, så bliver det et spil, vi meget hurtigt bliver uenige om! Og det på trods af, at bogen gentagne gange understreger, at det er DungeonMasteren, der har det sidste ord - altid!! Kan bare sige, at så har forfatteren af denne bog altså aldrig mødt min søn ;-)

Så altså - vil den virkelige Dungeons & Dragons-kender venligst rejse sig og kaste guldkorn i min retning.....please!!

med et par unge mænd senere i dag.

Vi skal en tur ind til byen og besøge Faraos Cigarer. Her vil jeg blive belært om rollespil i alverdens afskygninger, og det skulle gerne ende med at vi kommer hjem med en eller anden bog og nogle terninger.

Vel hjemme skal jeg forsøge mig som gamemaster for første gang, mens de to unge mænd kaster omkring sig med drager og andre besynderlige ting.

Problemet er bare, at jeg ikke aner det mindste om rollespil - intet overhovedet!!!

Jeg håber ikke, de bliver alt for skuffede.......

for at sidde på et koldt sæde på nedre Nesa og råbe og skrige i Parken i går, er at jeg i dag ikke er i stand til at udtale mit eget navn.

Det bliver kun til en kvækken, der lyder noget i retning af

"Det' Bernenne......"

når telefonen ringer.

Nemesis har ramt mig og Kan-Jang pillerne er fundet frem......

Hvor er det dog svært ikke at lade sig gribe af stemningen, når sådan et mere end halvfyldt Parken går amok i glædesrus.

De kan altså et eller andet - de der gutter og gutinder ovre på nedre C - de kan sange, vi aldrig har hørt før og så har de jo stortrommen med og den kan faktisk larme i hele Parken - det er nok den elendige akustik, der gør det!

Der blev sunget med på Robbie's "Let me entertain you", men vi ventede jo egentlig bare på Michael.........(Carøe, der har lavet en hel hyldest-CD til FCK, red.)

"Det er kampdag - klokken den er kvart i bold
Jeg ta'r FC-trøjen på
Og selvom tøsen tigger om et søndagsknold
Så si'r jeg "Nej - nu må jeg gå"
Nu er der kun en ting, der tæller
Det må enhver da ku' forstå
Her eksisterer kun.....FC
Her regerer kun.......FC
Nu handler det om F C K"

Det er der bare ingen, der kan overgå.......så kom bare an I der blå/gule ude fra Vestegnen ;-)

...og det sjove er jo, at jeg egentlig ikke er den store FCK-fan sådan inderst inde - jeg er bare anti-Brøndbyfan - vist nok mest fordi min yngste storebror og hans familie er Brøndbyfans om en hals......

Efter en meget sen morgenmad - det er jo søndag, ikk'? - mangler jeg egentlig kun at tage mig sammen til at få overrislet luksuslegemet, så indtager vi alle 3 Parken.

Sidste hjemmekamp for FCK i dette år skal overværes af den samlede familie iført holdtrøjer. Knægtens adventgave indeholdt i dag en FCK-trøje med eget navn på ryggen og 3 billetter til dagens kamp, og da husbonden syntes det var vanvittigt synd for mig, at jeg så ville være den eneste uden holdtrøje, så faldt der også lige en af til mig :-)

Et hurtigt bad og så klokken vel sådan ca. kvart i bold......

Det er da sjovt, som sådan en aften med gode gamle LP'er, der kalder gode gamle minder frem kan gøre én sådan lettere vatagtig i hovedet dagen efter.

Mindes helt klart, at jeg gentagne gange sagde NEJ til rødvinen og specielt til den filippinske rom, og alligevel må det jo have sneget sig forbi min drøbel.

Det er husbondens skyld - det MÅ det bare være!!!

"Man han gik jo i seng på et tidspunkt?!"

Og hvad så?? Det er stadig hans skyld - kan ikke både føle mig vattet og skyldig på én og samme tid!

Husbonden er gået i LP-mode og der lyder det ene 70'er, 80'er og 90'er-nummer inde fra stuen af.

Vi er gået fra Pretty Maids over OneTwo og lige nu til Malurt i deres pureste ungdom.

Det er egentlig ret OK at sidde og lytte til......

jeg ikke kan huske fra gang til gang.

F.eks. i hvilken rækkefølge man lægger lasagne sammen.

Ufatteligt men sandt! Hver eneste gang må jeg hive en kogebog frem og læse mig til det.

Til gengæld bliver den god ;-)

Egentlig havde hun jo valgt det selv, men hun kunne alligevel ikke lade være med at føle sig en smule ensom, som hun gik der gennem den mørke og vinterkolde by og kiggede på de mange oplyste vinduer. Der hang stjerner og juledekorationer i de fleste af dem og som "den lille pige med svovlstikkerne" kunne hun næsten se gennem murene. Derinde sad den ene glade familie efter den anden ved veldækkede borde. De glædede sig til al den dejlige mad og til hyggen med gaveudpakningen bagefter - og her gik hun helt alene og en lillebitte smule trist.

