Prelsborg

På trods af at vi brugte den halve nat (og lidt til) på at more os over de første 7 afsnit af Matador, så har vi i dag udrettet en masse.....synes vi i hvert fald selv ;-)

Husbonden har højglanspoleret badeværelset, mens jeg har været i gang i køkkenet. Alle skabe, skuffer og fliser - både oppe og nede er blevet vasket af, komfuret har fået en tur og selv bag køleskabet har vi været i dag.

Vi er mere end tilfredse med os selv - og lur mig om ikke der lige vanker et par afsnit mere af den danske kulturskat, inden dynerne kalder.......

Vi sidder her og kigger ud på regn- og tordenvejret. Det stormer en kvart pelikan og lynene vælter hen over himlen efterfuldt af høje tordenbrag. Regnen følger med så godt den nu kan.

Det villemåske også være OK, hvis vi nu sad i Nordjylland (og så ville Liselotte også få glæde af det!), men nu bor vi altså på Østerbro i København - nærmere betegnet meget, meget tæt på Parken, og så vidt vi ved, så kommer der vist gæster til byen i aften.

Husbonden var ude at køre for at par timer siden og kunne ved hjemkomsten rapportere om rigtig mange, rigtig glade mennesker, der sad rundt omkring på Østerbros caféer og græsklædte arealer og drak øl, hyggede og ventede på oplevelsen i Parken.

Hvor de mennesker er nu, tør vi næsten ikke tænke på - bare de nu har fundet ly et eller andet sted, for der er vådt derude - MEGET vådt.

P.S. Er da lige kommet i tanke om, at søsterskabet har billet til koncerten i aften. Gad vide om hun kommer kravlende på et eller andet tidspunkt?!

UPDATE (ca. 2 minutter senere!): Regnen er holdt op og solen kigger så småt frem - der skal åbenbart ikke mere til end et lille ynke-indlæg herfra ;-)

Godt så! Vi har ikke hørt så meget som et eneste lille pip fra Hr. Køkkenchef, så måske er det denne gang fuldstændig korrekt, at han har forladt hotellet i Holte :-(

I hvert fald, hvis vi skal tro på De Gule Sider, hvor jeg i morges ved et tilfælde fandt et foruroligende mobilnummer tilhørende selvsamme Hr. Køkkenchef men med "bopæl" i Snekkersten.

Mobilnummeret svarer naturligvis ikke, men det passer jo så også udmærket med forklaringen om at han skulle være på ferie i øjeblikket og først starter op på det nye 1. august.

Nu sidder vi så lidt og overvejer, hvad vi så skal gøre.

Hotellet i Snekkersten, der først åbner d. 15. august, ser vanvittigt hyggeligt ud, men vi vil jo gerne være helt, helt sikre på at Hr. Køkkenchef nu også virkelig kommer til at regere køkkenet deroppe, inden vi booker os ind der. Der er ikke nogen reception deroppe endnu, så det er lidt svært at ringe og spørge.

Vi er nemlig blevet enige om, at det for os er vigtigere at blive vartet op af selvsamme Hr. Køkkenchef end det er at sove i samme seng (som vi jo alligevel ikke kunne få) som de andre år.

Vi slår koldt vand i blodet week-end'en over og prøver at kontakte ham igen på mandag.

Hr. Køkkenchef - we will follow you anywhere!!! ...så længe du altså bliver på Sjælland!

er enten rasende på mig eller også forsøger den af al magt at hjælpe mig med at lave om på tallene på badevægten.

I hvert fald har den her til morgen valgt at servere Iron Maidens "Aces High" og "Prisoner" til motionscyklingen.

Og hold da op - der er fart på de numre! Cyklen er rødglødende og benene er som gelé - det er vist på tide at tage et par timer på langs.

Og til jer, der med tilbageholdt åndedræt følger udviklingen i forrige indlæg: Jeg lover at checke mailen, hver gang jeg alligevel vågner på grund af sprøde barnestemmer i gården eller naturens kalden i al almindelighed, så træk I bare vejret imens jeg sover :-)

Vores bryllupsdag nærmer sig med hastige skridt, og så skal der jo ordnes og regeres, bookes og bestilles.

Husbonden ringede i går til hotellet for at bestille "vores" suite, men da han ikke lige kunne huske nummeret men kun navnet, var han ikke helt sikker på, om bookingen var gået igennem. Han ringede derfor igen i dag for lige at få bekræftet, at vi havde booket Grevinde Danner-suiten 18. - 19. august. Svaret var, at lige præcis den suite var optaget lige præcis den dag, så de havde booket os ind i en anden.

Da husbonden ved hjemkomsten fortalte mig det, var min første reaktion, at så kunne det også være lige meget med den suite. Kan vi ikke få "vores" suite, så ville jeg ikke betale for en suite overhovedet - så ville et almindeligt dobbeltværelse være rigeligt.

Jo mere jeg tænkte over det, jo mere undrede det mig pludselig, at lige præcis denne ene suite skulle være forudbestilt, når der var flere andre tomme suiter. Det undrede mig også, at receptionisten så ikke havde sagt allerede ved bookingen, men først dagen efter, da husbonden ringede for lige at sikre sig. Og til syvende og sidst: hvor mange booker navnangivne suiter, hvis ikke lige det har en helt speciel betydning for dem - altså sådan nogle som os??

