Prelsborg

så vil jeg dælme også!!!

Velkommen til verden, Gustav :-) Et STORT tillykke til dig og dine forældre!

Bliver nok lige nødt til at lægge vejen forbi og kilde dig under hagen en gang i løbet af week-end'en ;-)

Når man nu trykker på enden af en kuglepen, så man kan bruge den til at skrive med og derefter trykker på enden igen, når man er færdig med at skrive - hvad hedder det så??

Da jeg nu har drevet samtlige tilstedeværende kolleger til vanvid med det spørgsmål - og indkasseret mere eller mindre brugbare forslag - så vil jeg også lige høre, om der er nogen derude, der har nogle idéer.

Tænder man en kuglepen?? Nej vel....
Åbner man en kuglepen?? Heller ikke.....

Men hvad hedder det så??

En af kollegerne foreslog "at man blotter stiften", men det gav altså ganske anderledes billeder i mit hovede ;-)

"......at det virker helt fint i stuen, men ikke i f.eks. soveværelset, hvad ville du så sige??"

løde det retoriske spørgsmål fra kollegaen i dag.

"Jeg ville helt klart mene, at han har et problem i soveværelset............"

svarede jeg frejdigt.

Og efter efter en længere pause med meget dyb stilhed

".............................med TV'et altså!......eller......."

Chefchefen tilkastede mig et af de der håbløse blikke, jeg efterhånden er blevet så vant til, og gik over på sin pind.

Der var derefter lukket for boks 1 i en times tid ;-)

Var noget, vi engang brugte meget. Fyldte borde og vindueskarme op med lysestager og fyrfadsstager i alle mulige og umulige former.

Så sad vi der og nød synet af flammernes dans og genskinnet i vinduesruderne. Ren hygge!

Så fik vi kat(te).

Vi tændte stadig levende lys i vindueskarme og på borde og sad der og nød synet af flammernes dans og.......

Så var det vi fandt ud af, at katte (vores i hvert fald!) er sådan ca. lige så intelligente som nullermænd og overhovedet ikke følte sig intimideret af 4 tændte fyrfadslys i en vidueskarm. Vi fandt også ud af, at lugten af brændt kattehår overhovedet ikke har noget med hygge at gøre.

Nu har vi en milliard million forskellige lysestager og fyrfadsstager (minus de 4, jeg lige har "tabt" i affaldsposen!) og vi tænder en sjælden gang levende lys på middagsbordet, hvor vi kan holde øje med dem og kattene samtidig.

En eller anden dag, så tror jeg simpelthen jeg spærrer dem inde på toilettet og tænder levende lys over det hele - bare sådan lige for at mindes, hvordan det så ud dengang B.C. (Before Cats!).

Vi var lige inde forbi vores lokale garnpusher i dag, fordi knægten ønsker sig (endnu) et slumretæppe i fine og farverige striber hæklet af moderens hånd.

Mens vi nu alligevel var der, så var der også lige noget andet, han gerne ville have:

"En af de dér ting, som du også laver, mor....du ved dem der med nålen!"

Knægten ville altså gerne have et broderi! at sidde og nørkle med og det blev ham naturligvis tilstået. Vi fandt et fint lille "My First Kit" med en kattekilling, så nu skal han bare hjælpes i gang.

At jeg så må se i øjnene at det der med at blive farmor nok pludselig har endnu længere udsigter, og at han højest sandsynligt ender med at gifte sig med Jeppe - det må jeg så tage med.

I hvert fald kan jeg da se frem til at sidde og brodere sammen med min velvoksne søn i de lange mørke vinteraftener om ca. 20-30 år ;-)

Hvordan lyden af min mors vrede stemme i telefonen, når jeg ringede hjem alt, alt for sent, kunne få mig til at bryde sammen i krampegråd.

Hvordan hendes spørgsmål:

"Er du klar over, hvad klokken er????"

fik tårerne til at pible ud af øjnene på mig, alt imens jeg hikstede en eller anden dårlig undskyldning frem.

Det går åbenbart i arv. Både det med den vrede stemme og spørgsmålet og det med tårerne.

Har lige haft knægten i røret opløst af gråd, mens han hulkede om han måtte blive henne hos kammeraten og lege - 1 time efter at han burde have forladt fritten og vendt snuden hjemad og mere end en halv time efter at jeg burde have hørt hans nøgle i døren.

