Prelsborg

Så har han været på spil igen - ham der under-under-under-underboen, som jeg da vist nok har vrøvlet lidt om før.

BZZZTTT lyder den irriterende dørtelefon lidt over 10. Det kunne være pakkeposten - der er jo kun et par dage til knægtens fødselsdag, så jeg svarer naturligvis.

"Det er mig - kan du ikke lige lukke mig ind - der kommer en låsesmed......"

Mere hørte jeg ikke, før jeg knaldede røret på igen. Jeg ved nemlig udmærket godt, hvem mig er, selvom jeg nu ikke synes vi er så tætte, at det skulle være nok at præsentere sig sådan. Mig har flere gange fået at vide, at vi ikke ønsker at agere døråbner for hverken ham eller hende. Ydermere står mig's navn ikke længere på døren eller postkassen, så han må da være mere syg i roen end først antaget, hvis han tror at jeg vil lukke ham ind, så han kan komme ind i en lejlighed, der ikke er hans.

Slutteligt skulle jeg jo mene, at hvis der kommer en låsesmed - hvad fanden er så hans problem med at blive lukket ind??

20 minutter og rigtig, rigtig mange BZZZTTT'er senere opgav han sit forehavende.....

"Hvad var det?" spurgte knægten og kiggede sig omkring.

"Det er bare Xenia-katten, der prøver at komme ind i klædeskabet - det er hendes nyeste hit." svarede jeg.

Vi kiggede begge ind i soveværelset, men der var sjovt nok intet spor af nogen kat.

"Skrab skrab skrab...."

Endnu et kig i soveværelset afslørede en klædeskabsdør, der bevægede sig ganske lidt.

"Rettelse - det er Xenia-katten, der prøver at at komme UD af klædeskabet......"

...og så var den fredag morgen reddet ;-)

..nystrøgne bukser, skjorte og jakke er knægten netop blevet afleveret på skolen til gallaaften.

Og heldigvis var der i år flere forældre, der havde gjort sig den ulejlighed at gøre noget ud af det. Det vrimlede simpelthen med prinser og prinsesser, der sagtens kunne stå mål med de store royale fester.

Sidste år var knægten vist den eneste, der dukkede op iført festtøj i den helt store stil, og selvom han ikke helt vil indrømme det, så var han vist lidt ked af at stikke ud på den måde.

Det gælder ikke for i år - håber de må få en rigtig herlig fest

At love knægten flæskesteg samme dag, som man har i tankerne at masseproducere minipizza'er!

Jeg har altså kun den ene ovn, så lige nu er der gang i et forsøg, der ender ud i at pizza'erne smager af flæskesteg eller omvendt.

Næste gang planlægger jeg det lidt bedre.....tror jeg....NOT!

da jeg gik ud af døren for at hente knægten og kammeraten fra frit.

Det blev ikke bedre af en tur i Netto for at fylde en pose med kartofler og rødkål og andre tunge ting, der skal bruges til middagsmaden.

Så da jeg pludselig befandt mig i en omgang fangeleg vist nok med tilnavnet "hjælper", mens jeg samtidg besvarede spørgsmål om aftenens menu, heste og andre ting, som børn nu finder på, troede jeg helt klart at enden var nær.

Men det er nu utroligt som sådan en omgang leg og samvær med en hel bunke unger kan få humøret op og trætheden blæst bort.

Mon det er for sent at begynde at læse til pædagog?! ;-)

Sad i aftes og snakkede lidt med knægten om planerne for hans meget snart tilstundende fødselsdag.

Ham: "Jonas har også snart fødselsdag - i overmorgen!"
Mig: "Nå, men er I så inviteret??"
Ham: "Ja!"
Mig - lettere panderynkende: "Til hvornår?? Og hvor er indbydelsen??"
Ham: "Jeg henter den lige..."
Mig - der allerede er ved at bande både ham og hans far langt væk, for IKKE at gøre opmærksom på sådan noget: "SUK!!"
Ham: "Jeg kan ikke lige finde den...."
Mig: "Er du sikker på, at I er inviteret??"
Ham: "Ja!!!"

