Prelsborg

For først gang skal han gå helt alene hjem fra fritten i dag.

Hans far har udstyret ham med en gammel mobiltelefon med taletidskort, så han kan ringe eller SMS'e når han forlader fritten - så har vi en lille chance for at regne ud, hvornår han så lander herhjemme.

I dag skal han oven i købet forbi sin far for at hente den matematikbog, han naturligvis glemte at medbringe hertil i går, så det bliver da helt vildt spændende for ham.

Min eneste bekymring er, at en flok hood-knægte er begyndt at husere i gaden. De vader frem og tilbage og ser egentlig ikke ud som om de har noget særligt ærinde her, og det generer mig ærligt talt lidt! Jeg kan love dem for, at hvis de så meget som kigger på min knægt, så flår jeg hooden af dem og stopper den ned i halsen på dem - så er de advaret!!

på Pile Allé på Frederiksberg har i de seneste år været et yndet udflugtsmål for os, når vejret har vist sig fra sin allerbedste side.

Vi har især nydt at indtage et bord hos M.G.Petersens Gamle Familiehave og nyde en velskænket fadøl og ind imellem også et solidt dansk måltid mad. Vi har moret os over den "gamle Petersen", som ved nærmere efterforskning viser sig at hedde Sørensen!, når han sad og tronede på sin helt egen stol med selerne spændt til bristepunktet over den veludviklede bodegamuskel. Én gang havde vi oven i købet inviteret et par af husbondens svenske venner med derind for virkelig at vise dem noget rigtigt gedigent dansk - og så endte det naturligvis i latterkrampe over en Pedal-Ove wannabe og en temmeligt overrislet kvindelig gæst, der pludselig mente, at hun nok var Danmarks mest oversete skønsangerinde ;-)

I dag efter arbejde (mit forstås!) satte vi så endnu engang kursen mod den hyggelige have, men...... Den er mellemtiden blevet solgt til anden side. Den unge Sørensen ønskede åbenbart ikke at tage over - trist for de nye ejere lever altså slet, slet ikke op til standarden!!

Fadøllen smagte naturligvis lige så herligt, som den plejer og den blev da heldigvis også serveret i de gode gamle krus, som vi kender dem derinde fra, men maden.......og menukortene....altså, altså, altså......

Menukortene blev før i tiden præsenteret i nydelige (og ganske imiterede) læderomslag. Der var rigeligt at vælge imellem af både smørrebrød og varme retter. I dag fik vi udleveret et stykke kopipapir med dagens menu og en smørrebrødsseddel - lige så kopieret. Der var sådan ca. 2 varme retter at vælge imellem, så vi enedes om at at tage en platte hver - det kan jo næsten ikke ødelægges, vel?!

Den marinerede sild lovede da også ganske godt, blød og smagfuld, men det hjalp altså ikke på den overstegte fiskefilet, flæskestegen med den bløde svær og sidst men ikke mindst den overvintrede mørbradbøf! Jeg ved ikke hvornår den bøf var blevet stegt, men det var i hvert fald mere end 8 timer siden. Jeg overvejede at bede om en steak-kniv for at kunne skære den i mundrette bidder. Mit laksestykke var skåret fra halen - sådan med det der irriterende hårde stykke i midten (hvorfor sker det bare altid for mig?!) og det tilhørende hvide brød - som vistnok skulle være italiensk - var så tørt, at vi kunne have lavet rasp af det.

Til 140,- kr. havde jeg forventet en hel del mere, og specielt fordi vi nu har prøvet en platte i haven før og blevet positivt overrasket.

Det er trist, når man som familien Holst overtager et sted med stolte traditioner, for derefter at svigte dem totalt. Vi har ikke for nuværende yderligere planer om at spise derinde i nærmeste fremtid - og så dog alligevel, for når man kigger på menukortet på deres hjemmeside, så burde der jo være mere end to varme retter at vælge imellem og det kunne jeg da godt tænke mig at skyde dem i skoene en anden gang, når de kommer stikkende med deres hjemmekopierede menukort derinde.......

Forleden faldt samtalen derhjemme på, hvad der egentlig er værst - et sår i øret eller et sår i næsen?!

Jeg holder helt klart på et sår i næsen. Det klør, det svider og det er slet ikke til at komme til. Man kan jo ikke sidde der med hele klør 5 i næsen hele tiden - jeg mener, hvad ville folk dog ikke tænke?! Og så er de sår i øvrigt altid 100 år og en madpakke om at forsvinde igen.

Jeg har et i øjeblikket og det driver mig til vanvid!!

Åh jo - vi fører dybe og samfundsrevsende samtaler derhjemme - på andre tidspunkter ;-)

En opringning vedr. en af vores sager her til aften ledte mig på sporet af ham her.

Gav besked til hans kollega om at sige til ham, at hvis han havde en datter ved navn Xandra, så skulle han ringe over til mig - ellers ikke.

