Prelsborg

...han pruster, stønner og sveder....

Og han tænker:

"Hvorfor?? Hvorfor sagde jeg ikke bare NEJ!!!!"

Husbonden er blevet snigløbet af en kollega og imorgen kl. 18.00 står han klar i Fælledparken for at løbe DHL-stafet med sine kolleger.

På sidelinien står knægten og jeg. Vi vil medbringe moralsk opbakning, sandwiches af yndlingsslagsen og sikkert også en kold øl - og muligvis også et fint hjemmelavet banner (selvom husbonden så mindeligt frabeder sig det...).

Vi vil lide med ham gennem alle 5 km., selvom vi ikke har tænkt os at røre os ud af flækken.

Vi vil huje og råbe og skrige...

"Go husbond....go papfar...go husbond....go papfar...."

til de andre tilskuere stirrer os til tavshed.

For støtte kan man vel aldrig få for meget af??

På vej hjem fra min mislykkede (eller vellykkede alt efter hvilken side af bankkontoen man ser det fra!) shoppingtur i går eftermiddags, havde jeg en ganske usædvanlig oplevelse.

Jeg var lige kommet ud fra tunellen for enden af Sortedamsøen, da jeg fik øje på en mand siddende på en bænk og omgivet af 5-6 hejrer. Fuglene kendte han tydeligvis og det så ud som om de talte deres helt eget sprog sammen. Han sad med bortvendt ansigt, mens de langsomt hoppede nærmere.

Flere end jeg var stoppet op og fulgte med tilbageholdt åndedræt det fantastiske optrin, da han meget, meget roligt fiskede et stykke brød ud af en medbragt pose og lagde det på ryglænet af bænken lige ved siden af sin skulder. Den nærmeste hejre rykkede en lille smule nærmere, men først da manden pegede på brødstykket hoppede den op på armlænet og snuppede det.

De, der bor i nærheden af søerne i København, vil sikkert vide at disse hejrer bor på en kunstig ø i en af søerne og er på ingen måde tamme. Faktisk ses de meget sjældent sammen med søernes andre fugle - ænder, svaner m.fl. - men opholder sig udelukkende på deres eget lille sted. Derfor var oplevelsen så meget mere fantastisk og på en eller anden måde surealistisk.

Og havde jeg lige kameraet parat?? Nej da - jeg havde jo ikke engang min pung med, vel??

Fiskede jeg så lige mobilen frem og fik lavet en optagelse?? Nej da - det kom jeg jo først i tanke om, da "hejremanden" var ved at pakke sammen!!

Og hvis du siger ammehjerne én gang til, Frederikke, så er der hug!!

tænkte jeg fornøjet, da jeg efter endt arbejdstid satte kursen mod Strøget og Illum for at foretage en ombytning.

Til vores bryllupsdag havde jeg jo i spændt forventning kastet mig ud i indkøb af lingeri i den dyrere afdeling (synes jeg i hvert fald selv!), og jeg ved ikke lige om det var et udslag af ukuelig optimisme eller bare almindelig idioti der gjorde, at jeg ikke lige fik dobbeltchecket størrelsen på den der BH-ting, jeg forelskede mig i. I hvert fald kan jeg lige så godt afsløre, at de der franske størrelser - det er ikke min størrelse!!! Opdagelsen af dette resulterede i øvrigt i et mindre hysterisk tilfælde på hotellet, men det taler vi ikke højt om!

I dag entrede jeg så Illum igen medbringende dette stykke lingeri i fransk størrelse og kastede mig frygtløst over en ekspedient og forespurgte om bytning. Det var service med et smil (gad vide om hun så billeder af mig og den franske størrelse for sit indre blik??) og hun valsede hen og kiggede efter en rigtig størrelse til mig. Den var der ikke!! I stedet var der en anden også meget, meget fin BH-ting, jeg kunne få i stedet for - den kostede bare lige 50,- kr. ekstra.

"Ikke noget problem....det får du da bare"

udbrød jeg med al den kækhed, jeg kunne fremvise, hvorefter jeg gav mig til at rode......og rode.....og rode i tasken efter min pung, som ved nærmere eftertanke lå i en anden taske hjemme i køkkenet.

