Prelsborg

Var tidligere på dagen ude med knægten for at finde et par bukser, der ikke lige standsede sådan lige under knæet. Han vokser sådan ca. 10 cm. om ugen i øjeblikket og det er derfor nødvendigt at frekventere tøjbutikker med størrelse 9-10 år ganske ofte.

I dag gik turen så til StreetShop på Ndr. Frihavnsgade - der har knægtens fader åbenbart tidligere med held købt tøj til den håbefulde, så hvorfor ikke?!

Vi entrede shoppen - knægten og jeg - og blev med det samme "overfaldet" af Hip Hop-musik i en lydstyrke, der ville få de fleste forældre til at skrige. Vi ignorerede det fuldstændigt og satte kursen mod cowboy-bukserne, og vi havde vel stået der i omkring 10 sekunder, da en ekspedient henvendte sig med assistance.

"Ja altså, alle vores bukser ligger lissom i størrelsesorden - og jeg tror da nok lige at en 22-24 er den størrelse, I leder efter....dér"

Nå ja - nu havde han godt nok ikke liiige spurgt hvem af os, der var ude for at finde nye bukser, men OK størrelsen var sikkert rigtig nok - til knægten altså ;-) Han flåede derefter et par bukser ud, der rigeligt kunne forsyne 2 par bukser med denimstof og holdt dem op mod maven af knægten. Nu skal det så siges, at knægten ikke er voldsomt for begejstret for at fremmede rører ved ham, men han holdt ud og fandt sig i det. Jeg kom i min moderlige naivitet til at spørge om, hvor buksebagen befandt sig i disse bukser (jeg er ikke vild med de der hængerøve nede mellem knæene) og fik svaret:

"Ja, nu er det jo altså skaterbukser, ikk'? De skal lissom se så'n ud, ikk'?"

OK, vi tog med med ned til prøverummet, hvor knægten flåede gardinet for, så jeg endelig ikke skulle se ham i underbukser - som om jeg ikke har set det før ;-) Mens han prøvede bukser kom en anden ekspedient hen til prøverummet ved siden af og afleverede en T-shirt med ordene:

"Prøv lige denne her - den er sprød!"

For ikke at knække sammen af grin måtte jeg stikke hovedet ind til knægten og se, hvordan det gik derinde. Bukserne så fine ud - og nu da de var kommet på kunne jeg jo godt trække forhænget fra igen - det affødte så en kommentar fra førnævnte ekspedient:

"Hvis jeg må komme med en kommentar til minimanden dér, så skal de altså sidde sådan - og der skal jo være god plads dér, ikk'??"

Igen prøvede vi (denne gang var det både knægten og jeg) at lade være med at grine og blev enige om, at de var vel egentlig gode nok, de dér bukser.....dér.

Der måtte betales - og de ved sandelig godt hvad de skal have for tøjet dér - og det foregik ved ekspedient nr. 1.

"Det bliver lige 419,- kr. i alt.....dér...og husk lige, at vi har en web-site!!"

I alt?? Vi havde jo kun købt én ting, men resten af "i alt" er vel underholdningen i butikken.

Det må da i hvert fald koste et eller andet at se to granvoksne (den ene sidst i 20'erne og den anden et sted mellem 30 og 40) mænd rende rundt og té sig som teen-agere med hængerøv i bukserne, store fake ringe på fingrene.....og så det sprog....dér!

Knægten til kammeraten, der er med hjemme for at lege:

"Jeg skal lige hente noget et sted, hvor kun mig og mine forældre må komme....."

Respekt for vores soveværelse. Dejligt ;-)

Kommer klatøjet og kun lige halvt vågen snigende ud i køkkenet.

KAFFE står der på indersiden af øjenlågene.....KAFFE NU!

Elkedlen bliver tændt og et kort øjeblik er det kun lyden af den, der bryder morgenstilheden - og så kommer det....

Der hostes, harkes og spruttes. Nova-katten er tilsyneladende ved at producere en lille morgengave til os - lige dér på gulvtæppet - og 2 minutter senere ligger den klammeste hårbolle og glor anklagende på os.

