Prelsborg

Til gengæld har han helt selv lavet den på vanlig drengemanér:

"Vi klipper lige nogle grene i stykker og hakker dem ned i leret....."

Kalendergavekassen er også blevet klædt på, og så snart husbonden får nørklet sig færdig er vi bare så klar til i morgen.

Ok - så blev det endelig afsløret - og på landsdækkende radio oven i købet! - hvem det store øje udenfor vores vinduer tilhører.

Det er jo simpelthen Liselotte, der holder et vågent øje med os.

Må hellere få rullet de persienner ned inde i soveværelset.......

Synes ellers selv at jeg gav hende en masse gode tilbud.

2 katte til hende - og så fik jeg Gustav....ingen begejstring!!

2 stk. 9-årige knægte - og så fik jeg Gustav....endnu mindre begejstring!!

Og det forstår jeg for så vidt godt, for han sgu da lige til at spise med sine runde marcipan-kinder og herlige knirkelyde. Sjældent har man hørt så ung en mand tale så meget.

Hvor var det herligt at se både hende og ham igen, og nu er han jo lige i den rigtige kramme og kysse størrelse, så da jeg først have fået ham raget til mig, var det svært for moderen at få ham tilbage. Dog måtte jeg overgive mig, da han krævede mad - det var der ikke kommet noget godt ud af alligevel.....

Jeg har checket og genchecket - sammenlignet datoen i Frederikkes mail med datoen på kalenderen - jo, det er altså i dag!

Der skal dikkes - ikke bare sådan almindelig dikkeri, næh der skal volddikkes, så den stakkels lille Gustav må gå videre i livet med et dikketraume, der bliver dyrt for hans forældre senere hen.

Der skal bare lige checkes batterier på MP3-afspilleren og børstes tænder, så er jeg ved at være den, der sætter det længste ben foran på vej mod Brønshøj.

Måske jeg lige skulle varme lidt op først......*dikke dikke dikke.....*

Efter en time i svømmehallen med havd det medfører af infernalsk larm, var det rart med gåturen hjem fra Boblen i Fælledparken.

Frostvejr, der lige bed i næsen, men ikke var værre end at lysten til en længere gåtur meldte sig lige med det samme.

Det blev det ikke til, for der skal jo også hældes mad i små aktive svømme-maver. Kartoflerne simrer (eller slimrer, som min saglig morfar belærte min økonoma-mor om, da han havde deltaget i en enkelt omgang "Madlavning for ældre enlige mænd") på komfuret sammen med de bløde løg. Hakkebøfferne venter kun på at kartoflerne når en vis kogthedsgrad, før de skal smides på panden.

I dagens anledning tror jeg, at jeg vil prøve at lokke knægten til at indtage middagen foran fjernsynet, for jeg er altså lidt af en sucker efter Robinson.....jeg ved det....jeg har ikke noget liv...men nu er det jo finalen i aften...eller planken i hvert fald....eller noget....

Han meddeler netop i baggrunden (knægten altså!) at han er færdig med sit nye "arbejdsskema". Her i hytten må man nemlig yde for at nyde og hver ting, han måtte lave til hjælp for os andre i husholdningen er prissat. Så er det helt op til ham selv, hvor rig han gerne vil være. En omgang kartoffelskrælning her til aften giver den voldsomme sum af 5,- kr.

Grundstenen til den første million er lagt......

Der ligger de så - 24 nydeligt indpakkede kalendergaver til husbonden.

Egentlig troede vi, at vi kunne slippe i år, da vi på forhånd havde fået overtalt knægten til at gå over til adventsgaver i stedet, men nej! For bedste holder jo ikke op med at købe kalendergaver bare fordi vi gør og ergo holder vi heller ikke op med at købe til hinanden - husbonden og jeg - i hvert fald ikke så længe det er knægten, der bestemmer.....og det er det jo ;-)

Så der er blevet købt, bestilt og hjemtaget diverse steder fra og nu er jeg fuldstændig klar til torsdag d. 1. december - hvis man altså lige ser bort fra kalenderlys, julepynt og den slags "uvigtige" ting.

Og jeg har garanteret igen i år slået husbonden med flere døgnlængder!! He he - han plejer at blive umanerligt stresset i dagene op til den 1. ;-)

Nærmest som en af de der "hovsa-ting", som Liselotte også oplever med Oline, kom knægten i går aftes i tanke om, at der vist nok var en klassekammerat, der havde inviteret til MGP-aften i aften.

