Prelsborg

Sidder i svømmehallen og snakker (eller nærmere småråber på grund af vand- og børnestøj) med en af kammeraternes mor. Der diskuteres podernes evner - eller mangel på samme - udi svømningens ædle kunst krydret med lidt anekdoter om hvordan de tidligere har ført sig frem i det våde element.

Og så sker det.......

1 stk. bagfra kommende kvindemenneske kaster sig rallende over kammeratens mor og begynder en længere tirade om et eller andet for mig ganske uinteressant.

OK - så kender I (også!) hinanden et eller andet sted fra.....

Og OK, så har I (også!) en eller anden slags fælles historie og den er sikkert nok længere end min og kammeratens mors....

Men....

HALLO - vi sidder altså lige og SNAKKER, ikk'?????? Og det mindste du kunne gøre var dog at anerkende min tilstedeværelse i stedet for demonstrativt at vende ryggen til mig!!!

Den stakkels kammerat-mor sendte mig et undskyldende blik, som naturligvis ikke anfægtede det meget-talende kvindemenneske det mindste og jeg flåede bogen frem, som jeg heldigvis denne gang havde husket...

Folk...altså...eller er det bare kvinder??

Overhovedet ikke!! Jeg kunne faktisk ikke drømme om at være bare den mindste smule misundelig på at husbonden lige har indtaget vores hotel, for at blive vartet op af vores tjener, der serverer mad tilberedt af vores køkkenchef.

Jeg får nemlig i stedet for lov at tage knægten med til svømning, for derefter at blive fyrsteligt bespist på restaurant Den Gyldne Måge, og det skulle vel nok kunne slå den 3-retters menu, husbonden bliver præsenteret for.

OK - jeg ville så helst ikke bytte svømningen for husbondens arbejdsmøde, for det er nu herligt at se knægten boltre sig i vandet sammen med kammeraterne, men maden altså......Rasmus' mad!!

Gad vide om husbonden får en "catty-bag" med hjem til os?? Næppe......

Husbonden har haft travlt i dag.

Efter han var sprunget - nå ja så kravlet da - ud af knægtens seng, hvor han har tilbragt den del af natten, han har været hjemme (han er vel hensynsfuld!), læste de ikke mindre end 3! indlæg, hvori æblet var nævnt, og så fik han travlt.

Kastede sig mod Østerport station for at afhente den lille grønne, som blev efterladt der i går, fordi det jo kunne være, at der faldt en enkelt pils af under pokerspillet. Derefter gennemtrævlede han den ganske by - ifølge ham selv - for at opstøve de famøse æbler og det lykkedes!! Det lykkedes nemlig lige præcis dér i Rantzausgade, hvor jeg selv købte dem i forrige uge.

Det ene er allerede væk, men de tre andre ligger i tasken og venter på at blive taget frem i lyset, beundret, poleret, parteret og derefter fortæret.

Uh - det bliver godt ;-)

Og så lover jeg ikke at hyle mere op om de æbler!!

over vanvittigt morgenfriske mennesker, der ser stort på at komme hviledagen i hu.

3. Samlet under ét alle morgenjoggere, men specielt parret der tog Nørrebrogade med 180 i timen!

2. Manden der var i gang med den helt store bilrengøring inkl. støvsugning på Blegdamsvej!

Oooog mine damer og herrer - NUMMER 1 1 1 1 1

1. Gutten på tredje sal et sted på Nørrebrogade der hang ud over fortovet og pudsede vinduer!!!

Tidspunktet taget i betragtning er jeg ganske behørigt imponeret.


Og så skal vi selvfølgelig også lige have nummer -4753 med, nemlig grønthandleren i Rantzausgade, der ikke fandt det betimeligt at åbne sin forretning og sælge mig en stak Mutzu-æbler - hrmppff!

Og så så man lige mig sponse fra den ene grønthandler på Nørrebrogade til den anden. Hen over gaden - tilbage igen og så lige en gang til.

Og de har æbler - masser af æbler. Røde æbler, grønne æbler, kedelige runkne æbler og endda granatæbler - en hel overflod af æbler, men INGEN Mutzu-æbler!!!

Så nu sidder jeg her - spærret inde med alle mine milliarder millioner monitorer og INGEN Mutzu-æbler og jeg skal så absolut blive siddende her til klokken 08.00 i morgen tidlig UDEN Mutzu-æbler.

Havde jo ellers lovet mine smagsløg og min mave Mutzu-æbler og kunne allerede fornemme det friske, sprøde æble mellem tænderne og smage den herlige syrlige smag, men nej......INGEN Mutzu-æbler nogen steder!!!!

*selvsving on*

Jeg VIL have Mutzu-æbler.......jeg MÅ have Mutzu-æbler......jeg tror slet ikke jeg overlever natten uden Mutzu-æbler!!!

*selvsving off*

Måske grønthandleren i Rantzausgade åbner tidligt i morgen? Han havde dem i sidste uge, så måske....bare måske.....

Husbonden er draget til pokeraften med sommerhusgutterne og jeg er ved at gøre klar til at gå på arbejde - årets længste nattevagt.

Kattene er vandet og planterne fodret, så de skullenok kunne klare sig til husbonden senere kommer væltende hjem - forhåbentlig stadig med en lille smule penge tilbage og med 4 venner i behold. Der har været visse diskussioner om hvordan dette pokerspil skulle foregå - og det er altså vel at mærke første gang, de skal mødes i aften! Én er bange for at alle bliver uvenner, en anden mener, at der skal spilles præcist efter reglerne og en tredje mener at alkoholindtag skal udsættes til efter spillet, så der ikke laves fejl. Godt så, men nu er det altså ikke Danmarksmesterskabet i poker, der er tale om her, så jeg tilslutter mig husbondens:

"Jeg troede egentlig bare, vi skulle hygge os....."

