Prelsborg

I hvertfald alt, hvad der står i min stakkels plagede husbonds magt at prøve. Jeg tager jo bare på arbejde og lader min helt egen private netværksadministrator om det beskidte job at skille ad - prøve at starte op - samle igen - prøve at starte op - skille noget andet ad osv. osv.

Intet har hjulpet - PC'en er og bliver træt af sin tilværelse, så næste skridt har været at ringe til Zitech og indrømme at fakturaen er bortkommet (dumme, idiotiske mig!!) og spørge: "Hva' så??!!" med slet skjult håb i stemmen.

Flink mand - ham Thomas dér fra Zitech - han skrabede da lige fakturanummeret ud af deres systemer og sagde, at jeg da bare kunne aflevere dyret i nærmeste forretning.

På min forsigtige forespørgsel om, hvordan de evt. ville reagere, hvis jeg pillede harddisken ud først (bryder mig altså ikke om små ignorante reparatører, der ikke har respekt for andres data!!) sagde han bare, at det nok var en god idé, hvis jeg gjorde dem opmærksom på det ved indleveringen. Nej virkelig!! Ville da ellers have glædet mig til at få den tilbage med en fejlbeskrivelse á la:

"Kan ikke startes op, da harddisk mangler!"

og så lige iført en regning på jeg ved ikke hvor mange milliarder ;-)

Indtil videre flinke folk hos Zitech, men det er selvfølgelig også kun lige første hurdle. Jeg krydser fingre for, at indlevering, fejlfinding og isætning af brandnyt bundkort (vi er ret sikre på, at fejlen ligger der!) går lige så nemt for dem.

På en eller anden måde glæder jeg mig lidt til at 2004 får en ende - det har ikke været noget helt godt år - sådan rent teknisk set.

Det lykkedes os jo her i sommer at køre vores digitalkamera over med bilen - det overlevede, men dog ikke længere end til det blev dyppet i det salte vand ved Apo Reef.

I går kom turen så til min ellers ikke særligt gamle PC. Bedst som jeg sad der og frydede mig over, at min lille Sims-familie var ved at komme til hægterne igen efter en adoption, stod dyret af.

*PFFFTTTTTT*

sagde det, da skærmen gik i sort og PC'en stædigt tæskede løs på hhv. CD-ROM og harddisk. Slukkes kunne den ikke uden at tage drastiske metoder i brug og ved forsøg på genstart tæskede den bare videre i samme mønster.

Den fik lov at sove på det, men lige lidt hjalp det, så næste skridt bliver at pille CD-ROM drevet ud og prøve at starte den uden - jeg håber, den gider - bare en lille bitte smule.....

Så i dag endnu en afsnit i føljetonen "Hvid buddha besøger Filippinerne og bliver lyserød" på mit embede og nu forstår jeg det!

Nu forstår jeg hvordan man kan lave 7-8 programmer af en halv times varighed ud af 10 timers råfilm. Man bruger da selvfølgelig bare de samme klip om og om igen og håber, at der ikke er nogen, der lægger mærke til det.

Endnu en gang så jeg min søster hænge på poolkanten og drikke mærkelige drinks (lavet til lejligheden naturligvis) og endnu en gang så jeg mig selv og knægten til middag på Sky Deck - denne gang dog med en lille fiks break-dance indlagt - det var vist en fejl på båndet ;-)

kan man tillade sig at spise frokost??

Når der nu står den lækreste pepperonipizza i køleskabet, der bare venter på at blive varmet, er det så for tidligt at lade som om det er frokost kl. 10.15??

Eller burde jeg hellere vente til kollegaen vælter ind ad døren, så han kan blive frygtelig misundelig....hmmm.....svære beslutninger at blive stillet overfor på sådan en lørdag formiddag ;-))

til knægtens klasselærer senere på eftermiddagen. Hun tiltrådte med få dages varsel en ny stilling for en måneds tid siden og har nu inviteret til pizza/rødvins-afsked. Vi medbringer dog selv begge dele!

Det er ikke med blødende hjerte og tårer i øjnene, at jeg siger tak for denne gang - nærmere tværtimod. Hun har, siden hun overtog klassen fra starten af sidste skoleår, været helt utroligt meget væk. Så var det kurser og så var det arbejde for forskellige udvalg. Skole/hjem-samtalen sidste år "glemte" hun vist i farten og informationer om udflugter og den slags har været temmeligt sporadiske.