Om ca. et kvarter sidder han så bænket hos Niko og spiser sammen med flere af de andre knægte fra klassen og derefter er der dømt børne-MGP på fuld styrke.

Vi andre håber på at kunne finde et listigt sted i nærheden og spise lidt god mad, inden han skal hentes igen ved 22-tiden.

Og sådan får man pludselig en voksenaften forærende ganske gratis. Vi siger TAK til Nikos forældre for det gode initiativ ;-)

Jeg bekymres over kollegaen, der har haft et stressrelateret sammenbrud og nu er på "skånetid".

Jeg bekymres over kollegaen, der ikke sover om natten på grund af arbejdet og dermed risikerer det samme.

Jeg bekymres over om og hvor længe jeg får lov at beholde dem som kolleger, hvis ikke situationen ændrer sig drastisk meget snart.

Jeg bekymres over veninden, der slet, slet ikke har det så godt, som hun egentlig har fortjent.

Jeg bekymres over moderen, der enten er syg eller også er blevet alt for gammel alt for hurtigt.

Jeg bekymres over husbonden, der ikke ligefrem er jublende lykkelig for sit job i øjeblikket og derfor ikke springer glad ud af sengen hver morgen.

Hvis jeg tager mig lidt sammen, så kan jeg forhåbentlig skyde det fra mig resten af dagen og nøjes med at bekymre mig om at få frikadellerne, som knægten har bestilt, til at blive ekstra lækre og at få proppen ud af rødvinsflasken uden at knække den.

Det er vist lige så meget bekymring, jeg kan klare mere i dag.

er bare et par af de mange rosende ord knægtens lærere og fritidshjempædagoger øsede ud over ham for en times tid siden.

Han var ikke selv til stede, og det er nok meget godt - ellers havde han da forladt lokalet med et ego, der var for stort til at komme ud gennem døren.

Jeg er altså vild med de der skole/hjem-samtaler........indtil videre i hvert fald ;-)

for mig og mine aftaler i denne uge.

I går havde jeg vist nok lige kigget en uge forkert og var på vej ud til Frederikke, før det gik op for mig, at det først er i næste uge, vi har en aftale.

I dag har jeg så siddet og glanet og ventet på Puslingen. Vi havde en aftale om at trampe en tur rundt i hvert fald en enkelt sø, så han kan komme af med nogel af de 200+.

Ca. en time forsinket ringer han så og melder afbud, fordi han ikke har det så godt. Hmmmm.....

Men så vil jeg da bare bruge den resterende del af eftermiddagen på at få købt de sidste kalendergaver til husbonden og måske et par adventsgaver til knægten, hvis altså butikkerne vil overholde deres aftale med mig og holde åben i dag.

Knægten har fået en ny bog: Merlin P. Mann's "Den store nissejagt - en juleballadekalender", og han har egenhændigt besluttet, at det skal være en julehyggehøjtlæsningsbog.

Der skal tændes stearinlys og serveres pebernødder, mens jeg får æren af at læse højt hver dag i december måned - eller i hvert fald alle de dage, han tilbringer her hos os.

Jeg glæder mig, så jeg næsten ikke kan vente til 1. december. Min store, lille 9-årige dreng vil have hyggehøjtlæsning med sin gamle mor - det er da nok den største julegave på forskud, jeg kunne ønske mig.

Havde ekstra travlt med at få mand og barn ud af huset her til morgen, for jeg skulle jo også lige have lov at benytte badeværelset, så jeg kunne være fin og nyvasket og klar til at besøge Frederikke og Gustav...............på næste tirsdag!!!!!

Frederikke havde meget tydeligt skrevet tirsdag d. 29 november, men jeg har da vist i mellemtiden glemt hvordan man læser indenad, så her sidder jeg fin og nyvasket og klar til.....

Nå ja - kan vel lige så godt gå igang med hjemmearbejdet fra chef-chefen så, selvom jeg egentlig tror han er fuldstændig ligeglad med om jeg har været i bad eller ej........

Det er lige hvad søndag og mandag har været.