Det bliver spændende at høre hvordan det er gået i morgen.

Det er tid til en date med tandbørsten, inden jeg vader derudaf. Måske kan jeg være heldig at finde et par Mutzu-æbler hos en grønthandler på Nørrebrogade på vejen - det må simpelthen være det bedste æble, der nogensinde er avlet!

for at forsøge at få styr på følelser og tanker. Smile til en lille hvalp og joke lidt med en hundeejer, der bøstede hund ved søen og undskyldte meget, da hun smed et halvt kilo afbørstet hundehår efter mig:

"Jeg køber et par glasperler og lidt lim og laver en byg-selv-hund...."

Men jeg smilede ikke inderst inde - slet ikke. Ordene demens og Alzheimer blinkede hidsigt for mit indre blik - og de blinker stadig - oven i købet i utakt.

Lægen mente ikke umiddelbart, at blodprop-teorien havde noget på sig. Det ville være meget usandsynligt om de skulle ramme lige adfærdscentret hver gang og at der slet ingen fysiske tegn var. Sukkersygen - diabetes 2 - blev også så godt som frikendt, for selvfølgelig er der større risiko for blodpropper, når man er diabetes-patien, men med henvisning til ovenstående, så nej.

Til gengæld var de første ord, der faldt hende ind altså demens og Alzheimer. Hun understregede naturligvis på det kraftigste, at hun under ingen omstændigheder kunne sige noget konkret om en patient, hun ikke kendte. Det ved jeg godt og beroligede hende da også med, at jeg "bare" ville høre en professionels synspunkt.

Fortalte hende om min morfar og at han aldrig blev diagnosticeret for sin besynderlige adfærd. Mens hun kiggede på min mors fødselsår sagde hun, at det passede sikkert meget godt med at han var af den generation, der faktisk aldrig fik en diagnose, fordi alting på daværende tidspunkt blev tilskrevet patienternes fremskredne alder.

"Jeg håber, jeg kunne hjælpe....."

sagde hun til afsked - og det kunne hun! Bare det at høre fra hende, at det var et rigtigt valg jeg havde truffet ved at opsøge hende var guld værd. At mærke hendes forståelse for min bekymring og min dårlige samvittighed over at gå bag min mors ryg, gav mig viljen og forhåbentlig også styrken til at tage de næste nødvendige skridt.

Jeg skal forsøge at få min papfar i tale under 4 øjne, hvilket ikke er så let, da han og min mor altid er sammen. Alternativt skal jeg opsøge min mors læge og forelægge ham sagen. Han kan naturligvis ikke fortælle mig noget som helst på grund af sin tavshedspligt, men han muligvis snige nogle undersøgelser ind i den almindelige behandling af min mors diabetes, som kunne give os lidt flere oplysninger.

Lige nu har jeg mest lyst til på bedste amerikanske manér at tage en bøtte med 2 liter Rocky Road-is og en ske og stoppe i hovedet til det kommer op igen af sig selv. Alternativt åbne en flaske rødvin, sætte en tragt i halsen og bare begynde at hælde Men jeg gør det ikke - det gavner hverken mig eller min mor og i øvrigt kan man ikke få 2-liters Rocky Road herhjemme.

For en gangs skyld er jeg glad for at skulle på nattevagt, så behøver jeg da ikke at spekulere på, hvad jeg skal få natten til at gå med.....

Blev vækket af pakkepostens insisterende ringen på dørtelefonen klokken ca. 10.20. Havde for første gang i denne uge sovet mere end 6 timer i rap og var totalt fortumlet, da jeg åbnede døren for ham. Han skal dog have tak - både for at rive mig ud af en af de der forvirrede drømme, hvor der pludselig optræder mennesker, man ikke har set i årevis og hvor man på en eller anden måde får raget uklar med halvdelen af selskabet og for at bringe mig denne.

Den sidste halvdel af drømmen har nok et eller andet at gøre med besøget hos lægen om en times tid. Det besøg hvortil jeg skulle have forberedt en bunke spørgsmål, men hvor det eneste jeg kan komme op med er: Hvorfor og hvad kan vi gøre??

Velforberedt kan man vel heller ikke sige, jeg er, for jeg ved min mor får en del forskellig medicin for og imod forskellige ting - diabetes 2 og forhøjet blodtryk bl.a. - men hvilken slags og hvor meget har jeg ingen anelse om. Og at ringe til hende og henkastet stille spørgsmål omkring hendes medicin virker nok en kende mistænkeligt. Jeg har derfor gravet hendes CPR-nummer frem - jeg ved ikke om lægen har lov til - uden at videregive informationer til mig naturligvis! - at checke hvilken slags medicin hun får ordineret, for bedre at kunne informere mig om situationen. Nu tager jeg det i hvert fald med og så må jeg se, hvad hun siger.

Den dårlige samvittighed kommer også snigende nu her mens jeg egentlig bare sidder og venter på at skulle afsted. Jeg føler, at jeg går bag min mors ryg ved at diskutere hendes "tilfælde" med en udenforstående professionel, men synes alligevel ikke, jeg har noget andet valg. Jo, jeg kunne selvfølgelig bare lukke øjnene og lade stå til og så tage hendes små anfald, når de kommer, men jeg vil jo samtidig gerne holde fast i håbet om, at der kan gøres noget - bare et eller andet.