Husbonden fik den tvivlsomme ære at eskortere bollen ud til toilettet - forinden var den naturligvis pakket forsvarligt ind i køkkenrulle. Ved mødet med den første tår kaffe er min mave meget tæt på at nægte ethvert samarbejde - det er simpelthen utroligt så klamt det lyder, når katte føler trang til at rense hals og mave for hår.

Men det var da vældigt sødt af hende at vente til vi var stået op, så vi kunne sidde på første parket og følge hendes anstrengelser.....

Det kan meget vel være, at du føler dig forarget over min og knægtens faders uansvarlighed og mangel på telefonpli.

Det kan også meget vel være, at du ikke er interesseret i at høre historien fra vores side og at du kan bortforklare, hvorfor i alverden I ikke tager telefonen på fritten, når nu knægtens fader ringede tilbage 2 minutter efter jeres forgæves opkald til ham.

Det kan endnu mere meget vel være, at du ikke er i stand til at forstå teknikkens snørklede veje, såsom "hvis nu du ikke får nogen ringetone i øret i din ende, hvad tror du så lige der sker i min??". Og lad nu også det ligge - teknik er vist ikke lige din stærke side.

Men din misforståede harme giver dig dælme ikke ret til at diskutere sagen med andre forældre, der så kan ringe op og udbryde: "Nå - det var da godt, at du tog telefonen i dag - pædagogdamen har ellers lige fortalt....!!"

Jeg tror et eller andet sted - kære pædagogdame - at du skal være glad for, at knægten i dag gik med en kammerat hjem, så jeg ikke dukker op på fritten før allertidligst i morgen!

Med venlig hilsen
Knægtens mor

lød i dørtelefonen, da knægten ankom her i eftermiddags.

Alle alarmklokker ringede og min moderlige intuition fortalte, at der helt klart var et eller andet galt.

Og ganske rigtigt - da knægten og hans fader havde kæmpet sig op ad trapperne, fik jeg historien. Knægten havde slået hovedet henne på Fritten og Fru Leder havde åbenbart ringet til samtlige kontaktnumre uden held. Jeg gloede tåbeligt på mobilen - der stod nemlig intet om ubesvarede opkald eller beskeder, men ved nærmere check så var den god nok. En lang besked om sårede hoveder og kunne en af os ikke lige komme og hente ham lå dér og ventede - dumme-lede-åndssvage Duét, der lige præcis i dag ikke fungerede efter hensigten.

OK - det var så ikke værre end at knægtens fader alligevel var ankommet ca. 25 minutter efter uheldet (han kunne nok heller ikke have gjort det hurtigere - telefonopkald eller ej!) og stod til skideballe fra pædagogerne, der helt klart syntes at det var dybt uansvarligt ikke at svare sin telefon. Vi ville jo nok også have svaret, hvis den nu altså bare havde ringet, ikk'??

Knægten blev installeret på værelset, mens vi blev i køkkenet for at han kunne få lidt fred. Han fik besked om at sige til ved det mindste ubehag eller hovedpine - der skulle jo holdes lidt øje - just in case ;-) 10 minutter senere lød der et brag inde fra værelset og de værste tanker kom op i mig med det samme - han har mistet bevidstheden og er skvattet ned af stolen - vi må ringe 112 med det samme!!!.

Ved nærmere eftersyn, så havde han nu ikke mistet bevidstheden, men havde tippet sin kontorstol så meget bagud, at den ikke lige ville være med længere. Dybt chokerede fik vi ham stablet på benene og sat ned på sengen. Tårerne strømmede fra hans øjne, men det er der vel ikke noget at sige til, når han to gange på samme dag bliver overrasket af livets små modbydeligheder.

Som altid rører det mig dybt, når jeg i disse (også i disse!) situationer ser husbondens omsorg og kærlighed for min søn. Det er jo ikke hans egen, men jeg tror næppe at man finder større ømhed i en biologisk fars øjne, end jeg ser i husbondens, når han ser på knægten. Det rører og glæder mig dybt og min kærlighed til ham - husbonden - bliver kun større for hver gang det går op for mig hvor helt og fuldt han accepterer knægten som en naturlig del af hans og vores hverdag.