Spørgsmålet fløj ud af min mund, inden jeg nåede at tænke nærmere over det. Jeg husker det som et frygtet spørgsmål i min barndom og syntes dengang, min mor var urimelig vred over noget, der ikke betød så meget. Nu ved jeg så, at vreden i stemmen og det tåbelige spørgsmål udspringer af en blanding af ængstelse og ren og skær lettelse.

Selvfølgelig ved knægten da godt hvad klokken er - det er jo også derfor hans stemme er så lille og tynd, når han endelig ringer. Han ved jo - lige som jeg vidste det dengang - at "mor har stemmen på".

Forklaringen, han kom med lyder egentlig ganske plausibel. På grund af manglende mobiltelefon (som han så smukt glemte herhjemme i morges) måtte han spørge en af pædagogerne på fritten om nummeret hjem til sin mor. At pædagogen så ikke kan lægge 2 og 2 sammen således, at når der på hans kontaktkort står to forskellige adresser og op til 3 eller 4 forskellige telefonnumre, så det sgu nok fordi hans forældre ikke bor sammen. Og når ungen så spørger efter mors telefonnummer, så er det altså ikke særligt smart at give ham fars!!

Udover det, så har fritten i sidste uge lavet et opslag om, at "de altså ikke har tid til at gå og finde alle de telefonnumre frem af arkiverne, så kunne vi forældre ikke lige skrive vores numre på denne her liste på opslagstavlen??" Og jo da - selvfølgelig kan vi forældre da det, så det har vi forældre da gjort. X-telefonnummer = mor og Y-telefonnummer = far - hvor svært kan det så være??

Nu er det jo ikke sådan at vi ikke har været udsat for frittens telefonanalfabetisme før og lur mig om ikke det er den samme pædagogdame, der denne gang har brilleret med sin tåbelighed!!

Knægten fik lov at blive hos kammeraten og han holdt da heldigvis også op med at græde, før vi lagde på efter en forklaring om, hvor bekymrede og kede af det mødre kan blive, når deres børn ikke kommer hjem til tiden.

Morgener, der starter med udbrud i retning af "FUCK!!" eller "SHIT!!" fra husbondens side af sengen er på forhånd dømt ude, for så er vækkeuret på mystisk vis blevet slået fra alt for tidligt og er dermed holdt op med at forsøge at vække os.

Det er morgener, hvor knægten bliver flået ud af drømmeland med 120 i timen og kastet i tøjet samtidig med at han forsøger at drikke mælk, spise bolle og børste tænder.

Lige denne morgen var også den, hvor husbonden tullede forvirret rundt, så vi kunne få knægten i skole først og ham selv på arbejde bagefter, indtil han opdagede at aftalen hos biltilsynet i Helsingør er i dag kl. 09.00.

Han er netop sprunget ud af døren med thermokoppen i hånden og når det forhåbentlig alligevel.

Jeg sidder tilbage med følelsen af, at Katrina netop har slået et slag gennem lejligheden og efterladt kaos i sit kølvand.

Måske en kop kaffe ville hjælpe lidt på det.....

Her til aften sad jeg sammen med knægten og hjalp ham med nogle stamtræs-oplysninger, han skal have med i skole i morgen.

Langsomt - men umiskendeligt - breder der sig en ikke specielt behagelig duft i køkkenet.

Mistanken kastes straks på Xenia-katten, der efter hjemkomsten fra dyrlægen allerede har præsteret at tisse ca. 10 cm. fra kattebakken og kaste op i gangen. Denne gang lugter det dog som om hun igen har misset bakken og ladet mere eller mindre fordøjet mad falde et sted på gulvet. Hun er naturligvis tilgivet på forhånd - hun har haft en hård dag og er endnu ikke helt frisk efter bedøvelsen.

Jeg vandrer rundt i køkkenet med blikket fæstnet på gulvet - det MÅ jo være her et eller andet sted, men hun har tilsyneladende gemt det godt. Efter et stykke tid opgiver jeg og sætter mig tilbage til knægten og stamtræet - og så dukker den der besynderlige og ikke særligt rosenagtige duft op igen.

Denne gang kastes mistanken på knægtens fødder - den ene løftes op mod næsen........og.....


YDRK ADRK PYYYYYHHH.....OG FY FOR...OG SÅ VIDERE!!!!