Da der ikke blevet givet yderligere oplysninger, var det en temmelig puzzled (det sagde han altså selv!) Michel, der hang i røret et par minutter efter ;-)

Jeg vidste jo godt, at han huserede i samme firma som jeg selv, men at han rent faktisk også er kollega-kollega - det havde jeg ingen idé om før i aften.

Det blev til et Hej og hils hjemme.....og nu ved vi hvor hinanden er ;-)

købe en kvart vandmelon på vej til arbejde og glæde kollegaen med en tallerkenfuld mundrette bidder lyserød og saftig frugt.....

....det må da være en slags definition på sommerluksus ;-)

MÅ........DESINFICERE........HÅND..........

Jeg VED udmærket godt, at den "kære" kollega, der afløste mig her til aften lider af noget gigt af en eller anden slags.

Jeg VED også udmærket godt, at denne gigt ind imellem udmønter sig i noget betændelsesværk i brystet på ham.

Jeg VED det, fordi han har fortalt mig det ca. 800 gange i de sidste 4 år, så derfor.....

....er det SLET ikke nødvendigt for mig at få beviser for sagen. Jeg TROR ham på hans ord......det GØR jeg altså!!

Ikke desto mindre knappede selvsamme kollega skjorten op med ordene:

"Du skal næsten selv have lov til at mærke!!"

Have lov?? Har jeg måske BEDT om lov til at lade min rystende højre hånd nærme sig hans blege brystkasse - man-boobs and all?? NEJ, jeg har sågu ej!!

Jeg VED nemlig også godt, at det der med at bade hver dag ikke lige er hans yndlingsbeskæftigelse....

MÅ.........DESINFICERE......HÅND.......

kan man lige køre til et enkelt Dr. Phil-show??

At kondicykle er møgkedeligt - man sidder bare der og sidder og glor på det samme punkt på væggen eller ud af det smme vindue, alt efter hvor cyklen nu er placeret.

I øjeblikket en vores "nye" kondidyr placeret på knægtens værelse. Dette er naturligvis ganske midlertidigt - han kommer på mandag og han flår hovedet af mig, hvis den stadig står der på det tidspunkt ;-) Men indtil da kan jeg nyde godt af, at den står lige foran hans TV, så i dag besluttede jeg, at så længe Dr. Phil kunne tale om utroskab og andre forfærdelige ting - så længe kunne jeg også holde gang i bentøjet.

Det blev til 12,5 km. i moderat tempo (gennemsnitligt 18 km. i timen) med indlagte pauser - HURRA for reklamer på TV3, i hvert fald i denne sammenhæng ;-)

Computeren fortalte mig i øvrigt at jeg havde forbrændt 455 kalorier, så nu vil jeg gerne vide:

Hvad vejer en kalorie?? ;-)

En af mine nyere lidenskaber er knæstrømper - eller lange sokker, som knægten kalder dem.

Det startede vist nok en gang vi besøgt min søster en pivende kold decemberdag, hvor hun brillerede ved at trække sine lange postkasserøde strømper op, mens jeg sad og multifrøs i mine ganske almindelige "sådan-til-lidt-op-over-anklen"-sokker.

Der faldt et par gule af slagsen af fra hende til jul og siden er jagten gået ind,og der er sandelig stor forskel på knæstrømper. Nogle af dem når kun lige op til slutningen af lægmusklen og de har altså stor sandsynlighed for at snige sig nedad a la hospitalsstrømper i løbet af dagen. Andre er så herligt lange, at de når helt op over knæet, så der er plads til ombuk og det hele - og de holder!!

Den sidstnævnte af slagsen kan købes i bl.a. Bilka, så da jeg ud af øjenkrogen forleden så, at der var tilbud på 3 par af slagsen for en hund, blev husbonden straks sat en tur i Bilka i udsigt her i denne uge. Jeg har aftenvagt hele ugen, derfor måtte det være hans opgave at hjembringe de lange sokker til sin sokkehungrende hustru.

Stor var glæden så i går aftes, da jeg kom hjem og opdagede, at det ikke var 3, men hele 8 (otte!) par for 100,- kroner. Ét er at jeg åbenbart har brug for briller, hvilket jo i sig selv ikke er særligt glædeligt, men noget andet er at jeg nu er den lykkelige ejer af hele 8 par nye lange sokker, som når op over knæet og jeg kan lave ombuk....og....og....

Ok, der sker åbenbart for lidt glædeligt i min tilværelse i øjeblikket, siden jeg kan bruge så meget tid og energi på et indlæg om knæstrømper, men jeg er nu glad for dem ;-)

skulle have set sådan ud:

Fredag eftermiddag/aften: Indkøb af god mad og andre lækkerier til week-end'en. Afslapning foran ´TV'et eller PC'en.

Lørdag: Omrokering af møblerne i stuen. Tilberedning af lækker mad og indtagelse af diverse lækkerier, men vi så Grand Prix og svinede alt og alle for deres påklædning, hår og musik. Slutteligt skulle der BUHes ad vinderen, fordi den naturligvis ville være den helt forkerte.

Søndag: Ned i gården eller gå en tur i det gode vejr. Måske et smut forbi en café på vejen - ingen store og voldsomme planer.