Klassen har nu fået "opgraderet" deres matematiklærer til klasselærer og efterfølgende fået en ny dansklærer, som de tilsyneladende er ret begejstrede for, så nu krydses der fingre for at de to i fællesskab vil og kan vise klassen den opmærksomhed, den fortjener.

Det er måske en smule hyklerisk at møde op til dette "farvel-arrangement", men når knægten nu så gerne vil, så kan jeg vel holde gode miner til slet spil i et par timer for hans skyld.

Mens jeg nu stadig sad der ved busstoppestedet - se nedenfor - og kiggede efter bussen, så jeg et optrin, som jeg egentlig har set masser af gange før og som er mig en kilde til evig undren.

En bil holder ind til vejkanten ud for firmaets hovedindgang og en mand kommer blåfrossen frem fra sit læsted - det er åbenbart hans lift hjem. Og så starter den helt store "alle skifter"-procedure!!

Efter behørig ventetid på forbipasserende biler, går døren i førersiden op og ud kommer den kvindelige hidtidige chauffør. Manden står i mellemtiden og fryser!! Kvinden lukker døren og vandrer om på den anden side af bilen og stiger ind. Manden står i mellemtiden og fryser endnu mere. Efter behørig ventetid på forbipasserende biler tramper manden om til førersiden af bilen og venter (og fryser!) en rum tid endnu inden han uden fare for sig selv og sine medtrafikkanter kan åbne døren og sætte sig ind. Bilen kører - nu med manden som chauffør!

Hvorfor er det lige, at manden ikke bare flår døren i passagersiden op og sætter sig ind, så de kan komme afsted og han kan få varmen?? Kvinden/konen kan vel ikke køre så elendigt, at han ikke tør at køre med hende som chauffør?? Og hvis hun gør - hvordan i alverden tør han så overlade hende bilen i første omgang??

Jeg undres.......

og overmodig dødsforagt kastede jeg mig ud i vejret. Målet (hjem) var klart - midlet var gåben!

Jeg nåede til hjørnet af bygningen, så ramte en vindstyrke 44½ mig lige i ansigtet - den medførte desuden arktiske varmegrader, så jeg nøjedes med at kæmpe mig hen til busstoppestedet.

Der sad jeg så og lignede en hundehvalp, der var blevet smidt udenfor på grund af unævnelige søer på et gulvtæppe, da et kvindemenneske kom anstigende med øjnene fæstnet på de 4 milimeter bænk ved siden af mig. Ikke noget med at spørge, om der kan laves plads - næ næ - man klasker sig naturligvis ned, så en anden er ved at skvatte ned af bænken i den anden ende.

Det er jo så hvad det er - men så begynder konen at rode rundt i sin enorme taske efter et eller andet, så albuerne flyver til højre og venstre - og specielt den højre var temmelig spids, da den landede mellem et par af mine ribben. Der er stadig ikke optræk til hverken et undskyldende smil eller bare noget der ligner - nu har hun nemlig fundet sit "et eller andet" i bunden af tasken.

Hvad det et eller andet er går rimeligt hurtigt op for mig - endda uden at kigge!! De umiskendelige lyde af en gulerod, der bliver fortæret i rasende fart og med åben mund når mine øregange, og så må jeg give op og rejse mig.

Et hvast blik i den formasteliges retning bliver besvaret med et udtryk á la torsk og med nydelig udsigt til den halvtyggede gulerod, der stadig bliver forarbejdet at de kværnende kæber.

...og jeg ønskede, jeg havde holdt fast i min oprindelige plan. Der plejer dog at være rigelig plads på fortovet og trafikken gør, at gulerodskværnende ignoranter ikke kan høres!!

Må hun dog kvæles i et stykke af den sikkert ganske korrekt økologiske og meget sprøde gulerod!!

de kendte og de kongelige.

Det er jo et helvede at komme igennem den horde af journalister og fotografer, der belejrer hoveddøren, så snart man bare bliver en lille smule kendt.

Og når man så tænker på, at det kun er tale om 2 gange 5 sekunders optræden på en ikke særligt landsdækkende kanal, så kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan det må være at være på forsiden af alverdens ugeblade i tide og utide.

Ja, vi så os selv i går. I ganske korte glimt ganske vist, men vi var der......

...og pludselig giver tilnavnet "Den lyserøde Buddha" meget større mening ;-)

skal man da naturligvis være lige præcis den dag, hvor himlen åbner sine sluser og sender 4 kilo slud ned i hver enkelt af vores paraboler - *suk*

at de var tøzer!!