Og når nu denne hurdle er overstået, så kommer jeg til det næste svære trin. For hvordan får jeg sat hende ned og stille og roligt forklaret hende, at hendes familie er bekymrede for hende og har diskuteret hendes sindstilstand uden hendes vidende? Hvordan gør man det på en måde, så hun ikke føler sig forrådt og umyndiggjort - og mest af alt ikke får et anfald mere?

Selvom hun er min mor og vi snakker helt fint sammen, så er det sjældent vi når helt derned, hvor det virkelig gør ondt. Familien som sådan er ikke den helt store "lad os sidde i en rundkreds og dele vores følelser med hinanden"-familie og vi bøjer gerne af og joker os ud af truende følelsesladede situationer. Sådan er det også mellem mine brødre og mig:

"Nå - du gik fra konen og børnene?! Tough luck - vil du have mere kød?"

"Feberkramper siger du? Det var da ikke så heldigt - hvad skal I lave i week-enden?"

og så videre i den dur. Og skulle vi endelig dele følelser, så foregår det gerne meget højtråbende og så er det ikke just de gode følelser, der deles ud af.

Vi er ikke gode til - vi har aldrig været gode til det. Måske burde vi til at lære at blive bedre til det?!

Nå, hvis nu jeg børster tænder rigtigt, rigtigt længe og er år og dag om at tage overtøj på, så må det snart være tid til at snige mig de 500 meter ned til lægen. Jeg synes godt nok, jeg er ved at blive lidt nervøs, for på den ene side, så vil jeg jo helst ikke have at vide, at der er noget seriøst galt med min mor, men på den anden side så......

Det var de tænder, der skulle børstes........

Der serveres stegt flæsk og persillesovs i kantinen i dag og - indrømmet - det smager da vanvittigt godt, hvis det bliver lavet på den rigtige måde - altså min måde ;-)

Men derfra og så til (gentagne gange!!) at proklamere ganske højlydt til alle der gad at høre det - og også alle os, der ikke gad - at det havde været bedre end sex og som at høre englene synge, der må altså være et stykke vej.

"Hallo mand - det er mad, du taler om! Ikke selve livet - eller måske er det bare en meget, meget stor del af dit liv??"

I øvrigt tror jeg nok, at jeg ville blive en kende muggen, hvis det var min husbond, der påstod at noget mad - eller noget andet for den sags skyld - var bedre end sex. Også selvom det var mig selv, der havde tilberedt den pågældende ret - eller måske især derfor??!!

- dagen byder på endnu en dagvagt i gravkammerstemning, fordi de to andre tilstedeværende hader hinanden af et godt hjerte (eller to af dem!)
- dén ene kollega "på den anden side af væggen", der eventuelt kunne have løftet mit humør bare et par grader, ikke engang "gider" at komme over og sige godmorgen
- det i al sin gru går op for mig, at det er her i week-enden, vi stiller "havemøblerne ind" og dermed også uret en time tilbage - og gæt lige, hvem der har den nattevagt?!
- husbonden ikke "gider" at komme hjem, men hellere vil stå i en sportshal i Helsingør og tæve løs på en lille hvid bold
- kattene endnu en gang beslutter, at så snart jeg træder ind af døren, så skal der leges "hvem kan hurtigst slå den anden ihjel?" med 400 km. i timen

Så er det da rart at

- natten til i dag bød på helt op til 4 timers søvn
- jeg tog mig sammen og brugte al nattens opsparede energi på at gå hjem i stedet for - som de sidste 2 dage - at tage bussen
- jeg kan nyde synet at den flotte buket hvide tulipaner, husbonden hjembragte i går (nogen der vil ha' hvide tulipanløg?)
- det i min verden er helt OK at spise pølser og kartoffelmos med masser af ketchup til
- jeg senere kan nyde varmen fra Nova-katten, når hun lægger sig godt til rette på mit skød oven på det slumretæppe, jeg er ved at lave til knægten
- der er en kold øl til mig i køleskabet

Der er bestilt tid hos lægen, så nu vil jeg indtil fredag kl. 14.45 forsøge at lade være med at spekulere så meget mere på moderens tilstand - allerhøjest vil jeg forsøge at forberede nogle intelligente spørgsmål og med min IQ (som jeg i øvrigt ikke ved, hvad er!) kan det vel ikke tage så lang tid?!

Dette kan godt gå hen og blive et indlæg, som jeg senere vil fortryde og måske oven i købet lade forsvinde som dug for solen igen. Ikke fordi det kommer til at gå alt for tæt på mig, men på et menneske, som står mig nær - nemlig min mor. Men efter endnu en søvnløs nat og en arbejdsdag, der virkede 4 gange længere end normalt og som oven købet indeholdt beskyldninger om at være sur og i øvrigt ligne udskidt æblegrød, føler jeg at jeg bliver nødt til at få lukket nogle af alle de tanker ud, der roder rundt i mit hovede.

Nogle hardcore-læsere af denne blog kan eventuelt huske denne episode og nogle måske også denne her. Og nu er det så sket igen!!

I fredags - midt under papfaderens fødselsdagsfest - fandt min kære moder det på sin plads at fortælle et par af deres gamle venner, at nu gad hun fan'me ikke omgås dem længere!! Bare sådan midt i kalvestegen og den udmærkede rødvin og på trods af, at jeg så mindeligt havde bedt hende om at lade være, for i min bog gør man bare ikke sådan noget midt i festligt lag.

Da jeg venligst var blevet placeret i den anden ende af bordet, gik hele miséren ikke op for mig før ved kaffen, hvor jeg så mig omringet af to svigerinder og en papsøster, der med alle tegn på vantro spurgte mig, hvad fanden der lige foregik i min mors hovede. De har naturligvis alle 3 været mere eller mindre indblandet i de tidligere tilfælde af......ja af hvad egentlig??