Jeg fik i stedet pengene tilbage og kunne begynde hjemturen.

Det var billigt var det.....MEGET billigt.......og så var der oven i købet kontanter til indkøb til aftensmaden.

ØV altså bare......

.....at den syge kollega nu er kommet ud af respiratoren og er blevet udskrevet fra intensive.

Dog har hans nyrer taget skade, så han må i dialyse 2 gange om dagen indtil videre.

Men han er udenfor livsfare ;-) Han er i stand til at tale med de mennesker, der omgiver ham OG med chefen, der tilringede ham i sidste uge:

"Er der et eller andet, jeg skal læse?? Så kan du bare sende det!!"

var kollegaens første kommenater til chefen. Så kender vi ham igen ;-)

Husbonden har været i Middelfart fra fredag morgen til lørdag formiddag på et "leverandør-slikker-kunden-i-r*ven"-arrangement.

Det har ikke skortet på underholdning i form af vandski, lystyachtsejlads og Lasse Rimmer - og helt sikkert heller ikke på de våde varer.

I hvert fald så han sådan her ud



da knægten og jeg mødte ham på gaden, da vi var på vej ned for at formøble hele knægtens opsparede formue på et PS2-spil.

En ting er at barberingen vist nok har været en saga blot her til morgen, men hvor i alverden kommer kommer dog det sår fra??

Min første tanke var helt klart: "SLAGSMÅL!!". Pinlig affære, når man nu er afsted sammen med sin chef.

Husbonden kunne dog berolige mig med, at det eneste han havde været i slagsmå med var et par "meget glatte" brosten på et ikke nærmere angivet tidspunkt i nat.

Jeg vælger at tro ham - det gør jeg altså.....tror jeg nok.

man aldrig har kendt?!

...og kan man savne nogen, man aldrig har mødt?

Jeg tror det!

I hvert fald savner jeg ind imellem min svigerfar, selvom jeg aldrig nåede at lære ham at kende, men som jeg har hørt så mange ting om, som gør mig sikker på, at vi ville elske hinanden alene på grund af vores fælles form for humor.

....og jeg ved også, at jeg knuselsker lille Cirkeline, selvom jeg aldrig nåede at se hende, mens hun var iblandt os.

Jeg ser hende for mig nu, hver gang jeg besøger hendes lille fredelige plads......

OK, så har den buket da nok set bedre dage, men jeg syntes jo alligevel, du skulle ha' den - for symbolikkens skyld om ikke andet. Og jeg havde jo også andre ting med.....

Og måske blev besøget også en lille smule kort, men jeg har altså lovet at hente knægten kl. 15.30, så vi kan komme ud og bowle. Du kan da godt forstå, at jeg ikke kan komme for sent til det, ikk'??

Så Cirkeline altså - kunne jeg ikke bare for én gangs skyld få lov at besøge dig uden at du absolut skal regne på mig??

Næste gang?? Er det en aftale??

Stakkels ham og hans nyindkøbte skab til badeværelset.....

I går var det mig der brokkede mig en kende over at det ikke lige stod der, hvor jeg gerne ville have det og naturligvis har husbonden så i dag flyttet det til den ønskede placering.

For 5 minutter siden gik knægten så ud for at børste tænder og straks lyder det:

"René - skal det skab stå så skævt??"

Stakkels, stakkels mand. Her tager han sig virkelig sammen og får udpeget og indkøbt det længe ønskede skab og så er der ikke andet end brok at høre fra resten af husstanden....

Vi er onde, er vi!! Men nu har han til gengæld fået et helt specielt forhold til det nye skab :-)

P.S. Jeg synes altså ikke, det står SÅ skævt......jeg kan sagtens leve med det.....nu hvor det står på den rigtige plads ;-)

I hvert fald var det ikke de helt store ting, der stod på den synsrapport husbonden kom hjem med.

Den lille grønne får såmænd nok lov til at leve et par år endnu - hvis den altså ikke lige bryder totalt sammen i mellemtiden.....

for den lille grønne.

Kl. 09.00 har husbonden at indfinde sig til syn med familiens ynkelige undskyldning for en bil. Den er i dagens anledning blevet pudset og poleret, så den kan vise sig fra sin allerbedste side, men det narrer vel ikke de der synsfolk?!