Senere

Mig i telefonen til Jonas' mor: "Øøøhhmm knægten fortæller, at Jonas snart har fødselsdag og at de allesammen er inviteret. Vi kan bare ikke finde invitationen, så vi ved ikke hvornår...."
Jonas' mor: "Næh, han har godt nok fødselsdag på onsdag, men der skal ikke holdes noget, da jeg er midt i opgaveskrivning!"
Mig - med lyn i øjnene mod knægten: "Nå men, så må du da undskylde forstyrrelsen"

Knægten fik sine ganske fortjente SUK og himlen med øjenene, men enden på det hele blev, at knægtene nu holder deres fødselsdag sammen på næste onsdag. Så får Jonas også en fødselsdagsfest og Jonas' mor behøver ikke at spekulere så meget over det - vi skulle jo alligevel invitere de samme unger og have det samme at spise, så hun skal egentlig bare møde op. Jeg tror hun blev lidt glad ;-)

Planerne om at lave stuen om til anti-social er nu endelig langt om længe ved at blive en realitet!!

Husbonden er kommet hjem fra Bilka iført to nye lænestole - hvordan i alverden han har fået dem stoppet ind i den lille grønne er en gåde for mig.

Disse to skal nu erstatte de to gamle - og meget udtjente - topersoners sofaer, som vi har levet med, siden vi flyttede ind her. De var brugt allerede, da vi fik dem og tre killingers ublide behandling er ikke gået sporløst hen over dem.

Samen med sofaerne ryger også sofabordet, som knægten på det skammeligeste skamferede med en neglefil, da det var blot en uge gammelt, så nu er det uigenkaldeligt slut med at have gæster i stuen - HURRA!!!!

Al socialt samvær her i hytten vil for fremtiden foregå i vores rummelige køkken - det betyder så samtidig, at vi ikke behøver at højglanspolere stuen før evt. gæsters ankomst - ENDNU MERE HURRA!!!

pludselig og uden varsel hæver til femdobbelt størrelse, så man faktisk kan mærke dem liggende dér bagerst på tungen, skal man så ikke bare lade være med at spille helt og bare putte sig??

Jeg tror det.....

er faldet!

Fra mig til husbonden:

"Jeg tager lige en lagkagebund, med mindre du har smadret den med dine boller!"

Vi lader den lige stå et øjeblik.......

gjorde vi.

Hele aftenen gjorde vi alt, hvad vi kunne for at de to gamle gimper skulle få en uforglemmelig aften.

Oven i købet rykkede vi efter-koncert-seancen ned i kælderrummet, fordi min gamle mor får ondt i ryggen af at gå op og ned ad trapper.

Og hvad gør hun så?? Hende den gamle mokke, der kalder sig min mor?!

Hun ødelægger såmænd den sidste lille rest af aftenen ved at begynde at påstå (bekylde?) at jeg skulle have sagt, at de IKKE måtte komme til vores juleaftensseance sidste år!!

Sådan fuldstændigt seriøst mente hun, at jeg havde bedt dem om at blive væk, fordi jeg ikke ville smittes af deres et-eller-andet. Nu er det bare ikke lige sådan, jeg erindrer det, men sådan er der jo så meget....

I hvert fald er jeg muggen på hende og er spændt på hvordan dagen i dag spænder af. Om de overhovedet møder op og om det vil lykkes for os at holde gode miner til slet spil.

Moderen og svigermoderen min og hører og glædes....

De er blevet vartet op med laksefilet iført safransauce, aspargeskartofler og ganske let kogte grønne asparges. Derefter fulgte ostetallerken med fransk brie, Port Salut og Emmenthaler - naturligvis med tilhørende grønt og frugt.

Og nu sidder de så der i Falconer og nyder Roger Whittakers fantastiske stemme - og jeg er lidt meget pissemisundelig er jeg bare.....

Indrømmer blankt (det er da mange indrømmelser på én dag?!) at jeg er superfan af samme Hr. Whittaker. Er blevet vækket af hans stemme, da jeg ikke var ret gammel, når min moder mente, at nu var det altså tid at stå op. Den stemme er bare en del af min opvækst, som jeg ikke vil slippe.