Hun savnede manden og barnet - specielt barnet, for manden havde hun jo lige sagt farvel til et par timer forinden, da han drog afsted for at fejre julen med sin familie. Barnet var afsat til fædrende side - det var hans tur i år - og hun kunne da glæde sig lidt over at han da i hvert fald ville få en herlig aften sammen med faderens familie.

Mens hun gik gennem de mennesketomme gader - juleaften må helt klart være en af de mest stille aftener, når man lige ser bort fra nytårsmorgen - lod hun tankerne gå tilbage til tidligere juleaftener.

Der var jo for eksempel dengang hun scorede ganske billige point ved at spørge barnets farmor om ikke de skulle gå til julemesse i Maribo Domkirke. Det var nu mest for at få tiden til at gå den dag, men farmor fik straks julelys i øjnene og selv ikke barnefaderens hvæsen om "hvad i alverden hun havde tænkt sig?" kunne få hende til at ombestemme sig. Det blev også en ganske god - omend anderledes - oplevelse.

Anderledes fordi organisten i dagens anledning havde komponeret 10 minutters infernalsk larm, som han fik lov at opføre til de tilstedeværendes rædsel. Og anderledes fordi barnefaderen scorede alvorlige minuspoints hos din mor, da han højt og inderligt sang:

"Her kommer Jesus dine små.....med store træskostøvler på......."

Det faldt ikke i god jord hos farmor, der tager den slags meget seriøst. Resten af dagen og aftenen var ikke noget at skrive hjem om, men så havde hun da gjort sin pligt som næstensvigerdatter.

Der var selvfølgelig også dengang for mange, mange år siden, da hun holdt jul med sin far - den eneste gang hun kunne huske, at det var sket. 4 år var hun og hele den pukkelryggede fra Jylland var kommet anstigende med pakker og tasker og børn i alle aldre. Det var dengang faderens kone havde lavet grå ris a la mande, som ingen kunne lide, men som alle skulle spise, for nu var der jo købt mandelgave til alle. Hendes jævnaldrende fætter havde ofret sig for hende og spist hendes portion også - det var vist dengang grundstenen blev lagt for et livsvarigt venskab. Hun fik sin mandelgave - en bog om koalaer - og så ca. 500 andre gaver - det var jo en stor familie.

Og så var der jo den allerførste jul sammen med barnet. Den jul, hvor han som 9-måneder gammel blev overøst med julegaver i et omfang, der grænsede til galskab. Specielt fordi han i sagens natur var fuldstændig ligeglad med indholdet, men derimod elskede papiret og båndet.

Og naturligvis den første jul med hendes elskede. Det var dog ikke nogen rigtig juleaften, men en lillejuleaften med rigtig dejlig mad, der var alt andet en juleagtig, på en af yndlingsrestauranterne i byen.

Jo, der havde været mange gode af slagsen - juleaftener altså - men den hun var på vej til nu var ikke en af slagsen. Snart ville hun være fremme ved sit bestemmelsessted, indtage sin plads og derefter tilbringe resten af juleaften og -nat i ophøjet ensomhed, mens hun forgæves ville forsøge at lade være med at tænke på, hvad hendes lille familie mon lavede. Hun havde prøvet det før og vidste at hun nok skulle komme igennem det uden de store sværdslag, men det ville jo være rart, hvis......

Hun tænkte på en anden juleaften af samme slags, hvor hun havde oplevet en medmenneskelighed og næstekærlighed, der næsten havde slået benene væk under hende. Et kærligt væsen, der på trods af at hun selv stod i julemad og gaver og gæster til op over ørerne, stadig havde overskud til at sende venlige hilsener ind til en ensom nattevagt. Det varmede dengang og det varmede stadig nu, da hun endelig nåede frem. Kollegaen blev sendt afsted med ønsker om en rigtig dejlig jul og hun satte sig til rette på sin plads og tænkte

"Næste år bliver det anderledes.......næste år....."

--

Og VUPTI - var der gået 12 måneder og nu var det faktisk næste år. Godt nok ville der stadigvæk sidde en nattevagt juleaften i ophøjet ensomhed, men det ville i hvert fald ikke være hende!! Hun kunne nemlig se frem til en juleaften omgivet af sin skøre og tossede, men ind imellem også ganske dejlige familie og med barnet og husbonden indenfor rækkevidde. 14 mennesker moslet ind i en 3-værelses lejlighed - hvor der er hjerterum er der husrum.


Rigtig glædelig jul til alle derude i Blogland :-)

3. December hos Lene

...men det er jo lige om snart, hvis det ikke allerede er nu??

Efter al den diskussion hos Lotte omkring årets julestafet, så er det med bævende hjerte, jeg lige om lidt offentliggør mit bidrag.