Det slog mig så, at jeg i går aftes sendte en mail til "vores" køkkenchef deroppe, hvor jeg rent faktisk skrev, at husbonden var lidt i tvivl om den booking og fra "vores" køkkenchef kan man altså vente sig lidt af hvert. Han kunne faktisk godt finde på at lave aftaler med receptionen om at sige, at suiten var optaget, selvom den rent faktisk er lige så ledig, som den garanteret er i aften.

Sidste år, da vi pr. mail skulle lave aftale med "vores" køkkenchef, fik vi et svar retur om at han var indlagt med dårlige nerver og at der derfor ville være en afløser på. Ved en kontrolopringning til hotellet fik vi rent faktisk samme besked og blev en smule nervøse for om det virkelig kunne være rigtigt. Desværre havde Hr. Køkkenchef glemt at indvie en af personalerne i køkkenet, så hun røbede ham senere. Han var aldeles ikke indlagt nogen steder - det var bare en joke - og en rigtig god en af slagsen ;-)

Det var sidste år - nu tilbage til i år.

Efter at have diskuteret lidt frem og tilbage omkring suite/ikke suite, fandt jeg Hr. Køkkenchefs direkte nummer frem og ringede til ham. Telefonen blev taget af en kok, der allerede da jeg præsenterede mig begyndte at grine. Hr. Køkkenchef er angiveligt holdt op og starter nyt arbejde 1. august på et andet Comwell hotel. Der blev stadig grinet meget deroppe i køkkenet på Comwell Holte, så jeg blev naturligvis en kende mistænksom. Kokken insisterede dog på, at denne gang var det rigtigt - Hr. Køkkenchef arbejder der ikke længere. Hmmmmm......han vidste dog alt for hurtigt, hvem jeg var og der er ikke nogen, der skal fortælle mig at en eller anden tilfældig kok kender gæster, der kun kommer én gang om året....hmmmmmm......

Vi diskuterede igen lidt frem og tilbage om hvordan vi nu får lokket Hr. Køkkenchef frem af sit skjul og gå til bekendelse. Vi er 85% sikre på, at han igen i år forsøger at tage r*ven på os, så vi har besluttet at spille højt spil.

Jeg har ringet til receptionen og annulleret vores bestilling af værelset og sendt mail til Hr. Køkkenchefs mailadresse med annullering af vores middagsbestilling med den begrundelse, at kan vi hverken få samme værelse eller samme køkkenchef, så er grundlaget for vores besøg så godt som forsvundet. I samme mail har jeg takke for god behandling de sidste 4 år og bedt dem om at hilse Hr. Køkkenchef manga gange fra os, når han nu starter i sit nye job.

Skulle det nu vise sig at være sandt denne gang - at Hr. Køkkenchef virkelig er holdt op - så står vi pludselig uden planer for vores bryllupsdag, men på den anden side er vi enige om at et ophold på Comwell Holte på denne specielle dag alligevel ikke er det samme uden "vores" suite og "vores" køkkenchef.

Vi er nu meget spændte på den videre udvikling. Nogen må jo nødvendigvis svare på vores mail.....bliver det Hr. Køkkenchef, der må krybe til korset eller bliver det hans afløser???

Fortsættelse følger snarest........

Der står hun så.

Helt alene, mens nattens mørke langsomt jages bort af den gryende dag.

Hun læner panden mod glasruden og kigger ud på den vågnende by.

Hendes let fugtige pande efterlader et aftryk på ruden, men det tager hun ingen notits af. Det må andre klare......senere.

To fingre på hendes højre hånd knuger om cigaretten, som var det den sidste spinkle tråd i et reb, der langsomt trævles op - den sidste forbindelse til glasburets tryghed.

Et sidste desperat sug på cigaretten, der derefter kastes ned i det næsten bundløse askebæger.

Hun tager en dyb indånding og træder et skridt ud i den virkelige verden.

Intet er forandret - alt er som før - tomt og stille.

Glasburet bagved hende lokker og kalder "kom tilbage....", men tiden er ikke til det nu....

Hun skal nok vende tilbage - det ved hun - og derfor tør hun godt hviske "på gensyn...." og gå verden i møde.



Åh jo - vi har fået rygekabine på arbejdet........

når jeg sidder der i soveværelset og hjuler derudaf.

Udstyret er i orden.

Sorte cykelbukser, der sikkert ville se blændende godt ud på f.eks. Jesper Skibby, men som jo er umanerligt stramme og ganske uklædeligt afslørende, når det er mig, der har dem på. Men de er gode, for jeg får ikke så ondt i rø bagdelen, når jeg har dem på, mens jeg tramper afsted.

Sort/hvid cykelbluse, der ligesom ovenstående ville være en pryd for enhver Tour de France-rytter, men nu er jeg jo ikke........og den er også stram!! Men lommerne bagpå er eminente til bl.a. MP3-afspilleren.

Håret er sat i to kække rottehaler, fordi hestehalen ledte alt, alt for meget sved direkte ned ad ryggen - ikke rart - slet ikke rart.

MP3-afspiller monteret i lommen bagpå og propperne i ørerne - og så sidder jeg ellers dér med lukkede øjne og headbanger og mimer med på de forskellige numre. Ja mimer - ikke nogen pinligheder som pludselig at begynde at skråle med på et eller andet godt nummer - vi bor jo trods alt i lejlighed med både over- og underboer, så der må tages hensyn.