Er blevet mobbet af sådan cirka alle min tidligere kærester, men husbonden ville nu gerne have ofret sig for mig i aften - jeg syntes bare, at det måtte være "de gamles aften". Og så kan jeg jo sidde her og lytte til Roger Whittaker in Tivoli, hvor jeg var til stede sammen med min moder (hvem ellers??)

De vil senere blive afhentet og trakteret med et enkelt glas champagne og lidt frugt dyppet i chokolade - og SÅ skal jeg høre om alt og det hele.....

....og det kan jeg jo så glæde mig til midt i frikadellestegning og tunmousseproduktion.

...jeg hader at støvsuge - sådan virkelig hader at støvsuge. Min ryg hader at støvsuge, mine ben hader at støvsuge - alt ved mig hader at støvsuge. Hvis det bare stod til mig og støvet alene, så kunne vi - mig og nullermændene - sagtens leve i lykkelig fordragelighed, men nu bor der jo flere her i hytten, så det....

Normalt overlader jeg det væmmelige job til husbonden, men i dag er han jo ligesom på arbejde, mens jeg bare render rundt herhjemme (BAAAHHH!!) og i øvrigt så synes jeg jo, på trods af min voldsomme modvilje, at jeg er ret god til det. Ned i knæ, mundstykket af, ind i alle kroge og vinkler - og der er sågu da meget pænt bagefter. Så nu har jeg lige kastet mig hysterisk rundt med det gule monster, og hvad sker der så??

Husbonden ringer "Jeg er på vej hjem...."

ARRRGGHHHHHH.......

Dagen er indtil videre blevet brugt på:

- at få knægten ud af den nye seng og i tøjet til bioaftale med farfar
- at skrælle og koge 2½ kilo kartofler til kartoffelsalaten i morgen
- at koge ½ kilo aspargeskartofler til gimperne i aften
- at koge 1½ kilo partyskinke til i morgen
- at vaske 2 maskiner tøj OG hænge det op
- at donere 5 milliarder millioner (mindst!) tøjdyr til knægtens gamle børnehave

Så nu mangler jeg "bare":

- en tur i Irma for at fouragere kedelige ting såsom toiletpapir
- at hente nøglen til kælderlokalet, hvor vi skal være i morgen
- at klaske frikadellefars sammen af to kilo kød
- at stege de famøse frikadeller
- at stege 1½ kilo roastbeef
- at smække tunmoussen sammen
- at vaske mere tøj
- at rengøre køkkenet
- at line up til dinner for two til de førnævnte gimper
- at tilberede og servere ovenstående

Min ryg protesterer på det alvorligste og mener helt klart, at den ikke er skabt til at stejle rundt som en anden idiot dagen efter at have været tvangsindlagt til "møbler-fra-IKEA-samling". Jeg overhører den råt og brutalt - der bliver ingen fred før på søndag.

Jeg - og min ryg - glæder os voldsomt til på søndag ;-)

UPDATE 14.35:Ja ja - det rykker da lidt....
MERE UPDATE 16.26: Det rykker mere - Runrig på fuld hammer hjælper ;-)
ENDNU MERE UPDATE 21.14: Så er vi ved at være der - der mangler kun tunmoussen.....PYH!!

Også i den grad brugt, kvæstet og slidt ned til sokkeholderne.

Det trækker tænder ud at rydde et drengeværelse, sammenflikke 3 stk. møbler fra IKEA (undskyld underboere - vi vidste ikke at sengen skulle hamres sammen!) for derefter at flytte hele drengeværelset tilbage igen - bare på andre pladser.

Når der så samtidig er gæstebud under opsejling - moderen og svigertingen af samme afart, så skal der også købes ind. De skal jo vartes op på fineste manér i morgen, inden de bliver skibet af til Roger Whittaker koncerten.

Knægtens fødselsdag nærmer sig også med stormskridt og den nærmeste pukkelryggede indfinder sig på lørdag til den første af "hans fødselsdage". 6 overfyldte bæreposer fra Føtex, der skulle slæbes op på 4. sal har også været en del af dagen i dag.

Vi er brugte - rigtigt godt brugte!! Men for dælen da hvor er det værelse blevet godt!!

stille og roligt med papkasser.

Der blev pustet og stønnet og hostet, men byttet blev båret op.

Vi har nemlig været i IKEA, har vi!! Og i modsætning til Idé Møbler, så leverer IKEA varen samme dag, som indkøbet foretages og IKKE 3 uger efter!!