Vores håb er at den sniger sig igennem med påbud om reparationer for under 4000,- kr. (vi tør end ikke drømme om mindre - *suk*), for ellers skal vi endnu engang til at overveje bilens fortsatte eksistens.

Det kunne bare være meget rart om den lige kunne køre et par år mere, nu den er betalt.

Tror jeg bliver nødt til at sove med krydsede fingre i dag......

I dag huskede jeg det! At uploade ikke bare et billede af gaven til husbonden, men rent faktisk selveste gaven.

Da det i år var vores 4 års bryllupsdag, så var det iflg. listen vores Blomsterbryllup. Vi besluttede, da vores første bryllupsdag nærmede sig, at følge listen og dermed skal gaverne også afspejle dagens navn.

Jeg ved at det i år har redet husbonden som en mare at finde på noget. Jeg mener, det er jo i realiteten nemt nok bare at købe en dusk blomster og så er det dét, men vi forsøger hvert år at finde på noget lidt mere specielt. Jeg fik for flere måneder siden en idé, som jeg jo helt personligt selv syntes var fantastisk - den krævede bare en lille smule.....nej det er løgn...den krævede massiv hjælp udefra, men heldigvis var der også hjælp at hente.

De foregående år har vi udvekslet vores gaver over en fadøl på terrassen uden for hotellet i Holte, men da vi jo i år var et andet sted og i øvrigt omringet af ca. 300 svenske og norske slikentusiaster fra Malaco og Läckerol (med fri bar!!!) valgte vi at henlægge seancen til Borupgaards hyggelige "pejsestue", hvor vi kunne være i fred.

Jeg fik lov at lægge for og afleverede et kræmmerhus indpakket i silkepapir med små tørrede blomster påklæbet. I det kræmmerhus havde jeg sat en buket silkeblomster, som jeg i mit ansigts fodsved havde lavet tidligt om morgenen på arbejdet. Men det var jo ikke gaven - næ nej for nede i lå en print af denne. Nogle skarpe øjne vil nok genkende stregen og jeg skylder Liselotte en stor tak for det kæmpe arbejde hun har lagt i opgaven - udover passende betaling naturligvis ;-)

Så var det husbondens tur og efter at have overrakt mig det sødeste kort, bad han mig om at lukke øjnene. Da jeg fik lov at åbne dem igen, blev jeg mødt af dette syn




"Kan du kende den??"

spurgte han. Og selvfølgelig kunne jeg det. Det er jo en nøjagtig kopi af min brudebuket og da jeg spurgte nærmere ind til den viste det sig, at den oven i købet er bundet af den samme blomsterhandler som for 4 år siden.

En enkelt forræderisk tåre stod i min øjenkrog, da husbonden sagde:

"For 4 år siden var du så uselvisk at forære din brudebuket til min far, som du aldrig nåede at møde. Derfor skal du have en ny...."

Bukeetten går ikke at få tørret, så derfor vil jeg også denne gang forære den væk. Nu håber jeg bare at den holder sig nogenlunde frisk et par dage endnu.....

at det kan være svært for almindelige mennesker med almindelige 8-16 jobs at forstå at mine morgener - specielt når jeg har nattevagt - ligger på et lidt andet tidspunkt end andres.

Ergo er jeg under ingen omstændigheder klar til at tage stilling til hvor skabet skal stå eller hvilke hylder, der skal være i det, når jeg lige er tumlet ud af sengen søndag eftermiddag. Det kan så godt give en kende ufred, når husbonden nu mener at han klart og tydeligt spurgte - og jeg i min søvndrukne tilstand bare har svaret "et eller andet...." for derefter en time senere, når søvnen så godt som har forladt øjenene, spørger "hvorfor i alverden det står sådan???".

Ikke nogen særlig festlig måde at starte "dagen" på, når der samtidig er en 12-timers vagt der truer forude, men jeg troede nu altså at han havde lært det på nuværende tidspunkt - det er jo altså ikke første gang, jeg har nattevagt.

Humøret bliver så heller ikke bedre, når kollegaen henkastet siger:

"Tømmer du ikke lige opvaskeren, når den er færdig?"