I skrivende stund er jeg ikke i tvivl om, at der ikke er det mindste galt med knægtens hovede - ikke mere end der plejer at være i hvert fald ;-) Der er blevet spillet, grinet og leget og der har ingen tegn været på hverken kvalme eller hovedpine. Han overlever i fin stil - og HURRA for det!

Naturligvis fangede vi ikke så meget som en enkelt forkølet hundestejle i går. Ikke noget nyt i det, jeg tror simpelthen at vores fiskestænger er forbandet og dømt til evig jomfruelighed.

Til gengæld havde vi et par dejlige timer ved den smukkeste lille sø i Nordsjælland. Forbipasserende fastboende kunne da også fortælle, at der skam er fisk i søen, men at de bare ved at vi har kroge på. Intelligente fisk, de holder sig deroppe - i hvert fald klogere end kattene herhjemme! De ville æde alt - krog eller ej - bare det lugtede af mad ;-)

Sandwichene er smurt og pakket, husbonden er ved at checke grejet, fisketegnene er købt, så nu ræser vi sågu ud og nyder vejret, hinanden og fiskestængerne....

bordtennis i aften skal der. For husbondens vedkommende altså - det er en non-kvinde ting (heldigvis!!).

Og nu skal jeg så til at overveje sovesituationen i nat. Bordtennis-drikning plejer at blive en temmelig våd omgang, hvorfor jeg bare ved at husbonden kommer sejlende hjem et sted mellem midnat og 05.00 iført en 45-hestes og stinkende af væltet værtshus.

Det er ham vel undt - problemet er bare, at jeg sådan helt personligt ikke synes det er særligt fedt hverken at sove eller vågne i den....hmmmm....skal vi sige duft ;-)

Alternativerne er:

- jeg klapper knægtens seng ud og sover på hans værelse i nat
- jeg klapper knægtens seng ud og håber, at husbonden går derind og sover
- jeg åbner samtlige vinduer i soveværelset og lader ham sove sammen med sin elskede kone

Det er et svært valg! At sove i knægtens seng er som at sove på en pind, men på den anden side så er min tiltro til husbondens hjerneaktivitet på hjemkomsttidspunktet ikke særlig stor, så jeg er ikke engang sikker på, at han kan huske endsige finde ud af at lægge sig til at sove der. Skulle han huske det, så må jeg rende rundt på listefødder i morgen for ikke at vække ham - dér ville jeg have en større bevægelsesfrihed, hvis jeg lader ham sove i soveværelset...

Hmmmm....det er sgutte nemt det her.....

De når lige at smække portene til Parken op og lukke hhv. Brøndby- og FCK-supporterne ud, før Østerbros gader oplyses af blå blink og sirenerne flænger aftenstilheden.

Kan de dog ikke bare lade dem slås inde på plænen og så tælle de døde og sårede bagefter?? Hvorfor skal det gå ud over vores gader??

indkøbssystemet her i firmaet, så kommer der åbenbart også nye boller på suppen - og for en gangs skyld i den positive retning.

I hvert fald får vi nu Café Noir i stedet for den gamle røde Merrild, der bliver bestilt små "café"-chokolader og bolcher til almindelig afbenyttelse og senest har jeg lige opdaget kassen med Mini-mælk til kaffen.

Har hørt i min øresnegl, at systemet også rummer mulighed for at bestille hårde hvidevarer, så måske man skulle gøre sig rigtigt gode venner med ham bestillingsgutten og så lige få checket, hvordan det ser ud med kondenstørretumblere ;-)

Har i dag haft besøg af en kollega, der i tidernes morgen var så venlig at tage en uddannelse som elektriker. Det var altså morderligt pænt af ham allerede den gang at tænke på, at jeg nok sådan en 18-20 år senere ville få brug for hans hjælp ;-)

I hvert fald har han i dag forberedt installation af tørretumbler mod betaling af reservedele (og et par flasker god vin, som han oven i købet prøvede at "glemme").

Nu mangler vi så bare et par malere og sådan, så skulle alle hængepartier vist være ordnet ;-)

sine skolepenge tilbage, når man med hovedregning får 63 dage til at blive sidst i juni regnet fra sidst i marts?? Eller med andre ord mener, at 63 dage er noget i retning af 3 måneder??