Ind imellem disse ting, skulle der naturligvis foregå en gnidningsfri killingefødsel, der i sidste ende skulle munde i en stolt kattemor og en 3-4 små rottelignende killinger, der diede lystigt.

Sådan skulle det ikke gå - week-enden blev i stedet brugt på.....nå ja....læs de foregående indlæg.

Det føles faktisk slet ikke som om, det har været week-end overhovedet. Søvn er noget, vi har fået på helt forkerte tidspunkter og i helt forkerte mængder. Følelsesmæssigt har vi været helt oppe at ringe og helt nede i kulkælderen. De fleste spor af week-endens begivenheder er fjernet, men der er stadig småting rundt omkring, der fortæller, hvad der foregik. Modermælkserstatningen på køkkenbordet, de tre engangssprøjter og ventilgummiet, vægten med skålen på....og flere andre småting. Jeg må hellere få ryddet det væk, så det ikke hele tiden sætter gang i tankerne om

"Hvad nu hvis? Eller hvis vi i stedet havde gjort......."

Den triste følelse bor stadig et sted langt inde i mig, men det var altså kun killinger og de var altså ikke bestemt til at leve. Så enkelt er det......om et par dage!

Det har været en rigtig lang aften og nat......

Efter lillemissen døde besluttede vi jo at gøre hvad som helst for at holde Bamse-missen i live - det lykkedes også....indtil ca. 03.30....da opgav den ævred og vi er nu killingeløse igen....

Det trak en forfærdelig masse tårer hos os begge, og det er nu meget, meget svært at holde af Nova-katten. Hun vader rundt som om intet er sket og mener, at hun er berettiget til at blive nusset, kælet og fodret - og det er hun da naturligvis også...jeg har bare lidt svært ved det lige nu!

Jeg VED godt, at hun bare er en kat og ikke fatter en bjælde af, hvad der er foregået her de sidste par døgn, men jeg har alligevel utroligt svært ved at "tilgive" hende for at forlade sine killinger og overlade det til os til at klare det umulige. Og det kunne vi så naturligvis ikke.....

Næste store hurdle bliver samtalen med Fru Opdrætter, som ganske sikkert mener, at vi så prøver endnu en gang med Nova (foruden en gang med Xenia), og der stejler jeg altså.....jeg vil ikke prøve flere killinger på Nova - så afleverer jeg hende hellere til Holbæk - så må Fru Opdrætter finde nogle andre, der vil prøve kræfter med hende.

Det lyder måske barsk, men jeg vil hellere undvære hende, end at se hende gå igennem samme tur en gang til - for ikke at tale om os andre!

Knægten har meldt sin ankomst i dag kl. 12.00 for at se killingerne, så nu venter jeg bare på at klokken bliver mange nok til at jeg kan ringe og sige til ham - eller faderen - at der ikke er noget at komme og kigge på - hvor er det bare trist :-(

Bamse tilbage :-(

Bimse med sine sølle 55 gram var for lille og svag til at overleve.

Det bliver selvfølgelig heller ikke bedre, når moderen er fuldstændig ligeglad med sine killinger og lader dem ligge og fryse det meste af natten. Jeg vågnede kl 04.30 ved at killingerne hylede - Nova lå på vasketøjskurden sammen med Xenia og var ophøjet ligeglad med ungernes kalden. Jeg bar hende ind til kassen og da jeg mærkede på de stakkels små, var de iskolde - hvis ikke de havde bevæget sig, så ville jeg være overbevist om, at de var døde begge to.

Jeg har i dag siddet med Bimse i et pudebetræk for at varme den. Den er blevet fodret så godt som muligt med modermælkserstatning i en engangssprøjte, men lige lidt hjalp det. Den døde her først på eftermiddagen i sit pudebetræk i min hånd. Det gjorde ondt, selvom vi jo kun har "kendt" den i lidt over et døgn.

Efter en længere samtale med Fru Opdrætter har vi nu besluttet også at give Bamse modermælkserstatning og så håber vi at Nova tager over senere hen. Hun kunne helt klart ikke lide den lille og det er måske årsagen til at hun ikke har villet tage sig af nogen af dem - vi håber!

En lille trøst var dog, at Fru Opdrætter sagde:

"Der skal altså næsten et mirakel til at holde liv i en killing på kun 55 gram....."

Vi gjorde, hvad vi kunne - det var bare ikke nok!

Her er de så - sammen med deres "stolte" moder og trygt i morfars hænder:



Lykønskninger modtages gerne ;-)

Efter en lille klipning af mavepels er det lykkedes for både Bimse og Bamse at finde en dievorte, der er værd at have med at gøre. Det er altså noget af en lettelse at se lille Bimse suge det bedste den har lært ;-)

De er blevet vejet for første gang:

Bamse: 75 gr.
Bimse: sølle 55 gr.

En opgave senere er at ringe til knægten og fortælle ham den glade/triste nyhed. Han er hos sin fader, og vi har naturligvis lovet at ringe og fortælle, når der var sket noget.