Hmmmm - for det første, så er der i realiteten 2 timer til han har fri - mon ikke den er færdig inden da?? Nåååhh - han er allerede gået nu!! For det andet har jeg svært ved at se, hvorfor i alverden jeg skal bruge tid på at tømme en opvasker, som jeg aldrig bruger og som jeg dybest set mener, vi overhovedet ikke har brug for herinde.

Det kan vel kun blive bedre fra nu af, eller......

Nøjagtig som for 4 år siden var der blå himmel og bragende solskin i torsdags.

Efter en hektisk indpakningsmanøvre foretaget på arbejdet (for mit vedkommende!) drog vi afsted mod Nordsjælland og et døgns forkælelse ud over alle grænser.

Alle medarbejdere fra tjener Steven over køkkenchef Rasmus til adm. dir. Peer gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at vi fik en herlig bryllupsdag. Selvom det var meget tydeligt, at hotellet kun lige havde slået dørene op for offentligheden skortede det aldeles ikke på hjælpsomme ansatte, lige meget hvilket ønske og spørgsmål vi måtte have. F.eks. var det adm. dir. der skænkede vores første fadøl i baren og det var så sandelig også ham, der fredag formiddag sørgede for, at vi fik morgenmad - selvom vi havde prioriteret anderledes og brugt tiden på at sove i stedet.

Vores køkkenchef tog sig tid til at give os en Grand Tour rundt på hele "godset" og gav os et rigtigt godt indblik i, hvordan det hele kommer til at tage sig ud, når de bliver helt færdige med spa og swimmingpool og alle de andre ting, der er på tegnebrættet i øjeblikket. Vi glæder os allerede til næste år.

Mad fik vi naturligvis også - og i år var forretten simpelthen så lækker, at vi ikke nåede at tage et billede, før den var forsvundet som dug for solen ;-)

Hovedret og dessert skal I naturligvis ikke snydes for








....og gaver havde vi til hinanden, men da jeg har været et fjols og glemme at uploade billedet af min gave til husbonden, inden jeg drog ind på nattevagt her til aften, så tror jeg at jeg gemmer den del af det til i morgen ;-)

efter arbejde blev det til.

Men så fik jeg også købt både (....) og (......) og sørme om jeg ikke også lige faldt over (.........) på vejen.

Og da jeg kom hjem, havde jeg modtaget (.........) og WOW det er simpelthen for godt og lige som det skulle være og jeg er helt sikker på at det bliver et hit.

Men i reglen kan jeg jo slet, slet ikke fortælle noget af alt det her endnu, så det tror jeg bare, jeg lader være med.......

Men nu er jeg i hvert fald fortrøstningsfuld og tror på, at jeg bare har styr på det hele til i morgen.........og det er vel i sig selv en god ting?!

"Vi har bare ikke holdt den længe nok inde! Den skal holdes inde i 15-20 sekunder....."

"Ja - de der 5-7 sekunder holder slet ikke....."

"Ja - se nu kører det......"

Samtalen foregår i den anden side af lokalet. Jeg kan høre, at det er chefchefen og en anden mandlig kollega, men jeg kan ikke se dem.......hmmmmm - jeg tror egentlig ikke jeg vil vide, hvad de taler om ;-)

slagtet en hellig ko, men vi har til gengæld pakket en måske knap så hellig kalv ned i milliarder millioner små plasticposer og smidt den i fryseren.

Ryggen værker og fingrene lugter af blodigt kød, men det tog heldigvis ikke meget mere end to timer og selv overboen fik glæde af projektet. Der var nemlig ikke lige plads til de sidste 3 kilo hakket, så dem fik hun i små håndterbare poser á 500 gram.

Dagens opgaver er dermed udført og nu varer det dælme ikke længe inden dynen kalder for alvor....

Det bliver en rigtig, rigtig lang dag i dag....

Først skal de sidste 3 timers dagvagt overståes. En dagvagt der under ingen omstændigheder er kompatibel med aftenvagten i går, hvorfor jeg slæber mig igennem den med grus i øjnene.

Derefter venter en rask spadseretur hjemad med besøg i diverse butikker efter diverse ting, hvoraf jeg på nuværende tidspunkt desværre kun kan afsløre en enkelt - nemlig fryseposer i alle mulige og umulige størelser.