Det er det, der fylder mit hovede i øjeblikket! En mente jo at have hørt, at længerevarende diabetes 2 godt kunne udmønte sig i mindre blodpropper i hjernen og disse kan jo sagtens medføre adfærdsændring. En anden mindede mig om, hvordan min saglig morfar opførte sig i de sidste mange, mange år af sit liv og mit humør droppede omgående - helt derned, hvor tårerne næsten stod på spring i øjenkrogen.

Jeg husker nemlig med gru min morfars opførsel - både overfor min mor og så sandelig også overfor os børnebørn. Husker tydeligt, hvordan det var en plage og pligt for hende (min mor) at ringe til ham hveranden dag og besøge ham én gang om ugen og blive svinet til hver og hveranden gang. Ind imellem var alt godt og andre gange tog fanden ved ham og han opfandt forskellige scenarier, hvor enten hun eller vi var indblandet på en eller anden måde. Ofte var de gange, hvor hun sagde, at NU var det nok og hvis hun nogensinde blev sådan, så havde vi værsgo at skyde hende.

Og nu står jeg så her! Jeg føler mig vred, ydmyget og i bund og grund skræmt fra vid og sans.

Alle forventer at jeg gør noget ved det, men hvad er det lige, jeg skal gøre?? Skyde hende?? Det holder jo ligesom ikke helt, vel?

Hun ringede i går for på papfaderens vegne at takke for gaverne og høre om vi vidste hvor en eller anden ligegyldig flaske vin kom fra, og jeg prøvede at snakke med hende. Prøvede at tale til hendes bedre jeg, som jeg jo ved er derinde et eller andet sted, men lige meget hjalp det. Hun mener helt klart at hendes opførsel i fredags er OK og kan ikke forstå, når jeg udtrykker min bekymring for hende.

Jeg frygter at de fremtidige familiesammenkomster vil blive et mareridt af folk, der lister rundt som på æggeskaller af frygt for hvem der får det næste møgfald og hvordan situationen så vil udvikle sig. Vi ved jo ikke helt, hvad det er der trigger hendes "raserianfald" og ind imellem selvopfundne episoder og glemsomhed eller fornægtelse.

Jeg har søgt højt og lavt på det store internet for at se om jeg kunne finde en forbindelse mellem diabetes 2 og adfærdsændringer (blodpropper eller noget), men udover at være blevet oplyst om, at risikoen for blodpropper i det hele taget er større, når man er diabetespatient, så er jeg ikke blevet meget klogere. En af svigerinderne foreslog mig at få tid hos egen læge for at få et professionelt syn på sagen, og det er nok det, det ender med.

Lige nu er jeg bare udbrændt - så træt at jeg ikke kan sove og så trist at jeg ikke kan græde. Jeg kan slet, slet ikke holde ud at skulle se en fremtid i øjnene, hvor hun gradvist bliver til min morfar og vi alle vil hade at skulle besøge og tage os af hende. Jeg ville hade at se hende sidde gammel og ensom, fordi hun har skræmt alle dem hun holder af langt væk med sine hadefulde udfald, ligesom hendes far gjorde det i sin tid.

Må nok hellere ringe til min læge i morgen!

I'm sorry Mama......

at sove i nat.

Måske er det bare den helt almindelige "jeg kan ikke sove, fordi jeg skal op klokken død og på arbejde".....

Eller måske var det bare en meget lad søndag med for megen søvn, der gjorde sig udslag i at min krop ikke mente af have behov for mere af slagsen, da natten faldt på.

Eller måske er det fordi mit hovede snurrer af alt for mange tanker og bekymringer, som egentlig slet ikke burde væe mine helt alene, men som med typisk "du er den mindste og i øvrigt er du en pige!"-selvfølge er blevet lagt godt til rette på mine skuldre.

Nogen, der vil købe en lettere brugt familie??

er pludselig blevet os foræret, da knægten i formiddags som svar på spørgsmålet om hvorvidt han ville have frikadeller til aftensmad sagde:

"Jeg vil gerne hjem til far. Må jeg det??"

Og det må han jo gerne, hvis altså også faderen siger det er OK.

Ikke fordi det ikke gør ondt allerinderst inde, for det gør det!! Det gør helt afsindigt ondt og spørgsmålene melder sig helt klart om hvorfor. Er vi kedelige at være sammen med?? Er vi dumme?? Har det været for meget med to gange "gammelmandsfødselsdag" i træk eller hva'??

Jeg havde jo glædet mig sådan til de to fødselsdage var "overstået" og så skulle vi have lørdagen sammen med hygge og voldindkøb af alverdens hyggeting til Congratulation-showet senere i aften og i det hele taget bare nyde at have denne dag sammen uden at skulle noget som helst andet end at passe os selv - sammen - med hinanden.

Sådan skulle det ikke være og skal jeg nu være ærlig, så bliver jeg jo selv så overvældende glad, når jeg ind imellem hører hans stemme i telefonen, når han spørger om han ikke nok må komme hen til os en dag tidligere end planlagt, så hvorfor skulle hans far ikke også have lov at opleve det?!

I hvert fald er det nu sådan, at knægten er hos sin far, menuen er lavet en smule om, men vi er simpelthen for trætte til at foretage os noget andet og mere sprælsk end at følge Grand Prix-showet i fjernsynet.

Det skal nok også blive godt.......men jeg savner ham nu alligevel lidt....bare en ganske lillebitte KÆMPESTOR smule ;-)

Midt i suppen - ganske henkastet:

"Hvis gaverne ikke snart bliver pakket op, så bliver katten altså kvalt........"