Vi snakkede lidt i går - eller rettere i nat - om hvorvidt vi skulle fortælle ham om de to døde killinger eller blot lade som om, at der aldrig havde været andre end de to, der nu er. Jeg er nået til den konklusion, at han skal have sandheden at vide - at der var fire, men at der nu kun er to. På et eller andet tidspunkt kommer vi alligevel til at brænde os ved at sige et eller andet om de to andre, så han kan lige så godt få det at vide med det samme.

.....men det bliver ikke sjovt at skulle fortælle ham det.......

Den mindste af de to overlevende killinger ser ud til at have lidt besvær med at die - i hvert fald har den det med at ligge et eller andet sted under Novas ben og slet, slet ikke i nærheden af en dievorte.

Vi brugte lidt tid i morges på at forsøge at lægge den til, men det så ikke ud til at fungere særligt godt og så får vi jo nerve.

Husbonden vil senere på dagen frekventere dyrlæge og få noget kattemodermælkserstatning og en pipette, så vi selv - hvis det bliver nødvendigt - kan stoppe lidt næring i killingen.

Jeg vil forsøge at klippe noget af pelsen af Novas mave - hun er temmelig bepelset - og se om killingen så nemmere kan få fat.

Vi skulle jo helst ikke miste en mere, vel?!

...men ellers er resultatet 4 minus 2 - altså 2 levendefødte killinger.

Den førstefødte sad fast i fødselskanalen og måtte hjælpes til verden af husbonden - desværre forgæves :-( Den var tilsyneladende død inden fødslen ud fra farven at dømme og Nova havde derfor svært ved at komme af med den - den hjalp jo ikke ret meget til.

Derefter gik der en rum tid med megen vandren rundt fra Novas side inden hun bestemte sig for at gemme sig i hjørnet bag reolen. Selvfølgelig prøvede vi at holde hende inde i kassen, men det nægtede hun på det bestemteste. Vi lod hende komme ud, da vi jo egentlig syntes det var synd at holde hende tilbage med magt et sted, hvor hun lige havde haft en ikke særlig sjov oplevelse.

Reoler blev flyttet og tæppe blev lagt på plads, så hun kunne ligge lidt blødt og vi kunne holde øje med hvad der foregik. Efter en times tid blev husbonden sendt ind og hvile og jeg nærstuderede for 117. gang Politikens bog om katte, da hun endelig gik i gang igen.

Der blev presset, presset og presset og PLOP lå den grimmeste lille killing dér og sprællede. Ifølge bogen skulle Nova nu slikke den ren, bide navlestrengen over og spise moderkagen, men hun har vist ikke læst den bog, for hun gloede bare på det lille pibende kræ og gik!!

4 gang hentede jeg hende tilbage og påpegede myndigt, at kræet nu engang var hendes ansvar og 4 gange vendte hun r.... til mig og gik. Killinger skal jo have renset luftveje, så de kan trække vejret og det er da vist heller ikke særligt sundt for dem at ligge alt for længe tøjret til moderkagen, så jeg måtte jo i gang. Der blev tørret, nulret og revet og så lå den der helt alene og peb og peb og peb.

Nova havde i mellemtiden lagt an til endnu en fødsel - denne gang i kassen. Den nyfødte blev lagt over i kassen til hende lige da hun pressede en ny killing ud. Den var ved første øjekast død - og desværre også ved andet og tredje :-( På trods af, at jeg fulgte samtlige råd i bogen var der intet at gøre - den blev stille pakket i papir og lagt til side. Nova glimrede endnu engang ved sin manglende interesse.

10 minutter senere kom en herligt sprællende killing til verden - desværre ville moderkagen ikke med ud og Nova så ud til at have opgivet det hele. Killlingen der rodede rundt mellem hendes bagben skænkede hun ikke så meget som et eneste blik! Igen måtte det overvejes lige præcis hvor længe sådan en killing kan overleve, hvis ikke den får bidt/revet navlestrengen over. Jeg forsøgte at opmuntre Nova til at spytte moderkagen ud, men hun lagde sig bare og så opgivende ud - ergo måtte jeg igen træde til.

Under temmeligt højlydte protester fra moderen lirkede jeg moderkagen ud af hende og fik revet navlestrengen over. Præsenterede vidunderet for Nova, der oppede til et enkelt slik på det lille våde hovede og derefter koncentrerede sig om sig selv!

Alt i alt er hun altså ikke nogen præmiefødekat - det er selvfølgelig også første gang, men bare en smule begejstring ville da have været at foretrække! Vores forrige kat - Lace - var heller ikke jordens stolteste kattemor, men hun kunne dog selv finde ud af det meste.

Trist var det at se de to små døde killinger, men vi glæder os nu alligevel over at det ikke gik værre. Vi har to levende killinger og en levende Nova - det tæller for en hel del.