Søndag var vel nærmest selvforskyldt, selvom jeg nu er ret sikker på at der var almindelig tvang indblandet i min nedsvælgning af diverse Irish Coffees og Filur'er. Mener helt klart at kunne huske noget med en tragt og.......nå ikke?! OK - så var det vel selvforskyldt....

Mandag blev tilbragt i sammenkrummet kravlen langs gulvpanelerne, mens jeg næsten grædende anråbte alle de højere magter om nåde og om at jeg i mit næste liv måtte blive en mand - i hvert fald bare et par dage om måneden! Og nej - jeg gider simpelthen ikke at høre så meget som ét ord om, hvor glad jeg skal være for at vide, at jeg fungerer som jeg skal - jeg er kold - det skal bare holde op - NU!!!

En SMS, der tikker ind:

"Hej Søs, jeg er lige i Thailand - skal jeg tage et par GameBoy-spil med hjem til knægten?"

hjælper overhovedet ikke på humøret, for det hun ikke skriver er:

"Jeg ligger lige på en strand og sipper kølige drinks, mens solen bager ned over mig. Og vi skal jo alligevel over Bangkok hjem, så skal du ha' noget med?!"

Skal jeg have noget med?? Som om hun lige var et smut i kiosken *hrmpff*

...hos husbondens kammerat Puslingen (på 200+) her om et par timer.

Han har punket og plattet i månedsvis for at få os til at bevæge os mod Djævleøen, men han har samtidid denne her idé om, at skal der spises, så skal vi helt klart være en 10-12 stykker.......mindst!!

Og netop disse 10-12 stykker har jeg ikke den fjerneste lyst til at slæbe knægten med ud til. Ingen af de andre har børn - nå jo én har en datter der for længst er flyttet hjemmefra - og det bliver som regel en seance med både Irish Cofee og Filur-drinks, så det er ikke lige det optimale forum at slæbe en 9-årig med til.

Så vi "ofrer" i aften en af vores voksenweek-end'er og vi har desværre bare SÅ lidt lyst til det. Stemningen er vist mere til at sidde/ligge foran fjernsynet med en god film og en masse hygge, men med truslen om en langsom og meget smertefuld død, hvis vi IKKE dukker op, så er vi alligevel gået i gang med at gøre os klar.....

Det siges jo også at det altid bliver så meget hyggeligere, når forventningerne er i minus, ikk'??

...kom jo lige i tanke om, at der i hvert fald er ét plus - vi er 100% sikre på at få rigtig lækker mad, og det tæller vel også lidt ;-)

at overveje at bruge en mindre formue på et nyt stykke vinterovertøj, når man bliver stoppet på gaden med ordene:

"Undskyld, er du P-vagt??"

Møder en kæk ung pige på Blegdamsvej på vej hjem fra arbejde.

Hun går i mod mig med et spørgende udtryk i ansigtet, som fortæller mig at jeg nok hellere må pille propperne ud af ørerne - specielt da hendes mund begynder at bevæge sig.

".......undvære en smøg?"

når jeg lige at høre.

"Jo - selvfølgelig...."

siger jeg beredvilligt, mens jeg fumler med ørepropper, handsker og cigaretpakke....og så kommer det:

"...det er altså menthol - gør det noget?"

Gør det noget?? Som om jeg havde tænkt mig at ræse til nærmeste kiosk for at købe en pakke af hendes foretrukne, hvis hun nu ikke kunne lide menthol-cigaretter. Er det måske ikke mig, der gør hende en tjeneste?!

Hun smilede bare pænt og sagde at det gjorde skam ikke noget....

Og så var der lige det der Eiffeltårn, der skulle købes......

Jeg er simpelthen så klog, at chef-chefen har givet mig lov til at drive min ganske unge kollega til vanvid med tåbelige spørgsmål de næste par dage. Jeg er faktisk så klog, at han oven i købet vil betale mig for det, såfremt jeg også vil bruge lidt fritid på det. Jeg skal i min helt umådelige klogskab skrive hjælpetekster til mine kolleger til brug ved fejlretning af diverse ting og sager, vi måtte beskæftige os med her i firmaet.

Jeg er bare SÅ klog!!!

Eller måske er der en helt anden grund til at loddet er faldet på mig. Måske har chef-chefen indset, at kan han få banket ind i hovedet på mig, hvordan tingene hænger sammen, så må det simpelthen være piece of cake for de andre. Og hvis jeg skriver det ned, så selv jeg kan forstå det, så burde de andre kunne gøre det i søvne.