I hvert fald har jeg da lige i min samlede klogskab (OG ved at tælle mig frem på en kalender!!) opdaget at vores familieforøgelse allerede kommer i maj måned og ikke som tidligere annonceret i juni.

Vi skal vist til at få bygget en fødekasse til fedekatten derhjemme.......

Jeg er af typen, der får blå mærker af så godt som ingenting. Jeg kan pludselig få øje på et blåt mærke på armen, benet - you name it - og ikke have den fjerneste anelse om, hvor og hvornår jeg skulle have slået mig der. I langt de fleste tilfælde er mærkerne heller ikke ømme på nogen måde - de er der simpelthen bare.

Hvorfor er det så lige, at når der så endelig sket et eller andet - så som at glide på et megaglat gulv og smadre overarmen ind i en stålreol - så er der ingenting!! Ikke det mindste lillebitte røde mærke, selvom det gør ondt som ind i h........

Møggulv!! Møgreol!! Møgfirma!!

Eller rettere - jyderne ER kommet.

Vi er lige vendt hjem efter at have installeret en kollega og hans kone i forældrenes kolonihave. De kommer fra Viborgs omegn og det kan man da i hvertfald høre ;-)

Egentlig er det sjovt, som man danner sig et billede af folk, når man taler med dem i telefonen. Jeg taler ofte med Hans-Jørgen (som kollegaen hedder) i embeds medfør, men det er første gang jeg rent faktisk har stået ansigt til ansigt med ham i dag. Og han ligner overhovedet ikke det billede, jeg havde inde i hovedet. Det kan han naturligvis ikke gøre for, så han er straks tilgivet.

Hele denne kolonihaveaftale kommer sig af, at han en dag for et par måneder siden henkastet spurgte, om ikke vi lige havde et par værelser til overs, for de ville gerne over og se "Den eneste ene" i Forum. Med tanke på vores 3-værelses, der i forvejen er beboet af 3 mennesker og 2 katte, måtte jeg svare nej, men man spørger jo ikke ustraffet om den slags ting! 10 minutter senere kunne jeg, efter at have konsulteret mit mødrende ophav, ringe tilbage til ham og tilbyde dem kolonihaven. Der blev godt nok stille i den anden ende - det var vist ikke lige meningen.

Men nu er de der - flinke, flinke mennesker, som jeg er helt sikker på nok skal passe godt på det lille hus og haven. Forældrene, der i mellemtiden er draget til Jylland!, kan sove roligt de næste par nætter....og det kan jeg for så vidt også.

Firmaet strejker stort set over hele linien, og selvfølgelig gør vi det så også. Eller gør vi??

Indenfor vores arbejdsområde ligger der enkelte ting, der - strejke eller ej - bare skal virke, så vi skal i tilfælde af arbejdsnedlæggelse altid stille med et beredskab - og det gør vi så naturligvis.

Det, der i mine øjne burde være "fritaget for strejke" er så lidt, at bemandingen herinde sagtens kan nedsættes til én person indtil strejken afblæses igen, men.......

1. En hjerneblødning et eller andet sted hos enten medarbejdere eller fagforening sætter mængden af uudsættelige arbejdsopgaver op til ca. 80% af vores daglige arbejde - sådan noget som OnSide er jo naturligvis også vanvittigt livsvigtigt!!

2. Endnu en hjerneblødning gør, at vi nu i skrivende stund alligevel er 2 personer på arbejde her til morgen. Det faglige møde er ellers fastsat til klokken 9.00, og indtil da er strejken da vist stadig en realitet?!

Jeg ved ikke lige, hvor filmen knækkede, for kollegaen og jeg lavede i går formiddags en aftale om, at jeg nok skulle holde skruen i vandet i dag og naturligvis ringe til ham, såfremt arbejdsnedlæggelsen blev afblæst. I går eftermiddags er der så en anden kollega, der har ringet til ham og bedt ham om at møde op alligevel. Ergo er vi altså fuldt bemandede her i centeret, og det skal vi da sikkert nok få lov til at høre for senere.

Ord som ukollegiale og skruebrækkere og den slags ringer allerede for mine ører......