Billeder kommer først i morgen. En ting er at helt nyfødte killinger ikke er særligt kønne - en anden er at blitzbilleder sjælden bliver særligt gode. Der må også soves en smule nu - jeg fik en venlig kollega til at tage min nattevagt i nat, så jeg kunne holde pote - til gengæld skal jeg så møde klokken 07.00 - *GAB*

...begge levende killinger er forresten født d. 19. maj, så det må helt klart være Novas fødselsdagsgave til dig, Frederikke ;-)

Det er meget, meget snart......

En frustreret og meget urolig kat fiser rundt om benene på os og miaver hjerteskærende. Ind i kassen - ud af kassen - rundt på gulvet og ind i kassen igen.

Hun kan nu ikke længere nå at vaske sig hele vejen rundt - nog noget af det værste man kan udsætte en kat for - bortset fra naturligvis direkte, ondsindet mishandling. Har prøvet at hjælpe hende lidt med en klud med lunkent vand, men det er nu ikke helt det samme, kunne jeg godt se på hende.

Dievorterne hænger efterhånden og slæber henad gulvet, når hun går - hvor hun dog trænger til at komme af med de killinger ;-)

Vi forsøger så vidt muligt at dele søvnen imellem os - husbonden og jeg - så vi kan være der til at holde pote, når det endelig sker. Det ville også passe fint med mine nattevagter i denne uge, hvis det altså ikke lige var fordi husbonden blev kaldt på arbejde kl. 03.30 i nat og den stakkels vordende moder så var alene hjemme i op til FLERE TIMER!!!

Ja ja - jeg ved da godt at vi er lidt hysteriske med den kattenedkomst, men der er nu altså noget specielt ved at følge sådan et kuld killinger lige fra den spæde start. Derudover ønsker vi heller ikke en gentagelse af den sidste killingefødsel her i hjemmet, hvor kattemoder sprang ud af kassen med den først killing hængende efter sig i navlestrengen.

Vi er spændte - meget spændte - så nu kan hun altså godt tage at komme igang.

1-2-3 FØD!!

Selvom vi ved flytningen af afdelingen kun rykkede 4 etager ned i bygningen, så føler jeg mig godt nok en hel del mere alene her på nattevagten end jeg gjorde før i tiden.

For en uge siden sad der rigtigt levende mennesker på etagen oven over os døgnet rundt, og ind imellem skete det da også at de kom forbi nede hos os - også om natten.

Nu sidder jeg så helt alene her på etagen - de nærmeste kolleger sidder så vidt jeg ved 5 etager over mig og har i øvrigt intet at gøre hernede, så der kommer ikke nogen forbi hele natten.

Jeg overvejer lidt om det overhovedet er lovligt mht. sikkerhed og den slags. Hvad nu hvis der sker en ulykke - eller en af os bliver alvorligt syge på en nattevagt?! Skal det så være dagvagtens ubehagelige oplevelse at finde en livløs kollega, når de møder?

Egentlig sjovt at det føles SÅ meget anderledes end før. Det var jo ikke ligefrem ofte, at jeg fik besøg om natten, men det føltes nu alligevel tryggere, at der sad nogen lige ovenpå.

Well, jeg har ikke tænkt mig at lægge mig til at dø - ikke i nat i hvert fald, så mine kolleger kan trygt møde ved syvtiden uden at skulle overveje, om de nu kan huske hvordan man udfører hjertemassage og kunstigt åndedræt.

som en hel blomsterforretning her i køkkenet.

På spisebordet står en vase med 20 (19 - der var en der var knækket) langstilkede røde roser, som husbonden hjembragte i går.....bare fordi....

Det er ikke fordi, de dufter overvældende af roser, det er nærmere den der liflige duft af friske blomster. Ubestemmelig faktisk, for man kan vel ikke sige, at de dufter grønt?!

Grøn duft eller ej - de er smukke og duften er berusende.....

Mens jeg har tilladt mig at holde FRI i min friperiode, er afdelingen flyttet til en anden etage.

Samtidig er en masse af vores gamle udstyr blevet skiftet ud med en hel stak nyt very high tech, der ikke er til at finde ud af uden at læse en manual på ca. 300 sider.

Jeg har indtil videre brugt 10 minutter på at finde ud af, hvordan man får lyd på et af de nye TV-apparater og det har jeg simpelthen valgt at stille mig tilfreds med for i nat.

Resten må jeg prøve at finde ud af senere hen......

Søndage som denne, hvor knægten skal afleveres til sit fædrende ophav er ikke ret meget andet end ventetid. Det føles næsten omsonst at gå i gang med et eller andet eller tage nogen steder hen, for der er hele tiden en bagkant.

Dog tror jeg, at jeg om lidt vil forsøge at få liv i husbonden, der stadig tror det er nat, og lokke ham til brunch og snookerspil på Gokken&Kokken. Så sker der da lidt og knægten og vi får en dejlig afslutning på tre herlige uger sammen.

Savner ham allerede, selvom han ikke er afleveret endnu......

var svaret, da en hollandsk(?) kvinde bad om at få tilkaldt en taxi i Nyhavn.