Knægten og hans bedsteste bedste ven terroriserer huset med deres krigsråb indtil lige pludselig - så bliver der ganske stille. Freden sænker sig og vi undrer os i vores stille sind over, havd de nu har fundet på.

De er da på toilettet - begge to!! Jeg troede ellers det var forbeholdt tøser i alle aldre at slæbe bedsteveninden med ud på det lille hus - jeg er nu blevet så meget klogere!!

Bedsteste bedstevennen blev samlet op i går ved middagstid og slæbt med i Nisseland. Det er et voldsomt hyggeligt sted, hvor der virkelig er kælet for hver eneste detalje i den store julenisseudstilling. At andre besøgende så brokkede sig over manglen på rutchebaner og karruseller - det må klart være deres eget problem. "Så tag dog i Tivoli!" hvislede jeg ganske lavt ud mellem tænderne.

Knægtene gravede efter lykkemønter og fandt (heldigvis!) en hver. De blev omsat til en rigtig lækker julegave fyldt med hjemmelavede bolcher - knægtene nød det - vi fik ingenting!!

...og det er jo ikke helt rigtigt - husbonden fik nemlig en ristet pøsle med brød - i Nisseland spiser man nemlig ikke ristede pølser, men pøsler!! Jeg gloede faktisk længe på menukortet før det gik op for mig, hvad der var galt med det ord, men ved bestillingen var der ingen smalle steder - naturligvis hedder det pøsler!!

Turen gik derefter til Fisketorvet til pizza og biograftur. Jeg havde på mit nyerhvervede medlemskort til Cinemaxx indkøbt 4 billetter til "De Utrolige" samt de fornødne colaer og popcorn. Og vi fik popcorn - rigtig, rigtig mange popcorn! Det viser sig jo, at når man bestiller cola og popcorn online, så får man lige popcornene i en udgave større end de oprindeligt bestilte. Vi havde simpelthen popcorn til hele forsamlingen i biografen!

"De Utrolige" er en ganske udmærket film - dog var det ikke lige, hvad vi havde forventet. Det er mere end actionfilm end en egentlig børnefilm og de stakkels figurer bliver da også slået ihjel på de mest uhyrlige måder. En OK film, men den manglede en hel del af den humor, der ellers er kendetegnende for Pixar.

Nu er der så kun en time til, at bedsteste bedstevennen bliver hentet, så bliver der måske en lille bitte smule roligere her på matriklen - pyyyhhh - ufatteligt som to 8-årige dog kan hidse hinanden op ved at råbe og skrige som sindsyge ;-)

der blev checket, der blev handlet og forhandlet.

Nu er yndlingskollegaen så draget af med et halvt børneværelse formedelst 700,- kr. Han er glad - knægten er gald - og jeg er oversuperlykkelig!!

Vi kan nu igen se gulvet i knægtens værelse efter denne handel og så de tre sorte affaldssække, der røg ud tidligere på dagen.

Nu mangler så bare lige den der seng - er der virkelig ikke nogen, der lige har brug for sådan en - den er rigtig god og selveste min søster har sovet i den ;-))

Proklamerede knægten glad, mens vi lige sad og tæskede et par kyllinger eller 88 som godnathygge.

"Hmm - det lyder da sjovt..."

svarede jeg, mens jeg lige nakkede den der møgirriterende boss-kylling i level 2.

"Og du skal lave mad!!"

fortsatte han lige så lykkeligt, mens hans små(?) fingre hamrede løs i mellemrumstasten.

"Nå - det lyder da......HVA'???!!!!"

Så nu koger pastaen lystigt henne på komfuret - husbonden er tilringet (han har tilbragt aftenen med at slå til en forsvarsløs lille luftfyldt bold med et stykke gummeibekldt træ). Der må på en eller anden måde hjembringes peberfrugter eller ET ELLER ANDET, der sammen med pastaen kan gøre det ud for pastasalat.

Knægten er som "straf" blevet sendt i bad - man kan jo ikke gå til fest uden at være behørigt renvasket, vel??!! ;-)

til at sidde ned i 10 minutter og nyde en enkelt After Eight (ja ja - ved godt det er lidt mormor-agtigt, men de smager nu godt!), inden vi atter en gang går til angreb på de uanede mængder af legetøj m.m. i knægtens værelse.