Nu er der jo bare tilbage at rydde, samle og sætte på plads. Knægten kan næsten ikke styre sig - vi andre kan sagtens!

Vi har hele dagen i morgen til at samle hans nye sovesofa, sengebord og klædeskab, og så må det altså også snart være vores tur til at få nye møbler!

hvad livet byder på af grimme oplevelser andre steder, så er en tur i IKEA for at købe nye møbler til knægten jo bare a walk in the park......

På grund af de hungrende massers krav så er her de krævede billeder af nyindkøbene.






Det er endnu kun det ene par, der er gået til.....

med et lille stykke plastic i min hånd.

Husbonden sagde:

"Bliv nu siddende dér - jeg henter lige en øl til os!"

Og jeg blev siddende med mine store fortinnede øjne og fattede ingenting. Ind imellem åbnede jeg hånden og gloede på det lille stykke plastic. 1000 kr. stod der på det, men jeg fattede det alligevel ikke. Et lillebitte tåbeligt stykke plastic?!

Men den var god nok! Da vi senere vekslede vores små plastic-stykker, så VAR den altså 1000,- kr. værd - og sammenlagt med de enorme mængder af blå plastic-stykker, som husbonden væltede ud af lommerne, så var det jo næsten en formue. I hvert fald formue nok til at vi snart igen skal tilbringe en nat på hotellet.

Det kan anbefales - også selvom man ikke vinder ;-)

Der var mad, der skulle spises og drinks der skulle drikkes.

Der var værelser, der skulle soves i (det blev godt nok ikke til ret meget) og penger der skulle vindes.

Vi har nemlig været på Jackpot weekend i den forgangne week-end.

OK - vi blev ikke millionærer, men vi havde da flere penge med hjem, end vi havde med ud, så helt slemt står det ikke til.

Og det er i hvert fald ikke sidste gang, vi har prøvet det - det var helt vildt sjovt.

Lyngby Storcenter blev indtaget tidligere på dagen. Samtlige skobutikker blev gennemsøgt - han er godt nok grundig, ham kollegaen ;-)

Selvom jeg flere gange var fuldstændig klar og parat til at betale for de nyfundne støvler, blev de pænt sat på plads igen med et:

"Lad os nu lige kigge i de andre butikker også..."

Da jeg var nået frem til 3 forskellige potentielle par, blev der dømt kaffepause, hvor mulighederne blev diskuteret og den endelige beslutning taget.

Turen gik tilbage til Bianco Footwear og støvlerne flået ned fra hylden og tænk så skete det!! Jeg blev overfaldet på det groveste af et par sko, der bare tiggede om at komme med hjem. De var forældreløse og alting og trængte så forfærdeligt til et kærligt hjem. Det kunne jeg jo ikke have hængende på mig, så de røg i posen sammen med støvlerne.

Den yderst servicemindede og meget, meget søde ekspedient fik oven i købet efter adskillige prøvninger overtalt kollegaen til også at erhverve sig et par nye støvler - ganske indbringende dag for hende.

Lidt frokost blev det også til - nachos til kollegaen og club sandwich til mig - på min regning naturligvis - noget for noget, ikk'??

Vel ankommen til jobbet ringede husbonden i anden anledning end lige støvleindkøb, men talen faldt naturligvis også på dette. På hans spørgsmål om hvorvidt jeg havde fået købt noget var svaret "Ja" - på hans spørgsmål om, hvor meget de havde kostet var svaret:

"Jeg har også købt en bluse til dig....den var på tilbud!"

....og så snakkede vi ikke mere om det ;-)

Tiden i dag har jeg på det nærmeste fået foræret af min kære kollega, der på ridderligste vis har tilbudt at fragte mig rundt på støvleindkøb i morgen. Når jeg i dag kigger ud på regnvejret er jeg ham evigt taknemmelig for tilbuddet - det ville have været en trist affære at drøne rundt i byen på cykel i det vejr.

Resterne af husbondens aftensmad i går har foræret mig et lækkert stykke mad med tatar til frokost. Det er nok noget af det bedste stykke smørrebrød, jeg kan få - lækkert var det!