"You can easily find one at the corner of the street...."

var næste bemærkning til trods for at kvinden nu havde indvendt at brugeren af selvsamme taxi var dårlig eller syg......svært at afgøre, når man kun hører det på afstand.

No matter what - hvor svært kan det være!

I hvert fald efterlod jeg husbond og søn på bolværket ved Nyhavn og opsøgte den stakkels kvinde, der nu var henvist til at hyre en vogn på gaden i Nyhavn!!

Det viste sig at brugeren var dårligt gående og derfor skulle hjælpes ind i bilen - og det tog ca. 2½ minut at bestille en vogn med besked om at føreren skulle træde til og hjælpe med transporten fra restauranten og hen til bilen - der var ca. 10 meter!

Jeg ved da godt., at personalet i de udendørs barer i Nyhavn har travlt og måske ikke lige er i besiddelse af en mobiltelefon, men det må da være muligt at henvise til barpersonalet indendørs eller....??

Sikke dog et elendigt indtryk de stakkels mennesker kunne have fået af det danske folk - eller rettere de englændere der stod i baren........

Vi har været på ghosttour her til aften. En (u)hyggelig spadseretur fra Nyhavn til Rådhuspladsen med en ganske udmærket ghostguide.

Vi har hørt om spøgelser i Nyhavn, på Universitetsbiblioteket, ved Helligåndskirken og sidst men ikke mindst har jeg for første, sidste og eneste gang haft min 9-årige med på Absalon (diskotek i København!) - det skulle nemlig være den mest hjemsøgte bygning i hele byen. Jeg har nu mest ondt af de stakkels gæster i baren og diskoteket, der ikke kunne komme på toilettet i de 15-20 minutter vi stod dernede og gloede på sten, der skulle være hhv. varme og kolde ;-)

Vi har i aften hørt en hel del historie om København, som vi ikke havde nogen anelse om før. Vi erkender begge - husbonden og jeg - at vi meget gerne ville, men aldrig har gjort det store for at sætte os voldsomt ind i Københavns historie - måske vi begynder på det nu.

Det var vanvittigt spændende at høre om alle de spøgelser eller ånder, der angiveligt huserer rundt omkring i de københavnske bygninger. Mest spændt var vi dog på at besøge den nedlagte kirkegård, som guiden satte os i udsigt - og så naturligvis, da hun lovede os, at vi ville få adgang til den mest hjemsøgte bygning i København - vi trode jo......ja vi gjorde....at vi ville blive ført ind i en gammel forladt bygning, men nej.....Absalon....se ovenfor ;-)

Kirkegården viste sig også at være ganske forladt - som kirkegård i hvert fald. Vi stod på den sidste del af Strøget ned mod Rådhuspladsen og gloede, da guiden fortalte, at resten af gågaden rent faktisk er bygget oven på en gammel kirkegård. Husbonden er født og opvokset i hovedstaden og anede det ikke - jeg undskyldte mig bare med at jeg jo er fra Vestegnen og dermed ikke formodes at vide slige sager.

Turen sluttede ved Absalon, der ligger tæt ved Rådhuspladsen, og mens husbond og knægt misbrugte Burger Kings toiletter, brugte jeg tiden til at opdage, at der var amerikanerbil-træf på selve pladsen.

Der blev kigget og gloet, snakket og spurgt. Knægten ville frygtelig gerne have, at vi lige købte den dér bil, der var til salg for 75.000,- , men desværre tog ejeren ikke Dankort - ellers havde vi da nok gjort det - NOT!!

Nu er vi så ved at nå til enden af denne Pinselørdag. Der kigges Star Wars inde i stuen og knægten er blevet lettere skræmt af historien om hvordan udtrykket "Fanden er løs i Laksegade" opstod, så hans bønner om at få lov at sove sammen med os andre i nat bliver nok hørt ;-)

Jeg kan ikke lige finde noget rigtigt godt link til Fanden og hans Laksegade, men i hvert fald gik historien på at vinduer blev blæst ud og møbler fløj gennem gaden - røde øjne blev set over alt. En ældre kvinde skulle senere have tilstået at hun vist nok havde læst for meget i "sorte bøger" og dermed havde tilkaldt Satan....og sådan er der jo så meget........

....så er det Renés tur nu!"

brægede knægten højlydt, da han lige havde skudt en gang snooker igang på Gokken&Kokken her i eftermiddags, efter at han og husbonden havde fået trimmet manken hos en nærliggende frisør.

Ja, jeg er alderspræsident her i familien!! Knægten ved det, husbonden ved det og jeg ved det, men alle de andre, der var til stede vidste det ikke!!

NU ved de det!

Børn - altså!

Husbonden har gennem længere tid været besværet over, at vores voksende CD-samling optager så meget plads. De to CD-reoler vi i sin tid købte er da også ved at være fyldt op og nu mener han, at der skal ske noget drastisk.

Han præsenterede sin plan for mig forleden dag:

"Vi køber en hel stak plasticlommer i den rigtige størrelse og så smider vi alle CD-coverne ud og beholder kun selve pladen......"