Og alt imens jeg tramper og sveder og mimer og headbanger udtænker jeg min første bestseller:

"Cykler med geder"

for der må simpelthen være en ged gemt derinde et eller andet sted! I hvert fald fremkommer der efter ca. 15 minutter en ganske anderledes ram lugt - og den jo ikke fra MIG, så ergo har vi en ged gemt i soveværelset - og jeg skal nok finde den en eller anden dag.

Det bliver nok ikke i dag, for nu må der soves. Jeg har overholdt halvdelen af mit løfte til mig selv og klaret dagens første 10 km. her til morgen - resten må vente til geden og jeg mødes igen senere på dagen.

Ha' en rigtig herlig dag derude......

En halv times tid før vi smuttede ud af døren for at køre på ferie, blev vi ringet op af min fars kon enke, som lige ville høre om vi havde lagt planer for lørdag d. 6. august - hun havde nemlig lige planlagt en større familiekomsammen.

Vores umiddelbare svar var nej tak, da jeg har vagt den dag - en herlig lang dagvagt fra 10.00 til 22.00 - og det er der jo ikke meget fest i.

Hun lokkede lidt med at en del af familien fra Jylland nok også ville dukke op og jeg lovede så at forsøge at få byttet den famøse vagt væk, velvidende at det ikke ville blive let her midt i ferieperioden.

Vi snakkede en del om det i løbet af ferien og egentlig havde jeg nok besluttet mig for at svaret i sidste ende ville blive et nej tak, fordi det altid griber voldsomt forstyrrende ind i vores "knægt-week-ender" når jeg bytter vagter - de skal jo ligesom også betales tilbage igen, og det foregår som regel i week-end'er, hvor vi har knægten.

Sent i går aftes kom så selve invitationen pr. mail, og nu er jeg faktisk endnu mere glad for at beslutningen var så godt som taget på forhånd.

Ifølge invitationen vil hun bestille maden udefra - fair nok - og prisen pr. voksen er udregnet til - TA DAAAAA - 275,- kr. pr. snude (børn får lov at spise gratis, men knægten skulle jo alligevel ikke have været med, så det.....). Derudover skal man så selv medbringe drikkevarer til hele dagen. Festen starter kl. 14.00, så jeg går ud fra at den bestilte mad er at betegne som aftensmad - det kan godt blive en lang dag!

Da vi snakkede med hende i telefonen blev der ikke nævnt noget om hverken mad udefra eller prisen derpå. Jeg er da naturligvis fuldstændig enig i, at hun ikke skal afholde hele gildet selv og synes da også, at det er et helt fint initiativ, men alligevel.....275,- kr.!!! Hvad i alverden har hun tænkt sig at bestille?? Belugakaviar og kalvemørbrad med trøffelsauce??

Jeg kan levende forestille mig, at hvis andre i familien har givet deres tilsagn til datoen på forhånd uden at blive oplyst om prisen, så må de altså føle sig en smule bondefanget nu. For vil de måske være bekendt at melde fra igen med den begrundelse, at det altså lige er en kende for pebret for deres budget?! Jeg tror ikke vi ville, men til gengæld ville vi nok føle os ført en smule bag lyset og være langt mere forsigtige, næste gang hun inviterer til et eller andet.

...og så skal det jo også lige siges, at de 275,- kr. (+ drikkevarer) skal for jydernes vedkommende lægges oveni transporten fra og til Jylland - det kan godt gå hen og blive en temmelig dyr fornøjelse.

I går aftes, da jeg mødte på nattevagt, havde jeg medbragt et større broderiprojekt. Som natten skred frem og det var tydeligt, at nu ville der ikke ske mere før kollegerne kom ind ad døren kl. 07.00 pakkede jeg det hele ud.

De 96-98 farver, diagrammet og selve borderiet blev line op på bordet og så var jeg klar til.......at pakke det hele sammen igen, der manglede nemlig lige en enkelt lille, men meget essentiel del - nålen!

Som husbonden så klogt har sagt, så kan man improvisere meget, men at brodere uden nål - det er altså ikke meget sjov ved, så i dag har jeg husket nålen - helt op til 3 af slagsen, hvis det værste nu skulle ske.

Og det kunne meget vel tænkes, at jeg i løbet at de næste 7½ time kommer til at kaste et eller andet efter den møgirritrende temperaturmåler, der står lige ved siden an min plads og siger:

"tik-tik-tik-tik-tik-tik-tik-tik-tik...."

i en uendelighed.

Selvfølgelig er det rart at få målt temperaturen her i lokalet over et stykke tid - der kan ind imellem være så hestevarmt her, at det næsten ikke er til at holde ud - men behøver det tåbelige måleapparat at larme SÅ meget??

folk, der kan motionere om morgenen.

Jeg er fuld af beundring, når jeg på vej til arbejde på en morgenvagt ser alle disse friske kondiløbere, der lige tager en tur rundt om søen - eller søerne, men jeg kunne aldrig få lokket mig selv ned ad trappen på det ugudelige tidspunkt for at knokle svendede rundt og pine mig selv.

Det er blevet yderligere bekræftet i dag, hvor min "morgen" jo falder på et lidt andet tidspunkt end de fleste andre menneskers - nemlig sådan hen ad eftermiddagen, når jeg føler for at klappe de små øjne op.

På grund af nogens fiflen med min badevægt ser jeg mig dog nødsaget til at genoptage kondicyklingen og det har jeg så gjort i eftermiddags. Storsvedende, pustende og på randen af opgivelse måtte jeg igen give mig selv i ret i, at det fungerer altså ikke for mig at motionere, når jeg lige er vågnet.