Som vejret ser ud har jeg besluttet at forære mig selv en cykeltur til arbejde frem for en gåtur, og på turen vil jeg lige lægge vejen forbi en garnforretning og forære mig selv en DMC 3864, så mit igangværende broderiprojekt snart kan få en ende og blive foræret til dets rette ejermand.

Tilbage er der kun at håbe, at jobbet vil forære mig en stille og rolig aftenvagt.

Der blev i adstadigt tempo og, i respekt for den gode mad,små bidder indtaget et perfekt fodboldmåltid.

Forretten bestod af en rejemad på nybagt italiensk brød.....en anelse mayonaise, salt peber og citron var med til at fuldende samgenoplevelsen...;-)

Hovedretten blev båret ind.......et stykke rugbrød med tatar...æggeblomme, kapers og rå løg en selvfølge....

Som kombineret dessert/snack : Port Salut på Filone...gode store stykker saftig rød peber blev nydt til.

Se det er jo ikke den store historie egentlig, men jeg syntes at når jeg nu er blevet trakteret så udsøgt af min kone, så skader det ikke at takke. Sådan så det så ud...(beklager kvaliteten)

Efter at have hørt på mit *piv-piv* over det manglende støvleindkøb til på lørdag har kollegaen tilbudt at transportere mig rundt til diverse storcentre på fredag.

Vi starter ud kl. 10.00 hjemme fra min bopæl - for selvfølgelig vil jeg blive behørigt afhentet i bil - og helmer ikke, før jeg har fundet de yderst nødvendige støvler (eller vi skal møde på arbejde!).

Der er indtil videre tale om både Lyngby Storcenter og City2 som mulige udflugtsmål - det er da for vildt, at kollegaen gider at bruge sin fritid på det.

Fik jeg i øvrigt nævnt, at kollegaen er af hankøn og tilbød chaufførassistancen helt frivilligt??!!

var han - husbonden - da jeg kom hjem fra arbejde i går aftes. Faktisk grænsende til deprimeret.

Ikke at der var sket noget specielt - det var vist bare en af de der dage, hvor alt er sort i sort.

Ikke specielt deltagende var jeg vist, som jeg sad der og ynkedes over mine højspændte lægmuskler, der i den grad protesterede over både at skulle gå til og fra arbejde på en og samme dag.

Så nu håber jeg, at jeg i formiddags har fået rettet lidt op på min manglende interesse. Der er købt spændende, mørke øl fra fremmede lande, lækkert pålæg og andre ting, han kan nyde før, under og efter landskampen i aften.

Håber det hjælper lidt......

ikke at skrive andet om det nys overståede valg end dets forstyrrende indgriben i mine private gøremål i arbejdstiden.

Alligevel er der nu en ting, der undrer mig (OK - der kan skrives bøger - jeg ved det!). Jeg er flere gange stødt på udtalelser á la:

"Jeg ville jo egentlig gerne sætte mit X ved Mimi, men hun har jo alligevel ikke nogen chance for at komme ind, så derfor stemmer jeg i stedet XXX"

i samtaler med husbonden, kollegerne og sidst her.

Og så melder tanken sig i min naive og ikke særligt politisk interesserede hjerne

"Ja, så tror da fanden, at hun aldrig kommer ind..."

Hvis alle CD's potentielle vælgere tænker det samme, så er det jo indlysende, at der falder så få stemmer på netop dette parti. Som sagt er jeg meget lidt interesseret i politik, men jeg mener nu stadig at kunne bryste mig af, at jeg stemmer med hjertet og ikke efter en eller anden nøje udregnet strategi. Ja, undskyld, men jeg synes faktisk det er lidt vattet at stemme ved siden af sige selv, blot for at være sikker på at stemme på en af de store.

Hvis alle dem, der tænker ligesom ovenstående virkelig havde stemt, som deres første indskydelse var, så kunne det jo være. Jeg ved det er temmeligt utopisk, men når der alene i den snævre kreds af mennesker med hvem jeg overhovedet ville diskutere politik (eller det jeg forstår ved det) er hele 3, der har den holdning, så må der også være flere derude - og så måske.....