Hmmm....nej sådan hænger det naturligvis ikke sammen. Det har intet på sig, og sådan ville han da selvfølgelig aldrig tænke.... Han beder mig naturligvis om at udføre denne opgave, fordi jeg er klog og har styr på tingene. Nemlig! Sådan er det - det er jeg sikker på!

Og hvis nogen har et Eiffeltårn til salg, skal I endelig bare henvende Jer.....

Der kom noget ned fra himlen, da jeg gik mod arbejdet i dag.

Det var ikke rigtig sne og det var ikke rigtig hagl.....

.....ergo må det være snagl!

Jeg forlod embedet i går aftes kl. ca. 21.45 og gik som beskrevet nedenfor af Jagtvej langs muren til Assistens Kirkegård. Gik over krydset ved Runddelen og forsatte til højre ned ad Nørrebrogade.

Jeg kunne ikke undgå at se de to biler, der havde været involveret i sammenstødet - ej heller var de 5 (fem!) politibiler og kranvognen fra Falck særligt usynlige, men ellers herskede der nogenlunde ro og orden. Bilinspektøren rendte rundt med en lommelygte og forsøgte at måle et eller andet (bremsespor går jeg ud fra) og en betjent talte fredeligt med en ung gut ved en af patruljevognene.

Jeg er nok kommet forbi scenariet kl. ca. 22.00 og har simpelthen misset anden halvleg af optøjerne med omkring 13 minutter.

Måske jeg skulle overveje at finde en anden rute, når jeg skal hjem fra arbejde i aften?!

Der skal vist nok installeres varmemålere i alle lejligheder og Neve har vist nok meldt sin ankoms mellem 08.30 og 13.30, så derfor sidder jeg her nyopstået og nyvasket og venter vist nok på besøg.

Grunden til at det er "vist nok" er at sedlen med informationerne forsvandt fra vores opgang ca. 24 timer efter den var blevet hængt op. I opgangen ved siden af forsvandt den først i går og i opgangen ved siden af igen hænger den stadig.

Prøvede at ringe til formanden i går for lige at høre, men der var naturligvis ingen hjemme.

Det er meget, meget spændende om jeg om et øjeblik bliver invaderet af fremmede med mærkelige værktøjer og det er meget, meget irriterende ikke at vide sig helt sikker.

Jeg kunne jo i realiteten stadig have ligget under dynen og boblet - skal ikke møde før 14.30 - men synes på den anden side, at det er ganske ufedt at blive vækket af dørklokken og skulle lukke håndværkere ind iført puføjne, morgenhår og pudemærker på kinden.

Så jeg venter........

UPDATE 09.56: De har allerede været her! Hvad dælen skal jeg nu bruge al den tid til??

Hvor er det dog fedt at gå langs muren til kirkegården på Jagtvej, når bladene ligger i bunker, der kan sparkes til, så de flyver rundt i luften.

Havde bunkerne været større, så havde jeg nok rullet mig i dem....

- hvor jeg konsekvent kalder folk ved det forkerte navn

- hvor jeg hælder kaffe op i koppen for 30 minutter senere at undre mig over, hvornår i alverden jeg har gjort det - og så er den altså kold og modbydelig

- hvor jeg drikker den alligevel, fordi de 10 meter ud til køkkenvasken virker fuldstændigt uoverskuelige

- hvor jeg snubler over stregerne i linoleumsgulvet

- hvor jeg går i rygeboksen uden at tage en cigaret med

Jeg tror, jeg er en kende træt!

I en skål hjemme på køkkenbordet ligger 3 små kartofler.

På bagsædet i bilen ligger en sæk pottemuld.

I stuen står en indtil videre tom krukke.

Husbonden mener sig nu klar til en ny karriere som kartoffelavler........

har jeg ifølge min kære gamle klassekammerat altid haft.

I går aftes blev min indbakke ramt af den herligste mail, jeg længe har modtaget. Ikke nok med at klassekammeraten endelig fandt at det var på tide at give lyd fra sig igen, han havde også vedhæftet et par billeder hvis eksistens, jeg ikke er helt sikker på, jeg har været vidende om og hvis jeg har, så har jeg da lykkeligt glemt alt om dem.