Umiddelbart er jeg ikke ret begejstret for den løsning - synes ligesom at coveret er en stor del af sådan en CD, men det er jo svært at argumentere, når man kun har den slags "følelsesmæssige" indsigelser, men så fik jeg idéen...

"OK, så gør vi det - det sparer jo en hel del plads. Og bagefter gør vi det samme med alle LP'erne, ikk'??"

Der blev meget stille på den anden side af bordet og indtil videre lever både CD'er og LP'er videre i bedste velgående - med cover og det hele......

et godt, gammelt spil kan være farligt og endog meget tidskrævende.

Så nu får Settlers IV lov til at sejle deres egne sø et par timer. Jeg har jo både projekter, der skal arbejdes på, kattemaver, der skal nusses og en tørretumbler, der ifølge min overbevisning ikke tåler at stå stille ret længe ad gangen ;-)

så skal der naturligvis leges - det er helt ligegyldigt om det er stort nyt eller småt ny.

Da tørretumbleren langt om længe er blevet indkøbt, opslæbt til 4. sal og installeret har den naturligvis kørt det meste af dagen i dag og det giver uforudsete problemer.

Den ekstremt nervøse Xenia-kat vil ikke kendes ved det temmeligt larmende monstrum og nægter derfor at opholde sig i badeværelset i mere i 4 sekunder ad gange. Det har udmøntet sig i, at hun foretrækker at bruge soveværelset som kattebakke - yderst ulækkkert!!! - men det giver dog endnu en mulighed for at benytte tørretumbleren.

Et andet problem - som jeg dog burde have set komme - er at når nu næsten alt vores tøj kan være rent OG tørt på samme tid, så er der sgutte plads i klædeskabet mere.

En større klædeskabsoprydning anes i horisonten, når jeg altså lige har haft en terapeutisk session med Xenia-katten i badeværelset.

"Se - den bider slet ikke! Og nej - den siger ikke sådan, fordi den er vred på dig, sæt du dig bare ned og gør, hvad du nu skal gøre......."

Hver gang, der "sker" et eller andet herhjemme som gør, at husbonden med garanti står til små lede bøllebank når han kommer hjem fra arbejde, så gør han det.....

Sender en af de der små mails om alle mine fortræffeligheder, der gør det enormt svært at rive hovedet af ham,. så snart han stikker det ind ad døren.

Der er nogen, der tipper ham af.......men hvem??

Da det nu ikke blev til noget med aftalen i går på grund af venindens sygdom, så er jeg helt sikker på, at hun har haft så ondt af at jeg måtte undvære hendes selskab, at hun med ukendte telepatiske evner har overført sygdommen til mig!!

I hvert fald kan jeg nu sidde her - ikke en hyggelig cafétur og medfølgende sladren rigere - med ru hals og løbende næse!

Det er dælme sidste gang jeg laver ikke-aftaler med hende ;-)

"....kan du ikke bare se det fra den lyse side? Jeg bruger den kun denne her eneste ene gang og bagefter kan du spille lige så tosset du vil...."

Sådan lød det for en times tid siden inde fra knægtens værelse. Diskussionen gik vist nok på, hvilken figur den ene eller den anden skulle være i et eller andet spil. Udsagnet er naturligvis knægtens - hvor får han dog de udtryk fra?!

Knægten har kammerater på besøg - 2 stk. som begge skal overnatte her. Den enes mor har sponseret en stak billetter til FCK-Silkeborg i morgen, så vi er at finde på lægterne i Parken søndag kl. 15.00 - iført 3 stk. 9-10-årige knægte.

De 3 drenge er ikke lige en konstellation vi har prøvet før, men indtil videre går det forrygende - der har kun lige været den ene batalje omkring spillet og "den lyse side" ;-)

Vi krydser fingre for, at de stadig er lige gode venner, når nu week-end'en engang er slut - og at vi (husbonden og jeg) ikke i mellemtiden har fået et nervøst sammenbrud og har kvalt dem alle 3 ;-)

dengang for lidt over 9 år siden. Det bliver jeg mere og mere sikker på!

Efter at have tilbragt denne dag med knægten mens vi forgæves forsøgte at få nye dæk på bilen (ventetider fra 1½ til 2½ time afholdt os fra at gennemføre foretagendet) er jeg 100% sikker på, at jeg er offer for en sammensværgelse.

Dengang i 1996, da jeg smækfuld af feber og barn (hundehvalp??) ankom til Rigshospitalet, øjnede lægerne og sygeplejerskerne deres store chance.

"I fuld narkose med hende, så beholder vi hundehvalpen og giver hende den der mærkelige hengemte baby, som ingen vil kendes ved. Hun ved jo alligevel ikke, hvordan ungen så ud, da den så dagens lys for første gang."

Jeg kan under ingen omstændigheder have lagt gener til et barn, der i fuld offentlighed sidder og hyler af grin over 15 sekunders video af sig selv. Eller f.eks. laver en dokumentarfilm (stadig på 15 sekunder) om en baghave og en flagstang......jeg har intet med det at gøre....jeg fralægger mig ethvert ansvar!!