I går gav jeg så Mimi en chance - jeg var bare ret alene om det. Nogen vil sige, at det var en spildt stemme og at jeg burde have vidst at ...yada yada yada... Jeg gjorde, hvad jeg følte var rigtigt, så derfor vil den stemme aldrig være spildt for mig.

Man går ind i en skobutik og kigger sig søgende om efter et par korte, sorte støvler med lav hæl.

Man finder ikke umiddelbart, hvad man søger.

Man vender sig og får øje på den 18-årige ekspedient, hvis ansigt udtykker topmålet af kedsomhed og hvis blik fortæller én, at hun ikke fatter at "sådan et levn fra dinosaurernes tid overhovedet overvejer at købe noget i hendes butik...."

Man vender om på hælen og går ud af forretningen igen.

VOILA - en masse penge sparet!

...men jeg SKAL altså bruge sådan et par støvler på lørdag....*SUK*

er for det meste bare kedeligt! Der skal sorteres, checkes vaskeanvisninger og værst af alt - der skal tømmes lommer - det er jo ikke lige alle vaskemaskiner, der kan tåle diverse lightere, skruer og alskens andre ting. Og så er det jo heller ikke alle (MÆND!!) der er lige gode til at tømme deres lommer, når tøjet lægges til vask...

I dag fik jeg dog kombineret det kedelige med det indbringende. 100,- kr. dukkede op af husbondens skjortelomme (heldigvis inden den røg i maskinen), så nu kan jeg købe lidt lækkert til mig selv for hans regning.

For det er vel finderens gevinst, ikk'??

Begynder så småt at glæde mig til, at knægten også begynder at gå med penge i lommerne....

Husbonden kæmpede sig hele vejen igennem Super Bowl finalen, hvorimod min øjne nægtede at følge med mere efter de første 2 quarters.

Men inden da havde vi nået at hidse os op og råbe og skrige af spillerne.

"Så LØB dog, mand......."
"Hvem i alverden kastede han den til??"
"AUCH - det må da ha' gjort ondt, det dér...."

Til hverdag interesserer vi også ikke voldsomt for american football og sidder ikke oppe hver søndag nat, for at følge NFL på TV2 Zulu, men lige præcis finalen kan få både det bedste og det værste frem i os.

Nu er der et helt år til igen, så husbonden burde kunne få indhentet sin manglende søvn inden da.

Normalt er sådan en søndag på arbejdet ganske stille og rolig - med mindre vejret selvfølgelig er imod os.

Men nu - forb....... folketingsvalg - er panikken jo ved at brede sig hos vores kære landsdækkende TV-stationer. Der er bestilt 77 (mindst) ekstra linier fra alle mulige og umulige steder i landet og alt skal afprøves og testes i én uendelighed.

Her havde jeg ellers medbragt både bøger, der skulle anmeldes og et projekt, der gerne skulle have set lidt nål og tråd, men nej! I stedet er der testet linier og streger og lyd og hardware og jegskalkommeefterdigskaljeg, så jeg er mere eller mindre kortsluttet selv.

Det skal da blive dejligt, når det hele er overstået tirsdag aften.

Forb..... folketingsvalg!!

Det er mange og store overvejelser, der går igennem husbondens hovede derhjemme.

Det er jo Super Bowl-nat i nat - New England Patriots mod Philadelphia Eagles.

Det er nu ikke fordi, vi har noget specielt forhold til nogen af disse hold, men det er nu altid en oplevelse at se Super Bowl kampen, så nu skal husbonden beslutte sig for om det nu også er det værd at miste sin nattesøvn for. Han skal jo møde tidligt på arbejde i morgen, hvor jeg heldigvis har aftenvagt og derfor kan sove efter kampen.

Vi har overvejet at få indført forbud mod tidsforskel, men det når vi nok ikke inden kampen starter i aften, så han må jo beslutte sig.

Jeg tror sådan helt personligt selv, at han vil være at finde foran kassen, når TV2 blæder op for begidenheden kl. 23.55 (optakt 23.25), men lad os nu se.....

"Hvad skal vi finde på at spise i aften?"

På trods af en kødindbringende tur i Bilka i går, var mit hovede fuldstændigt tomt for idéer, da jobbet endelig mente, at nu havde jeg været der længe nok for i dag.