Inspireret af mit indlæg om kollegaen og kælenavnet, hvori jeg giver udtryk for min store modvilje mod diverse forkortelser og forvanskninger af mit fornavn, havde han gravet dybt i støvede kasser og poser og fundet følgende billeder frem





De er ifølge Michael udtryk for to af de mest fremtrædende karaktertræk hos mig dengang i.....nå ja der er vel ingen grund til at hænge sig i detaljer såsom årstal og den slags, vel?! - meget bestemt, men også meget sød (når han altså kunne få mig til at sidde stille i lige så lang det tog ham at skyde et billede!).

Michael påstår i øvrigt også, at jeg dengang havde kælenavne, men det benægter jeg på det bestemteste - også selvom jeg brugte resten af aftenen i går på at forsøge at huske, hvad han kaldte mig dengang. Men han har helt sikkert kaldt mig Pernille - intet andet - jeg nægter at hus tro på noget som helst andet ;-)

Vi havde en vældigt hyggelig aften i går aftes i selskab med Carsten Islington.

Personaleforeningen på husbondens embede havde disket op med et rigtigt lækkert traktement med sandwiches og drikkevarer, kaffe og chokoladebrownie (som specielt husbonden satte stor pris på!) og underholdning og lærdom fra Carstens side.

Desværre havde jeg nok begået den fejl, at jeg inde i mot hovede havde forestillet mig noget i retning af Niels Hausgaard - altså gode historier (sande eller falske) og så en rigtig god punchline, der ville sende mig til tælling vrælende af grin. Det tog mig nok en halv time at slå den tanke ud af hovedet, for det er ikke det Carsten Islington laver. Carsten fortæller historier fra det virkelige - og ganske spændende og anderledes - liv krydret med humor, men han er ikke under nogen omstændigheder at sammenligne med hverken alverdens stand-up'er eller Niels Hausgaard'er.

Da først jeg havde fået blæst den vildfarelse ud af hovedet, var det utroligt nemt at læne sig tilbage og nyde historierne og de billeder, jeg selv fik lov at skabe inde i hovedet. Carsten fortæller nemlig historier i store træk, men går ikke i detaljer med udseendet af dette og hint - det lader han sine tilhørere om at gøre inde i deres egne hoveder. Og det gør han altså med stor succes.

Vi har en teori om - husbonden og jeg - at det er hans venner og familie, der på et eller andet tidspunkt har sagt til ham:

"Carsten, hvis ikke du kan holde din kæft med alle de historier, hvorfor lærer du så ikke at gøre det rigtigt godt, så du kan tjene penge på det?"

...og det gjorde han så!!

Vores teori bygger blandt andet på, at han i pausen - hvor vi gik afsides for at dyrke vores last - stadig ikke kunne holde op med at snakke og fortælle, som om vi var bedste venner og sad på et af hans yndlingsværtshuse på Vesterbro. I denne pause faldt samtalen også på hans berømte kone, som han tydeligvis er meget stolt af - meget, meget stolt af endda. Han nævnte ikke selv navnet, så vi følte os tvunget til at spørge - nu han var så stolt, ikk'?? Da svaret faldt, var min første bemærkning:

"Ej - er du gift med Donna Ø??"

hvorefter han gloede underligt på mig ;-)

Det krævede naturligvis en forklaring, og det var så her jeg brugte alle mine kræfter på at få ham til at overtale sin viv til at kaste et blik på Kaspers blog og forbandede mig selv for ikke altid at slæbe rundt på notesblok og kuglepen, så jeg kunne skrive adressen ned - nu håber jeg bare, han kan huske den - det kunne altså være lidt morsomt ;-)

Hvis nogen undrer sig over en del af overskriften - det der med troldologen - så er den der altså, fordi Carsten Islington beskriver sig selv som bl.a. troldolog. Han har brugt år og dag på at studere tidligere tiders beretninger om trolde, da det i en anden æra af hans karriere gik op for ham, at det ikke er nok at kunne digte historier om trolde - man skal også kunne svare på spørgsmål som:

"Hvorfor har trolde en hale?"

og andre faktuelle ting om disse skabninger. Til troldolog-tiden hører en historie om et telt, men den får I ikke af mig. Jeg vil langt hellere anbefale jer at i hører den fra Carsten selv. Check ud, hvor han slår sine folder eller foreslå evt. jeres egen personaleforening at tage kontakt til ham - det bliver helt sikkert en anderledes hyggelig oplevelse.