Der skal sorteres i bunke: beholde, bunke: at sælge og bunke: intet værd!! Yndlingskollegaen, der for Gud ved hvilken gang er blevet single, kommer i morgen for at besigtige til-salg-varerne - det er jo snart jul ;-)

.....og øøøhhh - der er vel ikke lige nogen derude, der voldsomt mangler en høj seng med stige og bord/skab??? Den er i pæn stand og ganske billigt til salg ;-)

Den er på kursus, er den nemlig!!

Efter nattevagterne i week-end'en har jeg ikke rigtigt fået vendt døgnet endnu, så det er nok ikke optimalt udbytte af dette kursus, jeg får.

Jeg vågner op til dåd ind i mellem, når Hr. Underviser udbryder:

"Og det er ikke øregas!"

og det gør han temmeligt ofte, når han nu forsøger at krydre sit enormt tørre stof med endnu mere enormt tørre og ganske indforståede morsomheder. Det er faktisk kun, når han ikke påregner det, at han kan kalde smilet frem hos mig. Udtalelser som:

"Bill Gates havde en plan om at bedække hele verden!"

får underlige filmstumper til at køre i min trætte hjerne og jeg bryder hjælpeløst sammen af grin, mens mine kolleger kigger opgivende på mig og ryster på deres små hoveder. Når han så gølger den op med:

"Bill og så ham Intel-gutten havde en fantasi om......."

så kører filmen ubehjælpeligt videre og jeg overvejer på det alvorligste at gå hjem og tage det kursus en anden gang. Rygterne går nemlig at vi på fredag skal tage en test i det stof, der er blevet gennemgået de foregående dage, og da jeg indtil videre er kommet til OSI-modellens nederste lag - det fysiske - så har jeg vist meget at indhente allerede....

Fruen og anden mødte hinanden første gang en kedelig tirsdag eftermiddag i november. Anden lå og godtede sig sammen med alle sine venner i en lys og kølig montre, mens fruen lignede noget katten havde slæbt med ind med halvvådt hår og en frygtelig masse indkøbsposer.

Fruens øjne faldt på anden og en idé opstod i hendes hovede - *PLING* Når herren nu var bortrejst et par dage, så skulle han overraskes med andesteg, når han atter vendte hjem. Anden blev derfor nænsomt løftet fra montren og over i fruens indkøbskurv.

"Ha ha" skreg den til sine tilbageblevne andevenner "Jeg bliver Mortens-and - og det gør I ikke!"

Og så frydede den sig hele vejen hjem til fruens bolig. Der blev den forsigtigt placeret i køleskabet, så den kunne ligge der, til der blev brug for den.

Og Mortens aften kom og gik og hver eneste gang køleskabsdøren gik op, tænkte anden

"Nu er det nu! Nu bliver jeg til Mortens-and!"

Men nej! Ved lyden af fruen, der gjorde sig klar til natten svandt håbet hos anden.

"Jeg bliver aldrig til Mortens-and - mit liv er forspildt og jeg skal henslæbe resten af mine friske dage her i en grøntsagsskuffe."

Og så græd anden sine modige andetårer og tænkte på sine andevenner i den lyse og kølige montre i supermarkedet - måske var det lykkedes for én af dem - måske havde de nået andehimlen?! Kun lidt trøstet af den tanke beredte anden sig på at rådne op der i grøntsagskuffen.

En sådan beslutning er nu ikke nem at tage sådan på stående andefod - og da slet ikke, når man som denne and stadig har en rest stolthed tilbage i livet. Den havde fået at vide, at den skulle være frisk helt til d. 12. november, så der ventede 2 lange døgn inden den kunne begynde at forgå.

Og så skete miraklet! Dér dagen efter Mortens aften blev køleskabet åbnet og anden kom ud på køkkenbordet. Den blev krydret efter alle kunstens regler og fik sin slunkne mave stoppet med æbler og svedsker - oh hvilken fryd - hvilken glæde!

Eneste lille skår i glæden var dog, at den måtte finde sig i den tort at blive spiddet med små spidse træspyd - enhver and med respekt for sig selv ved jo, at der kræves nåle af metal for at sidde ordentligt sammen.

Nu lå anden så der med fuld mave og træspyd i begge ender og kiggede længselsfuldt på den varme ovn.

"Det kan godt være, at jeg ikke bliver Mortens-and, men det er der jo også så mange ænder der bliver. Sjældnere er det jo at blive Mortens Dags-and!"