Over en stille øl på Gokken & Kokken på Nørrebrogade (der var den igen!) diskuterede vi mulighederne og blev enige om at aflægge døgngrønthandleren længere ned ad gaden et besøg for at lade os inspirere.

Vel hjemme blev fire kyllingefileter strimlet, 2 røde pebre ligeså og en hel bakke champignongs skåret i skiver side om side med en enkelt porre. Alle ingredienser står nu og snurrer i lidt almindelig olie og en pæn sjat chilli- og hvidløgsolie.

Dertil får vi lækre tyrkiske fladbrød, et par hvidløgsbrød med tomat og ost og en creme fraiche dressing også med hvidløg.

Godt jeg er alene det meste af dagen på jobbet i morgen ;-)

vred eller ked af det, så flygter jeg (i det omfang, det er muligt naturligvis!).

Jeg flygter ind under dynen og enten ind i søvnens nådige glemsel eller i en bog.

En sådan dag var det i går - deraf tavsheden her på bloggen.

P.S. Status Quo leverede varen forleden dag - det gjorde Tuborg også. Måske det også var en grund til min umådeholdne dynetrang i går?!

Og jo - jeg har været lille - det er jeg bare ikke mere!!

Men hvorom alting er, så gik jeg som de fleste andre børn også i skole, da jeg var lille. Og som det så ofte går, når man går i skole, så får man også klassekammerater og således også jeg. Jeg havde mange dejlige, meget forskellige, men på hver sin måde dejlige klassekammerater. Langt de fleste af os fulgtes ad fra 1. klasse helt op til 9. og vi havde en rigtigt godt sammenhold - synes jeg. Når jeg ser tilbage på min folkeskoletid, kan jeg ikke andet end at glæde mig over, hvor nemt det gik.

En af mine klassekammerater hed Michael (det hedder han nu stadig). Jeg er ikke helt sikker på, at han vil være lige så overstrømmende i sin beskrivelse af sin skolegang, men en del af klassen var han i hvert fald hele vejen igennem - en rigtig god del ;-)

Da vi i 7. klasse (tror jeg det var) fik lov at vælge tilvalgsfag fandt vi - Michael og jeg - en fælles interesse i foto. Eller rettere - jeg valgte det, fordi det lød mere spændende end så meget andet - Michael havde interessen i forvejen.

Jeg blev aldrig nogen ørn til hverken at få råfilmen ind i kasetten - ej heller at få den ud igen og over i fremkaldertanken. Men så havde jeg jo Michael! Tålmodige, tålmodige Michael.

Et

"Jamen du er SÅ god til det......."

og lidt blafre-blafre med øjenvipperne over skovsøerne fik som regel overtalt ham til at hjælpe. Hvis ikke, så prøvede jeg bare med vores fotolærer i stedet.......det lykkedes altid på en eller anden måde. Jeg tror faktisk aldrig, jeg kom til at fremkalde en film selv ;-)

Fremkaldelse af papirbilleder var en helt anden sag. Det fandt jeg vanvittigt spændende - der er jo oceaner af muligheder med sådan et fremkalderapparat. Mange blev de timer, jeg tilbragte i mørkekammeret med fremkalder og -fixérvæske og ofte med Michael et eller andet sted i mørket til at komme med gode råd og idéer.

Efter endt folkeskoletid holdt vi et par klassefester, hvor de fleste imponerende nok dukkede op, men efterhånden gled det ud i sandet og Michael forsvandt sammen med de fleste af de andre ud til deres egne liv og familier.

Jeg surfede en nat på nettet og fandt et fotografi på Fotokritik med et meget bekendt navn under. Skrev til ham og vi mailede en kort tid sammen - så gik det ligesom over igen.

Indtil en dag - en ganske almindelig kedelig dag på arbejdet, hvor en mail med intern mailadresse dukkede op:

"Kan du gætte hvem jeg er??"

lød overskriften. Og ja - det var faktisk ikke så svært, for vores interne mailadresser bliver oversat til fuldt navn inden mailen når frem til modtageren.

Stor var glæden og "Ja sq da...."-svaret røg lynhurtigt tilbage til selvsamme Michael. Siden har vi mailet sammen med jævne mellemrum - nu er han jo (næsten - han er udlånt konsulent) kollega - og han fortæller jævnligt, når han har opdateret sin hjemmeside med nye billeder.