Jeg overlevede alle 20 kilometer (og lidt), men har lovet mig selv, at i morgen foregår cykeltræningen inden jeg går i seng - det giver også sådan en dejlig naturlig træthed.

der har fiflet med min badevægt, mens jeg var på ferie!!

Jeg er helt sikker på, at tallene så helt anderledes ud, da vi tog afsted!!

Vil den skyldige venligst række hånden op, så skal jeg øjeblikkeligt sørge for at retfærdigheden sker fyldest.


....eller også er det bare fordi alle de gode intentioner, cykeltøjet og MP3-afspilleren, der blev pakket ned til Sverigesturen aldrig så dagens lys deroppe. Det kunne jo selvfølgelig også være en mulighed.......

Knægten er sendt hjem til sin fader for at holde endnu 2 ugers ferie der, inden skolen kalder igen. Husbonden er på det nærmeste blevet smidt ud af døren og på arbejde, da hans trang til arbejde ikke ligefrem var overvældende her til morgen. Selv har jeg udsigt til 4 nattevagter i denne uge og kan derfor tulle lidt rundt herhjemme og mentalt forberede mig selv på gensynet med arbejdspladsen i aften.

Men derfor skal I naturligvis ikke snydes for endnu en beretning fra det svenske - nemlig

Mareridtet i P-huset

Det gik helt fint med at finde fra Hästveda til Göteborg - det er der jo ingen ben i - find motorvejen og så afsted. Det smukkeste landskab rullede sig ud for vores øjne, men vi blæste afsted mod vores næste feriemål - Hotel Opera. Billederne på deres hjemmeside virker helt utroligt tillokkende og forventningerne var store og planerne mange. Det kunne intet lave om på - heller ikke mødet med trafikken i indre Göteborg, der for at sige det mildt var et helvede af vejarbejder, lyskurve, der ikke fungerede og svenske bilister, der på ingen måde kunne have medlidenhed med en lille grøn bil fra Danmark.

Med hjælp fra en venlig tankpasser, der oven i købet forærede os et ganske gratis kort over Göteborg nåede vi dog frem til det, der burde have været hovedindgangen til hotellet. Det var det så bare ikke alligevel - vi skulle lige spadsere 500 meter rundt om næste hjørne og der var den så. Problemet var bare nu, at dette hotel ingen parkeringspladser har tilknyttet, så efter indcheckning fik husbonden lange instrukser af receptionisten om at køre til dette og hint P-hus - huske at få en P-billet (DOH! - ellers kan man ligesom slet ikke komme ind!!) og så ville vi senere få ombyttet denne billet med en fin og meget billigere billet hos hotellet.

Fint nok! Husbonden drog afsted i den ene retning - knægten og jeg i den anden i jagt på vores dobbeltværelse med ekstra opredning!! Da vi endelig fandt det - det var ikke lige så nemt! - viste "dobbeltværelset med ekstra opredning" at bestå af to enkeltsenge, der var moset op ad hver sin væg og en sofa, der ganske sikkert kunne foldes ud til sovesofa - hvis der altså var plads på gulvet. Jeg behøver vel ikke at sige, at skuffelsen var enorm. For mig at se, er et dobbeltværelse et værelse med en dobbeltseng og en ekstra opredning er ikke en sovesofa, der i forvejen er standardudstyr på værelset, men OK vi havde da et sted at sove - hver især - langt fra hinanden!!

Husbonden returnerede efter laaaaang tid, da P-huset for det første viste sig at ligge lidt længere væk end "lige rundt om hjørnet" og for det andet var platumuligt at komme til uden næsten at køre byen rundt. I mellemtiden havde vi forespurgt i receptionen vedr. den ekstra opredning, da vi naturligvis hverken kunne finde sengetøj eller håndklæder til knægten - de var smart nok gemt inden i sovesofaen - det skal man altså bare vide på forhånd.

Da vi ikke kunne holde ud at opholde os på værelset - som naturligvis var et ikke-ryger værelse i overensstemmelse med de nye svenske love - gik turen hurtigt ud i byen - og hvor er det dog en dejlig by. Små listige steder med vældigt flinke mennesker og hurtigt havde vi glemt alt om skuffelsen med hotellet.

Vi havde to pragtfulde dage med pizza og Liseberg-besøg, inden det var tid til at checke ud fra hotellet, og så er det katastrofen indtræffer - vi ved det bare ikke endnu!! Da vi bliver præsenteret for regningen står der rigtigt nok en P-hus afgift på, men den lyder kun på 100,- SEK og da vi ved ankomsten blev informeret om, at hotelprisen ville være 100,- SEK pr. døgn, så mangler der jo ligesom noget. Det gør vi opmærksom på og efter mange, lange diskussioner os og receptionspersonalet imellem, trækkes der endnu 100,- SEK på vores VISA-kort og vi får udleveret en P-billet. Vi har allerede på dette tidspunkt bange anelser, men bliver jo nødt til at stole på, at personalet ved, hvad de gør.

Vi tager en sidste tur ud i byen og opdager bl.a. Sveriges mes hemmelige sport inden vi begiver os mod P-huset for at hente bilen og derefter bagagen på hotellet. Vi kommer find ind i P-huset og finder bilen uden problemer - hen til udgangen - P-billetten i maskinen:

"Der mangler 380,- i betaling!"