Jeg har i de sidste 9 år gentagne gange skrevet til Rigshospitalet og bedt om en forklaring, men de nægter at svare. Selvfølgelig gør de det!! Sådanne lyssky foretagender indrømmer man naturligvis ikke. Problemet er så, at det samtidig er vanvittigt svært at finde en advokat, der vil påtage sig at lægge sag an mod dem på så tyndt et grundlag!

Måske skulle jeg prøve Ricki Lake eller noget:

"I want a DNA-test to prove that I am the biological mother"

Men selvfølgelig er han jo også liiidt sød ind imellem - som f.eks. da han i dag plantede en af sine to nyerhvervede slikkepinde hos Cirkeline - hun skulle også have lidt sødt ;-)

Måske beholder jeg ham alligevel.....bare måske.......

at være til middag hos reservemoderen min her til aften.

Endnu hyggeligere var det at også tanten havde fundet vej til Frederiksberg - og så var underholdningen jo også sikret ;-)

Der belev storspist af fiskefrikadeller med "et eller andet" i - lækker frisk frugtsalat med fy-fy råcreme til og ikke mindst, overhovedet ikke mindst, friskbagte muffins med hindbær og hvid chokolade!

Jeg spiser normalt ikke så meget kage - både fordi de som regel også er væmmeligt meget fy-fy, men også fordi jeg så egentlig hellere vil have noget andet i stedet, men de her muffins......

Hvis jeg nogensinde har hørt englene synge, så var det da vist nok her til aften, da jeg smagte den første bid hindbær/hivd chokoladefyldte himmerigsmundfuld ;-) Blev rent faktisk nødt til at spise 1½ af slagsen - ikke bidder altså - muffins!!

Hyggen forsvandt dog en kende, da husbondens mobil ringede og de første ord, han sagde var:

"Hej Johnny......"

Husbonden har vagt i denne uge, og når samtalen starter med ovenstående ord betyder det arbejde. Normalt kan han klare det hjemmefra, men lige denne her gang var det selvfølgelig nødvendigt at han dukkede op on site. Han er derfor i skrivende stund på vej mod Nordsjælland, mens jeg sidder og overvejer hvor i alverden jeg skal finde plads til en sølvkaffekande og 44 (eller noget) broderier fra papbedsteforældrenes nu rømmede hjem.

Jeg mindes svagt at have ytret noget om, at tingene da i hvert fald ikke måtte gå til spilde, men jeg har altså ikke vægplads til samtlige af min nu hedengange papbedstemors broderier. Trist - for det er ellers flotte ting, hun i sin broderikarriere har fået produceret. Jeg havde nok egentlig bare håbet på et enkelt af dem, men sådan skulle det ikke være.....

Må nok forsøge at omrokere lidt på væggene.......

...og der er endnu 14 dage til forventet nedkomst. Vi har lidt ondt af hende nu.



Frederikke - du er ikke alene ;-)

Biksemad er nu engang en af mine absolutte yndlingsretter.

Det lyder måske tåbeligt i visses ører - nemlig dem, der tror og mener, at biksemad er den kedelige sammenblanding af gårsdagens rester og så en stak kartofler - og det være sig så ligegyldigt hvilken slags kødrester der er tale om!

Men sådan laves biksemad ikke!! I hvert fald ikke her hjemme! Det meste af det ovenstående er korrekt, men der er så sandelig forskel på kødrester og kødrester.

Her laves kun biksemad, såfremt kødresterne består af godt oksekød - roastbeef eller culotte - altså rent "rødt" kød. Ellers kan biksemad efter min mening være fuldstændigt ligegyldigt.

Til denne biksemad, som består af løg, kød og kartofler, hører så et par spejlæg og en stak rødbeder - intet andet.

Så kan diverse mennesker komme stikkende med deres HP-, bearnaise- eller worchestersauce - det har absolut intet at gøre med biksemad - den smager så glimrende i sig selv.

Æggene er lige straks færdige - vi spiser om 5 minutter og det er tilladt at være misundelig ;-)

Opdaget og udpeget er lige hvad jeg er.

Fik mail fra den strenge redacteur, Grith, med en hilsen fra en trofast læser af bookworm.dk, der i sin glæde over mine uovertrufne anmeldelser på sitet simpelthen blev nødt til at sende mig sin uforbenholdne tak.

....eller også var det bare en af mine gamle klassekammerater fra gymnasiet, der tilfældigvis var skvattet over mit navn.

For fremtiden anmelder jeg udelukkende under pseudonym ;-)

og tomatsaucen står og simrer stille og roligt henne på komfuret.

Knægten drog forventningsfuld afsted i morges med liggeunderlag og sovepose under armen.

Jeg forventes at dukke op på skolen omkring kl. 17.00 til kombineret forældremøde, klassefest og overnatning på skolen iført nybagte mini-pizzaer og knægtens tandbørste.

De glæder sig som de små børn, de jo retteligt er ;-)

Men først er der lige en Blodbank, der gerne vil have at jeg sætter en halv liter ind på kontoen......