Imponerende som sådan en 9-årig knægts fødder kan lugte grimt....rigtig, rigtig grimt!!

Et fodbad med vellugtende ingredienser blev lynhurtigt tillavet og knægtens fødder stoppet i - sokkerne er med det yderste af fingerspidserne blevet anbragt på badeværelsesgulvet indtil deres videre skæbne er bestemt.

Og altså........undskyld, kat!!

sådan et par katte, når de lige er vågnet af bedøvelse. Men ikke på vilkår om de vil lægge sig ned - næ der skal stavres rundt på gulvet, mens benene skiftevis glider væk under dem :-)

Dankortet overlevede også - nok mest fordi den flinke dyrlæge ikke nænnede at tage penge for en tandrensning på Nova - hun har trods alt ikke mere end ca. 4 tænder tilbage i munden.

Må hellere sørge for at holde øje med at ingen af dem pludselig tror, de er SuperCat og begynder at sprinte rundt oppe på reolen i deres tilstand.....

2 vaccinationer, 2 tandrensninger og en sterilisation!!

2 halvbedøvede pelsklumper, der vender hjem i eftermiddag og hverken kan gå eller stå - den ene rundbarberet og med operationsar på maven.

I håbet om at dyrlægen nu husker at sterilisere den rigtige kat - han lovede det godt nok gentagne gange - vil jeg nyde dagen uden de to sataner fisende om benene.

Mit dankort græder, men mit lille hjerte glæder sig over, at efter dagens operation er Nova-katten endegyldigt vores - kun vores!!!!

Efter aflyste aftaler, prøver der er blevet væk eller smidt ud og skemaer der enten er eller ikke er blevet udfyldt lykkedes det endelig i dag.

De 2 små blodprøver taget og skal nu bruges til vævstypebestemmelse og snart kan jeg officielt kalde mig selv for knoglemarvsdonor :-)

Det var, hvad dagen i går havde at byde på.

Langt om længe kan vi nu nemlig se en stak fiskebørn, der ikke er meget mere end et øje med finner, drøne rundt i knægtens akvarie. De har været længe ventede, for vi er nu engang af den overbevisning, at kan man ikke avle fiskebørn på en stak guppyer, så kan man ligeså godt gå ud og hænge sig i vandplanterne ;-)

Efter denne storslåede opdagelse stod den på svømning - for knægten altså, vi andre holdt os på det tørre. Det var hans første forsøg udi svømmeundervisning, og han havde da vist en idé om at han bare skulle springe i vandet og så lege løs i en times tid. Men han blev klogere....

"Vi starter lige med 6 baner rygcrawl!!"

Var den første ordre, der kom ud af trænerens mund. Han kunne derefter glo ned på 10 åbne munde og 10 par undrende øjne. Efter lidt undervisning på kanten af bassinet kastede poderne sig dog frygtløst ud i disciplinen og lad mig bare sige det med det samme - det varer nok et par dage inden knægten når op på Matt Biondi-niveau!!

Han hyggede sig dog i stor stil og endelig tro jeg vi har fundet noget, han gider at gå til hver gang, så jeg tror godt jeg tør indbetale kontingentet for første sæson. Skulle han droppe ud, så står den opvask hver evig eneste aften fra nu af til skoleåret slutter, og det er vel også en slags trussel??!!

Når nu de kan lade os være i fred i op til flere måneder, hvorfor skal de så lige vælge at placere alle deres lad-os-komme-hinanden-ved-arrangementer i den samme week-end??

Vi er lige vendt hjem fra den sidste af slagsen og er egentlig rigtigt godt brugte nu. Det bliver vist til et "The 4400"-afsnit og så slukkes lyset nok.....


P.S. Det har været vældigt hyggeligt........

Det er simpelthen intet mindre end fantastisk og jeg har stadig ikke fået armene ned.

Knægten kom hjem fra fritten i dag og proklamerede:

"Jeg vil altså gerne have noget mere med i madpakken!"

Efter nu i.....ja lige siden han fik sin allerførste madpakke med i børnehave, at have modtaget halvspiste madpakker, når han kom hjem, så ønsker han nu at få mere med!!

Og klog af skade har jeg jo spurgt hvilken slags mere, vi taler om her.

Og....TA-DAAAA....vi taler om en ekstra rugbrødsmad.