Og med dette sagt vil jeg proppe Runrig i ørerne og trampe en tur rundt om et par søer i mangel af at kunne gå hjem fra arbejde (jeg har FRI!!!!! i dag) og derefter forsøge at finde en forkølet efterligning af et stykke fjerkræ, vi kan få til middag i aften.

Rigtig god Mortens aften derude......

Jeg skriver blot dette indlæg til dig for at lade dig vide, at jeg i aften har gjort alt, hvad der står i min magt for at du skal få svar på den endeløse række af spørgsmål, du gennem tiderne har sendt til en af de største, danske sexologer i nyere tid - Donna Ø.

Jeg brugte det meste af rygepausen på 5 minutter på at banke adressen www.kapster.dk ind i hovedet på hendes mand, som vi tilfældigvis var til historiefortælleraften med.

Nu håber jeg så bare, at Donna Ø kan finde tid i sin travle hverdag til at kaste lys over nogle af de ting, du går rundt og spekulerer på.

De bedste hilsener
Pernille

Her på vej hjem fra arbejde travede jeg igennem Elmegade og mit blik fangede en lille håndskreven annonce i et vindue:

"Selfish søger piger til betjening af kunder"

Der er jo selvfølgelig heller ikke nogen grund til at pakke det ind. På denne måde er alle ansøgere da klar over, hvad der kræves af dem, eller...........

De mennesker, der får lov at kalde mig ved andet end mit fødenavn, kan tælles på én hånd.

Knægten får naturligvis lov at kalde mig "mor" og andre afarter af dette ord. Jeg tror faktisk slet, slet ikke jeg ville bryde mig om, hvis han begyndte at kalde mig ved fornavn!

Husbonden er selvfølgelig meget velkommen til at kalde mig "skat" og "smukke" og den slags og det er egentlig yderst sjældent at han benytter mit fornavn, når han taler direkte til mig.

Og så er der jo selvfølgelig moderen, papfaderen og reserveekstramoderen, som jeg aldrig har fået vænnet fra at bruge den forkortede udgave: Nille!! Jeg har lært at leve med det - eller rettere jeg har opgivet at gøre noget ved det - man kan ikke lære gamle hunde nye kunster, vel??

Alle andre har bare at benytte mit fulde fornavn, når de taler til og om mig! Jeg kan ikke forklare hvorfor forkortelsen bare ikke er tilladt, men det er den altså ikke - og dermed BASTA!!

Derfor blev der meget, meget stille, da kollegaen fra "ovre på den anden side af væggen" for lidt siden fornøjet spurgte:

"Hva' så Nillepige - har I noget kaffe, vi må låne??"

Nillepige??? NILLEPIGE?? Jeg skal fan'me gi' ham NILLEPIGE, skal jeg!!

Jeg har en hel fridag i morgen til at udtænke snedig hævn. Noget må gøres, for manden er helt klart ude på et skråplan, men han kan muligvis stadig bankes tilbage....hmmmm.......

Vi skal til Islington Evening i aften på husbondens arbejde.

Helt ganske gratis byder de - eller rettere personaleforeningen tror jeg det er - på et glas vin og en bid brød og derefter et par timer i selskab med Carsten Islington, som vil underholde med anekdoter og historier fra eget liv.

Efter at have studeret hans hjemmeside lidt nærmere, ser det ud til at blive en ganske fornøjelig aften.

Husbonden formelig vælter sig rundt i kändiser i disse dage.

Forleden løb han ind i en af deltagerne i TV3s Paradise Hotel (nok fordi hun praktisk talt bor dør om dør med os) og i dag har han haft den store ære at vinke til HM Maggie med familie, norske gæster og politieskorte.

Jeg kan allerhøjest komme op med at jeg kender en, der har været kæreste med en, der senere blev gift med - og skilt fra - en af deltagerne i Robinson 2005 og det batter altså ikke særligt meget i det samlede regnskab.

Jeg er bare sådan en kändis-taber :-(

her på jobbet i dag.

Resultatet af sidste klimamåling er blevet rundsendt - det var ikke godt!!