Nu har vi så set den - Der Untergang - og for dig, der måske endnu ikke har set den, så lad være med at læse videre. Sorry, men for at kunne fortælle, hvor stort en indtryk den gjorde på mig, så bliver jeg nok desværre nødt til at nævne et par scener - og tro mig! - det er ikke sjovt, hvis man ikke har set den (og vel at mærke påregner at se den senere).

Allerførst skal det siges, at jeg jo havde hørt en hel del om filmen - inklusive meget detaljerede beskrivelser af visse scener - så jeg havde sådan en "semiforventning" til den. Semiforventning forstået sådan, at jeg jo vidste, at visse ting ville blive skildret samt min helt egen forventning til selve filmen.

Jeg havde f.eks. hørt, at den godt kunne være sådan lige 15-20 minutter kortere, og der må jeg da indrømme, at jeg havde samme tanke efter ca. 1 times tid - der kunne jeg virkelig godt have brugt et toilet og syntes samtidig, at nu var den lige langtrukken nok! Hvad der så skete med mig derefter er jeg ikke helt klar over, men pludselig var filmen slut, og der var der nok gået 1½ time mere.

Jeg tror ikke, at der var den følelse, der ikke gik gennem mig under filmen, Som "lovet" i det forrige indlæg, så løb tårerne ned ad kinderne på mig, da de stakkels, uskyldige børn blev slået ihjel, men også - og det undrede mig virkelig - da Herr Hitler sagde sit sidste farvel til sine betroede medarbejdere. Ikke for hans skyld, men for de stakkels mennesker, der stolede så blindt på ham, at deres liv så at sige blev ødelagt, da han endelig gav op.

Derudover havde jeg et forfærdeligt flash-back af en eller anden slags, da en scene ved middagsbordet, hvor Hitler får at vide, at en af hans meget betroede "krigskammerater" har tilbudt russerne at overgive sig, ledte mig tilbage til et middagsbord hos min hedengangne fader. Ikke at min far var lige så sindssyg som Hitler, men nærmere denne holdning, at "OK - vi ved han er virkeligt langt ude nu, men vi giver ham ret for husfredens skyld!" Jeg var skræmt fra vid og sans, da jeg genkendte den fornemmelse.....

Men det der gjorde det allerstørste indtryk på mig, var helt klart filmens aflsutning. Ét er, at jeg synes, det er utroligt flot af Frau Junge at stille op i levende live (OK, hun er så ikke levende mere!) og lægge både stemme og billede til den allersidste afsluttende sætning, men tavsheden blandt publikum i biografen var langt mere overvældende.

Jeg har aldrig før oplevet, at et biografpublikum ikke har fantastisk travlt med at komme ud på toilettet eller ud at ryge...eller hvad de nu skal efter en film, men denne gang....... Nope, der var helt, helt stille og der var ingen , der havde travlt med noget som helst. Det var ligesom at det netop sete lige skulle have tid til at synke ind og fæstne sig på nethinden.

Jeg selv havde en frygtelig trang til enten at klappe eller bryde sammen i krampegråd - men jeg gjorde nu ikke nogen af delene. Befandt mig bare i en tilstand af "lad-mig-lige-være-et-øjeblik".

Vi skal se den igen på et tidspunkt - husbonden og jeg - for der er så mange ting vi ikke har "set" på samme måde - så mange ting vi ikke har lagt mærke til hver for sig. Det er jo både det gode - og ind imellem det vanvittigt frustrerende - ved at se film sammen - man er som regel aldrig enige om hverken det ene eller det andet ;-)

Som konklusion så er filmen absolut seværdig - igen og igen - tror jeg!

Vi fik endelig taget os sammen til at bestille billetter til Der Untergang, så i aften indfinder vi os her kl. 19.30.

Ifølge en kollegas beretning om filmen, bliver jeg nok nødt til at medbringe en stak papirlommetørklæder, så jeg ikke bliver nødt til at tørre øjne i husbondens skjorte. Der skulle efter hans udtalelser være en del stærke scener, som helt sikkert vil kalde vandet frem i mine øjne - men hey jeg har altså også i min bio-karriere præsteret at tude til bl.a. King Kong, så hvorfor ikke også denne film?!

Husbonden ringede ind på embedet ved 14.30-tiden

"Skal jeg komme og hente dig? Jeg er alligevel herhjemme...."