I aften ankommer nemlig 70 kilo nyslagtet kalvekød i selskab med en kollega, og dette kød skal jo så lige vejes og pakkes og mærkes for derefter at ende i fryseren.

Kollegaen har truet med at han ikke er der før efter kl. 18.00, så det kan godt blive en meget, meget, meget lang dag........

når man kan gå på gaden og grine ad sin egen konversation......med sig selv?!

min stakkels kollega er så syg, som han er, så ville jeg faktisk være glad på hans vegne over at han slipper for denne uges aftenvagter.

Et par af os andre har fordelt hans aftenvagter mellem os, og jeg har altså været så "heldig" at vinde vagten i aften og dermed opleve, hvad han oplever hver gang han har aftenvagt med sin sædvanlige makker.

Han lagde elegant ud med at ringe og melde, at han blev forsinket, fordi hans (privat!)telefon blev ved med at ringe og at han i øvrigt ikke havde fået frokost endnu. Og siden hvornår er det blevet mit endsige firmaets problem??

Efter at han således mødte en time senere end beregnet har han præsteret:

- at foretage 7 private opkald
- handle i den nærliggende Fakta
- og indtil videre nu brugt en halv time i køkkenet på at tilberede, hvad han nu end købte
- ....og derefter skal der jo også spises......

Jeg græmmes - og forstår bedre og bedre min sygdomsplagede kollega, når han sukker dybt hver gang han skal have aftenvagt.

blev der ikke meget af i nat.

Tankerne blev ved at kredse om kollegaen, der ligger og kæmper for sit liv.

Det virker simpelthen så ufatteligt og meningsløst at han nu ligger der i respirator, mens hans kone og børn bare venter og venter og venter....

I samme øjeblik lyset blev slukket i soveværelset i går aftes var det ikke længere muligt for mig at holde tårerne tilbage. Det hele er så unfair og uretfærdigt (som det vel altid føles, når nogen man kender bliver alvorligt syg?!), men nu kan vi kolleger vel også bare vente indtil vi hører nyt fra familien.

Jeg håber det bliver snart - og jeg håber det bliver godt nyt.......

*der danses rundt med armene højt hævet......*

Hr. Køkkenchef har just ringet og meddelt, at der både er værelse OG mad til os i Snekkersten d. 18. august.

Hvem han har fået kylet ud af det værelse, vil vi slet ikke vide. Vi vil bare nyde, at det nu er vores helt spritnye dobbeltværelse og at vi altså ikke behøver at køre nogen andre steder hen efter maden.

NU glæder vi os helt afsindigt, for det bliver jo næsten det samme som de foregående år.

Hmmmm...han nægtede at fylde swimmingpool'en op inden vi ankommer - skal vi mon klage over det??!!

2 gange sygdom (en "almindelig" og en ganske seriøs "at være indlagt på intensiv"), 3 gange ferie og så er det pludselig svært at få bemandet et døgnhjul, når vi kun er 10 mand høj til det (eller rettere 9 mand og en kvinde!).

Af de 2 kolleger, der eventuelt kunne have været til hjælp i dag, bor den ene i Sverige og kan alligevel ikke være herovre inden vagten er næsten slut og den anden svarer ikke sin telefon.

Ergo blev jeg nødt til at efterlade en kollega alene på pinden derinde - der var jo lige en knægt, der skulle afhentes og så har jeg da vist også lovet noget med at binde bøger ind i aften.

Jeg sidder stand-by og er klar til at hjælpe alt det jeg kan hjemmefra. Det er ikke meget, men dog nok til at tage presset af telefonerne, hvis det hele går galt. Det er ikke særligt sjovt at sidde alene derinde om aftenen, når man dårligt kan tillade sig at gå på toilettet uden først at meddele det til højre og venstre.

Nå - jeg sidder klar - han kan bare ringe......

UPDATE: Og han ringede. Ikke for at få hjælp, men for at overbringe den chokerende nyhed, at vores kollega, som er indlagt på intensiv, nu er blevet diagnosticeret: Legionærsyge og derefter lagt i respirator. Det tog lige toppen af glæden :-(
De er dog ved godt mod på hospitalet - han er kommet under behandling i god tid og han er heldigvis ellers normalt sund og rask.
Nu krydses der fingre for at han står krisen igennem.