Hmmmm - imed den anden P-billet, som husbonden jo indløste fra starten af:

"Der mangler 150,- i betaling"

I stille resignation sukker vi opgivende og tænker

"OK - så betaler vi da med vores VISA-kort, tager tilbage til hotellet og får godtgjort den manglende betaling"

Men NEJ!!! VISA-kortet afvises med at saldoen ikke er tilstrækkelig og så sidder vi ellers der - på tredje sal i et P-hus i Göteborg og er ved at blive temmeligt ophidsede. Vi forsøger endnu engang med P-billetten fra hotellet, men får nu at vide, at den er allerede brugt - ARRGGHHHH!!!

Husbonden kører bilen ind til siden og vader ned for at finde noget personale, der evt. kan hjælpe os. Knægten og jeg bliver siddende i bilen og vinder hver vores Game-Boy frem for at fordrive tiden og der går lang tid!! Endelig dukker husbonden og en uniformeret vagt op og begynder at skille billetmaskinen ad. Der rodes i P-billetter i længere tid, hvorefter maskinen samles igen og husbond og vagt forsvinder over i den anden ende af P-huset. I mellemtiden kan knægten og jeg sidde og glæde os over synet af alle de andre bilister, der ingen problemer har med at komme ud af den lede bygning.

Efter en rum tid komme husbonden løbende tilbage. Han har efter længere tids votering fået tilstået 1 stk. billet, der skulle åbne bommen for os og 10 (ti!!) minutter til at komme ud. Det viser sig nemlig, at hotellet har udleveret en 1-døgns billet til os alligevel, og den er naturligvis udløbet dagen før!!

Et blik bagud fortæller os, at der holder mindst 5 biler i kø, så de 10 minutter kan da hurtigt gå. Fræk som en slagterhund sætter husbonden bilen i bakgear i sniger sig baglæns ind i køen under parolen:

"Vi er danskere - vi er dumme - I må bare bære over med os"

og et kort øjeblik ser det ud som vores trængsler er overstået. Vi har på det tidspunkt tilbragt mere end en time i forsøget på at få frigivet den lille grønne.

Og så går det galt igen!! Bilen foran kan ikke komme ud, da der kommer trafik ovenfra, netop som bommen åbnes for dem. De bliver nødt til at bakke for ikke at få bommen lige i hovedet - og sekunder og minutter tikker afsted, mens de får tilkaldt vagten, der hjælper dem ud og så er det endelig vores tur....

Med rystende fingre isættes P-billetten og resultatet er:

"Der mangler 20,- i betaling...."

De 10 minutter er naturligvis forlængst gået og billetten er udløbet. Endnu et forsøg med VISA-kort og endnu en afvisning. Mens husbonden går skråt amok i samtaleanlægget til vagterne begynder de bagvedholdende bilister at råbe og skrige og dytte, men jeg nægter kategorisk at køre ud af køen igen for så at tilbringe endnu en time i dette galehus.

Husbonden får på en eller anden måde overbevist vagterne om, at han enten er skingrende gal og slet, slet ikke burde føre et motoriseret køretøj eller at han evt. kunne blive til fare for de andre trafikanter i P-huset. I hvert fald åbner bommen sig pludselig og jeg tror aldrig jeg har set et skønnere syn.

Ud af P-huset og hen på hotellet alt imens jeg forsøger at overbevise husbonden om, at der helt sikkert ikke vil komme noget godt ud af at overfuse personalet dér (selvom de fortjente det!!). Bagagen bliver hentet og endelig går turen ud af byen og hjemover. En trist afslutning på et ellers dejligt ophold i Göteborg - når man altså lige ser bort fra hotellet i al almindelighed.

Næste gang tager vi sgu toget og finder at andet hotel!!!!

....eller også var jeg - eller nej, jeg er sågu stadig edderspændt rasende!!

Og hvem kan man blive så edderspændt rasende på, hvis ikke lige det er ens egen mor!!

For at gøre en lang historie kort (eller endnu længere!), så ringede jeg i mandags hjem fraGöteborg for at fortælle min bekymrede moder om svaret på "fedtknudeprøven" (den var negativ hele vejen igennem - eller positiv om du vil - i hvert fald var knuden ganske harmløs!). Under samtalen kommer det frem, at der har været en episode mellem min kære moder og mine papsøstre, som i sidste ende har ledt frem til, at papfaderen min er flyttet i kolonihaven og i øvrigt har true med skilsmisse! Det skal jo så her nævnes, at de to omtalte "forældre" er hhv. 72 og 84, så det er altå ikke årsunger, vi taler om her.

Moderen min snøftede og græd lidt i telefonen, hvilket jo er ganske naturligt, når man efter 28 års samvær bliver forladt. Der blev trøstet så godt som muligt, men det er nu altid svært at se eller høre ens mor græde, så der faldt da også en enkelt tåre fra mig. Hun undskyldte endog, at hun græd, hvilket ikke var nødvendigt - det er jo som sagt naturligt nok.

Så langt, så godt! Dagen på Liseberg blev ind imellem overskygget af de dystre tanker om den eventulle skilsmisse, men det lykkedes da heldigvis husbonden og knægten at skubbe mine tanker lidt i baggrunden - indtil vi kom hjem i hvert fald.

Naturligvis ringede min mor og jeg sammen tirsdag efter hjemkomsten til Dannevang og tingene var ganske uændrede. Dog var der den lille hage ved historien, at papfaderen ikke havde ringet hjem tirsdag som aftalt og nu var han ikke til at få fat i.