Han havde været ved lægen og er tilsyneladende i en tilstand af lettere opløsthed - i hvert fald, hvis man skal følge de lægelige anvisninger ;-)) Fransk Rosen på det ene stykke hud og noget ubestemmeligt eksem på det andet stykke hud - faktisk imponerende at han overhovet hænger sammen endnu.

Nå men - selvfølgelig fik han da "lov" til at hente mig, så vi kunne købe ind sammen og derefter indtage en enkelt skummende humleting på caféen ved siden af. Og dér mødte vi Ellis....

Vi var åbenbart ikke de eneste i caféen, der ikke har mødt selvsamme Ellis før, for den ene af servitricerne blev vist temmeligt overrasket. Ejeren derimod startede fint ud med:

"Nå, hvad er der NU sket??"

Og det satte så sandelig gang i snakketøjet hos bemeldte Ellis.

Hun snakkede med sig selv, med ejeren, med diverse gæster....men dog stadig mest af alt med sig selv. Et eller andet var der tydeligt galt, men hukommelsen fejlede ikke noget. Til alle omkringværende (og nok mest til stemmen inde i hovedet) fortalte hun om indbrud, børn og børnebørn. Hun vendte verdenssituationen med sig selv og var da vist nok temmelig ligeglad med med, om der var andre der hørte efter.

Servitricen tilbød på et tidspunkt, at vi da bare kunne skifte bord (vi sad ved nabobordet), men hun var jo harmløs - den gode Ellis. Dog havde jeg en idé om, at hvis jeg svarede hende på nogle af de mange spørgsmål, hun slyngede ud, så ville det være som at række Fanden en lillefinger.

Vi sad et stykke tid og hørte på diverese fortællinger og beklagelser over dette og hint, før vi rejste os for at køre hjem. Idet vi forlod bordet, gik det op for os, at SÅ langt væk i sine egne tanker var hun altså heller ikke. Hun vendte straks hovedet og sagde meget venligt:

"Ha' en fortsat god aften......."

...og nu kan jeg så sidde her og spekulere lidt over, om det egentlig ikke ville have været vanvittigt interessant at høre hendes livshistorie - som hun tilsyneladende meget gerne ville dele med andre/fremmede - men så meget tid havde vi nu heller ikke ;-)

Jeg har så forbandet ondt i ryggen og nakken.

Og det har overhovedet ikke gjort det bedre, at min kære svigerinde og lige så kære broder i går begge forsøgte sig udi massagens kunst.

Min bror har da i hvert fald stor succes med at få smerten til at brede sig, så den nu ikke kun sidder i nakken, men er pænt spredt over hele ryggen.

AV......AV......AV siger jeg bare :-(

Stort TILLYKKE til ældsteniecen med fødselsdagen i dag



19 år ung og smuk er hun i dag, og hun er i byen med veninderne, så pas på derude i Roskilde og omegn ;-)

Der er kyllinger på vej.

Nova-katten er blevet checket for 117. gang i dag og hendes dievorter ER altså let hævede og ganske lyserøde.

Vi kan se frem til familieforøgelse sidst i juni ;-)

Var til fødselsdag hos søsterskabet i går aftes. Udover os var der et par af hendes venner, hendes mor m. kæreste og et par af moderens venner gennem mange år.

Mens vi nød den utroligt veltillavede (ja, det var jo søsteren og udertegnede, der havde
kokkeret!) middag gik snakken om løst og fast. Uvist af hvilke årsager faldt talen på mænd,
sandaler og sokker. Søsteren kom uforvarende til at oplyse selskabet om at moderens kæreste ynder at iføre sig sandaler OG sokker, hvilket naturligvis affødte en række kommentarer om det knapt så elegante ved at sammensætte disse to ting. Alt var fint indtil jeg vendte mig om mod han og sagde:

"Altså, Xxxxxx, det havde jeg ikke troet om dig - sokker og sandaler!"

med samme smil i stemmen, som prægede hele samtalen rundt om bordet - og så tog fanden ved ham!!

"Jeg ser gerne, at dette emne ikke bliver diskuteret yderligere! Jeg er 66 år gammel og bestemmer selv, hvilket tøj jeg går i! Jeg blander mig ikke i jeres forhold og ønsker ikke at I blander jer i mine!!"