Jeg skal gå hjem.....

Jeg har glemt min MP3-afspiller.....

Jeg synger i stedet selv hele vejen hjem!!!

Så er I advaret ;-)

At søge på"pernille behøver" giver kun 3 forskellige resultater:

- Pernille behøver en solid frokost nu - og det er i hvert fald løgn, for oksemørbraden fylder stadig godt i maven

- Pernille behøver ikke flere henvendelser - det er jo heller ikke helt rigtigt, for jeg vil da gerne have henvendelser, bare de er af den gode slags

- Pernille behøver en ny telefon - Næh det gør jeg faktisk ikke - min telefon kan alt det, den skal og en hel masse mere, så det......

Google er en led løgnhals!! Sådan er det bare.....

Jeg ved at /many og Liselotte har prøvet det samme med meget bedre resultater.....

"....at du selv kan skifte din ble?!"

Ja, det er vel den sætning, der bedst kan beskrive indholdet af samtalerne i dag.

Dragerne kom aldrig rigtigt i luften - der var simpelthen ikke luft nok!! - Nova-katten blev nusset i en grad, der gør at hun aldrig bliver den samme igen (HURRA!!) og samtalerne...ja, de var lige så alvorlige som ovenfor beskrevet :-)

Det har været voldsomt hyggeligt at tilbringe tid i Dyrets selskab igen - vi gør det alt for sjældent!

Måske vi for fremtiden kan tage os sammen lidt oftere - Nova-katten ville i hvert fald blive glad for det ;-)

Husbonden er sendt på indkøb og proptrækkeren er varmet op.

Om 3 kvarter går det løs i Fælledparken, hvor vi skal møde Dyret til en dragedyst, hvis mage ikke er set på Østerbro de sidste 100 år (om overhovedet nogensinde?!).

Knægten har fundet den 4 år gamle tegning frem og øver sig nu på fortællingen, der hører til sammen med tilløberknægten, der lige meldte sin ankomst for en times tid siden.

Så udover det faktum, at vi fuldstændig glemte at gå i seng i går og derfor er en lillebitte smule hængte, så er vi klar til at råhygge resten af dagen.

med ex-rygere??

Misforstå mig nu ret - jeg har al mulig respekt for folk, der virkelig evner at droppe den dumme vane og lægge cigaretterne på hylden, og var jeg ikke i besiddelse af en rygrad i form af kogt spaghetti, så ville jeg også være at finde blandt the few, the proud, the great.

Men men men så er der jo lige det her fænomen der hedder "selskabelige lejligheder". Det være sig en tur på café, en julefrokost eller en familiefest (hvoraf den sidste slags klart er den værste i det her tilfælde!!).

Dér sidder man så bænket efter god mad - evt. med en kop kaffe - checker at der ikke er smækfyldt med små piktogrammer med overstregede cigaretter og fremdrager så den formastelige pakke med tilhørende lighter og så sker det....

Det hagler ned over en med gode råd og metoder til at holde op - der udpensles hvilke pinsler jeg udsætter min krop for og det fyger om ørerne med trusler om en snarlig, smertefuld død.

Det holder ca. en halv time, så er cognac'en røget indenbords og de kolde drinks er stillet frem til fri afbenyttelse (hvis det altså er familiefesten, vi taler om!) og pludselig er tonen helt anderledes:

"Nå ja, ind imellem så ryger jeg en enkelt til festlige lejligheder......"

lyder det, mens vedkommende med største naturlighed i verden graver cigaret nr. 4 ud af min pakke.

"Ja...."

tænker jeg

"...og hver dag er en fest, når bare der er gratis cigaretter!"

"Men jeg ved jo hvor skadeligt det er - det er jo derfor jeg er holdt op. Det skulle du også tage at gøre....."

kommer det så, mens vedkommende henført hiver røgen helt ned i tæerne.

"Nå ja - men det gør jeg så. Faktisk lige med det samme, for ved det at jeg til denne festlige lejlighed har formastet mig til kun at medbringe cigaretter til mit eget forbrug, så er der sjovt nok ikke flere tilbage nu, hvor jeg har siddet ved dette ex-ryger bord i en times tid!"