Onsdag gav samme resultat, og nu begyndte jeg at blive en kende nervøs. Som sagt er papfaderen, som jeg holder inderligt meget af, ikke nogen årsunge mere, og næsten 3 døgn uden kontakt er lige lidt i overkanten. Ikke at jeg havde - eller har haft - nogen idéer om at han skulle have gjort noget grimt ved sig selv, men han er altså ikke ung mere og alt kan jo ske!!

Efter at have talt med min mor onsdag aften blev vi enige om, at jeg skulle kontakte en af mine papsøstre og høre, om de eventuelt havde talt med ham i løbet af de sidste par dage.

Som sagt, så gjort! Og papsøsteren havde heller ikke talt med ham, så hun sadlede straks bilen og kørte mod vestegnen - bare for at sikre, at han var OK! Det var han heldigvis - der var vist bare gået lidt ged i mobilen og PIN- og PUK-koder, så han havde ikke kunnet ringe hjem.

Alles klar - jeg talte med ham og bad ham om at ringe hjem til min mor, så også hun kunne få fred i sjælen. Jeg talte med hende senere - de skulle mødes torsdag og hun lovede at ringe når og hvis han tog tilbage til kolonihaven - og i øvrigt også hvis han ikke gjorde det!

Det gjorde hun så ikke - og jeg ville ikke ringe og forstyrre, hvis nu de var ved at "make up" igen, men har så derimod prøvet at få fat i hende det meste af formiddagen i dag uden held.

Det er sjovt, som de værste tanker kan indfinde sig, når man ikke kan få fat i mennesker, der normalt er til at kontakte, når man samtidig ved, at de ikke ligefrem er lykkelige :-(

Lige efter klokken 18.00 lykkedes det så langt om længe at få hende i tale, blot for at få at vide at

"det går fint, men nu har du jo fået tingene kørt helt op i en spids......"

Jeg mærkede det allerede dér - hvordan raseriet steg helt nede fra maven af og helt op i halsen. Havde JEG!? Og i så fald, hvad havde JEG så gjort, der skulle få tingene til at løbe af sporet????

Jo, jeg havde ringet til papsøsteren (efter fælles overenskomst!) og nu havde hun ringet til sin mor og alle troede jo, at papfar havde været døden nær eller noget i den retning.

Godt så!! Med raseriet boblende i maven hvæsede jeg, at så kunne hun edderrasgaleme holde sine ægteskabelige problemer for sig selv i fremtiden og undlade at være ked af det og græde på mig i telefonen.

"Græde?? Du må have hørt forkert.....jeg har ikke grædt!"

svarede hun, hvorefter jeg røg helt op i det mørkerøde felt............

Én ting er, at hun nu lige pludselig vil skyde hele skylden for alverdens ulykker på mig - én helt anden er at hun benægter (eller fornægter) en ting, som hun både har gjort og derefter beklaget!!!

Jeg blev simpelthen så sur, rasende og gal, så jeg blev nødt til afslutte samtalen med et

"Vi snakkes ved senere........"

og med senere menes i mit nuværende sindelag om ca. 25 år!!!

Sorry - det interesserer garanteret ikke nogen som helst, men jeg måtte bare af med det!!

Efter 7 dejlige dage i Hästveda og omegn og en temmelig hektisk aften og dag i Göteborg var det på tide at vende den lille grønne mod hjemegnen igen. Dog skulle vi lige først en sidste tur rundt i byen og indsuge de allersidste indtryk af en rigtig dejlig by.

Tirsdag formiddag i Göteborg er en temmelig nedslående oplevelse, når ens første indtryk af byen er oplevet en solbeskinnet søndag aften, hvor det myldrer med liv alle steder. De fleste caféer, barer og restauranter åbner ikke før ved 11-12 tiden på hverdag, så da tørsten meldte sig måtte valget falde på McDonalds, der jo serverer en udmærket cola (når man altså kan komme til for ivrige Gothia Cup-deltagere!).

Vi nåede lige at smage på de indkøbte colaer, da himlens sluser åbnede sig - og hold da op for nogle sluser. Regnen væltede ned i lårtykke stråler og vi priste os lykkelige for at have brugt mandagen i Liseberg i høj solskin og ikke udsat dette besøg til tirsdag.

Mens vi sad der i tørvejr og studerede indfødte svenskere og ca. 1 million af de før omtalte Gothis Cup-deltagere springe for livet - eller i hvert fald tørheden - fik husbonden øje på en større sportsforretning og ville lige bruge ventetiden på at kigge sig om efter noget gummi. Og du kan godt tørre det smørrede smil af ansigtet med det samme - her er der tale om den slags gummi, man klistrer på hver side af et bordtennisbat ;-)

I sikker forvisning om at det ikke ville blive noget større problem at finde den slags gummi netop her i Sverige, som vel er bordtennissportens højborg - de producerer jo den ene verdensmester efter den anden - entrede vi alle 3 butikken.

Vi ledte og vi ledte og vi ledte og alt, hvad vi fandt, der havde det mindste med bordtennis at gøre var 3 forkølede gule bolde forsvarligt låst inde i et glasskab. Til gengæld havde de alt til faget hørende, hvis vi kiggede after golf-, dykker- eller ketchersport!!

Vi prøvede lykken i en anden sportsforretning med samme nedslående resultat - her havde de dog et par ensomme bordtennisbat, der tilsyneladende var blevet overset ved den sidste oprydning.