Hvorefter han lænede sig tilbage i stolen med armene over kors som et lille forurettet barn!

AV AV!! Jeg nåede kun at få indsparket et enkelt "Jamen...." , der skulle være endt ud i noget om, at det jo kun var for sjov eller noget i den retning, men måden han kørte sig op på, gjorde mig faktisk lettere hidsig, så svaret blev:

"Det skal jeg så lade være med fremover!!"

Altså helt ærligt - jeg anede da ikke, at manden havde et forhold til sine sandaler! Jeg troede jo, han havde et forhold til søsterens mor, og det forhold kunne jeg da aldrig drømme om at blande mig i.

Jeg tilbragte resten af aftenen med opvasken og et spil Sorteper med ungerne. Var ikke helt sikker på, at jeg kunne lade være med at komme med spydige kommentarer til optrinet, så hellere holde mig helt væk fra ham.

I øvrigt havde de to unger en hel del mere humor end den selvretfærdige 66-årige ;-)

I dag er det Crias fødselsdag - HURRA HURRA HURRA......



...og hun har oven i købet "mødt en" ;-) Vi må bare ikke møde ham endnu - hun er bange for, at vi skræmmer ham væk ;-)

Knægten købte en gave til sig selv - se nedenfor - og sjældent har jeg set større smil på hans ansigt. Det bliver vist svært at få ham kulet ned i aften ;-)

Derefter købte vi gave til min søsters fødselsdag i morgen og på vej ud af butikken faldt vores øjne på noget, som vi er helt sikre på at husbonden ikkekan leve uden. Ergo købte vi også en gave til ham - og nu har vi gemt den, så han bliver nødt til at lede hele huset igennem, hvis han vil vide, hvad det er.

Jeg ved så også tilfældigvis, at husbonden har en film med hjem til mig - det er svært at have hemmeligheder, når man har en ni-årig i huset ;-)

Så vi får allesammen gaver i dag - af os selv og hinanden, men det skal der nu også være plads til engang imellem.

Den største gave var dog en SMS tidligere på dagen - troen og håbet er tilbage ;-)

Lirker forsigtigt proppen ud af bunden på knægtens sparegris og begynder med let rystende fingre at pille sedler ud af den.

500...600...800..........1200,- kr.

Det opdager han da aldrig!! Og tænk på alle de gode ting, jeg kan købe for de....hans...penge. Der er jo både til nyt tøj og lækker mad og måske en enkelt lille ting til hjemmet.

Jeg kunne jo også bare tage dem med, når han skal hentes fra fritten, så han kan få ro i sit lille drengehjerte, når han står med denne her i hånden....

En tillidsfuld Xenia-kat i nussehumør springer op på mit skød. Der gnides hovede og spindes til den store guldmedalje indtil hun vender blikket mod mig - stivner og springer ned i en hulens fart.

Det kan hermed konkluderes, at kattekæleri og brug af lysegrøn ansigtsmaske ikke er foreneligt.

Gad vide, hvornår jeg ser den kat igen??

var det sidde på Sortedamsdosseringen ved den nye isbod og nyde en kold fadøl, men husbonden og knægten løb rundt om søen.

Jeg følte mig så dejligt sund og aktiv, da de kom spurtende tilbage ;-)

En af kattene har en forkærlighed for at lege med elastikker, balloner og alt, hvad der ellers kan fastholdes mellem pote og tænder og sige SVUP, når der slippes i enten den ene eller den anden ende.

Af uransalige årsager ender dette stykke legetøj altid i vandskålen efter endt brug. Vi har endnu ikke fundet ud af hvorfor, for den får lov at ligge til en af os mennesker piller den op igen.

Om lidt vil jeg skænke mig et glas vand og putte en elastik deri. Det må jo være en gudedrik, siden katten absolut vil have den liggende i sin vandskål....

I går nat/morges syntes jeg det var en helt fantastisk idé at trampe 10 km. på kondicyklen for derefter at vade de ca. 3,5 km. hjem.

Det viste sig ikke at være en helt så pragtfuld idé alligevel!