Hans lidenskab fra dengang er stadig hans hobby - og sikke resultater der kommer ud af den hobby. Nedenstående har jeg allernådigst fået lov til at "låne" fra hans side



Jeg kan kun sige, at jeg er glad for, at det var ham der holdt fast i interessen for fotografering, for dét øje for motiver har jeg slet, slet ikke......

Men nu vil jeg overlade til jer andre at nyde hans billeder her på Michael Bothager, mens vi - husbonden og jeg - nyder lidt god gammeldags rock'n'roll i KB-hallen.

God fornøjelse.......

En af glæderne ved at spadsere/vade hjem fra arbejde er turen ned ad Nørrebrogade.

Der er så meget liv i den gade af alskens slags, at jeg bare ikke kan lade være med at blive i godt humør af det.

Side om side ligger shawarma-biksene, der udsender så forjættende dufte, at de ofte er ved at lede mig i uføre. Tænderne løber i vand ved tanken om en sprød semoza eller en pita/dürüm med duftende shawarma med bare et enkelt lille pift chili, mén jeg styrer mig gør jeg!

Til gengæld kigger jeg ind ad alle de forretningsruder, jeg kan komme til. Fra tøjforretninger over grønthandlere til de utroligt mange frisører, der har til huse i gaden. Ét sted kan man naturligvis ikke kigge ind. Det er hos damefrisøren, hvor gardinerne er hermetisk trukket for, så ingen damer af anden etnisk herkomst end dansk skal blive kompromitteret, hvis fremmede mænd skulle få et glimt af deres hår.

Anderledes er det med herrefrisørerne, hvor hele familier sidder på rad og række og venter på deres tur i stolen. Her er ingen tidsbestilling - du kommer ind fra gaden og venter pænt på at frisøren bliver ledig. Det har husbonden nydt godt af mangen en søndag, når hårpragten blev lige en kende for lang. Hans eneste utilfredshed, når han er gået derfra, er at han ikke taler arabisk - han kan ikke følge med i den rivende samtale i salonen ;-)

Netop i vinduet hos en herrefrisør så jeg i dag et ganske anderledes eksempel på høflig selvbetjening. En nydeligt nyklippet ung mand stod med en dertil udleveret saks og klippede hår i (eller måske var det ved) ørerne. Jeg smilede ved synet og han fangede mit blik i spejlet og sendte et kæmpegrin tilbage. Nørrebrogade er nemlig også gaden, hvor du får dit smil tifold tilbage, hvis du altså bare selv vover at krænge læberne tilbage og vise bisserne.

Naturligvis måtte jeg også lige lægge vejen forbi Accord, da jeg pludselig ikke for min død kunne huske, om vi overhovedet er i besiddelse af nogle CD'er med Status Quo - og det er jo meget rart at varme lidt op hjemmefra, ikk'??

Så nu vælter der dejlig livsbekræftende musik ud af højttalerne, fødderne vipper allerede i takt og jeg kan jo næsten ikke vente.....

...rocking all over the world!

Oh yes we do - i aften står vi i KB hallen og bræger sammen med alle de andre. Vi mores og imponeres over, hvor meget krudt der stadig er i de gamle mænd.

Vi skal drikke tynd fadøl, som vi bare ved vil give en grim hovedpine i morgen, men vi er ligeglade - eller jeg er i hvert fald, for jeg har fri ;-)

Vi har set dem en gang før og det var så herlig en oplevelse, at da vi opdagede at de kom til landet igen, så var der bare ingen tvivl - Status Quo we are so ready for you.

...and I like it....I like it....I like it.....I like it...I li li like it......

Du vender og drejer dig og kaster dig rundt.

Så er dynen for varm - af med den. Så bliver der for koldt - på med den igen.

Alt imens tikker minutterne afsted og bliver til halve og hele timer - og du VED det bare. Du VED at om ganske få timer begynder det forb..... vækkeur at hyle ganske insisterende.

Og når det så går i gang med sin hysteriske vrælen, så sover du så sødt som et spædbarn.

Hvorfor sker den slags altid, når arbejdsdagen begynder kl. 07.00??!!