Ergo måtte vi konstatere, at bordtennis er den hemmeligste sport i Sverige. Faktisk mente husbonden, at man nok skulle gøre sig fortjent til at indkøbe bordtennisudstyr ved at købe sig et gummitræ og så selv snedkerere sit første bat. Først derefter ville man blive lukket ind i den hemmelige cirkel af bordtennisudøvere.

Dog havde vi også på fornemmelsen, at hvis vi nu spurgte et par af de lokale gadehandlere, så ville de sikkert kunne henvise til en mørk smøge, hvor mistænkelige, trenchcoatklædte mænd mod betaling ville åbenbare deres medbragte varelager.

Vi henlægger købet til Bordtennisexperterne i stedet.......

Vi tilbragte 7 dage på husbondens kollegas ødegård



uden at se så meget som skyggerne af de køer, der græssede lige uden for vinduet sidste år - og de var meget savnede :-(

Vi brugte timer og dage på at kigge efter dem på vores ture rundt omkring i landskabet (om ikke andet så bare til det lokale supermarked ICA), men lige lidt hjalp det. Der stod en tom eng og ventede på os om morgenen og der stod en lige så tom eng og gloede, når vi gik i seng om aftenen (eller rettere natten!)

Faktisk have jeg opgivet at se noget som helst til "vores" køer indtil....

....søndag formiddag, da jeg stod på førstesalen og pakkede vores sengelinned ned til den videre tur til Göteborg, kom knægten galopperende op ad trappen og råbte:

"Mor.....mor - der er lige noget meget vigtigt, du skal se......"

Men da det havde været hans mest brugte udtryk de sidste to dage (vi spillede Pókemon på hver sin GameBoy) var mit svar bare et temmeligt træt

"Nå......"

hvortil han svarede

"Okay - du må da gerne lægge sammen eller noget, men køerne er altså kommet nu......"

Og pludselig kunne sengetøj være sengetøj og jeg sprang ned ad trappen for at hilse på Rosa&Co.




Der blev fodret og klappet - nå ja, så fik jeg vel kun lov til at klappe selveste Rosa, da hun havde fået sine 5 stykker rugbrød. Desværre glemte de vores frokostaftale senere på dagen, så vi blev nødt til at efterlade en hel pakke rugbrød til de næste gæster på gården. Dog med en lille seddel på, der oplyste at det var komad og ikke menneskemad!!

Menneskemad var det dog i høj grad, da knægten den sidste aften lavede vores yndlingsret i det svenske


Spaghetti och köttbullar


....at kokken så ikke lige var så begejstret for at blive fotograferet under madlavningen - det er jo en helt anden sag.....

Undskyld Jie - men det er altså ikke særligt nemt at tage billeder, når den ene hånd er fuld af rugbrød og den anden hånd er fuld af ko - men jeg fik altså lov til at klappe!!!!

Efter en nat i egen seng og med egen dyne (sikke dog en vanedyr, man er!) er vi ved at komme ovenpå igen.

Med hjem fra broderlandet er taget usandsynligt spændende reportager som "Mareridtet i P-huset", "Sveriges mest hemmelige sport" og "De forsvundne køer".

Det må dog vente - nu skal der vaskes tøj.......

...at det er nu!!

Der skal lige pakkes en enkelt taske mere og bades en enkelt mor (HURRA!!!! jeg må bade efter to dage med etagevask).

Vejret i Hästveda og omegn er checket og det ser herligt ud, så vi er MEGET snart på vej ud ad døren.

Ha' en herlig 1½ uges tid herhjemme, mens vi klapper køerne i Sverige ;-)

Og i dette tilfælde overlevede patienten også :-)

Faktisk gik det ret nemt og nogenlunde smertefrit. Med nogenlunde menes, at den første lokalbedøvelse åbenbart kun lige bedøvede det øverste hudlag, så da kirurgen gravede dybere kunne det på en eller anden måde sagtens mærkes!

"Aaaavvvvv......."

lød det lettere forpint fra mig, da han sneg skalpellen gennem det næste lag og så fik både han og sygeplejersken travlt med at kaste mere lokalbedøvelse i mig.

Derefter gik det snip for snip med tang og saks - og det er altså en underlig fornemmelse at kunne høre saksen klippe, vide at det er én selv, der bliver klippet i og så alligevel ikke kunne mærke noget som helst.

Derefter to fine små sting og det var så det - det tog vel alt i alt ca. 15 minutter.

Der var dog ikke nogen, der havde fortalt mig, at jeg burde have lavet mavebøjninger de sidste 30 dage for at kunne leve op til kirurgens krav om "lige at spænde engang.....og så lige én gang til....."

Øøøhhh......spænde hvaffor noget?? Mavemusklerne?? Hvaffor nogen mavemuskler?! ;-)

Om 10 dage skal husbonden med rystende fingre klippe de 2 sting og pille trådene ud (vi er jo i Sverige på det tidspunkt) og samtidig skulle der være indløbet svar på knudeundersøgelse (biopsi?) hos egen læge.

Vi klapper hesten og venter roligt indtil da......

Der må skæres, flåes og rives.

Klokken 11.00 har jeg at indfinde mig hos "den dygtige kirurg" på Højbro Plads for ambulant bortfjernelse af 1 stk. fedtknude sådan lige der øverst oppe på maven.