I hvert fald har jeg sikkert lignet en vingeskudt havmåge, da krampen i venstre skinneben(!) satte ind allerede efter de første 500 meter.

Efter yderligere 500 meter besluttede jeg at sluge al stolthed og ringe efter husbonden blot for at opdage, at mobilen lå og hyggede sig i vindueskarmen derhjemme. Ingen kontanter havde jeg masser af, så bussen var også udelukket - og i øvrigt var der alligevel tæskelangt til stoppestedet.

Ergo brugte jeg en del af lørdag morgen på at kæmpe mig hjemad, mens jeg glad og fro studerede sådan ca. alle vinduesudstillinger, plakater og menukort på vejen. Enhver undskyldning for at stoppe op et øjeblik og forsøge at løsne musklerne i benene blev brugt, og det er da imponerende så klog man bliver. Vidste du f.eks. at låsesmeden på Nørrebrogade har forskellige dyrefigurer i deres udstilling?? Næ, vel??!!

I dag vil jeg lade mig fragte standsmæssigt hjem af husbonden i den lille grønne - det andet gør altså lige en tand for ondt, selvom det ganske givet er sundere.

Sidder jo her på arbejdet og overvåger stille og roligt det stort anlagte H.C.Andersen-show fra Parken og håber og beder til at alt forholder sig roligt - og så sker det......

Billedet fryser og lyden forsvinder!

Hjertet flyver op i halsen og så hurtigt, at det undrer mig at jeg ikke sidder tilbage med et voldsomt piskesmæld i nakken, flyver hovedet fra højre til venstre for at finde en anden monitor, der kan forsikre mig om at intet - absolut intet - er gået galt.

Egentlig temmeligt tåbeligt, for hvis nu det værste var sket, så ville himmel og jord have stået i ét herinde. Telefonerne ville kime og stemmer vælte ud af intercoms placeret hist og pist . Panikken ville sprede sig, men der var nu helt roligt...

Ergo var der bare en enkelt klump i strømmen til de to Selectorer, jeg kiggede på. Strøm fra og til og hjertet kunne stille og roligt begynde tilbagerejsen til dets oprindelige placering.

Jeg behøver ikke mere kaffe for at holde mig vågen i nat.......

Midtersteniecen har som tidligere beskrevet lånt en ting af mig, som hun skulle bruge på en tur til Paris.

Hun kom hjem fra Paris skærtorsdag, men har siden glimret ved sin ophøjede tavshed - og naturligvis manglende tilbagelevering af det lånte.

Jeg har med vilje ikke villet ringe og spørge til tingen - hun er 15 år og dermed gammel nok til at tage ansvaret for både lånet OG tilbageleveringen - troede jeg!!

I går ringede hendes søster så for at invitere til fødselsdag og da de nu alligevel have mig i røret, så ville svigerinden da også gerne veksle et par ord med mig. Hun beklagede meget på mindstedatterens vegne, at min ting endnu ikke var landet på Østerbro og tilbød at sende bemeldte datter ind mod byen med tingen i dag. Jeg betakkede mig i første omgang, da jeg ikke lige havde den store lyst til at blive vækket af en mut 15-årig lige når jeg sov allerbedst efter nattevagt. Enden på det blev, at tøsen skulle sende en SMS til husbonden min, når hun var her, g så kunnehan lige fise ned på gaden og hente det.

Hun har også været her - med forsoningsgave og det hele. I det medfølgende brev påberåber hun sig dårlig hukommelse samt "at der var ingen, der huskede hende på det!"

OK - det var svært at lade være med at grine af blomsten, der var pakket ind sammen med to pakker af det foretrukne cigaretmærke - det er også svært ikke at grine af den flade undskyldning, men alligevel....

Når man nu enormt gerne vil låne og bruge en ting, så er det mindste - det allerallermindste vel - at man afleverer det lånte tilbage igen inden for en overskuelig tid. Og selvom man har en dårlig hukommelse, så kan det vel heller ikke være SÅ svært bare lige at slå på tråden og lave en aftale, eller.....

Nu er jeg godt nok blød som smør hvad angår de tøser, men indtil videre er beslutningen, at tingen har det bedre herhjemme hos mig - den behøver ikke at opleve flere udlandsture med mine hengivne niecer.....