Igen: Jeg er fuld af respekt for dem, der vitterligt er holdt op med at ryge - der er stående ovationer til dem herfra - ingen tvivl om det. Jeg kan også sagtens respektere dem, der er holdt op i hverdagen, men "tillader" sig selv at ryge til fester og den slags. Respekten er dog for nedadgående for dem, der VED at de falder i vandet, hvis der ryger spiritus indenbords og så ikke selv har sørget for at medbringe de 10 cigaretter, der skal til for at gøre aftenen perfekt i deres øjne.

Og et

"Jeg skal nok købe en pakke til dig i morgen!"

hjælper altså ikke særligt meget, når man er til halbal derude hvor kragerne ikke engang når hen inden de vender og hvor døgnåbne tankstationer og 7/11'ere er en by i Rusland.

Måske man burde genindføre det lille fad med cigarer og cigaretter, der blev sendt rundt mellem retterne før i tiden (i hvert fald i min familie), så kunne det være at vi syndefulde, erklærede rygere får lov at have vores cigaretter i fred for disse semi-frelste ex-rygere ;-)

De næste par dage ventes der herrebesøg her i hytten.

Det første besøg, som er i morgen, bliver sikkert ganske kortvarigt og ikke særligt underholdende. Til gengæld kræver det enorme mængder af forberedelse i form af oprydning og rengøring.

Det andet besøg , som er på lørdag, bliver forhåbentlig meget, meget længere og meget, meget mere underholdende. Det kræver også en vis mængde af forberedelse hvad angår mad og den slags, men oprydningen og rengøringen har det andet besøg jo ligesom sørget for.

I morgen mellem 10 og 12 har jeg den store glæde at byde målermanden fra Clorius indenfor til aflæsning af vores målere - derfor kræver det oprydning og rengøring i alle rum. Det tager ham nok sådan ca. 15 minutter at aflæse samtlige målere og så kan jeg jo sidde der og kigge på det rengjorte hjem.

Lørdag byder på besøg af vor lange ven, der går under tilnavnet Dyret. Den stakkels mand, som vi tvang til at forevige vores bryllup på video, så han i 4 uger efter gik rundt med højre tommelfinger permanent bøjet i en 90-graders vinkel. Derefter nægtede vi naturligvis nogensinde at se ham igen. Fangede ham på den gode gamle chat en nat i sidste uge, og nu er det simpelthen en realitet - vi skal mødes, ses og snakkes igen. Knægten har en 4 år gammel tegning, der skal afleveres og så er der vist også lige 4 års liv, der lige skal indhentes.

Jeg glæder mig - ikke så meget til målermandens besøg, men til en hyggelig lørdag i Dyrets tegn.

Det er joikke til at komme udenom at tiden nærmer sig med hastige skridt.

Vores respektive firmaer har meldt ud omkring årets julefrokost og skæbnen ville, at de havde valgt samme dag i år. I øvrigt også en dag, hvor knægten er hos os, så vi kan jo ikke begge to tage afsted.

Det giver jo unægteligt anledning til en del diskussioner hvor det er tilladt at tage alle midler i brug. Der overtales, der smigres på det groveste, der sukkes højlydt og der kommes med næsten skudsikre argumenter.

"Jamen, jeg vil gerne hente dig....det skal du slet ikke spekulere på...."

lyder det fra ham.

"Det er da nemmere for dig, når de alligevel holder der samme sted, som du arbejder...."

lyder det fra mig.

Vores "problem" er nemlig, at ingen af os har den store forkromede lyst til at tage med, men føler slligevel et eller andet sted at det snart er på tide at vise, at vi faktisk også kan være sociale med vores kolleger. Jeg plejer at dække mig ind under, at jeg skal på arbejde, men den holder ikke i år.....damn!!

Vi er stadig ikke blevet enige, men hvis nu jeg inddrager knægten i diskussionen også, så er jeg ret sikker på at vinde ;-)

God fornøjelse, husbond ;-)

Det er fedt at strække sig om morgenen. Kaste begge arme op over hovedet og virkelig strække igennem, så man næsten kan høre alle de gamle knogler knage og give sig.

Det var også fedt her til morgen lige til......AAAAVVVVVV!!!

Og nu er der så en eller anden lille tingest der har kilet sig fast et sted i højre side af ryggen og jeg bevæger mig rundt som en vingeskudt måge.

Jeg strækker mig aldrig igen.....