Reservemoderen sidder med skeen på vej op til munden, stopper op og suppen begynder ganske langsomt at forlade skeen for at lande i tallerkenen igen. Munden står åben og hendes øjne udtrykker vantro.

"Ja, den store bløde derinde - det er altså Nova. Har du ikke lagt mærke til de der kradselyde??"

Der går lige et øjeblik inden hun ser glimtet i mit øje - men det var garanteret et meget langt øjeblik for hende ;-)

...og vi spiste og vi spiste - og så kørte vi dælme hjem igen.

Egentlig utroligt hvad man gør for at gøre en gammel mand glad ;-)

Og så nå ja - så var det vist også en hel del for min egen skyld, for 90 år er meget og man kan jo altså ikke forvente at han lever evigt og dermed heller ikke om, hvis og hvornår der bliver mulighed for at se ham igen.

Der blev talt en lille smule, for han hører ikke så godt mere og det er svært at skelne hans efterhånden svage stemme midt i den samlede summen fra 19 gæster. Men der blev holdt i hånd, og det er efterhånden reservebedstefarens yndlingsbeskæftigelse - hyggeligt er det.

Den medbragte gave - en dejlig varm trøje uden hætte med lynlås blev pakket ud, prøvet og godkendt, så nu fryser han i hvert fald ikke om overkroppen i den tilstundende vinter - til den resterende del af kroppen var medbragt en hel flaske Gammel Dansk.

4 timer holdt han, så blev hans datter (reservemoderen) enig med sig selv (og vist nok kun med sig selv!) om, at han nu var træt og skulle tilbage til sin lejlighed. Det var en kende vemodigt at tage afsked, for igen......man ved jo aldrig i den alder.

Lovninger om snarligt besøg, et sidste knus og afsted var han og vi. Hældte den medbragte tante af ved hendes bopæl på Amager og var hjemme i tilforladelig tid - vi skal jo ud igen i morgen.

P.S. Hjembragte i øvrigt også milde gaver fra tantens sidste besøg i Japan. Et herresejt ur med japanske tegn til knægten og en rigtig lækker Sake-flaske med tilhørende "glas" til os andre. Vi kan mægtig godt lide gaver fra Japan :-)

juleaften herhjemme.

Der ligger pakker, gavepapir og bånd over det hele.

Årsagen er at de næste par dage står i fødselsdagenes tegn. I morgen går turen til Fyn for at fejre reservebedstefarens 90-års dag og fredag er det Vestegnen der kalder med papfarens 85-års dag.

Jeg ved ikke lige, hvorfor alle synes det er så vældigt smart at holde deres fødselsdage i efterårsferien - der er jo ligesom folk, der ikke kan få fri netop i den uge!!

Det lykkedes mig kun ved at ligge og tigge på mine grædende knæ (kan knæ græde??) at få lokket et par af kollegerne til at dække mine dagvagter torsdag og fredag, men lykkedes - det gjorde det altså :-)

Vi har check på gaverne - nu mangler vi "bare" tøjet.....

Vi er tilbage i flyvende stil.

Stort, grimt ADSL-moden er skiftet ud med lille, grimt ADSL-modem, der heldigvis kan levere varen ;-)

Herstal-lampen endte sit liv i affaldscontaineren, da vi blev enige om at den alligevel ikke gav nok lys over spisebordet.

HURRA - vi lever igen.....

Det er da utroligt, så meget man savner det sk... net, når det IKKE er tilgængeligt ;-)

Husbonden har et ganske anstrengt forhold til Herstal-lamper. Ikke de ganske almindelige lamper med ganske almindelige pærer i, men de andre - de der der kræver transformatorer og halogenpærer.

Forholdet de to imellem blev ikke mindre anstrengt i går. Lampen over spisebordet i køkkenet lagde sig til at dø med et brag forleden aften. *POOF* sagde et eller andet i "den lille lede boks, der hører til og absolut skal skrues fast i loftet"!!

I går var sa dagen, hvor husbonden hentede alverdens stykker vækrtøj frem fra kælderen, afbrød strømmen i køkkenet og skruede bæstet ned. Så langt - så godt! Det tog heller ikke lang tid at finde ud af, hvilken lillebitte modstand (som jeg i øvrigt af vanvare kom til at smide ud senere!), der havde opgivet ævred.

Det er jo temmelig svært at opdrive en sådan modstand en lørdag aften, så projektet blev sat på midlertidig hold og strømmen slået til igen, og så var det jo lige vi fandt ud af, at vores ADSL-modem i den mellemliggende tid havde fundet ud af at: Ingen strøm = ingen netadgang = mindre arbejde for modem = modem nedlægger arbejdet, også selvom det får strøm igen!!!

Så nu er vi både lampeløse, modstandsløse og netløse, men ellers går det meget godt ;-)

Ingeniørs afmelding på fejlrapport:

Årsagen skyldes ny-opståede problemer med antennesystemet på positionen

Vi andre kalder det:

Antennekabel flået ud af væggen

siger husbonden, når jeg piver over at mine stakkels ben ikke længere er enige med mig i, at det er den mest intelligente idé på jorden at gå både til og fra arbejde.

Slentre?? Nope - NIX - never!!

Jeg skal fra A (hjemme) til B (arbejdet) og det kan kun gå for langsomt, selvom jeg går hjemmefra i god tid og næsten kunne kravle derind og stadig nå det i fin stil.

Jeg KAN bare ikke slentre! Det kan simpelthen ikke lade sig gøre! Selv når vi er på ferie og går en tur sammen, så storker jeg afsted, som om det var OL i kapgang.