Ikke sådan at forstå, at jeg er ude i fosterfordrivelse - hverken på mig selv eller nogen andre.

Næ - jeg ønsker mig bare en pille, som jeg lige kan hælde i halsen, hvorefter jeg kan se vores to katte forsvinde som dug for solen.

Ind imellem fortryder jeg nemlig, at vi nogensinde anskaffede os de to pelsklumper. Specielt når Xenia-katten bruger timen fra 04.00 til 05.00 med at kradse på soveværelsesdøren og hyle.....

Hr. Køkkenchef er i dag returneret til Dannevang efter 1 måned i Italien, og naturligvis er vi da de første han tænker på :-)

Han har svaret på mail og jeg har kastet mig over telefonen og talt og bønfaldt ham halvt ihjel. Han tager op til hotellet i Snekkersten i morgen og prøver at finde ud af noget for os - vi får besked senest tirsdag om hvorvidt der både er overnatnings- og middagsmuligheder eller om vi må nøjes med maden.

Vi krydser fingrene én gang til........

Et indlæg her eller rettere en kommentar til pågældende indlæg fik tankerne i gang hos mig om vores - husbondens, knægtens og min - situation. Den er naturligvis ikke den samme som Anitas, da jeg jo har min elskede hos mig hver dag, men der er alligevel sammenfaldende punkter.

Knægtens fader og jeg gik fra hinanden, da knægten var bare 3 år. På daværende tidspunkt var jeg heldig at have en reserveekstramor/veninde, der havde et værelse til overs (jeg har stadig hende, men hun har ikke længere ledige værelser ;-). Naturligvis boede hun ikke lige i nærheden af min og knægtens faders tidligere fælles bopæl, så der blev rakket tværs gennem byen hver morgen og eftermiddag - børnehaven skulle jo passes.

Senere løb jeg så ind i husbonden og efter et stykke tid ville det naturligste nok have været, at jeg rykkede ind hos ham i hans lejlighed på Frederiksberg. Denne lejlighed ville have været stor nok, hvis det kun drejede sig om os to, men der var ikke lige plads til et børneværelse eller noget, der bare mindede om det. Jeg prioriterede (naturligvis!) knægten højest og vi blev hvor vi var, for der var plads til hans seng og hans legetøj. Et eget værelse kunne jeg på daværende tidspunkt ikke tilbyde ham - til gengæld havde han en kæmpelejlighed, som han med reserveekstramoderens velsignelse kunne tulle rundt i, som han havde lyst. Som det dejlige menneske hun er, bød hun også kæresten (senere husbonden) velkommen med åbne arme og han flyttede på det nærmeste ind i værelset sammen med os andre.

Det er jo naturligvis ikke holdbart med 3 mennesker i ét værelse og stor var glæden da også, da vi endelig fik tilbudt en lejlighed på Østerbro i samme gade som knægtens fader. Her var et værelse til knægten, så han omsider kunne få samme forhold hos mig/os, som han havde hos sin fader, og vi kunne få vores soveværelse for os selv - i hvert fald engang i mellem ;-)

Her bor vi så på 6. år og naturligvis melder lysten sig ind i mellem til mere plads og evt. en have, men det er ikke lige så nemt, når nu vi er stavnsbundet til Østerbro.

Og stavnsbundet - det er vi! Naturligvis kunne husbonden og jeg da følge vores drømme og rykke 30 km. væk fra Østerbro, men det ville samtidig betyde at vi skulle give afkald på størstedelen af vores samvær med knægten. Han har sin skole, sin far og sine venner på Østerbro og jeg kunne ikke drømme om at rive ham væk fra alt det - heller ikke da han "kun" fik i børnehave - bare for at opfylde mine egne og husbondens boligdrømme.

Vi mennesker får vores børn af egoistiske årsager, men den egoisme må man som forælder lægge på hylden og ind i mellem give køb på egne ønsker for at barnet/børnene kan få den tryggeste opvækst, man overhovedet kan give dem.