Og så kroede den sig, så den næsten blev varm og sprød uden nogensinde at have været inde i den fristende ovn.



Hint til husbonden:Fruen mangler kødnåle og det er snart den dér tid med små gaver hver dag ;-)

Da skrækken for at knække, brække eller på anden måde beskadige de tre langstilkede røde roser i går afholdt mig fra at cykle hjem, anvendte jeg i stedet fodfutteralerne - det skal jo være så sundt ;-)

I morges - tidligere i morges - stod valget så mellem at benytte offentlige transportmidler (2 busser) eller selvsamme fodfutteraler. Valget faldt på det sidste, så jeg udsteg en hel del tidligere end normalt i den mørke, morgenstille by og påbegyndte rejsen mod arbejdet.

Jeg lagde vejen forbi en 7 Eleven og købte 2 friskbagte, endnu varme croissanter og modstod trangen til at kaste dem i halsen med det samme - stak kun næsen ned i posen et par gange og indåndede den vidunderlige duft inden den røg ned i tasken.

Nu er jeg landet og har nydt de to croissanter med en herlig kop varm kaffe til, så nu er jeg fuldstændig klar til.......at kaste mig på sofaen og sove en times tid ;-)

Der var trommet repræsentanter fra så godt som alle afdelinger og alle landsdele i firmaet til krisemøde i dag. Også jeg var så heldig at have modtaget en invitation - jeg skulle dog kun gå de ca. 5 meter ind i mødelokalet.

Hele forsamlingen var tilkaldt af den simple årsag, at en kollega - eller rettere to - fra en anden afdeling for et par måneder tilbage blev voldsomt træt af sit job og besluttede sig at gøre noget ved det. Nemlig at melde sig syg og derefter nægte at kommunikere med hverken kolleger eller ledelse fremover, medmindre kommunikationen gik gennem fagforeningen.

Nu ved jeg af naturlige årsager ikke lige, hvad der er foregået ude i den berørte afdeling, og det kan da være ganske berettiget med den sygemelding, men jeg ville nok aldrig selv vælge den løsning, hvis jeg samtidig vidste, at det ville give et helvede for en stak andre kolleger. Det er vel ikke kollegerne, men nærmere ledelsen disse personer ønsker at "straffe" med deres aktion?!

Selvfølgelig har vi fået tingene til at fungere alligevel - ikke uden sværdslag og mugne kunder, men det fungerer dog, så hvis hele motivet bag aktionen var at bevise, at netop disse to personer er uundværlige i den daglige arbejdsgang, så må jeg beklage at fortælle dem, at det er der altså ingen der er!!

Undervejs i mødet fremkommer så forslaget om, at de arbejdsopgaver, der tidligere blev udført af disse personer, i fremtiden skulle overføres til vores afdeling. Naturligvis skal der samtidig tilføres ressourcer fra den ene afdeling til den anden, og så kom spørgsmålet eller måske rettere forespørgslen:

"Måske "nogen" bliver raske, hvis "nogen" kunne blive overført sammen med arbejdsopgaverne?!"

Og så stejler jeg altså!! Nu er det godt nok ikke mig, der er chef for vores afdeling og dermed heller ikke mig, der skal tage den beslutning, men jeg ville ikke have ret meget tillid til at ansætte/overtage en medarbejder, der så tydeligt har vist, hvilke midler vedkommende griber til, hvis ikke lige tingene går efter vedkommendes hovede

Nu er jeg selvfølgelig også en af de kolleger, der har måttet være prügelknabe for kunderne, da tingene ikke fungerede på nogen som helst måde!, da vedkommende meldte sig syg og nægtede at videregive informationer, passwords m.v. til nogen, der eventuelt kunne have rettet op på bare lidt af miséren, så derfor er mit syn på vedkommende nok lidt farvet.

I hvert fald vil jeg mene, at en lillebitte advarsel i vores retning i form af et telefonopkald med informationer om, at den nærmeste fremtid måske kunne blive lidt turbulent, kunne have hjulpet lidt på tilliden.

Jeg sætter selvfølgelig nu min lid til, at min chef også tænker lidt på os andre inden han træffer beslutninger om dette eller hint, men ellers kan jeg jo også bare blive syg....

Not a chance in Hell - jeg siger hellere op end at udsætte mine kolleger for den slags!!

Stod der på det lille kort, der fulgte med de 3 langstilkede, mørkerøde roser, der blev afleveret til mig på mit embede i dag.