Så der slentres på ingen måde, når kursen sættes mod enten arbejdet eller hjemmet.

Det første stykke tilbagelægges i energisk gang, så sætter mælkesyren ind i lægmusklerne og jeg drømmer om rødt lys eller spændende udstillingsvinduer.

"Det skal gåes væk!" hyler den indre stemme, så det gør jeg.

Efter et stykke tid beslutter skinnebenene sig for at sympatismerte og gangarten bliver en kende mere anstrengt.

"Det skal gåes væk!" bræger stemmen endnu en gang, så det gør jeg.

Højre fod får efter endnu et stykke vej den vanvittigt gode idé at "falde i søvn", så jeg nu er belemret med 2 x voldsmertende underben OG en sovende fod.

Jeg håber bare at mit lidende ansigtudtryk af forbipasserende bliver undskyldt med at det nok er en frygtelig sørgelig kærlighedssang, der flyder fra MP3-spillerens ørepropper.

Men den slags skal bare gåes væk, så jeg tager nok turen hjemad til fods igen senere på aftenen....

MÅ........HA'......VARM MAD!!!

Aftenvagtuge og jeg overlevede 3 dage, inden den altoverskyggende craving efter varm mad satte ind. 3 dage med carpaccio med blandet salat og brød - tredjedagen, hvor jeg stod med tallerkenen i hånden og overvejede, hvordan det ville smage efter et par minutter i mikro'en?!

Så i dag står den på varm mad herinde på pinden - ikke det helt store, for SÅ meget tid er der jo heller ikke sat af til kulinariske udfoldelser, men ikke desto mindre venter der mig senere stegt kyllingefilet med letkogte grøntsager og det bedste af det hele - det er VARMT!!

Og så må klokken meget gerne blive spisetid..........NU!!!

....men jeg faldt vist lige af i svinget!

Et eller andet sted mellem et indlæg, der vist aldrig burde have været offentliggjort og som efterfølgende også blev slettet igen og til advarsler om at tankepolititet er iblandt os og uddrag af George Orwells "1984", der faldt jeg altså af!

Og hvis jeg nu skal være helt ærlig - og det skal jeg jo - så har jeg faktisk ingen lyst til at forsøge at kravle op igen.

Jeg vil fortsætte min almindelige kedelige stil på min almindelige orange (for jeg har indset, at orange ER den nye orange!) blog og læse indlæg lige præcis der hvor jeg plejer, og hvor indlæggene stadig er mere interessante end kommentarerne.

Når man kommer ind ad døren på embedet og den ene kollega råber til den anden:

"Nu er hun kommet - tør du så gentage det, du sagde lige før??"

Skal man være positiv og bare vælge at tro, at ligemeget hvad der er blevet sagt, så var det naturligvis kærligt ment??

Eller skal man bare få det overstået og tage den ene og tæve den anden med - bare sådan for at være på den sikre side?!

ved at knægten er hos sin far i øjeblikket. Bl.a. var det en stor fordel i sidste uge, at jeg kunne belejre hans seng hver dag efter nattevagt, men håndværkerne myldrede rundt udenfor soveværelsesvinduet.

Hans seng kan også - i udklappet tilstand - bruges til at smide dynge efter dynge af rent og tørt tøj, som min dovenskab hidtil har afholdt mig fra at lægge sammen. Og når jeg nu om lidt tager mig sammen, tager min kaffe med derind og påbegynder arbejdet, så kan jeg oven i købet tænde for hans fjernesyn og finde noget ligegyldigt formiddags-TV, der kan underholde mig imens - det er da klasse ;-)

Ugens øvrige opmuntrende nyheder so far:

Stilladset er fjernet. Hvad håndværkerne har lavet på huset, mens det stod der er stadig en gåde, men væk er det i hvert fald.

Kollegaen er startet på arbejde igen. I første omgang på nedsat tid - han er der nogle timer i løbet af dagen og går hjem, når han begynder at føle sig afkræftet. Jeg så ham i går og han ser heldigvis nogenlunde frisk ud igen. Han nyrefunktion er allerede oppe på 66% og alle regner med at de er helt oppe at ringe igen i starten af det nye år. HURRA!!!!!

...det der sommerhusbesøg!

Han så i hvert fald en kende brugt ud i går, da han kom hjem - ham husbonden ;-)

Små løsrevne historier om god mad, poker, swimmingpool og solarie var da også til at lokke ud af ham, og så var der jo lige den der om toiletrulleholderen, der i husbondens øjne på et tidspunkt havde forvandlet sig til dørhåndtag og som naturligvis ikke levede op til hans krav om funktionalitet = åbne døren, så han kunne komme ud igen! Derefter retræte ud af badeværelsesvinduet, hvorefter han til vennernes store forbløffelse kom vadende ind ad hoveddøren højlydt beklagende sig over, at den &%€#-toiletdør var gået i baglås. Et enkelt forsøg på at åbne døren udefra viste ingen problemer - til gengæld havde toiletrulleholderen lidt en krank skæbne!!

Åh jo - jeg tror det har været morsomt ;-)

Og man bliver træt af sådan at have det morsomt - i hvert fald så træt, at man i skrivende stund stdaig mener at skulle ligge og gasse sig under dynen. Han får 5 minutter mere, så skal han op og ud. Vi skal fouragere til dagens program, som indeholder sådan ca. ingenting ud over 10 afsnit af The Simpsons i rap.

Det er voksenweek-end og vi kan bruge den, som vi har lyst, så Simpsons bliver det - god mad og rødvin bliver det forhåbentlig også til (hvis husbonden altså snart ser dagens lys!) og masser af hygge i tosomhed.

fra skraldemænd over mødre med skolebørn til pensionister på morgentur.