Problemet bliver så nu at finde på 3 forskellige madder til en knægt, der pr. definition kun spiser to slags pålæg.....men det er bare et luksusproblem, for ungen er jo begyndt at SPISE!!!!!

med at stå og snakke kærligt til en bunke næsten færdighæklet kattetæppe i en ubestemmelig brun farve og derefter vender sig om og får en chok ved synet af to rigtige, ægte og levende katte, der følger hans "samtale" intenst......

......er det så på tide at få lavet en aftale med optikeren??

Et hak i øjenbrynet og et lyseblåt øje. Han har det helt fint og har slæbt bedstevennen med hjem på besøg (og han har heldigvis stadig sit hovede siddende på kroppen - vennen altså!).

Og dermed har knægten sørget for at føre traditionen med ar i øjenbrynet videre - sådan skal det da bare gøres ;-)

Udover den manglende søvn, den lynhurtige omstilling fra fridag til arbejdsdag og almindelig hidsighed over kollegaens ukollegiale opførsel har jeg netop fået at vide, at knægten har slået hovedet henne i skolen. En flænge over øjet og sikkert et fint blåt øje på vej.

Han ville dog ikke hentes, men sidder til observation på skolens kontor lige nu og jeg venter bare på at bygningen her falder sammen om ørerne på mig, for det bliver vel det næste.

Jeg forudser en meget stille aften med pizza, film og nusning i rå mængder......

....og sådan laver man lynhurtigt en fridag om til en arbejdsdag.

Et opkald 07.10 med besked om at dagvagt nr. 2 nu også havde meldt sig syg og ville jeg ikke nok komme ind og afløse nattevagten.

Jo da - jeg kunne da aldrig drømme om at lade en nattevagt blive hængende længere end allerhøjest nødvendigt og heldigvis var min aftale med blodbanken i dag til at aflyse, men.......

Jeg syder af raseri indvendigt over at en kollega vil "tillade sig" at melde sig syg kl. ti minutter i mødetid, når han samtidig ved at det betyder, at nattevagten nu er overladt til sig selv og den nåde han eventuelt måtte finde hos en af os andre - altså den ene af os andre, der svarede telefonen her til morgen.

Jeg håber dælme for ham dagvagt-kollegaen at han er alvorligt syg, indlagt og i jernlunge, for ellers gør man simpelthen bare ikke sådan noget!!!

hvor man bare kaster sig rundt i sengen og ikke kan finde hvile og som går over i en af de der dage, hvor man tuller rundt i zombie-tilstand og sengen bare er så tillokkende. Og falder man for fristelsen til lige at lukke øjnene sådan midt på dagen, så kan man da være sikker på at se frem til en af de der nætter.........

Vi passer tilsyneladende knægtens bedste kammerat Jeppe - uvist af hvilken årsag optræder knægten selv aldrig i drømmen. Han har overnattet og skal på denne morgen udleveres til intet mindre end henretning ved halshugning. Han har begået den fuldstændigt latterlige lovovertrædelse at smide 4 tennisbolde ind i en igangværende tenniskamp og dermed afbrudt denne. Det er han så blevet idømt dødsstraf for.

Jeg er bevidst om, at vores regering har tilladt indføring af af "sharia-lovgivningen" og at tilhængerne af denne dermed har lov til at dømme, som de har lyst til. Jeg kan bare ikke acceptere det i modsætning til mennesker, der omgiver mig. På et tidspunkt falder Jeppe ud af vinduet og jeg ved jo at vi bor på 4. sal, så jeg kaster mig ud after ham for at redde ham fra faldet. Vi bor så pludselig kun på 1. sal og Jeppe lander sikkert på benene og kigger op på mig og siger: "Det er jo også ligemeget nu...".

En af de tilstedeværende kvinder tager mig i armen og siger "Vi må hellere gå nu - tiden er jo snart inde!". Jeg stritter voldsomt imod og bedyrer, at de ALDRIG får mig til at udlevere Jeppe på den måde - hvis de virkelig mener det, så må de selv kommeog hente ham!! Og det gør de så - med krumsabler og det hele kommer skarpretteren og hans følge og henter den stakkels dreng, som jeg klamrer mig til med alle mine kræfter.

Han går med frivilligt og jeg følger efter med tårerne strømmende ned ad kinderne. Inderst inde tror jeg dog stadig på, at de vil opdage deres vildfarelse og droppe det hele - han er jo bare en knægt og det var vel bare en tenniskamp.