Og tiden indtil da kan jeg så bruge på at føre meningsløse samtaler med min irriterende indre stemme:

"Ja ja, lægen sagde godt nok fedtknude, men har hun måske røngtensyn??"

"Det er en fedtknude - hverken mere eller mindre!!"

"Hun sagde jo også at den var temmelig stor...."

"Ja - HURRA - så taber jeg måske et halvt kilo uden besvær....NÅ!"

"...og de siger, det slet ikke gør ondt, men du skal jo altså SKÆRES i!!"

"De 2 centimeter overlever jeg sq nok - det er jo ikke et kejsersnit, vel?!"

"Hmmmm - ja men er du nu sikker på at det bare er en fedtknude?? Lægen sagde jo, at hun mente det var sådan en, men hun kan jo ikke vide det med sikkerhed...."

"En fedtknude er en fedtknude er en fedtknude - og HOLD SÅ KÆFT!!!"

Lidt nerve har man vel altid ;-)

Knægten ankom i går eftermiddags og vi fejrede feriens start med et besøg på hans yndlingsrestaurant - Kam Bo - på Frederikberg.

Derefter ½ times løben rundt i labyrinten lige overfor - et pitstop i de små haver (nogen skulle bruge toilettet!) - og så endnu ½ times spænen rundt i labyrinten. Den sidste halve time var vist nok min skyld - jeg KAN bare ikke finde rundt derude!!

Den sidste del af aftenen brugte vi på endnu en gang at grine af Shrek II og derefter kaldte dynerne.

Og det kaldte lææænge - i hvert fald var det meget mere end morgen, da vi endelig fik kastet dem af os i dag.

Dagen i dag har vi så brugt på at bruge en masse penge - specielt på mig ;-) Jeg har simpelthen fået ikke mindre end 4 nye toppe (på et gavekort fra en veninde), 3 nye T-shirts og en ny nederdel. Jeg tror ikke, jeg har været iført nederdel siden......siden....OK det kan jeg så ikke huske, men nu skal det være.....

Vi har haft en rigtig gor første feriedag sammen, så nu venter vi faktisk bare på at det bliver lørdag, så vi kan komme afsted til SVERIGE!!!!

var ordene der lige slog bunden ud af ferieglæden i går aftes, da vi indtog en velfortjent feriefadøl på Blegdammens Stjerne.

"Nå da - hvorfor det?!"

Spurgte jeg venligt interesseret - stadig begejstret over udsigten til 3 dejlige lange ugers ferie.

"Jo, fordi du jo skal snittes i og........."

og der stoppede husbondens ordstrøm så brat og mens han studerede mit vantro udtryk i ansigtet, gik det vist langsomt op for ham, at det nok ikkelige var det, han skulle have sagt.

"Det kan du fan'me ikke være bekendt!"

eksploderede jeg. Nu har det i tre uger lykkedes mig ikke at fortælle min egen mor det, for ikke at gøre hende unødigt bekymret. Vi havde en aftale om - husbonden og jeg - at det ikke skulle fortælles til nogen i familien ud over knægten (nå ja - og så jer derude, men I er jo ikke lige familie, vel?), netop for ikke at have en mængde forældre og brødre og søstre hængende i røret hele tiden for at høre hvordan og hvorledes og hvor meget og hvornår og hvorfor.

Og så kan han fandenrasgaleme ikke holde sin mund lukket bare 5 dage før!!!!

Nu føler jeg jo en eller anden form for forpligtelse overfor min egen mor. Vil jo helst ikke have, at der under en fremtidig samtale mellem svigermor og mor falder afsløringer i retning af

"nå ja - det vidste jeg jo godt, for det havde René da fortalt....."

mens min egen stakkels mor sidder der og føler sig underinformeret og holdt udenfor. Bliver jo nok nødt til alligevel at fortælle hende det inden, nu da katten er sluppet ud af sækken.

ARRGGHH - ARRGGHH -ARRGGHH - det kunne jeg dælme godt have undværet!!!

Er der en eller anden Murphy's lov om at den sidste arbejdsdag inden ferie skal være fuldstændig kaos og fyldt med kolleger, der tilsyneladende har tabt hjernen??

I så fald er denne lov blevet fulgt til punkt og prikke i dag, og nu trænger jeg i dén grad til at forlade pinden her og komme hjem og holde ferie!!

lige lidt længere rundt om hjørnet, end jeg havde regnet med.

OK - så kunne jeg ikke finde det ud fra hendes beskrivelse.

OK - så var der dusinvis af små himmelblå biler.

OK - så var det røde stakit i dagens anledning blevet malet sort - og det var i øvrigt ikke det rigtige stakit.

Men ud af porten kom et par ben, som jeg helt sikkert har set før i en lille by ved navn Gug. De var placeret under et lækkert havebord med indbygget grill.

Og OK - så fulgte resten af hende også med ;-)

I rasende fart snakkede vi ørerne af hinanden - der var jo ikke lige så meget tid - og her spiller så en af blogverdenens forunderlige ting ind. Man ved jo en hel del i forvejen og skal ikke bruge tid på lange forklaringer - man kan bare spørge dybere ind til de ting, man ved i forvejen. Herligt fænomen, der gjorde at vi nåede mindst 4 timers "almindelig" samtale på de 3 kvarter (+ lidt ekstra), vi havde til rådighed.

Undskyld, Liselottes lærer, at hun kom for sent tilbage til undervisningen. Men hun kommer altså ikke herover så ofte, så jeg blev altså nødt til at holde på hende lidt længere :-)