Årsagen var mig og Nova-katten på vej til dyrlægen - der skulle jo pilles sting ud af maven på hende.

Da dyrlægen ligger ca. 100 meter henne ad gaden og transportkassen står i kælderen valgte jeg den nemme udvej. Så i stedet for at trampei kælderen efter kassen og op på fjerde igen smed jeg Nova-katten ind under jakken, lynede godt op og gik derhen med hende på den måde. Nysgerrig som hun er, stak hun naturligvis hovedet ud og det var det, der næsten stoppede trafikken.

Man skulle tro, at folk aldrig har set en kat blive båret før ;-)

Havde den frækhed at ringe til min Fru Moder allerede klokken 8 i går morges. De er alligevel nået den alder, hvor de står op klokken 06.30 hver dag, for de har jo åh så travlt med.......nå ja travlt i hvert fald!

Var lige kommet hjem fra nattevagt og havde modtaget Bilkas onsdagsmail med særtilbud og lige dér var jo gaven til knægten til halv pris. Husbonden måtte melde hus forbi - bilen kørte på daværende tidspunkt som det passede den på grund af en defekt tændspole, så den skulle lige kigges på og så var der i øvrigt 500 andre undskyldninger ;-)

De 2 gamle krager skulle jo egentlig ikke til Bilka den dag, men hvem kan dog modstå et bedende opkald lige midt i morgenkaffen? Ja, jeg kunne helt klart godt, men de er næsten altid til at lokke, selvom de jo har åh så travlt med.......nå ja travlt!

Moderen min ringede så i går aftes, at nu var æsken hjembragt, så dér kunnejeg sidde onsdag d. 5. oktober og allerede være i gang med juleindkøb!! Det er vist første gang nogensinde, at det er sket. Det plejer at være en vildt stressende ting, der foregår fra ca. 10. december og 14 dage frem og det bliver det såmænd nok også i år - det er jo kun den ene, der er købt indtil videre ;-)

Hmmm...gad vide om man skulle gå i kælderen og hente julepynten op??? Og begynde at overveje, hvor man kan købe gran i oktober?? På den måde ville vi kunne få det hele overstået allerede inden oktober udløber?! JAAAA, men resten af den pukkelryggede ville nok undre sig en kende, hvis i begyndte at ringe rundt efter juleønsker allerede nu ;-)

Husbonden er lige draget af med kurs mod embedet. Når dette nødvendige onde er overstået vil han vende den lille grønne (som han med sine egne små fedtede fingre skiftede svære reservedele på i går!!) mod bordtenniskammeraterne i et sommerhus et sted ikke nærmere angivet nordpå.

De 4 andre bordtennisgutter har belejret dette sommerhus siden lørdag og har dermed genoptaget en gammel tradition med at gutterne en gang om året tilbringer en uge i luksussommerhus med pool og spa og æder og drikker til de bare ikke kan mere. Husbonden kunne dog ikke tage hele ugen fri, derfor bliver det for hans vedkommende kun til en enkelt overnatning i denne omgang.

Jeg synes det er en helt fin idé, at de den ene gang om året kan té sig åndssvagt og skabe uigennemtrængelig mandehørm med "hø hø"-vitser og "se, jeg kan lave endnu flere bobler i spa'en" og den slags tåbeligheder, bare jeg ikke er tvangsindlagt til at deltage.

Desværre er det ikke alle, der har det på samme måde!

Af de 5 gutter er der kun 2 af dem, der lever i fast parforhold - heraf er husbonden den ene. Den anden "stavnsbundne" er gift med en i andre henseender sød og fornuftig pige, men når talen falder på denne sommerhustur går hun helt over gevind. Hun mener ikke, at hendes mand skal have lov at tage afsted og bruge penge på denne tur, hvis ikke hun kan komme med, så hun kommer troligt anstigende hver gang med eller uden veninde(r).

Dette har så medført, at jeg naturligvis også bliver spurgt om ikke jeg kunne have lyst til at deltage, men.....NEJ!!!

Hvorfor i alverden skulle jeg dog det?? Det er en herretur med stort H og jeg under dem det gerne - også selvom det koster. Det er deres fristed og deres friuge, hvor de kan føre sig frem med høj cigarføring, pokerspil til klokken død om morgenen og 3-retters menuer tilberedt af de bedste råvarer Puslingen (med en kampvægt på ca. 200 kilo!!) kan fremtrylle.

Selvsamme Pusling skal i denne uge have lov til at iføre sig sin hjemmestrikkede badedragt og hoppe i poolen, så hele huset bliver oversvømmet uden at spekulere på om hans frem- og optræden kunne støde sarte kvindesjæle - de andre er jo vant til at se ham hel- og halvafklædt, når de bader efter kampene i vinterhalvåret.

Jeg kan da lige forestille mig, hvilken dæmper min tilstedeværelse ville lægge på de kåde ungersvende, hvis jeg kom anstigende med krøllejernet og beauty-boksen (af hvilke jeg ikke ejer nogen af delene ;-) - nope under ingen omstændigheder vil jeg ødelægge deres tur!!

Det skal så også lige i samme åndedrag nævnes, at det andet ægtepar har det med at komme ud i voldsomme slagsmål - verbale som korporlige - når der kommer et par glas for meget indenbords, og det er jo heller ikke ligefrem opløftende for stemningen, vel?!

Og et par glas for meget - det kommer der helt sikkert også i aften, når husbonden lander deroppe. Puslingen laver simpelthen nogle Filur-drinks, der virkelig vil noget, så det skal blive helt morsomt at se husbondens hærgede ansigt, når han dukker op herhjemme engang i morgen aften.