Selve halshugningen er sat op som er kæmpe-show med en frygtelig masse tilskuere (det viser sig senere i srømmen, at det var min egen arbejdsgiver, der havde arrangeret denne komsammen - dig ikke på grund af selve henrettelsen, men mere som firmafest!) og da jeg kan høre på folkemængden, at nu sker der noget, vender jeg mig om og går. I armene knuger jeg en mappe - indhold uvist - som om det skulle være det sidste her i verden, der kunne redde Jeppe fra denne forfærdelige skæbne.

Jeg går hen til min arbejdsplads og mødes af de sædvanlige kærlige "Åh nej.." og "Hvad i alverden vil du her?", som blot bliver besvaret med at jeg har fri og i øvrigt slet, slet ikke gider at høre på deres dumme kommentarer. Dertil svarer kollegerne med medfølelse i stemmen "Åh - du kendte ham måske?!"

Derefter befinder jeg mig på en (kollegie?)gang ud for et værelse med nummer 342. Derinde går en mand og rydder op og pakker sammen. Jeg spørger nervøst¨"Det her er vel ikke Jeppes værelse?" Og han svarer "Jo - ham kan du finde på Løwens Kemiske uden hovede!" "Så gjorde de det alligevel....." siger jeg uden håb i stemmen......

Og så vågner jeg endelig. Vælter ud af sengen af bare angst for at ryge tilbage til det scenarie. Jeg kan stadig mærke, hvordan de flår Jeppe ud af mine arme, og jeg kan stadig se hans øjne, der er så fulde af tro på, at det her skal jeg nok klare for ham. Jeg kan stadig mærke medfølelsen fra de "andre personer" som tilsyneladende mener, at jeg er den eneste, der ikke har fattet, at tiderne er skiftet. Min øjne brænder som om jeg i søvne har grædt over urimeligheden i at tage et uskyldigt barns liv for en "forbrydelse", der ikke er større end en afbrudt tenniskamp.

Jeg hader mareridt......

udbrud á la

"Åh nej........"

og den slags, når man træder ind af døren på sit embede, så er det vel på tide at overveje at holde lidt fri, eller hva'??

Derfor vil jeg efterkomme kollegernes ønske om ikke at se mig foreløbig (selvom de dog sagde det med et smil!) og holde fri i små 3 uger, når jeg går hjem herfra i aften.

Kan næsten ikke vente, men tiden går ufatteligt langsomt lige nu......

Når man som jeg er gift med en mand, der ikke lige stod forrest i køen, da der blev uddelt hukommelser, så kan det ind imellem være svært ikke at udnytte det....bare en lille smule.....og naturligvis kun for sjov ;-) Som i aften f.eks.

Husbonden sendte mail hjemmefra:

"Hmmm.....er helt sikker på at du bad mig om at købe et eller andet med hjem - kan bare ikke huske hvad??"

Jeg svarede:

"Næææh - synes da ikke lige vi mangler noget....."

....og efter et par minutter:

"...men du har husket at hente knægten, ikk'??"

Og der sad jeg så helt alene for mig selv og småfnidrede, mens jeg for mit indre blik så min panikslagne husbond vride hjernen for at huske hvor og hvornår den stakkels knægt skulle have været afhentet. Jeg kunne også næsten se sveddråberne risle ned langs hans rygrad, mens han forestillede sig det uvejr, der ville bryde løs over hans hovede, hvis han virkelig, virkelig havde glemt noget så vigtigt.

He he - knægten er naturligvis hjemme hos sin fader og er ikke blevet glemt nogen steder, men det er altså morsomt næsten at give husbonden et hjertetilfælde ;-)

når jeg engang kommer hjem i aften.

Råt kød med rå løg og rå æggeblomme på råt rugbrød og så lige en gang råt kværnet salt og peber.

OK - så gik jeg måske lige i råt selvsving, men det bliver dælme godt!

Eller rettere forb...... mekanikere!!

Husbond og bil var til andet syn her til morgen og fandenrasgaleme om ikke den endnu en gang ikke gik igennem!!

"Den bremser stadig skævt!!"

Var synsmandens dom over den lille grønne. Og det er jo for så vidt også OK, hvis det er tilfældet.