At parforhold går i stykker kan man ikke gardere sig imod, men man skylder stadig de fælles børn at behandle og omtale den tidligere partner (= den anden forælder) med respekt og strække sig langt for at komme frem til en fælles overenskomst vedrørende barnets bopæl og samvær med de respektive forældre.

Så alt i alt - ind i mellem føler jeg mig stavnsbundet her til Østerbro. Jeg vil så gerne ud, hvor der er mere luft og lys og hvor jeg kan bo på jorden og ikke på 4. sal. Hvor jeg kan hoppe og springe i min egen bolig uden at skulle overveje om underboens lysekrone falder ned. Hvor jeg kan spille min yndlingsmusik lige så højt, jeg har lyst til, uden at frygte en skriftlig advarsel fra boligselskabet.

Men jeg er stavnsbundet! Stavnsbundet af min kærlighed til min søn og almindelig respekt for hans fader. Og jeg ofrer gerne mine boligdrømme for at få lov til at følge min søns dagligdag.

Men derfor kan husbonden og jeg da sagtens kigge på husannoncer og sukke og pive ind i mellem......indtil vi hører knægtens kaglende latter inde fra værelset - så ved vi, at vi har prioriteterne i orden :-)

sagde min i øvrigt meget unge kollega til mig i eftermiddags....

"...må jeg godt snart gå hjem??"

(bare fordi jeg tilkaldte ham ca. 5 minutter efter, han havde forladt bygningen i går, KYLLING!!)

Chefchefen og en kollega stoppede brat deres samtale, da disse ord faldt! Hvorfor??

Fordi jeg sad i rygekabinen og lænede mig op ad fjerneste glasvæg, ude af syne for chefchefen og den kollega, han talte med. De troede derfor, at det var en anden (mandlig!) kollega, der blev tiltalt "lille skat"....

Først da jeg lænede mig frem og vinkede royalt inde fra mit glasbur gik sagens rette sammenhæng op for chefchefen, der øjeblikkeligt brød ud i krampelatter.

Det samme gjorde jeg i øvrigt, da der lige gik et par sekunder, før det gik op for den meget unge kollega at han lige havde reddet sig selv flere måneders mobning ;-)

indtil kollegaen i går aftes spurgte på vej ud ad døren

"Kommer du til mødet i morgen?"

ARRGGHH...det er første onsdag i måneden og der er dømt personalemøde. 2½-3 timer med brok og ævl og kævl og en masse informationer, som vi ikke fatter halvdelen af fordi de fremlægges på højteknologisk. Til gengæld forventes vi at rette os efter de ting, der bliver sagt - som vi altså ikke forstår!

Jeg har sneget mig udenom disse møder i laaang tid nu - enten fordi jeg har haft nattevagt, eller fordi jeg har haft fri, men det holder altså ikke rigtig i dag. Derfor skal jeg nu møde kl. 13.00 i stedet for 15.30, så jeg må vist hellere.......

Hr. Køkkenchef har virkelig forladt "os" til fordel for Comwell Borupgaard i Snekkersten.

Trist affære, og endnu mere trist er det at Borupgaard så er fully booked lige præcis d. 18 august - ikke så meget som et kosteskab er ledigt den dag -den kan altså ikke være det bekendt!!

Nu skal vi så finde ud af, om vi i det mindste kan spise hos Hr. Køkkenchef og så overnatte et andet sted.

Husbonden er sendt på langfart på vej hjem fra arbejde. Han skal lige checke det her og det her ud for at se om et af de steder skulle være overnattelsesværdige.

Det bliver da også mere og mere besværligt.......

....at sidde midt om natten (og det kunne jo for så vidt også være om formiddagen, eftermiddagen eller aftenen......who cares??) og have lyst til at græde.....tude......storvræle.....uden der er den mindste grund til det?? Bare lade tårerne vælte ned ad kinderne og hulke højlydt??

At sidde foran fjernsynet og mærke tårerne stige op ved bare den mindste antydning af noget sentimentalt eller sørgeligt - om det så er Skadestuen eller Matador, der kigges på?!

Sådan har jeg det lidt i øjeblikket. Der skal lige en stormflod af tårer til at rense mit indre, på trods af, at der intet er galt.

Det hjælper bare en gang imellem at tude ud......eller hva'?