Indtil da vil jeg nyde freden herhjemme - jeg elsker bare at have friaftener sådan helt for mig selv. Fatter slet ikke, at den anden ægteviv ikke bare griber chancen og holder venindeaftener eller shoppingture eller hvad hun nu måtte lyste derhjemme, mens hendes husbond fører sig frem i det Nordsjællandske. Det ville gøre livet så meget lettere - i hvert fald for de 4 andre deltagere i sommerhusseancen.

håndværkere med fuld knald på P3 på den medbragte boom-box, der skal ødelægge min dagssøvn, så er det dælme da mit eget afkom!!!

BZZZZZZZZZZZZZZTTTTTTT lød dørtelefonen på hans meget karakteristiske "hellere 10 sekunder for meget end 10 sekunder for lidt"-måde at ringe på døre på.

Egentlig hørte jeg det kun som en del af en drøm, men blev alligevel lidt i tvivl om det nu var eller ikke var. Derfor rullede jeg mig ud af sengen og ind i morgenkåben og ganske rigtigt.....10 sekunder senere stod han og lænede sig op ad dørklokken til lejligheden.

Iført morgenhår og puf-øjne betragtede jeg ham, mens han hentede sit livsvigtige PS2-spil og lagde sine garnnøgler til slumretæppet i farveorden og så gled han ud ad døren igen.

Håndværkerne har fjernet deres radio og jeg forventer ikke at se knægten her mere i dag, men jeg gider helt ærligt ikke at forsøge at få en time til - der må dobbeltsoves i morgen i stedet.

Nu står den på kaffe og slumretæppehækling........godmorgen derude ;-)

Netop hjemvendt fra traveturen gennem tågen efter en ganske rolig nattevagt, sidder jeg nu her og tripper lidt.

Der er opstillet et megastillads udenfor vores vinduer i gårdsiden - det dækker soveværelse, badeværelse og køkken, men der kravler endnu ingen håndværkere rundt derude. De var der faktisk heller ikke i går.

Mit dilemma er nu, at jeg naturligvis gerne vil sove og allerhelst i min egen seng, men hvad så hvis de lede håndværkere dukker op om en time eller to?? Så ligger jeg dér til offentlig beskuelse og vågner med et chok, når en af dem stikker hovedet ind ad vinduet.

Problemet er jo, at når man som vi bor på 4. sal, så føles det ikke voldsomt nødvendigt at anskaffe sig gardiner - der plejer jo ligesom ikke at være nogen, der når op i en højde, hvor de kan kigge ind til os.

Alternativet er at sove på knægtens pind, men der ligger man unægteligt ikke så godt som i ægtesengen. Der vil jeg dog allerhøjest blive vækket at en sagte boblen i akvariet.

Det er altså en stor beslutning at skulle tage så tidligt på morgenen - eller aftenen/natten, som det føles som for mig......

Vi er lige kommet hjem fra et lille besøg på Herlev Amtssygehus. Vi blev jo nødt til at hilse på den lille nye verdensborger, og hvor er han dog bare fin og med en ganske veludviklet sans for hvad han kan lide og hvad han ikke kan lide!!! I hvert skulle jeg ikke komme alt for tæt på, før han begyndte at brokke sig - imponerende, han kender os jo slet ikke endnu ;-)

Jeg fik lov at de stolte forældre at smide et par billeder op her, så alle kan se, hvor smuk lille Gustav er.







De stolte forældre var ikke til at skyde igennem og så vældigt friske og veltilfredse ud, bortset fra at Ulrik lå og slangede sig i sengen, da vi ankom. Han påstår, at det var for at afløse Frederikke i nusningen af Gustav, men den tror vi altså ikke på - han ville bare snige sig til en lille lur med knægten ;-)

Vi hilste fra alle nær og fjern og skulle hilse igen. Frederikke regner med at tage hjem fra hospitalet i morgen, hvis "madpakkerne" ellers lige føjer sig ;-)

Hentede knægten på fritten i går eftermiddags for en gansg skyld - ellers kræver han at få lov at gå hjem selv.

Efter at have overværet noget mere eller mindre indøvet dans fra et par af tøsernes side var han endelig klar til at gå og vi nærmede os udgangen med afkrydsningslisterne (hvem er her og hvem er her ikke), da pædagogdamen kom snigende ud fra kontoret.

"Der er lige noget, jeg gerne vil sige til dig......"

startede hun med, og jeg havde straks alle antenner ude og var klar til at bede knægten om at forføje sig op i salen igen, så vi kunne få "talt ud" - mig og pædagogdamen, men så fortsatte hun:

"....jeg ville bare lige sige, at det er da en fantastisk fornuftig dreng, du der har. Han hører efter, når jeg siger noget og han husker det. Og i går på udflugten til Zoo var han altså helt fantastisk at have med, for han laver ikke det dér...."

hvorefter hun opførte en "hvor-er-jeg-dog-ligeglad-børne-dans", mens hun samtidig kiggede over skulderen for lige at checke at der ikke var andre børn eller voksne, der kiggede med.....

"...for det er der jo altså noglen af de andre børn, der gør..... men ikke din! Han er altid så dejlig nem at have med på udflugt!!"

Og dér stod jeg så med alle mine talenter og alle de ting, jeg lige skulle have brokket mig vildt over, men øøøøøhhh.....det faldt ligesom til jorden og alt, hvad jeg kunne sige var:

"Tak - hvor er det dejligt at høre...og øøøhh....god week-end!"

Mand - hvor er jeg egentlig nem........