Problemet er jo så bare, at det var jo lige præcis en af de ting, der stod på regningen fra værkstedet som VÆRENDE REPARERET og dermed BETALT for!!!

Nu skal den lille grønne så første indlægges og derefter synes igen igen. Værkstedet har dog været så "flinke" at give et nedslag i prisen på den nye reparation, der svarer til prisen på dagens syn.

SUK altså......SUK altså....og AARGGHHHHHH!!!!

Spørgsmål fra yndlingskollegaen i går aftes:

"Hmmm - jeg tænkte på om ikke vi kunne bytte vagt på torsdag, så jeg får den tidlige og du får den sene aftenvagt? Papsønnen har nemlig fødselsdag og så var det jo også lige jeg tænkte om ikke jeg kunne gå 3-4 timer før den dag?"

På den ene side, så er der for mig ingen hindringer i at bytte vagt. Jeg har ingen aftaler hverken før eller efter arbejdstid - det er nu altså også sjældent jeg laver aftaler efter kl. 22.30 på en almindelig dødsyg torsdag.

På den anden side så er jeg efterhånden led og ked af at blive efterladt alene på pinden af kolleger, der velvidende at deres job indebærer skiftende arbejdstider alligevel laver private aftaler, der kolliderer med disse. Vi kender vores skema flere år ud i fremtiden og fødselsdage og den slags rykker sig vel ikke datomæssigt fra år til år?!

På den tredje side så er det jo, som husbonden siger, altid rart at have en tjeneste til gode, hvis et eller andet uopsætteligt skulle dukke op, så jeg har brug at bytte vagt eller noget.

På den fjerde side, så er det jo også yndlingskollegaen, der spørger. Altså ham der tålmodigt passer vores pelsklædte klumper, når vi er på ferie og som altid stiller op, når vi har brug for hjælp med det ene eller det andet.

Det ender jo nok med at jeg siger ja alligevel.......

Der skal altså ikke mere til end at husbonden udbryder:

"Du må da have tabt dig mere end de der x antal 100 gram - eller også er det bare blevet til muskler i stedet!"

før jeg sprudler af energi og fiser rundt og føler mig - om ikke tynd - så i hvert fald tyndere resten af dagen.

Må have det optaget på bånd og bruge det som terapi :-)

Endnu en hurdle med den lille grønne 4-hjulede er overstået.

Den har været på besøg hos mekanikeren og fået lavet de småting, der blev påpeget ved synet = 1.059,- kr. En kæmpelettelse, da vores smertegrænse med hensyn til regningen lå på omkring 4-5.000,- kr.

Nu skal den "bare" synes igen på tirsdag, og så har vi forhåbentlig fred de næste 2 år med undtagelse af spontant opståede fejl og mangler, som der selvfølgelig IKKE kommer nogen af, vel....vel....VEL??

DHL-stafetten gik fuldstændig som planlagt. Husbonden spurtede rundt i Fælledparken og knægten (+ låneknægt) og jeg stod og hujede, råbte og skreg, hver gang en fra husbondens firma kom forbi. Højest hujede vi naturligvis, når deltagerne fra hold nr. 15(2)løb forbi os.

Holdet var i dagens anledning skåret ned til 4 personer, så en af husbondens seje kollegaer måtte tage turen 2 gange. Han så fuldstændig uberørt ud bagefter, men det viste sig også, at han "normalt" løber Marathon og så kan 2x5 kilometer vel ikke engang få ham til at svede.

Knægtene morede sig strålende og brugte timer på at opfinde og indøve forskellige små sejrsdanse mens vi ventede på at få sidste deltager i mål.

Hvad der var knap så planlagt var at jeg måtte tilbringe fredagen under dynen, mens jeg lå og pippede "Kan Jang - NU!" og ventede på at husbonden skulle hjembringe den ønskede medicin.

En ting er nemlig, at solen var dejlig varm i torsdags, men luften og jorden holder ikke længere på varmen og så resulterer timers ophold på en græsplæne iført bare tæer i sandaler altså i forkølelse og øm hals :-(

.....men som den rare kollega jeg er, så sidder jeg naturligvis på pinden i dag, så en anden ikke skal have ødelagt sin week-end. Hmmm....hvorfor kan man ikke slukke for den forbistrede aircondition??

...så nu kan han altså godt komme hjem og begynde at løbe ;-)