Roser fra hinsidan....hmmm....enten savner han mig eller også......har han en affære med sin kollega??!!

Han er nu også sød, ham kollegaen ;-))

..men bliver nok lige nødt til at få luft.

Har lige lagt røret efter en længere snak med knægtens far. Ikke noget galt i det - vi taler heldigvis godt sammen....om de fleste ting i hvert fald.

Men jeg bliver godt en en lille smule harm, når han begynder at tale om økonomi - hans økonomi vel at mærke! Han har lige købt ditten og datten - han har lige fået nyt det og det og der er overskud på kontoen osv. osv. osv.

Og så er det jo jeg tænker lidt for mig selv:

"Hvorfor i alverden er det så lige, at jeg stadig betaler børnepenge til knægten?? Han bor jo lige meget hvert sted - og det er hans far, der får børnechecken und alles?? Det blev jo egentlig kun aftalt, fordi han (faderen) dengang ikke kunne blive siddende i lejligheden uden de penge??!!"

Ja - jeg burde ikke, men nu har jeg gjort det - og så fik jeg lidt luft!

Som overskriften så indlysende antyder, er husbonden draget af til Sverige med sin nye hef og sine gamle kolleger for at lege team-building. Han glædede sig helt vildt meget i morges, og det var næsten ikke nødvendigt at sparke ham ud af døren - eller var det??

Det betyder jo så også, at jeg pludselig har masser af tid til at trampe rundt og finde på mærkelige, men dog nogenlunde brugbare kalendergaver til både den store og den lille.

Efter to timers gåtur i skarpt trav - kun afbrudt af enkelte butiksbesøg - har jeg nu bevilget mig selv en lille pause inden jeg overvejer at være vildt aktiv med vasketøj og oprydning.

Der nydes en ordentlig stak Marie-kiks med et glas iskoldt mælk til - ufatteligt at det stadig smager så godt ;-)

hoppe bandende rundt på et ben klokken kvart i kvalme om morgenen.

Under den fod, der ikke rører gulvet, sidder det meste af en nyopkastet hårbolle.

Det er mandag - det er morgen - en ny uge truer!!

Jeg kan holde op hvert øjeblik, det skal være!
Det ville ikke koste mig den mindste anstrengelse!

Faktisk er det slet ikke mig!

Det er i hvert ikke mig, der taler (råber!) til min PC-skærm og kommer med udtalelser i retning af:

"Så flyt dig dog, din latterlige kylling!!!"
"En gul pakke!!! Hvad hel.... skal jeg med en gul pakke - jeg vil ha' en rød!!"
"Hvad fan... lægger de også så mange æg for??"

...og andre af den slags uhyrligheder!

Faktisk ved jeg slet ikke, hvad det her er!!

NÅ!!!

Alene truslen var nok! Bare det, at røret blev løftet og lægens nummer tastet ind, var nok!

I dag kan vejret trækkes uden at jeg lyder som en blæsebælg og så har jeg jo sparet de penge til hestepiller. Det betyder jo desværre også, at jeg har været nødt til at melde mig rask på arbejdet og skal møde i morgen kl. 07.00 :-( Intet er så godt, at det ikke også er skidt for noget....eller hvordan er det lige??!!

I øvrigt: örlemény er ungarsk for pulveriseret eller knust, så der er altså ikke noget som helst lokumsagtigt ved vores paprika ;-))

står den på den pose ægte ungarsk paprika, jeg har brugt til aftenens Svenske Pølseret.

Jeg håber sandelig ikke, det er et udtryk for smagen endsige virkningen af krydderiet ;-)

Lørdag aften måtte jeg give op - kaste håndklædet i den meget berømte ring og melde mig syg på den resterende del af min week-end vagt. Det er første gang i min karriere, at jeg ikke er mødt op på week-end vagt - jeg ved jo, at det går ud over en af mine kolleger, der så må opgive en friweek-end, men der var bare ikke noget at gøre.

Forkølelsen eller hvad det nu er (fugleinfluenza??) havde sat sig på ørerne med voldsomme smerter til følge og en smule feber kunne jeg da også oparbejde. Disse ting har nu så småt lagt sig igen, så nu sidder jeg bare tilbage med en vildt irriterende hoste, der brillerer ved ikke at ville lade mig sove ordentligt og seneste nyt er en lidet flatterende rallen, når jeg trækker vejret.

Lægen er tilringet - tiden er i morgen - håber, det bare er
ingenting!