Det har ikke været nemt at følge op på Lottes indlæg - og det har især ikke været nemt, fordi jeg som flere andre har haft den tanke, at stafetten ville være én lang historie, som bare fortsætter og fortsætter i 24 dage lige til vi rammer juleaften.

Det var den så ikke - i hvert fald føler jeg ikke, at jeg kan fortsætte Lottes beretning om hendes jul - hvordan skulle jeg dog kunne det?? Jeg var der jo ligesom ikke, vel??

Jeg fortsætter nogenlunde i Lottes spor med en beretning om, hvordan julen er og har været for mig, og så må I jo tage den derfra......

af Merlin P. Manns Den store Nissejagt- en juleballadekalender er blevet slugt her til aften i stearinlysenes skær og medmasser af pebernødder indenfor rækkevidde.

Og jo - det er et par kapitler, for der er jo delebarn her i huset og vi skulle gerne nå at blive færdige med bogen inden han skal afleveres til sit fædrene ophav igen.

Vendinger som:

"Undtagen Nikolaj, der nu også var gået i gang med at spidse sine kuglepenne."

og

"Det hedder konfekt - din pebernød!"

har allerede fået mig - og begge mine tilhørere! - til at sprutte af grin et par gange, så den er helt klart anbefalelsesværdig til forældre med børn i 8-12 års-alderen - hvis altså bare forældrene får lov at læse højt.

Vi hygger i hvert fald i høj grad, når der læses.....

Og hold da op - what a waste of time!!!!

Ikke nok med at ingen(!) af de tre arrangører fandt det betimeligt at møde op kl. 17.00, hvor de havde sat os i stævne på skolen, men lærerne havde heller ikke fået den fornødne tid til at finde en tom plet i deres kalender. Tilbage stod en semirasende far, der i sidste øjeblik havde fået overdraget ansvaret for at samle penge ind og bestille mad til samtlige tilstedeværende. Lad mig bare sige, at det ikke var idel lykke, der strålede fra hans øjne, mens han prøvede at holde både hænder og øjne på sin 2½-årige og samtidgi lytte på forskellige forældres brokkerier.

Endelig fik vi fundet et bord og hældt vores medbragte klippe-klistre ting ud på bordet og forsøgte at aktivere 5 (fem!) drenge samtidig. Jeg adge naturligvis ud med mit glansnummer - stjernestrimler (det er ligesom det eneste jeg er rigtig god til, når det kommer til julepynt!) - og inden jeg var færdig med den første var alle drengene gået ud på gangen for at lege.

Vi så dem igen, da maden ankom og næste gang, da vi skulle hjem.

Jeg har utroligt svært ved at se det hyggelige i at husbonden og jeg sidder ved et bord på skolen og producerer julestjerner, mens knægten og hans kammearter løber hujende op og ned ad gangen. Oh jo - jeg prøvede et par gange at kalde dem indenfor, men jeg gider jo heller ikke at fremstå som den sure heks (hver gang!), så jeg opgav.

Igen og igen lød det hvislende fra mig:

"Jeg gør det aldrig mere......"

...og det gør jeg heller ikke - i hvert fald ikke før næste år!!

Vi oplever det år efter år.

Vores respektive søskende, der forundres hver gang vi formaster os til at spørge ind til, hvad deres yndige afkom ønsker sig til jul. Vi VED jo, at de ønsker sig et eller andet og deres forældre burde VIDE, at spørgsmålet kommer, når vi nærmer os december, så hvor svært kan det være??

Husbondens broder og svigerinde er eminente mestre i at aflevere juleønsker, der fordrer en hel del efterforskning for at finde lige netop dét, deres to døtre har ytret ønske om at pakke ud juleaften.

I år har vi således modtaget:

Sidste nye sims 2 tillæg (har sims 2)pc spil

Det er jo ikke så svært, vel? Efter en del roden frem og tilbage på nettet bliver vi enige om at det må være "Sims2 Nightlife - expansion pack", så den køber vi da naturligvis.

Ved kontrolringning til svogeren for at høre hvad det her

Parfume:Paris Hilton (Britney Spears)

betyder - er det den ene eller det evt. den anden?? - nævnes det i forbifarten, at de godt kan stryge Sims2 spillet fra yngstes ønskeseddel og svaret er..............TADAAAAAA

"Jamen, den har hun da i forvejen......."

ARRGGHHH - så skriv dog for en i h........ en ønskeseddel, der er til at forstå!!!

Vi har i år for knægtens vedkommende valgt at lægge den online med angivelse af navne, numre og priser, så ingen måtte være i tvivl. Derudover har vi bedt om tilbagemeldinger fra familien om hvad de køber, så vi ikke skal bruge hele januar på at styrte rundt og bytte.

Hvor svært kan det være?? spørger hende, der nu har modtaget en førjulegave fra sig selv og husbonden til sig selv- tjeps rigtigt gættet......"Sims2 Nightlife - expansion pack" - medmindre der selvfølgelig sidder en eller anden derude, der lige mangler sådan en til en julegave???